Få overblikket over 11. spillerunde

De første ti spillerunder i Basketligaen er nu slut.

Derfor er det blevet tid til at tage hul på 11. spillerunde, og den kommende runde består af hele seks kampe.

Første kamp der løber af stablen er på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits tager imod Horsens IC. Kampen skydes igang kl. 19:15 onsdag den 30. november.

Dagen efter, den 1. december, skal der spilles to kampe i Basketligaen.

Kl. 19:15 er der TV-kamp på SPORT LIVE mellem Værløse Blue Hawks og BMS Herlev. Læs en længere optakt til TV-braget her.

Samme tid er der tipoff i Næstved, hvor Team FOG Næstved tørner sammen med Bears Academy.

Den 3. december, lørdag, skal der ligeledes afvikles to kampe.

Kl. 14:30 får BK Amager besøg af de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, i Amagerhallen.

Kl. 15:00 mødes Randers Cimbria og Holbæk-Stenhus.

Runden rundes af søndag d. 4 december, hvor Bears Academy og BMS Herlev mødes i Vejlby-Risskov Hallen.

Rundt om runden: 10. spillerunde

Foto: Robert Dines Rasch

Basketligaens nuværende førerhold imponerede mod de forsvarende danske mestre, sidste sæsons sølvvindere snublede over BMS Herlev, og Holbæk-Stenhus er stadig uden sejr i Basketligaen efter de første ti spillerunder. Det og meget mere skete der i den forgangne spillerunde i Basketligaen.

En spændende og intens spillerunde blev indledt i Aarhus, hvor ugens TV-kamp på SPORT LIVE stod mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved.

Førstnævnte gik gennem grundspillet i sæson 2021/22 ubesejret. De 20-dobbelte danske mestre vandt rub og stub og var altdominerende. Historien har dog vist sig at være en anden i denne sæson, hvor Bakken Bears allerede i anden spillerunde mod Værløse Blue Hawks mistede muligheden for endnu et ubesejret grundspil.

I ugens TV-kamp indkasserede Bakken Bears deres tredje nederlag i sæsonen, da et velspillende Team FOG Næstved gjorde det onde ved det danske Basketball Champions League-hold.

Team FOG Næstved leverede en helstøbt indsats og sejrede med 95-97. Bakken Bears var regnet som store favoritter, men Team FOG Næstved viste en gang for alle, hvad de er i stand til, og at de skal regnes som seriøse kandidater til en plads i finaleserien i maj næste år.

Most Valuable Player-kandidaten Mike McGuirl scorede flest point af alle på banen med 28 point. Elijah Childs scorede 22 for Bakken Bears.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev bliver ved

Lørdag fandt ugens helt store overraskelse sted.

Hjemme i Nordic Basketball Arena kunne BMS Herlev fejre en flot og imponerende sejr over sidste sæsons pokalmestre og sølvvindere i Basketligaen, Svendborg Rabbits, på 87-79.

Svendborg Rabbits havde forud for mødet med BMS Herlev sejret i tre kampe i streg – nogle sejre, der faldt på et lunt sted på Sydfyn efter en skuffende sæsonstart.

Men mod BMS Herlev måtte Svendborg igen gå tomhændet fra en kamp, de gik ind til som favoritter, hvilket selvsagt var en stor skuffelse.

Svendborgs Jaylen Fornes sluttede som topscorer med 26 point. Topscorer for BMS Herlev var Andreas Mortensen med 25 point. Marqus Marion noterede sig for 21 point, fem rebounds, fire assists og to steals. Devin Whitfield scorede tilsvarende 25 point for Svendborg.

Nu har vi tidligere kaldt BMS Herlevs sejr en overraskelse, men det er måske på tide at genoverveje forventningerne til det unge BMS Herlev-hold, der anføres af profilerne Marqus Marion, August Haas og Eamonn Joyce, der har et hav af dygtige rollespillere ved siden af sig.

Her er der blandt andet tale om førnævnte Andreas Mortensen, Danijel Marsenic og Mile Nedic, der hver især har været uhyre værdifuld for BMS hidtil i denne sæson.

BMS Herlev ligger i skrivende stund på femtepladsen i Basketligaen med fem sejre og tre nederlag.

BMS Herlev har udover Svendborg Rabbits også slået Bakken Bears i denne sæson.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Copenhagen fik ikke sin fjerde sejr i sæsonen

Dagen efter skulle der spilles hele tre kampe i Basketligaen på tværs af det danske land.

Først kamp, der blev skudt igang, var i Aarhus, hvor Bears Academy tog imod BC Copenhagen.

Nørrebroholdet kom til Smilets By på jagt efter sæsonens fjerde sejr i tiende forsøg, men Bears Academy endte nok engang med at nedlægge hovedstadsklubben, der ser ud til at mangle nogle få brikker, før de for alvor kan melde sig ind i kampen om sjettepladsen.

Holdets situation og konkurrencedygtighed blev ikke bedre af, at de for få uger siden måtte tage afsked med deres helt store profil Nathan Scott, der blot nåede at få fem kampe i BC Copenhagen-trøjen.

Bears Academy besejrede BC Copenhagen med 75-66.

Således ligger Copenhagen placeret på niendepladsen i ligaen med Academy lige foran sig på ottendepladsen. Copenhagen har imidlertid spillet to kampe flere end Academy, der har skrabet flere point til sig gennem otte kampe.

Udeholdets Durell Vinson og hjemmeholdets Keane Thomann toppede på pointfronten hver især med 14 point. Vinson dominerede under kurven og kunne samle 17 rebounds op.

Marius Sørensen var tæt på en triple-double med 12 point, 13 rebounds og otte assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens IC pligtsejrede

Horsens IC har sammen med Team FOG Næstved været bundsolide i denne sæson, og søndag pligtsejrede de mod de undertippede BK Amager, der ikke lykkedes med at gå i fodsporene på BMS Herlev og lave overraskelsen mod et af ligaens tophold.

Det gjorde BK Amager til gengæld i første spillerunde, hvor det ligeledes var Svendborg Rabbits, der blev besejret, men Horsens IC kunne BK Amager ikke knække denne søndag.

Hjemme i Forum Horsens gjorde Horsens IC, med Most Valuable Player-kandidaten Chris Lykes i spidsen, sit arbejde, da BK Amager led sit syvende nederlag i sæsonen.

Her ses HIC-klubmanden Frederik Rungby skyde straffekast i kampen mod BK Amager
Foto: MJ – Horsens

Chris Lykes scorede 30 point og fem assists i Horsens ICs sejr på 101-82 mod BK Amager. Oscar Quackenbush scorede 25 point for Amagerkanerne, der ligger lige over Holbæk-Stenhus i tabellen med to sejre i ni kampe.

Opgøret mellem HIC og BKA var gennem første halvleg en jævnbyrdig affære, men i anden halvleg viste Horsens IC klassen og trak fra.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Holbæk fik ikke sæsonens første sejr

Tiende spillerunde blev rundet af i Holbæk, hvor Holbæk-Stenhus kæmpede for holdets første sejr i denne sæson.

Værløse Blue Hawks kom på besøg i Holbæk Sportsby, hvor 150 fremmødte var vidne til en smal sejr på 75-85 til gæsterne fra Værløse.

Holbæk-Stenhus har gennem deres første ti kampe i Basketligaen været udsat for adskillige store snittere, hvor de helt og holdent blev spillet ud af banen og ikke fik et ben til jorden.

Dette gjorde sig ikke gældende i søndagens sidste kamp, hvor Værløse skulle holde tungen lige i munden. Holbæk-Stenhus kom stærkt ud til kampen og var efter første periode foran med 17-11, men derfra blev kampen i højere grad spillet på Værløse Blue Hawks´ præmisser.

Inden fjerde periode var der bare otte point mellem de to hold i Værløses favør, men som flere gang tidligere i denne sæson var det lige ved og næsten for det unge Holbæk-Stenhus-mandskab, der fortsat har nul point stående på kontoen.

Mikkel Hauge var i godt spillehumør og scorede 32 point for Værløse. Rasmus Blak Møller satte 20 point på tavlen for Holbæk. Eysan Wiley leverede en double-double for Holbæk på 15 point og 12 rebounds.

Holbæk skal møde Randers Cimbria på udebane i næste runde, så det talentfulde hold skal ramme dagen, hvis Randers skal blive det første hold, der bliver besejret af ligaoprykkerne fra Holbæk.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her

TV-kamp: Kampen om førstepladsen

Tirsdag er det tid til basketball på SPORT LIVE, når kampen mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved skydes i gang klokken 19:15.

Klokken 19:00 tænder vi op for tirsdagens storkamp, hvor vinderen tager førstepladsen i Basketligaen.

Der er altså mere end blot sejren på spil i dagen topbrag. Kampen spilles i Sparekassen Danmark Basketball Center.

Tæt topstilling

Det forsvarende danske mestre fra Bakken Bears er inden aftenens kamp placeret på en delt andenplads sammen med både Horsens IC og Randers Cimbria.

Team FOG Næstved er inden tirsdagens brag Basketligaens førehold, og de har to point ned til de tre hold på andenpladsen.

Næstved kan altså med en sejr skabe afstand til konkurrenterne, mens Bakken Bears med en sejr vil tage førstepladsen, da de vil være bedre indbyrdes med Næstved-mandskabet.

Ligaens bedste forsvar mod ligaens bedste angreb

At Team FOG Næstved ligger nummer et skyldes uden tvivl, at de har startet sæsonen utrolig effektivt i den offensive ende af banen.

Mike McGuirl er ligaens topscorer, og han har startet sin karriere i Næstved med et brag. Inden dagens kamp scorer han i gennemsnit 22,8 point per kamp.

Ved sin side har han både Rodney Chatman og Ian Dubose, der henholdsvis snitter 21,8 og 19,0 point per kamp. I gennemsnit har Næstved-holdet scoret 102 point per kamp i Basketligaen, hvilket vidner om et højt niveau.

Bakken Bears scorer i gennemsnit 96 point per kamp, men har været ligaens bedste hold målt i den defensive ende.

Bakken Bears tillader i gennemsnit modstanderholdet at score 71 point per kamp, hvilket er ligaens laveste snit. Til sammenligning scorer modstanderholdet i snit 83 point mod Næstved.

Børnenes aften i Aarhus

Som en bonus til aftenens topkamp afholder Bakken Bears sin årlige Teddy Bear Toss-begivenhed, som er et event de afholder i samarbejde med Børnenes kontor.

Ved den første Bakken Bears’ treer er der bamseregn, hvor publikum kaster bamser på banen. Bamserne går til julegavehjælp til danske familier.

Kampen på SPORT LIVE har tipoff kl. 19:15.

Få overblikket over 10. spillerunde

Den kommende spillerunde i Basketligaen, der skydes igang tirsdag aften i det nordlige Aarhus, består af fem kampe.

Første kamp er tirsdag kl. 19:15 i Sparekassen Danmark Basketball Center mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. Vinderholdet er sikre på at gå ind til 11. spillerunde på førstepladsen i Basketligaen. Læs optakt til topbraget, der bliver vist på SPORT LIVE, her.

Lørdag den 26. november kl. 14:00 mødes BMS Herlev og Svendborg Rabbits i Nordic Basketball Arena Skovlunde. BMS Herlev går ind til kampen som undertippede, men det talentfulde Herlev-hold skal på ingen måde afskrives. Holdet har allerede formået at slå Bakken Bears, så det ville ikke være smart at undervurdere BMS Herlev.

Søndag den 27. november skal der spilles tre kampe i landets bedste række.

Kl. 13:30 BC Copenhagen på besøg i Vejlby-Risskov Hallen hos Bears Academy. Academy vandt over Værløse Blue Hawks i 9. spillerunde, mens BC Copenhagen tabte på hjemmebane til BMS Herlev, så gæsterne har i den grad brug for en sejr.

Kl. 14:00 er der tipoff i Forum Horsens, hvor Horsens IC får besøg af BK Amager. Amagerkanerne sad over i seneste spillerunde og har derfor fået opladt batterierne inden mødet med HIC.

Kl. 16:00 finder rundens sidste kamp sted, da Holbæk-Stenhus er værter for Værløse Blue Hawks i Holbæk-Sportsby. Værløse har tabt tre i streg, mens Holbæk endnu har til gode at smage sejrens sødme, så det bliver spændende at se, hvilket hold der får brudt den negative stime.

Rundt om runden: 9. spillerunde

Deng Adel leverede en stor kamp, da Bakken Bears gæstede Svendborg Rabbits i 9. spillerunde
Foto: Championsleague.basketball

Efter en kort landskampspause vendte Basketligaen tilbage den 17. november.

Bakken Bears og Svendborg Rabbits leverede rundens kamp, da guld- og sølvvinderne fra sidste sæson torsdag aften i sidste uge stod overfor hinanden i Rise Sparekasse Arena på Sydfyn.

Opgøret, der blev vist på SPORT LIVE, var en gentagelse af sidste års finalserie. Desværre for de mange fremmødte Rabbits-fans blev det ikke til revanche for Kaninerne mod de dominerende bjørne, der ikke skulle bruge lang tid på at få kampen under kontrol.

Det første møde i sæsonen mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears var en knapt så spændende affære, hvor Bakken i løbet af anden periode bragte sig komfortabelt i front. Første periode var tæt, men derefter stod der Bakken Bears på det meste.

Svendborg gik på flere runs, men det var ikke nok til for alvor at komme med i kampen.

Kampen sluttede 81-106 i Bakkens favør.

Deng Adel leverede sin hidtil bedste præstation i Bakken Bears-uniformen i Basketligaen. Den tidligere Cleveland Cavaliers-spiller scorede 31 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Sølvvinderne fik høvl

Opgøret på det sydlige Fyn var én af tre kampe, der blev afviklet torsdag aften.

I Horsens var Randers Cimbria på besøg hos Horsens IC, og der var lagt op til en spændende kamp, der kunne sende Horsens IC ned på tredjepladsen i ligaen med et nederlag. Med en sejr kunne Randers Cimbria rykke op på andenpladsen i ligaen, og det var netop det der skete efter 40 jævnbyrdige minutter i Østjylland.

De to hold fulgtes ad fra start til slut, og med lidt held til sidst i kampen kunne HIC-fansene på lægterne have fået fornøjelsen af minimum fem minutters overtid.

Ved stillingen 81-82 ramte Randers Cimbrias Jonathan Klussmann et stort skud med 12 sekunder tilbage af kampen, hvilket bragte Randrusianerne foran med tre point. Klussmann viste initiativ og satte HIC i en svær situation.

Randers Cimbria løb med sejren i torsdagens kamp med 81-85

Amerikanske Josh Fortune var i hopla og scorede 27 point. Fortune havde dertil 13 rebounds. Jonathan Klussmann scorede 25 point og lavede ni assists.

Mest scorende for Horsens IC var Chris Lykes med 22 point. Klubmanden Vedran Borovcanin stod for 19 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Afklapsning på Sydsjælland

Torsdagens tredje og sidste kamp fandt sted på det sydlige Sjælland, hvor Team FOG Næstved tog imod ligaoprykkerne Holbæk-Stenhus.

Opgøret i Næstved blev sat i gang 30 minutter efter tipoff i Horsens, så Andy Hipsher´s tropper kunne ved indgangen til fjerde periode erfare, at de med en sejr ville overtage førstepladsen i Basketligaen grundet Horsens ICs førnævnte nederlag til Randers Cimbria.

Det ville uden tvivl være en stor motivation for den velspillende Team FOG Næstved-trup, hvis det var en information, de havde forud for kampen, men på vej ind til fjerde periode var sejren allerede så godt som i hus. På det tidspunkt var Næstved foran med hele 87-59.

Føringen var kæmpe stor efter tre perioder, men efter ti minutter var der allerede utrolig langt vej hjem for Holbæk-Stenhus. Efter første periode var stillingen 35-9, og med Holbæks historik in mente i denne sæson var der næppe den store tvivl om, at Næstved ville formå at køre sejren hjem.

Næstved startede kampen med et vanvittigt 18-2 run.

Topscorer blev Næstveds Rodney Chatman med 27 point. Holbæks Eysan Wiley noterede sig for en Triple-Double med 21 points, 13 rebounds og 11 assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev kravler op i tabellen

Fredag aften var der basketball i Nørrebrohallen, hvor BMS Herlev gæstede BC Copenhagen.

Nørrebrohallen var igen fyldt, men hjemmepublikumet måtte for anden hjemmekamp i træk gå skuffede hjem ovenpå et Copenhagen-nederlag.

BMS Herlev var i front i størstedelen af kampen og slog BC Copenhagen med 84-92.

Sejren sender BMS Herlev op i den sjovere ende af tabellen. Herlev ligger i skrivende stund på 6.pladsen med fire sejre i syv kampe, hvilket holdet helt klart kan være tilfredse med. Copenhagen sidder på 8. pladsen med tre sejre i ni kampe, hvilket er knapt så tilfredsstillende.

BC Copenhagen har for nyligt afsluttet samarbejdet med profilen Nathan Scott, og amerikanerens fravær var ikke noget, der gavnede fredagens hjemmehold.

Topscorer var Eamonn Joyce fra BMS Herlev og Andrew Ramirez fra BC Copenhagen hver især med 20 point. Ramirez havde dertil fem rebounds, fem assists og fire steals, mens Joyce tog ni rebounds.

Hannibal Salomon leverede en double-double med 16 point og 11 rebounds. Salomon havde derudover fem steals.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Værløse fuldendte næsten comeback

Lørdag bragede Værløse Blue Hawks og Bears Academy sammen i det nordlige Aarhus.

Værløse Blue Hawks kom til Smilets By med forhåbninger om at kunne tage hjem til Nordsjælland med en sejr og to point, men Bears Academy, anført af Keane Thomann, ville det anderledes.

Academy kom ud til kampen i suveræn stil og var efter ti minutters spil foran med 25-12, hvilket bragte dem i en ganske gunstig position. Værløse hentede en smule ind på Academy, hvorfor der var otte point mellem de to hold i pausen.

I tredje periode fortsatte gæsterne fra Værløse det lovende spil, og det gav dem faktisk overtaget i kampen. Forud for fjerde og sidste periode var Værløse foran med to point, men en flot fjerde periode af hjemmeholdet sikrede aarhusianerne en sejr på 74-69.

Keane Thomann stod for 16 point og fem rebounds for Academy. Mikkel Hauge var topscorer med 19 point og havde derudover syv rebounds.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Autopilot i Holbæk

9. spillerunde sluttede i Holbæk, hvor Holbæk-Stenhus for anden gang i sæsonen skulle stå overfor de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Det var samtidig de to holds anden kamp i 9. spillerunde, så de havde ikke fået mange dages pause siden sidste kamp.

Bakken Bears gik ikke overraskende ind til kampen som kæmpe favoritter, og der skulle da heller ikke gå længe, før Aarhus-holdet var stort i front.

Kampen mellem Holbæk-Stenhus og Bakken Bears skilte sig ud fra Næstveds møde med Holbæk få dage forinden ved, at Holbæk kom en anelse bedre ud af starthullerne. Efter fire minutter var der blot tre point mellem holdene, men efter første periode var det 12 point, der adskilte de to mandskaber.

Bakken Bears havde spillet sig varme, og derfra kunne det stjernespækkede Bakken Bears-mandskab sætte kampen på autopilot.

Bears sejrede med 56-85. Kylor Kelley fra Bakken Bears var topscorer med 18 point. Rasmus Blak scorede 14 point for hjemmeholdet.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

TV-kamp: Sidste sæsons finalister krydser klinger på Sydfyn

Torsdag aften er det igen tid til basketball fra Basketligaen på SPORT LIVE.

Klokken 19:00 tænder vi op for storkampen mellem sidste sæsons to finalister, når sølvvinderne Svendborg Rabbits tager imod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Braget skydes i gang klokken 19:15 i Rise Sparekasse Arena i Svendborg.

Revanche-tid

Der er mere end blot to point og en sejr på spil i torsdagens opgør.

De to klubber mødtes både i finaleserien og i pokalfinalen i sidste sæson. Svendborg tog sig af pokaltitlen, og Bakken Bears tog sig af det danske mesterskab.

Finaleserien blev overlegent vundet med 4-0 af torsdagens gæster fra Aarhus, og derfor må vi forvente, at Kaninerne fra Sydfyn er på jagt efter revanche.

Det er dog ikke de to samme mandskaber, der møder hinanden. Begge klubber har haft stor udskiftning på deres holdkort over sommeren, men mon ikke intensiteten forbliver den samme, når de to tophold krydser klinger for første gang i denne sæson.

Svær start på sæsonen

Ingen af de to klubber har fået den ønskede start på denne sæson i Basketligaen.

Begge klubber har tabt kampe, som de har gået ind til som favoritter, og derfor er klubberne inden braget til at finde på en delt fjerdeplads i ligatabellen.

Begge klubber har blandt andet tabt til Værløse Blue Hawks, der har tager fusen på sidste sæsons finalister.

Svendborg har i denne sæson fået ny cheftræner i form af John Lattimore. Det er derfor Lattimore´s første kamp mod Bjørnebanden.

I denne sæson bliver Svendborg Rabbits’ offensiv styret af Devin Whitfield, der snitter 20,9 point per kamp, hvilket er nok til at placere ham på fjerdepladsen over spillere med det højste scoringsgennemsnit hidtil.

Anton Harbo møder sit gamle hold

En person, der nok har ekstra sommerfugle i maven inden topkampen er Anton Harbo.

Han møder nemlig sit gamle hold, som han var med til at vinde Basketligaen med de seneste tre sæsoner.

Nu står han altså på Svendborgs holdkort, så torsdag bliver det til et gensyn med klubben, han har tørnet ud for i en årrække.

I denne sæson snitter Anton Harbo lige godt 25 minutter på banen for Rabbits. Han snitter 4,7 point, 2,3 assists, 2,0 rebounds og et enkelt steal per kamp.

TV-kampen på SPORT LIVE har tipoff 19:15.

Få overblikket over 9. spillerunde

Efter en kort landskampspause er Basketligaen tilbage.

Fra torsdag til søndag er der hele seks kampe på programmet. Mulighederne for at se en masse god basketball er altså mange.

Torsdag den 17. november løber tre kampe af stablen. Kl. 18:45 mødes Horsens IC og Randers Cimbria i Forum Horsens. Førstepladsen i Basketligaen får besøg af tredjepladsen, så der er garanti for spænding i det østjyske brag.

Kl. 19:15 er der tipoff til to kampe.

På SPORT LIVE kan man se kampen mellem sidste sæsons to finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Førstnævnte skal spille to kampe i niende spillerunde. Læs optakt til TV-kampen her.

I Arena Næstved spiller Team FOG Næstved mod Holbæk-Stenhus, og med en sejr kan de rykke op på førstepladsen, hvis resultater andetsteds flasker sig.

Fredag den 18. kommer Værløse Blue Hawks til Smilets By, hvor Bears Academy venter i Vejlby-Risskov Hallen. Denne kamp starter kl. 14:00.

Lørdag den 20. skal Bakken Bears igen i aktion. Denne gang skal de på besøg hos Holbæk-Stenhus.

Rundt om runden: 8.spillerunde

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Efter otte spillerunder i Basketligaen står det klart, at Horsens IC og Team FOG Næstved topper ligaen hver især med 12 point i syv kampe. De Gule fra Horsens indtager førstepladsen, da de er bedre indbyrdes med holdet fra Sydsjælland.

Begge hold var i den forgangne spillerunde i aktion og kunne gå på landskampspause med en sejr.

Fire spillere fra Basketligaen var med det danske herrelandshold på tur i weekenden. Bakken Bears-trioen Darko Jukic, Noah Churchill og Gustav Knudsen var blevet udtaget, mens Jonathan Klussmann også var at finde på det danske holdkort.

Desværre blev det til nederlag mod Nordmakedonien og Slovakiet for de danske drenge.

Storsejr til Næstved

I løbet af sæsonens første otte runder har Basketligaen været præget af adskillige overraskelser, hvor undertippede mandskaber besejrede forhåndsfavoritterne.

Historien var dog en anden i ottende spillerunde, hvor overraskelserne og spændingen i nogle kampe udeblev.

Team FOG Næstved tog i sidste uge imod BK Amager, og opgøret i Arena Næstved var en af de kampe, hvor både overraskelsen og spændingen udeblev.

BK Amager, der siden den sensationelle sejr mod Svendborg Rabbits i sæsonåbneren blot har hentet en enkelt sejr, blev kørt rundt i manegen mod et Team FOG Næstved-hold, der virkelig har tur i den for tiden.

Spillet flyder for Næstved, der lige nøjagtigt missede en plads i semifinalerne i sidste sæson, og i løbet af det seneste landsholdsvindue har Næstved forstærket truppen med Che Bob, der også spillede for klubben i sidste sæson. Det kan du læse mere om her.

Team FOG Næstved sejrede komfortabelt mod BK Amager med 120-78. Kampens topscorer var Amagers Oscar Quackenbush med 24 point.

Næstveds MVP-kandidat Mike McGuirl, der for nyligt blev kåret som sæsonens første Player of the Month i Basketligaen, scorede 23 point for Team FOG Næstved. Både Ian Dubose og Rodney Chatman satte 20 point.

Næstved uddelte øretæver til Amager, men Amagerkanernes nedsabling skulle vise sig ikke at være den største i ottende spillerunde.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Tre på stribe for Svendborg

Efter en skidt start på sæsonen begynder det at ligne noget på Sydfyn.

Svendborg Rabbits hentede deres tredje sejr i streg, da de på ottende spilledag besejrede ligaens oprykker Holbæk-Stenhus på udebane med 75-92.

Med sejren rykker sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen op på femtepladsen. Sydfynboerne står nu med fire sejre og tre nederlag, hvilket ikke just er tilfredsstillende, men den seneste periode viser, at pilen peger i den rigtige retning.

I den anden lejr er situationen ej heller fremragende, da Holbæk-Stenhus endnu har sin første sejr i ligaen til gode.

Sæsonen igennem har det været et tema, at Holbæk-Stenhus som forventet ville være stærkt udfordret, men det unge akademihold har trods at have været bagud stort nægtet at smide håndklædet i ringen, og opgøret mod Kaninerne var ingen undtagelse.

Holbæk har i mange kampe kæmpet i samtlige 40 minutter, og det er måske blot et spørgsmål om tid før det belønnes.

I forbindelse med mødet med Svendborg fik amerikanske Eysan Wiley debut for Holbæk. Wiley´s ankomst falder på et lunt sted for sejrsløse Holbæk-Stenhus. Wiley noterede sig for 20 point og 11 rebounds i sin debut.

Holbæks Rasmus Blak Møller spillede sin bedste kamp i Basketligaen i sin hidtil unge karriere. Den unge dansker scorede 28 point, hvilket er hans nye career high i Basketligaen.

Som dobbeltlicensspiller hos Team FOG Næstved i sidste sæson var 12 det højeste antal point, han scorede i en kamp. I denne sæson har han indtil videre scoret +15 point i fem af Holbæks syv kampe.

Mest scorende for Rabbits var Jaylen Fornes med 17 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Fortune og Norfleet førte an

Ugens TV-kamp var mellem BMS Herlev og Randers Cimbria i Nordic Basketball Arena Skovlunde.

Hjemmeholdet gjorde en god indsats, men det lykkedes Randers Cimbria at tage turen over Storebælt med en 77-85 sejr.

BMS Herlev åbnede ballet med et layup af Marqus Marion, der bragte BMS Herlev i front – for første, men også for sidste gang i kampen. Gæsterne fra Kronjylland tog efterfølgende over og var i resten af kampen i front.

Herlev spillede en dårlig første halvleg, hvor de kun fik scoret 29 point. Herlev så bedre ud i anden halvleg, hvor de fik skrabet point af Cimbrias føring, men det var aldrig nok til at overtage føringen fra Randers.

Randers Cimbria vandt med 77-85.

Holdkammeraterne Josh Fortune og Brandon Norfleet var kampens helt store oplevelser. Fortune leverede 26 point, ti rebounds og otte assists. Fortune var således tæt på en Triple-double og stjal dertil bolden af to omgange.

Brandon Norfleet, der kom på Fullcourt.dks første Team of the Month i sæsonen, var også tæt på en Triple-double med 23 point, ni rebounds og 11 assists. Norfleet sluttede også på to steals.

Topscorer for Herlev blev August Haas med 19 point. Marqus Marion lavede 18 point og tog syv rebounds.

Randers Cimbria har dermed sejret i fem ud af syv kampe, hvilket rækker til en tredjeplads. BMS Herlev har tre sejre i seks kampe.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Sæsonens største nederlag

Der var bøllebank først på ugen til BK Amager, og en tilsvarende ydmygelse skulle vise sig at udspille sig få dage senere, da Bakken Bears besøgte BC Copenhagen i Nørrebrohallen.

Hovedstadsholdet, der manglede flere profiler, blandt andet Nathan Scott, som de for nyligt har afsluttet samarbejdet med, blev banket med cifrene 68-118. Copenhagen var også uden Frederic Filsoof og Andy Ramirez, mens Bakken var uden Darko Jukic og Kylor Kelley.

Nederlaget på 50 point er det største i Basketligaen i denne sæson. I starten af oktober-måned sejrede Bears mod Holbæk-Stenhus med 49 point, så det er nu Copenhagen, der er indehaver af denne knap så fede rekord.

Bakken Bears sad på alt på spillet og var altdominerende foran en fyldt Nørrebrohallen.

Bjørnene tog kontrollen fra start og kunne cruise sig til en overbevisende sejr.

Spillet for Copenhagen som hold var ikke ideelt, men hjemmeholdets Sharif Barfi spillede en rigtig flot kamp. Barfi scorede 24 point, hvilket er hans career high i Basketligaen.

Bakken Bears´ Elijah Childs scorede 23 point.

Durell Vinson var ligeledes en af de fem spillere, der kom på Fullcourt.dks første Team of the Month i sæsonen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

HIC bevarer førstepladsen

Inden holdene kunne gå på en kort landsholdspause, skulle opgøret mellem Værløse Blue Hawks og Horsens IC afvikles.

Hjemme i Søndersøhallen tabte Værløse Blue Hawks til Horsens IC med 82-87.

Værløse Blue Hawks gik ind til kampen som ubesejrede på hjemmebane med sejre over Bakken Bears, Svendborg Rabbits og BK Amager, men den stime brød Horsens IC, der leverede en stærk holdindsats.

På det individuelle plan var det Værløses Balsa Veljic, der leverede en stor præstation. Veljic scorede 28 point og var således delt topscorer over de fem kampe i ottende spillerunde med Rasmus Blak fra Holbæk.

Horsens IC tog teten fra kampens start og spillede en suveræn første periode, der lagde fundamentet til sejr. Stillingen efter ti minutter var 12-31 i gæsternes favør.

Værløse var længe om at komme op i omdrejninger og var bedre med i de næste tre perioder, hvilket kampens slutcifre er et bevis på. Det var derfor en skidt første periode, der blev dyr for Værløse Blue Hawks.

Chris Lykes scorede 17 point for HIC, mens klubmanden Vedran Borovcanin scorede 16 point og havde syv rebounds og fire assists.

Sejren betyder, at HIC fortsat er på førstepladsen i Basketligaen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Team of the Month: september/oktober

Fullcourt.dk har kåret sæsonens første Team of the Month i Basketligaen. Se holdet her.

Mike McGuirl (Team FOG Næstved), Chris Lykes (Horsens IC), Brandon Norfleet (Randers Cimbria), Marqus Marion (BMS Herlev) og Durell Vinson (BC Copenhagen) er de fem spillere, der har fortjent en plads på sæsonens første Team of the Month i Basketligaen.

Holdet er sat gennem en afstemning på Basketligaen-redaktionen hos Fullcourt.dk.

Stats fra september/oktober:

Mike McGuirl: 24,5 points, 5,5 rebounds, 3,6 assists og 2 steals per kamp.
Chris Lykes: 23,6 points, 3 rebounds og 4,5 assists per kamp.
Brandon Norfleet: 19,1 points, 6,5 rebounds, 7 assists og 1,8 steals per kamp.
Marqus Marion: 20,2 points, 9,6 rebounds og 1,6 steals per kamp.
Durell Vinson: 16 points, 11,2 rebounds, 3,8 assists og 1,7 steals per kamp.

Læs mere om de fem spilleres start på sæsonen og årsagen til udvælgelserne lige her.

TV-kamp: Randers Cimbria gæster BMS Herlev

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Torsdag kl 19:15 er der igen basketball fra Basketligaen i dit tv. Ugens TV-kamp på SPORT LIVE er BMS Herlev, der på hjemmebane tager imod Randers Cimbria, og der er udsigt til en spændende kamp.

Udeholdet fra Randers Cimbria går ind til torsdagens TV-kamp med en flot og komfortabel sejr i sidste spillerunde mod Bears Academy, hvor fem Randers Cimbria-spillere sluttede på +10 point: Josh Fortune (12), Mikel Beyers (14), Jonathan Klussmann (14), Bakary Camara (15) og Brandon Norfleet (19).

Norfleet spillede en bemærkelsesværdig kamp og var tæt på at lave en TripleDouble med sine ni rebounds og ti assists.

Randrusianernes topscorer i denne sæson er stortalentet Jonathan Klussmann med et snit på 19,8 point per kamp.

Sensationssejren

BMS Herlev mødte Bakken Bears i sidste spillerunde, og her fik de en sensationel sejr, der vil blive husket rigtig længe.

Herlev slog Bakken Bears med 78-71, så selvtilliden fejler næppe noget hos det unge BMS Herlev-hold, der med en sejr mod kronjyderne kan kravle over Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks og ende á point med netop Randers Cimbria, der dog har været i aktion seks gange forud for torsdagens brag, mens BMS Herlev har spillet fem kampe.

Både Randers og Herlev har sejret i tre af deres seneste fem kampe, så formmæssigt matcher de hinanden.

I Herlevs famøse sensationssejr mod Bakken Bears var det stjerneskuddet Marqus Marion, der i øjeblikket modtager college-tilbud fra USA på samlebånd, Eamonn Joyce og August Haas, der stod for henholdsvis 21, 21 og 15 point. Marion havde dertil 13 rebounds og to steals i kampen. Haas tilføjede seks rebounds, ni assists og hele fem steals til sin flotte statline.

Torsdagens kamp står således mellem to stærke hold, der vil gøre alt for at kunne de tilføje de to point til regnskabet efter 40 minutters basketball i Nordic Basketball Arena Herlev.

Kampen har tipoff kl. 19:15. Transmissionen starter kl. 19:00.

Da der efter 8. spillerunde i Basketligaen venter en kort landsholdspause, er næste TV-kamp på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE først den 17. november mellem sidste sæsons finalister i ligaen, Svendborg Rabbits og Bakken Bears.

Se det fulde TV-overblik herunder: