Hvis Randers Cimbria skal i semifinalen, så kræver det en pligtsejr mod BC Copenhagen i denne rundes TV-kamp.
Randers Cimbria kæmper for at hænge på de øvrige fire tophold i kampen om en semifinaleplads. Mandag aften møder kronjyderne Playoff A’s klare bundprop i BC Copenhagen.
Her skal Jeffrey Fawmes tropper naturligvis tage en pligtsejr, hvis de skal holde semifinaledrømmen i live. Men de er oppe imod et BC Copenhagen-hold, der har vist, at de kan byde de store op til dans – bl.a. ved at slå Team FOG Næstved i første slutspilskamp.
Men vi kommer ikke uden om, at Randers er det mest formstærke hold i Basketligaen og det bedste hold målt på resultater i 2025 med ni sejre, tre nederlag, samt en pokaltitel. Derfor er kronjyderne naturligvis store favoritter til kampen mandag aften.
Lykkes det Randers at vinde, så vil hele fire hold være fuldstændig lige på 38 point fra 2. til 5. pladsen. Derfor er de indbyrdes tiebreakere vigtige, da det er dem, der kommer i spil i tilfælde af pointlighed.
Du kan se kampen Randers Cimbria – BC Copenhagen mandag aften på SPORT LIVE og JFM Play med optakt fra kl. 18.30.
Bakken Bears viser klassen og vinder over rivalerne fra Horsens IC. Dermed er Bakken og Horsens side om side sammen med Team FOG Næstved på en tredelt 3. plads med 19 sejre og 7 nederlag.
Se højdepunkter fra kampen her.
Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.
Horsens IC har haft svingende resultater i slutspillet, og coach Vedran Borovcanin håber på, at de gule endelig kan sætte to sejre sammen igen, når man møder Bakken Bears torsdag aften.
Horsens’ fem kampe i slutspillet har været en blandet omgang: Sejr – nederlag – sejr – nederlag – sejr.
Den ustabilitet håber Horsens’ head coach, Vedran Borovcanin, at de kan lave om på torsdag aften mod Bakken Bears og sammensætte to sejre i træk.
– Vinder vi i morgen, så ser det rigtig godt ud, og så er vi meget tæt på en semifinale. Så det er en supervigtig kamp. En sejr kan også give noget selvtillid til resten af sæsonen. Det har været meget ustabilt på det seneste, så det kunne være rart at vinde to kampe i træk, fortæller Vedran Borovcanin.
Dog kan Vedran og Horsens knytte sig et bestemt halmstrå, nemlig at de har formået at besejre Bakken i samtlige tre indbyrdes møder i Basketligaen denne sæson.
Det skal dog ikke være en sovepude, mener Horsens-trænere, der påpeger, at der også har været marginaler på Horsens’ side de seneste to indbyrdes møder.
– Ja, vi har slået dem i alle tre ligakampe denne sæson, men de seneste to har bestemt ikke været nemme. Og senest blev den jo afgjort i sidste sekund. Men vi håber selvfølgelig på vi kan slå dem igen for fjerde gang, påpeger Vedran og fortsætter.
– Bakken er et virkelig svært hold, det siger sig selv. Men vi kender dem også rigtig godt, vi føler matcher dem på deres styrker, og det er nok derfor vi har vundet kampene mod dem.
Torsdag aften venter så det fjerde møde i ligaen denne sæson. Opskriften til sejr er klar for Vedran – og det er sådan set den samme recept hver eneste gang.
– Det er vigtigt, vi møder op med en masse energi i morgen. Så er det næsten lige gyldigt, hvem man møder. Er vi 100% klar fra start, har energi og tager det seriøst, så kan vi vinde alle kampe. Gør vi ikke det, så kan vi også tabe alle kampe.
Kampen Bakken Bears – Horsens IC kan ses på SPORT LIVE og JFM Play torsdag aften med optakt fra kl. 18.30.
Torsdag mødes venter den største klassiker i dansk basketball i denne rundes tv-kamp: Bakken Bears mod Horsens IC.
Der findes næppe et større traditionsopgør i dansk basketball end den vi skal være vidne til torsdag aften. Bakken Bears mod Horsens IC.
De to hold har gennem flere årtier leveret episke og dramatiske dramaer i Basketligaen. Og denne sæson har heller ikke været nogen undtagelse, hvor de har mødt hinanden tre gange.
Første kamp var åbningskampen på sæsonen 19. september, hvor Horsens tog til Vejlby-Risskov Hallen og bankede de danske mestre med 18 point.
Anden kamp var det klassiske nytårsopgør mellem de to, hvor et propfyldt Forum Horsens var vidne til en kamp med et hav af fede highlights, og hvor Horsens storspillede i 2. periode og vandt alene perioden med 36–18. Det endte til sidst med en samlet sejr på 95–91.
Seneste kamp fandt sted for et par uger siden, også i Forum Horsens. Her udspillede sig et drama uden lige, da kampen blev afgjort på en buzzer beater. Stillingen var 84–84. Bakken har bolden med 20 sekunder tilbage. Darko Jukic kører uret hele ned på 5 sekunder og tager skuddet bag treeren, men misser. Matt Balanc har rebounden og sætter i fuld sprint mod Bakkens kurv. Bakken-spillerne tør ikke fejle ham. Han skyder med 0,8 sekunder tilbage på uret. Buzzeren lyder. Bolden går i og Horsens vinder kampen 86–84. Horsens-bænken flyver ind på banen i ren ektase og omfavner dagens store helt, Matt Balanc.
Mon vi får endnu en episk klassisker torsdag den 27. marts 2025?
Kan Bakken endelig få ram på Horsens denne sæson efter tre nederlag ud af tre mulige i ligaen?
Få svaret torsdag aften når SPORT LIVE og JFM Play sender kampen med optakt fra kl. 18.30.
Vi var vidne til en spændende afslutning på topkampen mellem Horsens IC og Randers Cimbria mandag aften, hvor Horsens endte med at tage sejren på en scoring i sidste sekund.
Se højdepunkter fra kampen her.
Højdepunkterne er bragt i samarbejde med SPORT LIVE.
Emil Bødker er ny kommerciel direktør i Basketligaen pr. 1. maj 2025.
Den bedste danske basketballrække, Basketligaen, er i rivende udvikling. I de seneste sæsoner er tilskuertallet øget, adskillige klubber har fået en nye arenahjemmebaner, der er lavet aftaler med TV- og streamingpartnere i form af Sport Live og Jysk Fynske Medier, og der er en øget sponsorinteresse.
Basketligaen ønsker at fortsætte den positive udvikling, og derfor ansætter man nu den første fuldtidsansatte kommercielle direktør for Basketligaen.
Basketligaen styrker organisationen Basketligaens første kommercielle direktør hedder Emil Bødker og hentes til jobbet fra en stilling som direktør i Dansk Tennis Forbund. Hermed ser Basketligaen ind i en fremtid med en styrket organisation.
Ansættelsen medfører et øget samarbejde med Danmarks Basketball Forbund, hvor Emil Bødker skal udvikle det kommercielle produkt omkring herrernes Pokalfinale samt herre- og kvindelandsholdet.
Det bliver Emil Bødkers opgave, i et tæt samarbejde med Basketligaen og DBBF, at løfte det kommercielle produkt, organisationen og helheden i dansk basketball. Det gælder både for Basketligaens samlede kommercielle udtryk, samt et bidrag til sparring og dialog om udviklingen i de enkelte klubber. Basketligaen og DBBF ser ansættelsen af Emil Bødker som noget af et scoop for basketballsporten i Danmark.
Emil Bødker er 39 år og var fra 2018 til 2025 direktør i Dansk Tennis Forbund, der i perioden øgede medlemstallet med 35% og hævede de kommercielle indtægter markant.
Andreas Larsen, formand for Basketligaen, siger: ”Vi glæder os over, at vi kan tage skridtet og ansætte en kommerciel direktør på fuldtid. Det er et stort spring for Basketligaen, men vi er på en opadgående kurve som sport hele vejen rundt. Vi tror på, at vi kan udvikle os endnu mere i de kommende år og ønsker en større bevågenhed og interesse for sporten. Vi vil skabe kommerciel udvikling både på liganiveau samt øge det kommercielle niveau ude hos holdene.”
”Jeg glæder mig til i samarbejde med klubberne og DBBF at løfte rammerne omkring den sportslige top af basket i Danmark. Man har i Basketligaen og basketsporten et voldsomt spændende produkt, og jeg glæder mig til at bidrage til at løfte det i forvejen høje niveau, så rammerne, det kommercielle arbejde og organisationen styrkes yderligere”, siger Emil Bødker, ny direktør i Basketligaen.
Ansættelsen tegner også positivt ind i fremtiden ift. samarbejdet mellem Danmarks Basketball Forbund og Basketligaen, idet Emil Bødker skal bruge en del af sin tid på at kommercialisere aktiviteterne omkring pokalfinalen for herrer og de to seniorlandshold.
Direktør i Danmarks Basketball Forbund Jesper Sørensen ser frem til samarbejdet med Emil Bødker: ”Med ansættelsen af Emil Bødker styrker vi samarbejdet mellem Basketligaen og DBBF og forstærker os på en position, hvor vi som sport har et stort uudnyttet potentiale. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Emil om at styrke basketballs kommercielle position i dansk sport. Vi kan se frem til at samles omkring flotte pokalfinale-events og til at glæde os over endnu bedre landskampe både på og rundt om banen.”
Yderligere kommentarer: Emil Bødker, direktør, Basketligaen pr. 1. maj – 51908601 Andreas Larsen, formand, Basketligaen – 28791786 Jesper Sørensen, direktør, Danmarks Basketball Forbund – 61264731
Horsens IC har haft en svingende sæson med både fantastiske toppræstationer, men også kampe, hvor bundniveauet har været for lavt. Kaptajn Frederik Rungby mener, at man mangler at se holdets fulde potentiale.
Horsens IC blev af flere eksperter udråbt som den største guldfavorit inden sæsonstart. Men sæsonen har været en blandet pose bolcher for de gule, hvor de har leveret flere fantastiske præstationer, men også har spillet kampe langt under niveau.
– Det går meget op og ned. I glimt ser man vores topniveau, men der er også glimt, hvor vi falder fra hinanden, siger Horsens-kaptajn, Frederik Rungby.
Hvad er årsagen til, at det går så meget op og ned?
– Det ved jeg virkelig ikke. Måske noget manglende koncentration. De fleste af vores nederlag har været vores egen skyld, hvor vi laver alt for mange fejl. Så vi skal virkelig mindske mængden af egne fejl.
På papiret har Horsens også en meget stærk trup fyldt med både nuværende og tidligere landsholdsspillere, krydret med unge talenter og dygtige udenlandske profiler.
Derfor mener Frederik Rungby også, at man ikke har set det allerbedste fra Horsens endnu.
– Vi mangler at få forløst vores fulde potentiale. Men vi er for ustabile. Ofte har vi tre-fire gode kampe i træk, og så falder vi fuldstændigt sammen.
– Jeg synes, vi har den bredeste trup i ligaen, fastslår han.
Selvom Horsens måske ikke har vist deres fulde potentiale endnu, så er de også omgivet af andre virkelig dygtige hold. Derfor er man også tvunget til at performe i alle kampe i slutspillet.
– Det er bare megafedt, at topkampen er så tæt. Det gør også, at alle kampe i slutspillet skal tages seriøst. Også når man møder Copenhagen, der jo har slået Næstved. Så møder man ikke 100% op til en kamp i slutspillet, så taber man.
For at vinde guld, skal man jo først og fremmest nå semifinalen. Men kampen er meget tæt blandt de fem tophold. Hvor står respekt har I for top-4-stregen?
– Vi har stor respekt for top-4-stregen, men vi lægger heller ikke et unødvendigt stort pres på vores egne skuldre. Vi tager én kamp ad gangen, men det ligger selvfølgelig i baghovedet. Taber man et par kampe i streg, ligger man nr. 5. Vinder man et par kampe i streg, så ligger man nr. 1.
I aften skal Horsens IC igen i ud en vigtig topkamp. Denne gang mod Randers Cimbria, som er det bedste hold i Basketligaen i 2025 målt på resultater.
Derudover har Horsens endnu ikke formået at slå Randers denne sæson i alle tre indbyrdes møder. Mon fjerde gang bliver lykkens gang for de gule?
– Vi har lidt et Randers-kompleks denne sæson. Det er jo det eneste hold, vi ikke har slået. Så det slutter forhåbentlig mandag aften, afslutter Frederik Rungby.
Kampen Horsens IC – Randers Cimbria kan ses i aften på SPORT LIVE og JFM Play med optakt fra kl. 18.30.
Efter en svingende sæsonstart i efteråret har Randers Cimbria fået en fremragende start på 2025, og head coach Jeffrey Fawme tror på, at hans hold kan gå hele vejen.
10 kampe. 8 sejre og 2 nederlag. Plus et pokalmesterskab.
Det er facit for Randers Cimbria i 2025, hvilket gør dem til det bedste hold i Basketligaen dette kalenderår målt på resultater.
En positiv udvikling for Randers og den nye head coach, Jeffrey Fawme, oven på en sæsonstart, hvor man lagde ud med 2 sejre og 4 nederlag.
Men hvad er så årsagen bag den positive udviklingskurve for kronjyderne?
– Man skal altid lige finde hinanden som gruppe når man får en ny træner. Det tager altid tid at tilvænne sig for spillerne, uanset sportsgren, fortæller Jeffrey Fawme.
– Jeg tror på mit koncept og det jeg arbejder efter. Men intet koncept er godt uden spillernes accept og tilpasning. Det tager bare tid. Som udgangspunkt er alle træneres koncepter gode. Det handler bare om, hvor godt man kan tilpasse sig konceptet, uddyber han.
Råder du over Danmarks aktuelt bedste spillertrup?
– Det synes jeg, vi potentielt set har haft lige fra starten af sæsonen. Men vi har ikke set det fulde potentiale endnu. Vores bundniveau kan løftes yderligere, siger Randers-træneren.
Lige nu befinder Randers sig på en 5. plads, á point med Bakken Bears på 4. pladsen. Men hvor langt mon det formstærke Randers-hold kan gå? Og hvad er målsætningen egentlig? Et spørgsmål som Jeffrey Fawme ikke har et konkret svar på, hvis det handler om en decideret placering.
– Vores mål er, og har hele tiden været, at efterlade klubben i en bedre position end da jeg kom til.
Og hvilken placering er det?
– Klubben blev nr. 5 sidste år, så det må være top-4. Vi har en klar mission om at komme i top-4, men vi har ikke en decideret resultatmålsætning. Vi tror på, vi kan spille med om mesterskabet. Men én ting er, hvad vi tror på. En anden ting er, hvad der kan lade sig gøre. Jeg ved at der er mere at hente for os, hvis vi kan løfte vores bundniveau, fortæller Jeffrey Fawme.
‘Alle kampe er vind eller forsvind’ Mandag aften venter der endnu en spændende topkamp, når Randers skal en tur til Horsens. Kronjyderne har haft et godt tag på Horsens denne sæson med sejre i alle tre indbyrdes opgør, udover at de, som tidligere nævnt, er det mest formstærke hold i Basketligaen.
Derfor er der meget, der taler for en Randers-sejr mandag aften. Men hvordan håndterer man som træner og hold egentlig de her slutspilskampe, hvor det er udelukkende er tophold man møder?
– I den her del af sæsonen har vi en pokalturneringsmentalitet. Alle kampe er vind eller forsvind.
– Vi har forberedt os på, at Horsens kommer ud med god energi. De er et stærkt, sammenspillet hold, og det skal vi kunne afvæbne, afslutter Jeffrey Fawme.
Kampen mandag aften mellem Horsens IC og Randers Cimbria kan ses på SPORT LIVE og JFM Play med optakt fra kl. 18.30.
Mandag aften mødes Horsens IC og Randers Cimbria i denne rundes TV-kamp.
Randers Cimbria har haft et rigtig godt tag på Horsens IC denne sæson. Faktisk er alle tre indbyrdes møder denne sæson endt med en sejr til kronjyderne.
Bliver fjerde gang lykkens gang for Horsens IC, når de tager imod Randers i denne rundes TV-kamp?
Randers Cimbria har vundet de tre kampe med hhv. 90–82, 89–84 og seneste møde for en uge siden med 84–77.
I sidstnævnte kamp var det tre-points scoringerne, der blev afgørende. Randers scorede 36 af deres 84 point bag tre-pointslinjen. 12 scoringer på 29 forsøg – svarende til 41%. Der kom Horsens til kort og scorede kun på 6 af 28 forsøg (21%).
Alle kampe kan blive afgørende, men især denne kan få en ekstra stor betydning. Randers ligger nr. 5, lige uden for en semifinaleplads, og jagter de nærmeste to i Bakken og Horsens. Horsens er 18–6, Randers er 17–7. Vinder Randers over Horsens mandag, vil de derfor kravle op på en 3. plads – á point med Horsens. Vinder Horsens til gengæld, så er Randers distanceret med to sejre inden de sidste fem kampe i mellemspillet.
Du kan se kampen mandag aften på SPORT LIVE og JFM Play med optakt fra kl. 18.30.