TV-kamp: Randers får besøg af Amager

Lørdag eftermiddag er der basketball fra Basketligaen på SPORT LIVE.

Randers Cimbria slår dørene op til lørdagens første kamp, hvor BK Amager har taget turen til Østjylland.

Det er top mod bund lørdag eftermiddag, da Randers er på en delt andenplads, mens BK Amager er placeret som næstsidst.

Der er kampstart klokken 13:00 med optakt på SPORT LIVE fra 12:45.

Randers vil presse Næstved i toppen

Randers Cimbria stod også for tv-kampen forleden, så lørdag får Randrusianerne mere tv-tid. Randers vandt opgøret i midtugen med 67-98.

Randers Cimbria har fået en glimrende start på sæsonen med otte sejre i ti kampe.

De to nederlag er kommet mod Team FOG Næstved og Horsens IC, så der er tale om en helt igennem godkendt start. Det rækker i skrivende stund til en andenplads, hvilket dog kan ændre sig med en sejr lørdag eftermiddag.

En sejr vil sætte ligaens førerhold, Team FOG Næstved, under pres, inden de skal i kamp senere lørdag.

Randers står med ligaens bedste defensiv, hvor modstanderne i gennemsnit bliver holdt til at score 73,4 point per kamp, så BK Amager skal levere en stærk præstation, hvis de skal trænge gennem Randers-defensiven gang på gang.

Derudover har de ligaens fjerde bedste offensiv, hvor de scorer 87,5 point per kamp, så Amager kommer formentlig også på overarbejde i defensiven.

Når det kommer til, hvilke spillere BK Amager skal holde øje med, er det værd at nævne Jonathan Klussmann, Brandon Norfleet, Bakary Camara og Josh Fortune.

Et kig på Randers-profilerne

Klussmann er mest scorende spiller for Randers med et snit på 19,4 point per kamp. Klussmann har en lang historisk med BK Amager, der desuden er hans barndomsklub, så for Klussmann er kampe mod BK Amager altid specielle. Kampen er blot endnu mere speciel, idet han kommer til at stå overfor sin far – dog ikke på banen.

Lars Klussmann er cheftræner for BK Amager, så Klussmann senior må formodes at kende til samtlige af Randers Cimbria-profilen svagheder.

I december sidste år scorede Jonathan Klussmann 50 point i en pokalkamp mod BK Amager, så den unge danske landsholdsspiller stortrives i kampe mod sit tidligere hold.

Klussmann-forbindelsen er sjovt nok ikke den eneste denne lørdag. I dagens tv-kamp krydser brødreparret Morten og Christian Bülow sammen. Morten Bülow spiller for Randers, mens storebror Christian er at finde på Amager-holdkortet.

Dernæst har Randers Cimbria amerikanske Brandon Norfleet i sit arsenal. Norfleet, der forlod Svendborg Rabbits til fordel for Randers Cimbria forud for indeværende sæson, er næstmest scorende spiller for Randers med 19 point per kamp. Norfleet er på andenpladsen i kampen om assists per kamp med 7,7 assists per kamp.

Defensiven styres af Bakary Camara, der snitter 9,2 rebounds og 2,8 steals per kamp.

Josh Fortune snitter 17,6 point, 7,4 rebounds og 2,8 assists per kamp for Randers.

BK Amagers svære sæsonstart

BK Amager har modsat Randers ikke haft den store succes i denne sæson.

Det startede ellers på bedst tænkelig vis med en sensationel sejr i første spillerunde over Svendborg Rabbits. Desværre for Amagerkanerne er det blot blevet til en enkelt sejr siden, som kom mod Holbæk-Stenhus.

Amager har vist lovende takter, men mangler endnu at få fuld valuta for den gode indsats.

BK Amagers topscorer indtil nu i denne sæson er amerikanske Jordan Johnson , der i snit scorer 14,2 point per kamp – dog skarpt efterfulgt af Tomas Atli Bjakason med 13,7 point.

Oscar Quackenbush og Andreas Meilby Amundsen er også bærende profiler på Amager-hold. De snitter begge over 12 point, og for at Amager kan forlade Arena Randers med en sejr skal disse fire spillere steppe up.

Deres mest reboundende spiller er Tomas Atli Bjarkason, der tager otte rebounds i gennemsnit per kamp.

Dagens favoritværdighed ligger hos Randers Cimbria, der kæmper om førstepladsen, men i Basketligaen skal man slet ikke tage noget for givet.

Kampen har tipoff kl. 13.00 og vises på SPORT LIVE.

Rundt om runden: 11. spillerunde

Foto: Robert Dines Rasch

Basketligaen bliver ved med at levere overraskelser og underholdende kampe, og ligaen er i denne sæson tættere end i de sidste mange sæsoner.

Horsens IC og Team FOG Næstved ligger efter 11. spillerunder placeret på de øverste to placeringer i Basketligaen á point med 16 point. Dernæst finder vi tre hold, Randers Cimbria, Bakken Bears og BMS Herlev, på 14 point. Det vidner om, at ligaen i år er uhyre tæt. Randers har desuden en kamp i hånden i forhold til Bears og Herlev.

Overraskelser har der været mange af efter 11 runder, og den liste blev én kamp længere i den forgangne spillerunde, hvor ligaens førerhold, Team FOG Næstved, snublede og tabte værdifulde point til ligaregnskabet mod Bears Academy. Denne kamp vender vi tilbage til senere i denne artikel.

Runden om runden for 11. spillerunde starter med opgøret mellem sidste sæsons sølv- og bronzevindere, Svendborg Rabbits og Horsens IC.

Svendborg Rabbits har ingenlunde haft den ønskede sæson, der har budt på adskillige uventede nederlag. I 11. spillerunde kom Horsens IC på besøg på Sydfyn, og nedturen fortsatte for Kaninerne, der trods en god fight måtte se sig besejret med 84-88.

Amerikanske Chris Lykes scorede 22 point for Horsens IC – flest af alle i kampen. Lykes havde dertil seks rebounds og seks assists. HIC-klubmanden Vedran Borovcanin scorede 19 point.

Kentwan Smith og Brantley Bynum scorede hver især 18 point for Svendborg Rabbits. Smith kunne notere sig for en doubledouble med ti rebounds.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev sejrede i Søndersøhallen

BMS Herlev har været Basketligaens positive historie i denne sæson. Det unge, talentspækkede mandskab har allerede på nuværende tidspunkt sejret i flere kampe end i sidste sæsons grundspil, hvilket fortæller en del om Herlevs sæson.

I 11. spillerunde skulle Herlevitterne to gange i aktion, og runden bød på lutter sejre for holdet, der har lagt sig lunt i svinget om en plads i top seks og dermed en plads i Play-Off A 1-6.

Første sejr kom mod Værløse Blue Hawks, der ligesom BMS Herlev har hentet overraskende sejre mod sidste sæsons finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Værløse og Herlevs topniveau er derfor ikke til at tage fejl af.

De to holds første indbyrdes møde i denne sæson, der blev spillet på julemånedens første dag og vist på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE, var en underholdende affære mellem de to lokalrivaler.

Værløses hjemmebane Søndersøhallen var fyldt op, men trods en god stemning fra de fremmødte på lægterne, tog Herlev revanche og sejren. De sidste tre kampe mellem de to klubber er endt med sejr til Værløse.

Kampens topscorer var BMS Herlev-stjernen Marqus Marion med 23 point. For Værløses vedkommende blev det Balsa Veljic med 17 point. Marion sluttede dertil med ni rebounds. Eamonn Joyce scorede 20 point og havde syv rebounds for Herlev.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bears Academy overraskede

Udfaldet af rundens første to kampe bød ikke på de store overraskelser, men ugens tredje kamp endte ikke umiddelbart som forventet.

Team FOG Næstved har været dominerende i denne sæson og havde forud for 11. spillerunde blot tabt en enkelt kamp, mod Horsens IC, mens resten af kampene havde stået på sejre – blandt andet mod Bakken Bears på udebane.

Derfor kom det som en kæmpe overraskelse, da de undertippede Bears Academy tog til Sydsjælland og tog fusen på Næstved, der med en sejr kunne generobre førstepladsen i ligaen efter Horsens ICs tidligere nævnte sejr mod Svendborg.

Bears Academy besejrede Team FOG Næstved med cifrene 102-104. Kampen forløb som forventet med Team FOG Næstved i front. Sydsjællanderne fik aldrig etableret et kæmpe forspring til gæsterne fra Bears Academy, men inden fjerde periode havde de 12 point ned til aarhusianerne.

Fjerde periode endte dog med at koste dyrt for Team FOG Næstved, der blev spillet ud af banen. Academy vandt perioden med 24-38 og havde vendt kampen på hovedet, hvilket betød Næstved tabte for anden gang i denne sæson.

Topscorer blev Bjørnenes Silas Oriane med 28 point. For Næstved var det Ian Dubose med 27 point, mens Mike McGuirl leverede 26 point for Næstved.

Marius Sørensen var tæt på en tripledouble med 17 point, ni rebounds og 14 assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bakken Bears kørte over BK Amager

To dage senere skulle der spilles to kampe i Basketligaen.

Ovenpå Næstveds overraskende nederlag var der lagt op til to spændende kampe, hvor Bakken Bears var storfavoritter i den ene kamp, mens favoritværdigheden i den anden kamp lå hos Randers Cimbria.

Modsat braget i Arena Næstved udeblev spændingen i lørdagens to kampe.

Hjemme i Amagerhallen tog BK Amager imod de forsvarende danske mestre, der gjorde kort proces mod Amagerkanerne, der blot har sejret i to ud af ti kampe i denne sæson.

BK Amager indledte sæsonen på sensationel vis med at besejre Svendborg Rabbits, men derefter gik der fem kampe, før de igen kunne tilføje to point til tabellen. Det var derfor heller ikke mange, der levnede BK Amager en stor chance for sejr mod et Bakken Bears-mandskab, der imidlertid ikke har været nær så dominerende i denne sæson kontra sidste.

Bakken Bears sejrede sikkert med 76-105 over BK Amager, der aldrig fandt fodfæste i kampen og endte med at tabe alle fire periode.

Mest scorende spiller var BK Amager Magnus Bjørnå. For Bakken Bears var det Gustav Knudsen med 20 point. Deng Adel havde en double-double med 14 point og 10 rebounds.

Bjørnene havde i midtugen været i Israel for at spille Basketball Champions League, hvor de tabte til Hapoel Jerusalem, men kampen tre dage tidligere gik ikke hen og fik indlydelse på kampen mod BK Amager.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Ingen overraskelse i Randers

Ligesom i Amagerhallen var der ikke meget spændning og drama, da Randers Cimbria hjemme i Arena Randers tog imod et udfordret Holbæk-Stenhus-hold.

Nyoprykkede Holbæk-Stenhus har fået en svær start på tilværelsen i Basketligaen og har endnu sin første sejr i Basketligaen til gode.

I den anden lejr har spillet næsten kørt som smurt i denne sæson. Randers Cimbria har kun tabt i to kampe i denne sæson, og da de har spillet en kamp færre end Næstved og Horsens kan de i princippet melde sig ind i kampen om førstepladsen i ligaen, når de i næste spillerunde skal spille to kampe. Kronjydernes nederlag er kommet mod Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits.

I lørdagens kamp pligtsejrede Randers Cimbria mod Holbæk-Stenhus med 96-63. Sejren var Randrusianernes syvende sejr i denne sæson.

Jonathan Klussmann førte an for Randers Cimbria, der vandt kampens første tre perioder, hvorimod fjerde periode blev tabt med et enkelt point, hvilket i virkeligheden var det eneste lyspunkt for de sjællandske gæster.

Klussmann var varm i første halvleg, hvor han scorede 20 point. I anden halvleg slap han til gengæld en smule på speederen, hvorfor han endte kampen med 25 point.

Klussmann havde dertil 6 rebounds og 6 assists.

Topscorer for Holbæk var Gustav Winther med 20 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev-eventyret fortsætter

Denne rundt om runden slutter med endnu en BMS Herlev-kamp.

Denne gang tørnede det unge mandskab sammen med Bears Academy i Bjørnenes hule.

BMS Herlev har ad flere omgang vist, hvad de er i stand til, når de på papiret er undertippet, men søndagens kamp stod mod Bears Academy, der i sidste sæson nappede sjettepladsen i grundspillet og dermed tog den sidste plads til Playoff A 1-6.

Med det niveau, Herlev har lagt for dagen i sæsonens første 11 runder, har forventningerne til holdet blot taget et nøk opad kamp for kamp. BMS Herlev har sat sig i en fordelagtig position i kampen om den sidste slutspilsplads, måske endda en endnu højere placering, og derfor var kampen mod Academy ekstra vigtig, da de er en direkte konkurrent i kampen den gyldne midterplacering.

Herlev har været suveræne i år, og kan de holde dampen oppe kan en plads i top fire tilmed komme på tale. Men de spekulationer kan vi tage op igen senere på sæsonen.

BMS Herlev kom, så og sejrede med 61-68 mod Bears Academy. Aarhusianerne spillede en dårlig kamp i den offensive ende og havde kun scoret 28 point i løbet af første halvleg, hvilket cheftræner Thomas Hemmingsen næppe kunne stille sig tilfreds med.

Kampens topscorer var Herlevs Eamonn Joyce med 23 point. Marqus Marion havde 11 point og seks rebounds. Bears´ topscorer var Tobias Mønsted med 14 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

TV-kamp: Søndersøhallen danner ramme om ugens TV-brag

Torsdag aften blænder SPORT LIVE atter en gang skærmen op for basketball fra Basketligaen.

Værløse Blue Hawks byder BMS Herlev velkommen til aftenens kamp.

Kampen spilles i Søndersøhallen, og der er kampstart klokken 19:15, men SPORT LIVE åbner for de basketglade seere klokken fra kl. 19:00.

BMS Herlev kan stikke af fra Værløse med en sejr i aftenens kamp, hvorimod Værløse med en sejr kan indhente BMS Herlev på point.

Kampen i aften er en direkte placeringskamp mellem de to klubber. BMS Herlev sidder forud for kampen på femtepladsen med ti point, mens Værløse er syver med otte point.

Hjemmeholdets store sejre i sæson starten

Dagens hjemmehold fra Værløse har haft en lidt blandet start på sæsonen.

De er inden dagens kamp placeret på en syvendeplads i Basketligaen, og de har vundet fire ud af deres ni kampe.

Det sjællandske mandskab har stået for to af sæsonens største overraskelser, da de har slået den seneste sæsons to finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits.

Begge disse kampe blev vundet på hjemmebane, så der er håb for, at den gode hjemmebaneform fortsætter.

Imidlertid har holdet også tabt mod Bears Academy og BC Copenhagen – kampe de gerne skulle have vundet i kampen om top seks. Spillet har været ganske fornuftigt i løbet af sæsonens første ti runder, men der er også plads til forbedringer, så de direkte konkurrenter om sjettepladsen i ligaen ikke får to point fra et møde med Blue Hawks.

Noget, som BMS Herlev netop vil forsøge at opnå onsdag aften i Søndersøhallen.

Den mest scorende spiller for Værløse Blue Hawks indtil videre i denne sæson er Mikkel Hauge, der snitter 16,2 point per kamp.

Derudover har Karl Boje Formann og Adam Heede-Andersen også gang i en stor sæson.

Stortalentet Marqus Marion fører an

Dagens gæster fra BMS Herlev har været en af sæsonens store oplevelser indtil nu.

Anført af en storspillende Marqus Marion og August Haas har BMS Herlev vundet fem af deres otte kampe, hvilket er yderst imponerende.

BMS Herlev har ligesom Værløse også slået både Svendborg Rabbits og Bakken Bears. Begge kampe blev ligeledes vundet på hjemmebanen.

Ugens TV-kamp står altså mellem to hold, der har vist evnerne til at slå sidste sæsons to bedste mandskaber, så når de rammer dagen, er loftet højt.

Marqus Marion snitter 19.3 point og 8,3 rebounds per kamp, og August Haas snitter 6,3 assists per kamp, så det er et godt samarbejde, som Værløse skal forsøge at stoppe.

Kampen har tipoff kl. 19:15.

Rundt om runden: 10. spillerunde

Foto: Robert Dines Rasch

Basketligaens nuværende førerhold imponerede mod de forsvarende danske mestre, sidste sæsons sølvvindere snublede over BMS Herlev, og Holbæk-Stenhus er stadig uden sejr i Basketligaen efter de første ti spillerunder. Det og meget mere skete der i den forgangne spillerunde i Basketligaen.

En spændende og intens spillerunde blev indledt i Aarhus, hvor ugens TV-kamp på SPORT LIVE stod mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved.

Førstnævnte gik gennem grundspillet i sæson 2021/22 ubesejret. De 20-dobbelte danske mestre vandt rub og stub og var altdominerende. Historien har dog vist sig at være en anden i denne sæson, hvor Bakken Bears allerede i anden spillerunde mod Værløse Blue Hawks mistede muligheden for endnu et ubesejret grundspil.

I ugens TV-kamp indkasserede Bakken Bears deres tredje nederlag i sæsonen, da et velspillende Team FOG Næstved gjorde det onde ved det danske Basketball Champions League-hold.

Team FOG Næstved leverede en helstøbt indsats og sejrede med 95-97. Bakken Bears var regnet som store favoritter, men Team FOG Næstved viste en gang for alle, hvad de er i stand til, og at de skal regnes som seriøse kandidater til en plads i finaleserien i maj næste år.

Most Valuable Player-kandidaten Mike McGuirl scorede flest point af alle på banen med 28 point. Elijah Childs scorede 22 for Bakken Bears.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev bliver ved

Lørdag fandt ugens helt store overraskelse sted.

Hjemme i Nordic Basketball Arena kunne BMS Herlev fejre en flot og imponerende sejr over sidste sæsons pokalmestre og sølvvindere i Basketligaen, Svendborg Rabbits, på 87-79.

Svendborg Rabbits havde forud for mødet med BMS Herlev sejret i tre kampe i streg – nogle sejre, der faldt på et lunt sted på Sydfyn efter en skuffende sæsonstart.

Men mod BMS Herlev måtte Svendborg igen gå tomhændet fra en kamp, de gik ind til som favoritter, hvilket selvsagt var en stor skuffelse.

Svendborgs Jaylen Fornes sluttede som topscorer med 26 point. Topscorer for BMS Herlev var Andreas Mortensen med 25 point. Marqus Marion noterede sig for 21 point, fem rebounds, fire assists og to steals. Devin Whitfield scorede tilsvarende 25 point for Svendborg.

Nu har vi tidligere kaldt BMS Herlevs sejr en overraskelse, men det er måske på tide at genoverveje forventningerne til det unge BMS Herlev-hold, der anføres af profilerne Marqus Marion, August Haas og Eamonn Joyce, der har et hav af dygtige rollespillere ved siden af sig.

Her er der blandt andet tale om førnævnte Andreas Mortensen, Danijel Marsenic og Mile Nedic, der hver især har været uhyre værdifuld for BMS hidtil i denne sæson.

BMS Herlev ligger i skrivende stund på femtepladsen i Basketligaen med fem sejre og tre nederlag.

BMS Herlev har udover Svendborg Rabbits også slået Bakken Bears i denne sæson.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Copenhagen fik ikke sin fjerde sejr i sæsonen

Dagen efter skulle der spilles hele tre kampe i Basketligaen på tværs af det danske land.

Først kamp, der blev skudt igang, var i Aarhus, hvor Bears Academy tog imod BC Copenhagen.

Nørrebroholdet kom til Smilets By på jagt efter sæsonens fjerde sejr i tiende forsøg, men Bears Academy endte nok engang med at nedlægge hovedstadsklubben, der ser ud til at mangle nogle få brikker, før de for alvor kan melde sig ind i kampen om sjettepladsen.

Holdets situation og konkurrencedygtighed blev ikke bedre af, at de for få uger siden måtte tage afsked med deres helt store profil Nathan Scott, der blot nåede at få fem kampe i BC Copenhagen-trøjen.

Bears Academy besejrede BC Copenhagen med 75-66.

Således ligger Copenhagen placeret på niendepladsen i ligaen med Academy lige foran sig på ottendepladsen. Copenhagen har imidlertid spillet to kampe flere end Academy, der har skrabet flere point til sig gennem otte kampe.

Udeholdets Durell Vinson og hjemmeholdets Keane Thomann toppede på pointfronten hver især med 14 point. Vinson dominerede under kurven og kunne samle 17 rebounds op.

Marius Sørensen var tæt på en triple-double med 12 point, 13 rebounds og otte assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens IC pligtsejrede

Horsens IC har sammen med Team FOG Næstved været bundsolide i denne sæson, og søndag pligtsejrede de mod de undertippede BK Amager, der ikke lykkedes med at gå i fodsporene på BMS Herlev og lave overraskelsen mod et af ligaens tophold.

Det gjorde BK Amager til gengæld i første spillerunde, hvor det ligeledes var Svendborg Rabbits, der blev besejret, men Horsens IC kunne BK Amager ikke knække denne søndag.

Hjemme i Forum Horsens gjorde Horsens IC, med Most Valuable Player-kandidaten Chris Lykes i spidsen, sit arbejde, da BK Amager led sit syvende nederlag i sæsonen.

Her ses HIC-klubmanden Frederik Rungby skyde straffekast i kampen mod BK Amager
Foto: MJ – Horsens

Chris Lykes scorede 30 point og fem assists i Horsens ICs sejr på 101-82 mod BK Amager. Oscar Quackenbush scorede 25 point for Amagerkanerne, der ligger lige over Holbæk-Stenhus i tabellen med to sejre i ni kampe.

Opgøret mellem HIC og BKA var gennem første halvleg en jævnbyrdig affære, men i anden halvleg viste Horsens IC klassen og trak fra.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Holbæk fik ikke sæsonens første sejr

Tiende spillerunde blev rundet af i Holbæk, hvor Holbæk-Stenhus kæmpede for holdets første sejr i denne sæson.

Værløse Blue Hawks kom på besøg i Holbæk Sportsby, hvor 150 fremmødte var vidne til en smal sejr på 75-85 til gæsterne fra Værløse.

Holbæk-Stenhus har gennem deres første ti kampe i Basketligaen været udsat for adskillige store snittere, hvor de helt og holdent blev spillet ud af banen og ikke fik et ben til jorden.

Dette gjorde sig ikke gældende i søndagens sidste kamp, hvor Værløse skulle holde tungen lige i munden. Holbæk-Stenhus kom stærkt ud til kampen og var efter første periode foran med 17-11, men derfra blev kampen i højere grad spillet på Værløse Blue Hawks´ præmisser.

Inden fjerde periode var der bare otte point mellem de to hold i Værløses favør, men som flere gang tidligere i denne sæson var det lige ved og næsten for det unge Holbæk-Stenhus-mandskab, der fortsat har nul point stående på kontoen.

Mikkel Hauge var i godt spillehumør og scorede 32 point for Værløse. Rasmus Blak Møller satte 20 point på tavlen for Holbæk. Eysan Wiley leverede en double-double for Holbæk på 15 point og 12 rebounds.

Holbæk skal møde Randers Cimbria på udebane i næste runde, så det talentfulde hold skal ramme dagen, hvis Randers skal blive det første hold, der bliver besejret af ligaoprykkerne fra Holbæk.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her

TV-kamp: Kampen om førstepladsen

Tirsdag er det tid til basketball på SPORT LIVE, når kampen mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved skydes i gang klokken 19:15.

Klokken 19:00 tænder vi op for tirsdagens storkamp, hvor vinderen tager førstepladsen i Basketligaen.

Der er altså mere end blot sejren på spil i dagen topbrag. Kampen spilles i Sparekassen Danmark Basketball Center.

Tæt topstilling

Det forsvarende danske mestre fra Bakken Bears er inden aftenens kamp placeret på en delt andenplads sammen med både Horsens IC og Randers Cimbria.

Team FOG Næstved er inden tirsdagens brag Basketligaens førehold, og de har to point ned til de tre hold på andenpladsen.

Næstved kan altså med en sejr skabe afstand til konkurrenterne, mens Bakken Bears med en sejr vil tage førstepladsen, da de vil være bedre indbyrdes med Næstved-mandskabet.

Ligaens bedste forsvar mod ligaens bedste angreb

At Team FOG Næstved ligger nummer et skyldes uden tvivl, at de har startet sæsonen utrolig effektivt i den offensive ende af banen.

Mike McGuirl er ligaens topscorer, og han har startet sin karriere i Næstved med et brag. Inden dagens kamp scorer han i gennemsnit 22,8 point per kamp.

Ved sin side har han både Rodney Chatman og Ian Dubose, der henholdsvis snitter 21,8 og 19,0 point per kamp. I gennemsnit har Næstved-holdet scoret 102 point per kamp i Basketligaen, hvilket vidner om et højt niveau.

Bakken Bears scorer i gennemsnit 96 point per kamp, men har været ligaens bedste hold målt i den defensive ende.

Bakken Bears tillader i gennemsnit modstanderholdet at score 71 point per kamp, hvilket er ligaens laveste snit. Til sammenligning scorer modstanderholdet i snit 83 point mod Næstved.

Børnenes aften i Aarhus

Som en bonus til aftenens topkamp afholder Bakken Bears sin årlige Teddy Bear Toss-begivenhed, som er et event de afholder i samarbejde med Børnenes kontor.

Ved den første Bakken Bears’ treer er der bamseregn, hvor publikum kaster bamser på banen. Bamserne går til julegavehjælp til danske familier.

Kampen på SPORT LIVE har tipoff kl. 19:15.

Få overblikket over 10. spillerunde

Den kommende spillerunde i Basketligaen, der skydes igang tirsdag aften i det nordlige Aarhus, består af fem kampe.

Første kamp er tirsdag kl. 19:15 i Sparekassen Danmark Basketball Center mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. Vinderholdet er sikre på at gå ind til 11. spillerunde på førstepladsen i Basketligaen. Læs optakt til topbraget, der bliver vist på SPORT LIVE, her.

Lørdag den 26. november kl. 14:00 mødes BMS Herlev og Svendborg Rabbits i Nordic Basketball Arena Skovlunde. BMS Herlev går ind til kampen som undertippede, men det talentfulde Herlev-hold skal på ingen måde afskrives. Holdet har allerede formået at slå Bakken Bears, så det ville ikke være smart at undervurdere BMS Herlev.

Søndag den 27. november skal der spilles tre kampe i landets bedste række.

Kl. 13:30 BC Copenhagen på besøg i Vejlby-Risskov Hallen hos Bears Academy. Academy vandt over Værløse Blue Hawks i 9. spillerunde, mens BC Copenhagen tabte på hjemmebane til BMS Herlev, så gæsterne har i den grad brug for en sejr.

Kl. 14:00 er der tipoff i Forum Horsens, hvor Horsens IC får besøg af BK Amager. Amagerkanerne sad over i seneste spillerunde og har derfor fået opladt batterierne inden mødet med HIC.

Kl. 16:00 finder rundens sidste kamp sted, da Holbæk-Stenhus er værter for Værløse Blue Hawks i Holbæk-Sportsby. Værløse har tabt tre i streg, mens Holbæk endnu har til gode at smage sejrens sødme, så det bliver spændende at se, hvilket hold der får brudt den negative stime.

Rundt om runden: 9. spillerunde

Deng Adel leverede en stor kamp, da Bakken Bears gæstede Svendborg Rabbits i 9. spillerunde
Foto: Championsleague.basketball

Efter en kort landskampspause vendte Basketligaen tilbage den 17. november.

Bakken Bears og Svendborg Rabbits leverede rundens kamp, da guld- og sølvvinderne fra sidste sæson torsdag aften i sidste uge stod overfor hinanden i Rise Sparekasse Arena på Sydfyn.

Opgøret, der blev vist på SPORT LIVE, var en gentagelse af sidste års finalserie. Desværre for de mange fremmødte Rabbits-fans blev det ikke til revanche for Kaninerne mod de dominerende bjørne, der ikke skulle bruge lang tid på at få kampen under kontrol.

Det første møde i sæsonen mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears var en knapt så spændende affære, hvor Bakken i løbet af anden periode bragte sig komfortabelt i front. Første periode var tæt, men derefter stod der Bakken Bears på det meste.

Svendborg gik på flere runs, men det var ikke nok til for alvor at komme med i kampen.

Kampen sluttede 81-106 i Bakkens favør.

Deng Adel leverede sin hidtil bedste præstation i Bakken Bears-uniformen i Basketligaen. Den tidligere Cleveland Cavaliers-spiller scorede 31 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Sølvvinderne fik høvl

Opgøret på det sydlige Fyn var én af tre kampe, der blev afviklet torsdag aften.

I Horsens var Randers Cimbria på besøg hos Horsens IC, og der var lagt op til en spændende kamp, der kunne sende Horsens IC ned på tredjepladsen i ligaen med et nederlag. Med en sejr kunne Randers Cimbria rykke op på andenpladsen i ligaen, og det var netop det der skete efter 40 jævnbyrdige minutter i Østjylland.

De to hold fulgtes ad fra start til slut, og med lidt held til sidst i kampen kunne HIC-fansene på lægterne have fået fornøjelsen af minimum fem minutters overtid.

Ved stillingen 81-82 ramte Randers Cimbrias Jonathan Klussmann et stort skud med 12 sekunder tilbage af kampen, hvilket bragte Randrusianerne foran med tre point. Klussmann viste initiativ og satte HIC i en svær situation.

Randers Cimbria løb med sejren i torsdagens kamp med 81-85

Amerikanske Josh Fortune var i hopla og scorede 27 point. Fortune havde dertil 13 rebounds. Jonathan Klussmann scorede 25 point og lavede ni assists.

Mest scorende for Horsens IC var Chris Lykes med 22 point. Klubmanden Vedran Borovcanin stod for 19 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Afklapsning på Sydsjælland

Torsdagens tredje og sidste kamp fandt sted på det sydlige Sjælland, hvor Team FOG Næstved tog imod ligaoprykkerne Holbæk-Stenhus.

Opgøret i Næstved blev sat i gang 30 minutter efter tipoff i Horsens, så Andy Hipsher´s tropper kunne ved indgangen til fjerde periode erfare, at de med en sejr ville overtage førstepladsen i Basketligaen grundet Horsens ICs førnævnte nederlag til Randers Cimbria.

Det ville uden tvivl være en stor motivation for den velspillende Team FOG Næstved-trup, hvis det var en information, de havde forud for kampen, men på vej ind til fjerde periode var sejren allerede så godt som i hus. På det tidspunkt var Næstved foran med hele 87-59.

Føringen var kæmpe stor efter tre perioder, men efter ti minutter var der allerede utrolig langt vej hjem for Holbæk-Stenhus. Efter første periode var stillingen 35-9, og med Holbæks historik in mente i denne sæson var der næppe den store tvivl om, at Næstved ville formå at køre sejren hjem.

Næstved startede kampen med et vanvittigt 18-2 run.

Topscorer blev Næstveds Rodney Chatman med 27 point. Holbæks Eysan Wiley noterede sig for en Triple-Double med 21 points, 13 rebounds og 11 assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev kravler op i tabellen

Fredag aften var der basketball i Nørrebrohallen, hvor BMS Herlev gæstede BC Copenhagen.

Nørrebrohallen var igen fyldt, men hjemmepublikumet måtte for anden hjemmekamp i træk gå skuffede hjem ovenpå et Copenhagen-nederlag.

BMS Herlev var i front i størstedelen af kampen og slog BC Copenhagen med 84-92.

Sejren sender BMS Herlev op i den sjovere ende af tabellen. Herlev ligger i skrivende stund på 6.pladsen med fire sejre i syv kampe, hvilket holdet helt klart kan være tilfredse med. Copenhagen sidder på 8. pladsen med tre sejre i ni kampe, hvilket er knapt så tilfredsstillende.

BC Copenhagen har for nyligt afsluttet samarbejdet med profilen Nathan Scott, og amerikanerens fravær var ikke noget, der gavnede fredagens hjemmehold.

Topscorer var Eamonn Joyce fra BMS Herlev og Andrew Ramirez fra BC Copenhagen hver især med 20 point. Ramirez havde dertil fem rebounds, fem assists og fire steals, mens Joyce tog ni rebounds.

Hannibal Salomon leverede en double-double med 16 point og 11 rebounds. Salomon havde derudover fem steals.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Værløse fuldendte næsten comeback

Lørdag bragede Værløse Blue Hawks og Bears Academy sammen i det nordlige Aarhus.

Værløse Blue Hawks kom til Smilets By med forhåbninger om at kunne tage hjem til Nordsjælland med en sejr og to point, men Bears Academy, anført af Keane Thomann, ville det anderledes.

Academy kom ud til kampen i suveræn stil og var efter ti minutters spil foran med 25-12, hvilket bragte dem i en ganske gunstig position. Værløse hentede en smule ind på Academy, hvorfor der var otte point mellem de to hold i pausen.

I tredje periode fortsatte gæsterne fra Værløse det lovende spil, og det gav dem faktisk overtaget i kampen. Forud for fjerde og sidste periode var Værløse foran med to point, men en flot fjerde periode af hjemmeholdet sikrede aarhusianerne en sejr på 74-69.

Keane Thomann stod for 16 point og fem rebounds for Academy. Mikkel Hauge var topscorer med 19 point og havde derudover syv rebounds.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Autopilot i Holbæk

9. spillerunde sluttede i Holbæk, hvor Holbæk-Stenhus for anden gang i sæsonen skulle stå overfor de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Det var samtidig de to holds anden kamp i 9. spillerunde, så de havde ikke fået mange dages pause siden sidste kamp.

Bakken Bears gik ikke overraskende ind til kampen som kæmpe favoritter, og der skulle da heller ikke gå længe, før Aarhus-holdet var stort i front.

Kampen mellem Holbæk-Stenhus og Bakken Bears skilte sig ud fra Næstveds møde med Holbæk få dage forinden ved, at Holbæk kom en anelse bedre ud af starthullerne. Efter fire minutter var der blot tre point mellem holdene, men efter første periode var det 12 point, der adskilte de to mandskaber.

Bakken Bears havde spillet sig varme, og derfra kunne det stjernespækkede Bakken Bears-mandskab sætte kampen på autopilot.

Bears sejrede med 56-85. Kylor Kelley fra Bakken Bears var topscorer med 18 point. Rasmus Blak scorede 14 point for hjemmeholdet.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Få overblikket over 9. spillerunde

Efter en kort landskampspause er Basketligaen tilbage.

Fra torsdag til søndag er der hele seks kampe på programmet. Mulighederne for at se en masse god basketball er altså mange.

Torsdag den 17. november løber tre kampe af stablen. Kl. 18:45 mødes Horsens IC og Randers Cimbria i Forum Horsens. Førstepladsen i Basketligaen får besøg af tredjepladsen, så der er garanti for spænding i det østjyske brag.

Kl. 19:15 er der tipoff til to kampe.

På SPORT LIVE kan man se kampen mellem sidste sæsons to finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Førstnævnte skal spille to kampe i niende spillerunde. Læs optakt til TV-kampen her.

I Arena Næstved spiller Team FOG Næstved mod Holbæk-Stenhus, og med en sejr kan de rykke op på førstepladsen, hvis resultater andetsteds flasker sig.

Fredag den 18. kommer Værløse Blue Hawks til Smilets By, hvor Bears Academy venter i Vejlby-Risskov Hallen. Denne kamp starter kl. 14:00.

Lørdag den 20. skal Bakken Bears igen i aktion. Denne gang skal de på besøg hos Holbæk-Stenhus.

Team of the Month: september/oktober

Fullcourt.dk har kåret sæsonens første Team of the Month i Basketligaen. Se holdet her.

Mike McGuirl (Team FOG Næstved), Chris Lykes (Horsens IC), Brandon Norfleet (Randers Cimbria), Marqus Marion (BMS Herlev) og Durell Vinson (BC Copenhagen) er de fem spillere, der har fortjent en plads på sæsonens første Team of the Month i Basketligaen.

Holdet er sat gennem en afstemning på Basketligaen-redaktionen hos Fullcourt.dk.

Stats fra september/oktober:

Mike McGuirl: 24,5 points, 5,5 rebounds, 3,6 assists og 2 steals per kamp.
Chris Lykes: 23,6 points, 3 rebounds og 4,5 assists per kamp.
Brandon Norfleet: 19,1 points, 6,5 rebounds, 7 assists og 1,8 steals per kamp.
Marqus Marion: 20,2 points, 9,6 rebounds og 1,6 steals per kamp.
Durell Vinson: 16 points, 11,2 rebounds, 3,8 assists og 1,7 steals per kamp.

Læs mere om de fem spilleres start på sæsonen og årsagen til udvælgelserne lige her.

TV-kamp: Randers Cimbria gæster BMS Herlev

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Torsdag kl 19:15 er der igen basketball fra Basketligaen i dit tv. Ugens TV-kamp på SPORT LIVE er BMS Herlev, der på hjemmebane tager imod Randers Cimbria, og der er udsigt til en spændende kamp.

Udeholdet fra Randers Cimbria går ind til torsdagens TV-kamp med en flot og komfortabel sejr i sidste spillerunde mod Bears Academy, hvor fem Randers Cimbria-spillere sluttede på +10 point: Josh Fortune (12), Mikel Beyers (14), Jonathan Klussmann (14), Bakary Camara (15) og Brandon Norfleet (19).

Norfleet spillede en bemærkelsesværdig kamp og var tæt på at lave en TripleDouble med sine ni rebounds og ti assists.

Randrusianernes topscorer i denne sæson er stortalentet Jonathan Klussmann med et snit på 19,8 point per kamp.

Sensationssejren

BMS Herlev mødte Bakken Bears i sidste spillerunde, og her fik de en sensationel sejr, der vil blive husket rigtig længe.

Herlev slog Bakken Bears med 78-71, så selvtilliden fejler næppe noget hos det unge BMS Herlev-hold, der med en sejr mod kronjyderne kan kravle over Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks og ende á point med netop Randers Cimbria, der dog har været i aktion seks gange forud for torsdagens brag, mens BMS Herlev har spillet fem kampe.

Både Randers og Herlev har sejret i tre af deres seneste fem kampe, så formmæssigt matcher de hinanden.

I Herlevs famøse sensationssejr mod Bakken Bears var det stjerneskuddet Marqus Marion, der i øjeblikket modtager college-tilbud fra USA på samlebånd, Eamonn Joyce og August Haas, der stod for henholdsvis 21, 21 og 15 point. Marion havde dertil 13 rebounds og to steals i kampen. Haas tilføjede seks rebounds, ni assists og hele fem steals til sin flotte statline.

Torsdagens kamp står således mellem to stærke hold, der vil gøre alt for at kunne de tilføje de to point til regnskabet efter 40 minutters basketball i Nordic Basketball Arena Herlev.

Kampen har tipoff kl. 19:15. Transmissionen starter kl. 19:00.

Da der efter 8. spillerunde i Basketligaen venter en kort landsholdspause, er næste TV-kamp på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE først den 17. november mellem sidste sæsons finalister i ligaen, Svendborg Rabbits og Bakken Bears.

Se det fulde TV-overblik herunder: