Bakken Bears og europæiske kvartfinaler går efterhånden hånd i hånd.
Igen i år skal den danske mastodont spille europæisk kvartfinale, efter Legia Warszawa besejrede Basket Brno og sikrede sig tredjepladsen i gruppe B i European North Basketball League (ENBL).
Sejren til polakkerne betyder, at Bakken Bears er sikker på at blive nummer fire i gruppen og avancere videre fra gruppespillet.
Bakken Bears har endnu en kamp til gode, der skal spilles i starten af februar, men selv hvis de taber det opgør, er de sikker på at gå videre.
Bristol Flyers har ligesom Bakken Bears sejret i fire kampe i ENBL, men da Bakken Bears er bedst indbyrdes med Flyers, er det Bjørnene, der skal spille kvartfinaler til marts.
I ENBL-kvartfinalerne skal Bakken Bears møde enten Newcastle Eagles eller Valmiera Glass ViA. Runden afvikles med en ude- og hjemmekamp.
I en tæt liga er det altid tilfældet, men i skrivende stund må kampen om sjettepladsen, der giver adgang til Playoff A, siges at være historisk tæt.
Spænding vil der således være masser af, BK Amager torsdag aften gæster Værløse Blue Hawks i Søndersøhallen. Opgøret er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19:00, men SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:30. Kampen kan også ses på JFM Play.
Samtidig med kampen i Værløse spilles der også basket i Randers og København. Disse kampe kan som altid også ses på JFM Play.
Vild kamp om sjettepladsen
BC Copenhagen, BK Amager, BMS Herlev, Holbæk-Stenhus, Værløse Blue Hawks og Bears Academy kan alle rent matematisk slutte som nummer seks i grundspillet, og det vidner om en uhyre tæt liga.
BC Copenhagen ligger bedst i tabellen med fem sejre, men de øvrige hold har ikke langt op til hovedstadsholdet, idet Amager, BMS Herlev, Holbæk samt aftenens to trupper har sejret fire gange, mens Bears Academy ligger nederst med tre sejre.
Det faktum, at ligaen er så tæt, betyder, at alle indbyrdes kampe mellem holdene, der drømmer om sjettepladsen, er ekstra betydningsfulde, for holdet der vinder torsdag aften, distancerer sig en smule fra modstanderen.
Alle hold i grundspillet skal spille 22 kampe, før ligaen splittes i to, Playoff A og Playoff B, og alle top seks-bejlere undtaget Holbæk og og Academy har forud for aftenens kampe spillet 16 kampe. Holbæk har været i ilden 17 gange, hvorimod Bears har spillet 18 kampe.
Vinderen af mødet mellem Værløse og Amager kan altså sætte sig selv i en fordelagtig position.
Hvilke spillere kan gøre forskellen?
Ugens tv-kamp på SPORT LIVE er et opgør mellem to spændende mandskab. Det ene hold består udelukkende af danske spillere, det andet råder over en af ligaens absolut stærkeste duoer.
Værløse Blue Hawks er igen i år et fuldt dansk mandskab, og truppen er spændende. Undervejs har de mistet en profil i form af Mikkel Hauge, der ikke længere spiller i Basketligaen, men i slutningen af december fik de tilgang af et ung talent, der har imponeret stort.
Her er der tale om Willas Møller, der skiftede fra BC Copenhagen til Værløse, og Møller er lynhurtigt gået fra at være en bænkspiller, der fik nogle minutter hist og her, til at være et sted mellem en vital rollespiller og profil på Værløses hold. Møller er lidt af en joker, der har overrasket stort.
Den danske ungdomslandsholdsspiller snitter 15,8 point, 3,8 rebounds og 3,5 assists over sine første fire kampe i Værløse-trøjen. De knap 16 point gør Møller til den Værløse-spiller med det højeste pointsnit.
De næste nævneværdige profiler på Karl Boje Formann, Marvin Brumfield og Ogbemudia Uagboe.
I BK Amager-lejren skal Værløse særligt lægge mærke til to spillere. Amerikaner-duoen Caden Ebeling og Isaiah Burnett har brændt nettet af og vist, at de er nogle er ligaens bedste offensive spillere.
Ebeling snitter voldsomme 24,9 point og 13,3 rebounds, hvilket gør ham til både topscorer og toprebounder i Basketligaen. BK Amager har en sand MVP-kandidat på holdet, og hvis de kan klemme sig ind i top seks, er han for alvor med i kampen.
Ligesom Ebeling er Isaiah Burnett top fem over topscorere i Basketligaen. Burnett er Amagers andenstørste trussel og snitter 20,3 point, fire rebounds, 3,8 assists og tre steals per kamp. Dermed er Burnett den spiller i ligaen med flest steals i sæsonen.
Randers Cimbria har vundet klubbens første titel nogensinde.
Det er en realitet, efter kronjyderne søndag eftermiddag besejrede Bakken Bears på dramatisk vis i årets pokalfinale med cifrene 76-75.
Efter en meget jævnbyrdig finale, hvor føringen skiftede hænder et utal af gange, skulle det afgøres i kampens døende sekunder, og der trak Randers Cimbria det længste strå.
Dermed har Randers langt om længe fået hul på bylden og kan nu fejre klubbens første titel. To gange tidligere har de stået i en pokalfinale, men begge gange måtte de vende tomhændet hjem.
Randers bedst efter de første 20 minutter – men Bakken var lige i hælene
I pausen af søndagens pokalfinale var det tæt. 43-42 i Randers´ favør for at være præcis.
Første halvleg var forløbet ganske interessant med Randers som det bedste mandskab, men randrusianerne kunne det til trods ikke gå ud i omklædningsrummet med en komfortabel føring.
Det var tæt i første periode, hvor begge hold lykkedes med at få lukket ned, når modstanderen fik slået et hul. Men i anden periode begyndt Randers at trække fra.
Halvvejs inde i anden periode kom Randers foran med ti point. En god Bakken-slutspurt betød dog, at føringen var neutraliseret efter de første 20 minutter.
Randers må i pausen have følt, at de var på rette spor, alt imens Anders Sommer må have givet sine spillere en opsang, for Bakken spillede ikke op til deres bedste.
Dramatisk afslutning
Anden halvleg blev sat igang, og kampen var som vendt på hovedet. Bakken Bears startede halvlegen med et 13-2 run, og på det tidspunkt lignede de sig selv igen.
En klassisk Bakken Bears. Nu blev der spillet basket på deres præmisser. Det varede imidlertid ikke længe, for lidt efter lidt blev føringen indhentet.
Inden fjerde periode havde Bakken dog en solid føring på seks point, 60-54, men Randers fortsatte det lovende spil i fjerde periode, og det betød, at de fremmødte fans i Forum Horsens havde en dramatisk afslutning i vente.
Fjerde periode var en sand neglebider, og med et minut igen var Bears foran med 74-75 efter et ramt straffekast af Terrence Hargrove Jr. Randers´ Avery Anderson III svarede stærkt med to point.
20 sekunder var tilbage, og bolden var i hænderne på aarhusianerne – men det endte ikke med flere Bakken-scoringer.
Hargrove Jr. missede en treer, og trods en Urald King-offensiv rebound blev der ikke ændret på stillingen, idet King trådte uden for banen.
Buzzeren lød to sekunder senere, og Randers kunne bryde ud i stor jubel.
Kampens topscorer var Bakkens Urald King, der gjorde sit i forsøget på at hente titlen hjem til Aarhus. King sluttede med 22 point, 13 rebounds og seks assists.
Den helt store oplevelse på Randers-holdet var stjernespilleren Avery Anderson III med 19 point, syv rebounds og tre assists.
Hæderen som ´årets pokalfighter´ gik til Randers´ Bakary Camara, der noterede sig for 16 point, to rebonds, tre assists og tre steals.
Det er andet år i streg, at Bakken Bears må nøjes med andenpladsen i pokalturneringen. Sidste år var det Team FOG Næstved, der nappede sejren i turneringen foran Bjørnene.
Så mange gange har Bakken Bears vundet pokalturneringen.
To.
Så mange gange har Randers Cimbria tidligere været i en pokalfinale. Dog har de deres første pokaltitel til gode.
Kigger man på det historisk er det to vidt forskellige mandskaber, der søndag mødes i Forum Horsens til årets Andelskassen Pokalfinale. Kampen kan ses på SPORT LIVE og JFM Play fra 15:30.
Bakken Bears og Randers Cimbria har begge spillet sig hele vejen til finalen og er blot 40 minutters god basket fra at slutte på toppen, og der er meget på spil: 15. pokaltitel for Bakken og den første for Randers Cimbria.
I sidste sæson blev pokalturneringen rundet af med et Final Four-stævne, og der vandt Randers bronzemedaljer, men nu er guldet en enkelt sejr væk.
Randers er én sejr fra klubhistorie
Basketligaen har haft fat i begge cheftrænere, der søndag skal coache sit hold gennem finalen.
Anders Sommer fortalte, at Bakken gerne tager favoritværdigheden på sig, men Randers´ cheftræner Jeffrey Fawme, der i sin første sæson i spidsen for Randers kan skrive klubhistorie i form af en titel, vil ikke gå ind i en spekulation om, hvem der er favorit.
“Det (favoritværdigheden, red.) går jeg ikke så højt op i. Vi prøver at holde fokus på gameplan. Men det vil være en stor skalp for Randers Cimbria som klub og organisation at kunne tage hjem med en pokaltitel”
“Bakken er et hold med kvalitet, størrelse og rutine på flere positioner, og med bærende kræfter der har spillet sammen længe. De er knap så dybe som de har været tidligere, hvilket har gjort dem mere sårbare end tidligere,” siger Fawme.
Indbyrdes kampe har været ´inden for rækkevidde´ for Randers
Sidstnævnte i citatet har været synligt i Basketligaen, hvor Bakken Bears har tabt fire kampe og i skrivende stund ligger nummer tre. Randers har tabt seks, så det er ikke meget, der adskiller de to hold i tabellen.
Forskellen mellem holdene er i virkeligheden de to holds indbyrdes kampe, der begge er endt med sejr til Bakken Bears.
Altså har Randers endnu ikke knækket koden til at slå søndagens finalemodstander, men Randers-chefen hæfter sig ved en væsentlig ting, mens han også fortæller, hvad der kan blive en af nøglerne for Randers.
“Begge opgør har været kampe som har været inden for rækkevidde. Vi skal over lange træk spille med den defensive energi, der har båret os frem i de store kampe,”
Om det lykkedes for Randers at få skovlen under Bakken bliver vi klogere på søndag eftermiddag. Følg med på SPORT LIVE fra 15:30.
Søndag skal Anders Sommer atter coache sit hold gennem en pokalfinale.
Modstanderen er Randers Cimbria, og Bakken Bears er ude efter at sikre sig klubbens 15. pokaltitel.
Den 15. titel i turneringen glippede i sidste sæson, da Team FOG Næstved tog fusen på dem, men nu har de muligheden for at tage revanche fra sidste år og samtidig give sig selv et selvtillidsboost inden de sidste måneder af Basketligaen og European North Basketball League (ENBL).
Bakken Bears er i år ikke nær så dominerende i Basketligaen, som de i de sidste par år har været.
Under Anders Sommers ledelse siden ansættelsen som cheftræner i 2021 har Bears været favoritten til samtlige opgør i Basketligaen og flere gange har de også haft vilde ubesejrede stimer kørende.
I år led de allerede i sæsonens første kamp et nederlag til Horsens IC, hvilket de ikke ikke har været vant til i nyere tid.
I alt har de tabt fire kampe ud af 17 forsøg, hvilket placerer dem på tredjepladsen i Basketligaen med fire point op til Næstved og Svendborg Rabbits. Rabbits har desuden én kamp i hånden. Randers ligger til sammenligning på femtepladsen.
Men hvem er favorit i søndagens finale?
Det giver den erfarne succestræner sit bud på.
“Pokalfinalerne er ofte 50/50 kampe, men vi tror på os selv og tager gerne favoritværdigheden på os,” fortæller Anders Sommer, der fremhæver Randers som et hold, der kan blive rigtige farlige, hvis alt går op i en højere enhed.
“Deres (Randers Cimbria, red.) topniveau er højt og når de rammer dagen, har de et stærkt mix af creation, skytter og fysik,”
God forberedelse
Bakken Bears har igen i år skulle navigere sig gennem et tæt kampprogram med kampe i Basketligaen, pokalturneringen og europæiske brag i ENBL, og tidligere på måneden var de en tur i Norge, hvor de udspillede Fyllingen Lions.
Men pokalfinalen falder på et godt tidspunkt.
“Efter et tæt program i starten af måneden, har vi haft længere tids forberedelse, end vi er vant til. Vi står et godt sted,” understreger Sommer.
To gange har Randers og Bakken tørnet sammen i indeværende sæson. Begge gange er Bears endt som sejrsherre, og det må alt andet lige give dem en fordel til søndagens pokalfinale.
Anders Sommer har i hvert fald formået to gange at lægge en gameplan, som Randers ikke har kunnet modstå, i sæsonen. Dette betyder imidlertid ikke, at Bakken bare kan gøre akkurat det samme som i de to indbyrdes møder og forvente samme resultat.
“Hver kamp er sin egen. Vi har selvfølgelig nørdet kampene (mod Randers, red.) igennem og evalueret vores game plans. Men Randers har også haft god tid, så vi er også klar på at forholde os til noget nyt.” slutter Sommer med at fortælle.
SPORT LIVE er klar med søndagens pokalfinale fra 15:30. Læs optakt til finalen her.
Foto: Maric Photography (@maricphoto.dk), Basketfotografen og Thorfoto
Søndag eftermiddag skal sæsonen første titelvinder findes, når der skal spilles finalen i Andelskassen Pokalturneringen.
Slaget står mellem Bakken Bears og Randers Cimbria, og der er lagt i kakkelovnen til en kæmpe kamp mellem to hold, der kommer til at gøre alt for at sikre sig sæsonens første titel.
Årets Andelskassen Pokalfinale sættes igang kl. 16:00, men allerede fra 15:30 kan du tune ind på SPORT LIVE. Kampen kan også ses på JFM Play.
Bakken Bears drømmer om 15. pokaltitel
Bakken Bears er det mest erfarne hold, når det kommer til at rage titler til sig. Ja faktisk er de nærmest fast inventar, når det kommer til finaler i pokalturneringen samt Basketligaen.
Den danske mastodont står i en pokalfinale for 24. gang i alt – 20. gang efter årtusindeskiftet – hvilket vidner om, at de om nogen ved, hvad det kræver, for at stå øverst på sejrsskamlen i pokalen. 14 af de 24 gange er endt med guld. Det gør dem til det mest suveræne hold i pokalens historie med SISU Basketball på andenpladsen med ni pokaltitler.
Sidste år befandt aarhusianerne sig også som et af de sidste to hold i pokalturneringen. Bjørnebanden mødte Team FOG Næstved, men trods et stjernespækket mandskab, der senere på sæsonen tilkæmpede sig europæisk hæder i European North Basketball League (ENBL), måtte Bears se sig besejret af Team FOG Næstved.
Sydsjællænderne kunne bryde ud i stor jubel og vandt turneringen for blot anden gang, og derfor er Bakken blot endnu mere motiveret for igen at kunne stå med pokalen i hænderne.
I 2022 blev Bakken også regnet som favoritter, da de krydsede klinger med Svendborg Rabbits, men også det år endte de med sølvmedaljer. Pokalturneringen viser gang på gang overraskende resultater, så hvem der er favorit forud for tipoff skal ingenlunde hvile på laurbærrene, for det vil blive straffet.
Randers jagter første titel
Modsat Bakken Bears har Randers Cimbria ikke den samme historie i forhold til medaljer af højeste karat. Randers Cimbria står for tredje gang i klubbens historie i en pokalfinale, og håbet i klubben er selvsagt, at tredje gang bliver lykkens gang.
Kronjyderne har nemlig endnu deres første titel til gode.
I 2015 stod Randers i en pokalfinale for første gang. Dengang hed modstanderen Horsens IC, og De Gule endte med at gå hele vejen desværre for Randrusianerne.
Otte år senere var Randers tilbage i finalen i pokalen, og i den ombæring stod de overfor selvsamme mandskab, de møder søndag. I pokalfinalen anno 2023 var holdene også Bakken Bears og Randers Cimbria, og der blev det til en overbevisende Bakken-sejr.
Søndagens finale er dermed en gentagelse af 2023-udgaven, men at sammenligne de to finaler er en svær opgave, for begge mandskaber har foretaget en del ændringer siden da.
Hvem er favorit?
Det kan godt gå hen og blive en rigtig tæt affære.
To gange har søndagens pokalfinalister mødt hinanden i sæsonen, og begge kampe er endt med sejr til Bakken Bears på henholdsvis 93-81 og 96-85.
Dette kunne godt pege på, at de rutinerede bjørne har en lille fordel, men såfremt dette er korrekt er den ikke stor.
I tabellen i Basketligaen finder vi Bakken Bears på tredjepladsen med 13 sejre i 17 forsøg, mens Randers er nummer fem med 11 sejre.
Dette understøtter yderligere påstanden om, at Bakken er små favoritter, men pokalturneringen er vant for at byde på overraskelser.
Det bliver spændende at se, hvem der søndag aften står med guldmedaljer om halsen og en champagne i hånden.
I weekenden finder årets pokalfinale sted, når Bakken Bears og Randers Cimbria mødes i en duel om sæsonens første titel.
Mandag aften spillede Bakken Bears sin sidste kamp inden pokalfinalen, og aarhusianerne fik en drømmeoptakt til finalen.
Mandagens modstander var Bears Academy, og der var derfor tale om en pligtsejr for Bakken Bears. Det var lillebror mod storebror, og som sædvanlig kunne man fristes til at sige fik storebror håneretten.
Bakken Bears kørte lillebror over med de meget sikre cifre 123-79.
Inden kampen var der ikke meget tvivl om, at Bakken Bears med stor sandsynlighed ville trække det længste strå, så det er ikke den store overraskelse, at Bakken nu 100 % kan forberede sig frem mod pokalfinalen med en komfortabel sejr i bagagen.
Bakken fik sin pligtsejr, og samtidig blev der også tanket selvtillid frem mod den kommende finale, eftersom Bakken slog Academy efter en helstøbt holdinsats.
Hele tre Bakken-spillere, Sylvester Berg, Jacob Polakovich og Filip Ates, sluttede som delte topscorere i kampen med 20 point.
Polakovich kunne også tilføje 16 rebounds til sin statline. En lignende præstation sluttede Polakovich´s landsmand Urald King med, da han leverede 14 point og 15 rebounds.
Alt i alt var der således flere spillere, der særligt udmærkede sig, og som kan gå ind til pokalfinalen med selvtillid og en god præstation fra seneste kamp i hukommelsen.
Sejren mod Academy var Bakkens femte sejr i træk i Basketligaen. Det placerer de forsvarende mestre på Basketligaens tredjeplads.
Årets pokalfinale spilles søndag i Forum Horsens og kan følges på SPORT LIVE og JFM Play. De kommende dage vil vi her på hjemmesiden kaste blikket mod årets pokalfinalen.
Weekenden skydes igang med et vaskeægte københavnerbrag, når BMS Herlev hjemme i Nordic Basketball Arena Skovlunde tager imod BC Copenhagen.
Det er Basketligaens nummer syv, BC Copenhagen, mod nummer ti, BMS Herlev, og det sker kl. 18:30. Kampen kan ses direkte på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE.
Tæt liga
Fredagens to mandskaber kæmper begge for at kunne snige sig ind i top seks, der giver adgang til Playoff A, og det er en hård kamp om placeringerne i midten af ligaen.
I skrivende stund besidder BK Amager den 6. plads, der giver adgang til det forjættede land. Fredagens hjemmehold ligger helt nede på 10. pladsen, altså næstsidst, men denne beskrivelse giver ikke det fulde billede af, hvor tæt det er i Basketligaen.
BK Amager, BC Copenhagen, Holbæk-Stenhus, Værløse Blue Hawks og BMS Herlev ligger nemlig alle á point i tabellen med otte point. Fire sejre er det hver især blevet til.
Dog er det værd at nævne, at Værløse og Amager begge allerede har spillet deres kampe i runde 16, hvilket betyder at enten Herlev eller Copenhagen kan sætte sig selv i pole position i jagten på 6. pladsen. Holbæk-Stenhus spiller deres 16. kamp på søndag mod Horsens IC.
Fredagens tv-kamp kan således potentielt få stor betydning for, hvem der skal spille Playoff A, og hvilke fem hold der danner Playoff B, når ligaen splittes op i to. Det sker, når alle hold har spillet 22 kampe.
Følg med på SPORT LIVE eller JFM Play kl. 18:30 fredag.
I sidste sæson kunne BC Copenhagen introducere et nyt navn til Basketligaen, da de gav debut til den dengang 17-årige Willas Møller.
Møller, der er et produkt af Falcon Baskets talentarbejde, fik syv kampe i BC Copenhagen-trøjen i sin debutsæson, og det tegnede godt for indeværende sæson, der er hans anden i landets bedste række.
Men starten af sæson 2024/25 bød på begrænset med minutter til den danske ungdomslandsholdsspiller, og det resulterede i et klubskifte væk fra BC Copenhagen.
I slutningen af december debuterede Willas Møller som spiller for Værløse Blue Hawks, og den unge dansker kunne ikke have drømt om en bedre debut.
25 point, to rebounds, fire assists, et steal, et block og en storsejr mod Værløses lokalrivaler BMS Herlev. Værløse havde hevet en kanin op af hatten så det ud til.
“Jeg syntes selv, at jeg gjorde det godt (i debuten, red.), og det var utrolig fedt at få en god start i Værløse. Men der er stadig ting, der skal arbejdes på og som skal gøres bedre. Jeg ved, det er vigtigt for mig at holde begge ben på jorden, da der stadig er mange kampe tilbage af sæsonen hvor holdet og jeg skal udvikle os bedst muligt,” fortæller Willas Møller.
Inden opgøret mod Herlev den 27. december lød danskerens career high i Basketligaen på 11 point. Den er nu mere end fordoblet, og Møller var inden kampen ikke i tvivl om, at han var i stand til at levere en præstation af den kaliber trods han blot er igang med sin anden sæson i Basketligaen.
“Mine holdkammerater og trænere var igennem kampen gode til at sætte mig i nogle postioner som passede godt til mig, og hvor jeg havde nemt ved at skabe noget godt ud af det. Jeg troede på mig selv og var ikke i tvivl om, at jeg kunne gå ind og levere en god præstation,”
“Samtidig har jeg nogle trænere, der tror på mig, og som er rigtig gode til at give sine spillere en masse tillid og frihed, hvilket gør det nemmere for spillerne at præstere godt,” siger han
Flere gode kampe i Værløse-trøjen
Møller var storspillende og bedre end nogensinde før i sin hidtil korte tid i Basketligaen, men var der tale om en enlig svale for den unge Blue Hawks-spiller?
Siden debuten har han vist, at det høje niveau ikke var et enkeltstående tilfælde, for efter debuten har 18-årige Møller fulgt op på drømmedebuten med to gode præstationer mod topholdene Bakken Bears og Svendborg Rabbits.
Willas Møller i kamp for Værløse mod Svendborg Rabbits – Foto: 1st Down Photo
Værløse-talentet er velankommet, og han er selv meget glad for sin start i klubben.
“Jeg er faldet rigtig godt til i Værløse, alle drengene og folk omkring holdet har været super søde og taget virkelig godt imod mig. klubben og holdet har et virkelig godt miljø, hvor der er god energi og man kan virkelig mærke, at alle gerne vil se hinanden og holdet få succes,”
“Det er blevet gjort nemt for mig at fokusere på det, der er vigtigt, og jeg er ærlig talt bare rigtig glad for, at jeg fik muligheden for at kunne skifte til Værløse” uddyber han.
Manglende minutter blev udslagsgivende
BC Copenhagen gav Willas Møller chancen i en ung alder i sidste sæson, og i denne sæson var håbet, at der var udsigt til flere minutter end de knap seks, han snittede i debutsæsonen.
Imidlertid gik det ikke den rigtige vej. Over fire kampe snittede han blot lige knap fem minutter, og manglen på minutter var ikke godt for hans udvikling, forklarer den 196 centimeter høje Værløse-spiller,
“Beslutningen lå i bund og grund i, at jeg gerne ville på banen og spille. Jeg følte, at min udvikling var begyndt at være stillestående, og det så ikke ud til at, der var nogen udsigt til spilletid i BC. Jeg så derfor Værløse som en mulighed for at friskt pust, hvor jeg havde en chance for at kæmpe mig til spilletid og få en masse god erfaring,”
“Samtidig så jeg en mulighed i at spille for Jonas (Sørensen, red.). Jeg har tidligere spillet nogle kampe for Jonas, da han var træner i Falcon, hvor jeg havde fået et positivt indtryk af, hvordan han var som træner.”
Næste gang du kan se Møller i aktion for Værløse er torsdag aften, når de gæster Team FOG Næstved. Kampen kan ses på JFM Play.
Sidste år slog Randers Cimbria deres tilskuerrekord, da knap 2,500 var dukket op i Arena Randers til en topkamp i Basketligaen mod Bakken Bears.
I forbindelse med opgøret afholdte klubben deres årlige (populære) pizza-event, hvor folkeskoleelever fra kommunen gratis kan komme til dansk topbasket og samtidig blive budt på pizza og sodavand på Randers´ regning.
Randers Cimbria er en klub, der gør en rigtig stor indsats i lokalområdet, og det oplever de omtalte folkeskolever på nært hold, når klubbens spillere kommer ud på skolerne på besøg i idrætstimerne og giver dem en lektion i basketball.
Stor interesse for begivenheden
Torsdag er det igen tid til årets pizza-event i Randers, når Cimbria tager imod Horsens IC, og den førnævnte rekord, som du kan læse mere om ved at klikke her, kan komme til at stå for fald.
Det fortæller Randers Cimbrias forretningsfører Mike Nielsen, der er manden bag samarbejderne med diverse folkeskoler i Randers Kommune.
“Siden sidste år har vi udvidet vores samarbejde med folkeskolerne i Randers Kommune, og interessen for årets event har været stor. Faktisk har den været så stor, at flere skoler hev fat i mig, før vi overhovedet havde meldt noget ud om eventet, da de gerne ville med,”
“I år kommer der rekordmange skoler til begivenheden, da vi er på 23 folkeskoler. Sidste år lå vi omkring de 15 skoler, så vi har virkelig kunne mærke interessen. Forhåbenligt bliver det en pakket arena,”
En indsats i lokalområdet
Når Horsens IC torsdag tager turen til Randers, kan de forvente en god kulisse i en tætpakket arena. De mange fremmødte fans vil uden tvivl få en fed basketoplevelse, hvilket kan resultere i en generel stigning i tilskuertallet til Randers Cimbrias hjemmekampe. Men det famøse pizza-event er også en måde, hvorpå klubben kan give tilbage til lokalområdet.
“Der er mange facetter i dette arrangement. Først og fremmest vil vi gerne give tilbage til byen og de skoler, vi samarbejder med. Vi er meget mere end bare en basketballklub, og det vil vi vise med denne begivenhed,”
“Dernæst er dette også en måde, hvorpå vi kan vise nye mulige fans dansk basket og Randers Cimbria frem fra sin bedste side. Vi bliver rigtig mange torsdag, og vi drømmer jo om, at vi kan levere et sådan tilskuertal kontinuerligt,”
Er du ikke til stede i hallen torsdag aften, kan du se kampen på SPORT Live eller JFM Play.