Nyt europæisk brag: Kan Dinamo Bucharest ødelægge Bakkens stime af sejre i ENBL?

Foto: ENBL

Bakken Bears er kommet godt fra land i European North Basketball.

To kampe har aarhusianerne hidtil spillet, og begge opgør er endt med samme udfald. To sejre ud af to mulige er status for de forsvarende ENBL-mestre, og torsdag aften skal den stime fortsættes, når de hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center får besøg af et hold, der har fået en lidt anden start på den europæiske sæson.

Torsdagens modstander er Dinamo Bucharest, og rumænerne har modsat Bakken tabt begge sine europæiske kampe. Vilkårene for Bukarest må også siges at have været en hård mundfuld fra sæsonens start, da de har mødt Bamberg Baskets og Legia Warszawa i de to kampe. Bamberg Baskets og Legia Warszawa regnes nemlig som to af de stærkeste hold i gruppe B i ENBL.

Mod Bamberg Baskets led de et større nederlag på 78-93. Mod Legia Warszawa så det bedre ud for Dinamo Bucharest, der dog alligevel måtte se sig besejret med 88-91.

I den hjemlige liga har de også haft det svært fra sæsonens start med tre nederlag og to sejre.

Bakken Bears kommer altså til at stå overfor en modstander, der endnu ikke har fået det til at spille.

Mødet med Dinamo Bucharest kan ses på SPORT LIVE fra kl. 18:15. Kampen har tipoff 18:30. Opgørene kommenteres af Peter Jørgensen og Mathias Lyngholt Larsen.

Bakken Bears er inde i en god stime

Bakken Bears startede sæson 2024/25 med et ærgerligt nederlag i Basketligaen ærkerivalerne Horsens IC, men siden er det blevet til lutter sejre for de dominerende bjørne.

Bakkens seneste kamp i ENBL var mod Keila Coolbet fra Estland, og det var en kamp, der blev spillet på Bakkens præmisser. De danske mestre udspillede Keila Coolbet med cifrene 48-82.

I alt er Bakkens nuværende stime af sejre på otte kampe, hvilket vidner om et hold, der lidt efter lidt har fået tanket noget selvtillid og efterhånden er blevet sammenspillet efter de mange udskiftninger i sommerens Free Agency.

I Europa har de mest iøjenfaldende Bakken-spillere været den amerikanske trio Urald King, Jacob Polakovich og Terrence Hargrove Jr. King er holdets topscorer med 18 point per kamp.

Dertil har danske Sylvester Berg trådt i karakter. Berg snitter 11,5 point og 6,5 rebounds per kamp.

Tv-kamp: Horsens IC gæster Holbæk-Stenhus

Foto: MJ Horsens / Stuntdouble Media

Torsdag aften er det igen tid til basketball fra Basketligaen, når Horsens IC kommer på besøg hos Holbæk-Stenhus. Opgøret er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19:00. SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 18:30. Kampen kan desuden også ses på JFM Play, f. eks. Stiften.dk.

HIC er favoritter

Horsens IC har favoritværdigheden, når de torsdag skal forsøge at komme op på hesten igen efter nederlag i sidste spillerunde til Randers Cimbria. De Gule fra Horsens var indtil ubesejrede med fire sejre ud af fire mulige, men kronjyderne leverede en flot indsats på udebane og sejrede med 82-90.

Dermed led Horsens IC deres første nederlag, og torsdag har de muligheden for at viske tavlen ren med sejr mod Holbæk. I sæsonens første fem kampe har HIC besejret BC Copenhagen, BMS Herlev, BK Amager og Bakken Bears.

Holbæk-Stenhus er ikke så overraskende undertippede, når de skal møde HIC, men torsdagens hjemmehold er kommet godt fra land i den nye sæson med sejre mod BC Copenhagen og BK Amager. De spillede dertil nogenlunde lige op med Svendborg Rabbits, mens kampene mod Bears Academy og Bakken Bears var nogle svipsere.

Men ikke desto mindre har det set lovende ud hos Holbæk, der har amerikanske Josiah Johnson i spidsen.

Johnson topper statistikkerne

Torsdagens opgør byder på flere af Basketligaens helt store profiler.

En af dem er hjemmeholdet Josiah Johnson, der er den tredjemest scorende spiller i Basketligaen. Johnson snitter 23,6 point per kamp og er en uhyre vigtig brik i Holbæks spil. Johnson snitter også 8,6 rebounds per kamp.

En anden spiller, som Holbæk meget nødigt vil undvære, er Patrick Renane, der denne sommer kom til klubben. Renane snitter en double-double med 15,8 point og 10,6 rebounds per kamp. I den førnævnte kamp mod Bears Academy leverede han 19 rebounds, hvilket er en ny Holbæk-Stenhus-rekord.

Sidst men ikke mindst har Bernard Edokpayi været meget værdifuld for Holbæk. Edokpayi snitter 15 point per kamp.

Amerikansk trio dominerer i den gule trøje

Hos Horsens er de mest iøjenfaldende spillere den amerikanske trio Matt Balanc, Marek Nelson og Trejon Jacob.

Balanc er holdets topscorer med et snit på 20,5 point per kamp tæt efterfulgt af landsmanden Nelson med 18,4 point og Jacob med 18 point.

Horsens IC kan altså bryste sig af at have nogle af de bedste offensive våben i ligaen.

Horsens er imidlertid også knivskarpe i defensiven, hvor de ifølge statistikkerne er bedst sammen med Svendborg Rabbits.

Det bliver således spændende at se, om HIC-defensiven kan begrænse spillere som Johnson, Renane og Edokpayi.

Fem spillere fra Basketligaen udtaget til dansk bruttotrup

Foto: fiba.basketball – Grafik: Nikolaj Moll

Danmarks Basketball Forbund (DBBF) udtog tirsdag den danske bruttotrup forud for næste måneds to møder med basketballgiganten Serbien.

Det danske herrelandshold møder Serbien hjemme i Danmark den 21. november, mens de tre dage senere møder viceverdensmestrene igen på udebane i Beograd.

Truppens mest markante udtagelser er EuroLeague-stjernerne Iffe Lundberg og Shavon Shields, men landstræner Allan Foss har også fundet plads til fem spillere fra Basketligaen.

De fem udtagede spillere fra Basketligaen er: Tomas Bjarkason (BK Amager), Andreas Holst (Bears Academy/Bakken Bears), Sylvester Berg (Bakken Bears), Darko Jukic (Bakken Bears) og Liam Churchill (Horsens IC).

Derudover er der også flere spillere i truppen, der spillede i Basketligaen i sidste sæson.

“Efter en god start på EM-kvalifikationen med sejr over Georgien og et ærgerligt nederlag i Finland, så venter der os et par fantastiske kampe imod et af verdens bedste hold. Vi må jo nok betegne os som ikke værende favoritter i disse kampe, men det betyder ikke, at vi ikke spiller vores chance, og naturligvis kommer med lige så stor gejst og motivation som i alle andre kampe,”

“Vi kommer til at inkludere både rutine og fremtid i kampene imod Serbien. Andreas Holst, Frederik Drejer og Marcus Møller er fremtidens spillere, som alle har stort potentiale, og hvis vi på den lange bane skal skabe resultater, skal vi investere i den type af spillere.” udtaler Allan Foss til DBBF.

Den fulde danske bruttotrup kan ses herunder:

  • Adam Heede-Andersen – Höttur (Island)
  • Kevin Larsen – HLA Alicante (Spanien)
  • Andreas Holst – Bakken Bears
  • Liam Churchill – Horsens IC
  • Darko Jukic – Bakken Bears
  • Mads Bonde – Gipuzkoa Basket (Spanien)
  • Gustav Knudsen – Spirou Charleroi (Belgien)
  • Marcus Møller – Unicaja Baloncesto (Spanien)
  • Gustav Suhr Jessen – Höttur (Island)
  • Sylvester Berg – Bakken Bears
  • Frederik Drejer – Ratiopharm Ulm (Tyskland)
  • Shavon Shields – Olimpia Milano (Italien)
  • Iffe Lundberg – KK Partizan (Serbien)
  • Tobias Jensen – Ratiopharm Ulm (Tyskland)
  • Jonathan Klussmann – Rasta Vechta 2 (Tyskland)
  • Tomas Atli Bjarkason – BK Amager

Team FOG Næstved er alene på toppen

Tre ubesejrede hold blev torsdag ændret til blot et enkelt.

Efter en neglebider af en kamp i Arena Næstved led Svendborg Rabbits nemlig sæsonens første nederlag, da Team FOG Næstved slog sydfynboerne med 108-105 i overtid. Næstved hentede den sjette sejr i træk og er dermed fortsat ubesejret.

Se stats fra Næstved-Rabbits her.

Andetsted blev det til sejr til Randers Cimbria mod indtil da ubesejrede Horsens IC. De Gule har imponeret i sæsonens indledning, men torsdag tabte de til Randers med 82-90. Det var HICs første nederlag, mens Randers fik en tiltrængt sejr efter fire nederlag i de første seks kampe. Stats fra kampen kan findes her.

Det betyder således, at Team FOG Næstved nu er alene på toppen i Basketligaen.

Du kan se den foreløbige stilling i Basketligaen herunder:


Denne uge i Basketligaen

Fem kampe.

Fra torsdag til lørdag skal der spilles fem kampe i Basketligaen.

Torsdag er der to kampe på programmet, når Horsens IC får besøg af Randers Cimbria i Forum Horsens. Horsens IC er endnu ubesejret.

Det samme er både Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits, der mødes i Arena Næstved. Du kan læse optakt til den kamp her.

Fredag tørner Holbæk-Stenhus og BC Copenhagen sammen i Holbæk Sportsby.

Ugen slutter med to kampe på lørdag i henholdsvis Nordic Basketball Arena Skovlunde og Sparekassen Danmark Basketball Center.

I Skovlunde får BMS Herlev besøg af Bears Academy. I Aarhus tager Bakken Bears imod Værløse Blue Hawks.

Ubesejret stime står for fald: Bliver det Næstved eller Svendborg, der forbliver ubesejret?

Torsdag aften mødes to af Basketligaens tre mest formstærke hold.

Team FOG Næstved får besøg hjemme i Arena Næstved af Svendborg Rabbits, og kun det ene mandskab kan fortsat stå som ubesejret ved dagens ende.

Topopgøret i Basketligaen kan ses på SPORT LIVE. Kanalen er klar med optakt fra 18:45. Kampen kan også ses på Stiften.dk.

Både Næstved og Svendborg står forud for torsdagens brag med fem sejre i fem kampe.

Næstved har hidtil slået BK Amager, Randers Cimbria, BC Copenhagen, BMS Herlev og Bears Academy. Fire af de fem kampe har været meget jævnbyrdige, og opgøret mod Randers Cimbria skulle blandt andet ud i overtid, før der kunne findes en vinder, men selvom det har været tæt, har Næstved haft evnen til at lukke kampen, når det gjaldt, og det er alt andet lige det vigtigste.

Svendborg Rabbits har i sæsonens første fem kampe mødt Værløse Blue Hawks, Bears Academy, Holbæk-Stenhus, Randers Cimbria og BMS Herlev, og flere af deres kampe har også været tætte, men tilsvarende har de været bedst til at trække det længste strå.

fdsfdsf

Team FOG Næstved har hidtil haft godt med succes, og det er blandt andet på grund af deres knivskarpe offensiv.

Sydsjællænderne har ifølge statistikkerne den bedste offensiv i Basketligaen, hvor de snitter næsten 100 point per kamp. Helt præcist scorer de i snit 97,6 point per kamp.

Næstveds mest scorende spillere er Zay Williams, Jagan Mosely, Greg Elliott III, David Jean-Baptiste og Caleb Huffman.

Til sammenligning scorer Svendborg Rabbits i snit 82,4 point per kamp. Det, der omvendt har gjort Svendborg et af ligaens farligste holdt i de første fem kampe, har været deres gode defensive. Hvor Næstved indtil videre kan prale over at have den mest effektive offensive, fører Rabbits statistikkerne i defensiven.

I snit bliver der scoret 69,6 point mod Svendborg. Næstved er derimod at finde i den anden ende, hvor de ifølge statistikkerne har den tredje dårligste defensiv. Næstved lukker 89,8 point ind per kamp.

Det bliver altså spændende at se, hvilket hold der bedst kan drage nytte af deres styrker i torsdagens topkamp.

SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:45.

Udebane i Estland: Bakken Bears på jagt efter anden sejr i ENBL

Foto: Basketfotografen

Det er blevet tid til Bakken Bears´ første udebanetur i European North Basketball League, ENBL.

De forsvarende ENBL-mestre er rejst til Estland, hvor Keila Coolbet venter, og Bakken Bears håber på at kunne gå på flyet med kurs hjemad mod Danmark med endnu en sejr i bagagen.

Bakken Bears åbnede den nye sæson i ENBL med en sejr på hjemmebane mod engelsk Bristol Flyers. Bakken slog Bristol med 83-72, og opgørets hovedperson var Bakkens Urald King, der imponerede med 27 point og syv rebounds.

Du kan læse et referat af kampen lige her.

Modsat Bakken har Keila Coolbet endnu ikke spillet deres første kamp i den nye ENBL-sæson. I den hjemlige estiske liga har de fået en skidt start med to nederlag i to kampe. Begge nederlag er kommet efter tætte kampe.

Tirsdagens europæiske kamp kan ses på SPORT LIVE og Stiften.dk. Kampen har tipoff 19:30.

Bakken Bears og estisk basket

Det er første gang nogensinde, at Keila Coolbet og Bakken Bears står overfor hinanden, men estisk basket er ikke helt ukendt territorie for aarhusianerne.

I sidste sæson mødte Bakken nemlig KK Tartu, hvor Bakken vandt sikkert.

Derudover har Keila Coolbet også en spiller på holdkortet, som Bears har et godt kendskab til i form af Kaido Saks.

Estiske Saks spillede i Aarhus i sæson 2014/15, hvorefter han skiftede hjem til Estland hos Tallinna Kalev. Bakken Bears er den eneste klub, 38-årige Saks har spillet for uden for Estland.

Bakken Bears præsenterer historisk sponsoraftale

Foto: Basketfotografen

Bakken Bears og Sparekassen Danmark fortsætter samarbejdet.

Fredag eftermiddag kunne de danske mestre afsløre, at de har indgået en historisk forlængelse af hovedpartneraftalen med Sparekassen Danmark.

Aftalen lyder nemlig på hele seks år og løber frem til sommeren 2030.

Det betyder således, at Sparekassen Danmark fortsat vil være hovedpartner i Bakken Bears i adskillige år endnu. Sparekassen Danmark har været hovedpartner i klubben siden 2018.

“Vi er stolte af at kunne forlænge vores hovedpartnerskab med Bakken Bears helt frem til 2030,” udtaler Thomas Brændstrup, der er Sparekassen Danmarks regionsdirektør for Østjylland.

” sparekassen brænder vi for den lokale udvikling, og derfor er det vigtigt for os at bakke om de lokale klubber – på både bredde- og eliteniveau,” afslutter Brændstrup.

“Samarbejdet med Bakken Bears er et udtryk for vores fælles ambitioner og ønsket om at skabe uforglemmelige øjeblikke i Sparekassen Danmark Basketball Center, ” tilføjer Nicolai Bjørnager, der er erhvervsdirektør i Sparekassen Danmark.

Smilet er stort i Smilets By

Bakken Bears teasede torsdag på deres sociale medier for, at de fredag ville bringe en stor nyhed, og denne nyhed vækker stor glæde i den aarhusianske klub.

”Vi er enormt glade og stolte over, at Sparekassen Danmark nu kommitter sig til en rekord lang og stor hovedpartneraftale. Samarbejdet med Sparekassen Danmark har, lige siden de blev hovedpartnere i 2018, været et samarbejde, som handler om at styrke hinanden,” udtaler Mathias Kehlet, der er kommerciel direktør for Bakken Bears.

“I Sparekassen Danmark har vi en partner, som styrker os på mange andre parametre end de økonomiske. Nu skal vi sammen med dem løfte Bakken Bears til nye højder, og det arbejde glæder vi os til at komme i gang med.” Mathias Kehlet.

Tv-kamp: Kan Horsens IC fortsætte ubesejret stime, når de gæster BC Copenhagen?

Foto: MJ Horsens

De ubesejrede mod de sejrsløse.

Hvilken stime bliver brudt? Den positive eller den negative?

Det finder vi ud af fredag aften, når Horsens IC gæster BC Copenhagen i Valbyhallen. Kampen er ugens tv-kamp på SPORT LIVE og sættes igang kl. 19:00. SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:30.

Copenhagen er stadig uden sejr

Gæsterne fra Østjylland har sejret i tre kampe ud af tre mulige og går ind til fredagens tv-kamp på SPORT LIVE fulde af selvtillid. Hidtil har De Gule slået Bakken Bears (72-90), BK Amager (84-79) og BMS Herlev (80-94).

Det samme kan ikke siges om hjemmeholdet, der fortsat er sejrsløse i sæson 2024/25. Tre nederlag er det blevet til mod henholdsvis BK Amager, Team FOG Næstved og Bakken Bears.

Forud for sæsonstarten var det forventet, at to af de første tre kampe ville byde på meget svære kampe, men nederlaget til BK Amager, der i sidste sæson sluttede sidst, kom for nogle som lidt af en overraskelse.

Mod BK Amager, som var Copenhagen´s første kamp i den nye sæson, tabte de desuden med hele 100-75.

Holdet fra hovedstaden fik dog hurtigt rystet det bitre nederlag til BK Amager af sig, og mod både Næstved og de forsvarende mestre, Bakken Bears, gav de på intet tidspunkt op.

Sidste sæsons to finalister blev udfordret til det yderste af BCC, men Copenhagen mangler endnu at få belønning for deres anstrengelser. Nul point er det blevet til, men to jævnbyrdige kampe mod forventede tophold må siges at være mere end acceptabelt, så Horsens kan godt forvente en svær kamp i Valbyhallen.

Københavnernes topscorer i de første tre kampe har været Martin Poulsen med imponerende 19,3 point. Poulsen snitter også 5,7 rebounds, 5,3 assists, 1,3 steals og ét block. Sommerens scoop af en signing i David Nørby Knudsen snitter 14,7 point og 3,3 rebounds.

Horsens kan fortsætte ubesejret stime

Horsens IC har pointmæssigt været suveræne i denne sæson, og særligt sæsonens første sejr vil være en, holdet vil kigge tilbage på resten af sæsonen.

Det var nemlig, da de slog ærkerivalerne fra Bakken Bears i Aarhus – tilmed komfortabelt. HIC sejrede med 18 point og fik intet mindre end end drømmestart på den nye sæson.

Sejren i Smilets By blev fulgt op med en smal sejre på hjemmebane mod BK Amager, men akkurat ligesom fredagens modstander måtte HIC sande, at BK Amager tidligt i den nye sæson har formået at byde flere storhold op til dans.

Senest sejrede HIC opå udebane i Herlev, hvor det var med mere komfortable cifre.

I sæsonens første tre kampe har amerikanske Marek Nelson være HICs helt store profil med et snit på 23,3 point, 8,4 rebounds, 1,7 assists og tre steals.

Horsens IC har blot været i aktion tre gange, men Nelson ligner et tidligt bud på en Most Valuable Player-kandidat sammen med eksempelvis Randers Cimbrias Avery Anderson III.

Både Trejon Jacob og Matt Balanc har også set imponerende ud for HIC.

Værløse Blue Hawks rykker i forbindelse med lokalopgør ind i Farum Arena

Foto: Heinzefoto

Når man tænker på Værløse Blue Hawks på hjemmebane, tænker man Søndersøhallen. Torsdag aften er Søndersøhallen dog blevet udskiftet for en aften.

Værløse møder lokalrivalerne BMS Herlev, og kampen finder sted et kvarters tid fra den vante hjemmebane.

Når Værløse tager imod BMS, slår de nemlig dørene op til Farum Arena, som de i dagens anledning kan kalde deres hjemmebane.

“Det er cirka ti år siden, vi sidst har spillet en kamp i Farum Arena, og i løbet af årene har vi flere gange snakket om, at vi skulle prøve det igen, men det er ikke blevet aktuelt før nu. I min optik er Farum Arena en af de fedeste basketballarenaer i Danmark, men hallen er meget stor at fylde ud,” fortæller Jesper Hauge, der eliteansvarlig i Værløse.

Kampen mellem Værløse og BMS Herlev er ugens tv-kamp på SPORT LIVE, og det faktum kombineret med, at det er et vaskeægte lokalopgør, er nogle af årsagerne til, at opgøret skal spilles i den markant større Farum Arena.

“Kampen mod BMS Herlev er en tv-kamp på SPORT LIVE, og de kampe vil vi gerne gøre noget ekstra ud af. Vi elsker at spille i Søndersøhallen. Det er vores hule. Men oplevelsen på tv i Søndersøhallen er bare ikke den samme som oppe i Farum Arena,”

“Det er heller ikke tilfældigt, at vi har valgt netop at spille mod netop Herlev i Farum Arena, for det er et lokalopgør. Vi håber også, at de medbringer nogle tilskuere. Forhåbentlig bliver det en Farum Arena med 5-600 tilskuere, der skaber god stemning,”

“Vi vil som sagt gerne gøre noget stort ud af kampen og har blandt andet også inviteret adskillige skoler og institutioner i håbet om at skabe en fed kulisse,”

At kampen vises på SPORT LIVE, og at det er et lokalopgør, er imidlertid ikke de eneste grunde til, at Værløse torsdag tager til nabobyen Farum.

Landsholdet gæster også Farum Arena snart

Den 21. november får det danske herrelandshold fornemt besøg, når de forsvarende VM-sølvvindere og OL-bronzevindere Serbien kommer på besøg i kvalifikationen til EuroBasket.

Danmarks Basketball Forbund (DBBF) offentliggjorde i sommer, at Arena Næstved, der har været hjemmebanen for det danske herrelandsholds i en årrække, er blevet skiftet ud med Farum Arena. Og Værløse Basketball Klub har haft en finger med i, at det skifte er blevet til virkelighed.

Værløse samt DBBF og Furesø Kommune har indgået en trepartsaftale om at afvikle de næste ti herrelandskampe i Farum Arena. Du kan læse mere om hjemmebaneskiftet for det danske herrelandshold her.

Om godt halvanden måned skal Farum Arena således lægge gulv til et kæmpe(!) internationalt basketballbrag, og torsdagens lokalopgør i Basketligaen er også en forprøve på næste måneds landskamp, fortæller Jesper Hauge.

“Det er korrekt, at kampen skal være prøveklud forud for, at vi sammen med Danmarks Basketball Forbund og Furesø Kommune skal være vært for det danske herrelandshold, når de tager imod Serbien i Farum Arena,”

“Det giver os mulighed for at prøve nogle ting af, få styr på dommerbord og så videre, hvilket er vigtigt,”

Bliver det til flere kampe i Farum Arena?

Søndersøhallen er altså udskiftet med Farum Arena torsdag aften.

Udover eksempelvis en større kapacitet kan Farum Arena også tilbyde VIP-faciliteter, og disse vil også komme i brug torsdag aften, hvor Værløse har inviteret deres erhvervsnetværk samt nye mulige sponsorere til underholdende basket fra Basketligaen.

Foreløbig er der dog ingen konkrete planer om, at rykke teltpælene op permanent og flytte hjemmebanen til Farum.

“Om vi på sigt kommer til at spille flere kampe i Farum Arena er endnu uvist, men jeg kunne forestille mig, at hvis det bliver en succes, er det noget, vi kunne gøre til nogle udvalgte kampe. Der er ikke nogen planer om, at vi skulle rykke permanent til Farum Arena og gøre det til vores hjemmebane, for vi føler, at vi hører til i Søndersøhallen,”

“For nu bliver det en enkelt kamp, men bliver det en stor succes, er det ikke utænkeligt, at det kan blive til en kamp mere i Farum Arena på den anden side af nytår,” siger Hauge.

Følg torsdagens kamp på SPORT LIVE.

Kampen har tipoff kl. 19.00.