TV-kamp: Anden semifinale mellem Bakken og Horsens

Foto: Per Bille / Bakken Bears

Torsdag aften venter semifinale nr. 2 mellem Bakken Bears og Horsens IC.

Bakken Bears tog første stik i semifinaleserien mod Horsens IC mandag aften. Det var en gyserafslutning mellem de to ærkerivaler, helt i tråd med de to klubbers tæthed denne sæson. De havde mødt hinanden fem gange inden mandag aften – tre sejre til Horsens, to til Bakken – heriblandt overtidssejre, buzzer beater-sejre og masser af intensitet og dramatik. Og denne kamp var ingen undtagelse, hvor det endte med en smal 90–85 sejr til de forsvarende danske mestre.

Som 3’er i mellemspillet var Bakken Bears inden serien tvunget til at vinde mindst én kamp i Forum Horsens, da Horsens har hjemmebanefordel som 2’er. Den hjemmebanefordel er vendt nu rundt efter Bakkens sejr i Forum Horsens mandag aften.

Torsdag aften mødes de igen i semifinale 2 i Sparekassen Danmark Basketball Center. Kan Bakken bringe sig på 2–0 i serien og dermed give sig selv tre matchbolde? Eller kan Horsens svare igen og bringe hjemmebanefordelen tilbage i eget favør?

Få svaret torsdag aften når SPORT LIVE og JFM Play sender kampen med optakt fra kl. 18.30.

Jagan Mosely er Årets Spiller: ‘En bittersød følelse’

Jagan Mosely er Årets Spiller i Basketligaen 2024/25. Næstved-kaptajnen er beæret over udnævnelsen, men ville naturligvis gerne bytte den med en semifinaleplads.

Mandag aften modtog Team FOG Næstveds Jagan Mosely prisen som Årets Spiller i Basketligaen 2024/25. Det var dog ikke på egen hjemmebane i Næstved han modtog prisen, da sydsjællænderne ikke spiller flere kampe i år. I stedet blev prisen overrakt i Svendborg.

Den missede semifinaleplads fylder meget hos Jagan Mosely, og selvom han er beæret over udnævnelsen som Årets Spiller, så ville han naturligvis langt hellere have haft Næstved i en semifinale.

SPORT LIVE mødte ham i pausen under gårsdagens TV-kamp. I videoen øverst kan du se interviewet med ham, samt prisoverrækkelsen, hvor han fik overrakt et Festina-ur som beviset på, at han er Årets Spiller i Basketliagen 2024/25.

Jagan Mosely er Årets Spiller 2024/25

Foto: Team FOG Næstved

Team FOG Næstveds Jagan Mosely er valgt som Årets Spiller i Basketligaen 2024/25.

Team FOG Næstved startede sæsonen fantastisk som ubesejret de første 13 kampe, og det var bl.a. med en velspillende Jagan Mosely i spidsen.

Det udmøntede sig i en kåring som Efterårets Profil i Basketligaen, og nu er han også blevet kåret som Årets Spiller denne sæson.

Afstemningen er traditionen tro foregået blandt spillerne fra alle 11 klubber i ligaen. 12 udvalgte spillere fra hver klub har stemt, og det er Næstveds kaptajn, der endte med at få flest stemmer. Man kan dog ikke stemme på en spiller fra egen klub.

Det er Moselys tredje sæson i Næstved, og helt klart også hans bedste som han netop har afsluttet. Mosely har spillet 18 kampe og har snittet 18.3 point, 4.6 rebounds og 5.3 assists, samt en FG% på 61.

Nr. 2 i afstemningen blev BK Amagers Caden Ebeling. Nr. 3 blev Svendborg Rabbits’ Isiah Small.

Prisen uddeles i samarbejde med Festina Watches.

TV-kamp: Årets første semifinale

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Begge semifinaleserier begynder mandag aften, og SPORT LIVE rykker OB-vognen til Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits tager imod Randers Cimbria.

Otte måneders ventetid er fordi. Efter 30 runders grundspil og mellemspil, er det nu blevet tid til semifinaler, hvor der spilles bedst-af-fem.

Der er fire hold tilbage i kampen og mesterskabet. De to semifinaler hedder Svendborg–Randers og Horsens–Bakken.

Begge kampe bliver afviklet på samme tid kl. 19.00 mandag aften. SPORT LIVE vil være til stede i Rise Sparekasse Arena i Svendborg, hvor de starter deres optakt fra kl. 18.30.

Mads Andersen forlænger med Rabbits til 2028

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Svendborg Rabbits forlænger kontrakten med head coach, Mads Andersen, til sommeren 2028.

Bedst som Svendborg Rabbits gør sig klar til semifinalerne som førsteseedet i Basketligaen, har man netop offentliggjort en forlængelse med head coach, Mads Andersen.

Kontrakten stod oprindeligt til at udløbe til sommeren 2026, men der er nu smidt yderligere to år på, så den løber helt til sommeren 2028.

Den 30-årige head coach kom til Svendborg i 2022 i en fuldtidsstilling som assistenttræner for førsteholdet, cheftræner for 1. divisionsholdet samt talentchef i klubben. Senere i 2022/23-sæsonen blev han udnævnt som head coach for førsteholdet, og siden da er det kun gået én retning.

Denne sæson har det for alvor taget fart. Med en 1. plads i både grundspillet og mellemspillet, og med en record på 24–6, har det indtil videre været en forrygende sæson for kaninerne, der ikke har vundet DM-guld siden 2010. Men i år har fynboerne for alvor muligheden for at gå hele vejen, bl.a. med en fantastisk hjemmebane i ryggen. En hjemmebane, hvor de fortsat er ubesejret med 15 sejre i 15 kampe denne sæson.

‘Danmarks mest attraktive basketballjob’
Forlængelsen vækker stor glæde hos begge parter, og for Mads Andersen selv, har det ikke været nogen svær beslutning – overhovedet.

– Jeg synes, at jeg har Danmarks mest attraktive basketballjob. Derfor var det også en no-brainer, da klubben rakte ud i forhold til en kontraktforlængelse. Klubben har på mange parametre givet mig så meget, og jeg er virkelig glad for at kunne give noget igen. Både i form af kontinuitet og forhåbentlig også nogle fortsat gode resultater, fortæller Mads Andersen i en pressemeddelelse.

Svendborg Rabbits-direktør, Troels Mortensen, føler, at han råder over en af Danmarks absolut bedste trænere, og derfor er det også med stor glæde, at kontrakten med Mads Andersen er blevet forlænget.

– I mine øjne er Mads en af de absolut bedste danske trænere, vi har. Vi følte derfor, det var nærliggende at forlænge samarbejdet med yderligere to sæsoner, så vi sammen kan fortsætte den positive rejse vi er på. Kontinuitet på trænerpositionen er vigtig for os, og det sikrer vi nu, og det sender også et stærkt til spillertruppen samt kommende spillere, der skal iklæde sig Rabbits-trøjen, fortæller Troels Mortensen.

Foto: Svendborg Rabbits

Højdepunkter: Bakken Bears – Team FOG Næstved

Mandag aften blev mellemspillet afsluttet i Basketligaen, og det endte med en storsejr til Bakken Bears og Team FOG Næstved.

Du kan se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er bragt i samarbejde med SPORT LIVE.

Semifinalerne er på plads

Mellemspillet er afsluttet og vi kender nu de to semifinale-matchups.

Efter syv måneder og 30 spillerunder i grundspillet og mellemspillet er det nu blevet tid til semifinaler.

Mandag aften fik afsluttet sidste spillerunde, og sådan her ser den endelige stilling i Playoff A ud:

1. Svendborg Rabbits 24–6
2. Horsens IC 22–8
3. Bakken Bears 22–8
4. Randers Cimbria 20–10
5. Team FOG Næstved 19–11
6. BC Copenhagen 9–21

En historisk tæt top i Basketligaen, hvor Team FOG Næstved trak sorteper og lige akkurat ikke kom med i semifinalerne.

I stedet hedder holdene Svendborg, Horsens, Bakken og Randers, og semifinalerne har fordelt sig således:

Svendborg Rabbits (1) – Randers Cimbria (4)
Horsens IC (2) – Bakken Bears (3)

Semifinaleserierne spilles bedst-af-5, hvor Svendborg og Horsens har hjemmebanefordel.

Spilledatoerne:
Mandag 28. april (TV-kamp: Svendborg–Randers)
Torsdag 1. maj (TV-kamp: Bakken–Horsens)
Mandag 5. maj
Torsdag 8. maj (evt.)
Mandag 12. maj (evt.)

TV-kamp: Sæsonens sidste dans for Team FOG Næstved

Foto: Team FOG Næstved

2. påskedag venter sidste runde i mellemspillet. TV-kampen hedder Bakken Bears – Team FOG Næstved, der samtidig bliver sidstnævntes sidste kamp i sæsonen.

Dette års semifinalister er fundet, og derfor bliver den sidste runde i mellemspillet uden den store spænding. Team FOG Næstveds skæbne blev nemlig afgjort i torsdags, da man tabte til Bakken Bears.

Nu venter der så en gentagelse af dén kamp – denne gang i Aarhus. Team FOG Næstved slutter som sorteper på 5. pladsen og har derfor intet at spille for mandag aften, men det har Bakken Bears til gengæld.

De danske mestre ved, at de skal møde Horsens IC i semifinalen, men det er endnu ikke afgjort, hvem der napper 2. pladsen og dermed får hjemmebanefordel i semifinaleserien. Bakken kan dog ikke selv afgøre det, da Horsens IC samme aften møder BC Copenhagen.

Sidste runde i mellemspillet mandag aften ser således ud:
Bakken Bears – Team FOG Næstved (TV-kamp)
Horsens IC – BC Copenhagen
Svendborg Rabbits – Randers Cimbria

Alle kampe har tip-off kl. 19.00

TV-kampen sendes direkte på SPORT LIVE og JFM Play med optakt fra kl. 18.30.

De fire semifinalister er fundet

Foto: Casper Theilgaard Christiansen / René Kongsgaard / Per Bille / Thorfoto

Med en enkelt runde tilbage af mellemspillet, har vi nu fundet dette års fire semifinalister.

Det har været nogle meget skuffende måneder for Team FOG Næstved, der ellers startede sæsonen fantastisk ved at vinde de første 13 kampe. Siden da har de tabt 10 og kun vundet 6.

Og det blev udslagsgivende skærtorsdag, hvor de tabte 83–105 til Bakken Bears, samtidig med at Randers Cimbria slog Svendborg Rabbits. Det betyder, at Team FOG Næstved ikke længere kan nå en semifinaleplads.

Dermed har vi fundet de fire semifinalister i Basketligaen anno 2024/25. Det eneste vi er sikre på er, at Svendborg Rabbits slutter som nr. 1, og dermed har hjemmebanefordel mod nr. 4.

Dog kender vi ikke placeringerne endnu fra nr. 2 til 4, som står mellem Horsens IC, Bakken Bears og Randers Cimbria. Det ligner dog umiddelbart, at Horsens IC tager 2. pladsen, hvis de lever op til den store favoritværdighed mod BC Copenhagen i sidste runde.

Det hele bliver afgjort 2. påskedag, hvor alle seks hold i Playoff A skal i aktion.

Når mellemspillet er afsluttet på mandag, begynder semifinaleserierne en uge efter, den 28. april, hvor der spilles bedst-af-5.