Sådan spilles Playoff

Med kun 2 kampe tilbage af grundserien nærmer slutspillet sig med hastige skridt. Det var ellers meningen af lørdagens 5 kampe skulle danne afslutning på grundserien men som bekendt har Corona-spøgelset hærget i BL og har derfor gjort at 2 kampe først afvikles i starten af marts måned. Resultatet af de 2 resterende kampe (BK Amager – Bakken Bears 3. marts og Værløse Blue Hawks – Svendborg Rabbits 4. marts) har dog ingen betydning for hvilke hold der har kvalificeret sig til Playoff A og Playoff B.

Playoff A

Hold Point
Bakken Bears 34*
Svendborg Rabbits 26*
Team FOG Næstved 26
Horsens IC 24
Randers Cimbria 22
Bears Academy 14
*kan få 2 point mere hvis de vinder sidste kamp i grundserien

De 6 hold i Playoff A møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De point som holdene har efter alle kampene i grundserien mod alle hold tages med over. De 4 bedst placeret hold i Playoff A kvalificerer sig efterfølgende til semifinalerne. 

Playoff A starter lørdag den 5. marts med et dobbelt arrangement i Vejlby Risskov Idrætscenter hvor Bakken Bears får besøg af Team FOG Næstved kl. 14:00 og kl. 16:30 tager Bears Academy imod Randers Cimbria kl. 16:30. Sidste kamp i første runde mellem Svendborg Rabbits og Horsens IC spilles mandag den 7. marts kl. 19:15.

Du kan se hele kampprogrammet for Playoff A her.

Playoff B

Hold Point
Værløse Blue Hawks 10*
BMS Herlev 8
theView Copenhagen 8
BK Amager 2*
*kan få 2 point mere hvis de vinder sidste kamp i grundserien

De 4 hold i Playoff B møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De point som holdene har efter alle kampene i grundserien mod alle hold tages med over. De 2 bedst placeret hold i Playoff B kvalificerer sig efterfølgende til Playoff B finalen.

Playoff B starter med kampene theView Copenhagen mod Værløse Blue Hawks (ikke fastlagt endnu) og BMS Herlev mod BK Amager. Denne kamp spilles lørdag den 12. marts kl. 13:30 i Herlevhallen.

Du kan se hele kampprogrammet for Playoff B her.

Næst sidste runde i grundspillet

Endnu et upset.

Ugens første kamp var imellem Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks. Gæsterne var som altid kommet for at spille og fulgte godt med i de to første perioder. Ved starten af anden halvleg var scoren 45-38, men her fik hjemmeholdet i løbet af de næste 10 minutter udbygget føringen til 70-54. Fjerde periode blev den mest scorende og den eneste, der blev vundet af Værløse Blue Hawks. Kampen endte 97-82. Corey Silverstrom blev kampens topscorer med 27 point, 5 rebounds og 3 assists.

Randers Cimbria var værter, da de for anden uge i træk havde kamp på SPORT LIVE. Et vigtigt opgør i kampen om Basketligaens fjerde og femteplads. Der var spænding igennem hele kampen, og der blev ikke givet noget line i første halvleg. Lige som det så ud til, at Randers Cimbria skulle gå til pause med en 3 points føring, satte Khalil Ahmad et skud fra distancen. I anden halvleg var der ikke nogen tvivl om, at gæsterne havde overtaget kampen, selvom Randers Cimbria lå lige i hælene på dem. Med 8 minutter tilbage i kampen kommer Horsens IC op med 13 point. Dette bliver dog hurtigt reduceret, men de formår at holde afstanden og vinder kampen 91-101. Udeholdets mest scorende var Khalil Ahmad med 19 point, 6 rebounds og 5 asissts. Kampens topscorer blev Jonathan Klussmann, der havde 20 point, 5 assists og 2 rebounds.

Svendborg Rabbits havde lørdag eftermiddag besøg af BMS Herlev. Gæsterne tog føringen halvandet minut inde i kampen, men det varede dog ikke længe, før hjemmeholdet fik sat gang i maskineriet. Alle fire perioder blev vundet af Svenborg Rabbits, der havde fået Sebastian Åris på banen igen. Anden halvleg var lidt tættere, da tredje periode blev vundet med 2 point og fjerde periode med 1 point. Kampen endte 102-72, og dermed fik Svendborg Rabbits sikret sig andenpladsen i grundspillet. For hjemmeholdet var Oscar Jørgensen mest scoredende med 16 point, 3 rebounds og 2 assists. Topscorer i kampen var Andreas Mortensen med 24 point, 1 rebound og 1 assist.

I Næstved Hallerne sikrede Team Fog Næstved sig tredjepladsen i Basketligaens grundspil, da de besejrede BK Amager. Første periode var et tæt løb med 20-19 til Team Fog Næstved. For hjemmeholdet fik piben dog en anden lyd i anden periode. Godt angreb og suverænt forsvar forvandlede den ellers tætte start til en føring, der hed 64-32 ved pausen. Kampen kunne nu køres stille og roligt hjem, og alle 8 omklædte spillere hos Team Fog Næstved blev noteret for point. Brevin Pritzl blev kampens topscorer med 30 point, 10 rebounds og 5 assists.

Bakken Bears viste endnu engang, at en kamp kan vindes på én velspillet periode, da de lørdag eftermiddag besejrede Værløse Blue Hawks på hjemmebane. I Starten af anden periode var stillingen 20-17, men helt let skulle det ikke være for hjemmeholdet, da Værløse Blue Hawks gjorde gode forsøg på et comeback. Ved pausen var føringen blevet reduceret og den stod så 53-45. Tredje periode var næsten helt lige, men Bakken Bears fik bragt føringen op til 10 point. Der stod Asbjørn Nerlov og Mikkel Hauge på fjerde periode, og kampen stod 85-84 med 2½ minut tilbage. I de sidste 40 sekunder af kampen tilkæmper Værløse sig 2 angrebsrebounds og sender 3 skud afsted fra distancen, dog uden held. Bakken Bears bevarer overblikket og vinder kampen 96-87. For hjemmeholdet var det Jarred Ogungbemi-Jackson, der blev mest scorende med 25 point, 5 rebounds og 3 assists. Topscorer i kampen var Asbjørn Nerlov med 27 point, 9 rebounds og 4 assists.

Forum Horsens bød ligeledes på kamp lørdag eftermiddag. Horsens IC spillede her imod theView Copenhagen i det, der skulle vise sig at være en af ugens mest spændende kampe. Det var gæsterne, der lagde bedst ud og vandt første periode 24-27. Kollektivet hos Horsens får svaret igen, og bringer sig foran inden pausen 54-51. I starten af anden halvleg var der ingen tvivl om, at det nok skulle blive en spændende affære. Nu var det igen theView Copenhagen, der var på toppen, og de vandt tredje periode stort. Comebacket blev ledt af Andrew Ramiréz, og stillingen inden sidste periode var 75-84. Hjemmepublikummet sad på kanten af sæderne i fjerde periode, da deres hold lidt efter lidt kom tættere på en føring. Med 20 sekunder tilbage i kampen kommer Khalil Ahmad på linjen, hvor han scorer første straffe til 102-103 og kunne med næste skud udligne kampen. Khalil Ahmad brænder andet straffe, men Horsens IC får angrebsrebounden og sendt et skudforsøg afsted. Endnu en angrebsrebound af hjemmeholdet, men denne gang bliver bolden dog smidt væk, og kampen er i gæsternes hænder. Med 3 sekunder tilbage får Horsens IC endelig sendt Andy Ramiréz på linjen, hvor han rammer den første og brander det andet. Horsens IC får rebounden, men formår ikke at få sendt et skud afsted, og kampen ender 102-104. Både Hannibal Salomon og Khalil Ahmad blev kampens mest scorende spillere med 26 point hver.

Randers Cimbria og Bears Academy spillede sidste kamp på programmet lørdag eftermiddag, og her manglede der heller ikke spænding. Efter to tætte perioder var Randers Cimbria foran 41-37 ved pausen, til forskel fra sidst de to hold mødtes, hvor Randers vandt med 42 point. Bears Academy kom stærkt ud i tredje periode, og efter 4 minutter havde gæsterne sat sig i førersædet. Borgmesteren fra Randers kom med det hele og mere til i fjerde periode, da det ellers så sort ud. Bears Academy, der ellers havde kæmpet sig til en 9 points føring i perioden, formåede ikke at stoppe Randers Cimbria og især ikke Chris Nielsen, der scorede 14 point af sine 23 point i perioden. Med 6 sekunder tilbage og nede 89-91 sender Chris Nielsen skuddet afsted, som redder dagen for Randers Cimbria. Kampen endte 92-91 og Chris Nielsen blev topscorer med 23 point, 3 assists og 2 rebounds. 

Oscar Jørgensen i hvid
Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Opdatering om refundering fra basketligaen.live

I dag begynder refunderingen af de beløb, der er blevet trukket fra brugerne af basketligaen.live. Vores leverandør har forsikret os, at tilbagebetalingen sker fra i dag og løbende hen over de næste par hverdage.

Vi undskylder igen for ulejligheden og håber at I igen vil benytte jer af vores streamingtjeneste, når vores service er blevet opdateret.

Med venlig hilsen
Basketligaen

Ugens TV-kamp Randers Cimbria vs. Horsens IC

Sami Eleraky i blå
Foto: Mathias Storgaard – Stuntdouble Media

Live fra Arena Randers.

Med få kampe tilbage i grundspillet er spændingen ikke blevet mindre, når det kommer til hvem der ender på tredje, fjerde og femtepladsen. Torsdag aften kl 19:15 står Randers Cimbria og Horsens IC så overfor hinanden igen, og kun 2 point adskiller de to hold.

Randers Cimbria, der ellers var kommet ind i en god stime, led sidste tirsdag et nederlag til theView Copenhagen. Få dage efter kom de tilbage på det vindende spor, med en sejr over Værløse Blue Hawks. Joshua Fortune har nu spillet tre kampe for holdet, og han har med sine 23 point og 6.7 rebounds per kamp vist, at han er en spiller, der passer godt ind og giver ekstra point på pointtavlen. Randers Cimbria har i de sidste 4 kampe scoret 108.4 point i gennemsnit, og er inde i en rigtig god rytme offensivt.

Horsens IC er med seks sejre i træk på vej mod toppen af Basketligaen. Den dårlige start der længe havde dem på ottendepladsen, er nu blevet skiftet ud med en fjerdeplads og sikret adgang til play-off 1-6. Med en sejr kan Horsens IC lægge lidt afstand til Randers Cimbria, og gøre sig endnu større forhåbninger om en tredjeplads. Miki Novovic har stadigvæk ikke været omklædt, hvilket efterlader et lille tomrum i feltet, og kan blive et problem imod Randers Cimbrias Sami Eleraky og Reginald Kissoonlal.

Du kan se kampen på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE torsdag d. 17. februar kl. 19:15. Se med fra kl. 18:30 hvor basketmagasinet OVERTIME ruller over skærmen, efterfulgt af optakt til kampen kl. 19:00.

Dagens medkommentator er et af de absolut største navne indenfor dansk basketball, Mikkel Langager Larsen. Med klubber som Real Madrid, Olimpia Milano og AEK Atene på CV’et vil seerne være i gode hænder under kampen.

Uge 21 i Basketligaen

En travl uge i vente.

Onsdag d. 16. februar kl 19:00 står Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks endelig overfor hinanden. Svendborg Rabbits har tre kampe tilbage i sæsonen, og ligger nu på tredjepladsen efter Team Fog Næstveds sejr over Bears Academy. Det er dog stadigvæk muligt for Svendborg at ende på andenpladsen. Værløse Blue Hawks spillede søndag en stærk første halvleg imod Randers Cimbria, hvilket de også får brug for imod Svendborg Rabbits.

Torsdag d. 17. februar kl. 19:15 kan du se Randers Cimbria tage imod Horsens IC, direkte på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE! Se med på kanalen fra kl. 18:30, hvor basketmagasinet OVERTIME ruller over skærmen.

Lørdag d. 19. februar kl. 15:00 tager Horsens IC imod theView Copenhagen. Det var lige med nød og næppe, at Horsens IC gik fra med en sejr, da de sidst besøgte Københavner holdet. Denne gang kommer theView Copenhagen med en god sejr over Randers Cimbria i bagagen, og et kampprogram uden alt for tætte kampe.

Lørdag d. 19. februar kl. 15:00 er Randers Cimbria endnu engang på hjemmebane, når de tager imod Bears Academy. Hjemmeholdet ligger én plads foran gæsterne på tabellen, og dette bliver en lille forsmag på, hvordan de to hold står i forhold til hinanden i slutspillet.

Lørdag d. 19. februar kl. 15:00 tager Team Fog Næstved hul på grundspillets sidste kamp imod BK Amager. Hjemmeholdet må nok siges at være favoritter i kampen, og vinder de kampen, vil de komme op på 13 sejre og 5 nederlag. For BK Amager er det næstsidste chance for at få en sejr på banen i grundspillet. De har vist bedre form i de seneste kampe efter tilgangen af Mitch Pelissier og Derrick Woods.

Lørdag d. 19. februar kl. 15:00 tager Bakken Bears imod Værløse Blue Hawks. Hjemmeholdet er kun to kampe fra at være ubesejret i grundspillet, og må siges at være favoritter i begge. For Værløse Blue Hawks er det tredje udebanekamp på seks dage.

Lørdag. d. 19. februar kl. 15:00 er der tip-off imellem Svendborg Rabbits og BMS Herlev. Hjemmeholdet åbner dørene i Rise Sparekasse Arena, og der er fri adgang til dem, der skulle have lyst til at se kamp. BMS Herlev har fire sejre i sæsonen, og alle point vil hjælpe inden slutspillet. Svendborg Rabbits, der i perioder har haft lange pauser imellem kampene, får masser af minutter i benene, inden slutspillet begynder.

Overraskelsens uge

Overtid på TV.

En fyldt Nørrebro Hallen og det helt store TV-setup skabte rammen for tirsdagens kamp imellem theView Copenhagen og Randers Cimbria. Udeholdet kom hurtig ud af starthullerne i første periode og tog en føring på 21 point. I anden periode fik theView Copenhagen reduceret føringen med 5 point og gik til pausen med cifrene 40-56. Tredje periode blev der mest af alt udvekslet point, og kampen så ud til at gå gæsternes vej. I fjerde periode tog theView Copenhagen pludseligt over med aggressivt forsvar og hurtige angreb. Med 40 sekunder tilbage i den regulære spilletid får Zeke Moore afleveringen i et fastbreak, og bliver fejlet i skudforsøget af Chris Nielsen, der bliver tildelt en usportslig fejl. Zeke Moore scorer i sit skudforsøg samt det ekstra straffekast, og han bringer dermed hjemmeholdet i front 98-96. I det efterfølgende angreb udligner Reginald Kissoonlal med et dunk til 98-98 og kampen går i overtid. Det var et ustoppeligt hjemmehold i overtiden, og selvom gæsterne var med i starten, kunne de ikke holde dampen oppe. Durell Vinson havde 24 point og 22 rebounds, Zeke Moore 26 point, 8 assists, 4 steals og 3 rebounds. Kampens helt store helt var Hannibal Salomon med 31 point og 5 assists. 27 af hans point blev scoret i fjerde periode og i overtiden.

Der var doubleheader i Herlev Hallen, og derfor var kampen imellem BMS Herlev og Horsens IC først i gang kl. 20:30. Kvinderne havde i kampen forinden slået AKS Falcon, og det gav nok Herrerne en lille forhåbning om også at lave et upset. Det startede godt for BMS Herlev, der havde succes i begge ender af banen og efter første periode var i front 18-13. Gæsterne kom i anden periode igen, og efter 6 spillede minutter var de i front med 1 point. BMS Herlev havde nogle gode forsøg på at tage føringen igen i anden periode, men Horsens IC blev ved med at svare igen, og stillingen inden halvleg var 29-34. Det var ikke mange point, der blev scoret i tredje periode, og gæsterne fik her udbygget deres føring til 39-50. I fjerde periode var det Horsens IC der virkeligt kom i gang. Det lykkedes aldrig rigtig BMS Herlev at komme tættere på, og kampen ender 54-77. Topscorer i kampen var Vedran Borovcanin med 19 point, 5 rebounds og 4 assists.

Team Fog Næstved gæstede torsdag aften Vejlby-Risskov Hallen og Bears Academy. Første og anden periode tilhørte gæsterne, der efter de to periode kunne gå til halvleg med en føring på 36-52. Bears Academy fik dog vendt kampen lidt i tredje periode, da de holdt gæsterne til blot 13 point, og stillingen på vej ind i fjerde periode var 58-65. En hurtig 3’er fra Bubu Palo og så var gæsterne i gang med et 9-0 run. Bears Academy formåede ikke at kæmpe sig tilbage i kampen, der endte 73-91. Topscorer i kampen blev Team Fog Næstveds Bubu Palo med 25 point, 9 rebounds og 7 assists.

BK Amager havde søndag eftermiddag besøg af Horsens IC. Begge hold kom lidt sløvt fra start, men i anden periode fik hjemmeholdet skiftet gear, og kunne gå til pausen i front 43-36. I tredje periode var det dog de gule gæster fra Horsens, der tog over og bragte sig tilbage i kampen. Det var omkring 6 minutter inde i perioden at Horsens IC fik bragt sig i front igen, men BK Amager var fortsat godt med, og stillingen inden fjerde periode var 57-60. Mitch Pelissier tog hjemmeholdet på skuldrene i starten af fjerde periode, og på 2 minutter og 24 sekunder får han scoret 9 point og bragt BK Amager i front med 1 point. Horsens IC fik herefter sat tempoet op i begge ender af banen, og på kort tid forsvandt hjemmeholdets føring. Horsens IC vinder kampen 77-89, og kampens topscorer blev Andy Cleaves med 21 point, 5 rebounds, 4 assists og 4 steals.

 
Randers Cimbria var i søgen efter point efter tirsdagens nederlag i overtid til theView Copenhagen. Dagens modstander var Værløse Blue Hawks, som til trods for at ligge i den anden ende af tabellen også kan bide fra sig. Første periode var højt scorende, og gæsterne var efter de første 10 minutter i front med 2 point. I anden periode blev der dæmpet lidt for scoringerne, men én ting forblev det samme, da Værløse Blue Hawks vinder anden periode med 2 point og går til halvleg med scoren 49-53. Det var et forvandlet Randers Cimbria hold, der indtog banen i tredje periode, og specielt Brandon Randolph brændte varm med 12 point i perioden. Hjemmeholdet scorede hele 37 point i perioden og kom så i front 86-74. I fjerde periode var 8 point det tætteste, som Værløse Bue Hawks kom på sin modstander, der blev ved med at svare igen. Kampens topscorer(e) var utroligt identiske, både Reginald Kissoonlal og Joshua Fortune havde 23 point, 12 rebounds og 2 assists.

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Refundering fra basketligaen.live

Kære abonnent,

Vi beklager at lanceringen af basketligaen.live ikke har fungeret optimalt og de problemer der har været med streaming platformen her i opstarten. Som tidlige annonceret ville brug af siden være gratis i starten ved brug af voucheren ”Basket”. I de flestes tilfælde har dette dog ikke virket og vi beklager endnu engang ulejligheden. Alle vil få refunderet deres penge og vi arbejder på at det bliver gjort i løbet af denne uge. Fra 5. marts vil der indtræde betaling for brug af siden, i takt med starten af play-offs.

Vi har en oversigt over hvor alle betalingerne er fra, så I behøver ikke at kontakte os vedrørende dette. Der vil komme en opdatering i starten af næste uge angående refunderingen. Pengene vil gå tilbage til samme kredit kort som blev brugt under oprettelsen. Har du ikke brugt voucheren ”Basket” ved oprettelse af abonnement, vil du stadigvæk få refunderet dine penge.

Der skulle nu kunne oprettes abonnement uden brug af kredit kort og voucher, dette gælder dog kun til 5. marts.

Tak for tålmodigheden

Venlig hilsen
Basketligaen

Ugens TV-kamp theView Copenhagen vs. Randers Cimbria

Hannibal Salomon i hvid
Foto: Matthias Storegaard – Stuntdouble Media

Bold i Nørrebrohallen.

Tirsdag aften vil der for første gang i nyere tid blive vist basket kamp live på TV fra Nørrebrohallen, når theView Copenhagen tager imod Randers Cimbria.

theView Copenhagen har to kampe tilbage, inden Basketligaen deles op i play-off 1-6 og 7-10. Efter deres sidste TV-kamp imod BK Amager blev de taberdømt og frakendt yderlige 2 point, grundet ulovlig brug af en spiller. Derfor er de indtil videre havnet på en niendeplads. Kan the theView få en sejr eller to mere på kontoen, vil det stille dem godt i forhold til placering i play-off 7-10 finale. Der er dog flere ting, der skal falde på plads, hvis det skal blive til en sejr over Randers Cimbria. Zeke Moore, der ellers er nummer et i alle statistikkerne, blev i sidste kamp imod Randers Cimbria kun noteret for 4 point, 7 rebounds og 2 assist på 26 minutter.
Denne gang er der dog lidt mere bredde i truppen, eftersom at Durell Vinson og Adrew Ramírez har indtaget to vigtige roller på holdet.

Randers Cimbria har vundet deres tre sidste kampe, og kommer formentlig ind til denne kamp med stor selvtillid. Sidst blev det til en sejr på 40 point, og ligesom theView har Randers Cimbria også fået mere bredde på holdet. Tre spillere er tilbage og aktive for holdet, nemlig Esben Reinholt, Brandon Randolph og Joshua Fortune. Der er efterhånden ingen tvivl om at Randers Cimbria bliver et utroligt spændende play-off hold.

Du kan se kampen kl. 19:15 på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE, optakten starter kl. 19:00.

Uge 20 i Basketligaen

Kamp om placeringen.

Tirsdag d. 8. februar kl. 19:15 er der TV-kamp direkte fra Nørrebrohallen på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE, når theView Copenhagen tager imod Randers Cimbria.

Onsdag d. 9. februar kl. 19:00 besøger Svendborg Rabbits Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks venter. Dette er et af de opgør, som vi endnu ikke har set i denne sæson, da TV-kampen de skulle have spillet d. 30. december blev rykket grundet Covid-19. De sidste par år har der været nogle spændende kampe imellem de to hold, dog er Svendborg Rabbits et endnu dybere hold i år.

Onsdag d. 9. februar kl. 20:30 står BMS Herlev og Horsens IC overfor hinanden igen, blot tre dage efter deres sidste kamp. BMS Herlev ender med at vinde anden halvleg, men taber kampen med 13 point og kan håbe at hjemmebane fordelen giver et ekstra skub.

Torsdag d. 10. februar kl. 18:30 er det Bears Academy imod Team Fog Næstved. Med to kampe i sæsonen og en sikret plads i play-off 1-6, vil begge hold forsøge at få ekstra point på kontoen. Bears Academys sidste kamp blev til et 14 points nederlag imod Horsens IC, som de ligger en kamp bag. Team Fog Næstved tog senest en sejr i ugens TV-kamp og ligger fortsat på tredjepladsen. Det er et tæt løb i top 4, hvor Horsens IC der stadigvæk har en del kampe tilbage haler ind på toppen, og derfor skal gæsterne sikre sig en sejr.

Søndag d. 13. februar kl. 14:30 tager BK Amager imod Horsens IC. Det er de gules anden tur over broen denne uge og den sidste inden play-offs. Værterne fra Amager har kun tre chancer tilbage, hvis de skal nå at få en sejr på banen, inden play-off 7-10 begynder i marts.

Søndag d. 13. februar kl. 15:00 i Arena Randers spiller Randers Cimbria imod Værløse Blue Hawks. Det er begge holds anden kamp i ugen, så begge hold burde være ved at finde play-off formen. Skal Værløse gøre sig nogen forhåbning om at komme på sjettepladsen, mangler de to sejre for at udligne med Bears Academy. Randers Cimbria kan med sejre i deres sidste kampe holde fast i deres nuværende fjerdeplads eller rykke op på tredjepladsen.