
Hvad har BC Copenhagen, NBA G League-holdet South Bay Lakers, den franske EuroLeague-organisation LDLC ASVEL Villeurbanne og Randers Cimbria til fælles?
De har alle det til fælles, at de har haft tilknyttet det danske talent Sharif Barfi.
Torsdag offentliggjorde Randers Cimbria, at de havde skrevet under med den 19-årige dansker, der i sommer sidste år trak overskrifter, da han blev draftet som nummer to i NBA G League´s internationale draft af South Bay Lakers.
Barfi har skrevet under på en 1,5-årig aftale med Randers.
“19-årige Sharif er en spiller vi har fulgt nøje de seneste par år, så da muligheden bød sig, var det en nem beslutning, og efter flere samtaler er vi stolte af at have sikret os en 1,5-årig aftale med det lovende talent,” skriver Randers Cimbria på Facebook.
Sharif Barfi udtaler selv om skiftet:
“Jeg har valgt Randers, fordi at jeg ser det som det helt rette sted for min videre udvikling, og jeg ser frem til at være i et professionelt setup med flere træningspas om dagen, hvor jeg kan udvikle mig blandt en masse andre dygtige spillere,” udtaler hovedpersonen til klubbens Facebookside.
Inden Barfi blev draftet til NBA G League, tørnede han gennem tre sæsoner ud for BC Copenhagen, og hos holdet fra hovedstaden fik han i sidste sæson sit gennembrud i Basketligaen. Udover at det fik ham på NBA G League´s radar, fik han også landsholdsdebut sidste sommer.
Efter G League-draften besluttede Barfi at takke nej til tilbuddet fra Lakers og i stedet blive i Europa, hvor han landede en aftale hos franske LDLC ASVEL Villeurbanne. Danskeren tog afsked med Asvel tilbage i november og har siden været klubløs.
Départ de Sharif Barfi.
— ASVEL BASKET ⚪️⚫️ (@asvelbasketasso) November 20, 2023
L' ASVEL basket vous informe que le club et le joueur ont décidé de se séparer d'un commun accord. Sharif Barfi (19 ans, 197 cm) arrivé du BC Copenhague cet été, n'était plus en adéquation avec son projet personnel.
1/2 pic.twitter.com/yUVOjIaNMn