Rundt om runden: 8.spillerunde

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Efter otte spillerunder i Basketligaen står det klart, at Horsens IC og Team FOG Næstved topper ligaen hver især med 12 point i syv kampe. De Gule fra Horsens indtager førstepladsen, da de er bedre indbyrdes med holdet fra Sydsjælland.

Begge hold var i den forgangne spillerunde i aktion og kunne gå på landskampspause med en sejr.

Fire spillere fra Basketligaen var med det danske herrelandshold på tur i weekenden. Bakken Bears-trioen Darko Jukic, Noah Churchill og Gustav Knudsen var blevet udtaget, mens Jonathan Klussmann også var at finde på det danske holdkort.

Desværre blev det til nederlag mod Nordmakedonien og Slovakiet for de danske drenge.

Storsejr til Næstved

I løbet af sæsonens første otte runder har Basketligaen været præget af adskillige overraskelser, hvor undertippede mandskaber besejrede forhåndsfavoritterne.

Historien var dog en anden i ottende spillerunde, hvor overraskelserne og spændingen i nogle kampe udeblev.

Team FOG Næstved tog i sidste uge imod BK Amager, og opgøret i Arena Næstved var en af de kampe, hvor både overraskelsen og spændingen udeblev.

BK Amager, der siden den sensationelle sejr mod Svendborg Rabbits i sæsonåbneren blot har hentet en enkelt sejr, blev kørt rundt i manegen mod et Team FOG Næstved-hold, der virkelig har tur i den for tiden.

Spillet flyder for Næstved, der lige nøjagtigt missede en plads i semifinalerne i sidste sæson, og i løbet af det seneste landsholdsvindue har Næstved forstærket truppen med Che Bob, der også spillede for klubben i sidste sæson. Det kan du læse mere om her.

Team FOG Næstved sejrede komfortabelt mod BK Amager med 120-78. Kampens topscorer var Amagers Oscar Quackenbush med 24 point.

Næstveds MVP-kandidat Mike McGuirl, der for nyligt blev kåret som sæsonens første Player of the Month i Basketligaen, scorede 23 point for Team FOG Næstved. Både Ian Dubose og Rodney Chatman satte 20 point.

Næstved uddelte øretæver til Amager, men Amagerkanernes nedsabling skulle vise sig ikke at være den største i ottende spillerunde.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Tre på stribe for Svendborg

Efter en skidt start på sæsonen begynder det at ligne noget på Sydfyn.

Svendborg Rabbits hentede deres tredje sejr i streg, da de på ottende spilledag besejrede ligaens oprykker Holbæk-Stenhus på udebane med 75-92.

Med sejren rykker sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen op på femtepladsen. Sydfynboerne står nu med fire sejre og tre nederlag, hvilket ikke just er tilfredsstillende, men den seneste periode viser, at pilen peger i den rigtige retning.

I den anden lejr er situationen ej heller fremragende, da Holbæk-Stenhus endnu har sin første sejr i ligaen til gode.

Sæsonen igennem har det været et tema, at Holbæk-Stenhus som forventet ville være stærkt udfordret, men det unge akademihold har trods at have været bagud stort nægtet at smide håndklædet i ringen, og opgøret mod Kaninerne var ingen undtagelse.

Holbæk har i mange kampe kæmpet i samtlige 40 minutter, og det er måske blot et spørgsmål om tid før det belønnes.

I forbindelse med mødet med Svendborg fik amerikanske Eysan Wiley debut for Holbæk. Wiley´s ankomst falder på et lunt sted for sejrsløse Holbæk-Stenhus. Wiley noterede sig for 20 point og 11 rebounds i sin debut.

Holbæks Rasmus Blak Møller spillede sin bedste kamp i Basketligaen i sin hidtil unge karriere. Den unge dansker scorede 28 point, hvilket er hans nye career high i Basketligaen.

Som dobbeltlicensspiller hos Team FOG Næstved i sidste sæson var 12 det højeste antal point, han scorede i en kamp. I denne sæson har han indtil videre scoret +15 point i fem af Holbæks syv kampe.

Mest scorende for Rabbits var Jaylen Fornes med 17 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Fortune og Norfleet førte an

Ugens TV-kamp var mellem BMS Herlev og Randers Cimbria i Nordic Basketball Arena Skovlunde.

Hjemmeholdet gjorde en god indsats, men det lykkedes Randers Cimbria at tage turen over Storebælt med en 77-85 sejr.

BMS Herlev åbnede ballet med et layup af Marqus Marion, der bragte BMS Herlev i front – for første, men også for sidste gang i kampen. Gæsterne fra Kronjylland tog efterfølgende over og var i resten af kampen i front.

Herlev spillede en dårlig første halvleg, hvor de kun fik scoret 29 point. Herlev så bedre ud i anden halvleg, hvor de fik skrabet point af Cimbrias føring, men det var aldrig nok til at overtage føringen fra Randers.

Randers Cimbria vandt med 77-85.

Holdkammeraterne Josh Fortune og Brandon Norfleet var kampens helt store oplevelser. Fortune leverede 26 point, ti rebounds og otte assists. Fortune var således tæt på en Triple-double og stjal dertil bolden af to omgange.

Brandon Norfleet, der kom på Fullcourt.dks første Team of the Month i sæsonen, var også tæt på en Triple-double med 23 point, ni rebounds og 11 assists. Norfleet sluttede også på to steals.

Topscorer for Herlev blev August Haas med 19 point. Marqus Marion lavede 18 point og tog syv rebounds.

Randers Cimbria har dermed sejret i fem ud af syv kampe, hvilket rækker til en tredjeplads. BMS Herlev har tre sejre i seks kampe.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Sæsonens største nederlag

Der var bøllebank først på ugen til BK Amager, og en tilsvarende ydmygelse skulle vise sig at udspille sig få dage senere, da Bakken Bears besøgte BC Copenhagen i Nørrebrohallen.

Hovedstadsholdet, der manglede flere profiler, blandt andet Nathan Scott, som de for nyligt har afsluttet samarbejdet med, blev banket med cifrene 68-118. Copenhagen var også uden Frederic Filsoof og Andy Ramirez, mens Bakken var uden Darko Jukic og Kylor Kelley.

Nederlaget på 50 point er det største i Basketligaen i denne sæson. I starten af oktober-måned sejrede Bears mod Holbæk-Stenhus med 49 point, så det er nu Copenhagen, der er indehaver af denne knap så fede rekord.

Bakken Bears sad på alt på spillet og var altdominerende foran en fyldt Nørrebrohallen.

Bjørnene tog kontrollen fra start og kunne cruise sig til en overbevisende sejr.

Spillet for Copenhagen som hold var ikke ideelt, men hjemmeholdets Sharif Barfi spillede en rigtig flot kamp. Barfi scorede 24 point, hvilket er hans career high i Basketligaen.

Bakken Bears´ Elijah Childs scorede 23 point.

Durell Vinson var ligeledes en af de fem spillere, der kom på Fullcourt.dks første Team of the Month i sæsonen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

HIC bevarer førstepladsen

Inden holdene kunne gå på en kort landsholdspause, skulle opgøret mellem Værløse Blue Hawks og Horsens IC afvikles.

Hjemme i Søndersøhallen tabte Værløse Blue Hawks til Horsens IC med 82-87.

Værløse Blue Hawks gik ind til kampen som ubesejrede på hjemmebane med sejre over Bakken Bears, Svendborg Rabbits og BK Amager, men den stime brød Horsens IC, der leverede en stærk holdindsats.

På det individuelle plan var det Værløses Balsa Veljic, der leverede en stor præstation. Veljic scorede 28 point og var således delt topscorer over de fem kampe i ottende spillerunde med Rasmus Blak fra Holbæk.

Horsens IC tog teten fra kampens start og spillede en suveræn første periode, der lagde fundamentet til sejr. Stillingen efter ti minutter var 12-31 i gæsternes favør.

Værløse var længe om at komme op i omdrejninger og var bedre med i de næste tre perioder, hvilket kampens slutcifre er et bevis på. Det var derfor en skidt første periode, der blev dyr for Værløse Blue Hawks.

Chris Lykes scorede 17 point for HIC, mens klubmanden Vedran Borovcanin scorede 16 point og havde syv rebounds og fire assists.

Sejren betyder, at HIC fortsat er på førstepladsen i Basketligaen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Hele Basketligaen på Jysk Fynske Mediers medieplatforme

Jysk Fynske Medier, Basketligaen og F3 Media Group indgår aftale, som betyder, at abonnenter på 15 lokale medier som de eneste får adgang til at se alle kampe fra Basketligaen de kommende tre år.

Jysk Fynske Medier, Basketligaen og F3 Mediagroup har indgået en aftale, der bringer basketball-sporten hjem i stuerne hos abonnenterne på Jysk Fynske Mediers 15 lokale medier.

Med aftalen får abonnenter på Jysk Fynske Mediers lokale titler mulighed for at se samtlige kampe i Basketligaen, både live og on demand.

Jysk Fynske Medier indgik i foråret en distributionsaftale med F3 Media Groups sportskanal, SPORT LIVE, så sportskanalens programmer også er tilgængelige via Jysk Fynske Mediers mange lokale og regionale medier. SPORT LIVE sender hvert år live fra en lang række forskellige sportsgrene fra hele Danmark – bl.a. boksning, 2. divisionsfodbold, volleyball, tennis, futsal, motorsport og omkring 50 kampe fra Basketligaen samt de danske basketlandskampe. Og nu kan Jysk Fynske Mediers abonnenter altså glæde sig til også at følge alle de øvrige kampe fra Basketligaen også.

”Vi prøver hele tiden at gøre vores abonnementsprodukter endnu mere attraktive, og det bidrager muligheden for at se topsport på sit lokale medie i den grad til. Basketligaen er en perfekt tilføjelse til vores udbud af sport,” siger Jørn Broch, nyhedsdirektør i Jysk Fynske Medier.

Jysk Fynske Medier har ligeledes haft en aftale om at vise udvalgte speedwaymatcher fra den danske speedwayliga i den forgangne sæson og har siden 1. august vist samtlige fodboldkampe fra landets 2. og 3. division, og derfor kan abonnenter på de lokale medier se masser af sport som supplement til den mere traditionelle nyhedsformidling.

”Vi ved fra samarbejdet med SPORT LIVE, at vores brugere kan lide basketball. Det koger i hallerne, når der er kampe i ligaen, og det sportslige drama kan man mærke ud gennem tv’et, computeren og mobilen. Vi glæder os til sammen med Basketligaen at gøre dansk basket endnu bedre i de kommende år,” siger Jørn Broch.

Basketligaen ser også frem til samarbejdet med mediekoncernen.

”Det er med stor glæde vi i Basketligaen nu indgår et strategisk vigtigt og spændende samarbejde med Jysk Fynske Medier. Basketball i Danmark er i flot fremgang medlemsmæssigt, og det gode momentum, der er i klubberne, skal vi fastholde og forsat videreudvikle på. Der er det væsentligt at have en anerkendt og dygtig medie partner som samarbejdspartner.

Trekløveret mellem Jysk Fynske Medier, SPORT LIVE og Basketligaen ser vi som rigtig stærkt og vi tror på at denne konstellation giver gode muligheder for både fans og samarbejdspartnere til altid at kunne følge Basketligaen,” siger Troels Fjellø Mortensen, formand for Basketligaen og Direktør i Svendborg Rabbits.

Første gang abonnenterne kan få glæde af den nye aftale er i dag, torsdag, når Svendborg Rabbits er på besøg hos Holbæk Stenhus. Torsdagens anden kamp, mellem BMS Herlev og Randers Cimbria, er tv-kamp på SPORT LIVE og dermed også mulig at se for Jysk Fynske Mediers digitale abonnenter.

FAKTA

Om Jysk Fynske Medier

Jysk Fynske Medier (JFM) er Danmarks næststørste private mediekoncern og favner Danmark bredt med et udgivelsesområde, der strækker sig over Fyn, Sjælland og Jylland fra Limfjorden i nord til den dansk-tyske grænse i syd. Med 63 ugeaviser og 15 dagblade samt en række nationale, regionale og lokale nyhedssites, fire kommercielle radiostationer og Radio4 er Jysk Fynske Medier hver uge i kontakt med omkring halvdelen af den danske befolkning.

Dertil drives digitale aktiviteter som Gul&Gratis, deal.dk og SPOTdeal. Jysk Fynske Medier ejer desuden trykkerier, distributionsselskaber, kommunikationsbureauet STEP m.m.

Om basketligaen

Basketligaen er herrernes liga i dansk basketball. Det er en professionelt drevet liga med et sportsligt, økonomisk og mediemæssigt stærkt fundament med fokus på organisations- og talentudvikling. Basketligaen er en selvstændighed juridisk enhed med ansvar for at afvikle Danmarksmesterskabet. Basketligaen er underlagt Danmarks Basketball-Forbunds rigsdag, der er den øverste instans i basketballforbundet.

Om F3 Media Group

F3 Media Group A/S har i over ti år arbejdet med alle aspekter af branding indenfor sport. Selskabet etablerede i 2019 sportskanalen SPORT LIVE.  

SPORT LIVE er en dansk sportskanal, som dækker en bred vifte af sports- og idrætsbegivenheder, der ikke normalt får plads på tv. Kanalen sender fra mange forskellige sportsgrene og kommer vidt omkring i hele Danmark til klubber, turneringer og events.

Få overblikket over 8. spillerunde

Snart venter der en lille pause i Basketligaen.

Det skyldes, at vi nærmer os et FIBA-landsholdsvindue, hvor Danmark skal møde Slovakiet og Nordmakedonien i prækvalifikationen til Eurobasket 2025. Danmarks landstræner Allan Foss har udtaget fire spillere, der har sin daglige gang i Basketligaen, i form af: Darko Jukic (Bakken Bears), Noah Churchill (Bakken Bears), Gustav Knudsen (Bakken Bears) og Jonathan Klussmann (Randers Cimbria).

Men før vi kan rette blikket mod de kommende betydningsfulde landskampe skal 8. spillerunde i Basketligaen afvikles.

Onsdag den 2. november mødes Team FOG Næstved og BK Amager på Sydsjælland. Kampen har tipoff kl. 19:15.

Dagen efter, den 3. november, skal der spilles to kampe i Basketligaen.

Første kamp er Holbæk, hvor Holbæk-Stenhus får besøg af Svendborg Rabbits i jagten på holdets første sejr i sæsonen. Den kamp starter kl. 19:00.

Et kvarter senere er der tipoff i Herlev, hvor BMS Herlev tager imod Randers Cimbria. Denne kamp vises på Danmarks basketball Kanal SPORT LIVE. Transmissionen starter kl. 19.00.

Også den 4. november, fredag, er der to kampe på programmet. Kl. 18:00 tørner BC Copenhagen sammen med de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Kl. 19:15 skydes opgøret mellem Værløse Blue Hawks og Horsens IC igang i Søndersøhallen.

Rundt om runden: 7. spillerunde

Foto: Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Basketligaen fortsætter med at levere underholdende basketball.

I den forgangne spillerunde var ti hold i aktion, og runden var nok engang præget af en overraskende sejr til et undertippet hold, mens også ligaens først- og andenplads krydsede klinger.

Det hele startede onsdag aften i Kronjylland, hvor der var ingen slinger i valsen mellem Randers Cimbria og Bears Academy. Opgøret startede jævnbyrdigt ud og var efter ti minutter helt tæt, men i anden periode stak Randers Cimbria så småt af fra det unge aarhusianske hold.

I pausen var stillingen 51-39.

Academy kom ud til anden halvleg og prøvede på at lave et comeback, men Randrusianerne var i fuld kontrol og kunne derfor hente en komfortabel 91-69 sejr på hjemmebane.

Kampens topscorer var Brandon Norfleet med 19 point. Norfleet var tæt på en Triple-double med ni rebounds og ti assists.

Marcus Vinther scorede 17 point for Academy.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Herlev fik sensationel sejr

En halv time senere blev kampen mellem BMS Herlev og Bakken Bears sat i gang, og dette opgør må betragtes som Game of the Week.

Det unge BMS Herlev-hold gik ind til kampen mod den danske mastodont som stærkt undertippede, men Herlev gav Bjørnene kamp til stregen. Nok var aarhusianernes holdkort præget af markante skikkelser, i form af Tony Carr og Deng Adel, med en fortid på den ene eller anden måde i verdens bedste basketballliga, NBA, men BMS Herlev-trioen bestående af Marqus Marion, Eamonn Joyce og August Haas gjorde det onde ved de forsvarende danske mestre.

Deng Adel har spillet 18 kampe for Cleveland Cavaliers i NBA, hvorimod Tony Carr i 2018 blev draftet til NBA, men aldrig formåede at debutere i ligaen. Begge spillere har spillet flere sæsoner i NBA G League.

Alt gik op i en højere enhed, og derfor var det BMS Herlev, der efter 40 minutters intens og underholdende basketball i Nordic Basketball Arena Herlev kunne fejre en sejr. Dermed var den dominerende Bjørnebande blevet nedlagt for anden gang i denne sæson. Bears fik deres første nederlag til Værløse Blue Hawks.

BMS Herlev slog Bakken Bears 78-71.

Kampens topscorer var Marqus Marion og Eamonn Joyce hver især med 21 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens væltede Næstved af førstepladsen

Torsdag var der topopgør i Basketligaen, da Horsens IC hjemme i Forum Horsens tørnede sammen med Team FOG Næstved i kampen om den foreløbelige førsteplads i Basketligaen.

Team FOG Næstved gik ind til kampen som favoritter, da de forud for opgøret var ubesejret i fem kampe. Horsens IC gik ind til kampen med et ærgerligt nederlag i den seneste spillerunde til deres ærkerivaler Bakken Bears – hvilket var holdets første nederlag i denne sæson.

Det sydsjællandske mandskab formåede dog ikke at leve op til favoritværdigheden. I stedet var det Horsens IC, der tog sejren og de to point. Dette betyder, at Horsens IC nu sidder på førstepladsen i ligaen.

Horsens IC var langt hen ad vejen det bedre mandskab i kampen, og især en dominerende anden periode endte med at blive udslagsgivende i topbraget i Basketligaen. Stillingen i pausen var 45-26. Udeholdets Mike McGuirl har været en pointmaskine uden lige i holdets første fem kampe, men HIC fik lukket ned for McGuirl, der blot havde sat fire point på tavlen i første halvleg.

Næstved kom bedre ud til tredje periode, men spændingen endte med for alvor at udeblive i anden halvleg, hvorfor Team FOG Næstved måtte tage turen hjem uden en sejr i bagagen.

HICs Chris Lykes var i efterhånden vanlig Chris Lykes-stil kampens mest scorende spiller. Lykes scorede 32 point. Ian Dubose scorede 21 point, flest af alle for Næstved. McGuirl sluttede på 16 point og så altså en smule bedre ud i anden halvleg.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Holbæk jagtede første sejr

Rundens næstsidste kamp fandt sted på Amager mellem BK Amager og Holbæk-Stenhus, og her skulle der fem overtidsminutter til, før de kunne findes en vinder.

Sidstnævnte var på jagt efter sæsonens første sejr, og de kom også tæt på.

Holbæk gjorde det svært for hjemmeholdet fra BK Amager, der i sæsonpremieren på overraskende vis slog Svendborg Rabbits. De to hold fulgtes ad, og det var da også tæt, da tiden var ved at løbe ud af kampens fjerde periode.

Derfor skulle de to hold ud i overtid, hvor hjemmeholdet fra Amager endte med at trække det længste strå. Amager slog Holbæk med 90-88

Holbæk-Stenhus mangler dermed fortsat at smage sejrens sødme.

Kampens topscorer var Andreas Meilby, som sluttede med 24 point i kampen. Tomas Bjarkason og Joe Johnson stod for 23 point for Amager hver især. Topscorer for Holbæk var Rasmus Blak med 21 point. Blak havde også 12 rebounds i kampen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Svendborg sejrede sikkert

Rosinen i pølseenden fandt vi på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits tog imod BC Copenhagen.

Nok har Svendborg Rabbits ikke ligefrem fået den mest ideelle start på sæsonen, men lørdag var der ingen grus i maskineriet. Kaninerne fik spillet til at flyde og levnede ikke mange chancer til gæsterne fra Nørrebro, der derfor måtte tage turen over Storebælt ovenpå et nederlag på 108-86.

Kampens topscorer blev både hjemmeholdets Devin Whitfield og gæsternes Nathan Scott. Begge spillere stod noteret for 18 point.

Efter de første ti minutter af kampen i Kaninhulen var 30-13, så allerede på det tidspunkt stod BC Copenhagen i den grad med ryggen mod muren.

Hovedstadsholdet kæmpede sig imidlertid tilbage i kampen og var blot bagud med ti point i midten af anden periode, men netop som Copenhagen igen kunne se lys for enden af tunnellen, svarede Svendborg tilbage, hvorfor stillingen i pausen var 49-31.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

TV-kamp: Horsens IC mod Team FOG Næstved

Foto: MJ Horsens

Torsdag aften er det igen tid til, at SPORT LIVE viser basketball fra Basketligaen.

Forum Horsens slår dørene op til at topbrag, hvor hjemmeholdet fra Horsens IC tager imod Team FOG Næstved.

Team FOG Næstved er ligaens eneste ubesejrede hold, og der er derfor mere end blot to point på spil for dagens gæster.

Horsens IC var ligaens andet ubesejrede hold efter de første fem spillerunder, men den stime blev brudt i weekenden, da Bakken Bears slog Horsens med 94-74. Topopgøret skydes i gang klokken 19:15, men du kan se med på SPORT LIVE fra klokken 19:00.

Et blik på profilerne hos gæsterne

Både Horsens IC og Team FOG Næstved har nydt god succes i starten af sæsonen, og en del af den succes kan man takke specielt to guards for: ligaens topscorer fra Næstved, Mike McGuirl, og hjemmeholdets hurtige guard Chris Lyke.

Inden torsdagens kamp har Næstved vundet sine første fem kampe i sæsonen, og her har Mike McGuirl i gennemsnit scoret 26,3 point per kamp, hvoraf han scorede imponerende 40 point mod Svendborg Rabbits. 30 point kom fra distancen.

I Mike McGuirl har Næstved fundet en skarpskytte, som bliver afgørende for at nå en topplacering i ligaen. Han er ligeledes Basketligaens førende spiller i flest trepointsscoringer, hvor han snitter fire ramte trepointsscoringer per kamp.

Udover den stærkt skydende amerikaner har Næstved tilføjet endnu en amerikaner, der scorer en masse point for klubben.

Ian Rogers Dubose snitter 18,8 point per kamp, så det er i særdeleshed de to amerikanere, Horsens-forsvaret skal være opmærksomme på.

Lykes fører an for HIC

En anden, ny amerikansk skikkelse i Basketligaen er Chris Lykes. Den eksplosive Horsens-guard er også startet sin Basketliga-karriere stærkt.

Den 24-årige guard har i denne sæson i snit scoret 22,0 point per kamp, og han var Horsens’ mest scorende spiller i den seneste kamp mod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears. Her scorede han 29 point.

Chris Lykes ligger derudover i top ti over flest assists per kamp, hvor han i gennemsnit assisterer sine holdkammerater fem gange per kamp.

I Horsens har de et vigtigt forsvars-es, der bliver altafgørende i kampen mod Næstved: Koch Bar. Den store center snitter 9,4 rebounds per kamp, hvilket er det næsthøjeste snit i Basketligaen, og Horsens IC er afhængige af, at han levere på dagen og tager en masse rebounds. Frederik Rungby, der vendte hjem til HIC i sommer, er også at finde i top ti. Han snitter 8 rebounds per kamp.

Og så er der naturligvis de to danske landsholdsemner Leonardo Carlino og Liam Churchill, der ligeledes har fået en fin start på tilværelsen i Horsens.

Spændende TV-kamp

Det er endnu tidligt i sæsonen, men det er ingen hemmelighed, at begge klubber kæmper om medaljer som et minimum, men en finaleserie er naturligvis altid målet for tophold af denne kaliber.

HIC vandt bronze i sidste sæson, hvor de slog Randers Cimbria i kampen om tredjepladsen.

Team FOG Næstved endte lige akkurat uden for de sjove pladser i den seneste sæson, så de har blod på tanden om at komme indenfor, hvor det rigtig bliver sjovt, og hvor der er medaljer på spil.

Og den gode Næstved-start har kun givet klubben mere tro på tingene.

Torsdagens topkamp er altså af stor betydning.

Hvem der kommer sejrsrigt ud af opgøret, bliver vi klogere på torsdag aften.

Se kampen på SPORT LIVE med tipoff kl. 19:15.

Få overblikket over 7. spillerunde

I 7. spillerunde skal der spilles fem kampe.

Onsdag den 26. oktober er der to kampe programmet.

Begivenhederne starter i Arena Randers, hvor Bears Academy kommer på besøg hos Randers Cimbria med kampstart kl. 18:30.

30 minutter senere er der tipoff i Herlev til kampen mellem BMS Herlev og de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Torsdag kl. 19:15 finder vi ugens TV-kamp på hele Danmarks basketball kanal SPORT LIVE. Horsens IC møder Team FOG Næstved, og sidstnævnte går ind til kampen som det eneste hold, der fortsat er ubesejret.

Fredag aften mødes BK Amager og Holbæk-Stenhus kl. 19.00.

Rundens femte og sidste kamp finder sted lørdag mellem Svendborg Rabbits og BC Copenhagen. Kampen skydes igang kl. 16.00.

Rundt om runden: 6. spillerunde

Foto: MJ Horsens

Vi er nu seks runder inde i årets sæson i Basketligaen.

I den forgangne runde var otte hold i aktion, og i weekenden var der det første jyske derby mellem Bakken Bears og Horsens IC i denne sæson.

Sjette spillerunde i landets bedste række startede i Nordic Basketball Arena Skovlunde med en TV-kamp på SPORT LIVE mellem BMS Herlev og BK Amager.

Gæsterne fra BK Amager kom stærk fra land og spillede en flot første halvleg, hvor de formåede at tilspille sig et fint forspring forud for anden halvleg. Efter en noget lavtscorende første halvleg stod der 28-38 til Amager i pausen.

Desværre for Amagerkanerne kunne de ikke holde dampen oppe i anden halvleg, hvor hjemmeholdet tog over. Derfor hentede BMS Herlev sæsonens anden sejr. BMS Herlev slog BK Amager med 71-61.

Kampens topscorer var hjemmeholdets Eamonn Joyce med 19 point. Joyce spillede en rigtig flot kamp og havde en stor andel i Herlev-sejren.

Topscorer for udeholdet var Tomas Bjarkason med 17 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Copenhagen med tredje sejr i streg

Lørdag stod i Basketligaens tegn med to kampe på programmet.

Første kamp fandt sted i Nørrebrohallen, hvor Værløse Blue Hawks gæstede BC Copenhagen. Udeholdet fra Værløse har fået en suveræn start på sæson 2022/23 og stod inden mødet med Copenhagen med tre sejre i fem kampe. Sejrene fik de mod BK Amager, Bakken Bears og Svendborg Rabbits.

De tre sejre betyder, at Blue Hawks allerede nu er halvvejs på vej mod at tangere holdets antal sejre fra sidste sæsons grundspil, der bød på seks sejre.

Det var således et holdt fyldt med selvtillid og momentum, der kom på besøg hos BC Copenhagen i jagten på sæsonens fjerde sejr.

Men BC Copenhagen ville det anderledes og tildelte Værløse deres tredje nederlag i sæsonen, men sejren kunne lige så godt have endt i Værløses hænder. Opgøret må betegnes som Game of the Week, da der var tale om et vaskeægte overtidsdrama.

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Kampen var jævnbyrdig fra start til slut, lige med undtagelse af en periode i første del af anden halvleg, hvor Værløse kom foran med 51-60.

Men der skulle fem minutter ekstra til for at finde en vinder, og her var det Copenhagen, der trak det længste strå efter en clutch Durell Vinson-scoring med fire sekunder tilbage af overtiden. Kampens slutcifre var 91-89.

Sejren var Copenhagen´s tredje i streg.

Topscorer blev Værløses Mikkel Hauge med 28 point.

Nathan Scott var mest scorende spiller for sejrsholdet med 23 point.

Læs mere om den dramtiske kamp hos Fullcourt.dk her.

Svendborg fik tiltrængt sejr

Den anden kamp om lørdagen var i Aarhus mellem Bears Academy og Svendborg Rabbits.

Sidste sæsons sølvvindere har fået en turbulent sæsonstart med flere skuffende nederlag og noget knap så tilfredstillende spil på banen.

Derfor må det have været en lettelse for Svendborg-cheftræner John Lattimore, at Svendborg Rabbits efter 40 minutter i Vejlby-Risskov Hallen kunne vende snuden hjem mod Sydfyn med en 65-81 sejr mod det aarhusianske akademihold.

Det var på mange måde en tiltrængt sejr for Svendborg, der nu ligger på en syvendeplads i ligaen.

Undervejs gav Academy ellers udeholdet kamp til stregen. Efter første halvleg var der kun tre point mellem de to hold. I tredje periode udbyggede Svendborg deres føring med ti point, så de var foran med 13 point inden kampens sidste ti minutter.

Bears Academy prøvede, men fik aldrig indhentet Svendborg-føringen.

Keane Thomann var brandvarm og scorede 29 point – flest af alle i kampen.

Devin Whitfield udmærkede sig med 23 point for Kaninerne.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bears brød HICs ubesejrede stime

Slutteligt var der Basketligaen-braget mellem Bakken Bears og Horsens IC. De Gule fra Horsens kom på besøg i en fyldt Sparekassen Danmark Basketball Center lørdag eftermiddag, og opgøret mellem de to ærkerivaler så ud til at blive et spændende et af slagsen.

Horsens IC gik ind til kampen som ubesejrede i denne sæson med fire sejre i fire kampe, men det ændrede Bakken Bears på i lørdagens rivalkamp, hvor Skyler Bowlin, efter skiftet til Bakken Bears, for første gang skulle møde sin tidligere arbejdsgiver, Horsens IC.

Bakken Bears hentede en overbevisende sejr på 94-74 efter en underholdende kamp, der bød på kampe i kampen, fede dueller, flere highlights, heriblandt to buzzer-beaters af Churchill-brødrene, Liam og Noah, der spiller for henholdsvis Horsens IC og Bakken Bears.

Kampens topscorer var HICs Chris Lykes med 29 point. Lykes var gæsternes offensive es og konstant en trussel.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Nu er det dermed blot Team FOG Næstved, der fortsat er ubesejrede i denne sæson. Dette kan Horsens IC ændre på, når de netop møder Næstved i morgen, torsdag, i ugens TV-kamp på SPORT LIVE. Den kamp har tipoff 19:15.

Optakt: Jysk derby på programmet

Foto: championsleague.basketball

Lørdag kl. 14:00 tørner ærkerivalerne Bakken Bears og Horsens IC sammen i Sparekassen Danmark Basketball Center i det nordlige Aarhus, og der er lagt i kakkelovnen til en vanvittig kamp mellem to af de dominerende hold i Basketligaen.

Horsens IC går ind til opgøret som ubesejret, idet de har hentet lutter sejre i fire kampe. Den gode sæsonstart har placeret De Gule på en foreløbig andenplads lige bag Team FOG Næstved.

Bakken Bears, der gik igennem sidste sæsons grundspil i Basketligaen ubesejret, måtte noget overraskende allerede se sig besejret af Værløse Blue Hawks i deres anden kamp i sæsonen.

Bakkens fokus er dog ikke helt og holdent på Basketligaen. I denne sæson har Bakken Bears nemlig kvalificeret sig til Basketball Champions League. Bjørnebanden var så sent som i onsdags i aktion i Champions League, hvor de på udebane i Istanbul, Tyrkiet, mødte Darüssafaka.

Det tyrkiske hold slog Bakken med 80-66, der endnu mangler at smage sejrens sødme i Champions League.

Det er altså et motiveret Bakken-hold, der vil tilbage på ret køl efter midtugens ærgerlige nederlag. Horsens IC går imidlertid ind til kampen med håbet om at kunne fortsætte deres flotte stime af sejre.

Skyler Bowlin tilbage i Basketligaen – nu i en Bears-trøje

Hver gang rivalerne Bakken Bears og Horsens IC står overfor hinanden er der garanti for god basketball og god stemning, men lørdagens opgør er på mange måder helt speciel.

Fra 2012 til 2015 var Skyler Bowlin en af profiler på Horsens IC-holdkortet, og den amerikanske guard spillede sig lige ind i hjerterne på HIC-fansene. Bowlin var elsket, og selvom det ´blot´ blev til tre år i klubben, var han betragtet som en HIC-klubmand – også længe efter han forlod den østjyske klub.

Men forud for indeværende sæson smed Bakken Bears en bombe, da de præsenterede tilføjelsen af netop Skyler Bowlin, der tilbragte sidste sæson i den tyske Bundesliga hos Telekom Baskets Bonn – et skifte, der ikke faldt i god jord hos de trofaste HIC-fans.

Lørdag vil Bowlin således stå foran sit tidligere hold og deres medrejsende HIC-fans for første gang.

Overskrifterne på lørdagens derby er mange, så der er i den grad lagt op til en fed kamp i Aarhus.

Kampens kan ses under FIBA Livestats her.

Rundt om runden: 5. spillerunde

Femte spillerunde i Basketligaen er slut, og runden bød på flere begivenhedsrige kampe med masser af intensitet, spænding og ikke mindst god basketball.

Første kamp på programmet var i Arena Næstved mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria, og holdet fra Sydsjælland viser i den grad lovende takter her i sæsonens indledning. Næstved besejrede Randers Cimbria med 90-85 og udbyggede dermed deres stime af sejre til fem kampe.

Team FOG er kommet rigtig godt fra land og topper Basketligaen med Horsens IC lige bag sig. De Gule har dog en kamp i hånden.

Næstved-stjernen Mike McGuirl var nok engang i hopla for ligaens tophold. McGuirl, der bestemt er med i en tidlig Most Valuable Player-snak, scorede 26 point.

McGuirl´s kollega Rodney Chatman blev topscorer med 32 point.

For Randers var det Jonathan Klussmann, der var topscorer. Randers-profilen scorede 24 point og har i denne sæson fortsat fra, hvor han slap i sidste sæson.

Randers Cimbria står nu med to nederlag i ligaen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Copenhagen med anden sejr i træk

Dagen efter var der igen basketball fra landets bedste række, denne gang i Holbæk Sportsby, hvor ligaens oprykkerhold, Holbæk-Stenhus, bød BC Copenhagen velkommen.

Ligesom i de fire foregående kampe blev det – desværre for de fremmødte fans – ikke til den første ligasejr for Holbæk-Stenhus. Det unge, talentfulde akademihold måtte se sig slået af Nørrebroholdet, som hentede sin anden sejr i træk.

BC Copenhagen vandt med 81-90.

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Holbæk-Stenhus har ikke ligefrem haft den letteste start på tilværelsen i Basketligaen, som har budt på flere – forventede – blowout-nederlag til Bakken Bears og Horsens IC, men opgøret mod BC Copenhagen var længe en jævnbyrdig affære.

Copenhagen var langt størstedelen af tiden i front, men Holbæk formåede at holde dem i en kort snor.

Kampens topscorer var udeholdets Nathan Scott med 25 point.

Topscorer for Stenhus var profilen Rasmus Blak med 22 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Svendborg fortsætter negativ stime

Samme dag var der også basketball i Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks tog imod sidste sæsons sølvvindere, Svendborg Rabbits.

Kaninerne fra Sydfyn har haft en turbulent sæsonstart, hvor resultaterne ikke er gået deres vej, og mod Værløse fortsatte nedturen.

Flotte præstationer fra Karl Boje Formann, der var kampens topscorer med 27 point, og Mikkel Hauge, 19 point, banede vejen til sejr for Værløse Blue Hawks som slog Rabbits med 78-76.

Kampen sluttede på dramatisk vis med en vild game winner af Adam Heede-Andersen.

Topscorer for Rabbits var Kentwan Smith med 19 point.

Med sejren ligger Værløse Blue Hawks på en fjerdeplads med tre sejre og to nederlag. Værløse har tidligere sejret mod Bakken Bears, så Værløse har tidligt på sæsonen fået nogle store sejre.

Svendborg er nu havnet på en niendeplads med en enkelt sejr og tre nederlag.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bears Academy fik sikker sejr

Rundens næstsidste kamp stod mellem BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen, og begge mandskaber stod forud for kampen med en enkelt sejr i sæsonen.

Efter 40 minutters spil kunne Bears Academy runde antallet af sejre op til to. Bears Academy sejrede overbevisende, 67-87.

BK Amager var længe med i kampen, men en god tredje periode lagde fundamentet til en sikker Academy-sejr.

I forbindelse med opgøret var der sæsondebut til Bears Academy-profilen Keane Thomann. Den bomstærke center sluttede med 13 point, ti rebounds og tre steals.

Mest scorende spiller var Bjørnenes Tobias Hemmersam med 17 point.

For BK Amager var det Tomas Bjarkason med 15 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens IC udspillede Herlev

Sidst kamp på programmet var Horsens IC mod BMS Herlev.

Forum Horsens dannede kulisse for kampen, og til det fremmødte hjemmepublikums held blev det til sejr for Horsens IC. HIC slog Herlev med cifrene 82-51.

Første periode var tæt, men derefter stak Horsens af fra Herlev, der ikke kunne følge med.

Horsens´ Leonardo Carlino, der spillede for netop BMS Herlev i sidste sæson, satte 17 point på tavlen – flest af alle i kampen. Chris Lykes stod for 16 point.

Topscorer for BMS Herlev var stortalentet Marqus Marion med 16 point. August Haas scorede 15 for Herlev.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens IC er sammen med Team FOG Næstved de eneste ubesejrede hold i Basketligaen. Den stime kan dog måske blive brudt lørdag den 22. oktober, hvor Horsens IC skal møde deres ærkerivaler Bakken Bears. Billetterne er blevet revet væk, så der er lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp.

Stillingen i Basketligaen efter fem spillerunder:

Få overblikket over 5. spillerunde

Torsdag starter femte spillerunde i Basketligaen med et topbrag mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria. Opgøret mellem de to medaljekandidater bliver vist på Danmarks Basketball Kanal SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19.15.

Fredag er der to kampe på programmet. Første kamp finder sted i Holbæk Sportsby, hvor det unge Holbæk-Stenhus-mandskab taber imod BC Copenhagen, der i sidste spillerunde fik sæsonens første sejr. Holbæk har endnu sin første sejr til gode.

15 minutter efter tipoff i Holbæk skydes kampen mellem Værløse Blue Hawks og Svendborg Rabbits i Søndersøhallen igang. Værløse har allerede overrasket og besejret den ene finalist, Bakken Bears, fra sidste sæsons finaleserie, så Svendborg skal holde tungen lige i munden mod den sammentømrede Værløse-trup.

Lørdag mødes BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen. Fælles for de to hold er, at de inden femte spillerunde står med en enkelt sejr i henholdsvis fire og tre forsøg. Amager fik sin sejr mod Svendborg Rabbits, mens Academy sejrede mod Holbæk-Stenhus.

Søndag slutter femte spillerunde, hvor Horsens IC byder BMS Herlev op til dans. Horsens IC er sammen med Team FOG Næstved de eneste mandskaber, der endnu er ubesejret, og søndag vil De Gule forsøge at udbygge deres stime af sejre mod et Herlev-hold, der har sejret en enkelt gang i to kampe.