Ugen der gik

Spotlight på ligaen.

Horsens IC bød i ugens første kamp op til dans, da de havde Randers Cimbria på besøg til ugens første tv kamp. Det der først så ud til, at være en kamp hvor Randers havde styr på Horsens og holdte dem i god afstand, ændrede sig fuldstændigt i anden periode. Efter at tabe første periode med 10 point kom hjemmeholdet på banen med ild i skoene, da de matchede de 34 point Randers Cimbria havde scoret i første periode, og holdt dem nede på 12 point. Hjemmeholdet kunne dermed gå til pause i front med stillingen 58-46. Efter pausen var det igen udeholdet der var bedst, og de smed hele 36 point i kurven, hvilket endnu engang satte dem i front med 2 point. Det var dog ikke nok til at holde Horsens IC fra sejr. Horsens vandt sidste periode med 4 point, og trak sig sejrrigt ud af kampen med 2 point.

Søndersøhallen dannede den perfekte ramme for ugens anden tv kamp. Værløse Blue Hawks tog imod Team Fog Næstved. Efter en tæt første periode fik Team Fog Næstved trukket fra hjemmeholdet inden pausen, og var oppe med 17 point til 26-43. Føringen gav ligeledes luft til, at Team Fog Næstved fik leget med deres line ups, og fik alle 12 spillere på scoringstavlen. Efter en tættere anden halvleg endte kampen 64-83.

Fredag aften var Bears Academy værter for Horsens IC’s anden kamp i ugen. Det blev dog ikke samme gyser fra sidste sæson, der endte i tre gange overtid, en sejr og 2 rekorder til det daværende Pro B hold Bears Academy. Udeholdet kontrollerede alle perioder bortset fra den sidste, som blev tabt 21-16. Kampen endte 76-86. Med sejren er Horsens IC nu på en fjerde plads i Basketligaen.

Der var ligeledes kamp i Nørrebrohallen fredag aften, her var det theView Copenhagen, der tog imod BMS Herlev. De to hold havde mødt hinanden d. 21. oktober i tv kamp, hvor theView Copenhagen tog sejren.
Denne gang var det BMS Herlev der trak det længste strå, og fik sat 2 point på kontoen efter en spændende kamp, som de vandt 76-87.

Lørdagens første kamp var i Amagerhallen, hvor BK Amager tog kampen op imod Randers Cimbria. Efter en bandvarm første periode fra begge mandskaber på  30-30, begyndte gæsterne fra Randers stille roligt at trække fra. I fjerde periode blev værterne holdt nede på 13 point, og Randers Cimbria kunne dermed rejse hjem med en 20 points sejr 79-99.

Kampen mange havde ventet på, og set frem til, var imellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears, de to sidste ubesejrede hold i ligaen. Det blev ikke den mest spændende kamp, der gik ned til sidste minut som mange havde håbet. Bakken Bears kontrollerede kampen fra start til slut, og med alle 4 perioder vundet og kampens slut resultat på 86-104, kan de nu som de eneste fortsat kalde sig ubesejret i Basketligaen.

Ugens anden tv kamp Værløse Blue Hawks vs. Team Fog Næstved

Foto: Robert Piil Grafik: Frederik Saugmann

Spænding i fuglereden.

Værløse Blue Hawks har flere gange vist at de kan give kamp til stregen når der spilles i Søndersøhallen. De skal spille deres anden tv kamp i streg og i sidste uge slog de BK Amager på udebane i en lidt rodet affære, hvor man efter en lidt skidt start stille og roligt fik arbejdet sig frem til en føring ved halvleg og vandet kampen med 7 point. Værløse var uden deres nye center Elhadji Amadou Dieng som i starten af Horsens kampen måtte gå ud med en ankelskade. Det kunne klart ses på rebound statistikken hvor Værløse fortsat har problemer. Der ses frem til opbakning fra hjemmepublikummet i den helt udsolgte Søndersøhallen og det må siges at være med til at styrke det unge Værløse hold.

Gæsterne fra Team Fog Næstved der ellers havde startet sæsonen rigtig godt, har tabt deres sidste to kampe til henholdsvis Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Mathias Bak Christensen og Martin Poulsen skal for første gang tilbage i deres gamle hal siden de i sommer skiftede til Team Fog Næstved. Med en sejr mere end Værløse Blue Hawks ligger de på tredje pladsen og skal nu forsøge at bygge videre på den ellers gode start. I sidste uge offentliggjorde Team Fog Næstved at de havde hentet en ny center fra den næstbedste tyske række og det kunne tænkes at man vil komme til at se den unge Akim-Jamal Jonah i aktion i denne kamp. Gæsterne har flere profiler der er gode til at sende bolden igennem nettet, Brevin Pritzl og Bubu Palo spiller præcis det samme antal minutter 28.34, dog er det lige nu Brevin Pritzl der med sine 19.2 point og 4.2 rebounds der fører over Bubu Palos 17.8 point og 5.6 assist.

Kampen start kl. 19:15 på SPORT LIVE hele Danmarks basketball kanal. Se med på kanalen fra kl. 18:30 hvor basketmagasinet OVERTIME ruller over skærmen og Peter Møller er med som ugens gæst.

Endnu en dommer i Basketligaen

Med øjeblikkelig virkning er Jesper Melchjorsen tilbage som dommer i BL. Jesper har allerede dømt 2 BL-kampe i denne sæson og skal i aktion igen den 5. november i kampen mellem Bears Academy og Horsens IC.

Jesper er den anden dommere, der er rykket i BL-gruppen inden for kort tid, også Marina Fedorova blev for et par uger siden indlemmet i gruppen. Dommergruppen består nu af 20 dommere. Du kan se info om alle dommere her.

Uge 7 i Basketligaen

Fuld plade plus det løse. 

Torsdag d. 4. november kl . 19:15 spilles ugens anden tv  kamp, og denne gang indtager SPORT LIVE Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks tager imod Team Fog Næstved. Inden kampen kan du se basketmagasinet OVERTIME, som går på skærmen kl. 18:30. 

Fredag d. 5. november kl. 18:30 i Vejlby-Risskov Hallen er det Bears Academy, der skal forsvare hjemmebanen imod Horsens IC. Det er to hold, som i de sidste tre kampe for alvor er kommet i gang med sæsonen. Bears Academy fik deres tredje sejr i træk i weekenden imod BMS Herlev, og Horsens IC slog mandag aften Randers Cimbria. Sidste gang de to hold mødtes på Bears Academys hjemmebane, gik kampen i tre gange overtid, førend der blev fundet en vinder. Det blev de unge bjørne, som trak det længste strå, og fik leveret et af sæsonens største upsets – kan de mon gøre det igen? 

Fredag d. 5. november kl. 18:30 får BMS Herlev muligheden for revanche i Nørrebro Hallen, når de for anden gang indenfor kort tid skal møde theView Copenhagen. De to hold gav basket Danmark en spændende kamp på LIVE SPORT sidst de mødtes i Herlev Hallen. Ens for begge hold er, at de har to sejre indtil videre, og med et hårdt program de næste par uger er kampen særdeles vigtig. 

Lørdag d. 6. november kl. 14:30 er Randers Cimbria på besøg i Amagerhallen. BK Amager tabte i sidste uge en tæt kamp hjemme imod Værløse Blue Hawks, og jagter derfor fortsat en sejr. Selvom Randers Cimbria endnu kun har to sejre ud af seks mulige, går de klart ind i kampen som favoritter. Det bliver Jonathan Klussmanns første kamp på sin gamle hjemmebane. 

Lørdag d. 6. november kl. 15:00 i Rise Sparekasse Arena begynder kampen, som mange har ventet på. De to ubesejrede hold skal endelig møde hinanden, og efter denne kamp vil det ene indtage første pladsen af Basketligaen. Bakken Bears fik fornyeligt deres første europæiske sejr, og begynder så småt at ligne et sammenspillet hold. Nu mangler de kun, at få vippet Svendborg Rabbits ned på en anden plads i tabellen. Svendborg Rabbits har indtil videre givet deres fans og andre basket glade danskere nogle gode kampe, og når hele kaninflokken er samlet, er de et utroligt stærkt hold. De to hold har i flere år kæmpet imod hinanden i toppen af ligaen, og noget tyder på, at samme scenarie udspiller sig igen i år. 

Ugens første tv kamp Horsens IC vs. Randers Cimbria

Hvem tager den første?

Det har ikke været drømmestarten på sæsonen for hverken Horsens IC eller Randers Cimbria. Begge klubber står lige nu med 2 kampe vundet. Med en sejr kan en af dem komme tættere på deres placering fra sidste år, hvor Horsens IC sluttede som nr. 2 og Randers Cimbria nr. 3 i sæsonen 2020/2021.

Hjemmeholdet Horsens IC var i sidste kamp en tur i Værløse, hvor man måske havde forventet en mere sikker sejr, da de i kampen forinden slog BK Amager med hele 67 point. Det blev derimod en tæt affære, men HIC vandt over Værløse Blue Hawks med 5 point. Et af Horsens ICs større problemer, som er set i forrige kampe, er mangel på produktion fra bænken. Det er fjerde kampm hvor bænken leverer under 10 point, og de bliver derfor nødt til, at trække meget på deres startere. Khalil Ahmad er navnet, der er på manges tunger rundt om i klubberne, og det er der god grund til, som topscorer i Basketligaen og en delt anden plads i assist. Den amerikanske guards gennemsnit er på 32.2 point og 5.6 assist, og efter ham følger Andy Cleaves med 15.3 point og 4 assist.

Randers Cimbria klarede deres sidste hjemmebanekamp imod BMS Herlev uden alt for meget spænding, og har ligesom Horsens haft god tid, til at forberede sig til næste kamp. Går Randers hen og vinder kampen, bliver det deres anden sejr i træk, og så kan man fra deres lejr af håbe på, at det er begyndelsen på en god sejrsstime. Det er ikke til at se på tabellen lige nu, men ud fra styrkeforholdet imellem dem og de hold de skal spille imod i de efterfølgende kampe, bør Randers have favorit status. Pointene er vel fordelt hos gæsterne, og de er derfor ikke så afhængige af, at én enkelt spiller skal bære scoringsbyrden alene. Hos Randers Cimbria er de to mest scorende jamaikanske Reginald Kissoonlal, der scorer 16.4 point, tager 9.6 rebounds og amerikanske Trey Phills, som scorer 14 point og tager 4.6 rebounds.

Kampen vises i dag mandag d. 1. november kl. 19:15 på hele Danmarks basketball kanal SPORT LIVE. Basketmagasinet OVERTIME sendes fra kl. 18:30 inden kampen, efterfulgt af optakt til kampen.

4 KAMPE PÅ KORTET

Stemningen startede højt i Amagerhallen, da der var tv kamp imellem BK Amager og Værløse Blue Hawks. Hjemmeholdet startede kampen rigtig godt, men et tålmodigt Værløse hold kunne efter en dårlig første periode gå til halvleg med en 1 points føring. I tredje periode fortsatte gæsterne de gode takter og fik føringen op på 7 point. I sidste periode nåede der lige at komme lidt spænding i dee døende minutter, da BK Amagers duo Oscar Quackenbush og Tomas Bjarkason fik reduceret til 3 point. Kampen endte 71-78 til Værløse Blue Hawks der nu har 3 sejre.

Team Fog Næstved havde anden hjemmekamp i træk imod et ubesejret hold, denne gang var det Svendborg Rabbits der lagde turen forbi Næstved Hallerne. I først halvleg så det ud til at gæsterne ville køre kampen stille og roligt hjem, men hjemmeholdet fik ændret tonen i tredje og fjerde periode. Det endte dog med at blive en 10 points sejr til Svendborg Rabbits der nu har 6 i træk.

theView Copenhagen tog turen til smilets by igen hvor de denne gang skulle møde Bakken Bears. Hjemmeholdet gjorde det klart hele kampen igennem at de var det bedre hold. Bakken Bears har ligesom Svendborg Rabbits 6 sejre i træk og de to hold mødes i næste runde.

Ugens sidste kamp blev spillet i UCC Hallen i Skovlunde, her tog BMS Herlev imod Bears Academy. En kamp hvor Bears Academys bænk gjorde en stor del af forskellen og scorede 11 point mere end hjemmeholdets bænk. BMS Herlev har nu tabt 3 kampe i streg og skal på fredag forsøge at få point på tavlen igen ude imod theView Copenhagen.

Foto: Robert Dines Rasch

Ugens tv kamp BK Amager vs. Værløse Blue Hawks

Et hungrende hjemmehold.

I dag står BK Amager foran deres første tv kamp på hjemmebane i længere tid, og deres sæson er ikke helt gået, som forventet hidtil. Det er dog et Amager mandskab der forstår at finde nogle positive ting selv ved nederlag. De er 0 for 5 i sæsonen indtil videre og tog i sidste uge underbemandet turen til Svendborg, hvor et utroligt velspillende Rabbits hold ventede. Flere havde formentlig spået om et større nederlag til udebaneholdet, men BK Amager viste, at de godt kunne bide fra sig. BK Amager vinder derimod tredje og fjerde periode, hvilket resulterede i et 19 points nederlag. Det er det gode spil fra anden halvleg, som BK Amager skal prøve at føre med videre til tv kampen torsdag aften.  De to bedst scorende fra hjemmeholdet er Andreas Amundsen med 15.7 point og 3.7 rebounds, efterfulgt af Jordan Dallas med 13.8 point og 12.4 rebounds.

Værløse Blue Hawks kunne i sidste kamp næsten smage sejrens sødme, da de var rigtig tæt på at få hentet Horsens IC i de sidste minutter af kampen. Værløse viste i sidste kamp, at de i den grad kan spille på bredden. Med en bænk der scorede hele 44 point, vil der formegentlig hele tiden være friske ben på banen fra udeholdet. For Værløse Blue Hawks er det lige nu den unge Mikkel Hauge, der lægger flest point i kurven med et snit på 14.6 og 2.4 rebounds. Dette stærkt efterfulgt af Asbjørn Nerlov med 14.4 point og 2.6 rebounds.

Se kampen på Danmarks nye basketball kanal SPORT LIVE torsdag d. 28. oktober kl. 19:15. Inden kampstart kan du ligeledes se basketmagasinet OVERTIME kl. 18:30, hvor BK Amagers Magnus Bjørnå er på besøg i studiet.

Uge 6 i Basketligaen

4 kampe i denne uge.

Torsdag d. 28. oktober kl. 19:15 i Næstved Hallerne kommer endnu et ubesejret hold på besøg. I sidste kamp faldt Team Fog Næstved til Bakken Bears, og dermed var de ikke længere ubesejret. Svendborg Rabbits har 5 sejre og indtil videre i sæsonen set meget stærke ud. Det samme kan dog siges om hjemmeholdet, der i sidste del af kampen imod Bakken Bears viste, at de kunne matche niveauet. Begge hold har flere profiler, og der er lagt op til en kamp i højt tempo.

Torsdag d. 28. oktober kl. 19:15 er ugens tv kamp rykket til Amagerhallen. BK Amager søger stadig efter første sejr, og skal denne gang op imod Værløse Blue Hawks.

Fredag d. 29. oktober kl. 18:30 besøger theView Copenhagen Vejlby-Risskov hallen for anden gang på en uge. Denne gang tager de dog kampen op imod storebror Bakken Bears. Hjemmeholdet mangler stadigvæk at få sat en hel kamp sammen, hvor de vinder alle 4 perioder.

Lørdag d. 30. oktober kl. 16:00 tager BMS Herlev imod Bears Academy. Kampen spilles i UCC Hallen, som er den ene af BMS Herlevs tre hjemmebaner. De to hold har stået for mange tætte opgør. Med 2 sejre hver især er det vigtige point at hente for begge hold.

3 tætte opgør i 5. uge

Photo cred: Robert Piil

En efterårsferie med flere spændende kampe.

BK Amager åbnede 5. uge af Basketligaen op med en tur til Svendborg, hvor de endnu ubesejrede kaniner ventede. Gæsterne forsøgte sig med en lidt større starting lineup end normalt, og det bar frugt igennem nogle dele af kampen. Mange havde nok spået, at Svendborg Rabbits ville køre gæsterne over med deres seneste sejr over Randers Cimbria. Men efter en knap så god første halvleg der sluttede med en teknisk fejl til bænken og stillingen 51-27, så fik de vendt skuden i anden halvleg, og vandt både tredje og fjerde quarter med sammenlagt 5 point. Svendborg Rabbits kunne efter kampen se yderligere 2 point tikke ind på kontoen og en endnu udbrudt sejrstime på 5 i træk.

Ugens tv kamp blev en spændende affære imellem BMS Herlev og gæsterne fra theView Copenhagen. Første opgør i kampen om København blev vundet af theView Copenhagen, der kom bedste fra start. Fem hurtige point udløste en hurtig timeout af hjemmeholdet. Kampen bølgede frem og tilbage og BMS Herlev kunne gå til halvleg med en smal føring på 1 point. I anden halvleg forsatte spændingen og de to hold var kommet for at vise sig fra deres bedste side.
Kort inden tredje quarter slutter er det udeholdets David Christophersen, der er holdets store helt. Hans første scoring i kampen er et and one layup, hvor han udligner til 71-71. Kort efter på en aflevering fra feltet sætter han en 3’er, og gæsterne kan dermed gå til 4 quarter med en føring på 3 point.
I fjerde quarter bølger kampen fortsat frem og tilbage, men med 7 minutter og 47 sekunder tilbage i kampen laver anfører Frederic Filsoof et layup, der endnu engang bringer theView Copenhagen i front med 1 point. I næste angreb for gæsterne sender Zeke Moore en aflevering tværs over banen til David Christophersen, der rammer endnu en 3’er fra samme sted og stillingen er herefter 75-79.  Trods at hjemmeholdet flere gange kommer indenfor 3 points rækkevidde, får gæsterne svaret igen og Zeke Moore scorer hele 11 af hans 29 point i fjerde quarter, og sikrer dermed sit hold sejren.

Fredag aften i Nordsjælland tog Værløse Blue Hawks imod Horsens IC. Gæsterne havde kampen forinden fået sæsonens første sejr, og kom for at fortsætte de gode takter. Det så ud til at køre som smurt, da gæsterne kunne gå til halvleg med en føring på 13 point og stillingen 33-46. De kom dog ikke let til sejr, da Værløse Blue Hawks kom som skudt ud af en kanon og vandt tredje quarter 33-21. Det gode spil fortsatte ind i fjerde quarter og med en 3’er scoret af Asbjørn Nerlov. kom hjemmeholdet pludseligt foran med cifrene 69-68. Kort efter kommer Andy Cleaves fra Horsens IC på linjen og rammer 1 af 2 og kampen er nu helt lige. Mikkel Hauge der spillede en rigtig flot kamp, kommer til kurven og bringer igen sit hold i front 71-69. Det er dog den sidste føring i kampen for Værløse og selvom de flere gange kommer tæt på, må de til sidst se sig slået med 5 point og slutresultatet 84-89.

To ud af de tre ubesejrede hold i ligaen stod lørdag eftermiddag overfor hinanden i Næstved Arena. I de første to quarters lignede det en sejr der stille og roligt skulle køres hjem af Bakken Bears. Det skulle dog ikke være så let for holdet fra Århus, og trods en halvlegsføring på 17 point, kom hjemmeholdet ud fra pausen med fornyet energi. I tredje quarter fik de reduceret gæsternes føring til kun 4 point, men lidt hurtig offensivt spil i de sidste 2 minutter af perioden fra Bakkens Marvelle Harris, Darko Jukic og Morten Sahlertz får de udbygget føringen til 12 point inden sidste periode. En spændende fjerde periode hvor Team Fog Næstved kommer tæt på i kampens døende sekunder, og da Darko Jukic brænder 2 fra linjen, kunne man fra Næstved lejren havde håbet på en hurtig rebound og scoring, men sådan skulle det ikke gå da Marvelle Harris fik fingrene i angrebs rebounden. En hurtig fejl for at stoppe spillet fik sendt ham på linjen hvor han ramte 2 ud af 2 straffe, og Bakken Bears dermed gik fra kampen som et af de nu kun to ubesejrede hold i Basketligaen.

BMS Herlev skulle for anden gang i denne uge i kamp og denne gang som udehold i Randers. Randers Cimbria, der i sidste runde tabte til Svendborg Rabbits, kunne bruge denne kamp til at komme tilbage på sporet. En kamp der aldrig rigtig var i fare for hjemmeholdet, og BMS Herlevs eneste føring i kampen var i starten af første quarter. Otte af de ti spillere der var på banen for Randers Cimbria kom på scoringstavlen. Lidt overraskende var det måske, at Robert Crawford ikke fik noget ud af sine fem forsøg på 16 minutter. Brantley Bynum var dog godt kørende i kampen og blev noteret for en double double med 23 point og 11 rebounds.

I den sidste kamp i efterårsferieugen kunne Bears Academy glæde sig over en storsejr over theView Copenhagen på hjemmebane. Efter en tæt første periode begyndte hjemmeholdet at trække fra gæsterne. Bears Academy kunne gå til halvleg 46-28 og være tilfredse med både den defensive og offensive indsats i de første 20 minutter af kampen. theView Copenhagen kom bedre fra start i tredje periode, men længe varede det ikke før hjemmeholdet svarede igen og perioden sluttede 20-20. Sidste periode fortsatte lidt i samme spor, det var den eneste periode i kampen der blev vundet af gæsterne fra København og kampen endte 82-65.

Ugens tv kamp BMS Herlev vs theView Copenhagen

Forstaden vs indre by.

Afstanden er ikke lang, når theView Copenhagen skal til Herlev Hallen for at spille ugens tv kamp.
BMS Herlev og theView Copenhagen, tidligere kendt som Copenhagen Basketball, har de sidste 2 sæsoner haft nogle tætte opgør og kigger man på papiret, så er denne kamp formodentlig ingen undtagelse.

Kampen om København har i de sidste par sæsoner været vundet af BMS Herlev og det kan tænkes, at hjemmeholdet kommer ind i denne kamp med en følelse af, at være favoritter. Det er ligeledes en særdeles energisk BMS Herlev trup vi har fået set i de første kampe. En af de store succeser har været forsvaret.
Topscorer for BMS Herlev er svenske Jordan Lou med 18.7 point og 3.3 assists og dernæst er det Leonardo Carlino med 17.5 point og 4.8 rebounds. Værd at nævne er den unge Marqus Marion, der på sine blot 20 minutter per kamp snitter 11.3 point og 11 rebounds. theView Copenhagen er ikke det samme hold vi kendte fra sidste år, de har skiftet navn og med det er der også sket ændringer på holdet. Man venter fortsat på at de to sidste spillere kan blive klar til kamp. I mellemtiden har den unge kerne været den bærende kræft på holdet. Det er indtil videre blevet til 1 sejr, hvilket måske ikke er det store. Såfremt man derimod kigger på spillernes præstationer i de forskellige kampe, kan de gå hen og blive et hold med flere strenge at spille på.

Se med torsdag fra kl 18:30 på SPORT LIVE hvor der først vises basketmagasinet OVERTIME, efterfulgt af tip-off live fra Herlev Hallen kl 19:15.