Jonas Bille stopper som dommer

Foto: FIBA

En af Danmarks mest erfarne basketballdommere Jonas Bille stopper sin aktive dommerkarriere.

Fra næste sæson bliver Basketligaen en erfaren dommer fattigere. 53-årige Jonas Bille har dømt sin sidste basketballkamp, og det bliver dermed et farvel til dommergerningen efter næsten 40 år.

Jonas Bille har været dommer i Basketligaen siden 2002, hvor det blev 549 kampe, heriblandt 36 DM-finaler og syv pokalfinaler for herrer. Derudover har han været FIBA-dommer i hele 19 år.

Jonas Bille skriver følgende om sit karrierestop i et Facebook-opslag:

Basketball har givet mig uendelig mange gode og udfordrende oplevelser, tætte venskaber og har bidraget markant til min personlige udvikling.

Tak til alle mine gode kollegaer, der arbejder langt hårdere og mere seriøst, end langt de fleste ved. Tak til alle de spillere og trænere, der har gjort det sjovt at være med – særligt tak til de rigtig mange af jer, som investerede jer selv i relationen i gensidig respekt, også når vi ikke var enige.

Jeg elsker stadig at dømme, alt forberedelsen, de mange timers videoevaluering og at holde mig fysisk klar. Det kommer jeg virkelig til at savne. Men, man skal stoppe, imens legen er god. Mit arbejdsliv tillader ikke længere tid til, at jeg også næste år kan afsætte det antal timer, det kræver at være på toppen. Og jeg har aldrig haft det godt med middelmådige kompromisser. Samtidig glæder jeg mig til at slippe for støjen bag kulisserne, de evige diskussioner om at blive taget seriøst, en barre, jeg altid synes, bliver sat for lavt, og det evige håb om, at det bliver bedre næste sæson.

Held og lykke med de mange næste sæsoner.

En stor tak skal lyde til Jonas Bille for de mange års indsats.

Bakken er danske mestre igen: ‘En glæde og en lettelse’

Foto: Kim Haugaard

Bakken Bears er danske mestre for 23. gang i klubbens historie. Direktør, Michael Piloz, er en glad og lettet mand ovenpå en sæson, hvor Bakken fik historisk stor konkurrence i toppen.

Efter flere årtier på toppen af dansk basketball lignede det inden sæsonstart, at Bakken Bears ville få langt større konkurrence end de foregående år.

Suveræniteten har været til at få øje på de forgangne tre sæsoner med Anders Sommer som head coach, hvor det ikke var mange kampe, man tabte. I 2021/22 gik man sågar ubesejret gennem grundspillet. Og indtil for nyligt var man også ubesejret 26 kampe i træk i playoffs (semifinale- og finalekampe, red.).

De øvrige fire top-5 hold har vist store styrker i løbet af den netop overstået sæsonen. Svendborg Rabbits lignede langt hen ad vejen den største konkurrent, bl.a. som ubesejret på hjemmebane og nr. 1 efter mellemspillet.

Team FOG Næstved startede som lyn og torden 13–0, og de formåede også at slå Bakken to gange i løbet af sæsonen.

Horsens IC blev af mange udråbt som den største guldfavorit inden sæsonstart, og de smadrede også Bakken Bears i premierekampen tilbage i september. De havde generelt et godt greb om Bakken den første halvdel af sæsonen med sejr i de første tre indbyrdes opgør.

Og så har vi Randers Cimbria, der i store dele af 2025 lignede det bedste hold i ligaen. De vandt også pokalfinalen i januar for næsen af Bakken Bears.

Stærke modstandere, der bød Bakken op til dans. Men alligevel endte bjørnene som danske mestre for niende gang i træk og for 23. gang i klubbens i historie. En lettelse for direktør, Michael Piloz, ovenpå en historisk tæt sæson.

– Det er dejligt, det er en glæde og det er en lettelse. DM-guldet er ikke et mål i sig selv, men det er en rigtig fin milepæl i det arbejde, vi laver. Det var tæt, og der var undervejs mange kandidater til titlen. Jeg tænker, der er fem hold, der alle har følt, at i år kunne blive deres sæson, fortæller Michael Piloz.

Foto: Kim Haugaard

Peaker i slutspillet
Selvom alle fem tophold var i spil til mesterskabet, formåede Bakken er gøre det, som Bakken altid har mestret. Nemlig at peake i slutspillet – dér hvor det hele skal afgøres.

Efter mellemspillet havde Bakken vundet 22 kampe og tabt 8. En historisk stor nederlagsprocent på 27%. Faktisk har Bakken procentuelt ikke tabt så mange kampe i grundspil/mellemspil siden 2008/09-sæsonen, hvor man tabte 28% af kampene.

Erfaring betyder meget.

Michael Piloz, direktør, Bakken Bears

Det så flere gange ustabilt ud i grundspillet, men de danske mestre blev bare bedre og bedre som sæsonen skred frem. Og det der en god forklaring på, mener Bakken-direktøren.

– Erfaring betyder meget, og vi har stor erfaring i både spillertrup, stab og organisation, og det betyder altså noget, når det hele spidser til. Det betyder noget, når skakspillet i slutspilsserierne kører, og når man skal holde hovedet koldt i modgang, siger Michael Piloz.

I playoffs vandt man 3–0 over Horsens i semifinalen og 3–1 over Svendborg i finalen. En helt anden historie sammenlignet med de første 30 kampe.

‘Vi arbejder videre på at udvikle os’
Efter et vanvittigt årti med ni danske mesterskaber, fire pokaltitler, en europæisk titel, samt tre semifinaler i FIBA Europe Cup, så kommer det naturlige spørgsmål – hvad er næste skridt for Bakken Bears? For hvad kan vi egentlig forvente af Bakken Bears i fremtiden, nu hvor det ligner, at de øvrige tophold er blevet stærkere, mens Bakken har skruet et par procenter ned på budgettet?

– Vi arbejder videre på at udvikle os, så vi står endnu stærkere, både på og udenfor banen. Vi opererer ikke med sportslige resultatmål, men håber da at være med, når DM skal afgøres, fortæller Michael Piloz.

Foto: Kim Haugaard

Det kan naturligvis være svært at rangere sine mange mesterskaber, ligesom man heller ikke kan vælge mellem sine børn. Men når man snakker med flere Bakken-aktører, så føles denne sæson lidt ekstra speciel qua den store konkurrence, hvor man virkelig har skulle præstere sit ypperste for at vinde.

Hvis du skulle rangere det her mesterskab, ud af jeres 23, hvor vil du så rangere den her ovenpå en sæson, hvor det ikke var alle, der troede på jer?

– Det syvendebedste… nej, pjat. Det kan ikke rangeres. Hver sæson har sin charme. Den enorme interesse for mange af kampene betyder meget. Det er samtidig en motivationsfaktor, når andre klubber bringes i spil som favoritter, og på den måde er titlen speciel, afslutter Michael Piloz.

Bakken Bears vandt sit første danske mesterskab i 1958 under klubnavnet Aarhus Basketball Forening. Så gik der hele 39 år før man vandt et dansk mesterskab igen, da man under navnet Skovbakken i 1997 startede en massiv epoke med 22 mesterskaber på 28 år.

Skyler Bowlin stopper karrieren: ‘Glæder mig til næste kapitel – hvad end det bliver’

Skyler Bowlin har spillet sin sidste kamp som professionel. Mandag aften fik han og Bakken Bears guldmedaljer om halsen, og her satte han et par ord karrierestoppet.

En stor profil i dansk basketball har spillet sin sidste basketball-kamp.

Skyler Bowlin stopper spillerkarrieren efter 14 sæsoner som professionel – heraf seks af dem i Danmark.

Han tørnede ud for Horsens IC fra 2012 til 2015, hvor han var med til at vinde guld i 2015. Efter ophold i Tyskland, Sverige, Grækenland og Polen vendte han tilbage til Danmark i 2022, hvor Bakken Bears stod klar med en kontrakt.

Skyler har aldrig været topscorer på holdet, men han har alligevel været en af de bedste spillere i Basketligaen de seneste tre sæsoner qua hans mange forcer man ikke ser på statistikkerne.

Har han været en stor leder for Bakken og har altid har gået forrest for sit hold. Han har været en af de bedste forsvarsspillere i ligaen. Han har været en teamplayer. Han har leveret de store skud på de afgørende tidspunkter. Bl.a. da Bakken Bears vandt European North Basketball League sidste år, hvor han scorede på det afgørende straffekast med fire sekunder tilbage.

Foto: Kim Haugaard

Mandag aften satte han punktum for en flot karriere, og han fik naturligvis en velfortjent hyldest i en udsolgt Sparekassen Danmark Basketball Center.

Det var en vemodig afsked, da han først blev klappet fra banen med seks minutter tilbage, hvor han fik sin femte personlige fejl og dermed måtte se til fra bænken resten af kampen.

Lige så vemodigt var det efter slutfløjt, da Bowlin skulle have overrakt sin medalje, hvor der var stående applaus i hele hallen og decibelmåleren slog helt ud ved de 1800 tilskueres tilråb “Bowlin! Bowlin! Bowlin!“, så det kunne høres helt til Skanderborg.

Foto: Kim Haugaard

Efter medaljeceremonien fik SPORT LIVE en snak med Skyler Bowlin, og her satte han bl.a. ord på, at han endnu ikke ved, hvad fremtiden bringer, men at han har et håb om at blive træner.

– Jeg håber på at blive træner. Men jeg ved ikke, hvad det næste skridt bliver. Jeg ved ikke om vi bliver i Danmark. Jeg ikke om vi tager tilbage til USA. Jeg aner det ikke. Men lad os se. Jeg er bare klar til det næste kapitel, hvad end det bliver, fortæller Skyler Bowlin.

Du kan se hele interviewet med Skyler Bowlin i videoen øverst.

Urald King er Finals MVP 2025

Urald King fik hæderen som dette års Finals MVP i Basketligaen.

Urald King har været en nøglespiller for Bakken Bears i dette års finaleserie og leveret stærke præstationer hele vejen gennem slutspillet.

Mandag aften kunne han lade sig hylde som dette års Finals MVP – den mest værdifulde spiller i finaleserien.

Urald King snittede i finaleseriens fire kampe 16 point, 11.5 rebounds og 2.3 assists.

Den 34-årige amerikanske forward kom til Bakken Bears i sommers efter mange år i europæisk basket, hvor han også har vundet mesterskaber. Inden Danmark tørnede han ud i Østrig, Island, Kosovo, Frankrig og Finland.

Nu kan han så kalde sig Finals MVP i Danmark for sæsonen 2024/25.

Prisen Finals MVP uddeles i samarbejde med Festina Watches. Stort tillykke til Urald med den fornemme hæder!

Højdepunkter: Finale 4, Bakken Bears – Svendborg Rabbits

Bakken Bears er danske mestre anno 2025. Det sker efter en overbevisende 82–63 sejr over Svendborg Rabbits mandag aften.

Du kan se højdepunkter fra kampen samt pokalløftet i videoen øverst.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

Bakken Bears er danske mestre 2025

Foto: Kim Haugaard

Bakken Bears vinder finaleserien 3–1 over Svendborg Rabbits og er dermed danske mestre for 23. gang i klubbens historie.

Vi har fundet en dansk mester i basketball anno 2025. Bakken Bears kunne igen lade sig hylde som Danmarks bedste basketball-hold efter en 3–1 sejr i finaleserien mod Svendborg Rabbits.

Det er klubbens niende mesterskab i træk og det 23. i klubbens historie.

Mesterskabet kom i hus mandag aften efter en overbevisende 82–63 sejr over Svendborg Rabbits i en totalt udsolgt Sparekassen Danmark Basketball Center.

De omtrent 1800 tilskuere var vidne til et Bakken-hold, der kom blæsende fra start og vandt 1. periode 25–16. Derfra så de sig ikke tilbage. Sejren blev for alvor cementeret i 3. periode, hvor Svendborg kun lavede syv point.

I 4. periode var der dømt opvisning fra Bakkens side. Bl.a. via to store alley-oop dunks af Andreas Holst, der fik publikum op af sæderne.

Skyler Bowlins sidste kamp
Det var samtidig Skyler Bowlins sidste kamp som professionel basketballspiller. Han kunne som anfører løfte pokalen, og det var en tydelig rørt Bakken-kaptajn, der ikke kunne holde tårerne tilbage efter han gik fra banen med fem fejl.

Og det var også en vemodig afsked vi så efter den sidste finalekamp. Der var stående applaus i hele hallen og decibelmåleren slog helt ud ved de 1800 tilskueres tilråb “Bowlin! Bowlin! Bowlin!“, så det kunne høres helt til Skanderborg.

Dermed sætter Skyler Bowlin punktum for en flot karriere, der bød på seks sæsoner i Danmark – tre i Horsens IC og tre i Bakken Bears.

Foto: Kim Haugaard

Urald King finaleseriens MVP
Vanen tro skulle der kåres en MVP for finaleserien, og der var mange gode bud i Bakken-lejren. Valget faldt på den stærke amerikanske forward Urald King, der i finaleserien snittede 16 point, 11.5 rebounds og 2.3 assists.

Stort tillykke til Urald King med den flotte hæder. Tillykke til Skyler Bowlin med en flot og fantastisk karriere. Og ikke mindst… tillykke til hele Bakken Bears-organisationen med endnu et dansk mesterskab!

TV-kamp: Fjerde finaleslag – udsolgt på rekordtid i Aarhus

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Mandag aften venter kamp 4 i finaleserien mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Bakken kan med en sejr sikre sig det danske mesterskab.

Der var lagt op en mulig guldfest i Svendborg i torsdags, hvor Bakken Bears førte finaleserien 2–0 og kunne sikre sig mesterskabet med en sejr. Men Svendborg fik stukket en kæp i hjulet og bragte spænding tilbage i serien.

Nu venter der så en kamp 4 mandag i en udsolgt Sparekassen Danmark Basketball Center. En kamp der er blevet udsolgt på rekordtid.

Der gik nemlig ikke mange timer fra billetterne blev sat til salg sent torsdag aften efter kamp 3 til Bakken næste formiddag kunne melde udsolgt.

Bakken-direktør, Michael Piloz, har aldrig oplevet noget lignende før. Man har haft udsolgt mange gange, men aldrig så hurtigt. Heller ikke til tidligere tidligere guldkampe eller europæiske opgør, fortæller Piloz til Århus Stiftstidende. Man kunne faktisk have solgt tre-fire gange så mange billetter.

Pres på begge hold
Svendborg Rabbits har fortsat kniven for struben og skal vinde de sidste to kampe. Men der er samtidigt også pres på Bakken Bears. Taber bjørnene mandag, så venter der en sidste og altafgørende kamp 5 i Svendborg på torsdag – på ligaens sværeste udebane i Rise Sparekasse Arena, hvor kaninerne kun har tabt én kamp denne sæson.

Hvis du ikke har sikret dig billet til kamp 4 mandag aften, så husk at den selvfølgelig bliver transmitteret direkte på SPORT LIVE og JFM Play fra kl. 18.30.

Svendborg Rabbits holder liv i finaleserien

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

I en fantastisk kulisse vinder Svendborg Rabbits kamp 3 i finaleserien mod Bakken Bears. De reducerer dermed til 1–2 i serien.

2.117 tilskuere i Rise Sparekasse Arena var torsdag aften vidne til en fantastisk spændende kamp 3 i finaleserien mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears.

Svendborgenserne havde kniven for struben. De skulle vinde, ellers var Bakken Bears danske mestre. Og i en fantastisk kulisse lykkedes det kaninerne at holde liv i finaleserien med en sejr på 86–79.

Svendborg kom buldrende fra start i 1. periode som de vandt med 29–13. Svendborgs føring peakede ved 37–19 midtvejs i 2. periode. Men langsomt fik Bakken spist sig ind i opgøret, og kampen var udlignet ved 69–69 med seks minutter tilbage af kampen. Bakken havde sågar en føring på 72–71 med fire minutter og 46 sekunder tilbage.

Men til slut trådte Jemarl Baker Jr. og Isiah Small i karakter med to store 3’ere i slutminutterne, og de sikrede dermed Svendborg en sejr på 86–79 i en vanvittigt spændende afslutning.

Kampens topscorer blev Isiah Small med 26 point, der også lavede seks rebounds og ni assists.

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Nu venter så kamp 4 i på mandag i Sparekassen Danmark Basketball Center i Aarhus. Og i skrivende stund fredag eftermiddag er der allerede meldt UDSOLGT fra Bakken Bears! Dermed kan vi forvente omtrent 1.700 tilskuere på lægterne til en fantastisk spændende kamp 4, hvor Bakken Bears har på hjemmebane mulighed for at sikre sig deres 23. danske mesterskab.

Olamide Pedersen er Årets Forsvarsspiller

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Svendborgs Olamide Pedersen er kåret som Årets Forsvarsspiller i Basketligaen 2024/25.

Svendborg Rabbits har været det klart bedste forsvarshold denne sæson med kun 76.9 indkasserede point i gennemsnit. Det skyldes bl.a. en fantastisk indsats af center Olamide Pedersen, der torsdag aften blev kåret som Årets Forsvarsspiller i Basketligaen 2024/25.

Afstemningen er vanen tro foregået blandt alle holdene i Basketligaen, og der var aldrig nogen tvivl om, hvem der ville vinde prisen – Svendborg Rabbits’ Olamide Pedersen blev den klare vinder.

Olamide har i skrivende stund spillet 32 kampe denne sæson, heraf har han snittet 7.8 point, 6.2 rebounds og 1.3 assists. Derudover er han den bedste spiller i hele ligaen på blocks, hvor han snitter 2 pr. kamp.

Det er Olamides første sæson i Svendborg Rabbits efter han har tilbragt mange år i udlandet – først i USA på high school og college, og dernæst i Tyskland i sine første år som professionel.

Inden da fik han sin basketball-opvækst i Værløse Basketball Klub – bl.a. trænet af sin nuværende head coach i Svendborg, Mads Andersen.

På 2. pladsen i afstemningen finder vi Bakary Camara fra Randers Cimbria, og på 3. pladsen finder vi endnu en Svendborg-spiller, nemlig Malik Miller.

Prisen uddeles i samarbejde med Festina Watches.

Stort tillykke til Olamide!