Kampprogrammet for den nye sæson er nu klar og sæsonen 2023/24 starter torsdag den 14. september 2023 med 2 kampe.
Igen i år er der 11 hold med og der skal afvikles 110 kampe i grundspillet før vi ved hvem der har kvalificeret sig til henholdsvis Playoff A og Playoff B som er indledningen på slutspillet.
1. spillerunde med termin 14-17. september afvikles således:
14. september kl. 19:15 Svendborg Rabbits – Horsens IC
14. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Værløse Blue Hawks
15. september kl. 18:30 Bakken Bears – BC Copenhagen
16. september kl. 14:30 BK Amager – Bears Academy
16. september kl. 15:00 Randers Cimbria – Holbæk-Stenhus
BMS Herlev er oversidder i 1. runde.
22. og sidste runde i grundspillet afvikles torsdag den 15. februar 2024. Vil du se det fulde turneringsprogrammet for hele grundserien kan du klikke her.
Langt de flest af klubberne er så småt ved at komme i omdrejninger og rigtige mange spiller er allerede på plads. Herunder finder du links til hvordan den enkeltes klubs roster ser ud i skrivende stund og kampprogrammet for den enkelte klub.
Mandag aften sluttede sæsonen i Basketligaen, da Bakken Bears på overbevisende vis sikrede sig det danske mesterskab med en samlet finalesejr på 4-0. Årets Finals MVP-pris gik til Bakken-profilen Ryan Evans.
Bakken Bears kunne således fejre klubbens 21. danske mesterskab – og syvende i træk. Team FOG Næstved måtte nøjes med sølvmedaljerne, men dette er uden tvivl en bedrift, der vækker stolthed på de sydsjællandske kanter. Det var første gang nogensinde, at Team FOG Næstved sluttede med sølvmedaljer, så selvom det ikke blev til guld i denne omgang var sæsonen en stor succes for alle i og omkring Næstved.
Sidst men ikke mindst gik bronzemedaljerne til Randers Cimbria, der i bronzekampen slog Horsens IC. Årets Playoff B-titel gik til BC Copenhagen, der slog Værløse Blue Hawks i finalekampen.
En historisk sæson
Sæsonen i den bedste danske basketballrække er altså slut, og hvilken sæson det var.
Bakken Bears viste klassen i slutspillet, men det var ikke gnidningsfrit gennem hele sæsonen for de dominerende Aarhus-bjørne. Undervejs led de flere overraskende nederlag og måtte samtidig tage afsked med flere spillere, der ikke så ud til at være et korrekt match.
I stedet viste sølvvinderne Team FOG Næstved og bronzevinderne Randers Cimbria markant styrke. Sidstnævnte sluttede grundspillet på førstepladsen for første gang nogensinde. Længe sad Næstved solidt på førstepladsen i ligaen og kunne eksempelvis gå til julepause og ind i det nye år på førstepladsen – hvilket også var en første gangs-oplevelse.
Bakken Bears havde desuden formået at kvalificere sig til den prestigefyldte turnering Basketball Champions League og var derigennem repræsentant for dansk basket.
BMS Herlev gik fra i sæson 2021/22 at være et tophold i den nedre halvdel af ligaen til pludseligt at blande sig i topkampen i Basketligaen. Både Bakken Bears og Svendborg Rabbits af de vanlige top seks-hold måtte se sig slået af det purunge BMS Herlev-hold, der havde en gennemsnitsalder på blot 20 år, så BMS Herlev kan i den grad se tilbage på en stor sæson, hvor en spiller som stortalentet Marqus Marion gang på gang stjal overskrifterne med flotte præstationer.
Og så kunne Basketligaen i sæson 2022/23 byde velkommen til Holbæk-Stenhus, der efter stærke præstationer i 1. division var klar til at prøve kræfter med toppen af dansk basket. Akademiholdet fra Holbæk var – ligesom forventet – til tider stærkt udfordret, men Holbæk-drengene kunne gå på sommerferie med to sejre og en masse erfaring rigere.
Denne sæson var på mange måder helt, helt særlig, og ovenstående et blot en kort opsummering på alt det, den forgangne sæson bød på.
I sidste sæson måtte BC Copenhagen se sig besejret i Playoff B-finalen mod Værløse Blue Hawks. Fredag aften havde de igen muligheden for at tage sejren i Playoff B, og her var udfaldet med anderledes succes.
Foran en udsolgt Nørrebrohallen kunne BC Copenhagen fredag aften krone sig selv som mestre af Playoff B i Basketligaen efter en komfortabel sejr mod selvsamme Værløse Blue Hawks med 87-69.
Fredagens hjemmehold satte sig tidligt på kampen, og det var tydeligt, at Copenhagen havde et ekstra gear.
I pausen var Nørrebroholdet foran med fine ti point, 44-34, men BC kløede på og sikrede sig sejren med en koncentreret anden halvleg, hvor Værløse aldrig var tæt på at få lukket hullet.
Der skal derfor lyde et stort tillykke til BC Copenhagen med sejren i Playoff B.
Semifinalerne i Basketligaen er i fuld gang, og som det ser ud i skrivende stund ligger henholdsvis Bakken Bears og Team FOG Næstved lunt i svinget til en plads i Basketligaens finaler.
Begge mandskaber fører sin semifinaleserie med 2-0 efter sejre torsdag aften og har således tre matchbolde til at sætte punktum for serien og sikre sig en billet til Basketligaens finaler.
Det er dog ikke blot i semifinalerne, hvor der er noget på spil lige nu.
Fredag aften kl. 18:00 finder Playoff B-finalen sted, og her er der både æren, en titel og præmiepenge på spil.
Årets Playoff B-finale står mellem BC Copenhagen og Værløse Blue Hawks, og holdet fra Nørrebro har hjemmebanefordelen, da de sluttede på førstepladsen i playoff B.
Dette års Playoff B-finale er således en gentagelse af sidste år, og dengang blev det til sejr for Værløse Blue Hawks, der desuden havde hjemmebanefordelen.
BC Copenhagen har derfor mulighed for at tage revanche fredag aften.
Tætte kampe
Fredag aften duellerer BC Copenhagen og Værløse Blue Hawks om titlen i Playoff B, og de to sjællandske klubber har haft adskillige tætte kampe i denne sæson.
I alt har de to Playoff B-titelbejlere krydset klinger fire gange i løbet af sæsonen. Tre gange er det blevet til sejre for BC Copenhagens, mens Værløse Blue Hawks har trukket sig sejrrigt ud af et enkelt opgør.
Værløse fik sin ene sejr mod Copenhagen tidligere i denne måned, og sejren kom i hus i selvsamme arena, som der fredag aften ligger gulv til årets Playoff B-finale.
Set over sæsonens forløb og med de indbyrdes møder in mente kunne man tro, at BC Copenhagen går ind til fredagens brag som storfavoritter, men to af Copenhagen´s tre sejre er kommet efter fem minutters overtid, så Værløse har så absolut matchet lige op med Copenhagen. Dog har Copenhagen været bedre i kampens slutfase.
De næste syv dage byder på syv kampe fra Basketligaen, og hele to af de syv kampe vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE.
Første TV-kamp er i dag, mandag d. 6. marts, hvor Svendborg Rabbits får besøg af Horsens IC. Ugens anden TV-kamp er på torsdag, hvor Bakken Bears hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center tager imod Randers Cimbria.
Se det fulde overblik over ugens kampe i toppen af artiklen.
Desuden kan alle kampe ses hos Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk.
Basketligaens TV-partner SPORT LIVE har indgået og forlænget aftaler med landets største tv-udbydere, hvilket betyder, at kanalen fra den 1. april kan ses af over 650,000 hustande.
Foto: SPORT LIVE
Fra 2019 til nu er SPORT LIVE gået fra at have 5,000 abonnenter til at have 650,000, hvilket svarer til over 500 nye kunder hver evig eneste dag.
Kanalen har oplevet en stor udvikling, siden den så dagens lys i august 2019, og den udvikling kan Basketligaen nu nyde godt af.
SPORT LIVE har landet en aftale med Stofa, der betyder, at Stofa-kunder fra den 1. april får adgang til SPORT LIVE i samtlige TV-pakker, og aftalen glæder Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE:
“Det er positivt, at tv-udbyderne ser potentialet i SPORT LIVE, og at de hjælper os med at løfte dansk idræt ved at tilbyde kanalen til så mange af deres kunder som muligt. Jo flere, der kan se kanalen, desto mere lokal idræt kan vi producere til glæde for udøvere, klubber og ikke mindst sportsglade danskere. Ved lanceringen af SPORT LIVE i 2019 havde vi et mål om at nå 100.000 husstande inden for det første år. At vi nu runder 650.000, viser med tydelighed, at der er plads til en tv-kanal med dansk idræt,” fortæller Flemming Kjellerup i en pressemeddelelse.
Udover Basketligaen har SPORT LIVE de sidste par år intensiveret sit fokus på dansk basketball med at vise Bakken Bears i FIBA Europe Cup i sidste sæson, landskampe, blandt andet i denne uge, og finalen i landspokalturneringen. Derudover laver de det ugentlige basket-magasinprogram ´Overtime´.
SPORT LIVE har rettighederne til Basketligaen frem til sommeren 2025 per den seneste aftale, der blev indgået i august 2022.
Sådan så det ud, da Bakken Bears blev danske mestre i sidste sæson – Foto: Bakken Bears
Så begynder det for alvor at spidse til i denne sæson af Basketligaen, der i denne sæson, som noget helt nyt, bliver afviklet med 11 hold, efter at Holbæk-Stenhus trådte ind i ligaen i sommer.
Den første del af sæsonen, Grundspillet, er netop færdigspillet, og det betyder, at alle 11 hold har mødt hinanden to gange, hvoraf alle hold derfor har spillet mod hinanden på både hjemmebane og udebane.
Efter at alle Basketligaens mandskaber har spillet sæsonens første 20 kampe, har vi fået afgjort, hvilke seks hold, der skal spille med om mesterskabet i Playoff A, der er holdene fra førstepladsen og ned til sjettepladsen, og hvilke fem klubber, der skal spille Playoff B, som er de resterene hold fra syvendepladsen og ned til 11. pladsen.
Randers Cimbria kan lade sig kåre som vindere af Basketligaens grundspil anno 2022/2023. Kronjyderne gik gennem grundspillet med 17 sejre og tre nederlag. Desuden bød grundspillet på lutter sejre på hjemmebane, hvilket må siges at være en flot statistik.
Stillingen efter grundspillet ser ud som følger:
Playoff A 1-6:
De seks bedst placerede hold i rigtig rækkefølge:
Randers Cimbria
Bakken Bears
Team FOG Næstved
Horsens IC
Svendborg Rabbits
BMS Herlev
Disse seks hold skal kæmpe om de fire semifinalepladser, der går til de fire bedst placeret hold i Playoff A, når alle kampene er færdigspillet.
De seks hold møder hinanden to gange – en kamp på hjemmebane og en på udebane. Derefter finder vi de fire hold, der har indsamlet flest sejre og derfor også flest point.
De point, holdene hver især tilkæmpede sig i grundspillet, følger direkte med i Playoff A, og derfor har det kunne betale sig for alle at vinde så mange kampe i grundspillet som muligt.
Playoff A er programsat til at blive skudt i gang d. 2 marts og vil derefter strække sig udover de kommende otte uger, hvor den sidste runde forventes afviklet d. 21. april.
De fire bedst placeret hold i Playoff A kvalificerer sig altså til semifinalerne.
Playoff B:
Playoff B 7-11 skal spilles af de nederste fem hold i Basketligaen, og her er der tale om følgende fem mandskaber:
Bears Academy
Værløse Blue Hawks
BC Copenhagen
BK Amager
Holbæk-Stenhus
Disse fem hold møder, ligesom i Playoff A, hinanden to gange, hvoraf den ene kamp er på hjemmebane og den anden på udebane. Og præcis ligesom i Playoff A tager alle klubberne deres tilkæmpede point med direkte over i Playoff-spillet.
De to hold, der ender på syvende- og ottendepladsen skal derefter mødes i Playoff B-finalen.
Playoff B er programsat til at starte d. 3 marts og vil slutte senest d. 23 april, hvorefter Playoff B- finalen vil sættes i gang d. 25. april.
Semifinaler:
Når mellemrundespillet er færdigsspillet, ved vi, hvilke fire hold, der har kvalificeret sig til årets semifinaler, ved at se på top fire i Playoff A.
Vinderen af Playoff A møder det hold, der endte på fjerdepladsen, mens andenpladsen og tredjepladsen mødes i den anden semifinale.
Semifinalerne spilles i bedst á fem kampe, hvilket vil sige, at det hold, der først har vundet tre kampe, har booket sin plads i dette års finaleserie.
Det højst placerede hold starter på hjemmebane, og i semifinalen vil det sige, at nummer et og nummer to i Playoff A, får lov til at starte på hjemmebane – hvordan det ser ud i finalen vides af gode grunde ikke endnu. Vi ved blot, at det øverste hold får lov til at starte på hjemmebane.
Finale:
Finalen spilles mellem de to hold, der har vundet hver sin semifinaleserie, og denne serie spilles bedst á syv kampe. Det vil sige, at det hold, der først vinder fire kampe i denne serie, kan krones som danske mestre 2022/2023.
Playoff B-finale:
Playoff B-finalen bliver spillet mellem Playoff B’s nummer syv og nummer otte og er en finalekamp, der kun er den ene kamp. Syvendepladsen har æren af hjemmebanen i denne kamp.
BC Copenhagen har fået en længere snak med deres tidligere stjerne Zeke Moore, der i denne sæson spiller i NBA´s udviklingsliga, NBA G League, for Santa Cruz Warriors, der er tilknyttet Golden State Warriors.
Moore, der tog Basketligaen med storm, satte sig ned med Nørrebroholdets direktør Nicolas Nyemann til en snak på 25 minutter om løst og fast.
Moore snitter 12,8 point, 2,9 rebounds og 2,9 assists i NBA G League i denne sæson.
Udover Moore spiller den tidligere Randers Cimbria-stjerne Reginald Kissoonlal også i NBA G League. Kissoonlal tørner ud for Boston Celtics´ G League-hold, Maine Celtics.
20. spillerunde i Basketligaen bød på fire kampe, og rundens højdepunkt fandt sted i Arena Næstved, hvor sydsjællanderne stod overfor Bakken Bears, der med en sejr kunne indtage førstepladsen i ligaen.
Rundens begivenheder startede i en tæt på fyldt Nørrebrohallen, hvor BC Copenhagen fik besøg af Bears Academy. Begge hold er klar til Playoff B 7-11-gruppespillet, der venter lige rundt om hjørnet, så kampen var en god mulighed for at sætte sig selv i en fordelagtig position forud for det kommende gruppespil. Netop BC Copenhagen og Bears Academy topper playoff B, som det ser ud til lige nu.
Nørrebroholdet fik beskyttet hjemmebanen og sejrede med 75-68, og dermed er de nu blot to point bag Bears Academy. Kampens mest scorende spiller var Copenhagen´s Jacob Hoffmann med 17 point. Hoffmann ramte fem treere. Marius Sørensen toppede på pointfronten for Academy med 12 point.
Dagen efter bød Basketligaen på en tæt kamp i Rise Sparekasse Arena på Sydfyn, hvor sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen, Svendborg Rabbits, noget overraskende var stærkt udfordret mod Holbæk-Stenhus. Oprykkerholdet fra Sjælland har på flere måder lignet et nyt hold, siden de i sidste måned sejrede for første gang i sæsonen. Holbæk spiller med en større tro på tingene, og siden sejren mod BK Amager i sidste måned har de spillet lige op med både Horsens IC og nu Svendborg Rabbits.
Kaninerne kunne dog trække en sejr i land på 88-80.
Topscoreren blev Eysan Wiley med 31 point. Mest scorende for sejrsholdet var Jermaine Marrov med 23 point.
Tredje og næstsidste kamp i 20. spillerunde stod mellem BK Amager og Horsens IC, og nøjagtigt ligesom i Svendborg kunne de fremmødte fans glæde sig over en tæt kamp, der gik ned til det sidste. Horsens IC gik ind til kampen som favoritter, men undervejs i kampen så det ikke sådan ud. BK Amager gjorde det godt og gjorde det svært for Horsens IC.
De Gule var udfordret, men til syvende og sidst kunne de trække sejrrigt i land takket være deres ubestridte største stjerne Chris Lykes, der ramte en buzzer-beater game winner.
Horsens IC vandt med cifrene 87-89.
Topscorer var BK Amagers Mitch Pelissier med 30 point. Topscorer for HIC var manden med game winneren, Chris Lykes, med 25 point.
Og nu til kampen, der lyste op på 20. spillerundes program.
Team FOG Næstved tog på hjemmebane imod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, og Bjørnene var på jagt efter revanche efter deres seneste møde med sydsjællanderne tilbage i november, hvor Bakken på hjemmebane skuffede og tabte med 85-87.
Bakken Bears fik hævnet sig på Næstved og sejrede med 80-83. Bakken Bears var i kontrol i store dele af kampen, men Næstved kæmpede ned til det sidste sekund.
Rodney Chatman strålede nok engang for Næstved med 31 point til følge. Bakkens topscorer var Ryan Evans med 20 point.
Det danske herrelandsholds landstræner Allan Fossa har fredag sat navn på de 17 spillere, der udgør bruttotruppen til Danmarks kommende kampe i EM præ-kvalifikationskampene mod Slovakiet og Norge, og landstræneren har fundet plads til intet mindre end syv spillere, der har sin daglige gang i Basketligaen.
Basketligaen har følgende syv spillere repræsenteret i den danske bruttotrup:
Noah Churchill (Bakken Bears), Darko Jukic (Bakken Bears), Leonardo Carlino (Horsens IC), Marqus Marion (BMS Herlev), Jonathan Klussmann (Randers Cimbria), Sharif Barfi (BC Copenhagen) og Bakir Serdarevic (BC Copenhagen).
Bakken Bears og BC Copenhagen er bedst repræsenteret med to spillere hver især.
Bruttotruppen består af 17 spillere, og inden danskerne skal i aktion for første gang den 23. februar mod Norge vil tre spillere blive cuttet fra den endelige trup.
Danmark møder Norge den 23. februar og Slovakiet den 26. februar hjemme i Arena Næstved.