Off-season interview: Sylvester Berg

Foto: Kim Haugaard

Basketligaen er gået på sommerferie og starter op igen til september. Vi benytter ventetiden til at snakke basketball med nogle af aktørerne. I denne artikel får du et interview med Bakken Bears’ landsholdsforward Sylvester Berg.

Hvad får du tiden til at gå med her i sommerpausen?

– Jeg har først og fremmest en måned med landsholdet, så det fylder en del. Og ellers er det ren og skær træning. Det er nu man skal bygge på fysisk til næste sæson. Men der er selvfølgelig også lidt afkobling fra basketball ovenpå en lang sæson.

Hvordan er det at gå på sommerferie med endnu et mesterskab?

– Det er dejligt. Det er altid fedt at vinde, men dén her var lidt federe, synes jeg. Konkurrencen var virkelig stor i år, man følger mere med i de andre kampe, ligaen er blevet med kompetitiv osv. Så det gør det bare federe at vinde et mesterskab. Jeg var også med dengang til den første af de ni mesterskaber i streg tilbage i 2017. Inden da havde man jo tabt to år i streg. Og det var lidt den samme glæde i begge tilfælde. Og så var det selvfølgelig også fedt at kunne fejre mesterskabet på hjemmebane. Det er mange år siden det sidst er sket. Det var bare en fantastisk følelse at gå på ferie med.

Du har lige forlænget din kontrakt hos Bakken Bears med yderligere to år. Hvorfor har du valgt det?

– Det er der flere grunde til. Først og fremmest er jeg fra Aarhus. Jeg elsker klubben. Og så skal man i år enten spille Champions League eller FIBA Europe Cup-gruppespil, og ambitionsmæssigt passer det mig rigtig godt. Jeg er 27 år og kunne sagtens tage ud i Europa igen, og det var også tæt på, at det skulle ske. Men jeg synes, det ville være svært at tage afsted nu, specielt hvis man er glad. Og det er jeg, jeg er glad her i klubben. Så jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle tage chancen og tage et andet sted hen. Og så er det et utroligt spændende projekt med Skyler (Bowlin, red.) som ny træner. Han har en masse idéer, han er passioneret, han vil bygge videre på kulturen, som han og jeg også har snakket om, og det blev jeg rimelig solgt på.

Du er 27 år og dermed på vej ind i din bedste basketalder. Har du gjort dig nogle tanker om det ift. at få nogle sidste gode år i udlandet på en højere hylde inden du “for gammel”?

– Jeg holder det stadigvæk åbent. Det er ikke skudt ned endnu. Jeg har helt sikkert et højt ambitionsniveau til mig selv. Men jeg spiller i en utrolig professionel klub, der skal spille Champions League eller FIBA Europe Cup næste sæson. Og det er altså basketball på højeste niveau i Europa. Ja, man kunne måske godt spille i en national liga, hvor niveauet er højere. Det er da godt for CV’et, ens personlige udvikling osv. Så ja, det er en lidt mindre national liga i Danmark, men konkurrencen er blevet stor, vi står et godt sted og vi skal spille europæisk basketball. Og så kan jeg samtidig være hjemme i Aarhus i trygge omgivelser, og det er det, der betyder noget for mig.

Du har spillet fire år i udlandet. Har du fundet ud af med årene, at det er i Aarhus, du føler dig bedst tilpas?

– Det er et godt spørgsmål. Mine familie og venner er tæt på. Min kæreste og jeg har et hjem her. Jeg kender alle i klubben, jeg kender ungdomsafdelingen, jeg kender de frivillige. Så selvfølgelig er det her, jeg har det bedst. Men på samme tid vil jeg ikke sige noget negativt overhovedet om at spille i udlandet. Det synes jeg nemlig også er fedt. Man får fantastisk mange oplevelser ud af. Man udvikler sig meget af at være i udlandet, både personligt og sportsligt.

Dine tanker omkring 2025/26 med Skyler Bowlin som ny cheftræner? Jeg tænker stadig det altoverskyggende mål er at vinde det danske mesterskab igen?

– Det er det selvfølgelig. Vi er en vindende klub. Og det kunne være rigtig sejt at vinde ti mesterskaber i streg. Og det bliver utroligt spændende med Skyler som ny cheftræner. Jeg ved, hvad han står for og hvad han kan tilbyde som cheftræner.

Hvordan bliver det for dig, at skulle have Skyler som træner? Du har jo været vant til at have ham som holdkammerat. Nu er han lige pludselig din chef.

– Det tænker jeg ikke så meget over. Jeg har aldrig rigtig været uenig med ham om noget. Han ved mega meget, han er passioneret og så er han i forvejen en naturlig leder i omklædningsrummet. Jeg tror, det er meget naturligt for ham at skulle coache. Så det er jeg virkelig spændt på.

Som en lille krølle på interviewet, vil jeg her til sidst høre dig om du har et idol inden for basketball? Er der en bestemt person i basketverdenen, du ser op til eller spejler dig selv med? Enten i dag eller da du var yngre?

– Da jeg var lille, elskede jeg Carmelo Anthony. Men jeg fik sgu ikke helt samme game som ham. I dag ser jeg meget Euroleague, og der er der en del spillere, jeg synes er fede at se på. Et decideret idol har jeg ikke i dag, men helt generelt synes jeg LeBron James er den bedste spiller nogensinde, og jeg nyder virkelig at se ham spille.

Tre Basketligaen-spillere på landsholdet

Foto: Tom Andreasen / FIBA

Når Danmarks herrelandshold spiller to træningskampe mod Japan den 19. og 20. juli, bliver det med tre nuværende Basketligaen-spillere i truppen.

Landstræner Allan Foss har netop udtaget landsholdstruppen til de to træningskampe mod Japan den 19. og 20. juli. Her er hele 10 ud af de 12 spillere enten nuværende stjerner eller tidligere profiler i Basketligaen.

Tre nuværende Basketligaen-stjerner er at finde i truppen.

Adam Heede-Andersen
Svendborg Rabbits (tidl. Værløse Blue Hawks)

Sylvester Berg Pedersen
Bakken Bears (tidl. Bears Academy)

Liam Churchill Sørensen
Horsens IC (tidl. Bakken Bears og Bears Academy)

Derudover er der hele syv spillere med fortid i Basketligaen, der har taget turen til det store udland.

Bakary Dibba
Rio Breogán (tidl. BC Copenhagen)

David Kristensen
CB Tarragona (tidl. Bakken Bears og Bears Academy)

Gustav Winther
IU Indy Jaguars (tidl. BC Copenhagen)

Jermaine Ballisager Webb
Portland Pilots (tidl. Bakken Bears og Bears Academy)

Jonathan Klussmann
Rasta Vechta (tidl. Randers Cimbria og BK Amager)

Mads Bonde Stürüp
Gipuzkoa Basket (tidl. Team FOG Næstved og Hørsholm 79ers)

Zarko Jukic
IR Reykjavik (tidl. Team FOG Næstved og Hørsholm 79ers)

En stærk repræsentation af Basketligaen, og en stor anerkendelse til de danske klubber, der har været med til at udvikle disse danske landsholdsspillere.

Vi glæder os til at følge de danske herrer mod Japan den 19. og 20. juli som opvarmning til VM præ-kvalifikationen, der begynder i august.

Stolt Svendborg-direktør ovenpå sølvmedalje: ‘Om fem år har vi forhåbentlig et par mesterskaber’

Foto: Tom Andreasen / Casper Theilgaard Christiansen

Sølvmedalje, ny arena og suverænt højeste tilskuergennemsnit i ligaen. En fantastisk sæson på alle parametre har givet Svendborg Rabbits blod på tanden.

2024/25 vil for altid stå som en skelsættende sæson for Svendborg Rabbits.

Selvom det lige akkurat ikke lykkedes at vinde det danske mesterskab, så var sæsonen fyldt med store højdepunkter for kaninerne fra Sydfyn.

Vindere af grundspillet og mellemspillet. Suverænt bedste hjemmehold med 18 sejre i 19 kampe. Tre ud af de fire individuelle priser til Svendborg-aktører. Ny topmoderne arena indviet med plads til 3.600 tilskuere. Klart bedste tilskuergennemsnit i hele Basketligaen.

Højdepunkterne var mange, og derfor er det også en stolt Svendborg-direktør, der ser tilbage på 2024/25-sæsonen.

– Jeg er rigtig stolt over, at vi er lykkedes med at få så mange mennesker i hallen. Stor cadeau til alle dem, der er involveret i projektet, både vores ansatte, spillere og frivillige, der alle knokler hårdt. Dét her er en fælles opgave og dermed også en fælles succes, siger Svendborg-direktør, Troels Mortensen.

Netop de mange tilskuere på hjemmebane er et springende punkt i den netop overstået sæson, hvor den nye arena har givet tilskuersnittet et gigantisk løft.

Foto: Tom Andreasen

I grundspillet spillede man alle ti kampe i den gamle hal, hvor gennemsnittet lød på 832 tilskuere. De ni kampe i slutspillet, i de nye rammer, havde et gennemsnit på hele 1.997 tilskuere!

Sammenlagt over hele sæsonen giver det et tilskuergennemsnit i Svendborg på 1.384 tilskuere. Og det er suverænt flest af alle i hele Basketligaen.

– Vi er så taknemmelige for, at så mange vil støtte os i de nye rammer. Det er vi rigtig stolte over. Nu ligger der så en masse arbejde i at bevare et rigtig højt tilskuersnit i den kommende sæson, siger Troels Mortensen.

Det er ikke kun i Svendborg der har været en tilskuerfremgang. Det har der i hele ligaen, og i starten af måneden kunne Basketligaen offentliggøre en markant tilskuerfremgang, hvor Svendborg Rabbits er den store højdespringer.

I top-5 over kampe med flest tilskuere i 2024/25, der er fire af dem i “Kaninhulen” i Svendborg.

Vil jagte mesterskaber
Svendborg Rabbits har sæson på sæson kæmpet om medaljer, men det er ikke altid, det er ikke lykkedes. I år var man tæt på guldet, og med en fantastisk sæson i bagagen, har Svendborg Rabbits kun fået mod på mere.

– Til dagligt arbejder vi for at vinde medaljer. Det skal vi også næste år. Og det skal gerne være af så fin en karat som muligt. Med en sølvmedalje og 19 sejre ud af 20 mulige på hjemmebane, så har vi fået blod på tanden, siger Troels Mortensen.

Store ambitioner på banen, men også uden for banen, hvor man går efter at være den førende i Danmark når det kommer til antallet af tilskuere.

– Der er ingen tvivl om, at vi går efter at være markedsleder på tilskuergennemsnittet i Danmark. Det er vores målsætning. Vi kommer til at søsætte nogle spændende tiltag. Basketball er populært på Sydfyn, og der skal vi blive ved med at køre på. Vi skal selvfølgelig levere nogle fede oplevelser på banen, men vi skal også gøre et show ud af det og levere en masse god underholdning.

“Og så har vi om fem år også vundet et par mesterskaber.”

Troels Mortensen, direktør, Svendborg Rabbits

Hvor står I henne om fem år, både på og uden for banen?

– Om fem år har vi udvidet organisatorisk, så vi har flere hænder i det daglige. Og så har vi om fem år også vundet et par mesterskaber. Og så er det ambitionen, at vi skal være fast medaljeaftager. Vi skal jagte medaljerne, men vi skal også sikre, at forretningen hænger sammen uden for banen, og det har vi i hvert fald formået de sidste seks år, hvor vi har leveret sorte tal i regnskabet, afslutter Troels Mortensen.

Samtidig er målet i Svendborg også at præsentere et lille overskud hvert år. Og falder godt i hak med, at Svendborg Rabbits forleden kunne præsentere en stor, strategisk samarbejdsaftale med SJF Bank på tre år. SJF Bank bliver dermed klubbens største samarbejdspartner, hvor målet bl.a. er at styrke det sydfynske sportsmiljø.

Bakken Bears melder klar til Champions League-kvalifikation

Foto: Kim Haugaard

I 2025/26 vender Bakken Bears tilbage til FIBA’s turneringer, hvor man enten kommer til at spille Champions League eller FIBA Europe Cup.

Bakken Bears er det klart mest succesfulde danske hold på den europæiske basketscene. Tre kvalifikationer til hovedturneringen i Champions League, tre semifinaler i FIBA Europe Cup, og ikke mindst den første europæiske titel til et dansk hold, da man vandt European North Basketball League (ENBL) i april 2024.

Der er naturligvis en europæisk rangorden, hvor Champions League er den største turnering i FIBA-regi, dernæst FIBA Europe Cup, og så ENBL. Bakken deltog i de første otte udgaver af Champions League-kvalifikationen, hvor det lykkedes at kvalificere sig tre gange.

I 2024/25 valgte man dog ikke at deltage i Champions League, da man ville forsvare sin ENBL-titel. Men nu er Bakken tilbage i FIBA’s turneringer, og derfor kommer 2025/26 enten til at byde på Champions League eller FIBA Europe Cup.

Skulle det ikke lykkes at kvalificere sig til Champions League, vil man nemlig i stedet ryge over i FIBA Europe Cup-turneringen, hvor man har store traditioner og har nået semifinalen hele tre gange.

– Det er et naturligt træk at deltage på så højt niveau som muligt, og selvom vi har været glade for at være en del af ENBL, kan vi mærke, vi har savnet FIBA’s turneringer – det gælder både spillere, stab og resten af klubben. Vi håber også, det vil gavne os rekrutteringsmæssigt at være med i kvalifikationen til FIBAs største turnering, siger Bakken-direktør, Michael Piloz, i en pressemeddelelse.

Kvalifikationen til Basketball Champions League afvikles i slutningen af september. Der er lodtrækning til turneringen den 2. juli.

Svendborg Rabbits henter Adam Heede-Andersen

Foto: Tom Andreasen

Adam Heede-Andersen skifter til Svendborg Rabbits på en tre-årig kontrakt.

Efter en enkelt sæson på Island, vender Adam Heede-Andersen hjem til Danmark og skal i 2025/26 tørne ud for vicemestrene, Svendborg Rabbits.

Adam Heede-Andersen fik professionel debut i Værløse efter fire år på college i Minnesota, og efter fem sæsoner i det nordsjællandske, ville Værløse-kaptajnen prøve lykken i udlandet.

Især den sidste sæson inden skiftet, var han en af Basketligaens helt store profiler på et fantastisk spillende Værløse-hold, der sparkede døren ind til top-6 og formåede at vinde to kampe i Playoff A. Her var Adam styrmanden som kaptajn og den spilstyrende guard.

Det udmøntede sig i en landsholdsdebut sidste år, samt en kontrakt hos Körfuknattleiksdeild Hattar på Island, hvor han blev holdkammerat med Gustav Suhr-Jessen. Opholdet blev dog ikke den store succes, da holdet endte med at rykke ned.

Nu vender 28-årige Adam Heede-Andersen så hjem til Danmark og har skrevet en tre-årig (2+1) kontrakt med Svendborg Rabbits.

– Når Svendborg Rabbits har været bedst, så har det været med stærke danske guards. Senest med Balsa Veljic, men også med spillere som Sebastian Åris, Adama Darboe, Chanan Colman, Mikkel Plannthin og Martin Mariegaard, er fællesnævneren stærkt lederskab, og det får vi også med Adam. Han er en naturlig leder og kommer til, at bidrage yderst positivt til vores i forvejen stærke træningskultur. Han bliver en forlænget arm på banen for trænerstaben og skal være med til at sætte retningen i dagligdagen, hvilket jeg glæder mig meget til, siger head coach Mads Andersen i en pressemeddelelse.

– Svendborg Rabbits er et rigtig godt match for mig både personligt og sportsligt. Ambitionerne er høje, og målet om et mesterskab er en fed udfordring, som jeg virkelig ser frem til. Det er tydeligt, at der er skabt et stærkt miljø omkring holdet og klubben, så jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater, og skabe en fed stemning i Rise Sparekasse Arena sammen med dem og en masse Rabbits-fans, siger Adam Heede-Andersen.

Årets Hold 2024/25 (valgt af SPORT LIVE)

SPORT LIVE har sat Årets Hold i Basketligaen 2024/25.

Hver måned hele sæsonen har SPORT LIVE kåret Månedens Hold i Basketligaen. Nu har de kåret Årets Hold ud fra, hvem der har været på Månedens Hold flest gange.

G: Avery Anderson III, Randers Cimbria (3)
19.8 pts, 4.7 reb, 4.7 ast, 2.6 steals, FG: 49% (30.6 min)
Første sæson i Randers Cimbria og blev klubbens topscorer. Nr. 4 på topscorerlisten i Basketligaen.

G: Darko Jukic, Bakken Bears (4)
12.4 pts, 3.5 reb, 6.1 ast, 1.6 steals, FG: 44.6% (27.8 min)
Ottende sæson i træk i Bakken Bears. Flest assists af alle spillere i hele ligaen i gennemsnit.

F: Sylvester Berg, Bakken Bears (3)
12.4 pts, 6.1 reb, 3 ast, 1.3 steals, FG: 48.4% (25.7 min)
Kom tilbage til Bakken Bears i sommeren 2023. Statsmæssigt blev dette hans bedste sæson nogensinde i Bakken.

F: Isiah Small, Svendborg Rabbits (3)
17.1 pts, 7.6 reb, 2.5 ast, 1.5 steals, FG: 59.1% (26.6 min)
Første sæson i Svendborg Rabbits. Sjetteflest rebounds af alle i hele Basketligaen. Kåret til Årets Spiller af SPORT LIVE. Nr. 3 i afstemningen i Basketligaen.

F: Caden Ebeling, BK Amager (4)
24.7 pts, 13.1 reb, 1.7 ast, 0.9 steals, FG: 48.9% (34.6 min)
Første sæson i BK Amager. Topscorer i Basketligaen – både i point og rebounds.

Coach: Mads Andersen, Svendborg Rabbits (4)
Anden hele sæson som head coach i Svendborg Rabbits. Kåret til Årets Træner i Basketligaen. Svendborg Rabbits vandt sølv, vandt både grundspillet og mellemspillet. Svendborg var det bedste forsvarshold i 2024/25 med kun 77.1 point imod i gennemsnit, samt det bedste hjemmebanehold med kun ét nederlag hele sæsonen.

Fotos: Thorfoto / Matthias Storgaard, Stuntdouble Media / Capser Theilgaard Christiansen / Mick Snijders, Atomick Vision

Månedens Hold: Maj 2025 (valgt af SPORT LIVE)

For sidste gang i 2024/25 har SPORT LIVE sat Månedens Hold i Basketligaen.

Basketligaen 2024/25 er overstået, og det sluttede med fantastisk spændende semifinaler og finale maj måned. Her er SPORT LIVE’s udvalgte fem spillere og en træner.

G: Skyler Bowlin, Bakken Bears
6 kampe: 10.2 pts, 0.7 reb, 3.5 ast, FG: 36.6% (28 min)

G: Darko Jukic, Bakken Bears
6 kampe: 16 pts, 3.3 reb, 5 ast, FG: 43.7% (30 min)

F: Sylvester Berg, Bakken Bears
6 kampe: 16 pts, 5.8 reb, 2.8 ast, FG: 61% (25 min)

F: Isiah Small, Svendborg Rabbits
6 kampe: 17.8 pts, 8.3 reb, 2.8 ast, FG: 52.9% (28 min)

F: Urald King, Bakken Bears
6 kampe: 14.2 pts, 10.2 reb, 2.2 ast, FG: 60% (25 min)

Coach: Anders Sommer, Bakken Bears
6 kampe: 5 sejre og 1 nederlag, PF: 545, PA: 458, PD: +87

Skyler Bowlin er ny head coach i Bakken Bears

Foto: Kim Haugaard

Bakken Bears har deres trænerstab på plads til næste sæson, og manden i spidsen bliver Skyler Bowlin, der netop har stoppet sin aktive spillerkarriere.

Der gik kun et døgns tid fra Bakken Bears offentliggjorde, at man stopper samarbejdet med head coach Anders Sommer, til man præsenterede en ny.

Og det bliver et velkendt ansigt, der overtager styringen hos de danske mestre fra næste sæson. 35-årige Skyler Bowlin har netop stoppet sin aktive spillerkarriere efter tre sæsoner i Bakken Bears, hvor han samtidig også har trænet de unge drenge på Bears Academy.

Nu er det “the real deal”. Den store spillerprofil tager skridtet direkte ind på den store scene og scorer det største trænerjob i dansk klubbasket.

– Jeg er meget begejstret for muligheden for at være cheftræner i en klub som Bakken Bears. Jeg er ekstremt ydmyg over at have fået opgaven at forsøge at fortsætte med at bygge videre på, hvad Anders og alle i klubben har været i stand til at opnå. Det bliver ikke nemt, men jeg er mere end spændt på denne nye udfordring og begynde på min trænerkarriere, siger Skyler Bowlin i en pressemeddelelse på Bakken Bears’ hjemmeside.

Bowlin har haft en stor og flot spillerkarriere med et hav af meritter, mesterskaber og MVP-titler i flere lande. Basketball-livet startede hjemme i Arkansas, og derefter på college i Missouri. Derefter tog han turen ud i den store basketverden, og som professionel har han spillet i Tyskland, Australien, Sverige, Østrig, Grækenland og Polen, men danske basketelskere vil selvfølgelig bedst kende ham for sine seks år i dansk basketball. Først fra 2012 til 2015 i Horsens IC, og senest fra 2022 til 2025 i Bakken Bears.

Med et flot og velpolstret CV, har han i sin tid i Danmark vundet hele fire mesterskaber, to pokaltitler og en ENBL-titel. Derudover blev han i 2015 kåret som MVP i Basketligaen, da han og Horsens IC vandt det danske mesterskab.

Bowlins assistenter på trænerbænken er også velkendte Bakken-ansigter. Thomas Hemmingsen og Jakob Freil udgør sammen med Skyler Bowlin trænerteamet i Bakken Bears næste sæson.

Anders Sommer stopper i Bakken Bears

Foto: Kim Haugaard

Bakken Bears og Anders Sommer er nået til enighed om ikke at forlænge samarbejdet.

Anders Sommer har netop ført Bakken Bears til endnu et dansk mesterskab. Det fjerde på fire forsøg som head coach. Men der bliver ikke flere forsøg i denne omgang.

Bakken-træneren har nemlig kontraktudløb, og lørdag eftermiddag meddeler de to parter, at de er blevet enige om ikke at forlænge samarbejdet til den nye sæson.

– Efter fire fantastiske år, har vi valgt at ændre på head coach-posten. Anders har en kontrakt, der udløber. Det har vi snakket frem og tilbage om, og vi synes, det er det rigtige tidspunkt at skifte – både for vores skyld og for Anders’ skyld, fortæller Bakken-direktør, Michael Piloz, i en kort video på Bakken Bears’ Facebook-side.

Anders Sommer har vundet 100% af de danske mesterskaber, han har haft mulighed for at vinde. Og der er heller ikke noget at sætte en finger på fra Bakkens side, men klubben mener dog, at man skal finde de rigtige tidspunkter, hvor veje bør skilles – og nu er tiden inde.

– Vi har haft fire fantastiske år med fire mesterskaber. Det kalder jo bare på, at man forsøger at køre videre. Men det tror jeg, det er vigtigt, at man finder det rigtige tidspunkt at komme videre på for alle parter, så det ikke bliver automat-forlængelser indtil en klub fyrer en træner. Det synes jeg, man ser rigtig mange eksempler på i sportens verden. Og der har vi lyst til at gøre tingene på en anden måde, og det har vi haft dialog med Anders om, siger Michael Piloz.

Ambitioner om udlandet
Anders Sommer har haft mange succesfulde år i dansk basketball, hvor han år efter år har klatret rangstien. Først med en opvækst i Værløse Basketball Klub, både som ungdoms- og førsteholdstræner. I 2019 kom han til Bakken Bears som assistent under Steffen Wich inden han i 2021 overtog head coach-posten. Derudover har han også ti års erfaring som dansk ungdomslandstræner.

Det blev altså til hele seks sæsoner i Bakken Bears. Seks meget succesfulde sæsoner med et hav af trofæer, hvoraf de seneste fire var som head coach. Fire danske mesterskaber på fire forsøg, samt en pokaltitel og den klart største triumf i ENBL i april 2024, hvor man som det første og eneste danske hold nogensinde har vundet en europæisk turnering. Derudover har han også ført Bakken til en semifinale i FIBA Europe Cup.

Efter en fantastisk flot trænerkarriere i Danmark, står det nu klart for Anders Sommer, at det næste step i karrieren er udlandet.

– Der har været en rigtig fin dialog omkring det i længere tid. Det seneste års tid har det ligget i kortene at dét her skulle være min sidste sæson. Det er selvfølgelig et svært farvel, jeg er glad for klubben og byen. Men jeg har også ambitioner om at prøve udlandet, og nu tror jeg tiden er rigtig, siger Anders Sommer.

Bakken Bears meddeler, at erstatningen for Anders Sommer ikke er klar, men at der formentlig snart vil blive meldt noget ud.

Lige såvel har Anders Sommer heller ikke fremtiden 100% på plads, men “der er nogle både i søen, og så må vi se, hvilket hav, det bliver,” afslutter han til sidst i videoen.

Markant tilskuerfremgang i 2024/25

Foto: Tom Andreasen / Svendborg Rabbits

Denne netop afsluttet Basketliga-sæson bød på en markant fremgang i antallet af tilskuere.

111.684.

Så mange tilskuere mødte op til de i alt 172 kampe i Basketligaen 2024/25. Et gennemsnit på 649 tilskuere pr. kamp. Det er en markant stigning sammenlignet med de forgange tre sæsoner.

Der har generelt været en eksplosiv og opadgående kurve siden coronapandemien. I 2021/22-sæsonen var der i alt 67.486 tilskuere. Og med de 111.684 tilskuere i 2024/25, så kan vi konstatere en stigning på hele 65% de seneste tre år.

Det har også været en bemærkelsesværdig stigning fra sidste sæson. I 2023/24 var der i alt 90.752 tilskuere og et gennemsnit på 525 pr. kamp. Med de 111.684 tilskuere og et gennemsnit på 649 i 2024/25, er det dermed en stigning på hele 23% på blot én sæson.

Historisk set er 2024/25 den tredjebedste sæson nogensinde i Basketligaen siden man begyndte at måle tilskuertal fra 2000/01-sæsonen.

– Det er en ekstremt flot tilskuerfremgang Baskettligaen viser i den netop overståede sæson. En udvikling der gerne skulle fortsætte de kommende år, så endnu flere får mulighed for at følge Basketligaen helt tæt på, og dermed kan se både sport på absolut topniveau, men også de rigtig flotte rammer for tilskuerne, som præsenteres i Basketligaen, siger Emil Bødker, direktør i Basketligaen.

– Kampen om folks fritid er hård, men vi tror i Basketligaen på, at vi har et meget konkurrencedygtigt produkt, hvilket fremgangen i tilskuertallene også viser, uddyber han.

Top-5 kampe med flest tilskuere i 2024/25
1) 13. marts 2025: Svendborg Rabbits – BC Copenhagen: 3.152
2) 15. maj 2025: Svendborg Rabbits – Bakken Bears: 2.380
3) 9. januar 2025: Randers Cimbria – Horsens IC: 2.375
4) 22. maj 2025: Svendborg Rabbits – Bakken Bears: 2.117
5) 3. april 2025: Svendborg Rabbits – Bakken Bears: 1.890

Lad os tage de historiske briller på et kigge på udviklingen i tilskuertallene siden 2000/01.

* På virket af coronapandemien