Vi er nu seks runder inde i årets sæson i Basketligaen.
I den forgangne runde var otte hold i aktion, og i weekenden var der det første jyske derby mellem Bakken Bears og Horsens IC i denne sæson.
Sjette spillerunde i landets bedste række startede i Nordic Basketball Arena Skovlunde med en TV-kamp på SPORT LIVE mellem BMS Herlev og BK Amager.
Gæsterne fra BK Amager kom stærk fra land og spillede en flot første halvleg, hvor de formåede at tilspille sig et fint forspring forud for anden halvleg. Efter en noget lavtscorende første halvleg stod der 28-38 til Amager i pausen.
Desværre for Amagerkanerne kunne de ikke holde dampen oppe i anden halvleg, hvor hjemmeholdet tog over. Derfor hentede BMS Herlev sæsonens anden sejr. BMS Herlev slog BK Amager med 71-61.
Kampens topscorer var hjemmeholdets Eamonn Joyce med 19 point. Joyce spillede en rigtig flot kamp og havde en stor andel i Herlev-sejren.
Topscorer for udeholdet var Tomas Bjarkason med 17 point.
Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.
Copenhagen med tredje sejr i streg
Lørdag stod i Basketligaens tegn med to kampe på programmet.
Første kamp fandt sted i Nørrebrohallen, hvor Værløse Blue Hawks gæstede BC Copenhagen. Udeholdet fra Værløse har fået en suveræn start på sæson 2022/23 og stod inden mødet med Copenhagen med tre sejre i fem kampe. Sejrene fik de mod BK Amager, Bakken Bears og Svendborg Rabbits.
De tre sejre betyder, at Blue Hawks allerede nu er halvvejs på vej mod at tangere holdets antal sejre fra sidste sæsons grundspil, der bød på seks sejre.
Det var således et holdt fyldt med selvtillid og momentum, der kom på besøg hos BC Copenhagen i jagten på sæsonens fjerde sejr.
Men BC Copenhagen ville det anderledes og tildelte Værløse deres tredje nederlag i sæsonen, men sejren kunne lige så godt have endt i Værløses hænder. Opgøret må betegnes som Game of the Week, da der var tale om et vaskeægte overtidsdrama.
Kampen var jævnbyrdig fra start til slut, lige med undtagelse af en periode i første del af anden halvleg, hvor Værløse kom foran med 51-60.
Men der skulle fem minutter ekstra til for at finde en vinder, og her var det Copenhagen, der trak det længste strå efter en clutch Durell Vinson-scoring med fire sekunder tilbage af overtiden. Kampens slutcifre var 91-89.
Sejren var Copenhagen´s tredje i streg.
Topscorer blev Værløses Mikkel Hauge med 28 point.
Nathan Scott var mest scorende spiller for sejrsholdet med 23 point.
Læs mere om den dramtiske kamp hos Fullcourt.dk her.
Svendborg fik tiltrængt sejr
Den anden kamp om lørdagen var i Aarhus mellem Bears Academy og Svendborg Rabbits.
Sidste sæsons sølvvindere har fået en turbulent sæsonstart med flere skuffende nederlag og noget knap så tilfredstillende spil på banen.
Derfor må det have været en lettelse for Svendborg-cheftræner John Lattimore, at Svendborg Rabbits efter 40 minutter i Vejlby-Risskov Hallen kunne vende snuden hjem mod Sydfyn med en 65-81 sejr mod det aarhusianske akademihold.
Det var på mange måde en tiltrængt sejr for Svendborg, der nu ligger på en syvendeplads i ligaen.
Undervejs gav Academy ellers udeholdet kamp til stregen. Efter første halvleg var der kun tre point mellem de to hold. I tredje periode udbyggede Svendborg deres føring med ti point, så de var foran med 13 point inden kampens sidste ti minutter.
Bears Academy prøvede, men fik aldrig indhentet Svendborg-føringen.
Keane Thomann var brandvarm og scorede 29 point – flest af alle i kampen.
Devin Whitfield udmærkede sig med 23 point for Kaninerne.
Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.
Bears brød HICs ubesejrede stime
Slutteligt var der Basketligaen-braget mellem Bakken Bears og Horsens IC. De Gule fra Horsens kom på besøg i en fyldt Sparekassen Danmark Basketball Center lørdag eftermiddag, og opgøret mellem de to ærkerivaler så ud til at blive et spændende et af slagsen.
Horsens IC gik ind til kampen som ubesejrede i denne sæson med fire sejre i fire kampe, men det ændrede Bakken Bears på i lørdagens rivalkamp, hvor Skyler Bowlin, efter skiftet til Bakken Bears, for første gang skulle møde sin tidligere arbejdsgiver, Horsens IC.
Bakken Bears hentede en overbevisende sejr på 94-74 efter en underholdende kamp, der bød på kampe i kampen, fede dueller, flere highlights, heriblandt to buzzer-beaters af Churchill-brødrene, Liam og Noah, der spiller for henholdsvis Horsens IC og Bakken Bears.
Kampens topscorer var HICs Chris Lykes med 29 point. Lykes var gæsternes offensive es og konstant en trussel.
Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.
Nu er det dermed blot Team FOG Næstved, der fortsat er ubesejrede i denne sæson. Dette kan Horsens IC ændre på, når de netop møder Næstved i morgen, torsdag, i ugens TV-kamp på SPORT LIVE. Den kamp har tipoff 19:15.