Sidste europæiske kamp i denne sæson: Svendborg Rabbits vil slutte godt af mod engelske Bristol Flyers

Foto: ENBL

Svendborg Rabbits´ europæiske sæson lakker mod enden.

Onsdag aften skal sydfynboerne for sidste gang i aktion i European North Basketball League (ENBL) i denne sæson, når Bristol Flyers fra England gæster ´Kaninhulen´, og Rabbits vil forsøge at slutte deres europæiske kampagne af på en god note.

Kampen mod Bristol vises på SPORT LIVE og har tipoff kl. 19:00.

Kaninerne fik i sidste spillerunde endelig hul på bylden, da de besejrede Spartak Pleven, og onsdag jagter de endnu en sejr.

Hvis det bliver til sejr mod Bristol Flyers for Svendborg kan det få stor betydning for udfaldet i turneringens gruppe A, idet Bristol Flyers fortsat er i live i kampen om en kvartfinaleplads. Svendborg er derimod sikre på, at det europæiske eventyr slutter onsdag aften.

Se stillingen i gruppe A her.

Alligevel vil en sejr mod Bristol have stor betydning for Rabbits. I et interview med Fullcourt.dk fortalte Svendborgs direktør, Troels Fjellø Mortensen, at sejren mod Spartak Pleven var vigtig i forhold til deres egne selvforståelse.

Samtidig fortalte han, at sejre også vil få betydning, når klubbens ledelse og bestyrelse skal evaluere på sæsonen i ENBL. Du kan læse det fulde interview med Troels Mortensen her.

Der er altså stadig noget på spil for Svendborg, selvom videre avancement ikke er inden for rækkevidde.

Kampen kan følges på SPORT LIVE fra 18:45.

Duellen fra 2017: Horsens IC og Team FOG Næstved mødes igen i pokalen – cheftrænere stiller skarp på semifinale

For fans i begge lejre står pokalfinalen i 2017 klart i erindringen.

Forum Horsens var ikke lang tid fra at eksplodere i gul eufori, da Horsens IC med under to minutter tilbage af pokalfinalen kom foran i kampen med ni point.

Horsens IC, der dengang havde Iffe Lundberg, som i dag tørner ud for Virtus Segafredo Bologna, på holdkortet havde kurs mod pokaltitlen med en solid føring, men Næstved nægtede at kaste håndklædet i ringen.

I stedet fik de lukket hullet, og Horsens-spillerne blev mere og mere nervøse i kølvandet på at have smidt så komfortabel en føring i en pokalfinale væk på ingen tid.

Horsens-spillerne var decideret rystede, og da Næstved med fem sekunder igen bragte balance i regnskabet med en scoring, der gjorde det helt lige, 80-80, gik Horsens i panik på det efterfølgende inboundspil.

Bolden endte i hænderne på en Næstved-spiller, og angrebet sluttede med, at Phillip Nolan blev fejlet og skulle skyde to straffekast. Team FOG Næstveds skæbne var i Nolan´s hænder. Scorer han, er de pokalmestre. Misser han begge forsøg, går kampen ud i overtid.

Hvis ikke det allerede var spændende og dramatisk nok i forvejen, hjalp Nolan i den grad på det, da han missede det første straffekast. Nolan sikrede dog Team FOG Næstved klubbens første titel, da han ramte på sit forsøg nummer to.

For nogle er den dag i 2017 en glædens dag, for andre en smertefuld dag.

Lørdag mødes de to klubber igen i pokalregi. Dog ikke i en pokalfinale. I stedet er der en billet til pokalfinalen på højkant, og begge mandskaber er klar til en fed duel i Forum Horsens.

Stor kamp i vente

Lørdag skal slaget mellem Horsens og Næstved stå i Forum Horsens, og De Gule er klar.

“Mine forventninger er de samme som altid. Jeg forventer, at vi spiller sammen som hold gennem hele kampen. Kampen lørdag (i dag,red.) er i vores øjne ligesom enhver anden kamp,” siger Horsens ICs cheftræner Vedran Borovcanin.

“Vi har allerede mødt Næstved en gang. De har mere bredde på holdet end os, men vi er klar til opgaven. Jeg tror, det bliver en 50/50-kamp, selvom vi har hjemmebanefordel. Det er pokalturneringen, så jeg mener ikke, at der er en favorit” uddyber han.

Horsens IC har i Basketligaen vundet 13 ud af deres 16 kampe, hvilket rækker til en tredjeplads, og en af de ting, som har kendetegnet Horsens IC i denne sæson, er holdets stærke defensiv, fortæller cheftræneren til HICs modstander i semifinalen, Dan Pearson.

“Vi forstår kvaliteten på Horsens-mandskabet. De har vist, at de er det stærkeste defensive mandskab i Basketligaen, så det er vi opmærksomme på. Horsens kan også sætte mange point på tavlen. Det så vi, da vi senest mødte dem, hvor de scorede 95 point. Men defensiven er deres helt klare styrke,” siger Team FOG Næstveds cheftræner, Dan Pearson.

“Vi er et rigtig stærkt angrebshold og scorer i snit næstflest point per kamp. Det er en af vores største styrker, så jeg tror, at det, der bliver afgørende i semifinalen, er, hvilket hold der får sit holds største styrke til at komme mest til udtryk,” siger den amerikanske cheftræner.

Semifinalen mellem Team FOG Næstved og Horsens IC sættes igang kl. 16:00.

Gentagelse af sidste års finale: Bakken Bears og Randers Cimbria mødes i pokalsemifinale – cheftrænere stiller skarpt på jysk brag

Foto: Thorfoto

Lørdag kl. 13:00 er der tipoff til den første af to semifinaler i pokalturneringen.

Første semifinale er en gentagelse af sidste års pokalfinale mellem Bakken Bears og Randers Cimbria, og der er lagt op til et brag af en kamp i Forum Horsens, der danner ramme om årets Final Four-stævne.

At afgørelsen på landspokalturneringen skal findes ved et Final Four-stævne er et nyt tiltag fra Danmarks Basketball Forbund. Udover at de to pokalsemifinaler begge skal spilles lørdag, skal der også spilles to kampe søndag. Som noget nyt vil der nemlig blive spillet en bronzekamp.

Randers har tidligere på sæsonen været tæt på at slå Bakken

Når Bakken Bears og Randers Cimbria støder sammen i årets ene pokalsemifinale, bliver det anden gang, at de to mandskaber mødes i denne sæson.

For at finde deres første møde skal vi spole tiden tilbage til starten af oktober-måned, hvor det blev til sejr til Bakken Bears, men kronjyderne var på vej mod en stor overraskelse.

Randers Cimbria gjorde det, som meget få hold har været i stand til i Basketligaen i denne sæson: Bakken Bears var presset til det yderste.

Randrusianerne leverede fremragende spil i kampens første halvleg og kunne se sig foran med hele 23 point på et tidspunkt inden pausen, men aarhusianerne fik på mirakuløs vis spillet sig tilbage i kampen.

Randers endte som sorteper i kampen, efter at have været foran i størstedelen af tiden, men sidste års sølvvindere i pokalturneringen viste, at de var i stand til at spille lige op med Bakken Bears, og mon ikke Randers-spillerne er blevet mindet om netop det faktum forud for pokalsemifinalen af cheftræner Charlie Burgess.

Randers jagter ny pokalfinale

I kampen i oktober var Randers bedst i omtrent 30 minutter af opgøret, men en kamp varer som bekendt 40 minutter, og dette kommer førnævnte Charlie Burgess også til at minde sine spillere om, inden de går ud på gulvet i Forum Horsens.

“Jeg forventer, at mit hold kæmper og spiller på et højt niveau i begge ender af banen gennem 40 minutter. Hvis vi gør det, er vi i stand til at give os en god mulighed for at vinde semifinalen,” fortæller Charlie Burgess.

Bakken Bears går ind til kampen som ikke bare forsvarende danske mestre, men også pokalmestre, og Randers-holdets cheftræner indrømmer også, at favoritværdigheden ligger hos Bjørnene. Men forløber kampen efter planen, kan Randers spille sig i finalen.

“Selvom at oddsene er mod os, har vi alt, vi har brug, hvis vi følger vores gameplan, ofrer os og kæmper for hinanden,”

“Vi er meget motiverede efter endnu et forsøg på at vinde pokaltureringen, og at møde Bakken Bears (i semifinalen, red.) er en perfekt udfordring for os.” udtaler den amerikanske cheftræner.

Favoritværdigheden ligger hos Bakken Bears, og det er de danske mestres cheftræner, Anders Sommer, enig med Charlie Burgess i.

“Som altid i danske kampe, tager vi gerne favoritværdigheden på os. Presset, der følger med, holder os skarpe,” siger Anders Sommer.

“På enhver given dag kan Randers være en meget ubehagelig modstander”

Randers Cimbria har altså været tæt på at slå Bakken Bears en gang tidligere i denne sæson, og derfor har trænerteamet i den aarhusianske lejr også forberedt sig på, hvad der kan ske, hvis de møder et Randers-mandskab i den stærkest mulige forfatning.

“På enhver given dag kan Randers være en meget ubehagelig modstander. Det vil kræve vores fulde fokus samt en solid og stabil indsats gennem 40 minutter,”

“Vi skal få kampen over på vores præmisser. Hvordan vi gør det, holder vi for os selv,” siger han.

De seneste par dage har både Randers og Bakken haft intensivt fokus på lørdagens pokalsemifinale, men hvor Randers udelukkende har skulle fokusere på Basketligaen i ugerne op til Final Four-weekenden, har Bakken også haft europæiske kamp at se til.

Bjørnene har i det nye år været i aktion i European North Basketball League (ENBL) hele tre gange. To af de tre kampe har været på udebane, og disse kampe har selvsagt også haft en indflydelse på Bakkens optakt til weekendens semifinale.

“Vi har generelt haft tre travle uger, nærmest med flere kampe end kontakt-træninger. Men vi er vant til grundig forberedelse på få træninger. Her har vores ass.coach Florian Wedell haft en nøglerolle for os,” fortæller Anders Sommer.

Lørdagens første semifinale sættes igang kl. 13:00.

Den anden semifinale, mellem Team FOG Næstved og Horsens IC, skydes igang kl. 16:00.

Så kom den: Svendborg Rabbits slog afbudsramte bulgarer og fik sin første europæiske sejr nogensinde

Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Historie blev skrevet, da Svendborg Rabbits onsdag aften endelig fik hul på bylden i European North Basketball League (ENBL) og besejrede Spartak Pleven fra Bulgarien.

Dermed kunne Svendborg-spillerne fejre en tiltrængt europæisk sejr efter fem nederlag i træk, men sejren betød end som så. Det var nemlig første gang nogensinde i klubbens historie, at Svendborg kunne forlade en europæisk kamp som sejrherre.

“Sejren var vigtig for selvforståelsen og for at give yderligere erfaringer der skal styrke os på den lange bane som hold og klub,” skrev klubben på sin Facebookside kort efter sejren på 83-77 mod holdet fra Bulgarien.

Svendborg viste klassen

Det var et afbudsramt Spartak Pleven-mandskab, der var mødt op i Kaninhulen. Syv mand var alt, der var på holdkortet, grundet skader og sygdom, og derfor havde udeholdets cheftræner ikke et væld af muligheder og pauser at dele ud af.

Og det straffede Svendborg Rabbits, der var foran i størstedelen af kampen. Svendborg viste klassen og hentede en flot europæisk sejr på hjemmebane.

Du kan læse Fullcourt.dks referat af kampen lige her.

Svendborgs topscorer i kampen var amerikanske Jaedon Willis med 21 point. Nyindkøbet Kevin Marfo noterede sig for en flot double-double med 12 point og hele 15 rebounds.

For Svendborg blev danske Andreas Mortensen, der leverede 15 point og tre rebounds, hædret efter opgøret som kampens spiller sammen med Spartak Plevens Tsvetomir Chernokozhev.

Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Bliver sjette gang lykkens gang for Svendborg Rabbits?

Photo: ENBL – Flickr

Svendborg Rabbits´ første sejr i European North Basketball League (ENBL) lader vente på sig.

Efter fem kampe i den europæiske turnering er sydfynboerne stadig uden sejr som det eneste tilbageværende hold i gruppe A.

Onsdag har Kaninerne en ny mulighed for at få hul på bylden, når de hjemme i Rise Sparekasse Arena får besøg af af bulgarske BC Spartak Pleven, og aftenens modstander har ligesom Svendborg Rabbits haft det svært i ENBL i denne sæson.

Se Svendborg Rabbits vs Spartak Pleven på SPORT LIVE eller Stiften.dk kl. 19.00

Spartak Pleven har ligesom Svendborg været i ilden fem gange i ENBL i denne sæson, men bulgarerne har blot vundet en enkelt gang. Det var mod Polski Cukier Start Lublin, som Bakken Bears desuden tabte til tirsdag aften.

Svendborg har endnu ikke fået fuld valuta for deres indsats i ENBL, men flere gange har de vist flot fight og den rette indstilling. Det så man eksempelvis kort inden jul, hvor Rabbits på udebane tabte til gruppens førsteplads Utenos Juventus med 18 point.

Efter kampen var Svendborgs cheftræner Mads Andersen meget tilfreds med præstation, fortalte han i et interview med Fullcourt.dk.

“Vi spillede uden tvivl den bedste kamp i sæsonen. Vi sad og var skuffet efter kampen over, at vi ikke kom endnu tættere på. Det ser jeg trods alt som et sundt tegn. Offensivt fandt vi løsninger hele tiden, og havde dem på hælene i store dele af kampen, mens vi defensivt kæmpede med at håndtere deres fysik og rutine, hvilket vi også havde forventet,” fortalte Mads Andersen til Fullcourt.dk. Læs det fulde interview her.

Indsatsen har altså ikke fejlet noget, men resultaterne mangler stadig at gå deres vej.

Om det bliver til sejr onsdag aften, kan du finde ud af kl. 19:00, hvor kampen sættes igang.

Hvis du ikke er tilstede i hallen, kan kampen ses på SPORT LIVE eller Stiften.dk.

Basketligaen stærkt repræsenteret i dansk bruttotrup

Mandag udtog landstræner Allan Foss sin bruttotrup frem mod landskampene mod Georgien og Finland. Bruttotruppen består af 24 spillere, og af disse har ti spillere sin daglige gang i Basketligaen, der således er stærkt repræsenteret i den danske bruttotrup.

Bakken Bears er den klub med flest repræsentanter i bruttotruppen i form af Darko Jukic, Gustav Knudsen, Noah Churchill, Sylvester Berg, Andreas Holst og Frederik Drejer. De to sidstnævnte tørner desuden også ud for Bears Academy.

Dernæst har Værløse Blue Hawks to spillere med i truppen i Mikkel Hauge og Adam Heede-Andersen, mens Randers Cimbria og Horsens IC hver har en enkelt spiller i bruttotruppen med udtagelsen af Morten Bülow og Liam Churchill.

I løbet af de kommende uger skal ti spillere sorteres fra bruttotruppen på 24, så den endelige trup består af 14 spillere.

I november afholdte DBBF en såkaldt Next Generation-landsholdssamling, hvor den danske landstræner kunne få et nærmere kig på flere spillere. Til denne samling var både Adam Heede-Andersen, Andreas Holst, Frederik Drejer, Liam Churchill, Mikkel Hauge og Morten Bülow udtaget.

“Vi har udtaget 24 spillere, der i løbet af de næste tre uger skal blive til 14. Vi har i november haft en samling, som vi har kaldt “next generation”, og den samling synes jeg var et frisk pust, og gav os et godt indtryk af nogle andre spillere, end dem vi ellers har haft med igennem de sidste 18 måneder,” udtaler landstræner Allan Foss til Danmarks Basketball Forbunds facebookside.

Danmark spiller årets første landskamp fredag den 23. februar hjemme mod Georgien. Den efterfølgende mandag spiller Danmark på udebane mod Finland.

Optakt: Vinder Bakken Bears tirsdag aften, er de kvartfinaleklar i ENBL

Foto: European North Basketball League (ENBL)

En sejr tirsdag aften hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center, og så er Bakken Bears klar til en europæisk kvartfinale.

Det er virkeligheden for de forsvarende danske mestre, der tirsdag kl. 18:30 møder Polski Cukier Start Lublin hjemme i Smilets By.

Bakken Bears har siden de stemplede ind i den europæiske turnering European North Basketball League (ENBL) været suveræne med lutter sejre i de første fire kampe, og tirsdagens modstander har modsat Bakken haft det rigtig svært i deres første fire kampe.

Start Lublin har nemlig blot vundet en enkelt kamp, hvilket var mod det andet danske mandskab i ENBL, Svendborg Rabbits, men polakkerne er stadig i live i turneringen, såfremt de vinder rub og stub i deres resterende kampe i ENBL.

Kaninerne fra Sydfyn led et stort nederlag på 40 point til Start Lublin, men både Bristol Flyers og Spartak Pleven, som Bakken har formået at slå, var en for stor mundfuld for Start Lublin. Derfor regnes Bakken Bears som storfavoritter i aftenens kamp.

Bakken Bears vandt senest i sidste uge, hvor de på udebane mod Bristol Flyers leverede en flot indsats og vandt snævert med 83-87.

“Vi er i rigtig god rytme og balance som hold. Europacup-kampene er præget af hård fysik. Jeg synes, vi står godt forberedte efter intense kampe i Estland og i Bristol, hvor vi mødte et hårdt fysisk tryk og formåede at spille os igennem det og vinde,”

“Jeg forventer endnu en intens kamp på tirsdag, når vi tager imod polske Lublin. Vi fordelte minutterne fint i Amager i går, og jeg håber at vi sammen med vores publikum kan sætte aftryk på kampen fra start,” fortæller Bakkens tekniske træner, Jakob Freil, til Bakken Bears´ hjemmeside.

Er du ikke til stede i hallen til tirsdagens europæiske brag, kan kampen ses på ENBL´s youtube.

Kampen har tipoff 18:30.

BC Copenhagen fortsætter jagten mod Playoff A – Fredag venter Holbæk-Stenhus

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Bliver det BC Copenhagen eller Værløse Blue Hawks?

Kampen om sjettepladsen i Basketligaen er uhyre tæt lige nu, og med få kampe tilbage af årets slutspil begynder det at spidse til.

Fredag skal den ene af de to top seks-bejlere i spil, da BC Copenhagen hjemme i Valbyhallen tager imod Holbæk-Stenhus, og en sejr er yderst vigtig i Copenhagen´s bestræbelser på at slå Værløse i kampen om sjettepladsen.

BC Copenhagen går ind til kampen med 12 point i 16 kampe og har blot to point op til Værløse Blue Hawks, der i skrivende stund sidder på den gyldne sjette plads med 14 point, dog i 14 kampe. Værløse har altså to point ned til BCC og har samtidig spillet to kampe færre.

Men hvis man kigger på kampprogrammet for resten af grundspillet, er det mest gunstigt for BC Copenhagen, der i deres fire sidste kampe ikke skal møde nogle af ligaens forventede top fem-hold: Bakken Bears, Horsens IC, Svendborg Rabbits, Team FOG Næstved eller Randers Cimbria. I stedet skal de udover fredagens kamp mod Holbæk møde BMS Herlev, BK Amager og Bears Academy.

Modsat Copenhagen skal Værløse i deres sidste seks kampe både møde Svendborg Rabbits, Horsens IC, Bakken Bears og Randers Cimbria, mens de også mangler at spille mod Bears Academy samt Holbæk-Stenhus.

Kampprogrammet kunne bestemt være meget værre for BC Copenhagen, men hvis sejren ender i Holbæk-lejren fredag aften nytter et gunstigt kampprogram ikke det store.

Fredagens kamp mellem BC Copenhagen og Holbæk-Stenhus sættes igang kl. 18:00 og kan ses på stiften.dk.

Efterårets profil ifølge SPORT LIVE

Foto: Mads Thor Knudsen – Thorfoto – Grafik: Nikolaj Moll

SPORT LIVE har i deres seneste udgave af kanalens ugentlige basketmagasin ´Overtime´ kåret ´Efterårets hold´ og ´Efterårets Profil´ i Basketligaen.

Sidstnævnte pris gik til Randers Cimbria-stjernen Steven Green, der har domineret hidtil i denne sæson. Den amerikanske profil, der tidligere på sæsonen slog rekorden for flest point i en kamp, har imponeret stort, og han har derfor været svær at undgå i snakken om ´Efterårets profil´.

“SPORT LIVE har peget på Steven Green som Efterårets Profil i Basketligaen. Der har været mange spillere om buddet, men vi kommer ikke uden om, at Steven Green har skilt sig ekstra meget ud dette efterår. Alene hans imponerende pointrekord på svimlende 52 point fortæller meget om, hvilket efterår, han har haft,”

“Ni ud af 14 kampe med 25+ point. Jeg forstår godt, at Randers har haft ham i kikkerten i fire år. En fantastisk spiller” siger basketredaktør på SPORT LIVE, Jonas Kvist.

Du kan se den seneste episode af ´Overtime´, hvor de kyndige folk hos SPORT LIVE snakker om de to priser, lige her.

Efterårets hold ifølge SPORT LIVE

SPORT LIVE har i deres seneste udgave af kanalens ugentlige basketmagasin ´Overtime´ kåret ´Efterårets hold 2023´ i Basketligaen.

Efterårets hold i Basketligaen består af følgende:

G: Steven Green, Randers Cimbria
G: Gage Davis Horsens IC
F: Jaden Edwards, BMS Herlev
F: Dylan Van Eyck, Svendborg Rabbits
C: Lagio Grantsaan, Team FOG Næstved
Cheftræner: Mads Andersen, Svendborg Rabbits

De to guard-positioner er besat af to af årets Most Valuable Player-kandidater i Steven Green og Gage Davis, der begge har taget ligaen med storm. Sidstnævnte har gang i sin anden sæson i Basketligaen, og Horsens IC-stjernen er ingenlunde faldet i niveau, siden han tørnede ud for HIC tilbage i 2020.

De to forwards har ligesom de to guards noget til fælles, idet både Edwards og Van Eyck først kom igang for deres respektive hold i november, og begge forwards satte hurtigt et positivt aftryk efter de ligadebuten.

Holdets center er Team FOG Næstveds Lagio Grantsaan, der har været garant for solide præstationer i denne sæson.

Sidst men ikke mindst skal der til et hold være en træner på sidelinjen, og i dette tilfælde er valget faldet på manden i spidsen for Svendborg Rabbits, Mads Andersen.

Er du interesseret i at høre, hvordan SPORT LIVE er endt på netop disse seks personer til ´Efterårets hold´, kan du se den seneste episode af ´Overtime´ lige her.