Grundspillet i Basketligaen lakker mod enden. Næstsidste runde, spillerunde 21, er færdigspillet, og runden bød på flere overraskende resultater.
Vi starter ud med det mest overraskende resultat, som var rundens sidste kamp, hvor Randers Cimbria på hjemmebane besejrede Bakken Bears med 89-78. Sejren til Randers satte en ende på Bakkens stime på ni sejre i streg i Basketligaen.
Arena Randers var fuldstændigt udsolgt, og Randers Cimbria kunne sætte punktum på en god aften med en sejr over de forsvarende danske mestre. Læs mere om arrangementet i Randers en af de kommende dag her på Basketligaens hjemmeside.
Runden blev indledt i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor der også blev leveret en overraskelse. BMS Herlev, der er klar til Playoff A 1-6, led noget overraskende et nederlag til Værløse Blue Hawks på hele 62-84.
Værløse fuldender god ude med ny sejr
Fire dage senere skulle Værløse Blue Hawks endnu en gang i aktion, og her var udfaldet det samme. Værløse Blue Hawks fulgte op på den flotte sejr mod Herlev med en 84-81-sejr mod Bears Academy. 21. spillerunde var altså helt igennem godkendt for Værløse Blue Hawks.
Rabbits tager fusen på Horsens
Et par dage senere var vi vidne til endnu en overraskelse, da Svendborg Rabbits, der har været igennem en turbulent sæson, på udebane slog Horsens IC med 98-102. Horsens IC, der ligger lunt i svinget til en semifinaleplads, snublede over Kaninerne, der med sejren giver fornyet tro på et godt mellemspil.
Hjemme i Sparekassen Danmark Basketball tog Bakken Bears imod BK Amager, og Bjørnene hentede en sejr på 89-70. Til sidst blev det til en ganske komfortabel sejr, men undervejs var Bakken Bears kommet på afveje. Hjemmeholdet havde det til tider svært, og det var i den grad BK Amagers fortjeneste. Gustav Knudsen var banens bedste i Bakken-sejren.
Samme dag spillede Randers Cimbria mod BMS Herlev hjemme i Arena Randers, og gæsterne fra Herlev gik ind til kampen med håbet om at komme tilbage op på hesten efter det skuffende nederlag til Værløse Blue Hawks få dage tidligere. Det gik god ingenlunde som håbet for Herlev. I stedet blev de spillet ud af banen af Randers Cimbria, der vandt med 88-52.
Den eneste kamp, vi mangler, er Holbæk-Stenhus´ møde med Team FOG Næstved, og her var der absolut ingen slinger i valsen. Team FOG Næstved spillede med selvtillid og cruisede mod en komfortabel 66-108-sejr.
Efter sommerferien drager BMS Herlev-stortalentet Marqus Marion mod USA. Fra sommeren 2023 står det på college-basket for Marion, der har imponeret stort i Basketligaen i denne sæson.
De mange gode præstationer fra Marion, der er gået fra at være et lovende talent til at have stjernestatus på Herlev-holdet, er ikke gået ubemærket hen. Det har udmøntet sig i mange tilbud fra diverse colleges i USA, men der kan kun vælges et hold, og valget er faldet på Wake Forest University i Winston-Salem, North Carolina.
Wake Forest University spiller i Atlantic Coast Conference i NCAA Division 1, som er en af de stærkeste konferencer i USA.
Marion er Basketligaens måske største talent og er blot én i en række af lovende talenter, der har taget skridtet fra Basketligaen til respekterede colleges i USA. Indeværende sæson er Marion´s tredje i Basketligaen. Den 18-årige forward spillede dog blot én kamp i sin første sæson.
BMS Herlev-stjernen snitter i skrivende stund 17 point, syv rebounds, én assists og to steals per kamp i Basketligaen.
I sidste uge blev 19-årige Ismail Latif hyldet af Ballerup Kommune. Latif blev i sidste sæson en del af BMS Herlevs hold i Basketligaen, men Herlev-talentet blev i denne omgang ikke hyldet for sine basketegenskaber. I stedet var det hans kæmpe indsats som frivillig, der var i fokus.
Foto: Bo Helsted – Ballerup Kommune
Efter at have spillet sig ind på BMS Herlevs Basketligaen-hold og gjort debut i landets bedste række, modtog 19-årige Ismail Latif i sidste sæson en hård melding. Latif havde pådraget sig en slem skade i begge hofter, der krævede, at han skulle under kniven og holde en længere pause fra basketball.
I juni sidste år gennemgik han en hofteoperation efterfulgt af en ny operation i oktober-måned.
For nogle vil sådan en hård dom slå en spiller ud, men Ismail Latif ville det anderledes. Latif holdt modet oppe og besluttede, at han ville vende noget negativt til noget positivt.
Frivillig ildsjæl
Det mundede ud i, han påtog sig et hav af frivillige opgaver i klubben med det formål at give tilbage til klubben og samtidig ikke miste for meget af klublivet under skaden.
Ismail Latif, der i forvejen havde hjulpet til som ungdomstræner tidligere, begyndte at være træner for hele U15-årgangen med fokus på både elite-afdelingen samt bredde, hvilket alt andet lige er en stor opgave for et 19-årigt talent, der samtidig går og kæmper med en slem skade i begge hofter.
Ismail Latif har sidenhen fortsat med at levere et stort stykke arbejde som frivillig i BMS Herlev, og hans indsats er ikke gået ubemærket hen.
Flot hæder
Derfor kunne han stolt modtage prisen som ´Årets unge frivillige i Ballerup Kommune 2023´ af borgmester, Jesper Würtzen (A), i forbindelse med kommunens årlige uddeling af kultur- og fritidspriser til kommunens ildsjæle, talenter og frivillige ledere.
På scenen holdte borgmesteren en tale, hvor han beskrev Latif som en ihærdig frivillig, der går forrest og som er en sublim repræsentant for BMS Herlev.
Jesper Würtzen (A) fortalte, at Latif udover de førnævnte opgaver med glæde tager rundt på skolebesøg i kommunen i forbindelse med skolestævner og temadage, hvor der står basketball på programmet.
Ismail Latif blev således fuldt fortjent anerkendt for sin imponerende indsats som frivillig hos BMS Herlev og er i sandhed en af mange gode rollemodeller i dansk basket.
Det danske herrelandsholds landstræner Allan Fossa har fredag sat navn på de 17 spillere, der udgør bruttotruppen til Danmarks kommende kampe i EM præ-kvalifikationskampene mod Slovakiet og Norge, og landstræneren har fundet plads til intet mindre end syv spillere, der har sin daglige gang i Basketligaen.
Basketligaen har følgende syv spillere repræsenteret i den danske bruttotrup:
Noah Churchill (Bakken Bears), Darko Jukic (Bakken Bears), Leonardo Carlino (Horsens IC), Marqus Marion (BMS Herlev), Jonathan Klussmann (Randers Cimbria), Sharif Barfi (BC Copenhagen) og Bakir Serdarevic (BC Copenhagen).
Bakken Bears og BC Copenhagen er bedst repræsenteret med to spillere hver især.
Bruttotruppen består af 17 spillere, og inden danskerne skal i aktion for første gang den 23. februar mod Norge vil tre spillere blive cuttet fra den endelige trup.
Danmark møder Norge den 23. februar og Slovakiet den 26. februar hjemme i Arena Næstved.
Grundspillet i Basketligaen lakker så småt mod enden, og derfor er resultaterne i Basketligaen uhyre vigtige i forhold til udformningen af Playoff A-gruppen og Playoff B-spillet. I den forgangne spillerunde var der især én kamp, hvor der var vigtige point på spil.
Men før vi dykker ned i ovenstående kamp, indledes rundt om runden for 18. spillerunde i Randers, hvor hjemmeholdet Randers Cimbria tog imod Team FOG Næstved.
Der var dømt topbrag i Arena Randers, og Næstved havde muligheden for at distancere sig yderligere fra holdene lige i hælene på dem, Bakken Bears, Horsens IC og netop Randers Cimbria, med en sejr, men kronjyderne trak det længste strå og sejrede med 101-97.
Mødet mellem de to tophold var ganske underholdende – og pointrig. Kampen igennem var Randers og Næstved skiftevis i front, og det samme gjorde sig gældende i forhold til momentum i kampen. Først var Randers på vej til at stikke af, men så fik Næstved lukket hullet, og kort efter var Næstved på vej væk fra deres modstander.
Ved fjerde periodes start var Næstved foran med tre point, 75-78, men en flot fjerde periode af hjemmeholdet betød, at Team FOG Næstved måtte indkassere sæsonens tredje nederlag. Dermed har Næstved nu tabt lige så mange kampe som Randers Cimbria og Bakken Bears. Randers har dog spillet én kamp mindre end Næsved, mens Bakken har to kampe i hånden.
Topbragets topscorer var både Randers´ Jonathan Klussmann og Næstveds Rodney Chatman med 30 point hver især. Klussmann spillede ikke den mest iøjenfaldende første halvleg, men trådte derimod i karakter i anden halvleg.
Cimbrias Josh Fortune noterede sig for 29 point. Zach Rollins og Ian Dubose scorede 19 point for Næstved.
18. spillerundes første opgør var en hæsblæsende og underholdende affære, med vigtige point på spil, men i næste kamp, som vi kigger på nu, var der mindst lige så vigtige point på spil.
På Sydfyn fik Svendborg Rabbits besøg af Bears Academy, og aarhusianerne havde alvorligt brug for en sejr, hvis de skulle have forhåbninger om deltagelse i Playoff A-gruppespillet. Svendborg Rabbits stod imidlertid i selvsamme situation, men for deres vedkommende er situationen ikke lige så presserende.
Med en sejr kunne Svendborg Rabbits nemlig give sig selv rigtig gode kort på hånden i forhold til deltagelsen i Playoff A, da Svendborg skulle tabe resten af deres kampe grundspillet, for at Bears Academy matematisk kunne indhente dem.
Men en sejr var tilsvarende vigtig idet, at Svendborg ligger og roder nede på sjettepladsen og lige nu ligger udenfor en plads i semifinalen, der tages hul på efter det kommende mellemspil (Playoff A og B).
Svendborg Rabbits formåede at gøre det onde ved de aarhusianske gæster og sejrede med 93-83, men Bears Academy kæmpede bravt og gjorde det svært for Svendborg Rabbits, der aldrig rigtig fik den store kontrol over slagets gang.
Svendborg var dog bedst over de 40 minutter og tog sæsonens 8. sejr.
Kampens topscorer var Devin Whitfield med 28 point. Topscorer for Bears Academy var Keane Thomann med 22 pont. Silas Oriane scorede 17 point.
Rundens næste kamp fandt sted i Søndersøhallen, hvor de fremmødte fans blev forkælet med en omgang overtidsdrama.
BC Copenhagen var på besøg hos Værløse Blue Hawks, og begge hold gik ind til kampen med et nederlag fra deres seneste kamp i bagagen, så dette opgør var en fin mulighed for at komme tilbage op på hesten.
Holdet fra Nørrebro fik en særdeles god start på kampen og var allerede efter ti minutter foran med 13 point. Første periode sluttede 12-25, hvilket fortæller meget om en manglende offensiv succes hos hjemmeholdet.
Værløse Blue Hawks var længe om at komme op i omdrejninger, og anden periode hjalp ikke Værløse på BC Copenhagen-forspringet, hvorfor udeholdet var foran med 15 point i pausen. Anden periode var meget pointfattig, hvor de to hold kun scorede 16 point tilsammen.
BC Copenhagen havde et suverænt udgangspunkt ved indgangen til anden halvleg, og tredje periode barberede kun tre point af deres føring.
Men i fjerde periode kollapsede Copenhagen, alt imens Værløse lavede et imponerende comeback. Hjemmeholdet gik på et 13-0 run, der ændrede kampbilledet totalt og i sidste ende tvang kampen ud i overtid, og her formåede BC Copenhagen at trække sejren i land. Gæsterne var lige ved at smide det hele, men en fornuftig overtidsperiode sluttede 10-13 til slutcifrene 87-90 i Copenhagen favør.
Kampens topscorer var gæsternes Sharif Barfi med 23 point. Hannibal Salomon scorede 20 point. Durell Vinson leverede ti point og 14 rebounds. Topscorer for Værløse var Adam Heede-Andersen med 22 point. Mikkel Hauge scorede 21 point.
Rundens næstsidste kamp var mellem BK Amager og BMS Herlev, og sidstnævnte havde muligheden for at cementere deres plads i top seks i Basketligaen med en sejr.
Skulle BK Amager løbe med sejren, kunne pladsen i den sjovere halvdel i Basketligaen alligevel være sikret med en Svendborg-sejr over Bears Academy, hvilket jo gik hen og skete, men BMS Herlevs fejring var naturligvis blot en smule federe på bagkant af endnu en sejr.
BMS Herlev, der var uden stortalentet Marqus Marion, som på daværende tidspunkt befandt i USA på collegebesøg, hentede en snæver sejr over BK Amager på 89-94. Amager spillede en flot kampe, men desværre for hjemmeholdets fans fik de ikke gevinst for indsatsen.
Således sikrede BMS Herlev sig en plads i top seks og i Playoff A-gruppespillet, hvilket er en kæmpe præstation, og klubbens glæde var heller ikke til at skjule.
“At vi er i slutspillet kan sammenlignes med et mesterskab til Bakken Bears! Vores budget og antal importspillere når ikke topholdene i Basketligaen til sokkeholderne, så det her er en kæmpe præstation. Det er en stor dag for vores klub,” skrev klubben på sin Facebookside kort efter sejren over Amager var i hus.
Kampens topscorer var Herlevs Eamonn Joyce med 29 point. Topscorer for Amager var Jordan Johnson med 24 point.
18. spillerunde sluttede med en kamp mellem Horsens IC og Holbæk-Stenhus, og opgøret forløb stik modsat af dens forventninger.
Holbæk-Stenhus, der i forrige spillerunde fik sæsonens første sejr, da de slog BK Amager, har sæsonen igennem været stærkt udfordret og haft adskillige blowout-nederlag, men mod Horsens IC lignede Holbæk-Stenhus et andet mandskab.
Horsens IC spillede en, mildt sagt, rigtig skidt kamp, hvilket var Holbæk-Stenhus´ fortjeneste. Det unge mandskab leverede en stor fight og holdte Horsens IC at etablere et komfortabelt forspring.
Det var tættere end forventet, og undervejs i kampen har HIC-cheftræner Lukas Varga sikkert uddelt nogle skideballer til sine spillere.
Men Horsens IC gjorde det bedst i kampens slutfase og sejrede med cifrene 84-79.
Opgørets mest scorende spiller var Horsens ICs Jared Chatham og Holbæks Eysan Wiley og Rasmus Blak Møller, alle med 19 point.
Onsdag er der for anden dag i streg basketball fra Basketligaen i dit TV. SPORT LIVE viser onsdag aften kampen mellem BK Amager og BMS Herlev med start kl. 19.00. Der er kampstart kl. 19:15.
BMS Herlev går ind til aftenens kamp i Amagerhallen som storfavoritter og med muligheden for at sikre en plads i top 6. En sejr betyder, at Herlev slutter grundspillet i top 6. Skulle BK Amager tage sejren, kan Herlev alligevel ende med at være sikre på top 6, når dagen er omme, i tilfælde af, at Svendborg Rabbits andetsteds slår Bears Academy.
Holdet fra Herlev har været sæsonens helt store overraskelse i Basketligaen og ligger efter 17 spillerunder på femtepladsen, hvilket er over al forventning. Det unge mandskab har taget ligaen med storm og imponeret stort. Derfor ser det også ud til at blive en svær opgave for BK Amager, hvis de skal forsvare hjemmebanen og besejre BMS Herlev.
BK Amager indledte indeværende sæson på fineste vis med en overraskende sejr over Svendborg Rabbits, men de næste fem spillerunder bød på lutter nederlag for BK Amager, indtil de slog Holbæk-Stenhus i overtid. Derefter gik der igen fem runder, inden Amager igen kunne tilføje to point til regnskabet, men nu, forud for aftenens kamp, står holdet med fire sejre og med to i de seneste fire kampe, så de er på rette kurs.
Imidlertid skuffede de stort i deres seneste kamp, hvor Holbæk-Stenhus sejrede med cifrene 71-65. Sejren var Holbæk-Stenhus´ første i denne sæson, så mon ikke cheftræner Lars Klussmann har givet sine spillere en ordentlig opsang ovenpå det bitre og skuffende nederlag mod oprykkerne.
Herlev-stjerne fraværende – Amager med nye forstærkninger
BMS Herlev er ifølge bookmakerne store favoritter til at trække sig sejrrigt ud af aftenens kamp, men Herlevitternes favoritværdighed lider et knæk, idet de til mødet mod Amager er tvunget til at stille op uden deres guldfugl og topscorer Marqus Marion, der i disse dage befinder sig på den anden side af Atlanten.
Det danske stortalent er gået fra at blive betragtet som et lovende talent til ikke bare at være en profil, men en stjerne for BMS Herlev, og Marion´s tårnhøje niveau er ikke gået ubemærket hen. Derfor er danskeren i denne uge i USA for at besøge de to college-hold, Xavier Musketeers og Wake Forest Demon Deacons.
For at BMS Herlev skal trække sejren i land, er det derfor en nødvendighed, at spillere som August Haas og Eamonn Joyce træder i karakter, mens også Danijel Marsenic og Mile Nedic vil få en stor rolle.
BK Amager har i sidste uge forstærket truppen med to gamle kendinge i form af de to amerikanere Mitch Pelissier og Jordan Naughton, og det er muligt, at de begge to er til rådighed for første gang i år til dagens kamp mod BMS.
Kampen skydes igang kl. 19:15 med optakt fra kl. 19:00.
Kalenderåret 2022 er slut, og det samme er 16. spillerunde i Basketligaen.
Årets sidste runde startede i Horsens, hvor der stod Jysk Derby på menuen. Horsens IC tog imod deres evige rivaler Bakken Bears, og fansene på lægterne og seerne hjemme i stuerne, der fulgte med på Danmarks basketball kanal, SPORT LIVE, var vidne til en sand lækkerbisken.
Kampen var en jævnbyrdig affære og blev vundet af gæsterne fra Bakken Bears med 87-89.
Samtidig var det Skyler Bowlin´s første kamp tilbage i Forum Horsens – og ikke mindst hans første kamp i Forum, hvor han ikke havde den gule fanbase i ryggen. Bowlin, der i sommer skrev under med Bakken Bears, modtog buhråb hver gang, han havde i bolden i hænderne, så modtagelsen var ikke ligefrem varm.
Kampens topscorer var Horsens ICs Chris Lykes med 25 point. Topscorer for Bjørnene var Ryan Evans med 20 point. Skyler Bowlin leverede 14 point mod sit gamle hold.
Det var anden gang, Bakken Bears slog Horsens IC i denne sæson.
Det jyske derby var forresten ikke de to holds sidste kamp i kalenderåret 2022, idet Horsens IC tre dage senere skulle forbi BMS Herlev, mens Bakken Bears to dage senere fik besøg af Randers Cimbria.
Næste kamp blev spillet på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits stod overfor Værløse Blue Hawks.
Svendborg Rabbits, der har haft en svær sæson hidtil, sluttede 2022 godt af med en sejr over Blue Hawks på 82-76.
16. spillerundes andet opgør var ligesom braget i Horsens en tæt affære, hvor de to hold fulgtes ad. I pausen var der blot to point mellem de to hold, så de to holds udgangspunkt inden anden halvleg var helt lige.
Værløse Blue Hawks, der inden kampen var inde i en stime på seks nederlag i streg, fem nederlag i Basketligaen og et enkelt i pokalturneringen, spillede en flot tredje periode og var inden fjerde periode foran med tre point, så der var for alvor tro på tingene i Værløse-lejren, der er inde i en skidt periode.
Desværre for Værløse gik fjerde periode ikke som håbet. Svendborg Rabbits sluttede fjerde periode med stil og sejrede med 82-76. Svendborg fik således en tiltrængt sejr.
Devin Whitfield blev topscorer med 21 point. Kentwan Smith bidrog med 20 point, ni rebounds og to assists.
Den 29. december var Bakken Bears i aktion for anden gang i 16. spillerunde.
De forsvarende danske mestre tog hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center imod lokalrivalerne fra Randers Cimbria, og kronjyderne var mødt op med alle spillere til rådighed, hvorimod Bakken manglede Darko Jukic og Gustav Knudsen grundet henholdsvis sygdom og skade.
I forbindelse med opgøret fik Randers Cimbrias nyeste skud på stammen, Nathan Scott, debut i Randers-uniformen.
Randers Cimbria kom til det nordlige Aarhus med håbet om at tage revanche mod den danske gigant, men Randrusianerne formåede ikke forlade Smilets By med en sejr.
Bakken Bears, der i store dele af kampen var i kontrol, slog Randers Cimbria med 96-85. Bears har tildelt nogle af denne sæsons allerstørste nederlag til deres modstandere, men Randers fik ad flere omgange stoppet blødningen og afværget katastrofen. Alligevel blev det til et ærgerligt nederlag på 11 point.
Ryan Evans, der i sæson 2018/19 blev kåret som Basketligaens Most Valuable Player, spillede sin klart bedste kamp i denne sæson og noterede sig for 24 point, 11 rebounds og ni assists.
Årets næstsidste kamp stod mellem BMS Herlev og Horsens IC.
Gæsterne fra Horsens gik ind til kampen opsatte på at komme op på hesten igen efter nederlaget til Bakken Bears få dage tidligere, og sejren fik Horsens IC også.
BMS Herlev-mandskabet, der var uden de bærende kræfter Mile Nedic og Danijel Marsenic, leverede en hæderlig indsats, men måtte se sig besejret med 81-92 hjemme i Nordic Basketball Arena Herlev.
Hjemmeholdet var længe med i kampen, og var kun bagud med to point i pausen, men i tredje periode stak Horsens IC af fra BMS Herlev. DeGule indledte anden halvleg med at gå på 14-0 run, og derfra så de sig ikke tilbage. BMS Herlev prøvede at komme tilbage i kampen, men gæsterne holdt stand.
Kampens mest scorende spiller var udeholdets Koch Bar med 19 point. Bar havde dertil 16 rebounds.
Topscorer for BMS var Andreas Mortensen med 18 point.
Årets sidste kamp stod Bears Academy og Team FOG Næstved for.
Aarhusianerne tog hjemme i Vejlby-Risskov Hallen imod topholdet fra Sydsjælland, og begge mandskaber havde selvsagt forhåbninger om at slutte 2022 med en sejr.
Men et hold måtte forlade hallen skuffet, og det var hjemmeholdet Bears Academy. Team FOG Næstved besejrede holdet fra Smilets By med 70-91.
Sidst de to hold krydsede klinger var den 1. december, hvor Bears Academy, på Sjælland, overraskede og slog Næstved med 102-104, så Team FOG Næstved havde en revanche at hente. Bjørnenes sejr over Næstved var ligaens førerholds blot andet nederlag i denne sæson, så Academy kunne ind til kampen velvidende, at de tidligere fandt opskriften på sejr over Næstved.
Årets sidste kamp bød imidlertid ikke på nogen overraskelse.
Derfor kunne Team FOG Næstved gå ind til 2023 på førstepladsen i Basketligaen med fire point ned til Randers Cimbria på andenpladsen.
Kampens topscorer var Næstveds Mike McGuirl med 33 point. Gustav Rønneholt scorede 13 point for Bears Academy.
Det er den fordi, at samtlige kampe spilles lørdag den 10. december.
Første kamp er kl. 13:00, hvor Randers Cimbria får besøg af BK Amager. Kampen vises på SPORT LIVE.
Kl. 13:30 er der basketball i Aarhus, hvor Bears Academy tager imod Holbæk-Stenhus.
Kl. 14:00 mødes BC Copenhagen og Horsens IC i Nørrebrohallen.
Samme tid, altså kl. 14:00, er der også tipoff i Nordic Basketball Arena Herlev, hvor der er topopgør i Basketligaen. BMS Herlev møder Team FOG Næstved.
Basketligaen bliver ved med at levere overraskelser og underholdende kampe, og ligaen er i denne sæson tættere end i de sidste mange sæsoner.
Horsens IC og Team FOG Næstved ligger efter 11. spillerunder placeret på de øverste to placeringer i Basketligaen á point med 16 point. Dernæst finder vi tre hold, Randers Cimbria, Bakken Bears og BMS Herlev, på 14 point. Det vidner om, at ligaen i år er uhyre tæt. Randers har desuden en kamp i hånden i forhold til Bears og Herlev.
Overraskelser har der været mange af efter 11 runder, og den liste blev én kamp længere i den forgangne spillerunde, hvor ligaens førerhold, Team FOG Næstved, snublede og tabte værdifulde point til ligaregnskabet mod Bears Academy. Denne kamp vender vi tilbage til senere i denne artikel.
Runden om runden for 11. spillerunde starter med opgøret mellem sidste sæsons sølv- og bronzevindere, Svendborg Rabbits og Horsens IC.
Svendborg Rabbits har ingenlunde haft den ønskede sæson, der har budt på adskillige uventede nederlag. I 11. spillerunde kom Horsens IC på besøg på Sydfyn, og nedturen fortsatte for Kaninerne, der trods en god fight måtte se sig besejret med 84-88.
Amerikanske Chris Lykes scorede 22 point for Horsens IC – flest af alle i kampen. Lykes havde dertil seks rebounds og seks assists. HIC-klubmanden Vedran Borovcanin scorede 19 point.
Kentwan Smith og Brantley Bynum scorede hver især 18 point for Svendborg Rabbits. Smith kunne notere sig for en double–double med ti rebounds.
BMS Herlev har været Basketligaens positive historie i denne sæson. Det unge, talentspækkede mandskab har allerede på nuværende tidspunkt sejret i flere kampe end i sidste sæsons grundspil, hvilket fortæller en del om Herlevs sæson.
I 11. spillerunde skulle Herlevitterne to gange i aktion, og runden bød på lutter sejre for holdet, der har lagt sig lunt i svinget om en plads i top seks og dermed en plads i Play-Off A 1-6.
Første sejr kom mod Værløse Blue Hawks, der ligesom BMS Herlev har hentet overraskende sejre mod sidste sæsons finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Værløse og Herlevs topniveau er derfor ikke til at tage fejl af.
De to holds første indbyrdes møde i denne sæson, der blev spillet på julemånedens første dag og vist på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE, var en underholdende affære mellem de to lokalrivaler.
Værløses hjemmebane Søndersøhallen var fyldt op, men trods en god stemning fra de fremmødte på lægterne, tog Herlev revanche og sejren. De sidste tre kampe mellem de to klubber er endt med sejr til Værløse.
Kampens topscorer var BMS Herlev-stjernen Marqus Marion med 23 point. For Værløses vedkommende blev det Balsa Veljic med 17 point. Marion sluttede dertil med ni rebounds. Eamonn Joyce scorede 20 point og havde syv rebounds for Herlev.
Udfaldet af rundens første to kampe bød ikke på de store overraskelser, men ugens tredje kamp endte ikke umiddelbart som forventet.
Team FOG Næstved har været dominerende i denne sæson og havde forud for 11. spillerunde blot tabt en enkelt kamp, mod Horsens IC, mens resten af kampene havde stået på sejre – blandt andet mod Bakken Bears på udebane.
Derfor kom det som en kæmpe overraskelse, da de undertippede Bears Academy tog til Sydsjælland og tog fusen på Næstved, der med en sejr kunne generobre førstepladsen i ligaen efter Horsens ICs tidligere nævnte sejr mod Svendborg.
Bears Academy besejrede Team FOG Næstved med cifrene 102-104. Kampen forløb som forventet med Team FOG Næstved i front. Sydsjællanderne fik aldrig etableret et kæmpe forspring til gæsterne fra Bears Academy, men inden fjerde periode havde de 12 point ned til aarhusianerne.
Fjerde periode endte dog med at koste dyrt for Team FOG Næstved, der blev spillet ud af banen. Academy vandt perioden med 24-38 og havde vendt kampen på hovedet, hvilket betød Næstved tabte for anden gang i denne sæson.
Topscorer blev Bjørnenes Silas Oriane med 28 point. For Næstved var det Ian Dubose med 27 point, mens Mike McGuirl leverede 26 point for Næstved.
Marius Sørensen var tæt på en triple–double med 17 point, ni rebounds og 14 assists.
To dage senere skulle der spilles to kampe i Basketligaen.
Ovenpå Næstveds overraskende nederlag var der lagt op til to spændende kampe, hvor Bakken Bears var storfavoritter i den ene kamp, mens favoritværdigheden i den anden kamp lå hos Randers Cimbria.
Modsat braget i Arena Næstved udeblev spændingen i lørdagens to kampe.
Hjemme i Amagerhallen tog BK Amager imod de forsvarende danske mestre, der gjorde kort proces mod Amagerkanerne, der blot har sejret i to ud af ti kampe i denne sæson.
BK Amager indledte sæsonen på sensationel vis med at besejre Svendborg Rabbits, men derefter gik der fem kampe, før de igen kunne tilføje to point til tabellen. Det var derfor heller ikke mange, der levnede BK Amager en stor chance for sejr mod et Bakken Bears-mandskab, der imidlertid ikke har været nær så dominerende i denne sæson kontra sidste.
Bakken Bears sejrede sikkert med 76-105 over BK Amager, der aldrig fandt fodfæste i kampen og endte med at tabe alle fire periode.
Mest scorende spiller var BK Amager Magnus Bjørnå. For Bakken Bears var det Gustav Knudsen med 20 point. Deng Adel havde en double-double med 14 point og 10 rebounds.
Bjørnene havde i midtugen været i Israel for at spille Basketball Champions League, hvor de tabte til Hapoel Jerusalem, men kampen tre dage tidligere gik ikke hen og fik indlydelse på kampen mod BK Amager.
Ligesom i Amagerhallen var der ikke meget spændning og drama, da Randers Cimbria hjemme i Arena Randers tog imod et udfordret Holbæk-Stenhus-hold.
Nyoprykkede Holbæk-Stenhus har fået en svær start på tilværelsen i Basketligaen og har endnu sin første sejr i Basketligaen til gode.
I den anden lejr har spillet næsten kørt som smurt i denne sæson. Randers Cimbria har kun tabt i to kampe i denne sæson, og da de har spillet en kamp færre end Næstved og Horsens kan de i princippet melde sig ind i kampen om førstepladsen i ligaen, når de i næste spillerunde skal spille to kampe. Kronjydernes nederlag er kommet mod Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits.
I lørdagens kamp pligtsejrede Randers Cimbria mod Holbæk-Stenhus med 96-63. Sejren var Randrusianernes syvende sejr i denne sæson.
Jonathan Klussmann førte an for Randers Cimbria, der vandt kampens første tre perioder, hvorimod fjerde periode blev tabt med et enkelt point, hvilket i virkeligheden var det eneste lyspunkt for de sjællandske gæster.
Klussmann var varm i første halvleg, hvor han scorede 20 point. I anden halvleg slap han til gengæld en smule på speederen, hvorfor han endte kampen med 25 point.
Klussmann havde dertil 6 rebounds og 6 assists.
Topscorer for Holbæk var Gustav Winther med 20 point.
Denne rundt om runden slutter med endnu en BMS Herlev-kamp.
Denne gang tørnede det unge mandskab sammen med Bears Academy i Bjørnenes hule.
BMS Herlev har ad flere omgang vist, hvad de er i stand til, når de på papiret er undertippet, men søndagens kamp stod mod Bears Academy, der i sidste sæson nappede sjettepladsen i grundspillet og dermed tog den sidste plads til Playoff A 1-6.
Med det niveau, Herlev har lagt for dagen i sæsonens første 11 runder, har forventningerne til holdet blot taget et nøk opad kamp for kamp. BMS Herlev har sat sig i en fordelagtig position i kampen om den sidste slutspilsplads, måske endda en endnu højere placering, og derfor var kampen mod Academy ekstra vigtig, da de er en direkte konkurrent i kampen den gyldne midterplacering.
Herlev har været suveræne i år, og kan de holde dampen oppe kan en plads i top fire tilmed komme på tale. Men de spekulationer kan vi tage op igen senere på sæsonen.
BMS Herlev kom, så og sejrede med 61-68 mod Bears Academy. Aarhusianerne spillede en dårlig kamp i den offensive ende og havde kun scoret 28 point i løbet af første halvleg, hvilket cheftræner Thomas Hemmingsen næppe kunne stille sig tilfreds med.
Kampens topscorer var Herlevs Eamonn Joyce med 23 point. Marqus Marion havde 11 point og seks rebounds. Bears´ topscorer var Tobias Mønsted med 14 point.
Torsdag aften blænder SPORT LIVE atter en gang skærmen op for basketball fra Basketligaen.
Værløse Blue Hawks byder BMS Herlev velkommen til aftenens kamp.
Kampen spilles i Søndersøhallen, og der er kampstart klokken 19:15, men SPORT LIVE åbner for de basketglade seere klokken fra kl. 19:00.
BMS Herlev kan stikke af fra Værløse med en sejr i aftenens kamp, hvorimod Værløse med en sejr kan indhente BMS Herlev på point.
Kampen i aften er en direkte placeringskamp mellem de to klubber. BMS Herlev sidder forud for kampen på femtepladsen med ti point, mens Værløse er syver med otte point.
Hjemmeholdets store sejre i sæson starten
Dagens hjemmehold fra Værløse har haft en lidt blandet start på sæsonen.
De er inden dagens kamp placeret på en syvendeplads i Basketligaen, og de har vundet fire ud af deres ni kampe.
Det sjællandske mandskab har stået for to af sæsonens største overraskelser, da de har slået den seneste sæsons to finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits.
Begge disse kampe blev vundet på hjemmebane, så der er håb for, at den gode hjemmebaneform fortsætter.
Imidlertid har holdet også tabt mod Bears Academy og BC Copenhagen – kampe de gerne skulle have vundet i kampen om top seks. Spillet har været ganske fornuftigt i løbet af sæsonens første ti runder, men der er også plads til forbedringer, så de direkte konkurrenter om sjettepladsen i ligaen ikke får to point fra et møde med Blue Hawks.
Noget, som BMS Herlev netop vil forsøge at opnå onsdag aften i Søndersøhallen.
Den mest scorende spiller for Værløse Blue Hawks indtil videre i denne sæson er Mikkel Hauge, der snitter 16,2 point per kamp.
Derudover har Karl Boje Formann og Adam Heede-Andersen også gang i en stor sæson.
Stortalentet Marqus Marion fører an
Dagens gæster fra BMS Herlev har været en af sæsonens store oplevelser indtil nu.
Anført af en storspillende Marqus Marion og August Haas har BMS Herlev vundet fem af deres otte kampe, hvilket er yderst imponerende.
BMS Herlev har ligesom Værløse også slået både Svendborg Rabbits og Bakken Bears. Begge kampe blev ligeledes vundet på hjemmebanen.
Ugens TV-kamp står altså mellem to hold, der har vist evnerne til at slå sidste sæsons to bedste mandskaber, så når de rammer dagen, er loftet højt.
Marqus Marion snitter 19.3 point og 8,3 rebounds per kamp, og August Haas snitter 6,3 assists per kamp, så det er et godt samarbejde, som Værløse skal forsøge at stoppe.