Årets tre første kampe

Brantley Bynum i hvid
Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Årets første tre.

Bakken Bears og Bears Academy stod for årets første kamp. Denne gang var alt spænding dog suget ud af kampen efter de første 10 minutters spilletid. Bears Academy måtte undvære deres tre profiler i Anton Harbo, Magnus Møllgaard og Mads Bro. Ved halvleg var Bakken Bears allerede oppe med 27 point, og efter endnu en god tredje periode, var kampen så godt som lukket inden fjerde og sidste periode. Kampens topscorer blev Keane Thomann med 24 point og 8 rebounds, tæt fulgt af Michel Diouf med 21 point og 7 rebounds.

TV-kampen imellem Svendborg Rabbits viste sig at være noget af en gyser. Den første periode gik til Svendborg, der også havde taget første stik i sæsonen. Randers fik dog lige før pausen udlignet med en 3’er fra Jonathan Klussmann. I tredje periode begyndte der at tegne sig et billede af den første kamp de to hold spillede imod hinanden, og langt ind i fjerde periode havde Svendborg taget en nogenlunde komfortabel føring. Pludselig vender det dog, og med 5 minutter og 2 sekunder tilbage af fjerde og sidste periode, scorer Brandon Randolph 2 point. Dernæst gik det på tur imellem især Brandon Randolph, Brantley Bynum og Jonathan Klussmann. Med 1 minut og 33 sekunder tilbage rammer Jonathan Klussmann en 3’er, som bringer Randers Cimbria foran med 1 point, og Svendborg kalder timeout. Efter timeout er det Svendborg bold. Her misser de deres chance for at komme i front igen, og assisteret af Anton Hansen sender Jonathan Klussmann endnu en 3’er igennem nettet, hvilket giver Randers en føring på 4 point. Kampen ender 92-98 og Jonathan Klussmann scorer 25 point, tager 4 rebounds og uddelegerer 4 assist.

Team Fog Næstved var endelig i kamp igen, og denne gang var det imod theView Copenhagen. Hjemmeholdet har i den seneste tid måtte sige farvel til to spillere i Akim Jonah fra Tyskland og Jeppe Madsen fra Næstved. Der var heller ikke brug for flere mand i truppen til denne kamp, da Team Fog Næstved trak sig sejrrigt ud af kampens fire perioder. Kameron Williams blev med 24 point og 4 rebounds topscorer i kampen.

Ugens TV-kamp Svendborg Rabbits vs. Randers Cimbria

Tyre Gathright i hvid
Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Revanchekamp for Randers

Det var en magtdemonstration uden lige, da Svendborg Rabbits og Randers Cimbria stod overfor hinanden på TV tilbage i oktober måned. Kampen var i Svendborgs kontrol, og de var hele tiden et skridt foran Randers. 

Svendborg Rabbits der fortsat kun har tabt én kamp, har i længere tid måtte undvære et af holdets store profiler i Brandon Norfleet. Dog har de siden sidste kamp imod Randers fået center Djery Jean-Baptiste tilbage, som måske bliver et godt våben imod Randers Cimbrias store spillere. Flere af Svendborgs guards har i den sidste tid vist sig fra deres bedste side. Tyre Gathright, Sebastian Åris og Corey Silverstrom leverer i begge ender, og man kan ikke lade være med, at få øje på deres 3 point procenter. Åris topper hos de tre og skyder 50 % fra 3’eren. Nummer to er Silverstrom med 42.9 %, og som nummer tre er det Gathright med 41.5 %. 

Randers Cimbria ligger på nuværende tidspunkt nummer fire i Basketligaen. De har vundet 6 kampe og tabt 5. Man skal dog ikke tage fejl af deres placering og resultater. Det er et hold, som ligger på tredje pladsen i point og assist, anden pladsen i rebounds, og så har de som eneste hold tvunget Bakken Bears ud i overtid. Jonathan Klussmann har vist sig at være en bærende spiller på holdet, og har i de sidste tre kampe spillet over 30 minutter per kamp. En anden vigtig brik for Randers er Brandon Randolph, som også var iført Randers trøjen sidste sæson. Randolph havde i overtidsnederlaget til Bakken Bears 18 point, 8 rebounds og 7 assist. 

Du kan se kampen direkte fra Rise Sparekasse Arena på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE, i dag tirsdag d. 4. januar kl. 19:15. Optakten starter kl. 19:00 på kanalen, hvor du både kan se interviews med spillere og trænere. 

Uge 15 i Basketligaen

Det nye år indledes med tre kampe.

Tirsdag d. 4. januar kl. 18:30 er begge hold atter på hjemmebane i Vejlby-Risskov Idrætscenter. Det officielle hjemmehold i dagens kamp er dog Bakken Bears, der indtil videre ikke har haft meget slinger i valsen. Bears Academy kommer fra en flot sejr over BK Amager, som Bakken Bears også spillede imod dagen efter. Sidst holdene mødtes endte det i en 19 points sejr til Bakken Bears, dog fik Bears Academy gjort det til en spændende kamp.

Tirsdag d. 4. januar kl. 19:15 huser Svendborg Rabbits deres anden TV-kamp i træk, og denne gang imod Randers Cimbria. Se kampen på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE med optakt fra kl. 19:00.

Onsdag d. 5. januar kl. 19:15 er basket endelig tilbage i Næstved Hallerne. Team Fog Næstved tager imod theView Copenhagen, der til trods for et nederlag imod Svendborg Rabbits, ligner et hold med opadgående kurve. Gæsterne har fået gang i den trio, som de formentlig havde håbet på, at se på banen lidt tidligere i sæsonen. Kigger man på værterne, så skal man helt tilbage til d. 7. december, hvor de spillede deres sidste Basketliga kamp og i mellemtiden har man sagt farvel til den Tyske center Akim Jonah.

Godt nytår 2022

Godt nytår fra Basketligaen.

Vi fra Basketligaen vil gerne ønske jer alle et rigtig godt nytår! Vi er glade for alle jer, der i 2021 har været med til at støtte op om den nye retning, som Basketligaen er påbegyndt. Vi håber fortsat på, at se flere af jer tilslutte sig streaming siden www.basketligaen.live, og dertil de velproducerede kampe på SPORT LIVE. Mest af alt, glæder vi os til at vi kan få tilskuere i hallerne igen – uden jer er kampene ikke det samme.

Rigtig godt nytår!

Med venlig hilsen
Basketligaen

De sidste kampe inden nytår

Ingen overraskelser inden nytår.

Der skulle gå en hel periode, før end Bears Academy kom ordentlig i gang imod BK Amager. Første periode faldt i gæsternes favør, og de havde fået deres nye mand, Mitch Pelissier, på holdkortet til dagens kamp. De unge bjørne kom dog efter det i anden periode, og så sig ikke tilbage resten af kampen. Keane Thomann havde endnu en double double med 19 point og 14 rebounds.

I Herlev Hallen gjorde Bakken Bears det tydeligt fra start, at de ikke var kommet for at lege. BMS Herlevs unge fik lidt bedre gang i angrebet i sidste periode, der endte 26-30. Leonardo Carlino var tæt på en triple double med 12 point, 10 rebounds og 8 assist. Hos Bakken Bears var det Tylor Ongwae, der leverede varen, og scorede 20 point sammen med 6 rebounds og 6 assist.

Bakken Bears og BK Amager spillede for anden dag i træk, og her var det så gæsterne fra Amager, der kom bedst fra start og vandt første periode med 1 point. Kampen tog en drejning, og på blot 10 minutter blev den smalle føring forvandlet, da Bakken Bears med skruede op for tempoet i angrebet og dermed gik til halvleg med en føring på 25 point efter at have scoret hele 43 point i anden periode. Den største føring i kampen blev 41 point dog endte kampen 116-82. Travis Taylor blev noteret for 18 point, 12 rebounds og 5 assist.

Svendborg Rabbits viste sig endnu engang som det bedre hold og kontrollerede de første 3 perioder af TV-kampen imod theView Copenhagen. Gæsterne fra København fik lidt mere tur i den i fjerde periode og vandt denne med 5 point. Sebastian Åris har i 3 ud af sine sidste 4 kampe scoret 26 point, undtagelsen var sidste kamp imod BMS Herlev hvor han kun scorede 6 point.

Foto: Robert Piil

Ugens TV-kamp Svendborg Rabbits vs. theView Copenhagen

Corey Silverstrom i hvid
Foto: Tom Andreasen

Live fra Sydfyn.

Vi skal helt tilbage til torsdag d. 11. november hvor Svendborg Rabbits sidst skulle have spillet TV-kamp i Rise Sparekasse Arena, kampen blev desværre aflyst grundet Covid-19 men dette er ikke tilfældet i dag.

Svendborg Rabbits har været tæt på perfekte i sæsonens 10 runder, og har kun lidt et nederlag til Bakken Bears. Til trods for at de i flere kampe måtte undvære en eller flere profiler, har de vist, at de er et af de klare tophold i Basketligaen.  Senest blev det til en sejr over BMS Herlev, hvor specielt Corey Silverstrom skinnede igennem og blev noteret for 35 point, 5 rebounds og 4 assist. En af Svendborgs store styrker findes på guard positionen, hvor deres firkløver bestående af Sebastian Åris, Tyre Gathright, Corey Silverstrom og Brandon Norfleet tilsammen scorer 49.1 point.

theView Copenhagen har endeligt fået Durell Vinson på banen, og har vundet deres sidste to kampe. Senest var det imod BK Amager, hvor der var debut til Andy Ramrírez, som stemplede ind i Basketligaen med 22 point, 7 rebounds og 5 assist. Selvom den tidligere Svendborg Rabbits profil tilføjer lidt ekstra størrelse til holdet, har man i de sidste kampe manglet den unge center Laurits Halstad, der har været ude med en skade.
Holdets indtil videre største profil, Zeke Moore, sad også ude i sidste kamp med en mindre skade, men forventes tilbage i kampen imod Svendborg Rabbits. Sidste gang theView Copenhagen havde Zeke Moore, Andy Ramírez og Durell Vinson på banen sammen var i preseason, og det må forventes, at være noget theView Copenhagen ser frem til at have igen.

Du kan se kampen live med optakt fra kl. 19:00 på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE.

Uge 14 i Basketligaen

God basket og godt nytår!

Der er lidt over en time til næste runde af Basketligaen skydes i gang. Der er lagt op til nogle gode kampe lige her inden nytår, dog desværre med et par aflysninger grundet Covid-19.

Onsdag d. 29. december kl. 16:30 spiller BK Amager den første af to kampe i Jylland inden nytår. Først venter Bears Academy ført an af Keane Thomann, der i denne sæson scorer 16.6 point og tager 8.2 rebounds per kamp. Hjemmeholdet vandt deres seneste kamp i Værløse, og kommer ud af julepausen med muligheden for, at vinde deres femte kamp i sæsonen og dermed placere sig bedre på sjette pladsen i Basketligaen. BK Amager er endnu ikke kommet til sejr, men har i mange kampe vist, at de i perioder kan spille med mange af holdene. De kan se frem til Basketliga debut for deres ny erhvervede guard Mitchell Ray Pellisier, og kan håbe på, at han giver dem det skub de har brug for i denne kamp.

Onsdag d. 29. kl. 18:00 tager BMS Herlev imod Bakken Bears i Herlev Hallen. De to hold mødtes tidligere på sæsonen, hvor det blev en sejr på 37 point til Bakken Bears. Udeholdet kommer fra en sejr over Randers Cimbria i overtid, og kan med de sidste to kampe inden nytår gå ubesejret 12-0 ind i 2022. Hos BMS Herlev har udviklingen af de unge været en stor prioritet i år, og minutterne bliver vel fordelt. Det har flere gange vist sig at give pote, og de har i flere kampe præsteret godt. Hjemmeholdets kaptajn, Danijel Marsenic, ligger i år nummer to på assist i Basketligaen og snitter 8.1 point og 6.8 assist.

Onsdag d. 29. december er Randers Cimbria vs. Værløse Blue Hawks aflyst, og rykkes til senere tidspunkt.

Onsdag d. 29. december er Horsens IC vs. Team Fog Næstved aflyst, og rykkes til senere tidspunkt.

Torsdag d. 30. december kl. 16:30 spiller Bakken Bears og BK Amager deres anden kampen på to dage. Bakken Bears har vundet alle 10 kampe, hvorimod BK Amager har tabt alle 10 kampe.

Torsdag d. 30. december kl. 19:15 spilles ugens tv kamp imellem Svendborg Rabbits og theView Copenhagen. Du kan se kampen med optakt fra kl. 19:00 på SPORT LIVE.

Den sidste uge inden jul

Sebastian Åris i hvid og Siler Schneider i gul
Foto: Tom Andreasen – Fotografi

På gensyn efter jul.

Basketligaen ønsker alle en god jul, vi er tilbage igen allerede onsdag d. 29. december.

I ugens første kamp fik Svendborg Rabbits atter vist, at de hører til på øverste hylde. Spændingen var høj, da Horsens IC gæstede Rise Sparekasse Arena, og tilskuerne havde ligeledes nerverne ude på tøjet, da den ellers stille Khalil Ahmad indledte et 8-0 scoring run. Gæsterne var kun nede med 1 point med 5 minutter og 36 sekunder tilbage, men her fik Svendborg Rabbits igen det gode holdspil frem, og sendte hele 18 point igennem nettet de sidste 5 minutter af kampen. Topscorer for kampen blev Andy Cleaves med 32 point, 4 rebounds og 4 assist. Sebastian Åris fik en flot double double med 26 point, 11 assist og 5 rebounds.

BK Amager skulle endnu engang huse ugens TV-kamp. Der var god stemning i hallen, og hemmeholdet kom flyvende fra start med en føring på 21-8. Højt at flyve, dybt at falde. theView Copenhagen var iskolde i første periode, men begyndte så småt at komme i gang i anden periode. Efter lidt rotation fik Coach Jeffrey Fawme endelig fundet den rette lineup, og her var det specielt Andy Ramírez, der ledte holdet. Ved halvleg var kampen helt lige, og de sidste to perioder var derfor helt åbne. Det blev tydeligt fra start af, at theView Copenhagen havde fået styr på deres spil og de kiggede sig ikke tilbage efter pausen. theView copenhagen vinder kampen 72-82, og ledt af Andy Ramírez, der blev noteret for 22 point, 7 rebounds, 5 assist og 5 steals.

Fredag aften mødte Værløse Blue Hawks og Bears Academy endnu engang hinanden. De to første sejre er gået til Værløse, som senest slog Bears Academy på hjemmebane i pokalturneringen. Derimod fik denne kamp en anden tone i anden og tredje periode, da gæsterne vandt disse med 17 point. Spændende blev det, da værterne endnu engang skruede op for intensiteten i fjerde periode, og kæmpet sig tilbage i kampen. Sejren gik denne gang til Bears Academy og kampen endte 73-74. Anton Harbo blev topscorer med 23 point, 4 rebounds og 3 assist.

BMS Herlev tog lørdag eftermiddag imod Svendborg Rabbits på hjemmebane. Gæsterne klarede arbejdet tidligt, og gik til pause med en føring på 22 point. Dette gjorde, at minutterne blev fordelt pænt imellem de 9 spillere, de havde taget med på turen til København. Samme var gældende for værterne, der ligeledes havde alle man i aktion, som alle blev noteret for point. Kampens store stjerne var dog gæsternes guard Corey Silverstrom, som havde 35 point, 5 rebounds og 4 assist. Svendborg Rabbits fik dermed deres tredje sejr i træk med scoren 79-100.

Bakken Bears og Randers Cimbria leverede et brag af en basket kamp på SPORT LIVE, da de mandag aften spillede i Vejlby-Risskov Hallen. De tomme tilskuerpladser var fyldt med bamser, og de frivillige formåede at afvikle Bakken Bears traditionsrige ”Teddy Bear Toss”. Der var spænding til det sidste forrige gang holdene mødtes i Randers, og det skulle basket Danmark heller ikke snydes for denne gang. Kampen var tæt på at blive afgjort, da hjemmeholdet var oppe med 16 point i anden periode, men gæster fra Randers var langt fra ude af kampen. På kort tid fik Randers Cimbria hentet ind, og så blev det pludselig en tæt kamp. Det stod helt lige i fjerde periode og med Randers Cimbria på bolden, havde de muligheden for at afgøre kampen. Det blev til en misset chance fra Brandon Randolph, og kampen gik i overtid. Den store stjerne i overtiden var Darko Jukic, som scorede 12 af sine 21 point i de første 3 minutter af overtiden. Bakken Bears vinder kampen 125-122 og fortsætter dermed deres sejrsstime, der nu er på 10 sejre i træk. Topscorer i kampen var Chris Nielsen med 24 point og 4 rebounds.

Ugens tv kamp Bakken Bears vs. Randers Cimbria

Foto: Per Bille/RyFoto

Fly Teddy fly.

I dag spiller Bakken Bears deres tredje TV-kamp i sæsonen, denne gang tager de imod Randers Cimbria. I deres sidste opgør slap Bakken Bears afsted med skrækken og fik en sejr på 7 point efter Randers Cimbria fik reduceret føringen til blot 1 point med 59 sekunder tilbage af kampen.

Randers Cimbria kommer lidt anderledes ind i denne kamp og har siden sidst måtte undvære deres amerikanske guard Trey Phills, men de har fået en gammel kending tilbage på holdkortet i form af Brandon Randolph. Sidste år spillede Randolph 19 kampe for Randers Cimbria og her snittede han 14.1 point, 4.7 assist og 4.1 rebounds. Det er ikke den eneste gode nyhed i Randers, deres unge talent Jonathan Klussmann sikrede dem en sejr over Team Fog Næstved med en kamp afgørende scoring og senest i første runde af pokal turneringen scorede han hele 50 point imod sit gamle hold BK Amager.

Det er noget tid siden Bakken Bears har spillet en kamp i Basketligaen, sidst var det imod Horsens IC hvor de vandt 72-85 og sikrede deres niende sejr i træk. De har dog spillet to FIBA Europe Cup kampe siden, først et snævert nederlag til russiske Avtodor Saratov 95-96 hjemme og senest et udebane nederlag til Bahçeşehir Koleji 90-76. Det må formodes at Bakken Bears kommer velforberedt ind til kampen imod Randers for at få vendt skuden efter de to europæiske nederlag.
Bakken Bears afholder til denne kamp deres årlige ”Teddy Bear Toss” i samarbejde med Børnenes Kontor. Der skulle være uddelt bamser til kampen og ved den første 3 pointer der går igennem kurven ville man havde set bamserne regne ned på banen. Bamserne gives efter kampen til som julegave til børn der trænger til en bamse. Grundet de nye restriktioner vil kampen selvfølgelig være uden tilskuere  og hvordan ”Teddy Bear Toss” så afvikles kan ses på SPORT LIVE i aften.

Kampen starter kl. 19:15 på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE. Husk du kan se basketmagasinet OVERTIME og optakt til kampen fra kl. 18:30 på kanalen.

De nye restriktioner

Elitesporten forsætter.

Efter myndighedernes seneste udmelding fredag eftermiddag kan vi i Basketligaen bekræfte at kampene vil fortsætte som planlagt, dog uden tilskuere. Det vides endnu ikke hvornår tilskuere må komme tilbage i hallerne, dette vil meldes ud så snart det er fastlagt.

Det kan være en skuffelse ikke at få lov til at komme i hallen og se sit yndlingshold spille, men heldigvis kan du stadigvæk følge kampene på basketligaen.live! Har du endnu ikke oprettet en bruge så husk at du kan bruge koden ”Basket” ved oprettelse og se kampene gratis. Denne voucher er tidsbegrænset og der meldes ud når det månedlige abonnement på 75kr starter.

Husk du også kan følge Basketligaen på SPORT LIVE hvor der ugentlig vises kampe og basketmagasinet OVERTIME.

De nye restriktioner kort fortalt.

Ingen tilskuere til kampene.

Klubberne må stadigvæk gøre brug af frivillige herunder:
Dommerbord, stats, reklame opsætning, speaker, gulvtørrer mm.

Fra i dag og frem til den 17. januar 2022 gælder der krav om mundbind eller visir for alle i alderen 12 år og op, der befinder sig indenfor i idrætsfaciliteterne. Spiller, trænere og dommere er undtaget.

Der vil fortsat være krav om Corona pas for alle over 15 år, dette gælder alle i hallen.