Tv-kamp: Kan Holbæk-Stenhus forsvare hjemmebanen mod BMS Herlev?

Torsdag aften er der for tredje dag i streg basketball på SPORT LIVE.

De foregående to dage har stået på europæisk basketball med Svendborg Rabbits og Bakken Bears i aktion, men torsdag er der Basketligaen på plakaten.

Holbæk-Stenhus tager hjemme i Holbæk Sportsby imod BMS Herlev, og der er lagt op til en spændende kamp mellem to unge mandskaber, der begge har været udfordret i sæsonens indledning.

Således har begge hold blot vundet en enkelt kamp. Holbæk har dertil tabt fem kampe, mens BMS Herlev har tabt syv. I skrivende stund befinder Holbæk-Stenhus sig på 10. pladsen, mens BMS Herlev er nummer ni.

Der er derfor vigtige point på spil til bundstriden.

Kampen kan ses på SPORT LIVE med tipoff kl. 19:15. Fra 18:45 kan man se SPORT LIVE´s ugentlige basketball magasinprogram ´Overtime´, hvor Jonas Kvist Jepsen og gæster i studiet stiller skarpt på rundens kampe og stillingen i Basketligaen med aktuelle historier, analyser m.m. Optakten til Holbæk-Herlev starter kl. 19:00.

Kampen kan desuden ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk.

Unge mandskaber

BMS Herlev var sidste sæsons store oplevelse, da de leverede flere overraskelser og samtidig spillede sig i Playoff A-slutspillet. Herlev var en del af det sjove selskab, men i slutspillet fik de som forventet ørene i maskinen.

Sommeren over mistede Herlev deres tre største stjerner i form af Marqus Marion, August Haas og Eamonn Joyce, og disse har selvsagt været svære – næsten umulige – at erstatte.

Marion, Haas og Joyce var holdets fundament, og derfor har holdet skullet tilpasse sig en ny virkelighed uden de tre markante skikkelser.

Hidtil har det været Igor Bakic, der i sommer blev hentet i BC Copenhagen, Carlo Taylor Urne og lederfigurerne Mile Nedic og Danijel Marsenic, der har trukket det tunge læs for det unge Herlev-hold, som har en gennemsnitsalder på bare 20 år. Man kan her også fremhæve det lovende stortalent Silas Braikia, der snitter 9,3 point og 1,8 rebounds over fire kampe.

Gennemsnitsalderen hos Herlevs modstander i ugens tv-kamp er imidlertid endnu lavere. 19 år er gennemsnitsalderen hos Holbæk-Stenhus, der fik sæsonens første sejr, da de i sidste måned slog BK Amager med et enkelt point. BMS Herlevs eneste sejr i denne sæson var ligeledes mod BK Amager, så det har de to hold også til fælles.

Hvor pointene er meget spredt ud hos BMS, er det særligt to spillere, der sender bolden i kurven for Holbæk-Stenhus. Her er der tale om holdets stjerne Zidane Moore, der snitter 22 point per kamp, og Magnus Donsrud, der snitter 11 point. Derudover råder cheftræner over en spiller som Peter Beier-Christiansen, der snitter 8,7 point og 7,7 rebounds per kamp.

Ugens tv-kamp er altså imellem to af ligaens yngste mandskaber. Følg med på SPORT LIVE fra kl. 18:45.

Denne uge i Basketligaen

Torsdag spilles ugens første kamp i Basketligaen. Kl. 19:15 tager Randers Cimbria på hjemmebane imod Team FOG Næstved. Braget mellem sidste sæsons bronze- og sølvvinder kan følges på SPORT LIVE, da det er ugens tv-kamp. Læs optakt til kampen her.

Lørdag er der en double-header i Aarhus på programmet, da Bakken Bears kl. 14 møder BK Amager i Sparekassen Danmark Basketball Center. Kl. 16:30 er der mere topbasket i hallen, da Bakken Bears i samarbejde med Kvindebasketligaen har arrangeret, at Aabyhøj IF´s kamp mod BK Amager spilles kort efter Bakkens kamp. De aarhusianske fans forkæles altså med to kampe lørdag eftermiddag.

Søndag er der tre kampe i Basketligaen. Kl. 15:30 er der tipoff i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor BMS Herlev tager imod Bears Academy.

Kl. 16:00 er der tipoff til ugens sidste to kampe. Den ene er i Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks og Svendborg Rabbits tørner sammen. Den anden kamp er i Holbæk Sportsby, hvor Holbæk-Stenhus møder BC Copenhagen.

Alle kampe kan følges på Jysk Fynske Mediers hjemmesider.

Denne uge i Basketligaen

Her er et overblik over denne uge i Basketligaen, der byder på fem kampe, hvoraf den ene er en tv-kamp på SPORT LIVE.

Alle kampe kan som altid følges på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk.

Ugen er startet på fremragende vis med en europæisk nyhed. Svendborg Rabbits følger nemlig i fodsporene på Bakken Bears og begiver sig ud på et europæisk eventyr. I denne sæson træder sydfynboerne ind i European North Basketball League (ENBL), der er en europæisk liga bestående af 16 hold. Læs mere om den nyhed her.

Den første kamp i Basketligaen i denne uge er torsdag, og den samtidig er ugens tv-kamp. Her skal BC Copenhagen en tur til Østjylland og møde Horsens IC. Opgøret har tipoff kl. 19:15 og kan ses på SPORT LIVE.

Fredag er der hele tre kampe på programmet, når Bears Academy kl. 18:30 tager imod Randers Cimbria, der har brug for en sejr, så der kan tankes lidt selvtillid efter en skuffende start på sæsonen.

En halv time senere er der tipoff til to kampe. Den ene er på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits og Bakken Bears brager sammen. Begge mandskaber har endnu ikke tabt en kamp i Basketligaen i denne sæson, så udover at kampen er en stor styrkeprøve for begge hold, er muligheden for at fortsætte den ubesejrede stime også på spil.

Det andet opgør er i Amagerhallen, hvor BK Amager og Holbæk-Stenhus, og deres situation står i stærk kontrast til ovenstående kamp. Hverken BK Amager eller Holbæk-Stenhus har nemlig smagt sejrens sødme i denne sæson og har således den første sejr til gode.

Ugen – og femte spillerunde i Basketligaen – rundes af med BMS Herlev mod Værløse Blue Hawks på lørdag kl. 15:30.

Alle kampe kan ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis: Stiften.dk – amtsavisen.dk – hsfo.dk

Denne uge i Basketligaen

Her er et overblik over den kommende uge i Basketligaen, der byder på seks kampe, hvoraf den ene er en tv-kamp på SPORT LIVE.

Onsdag aften tørner de forventede tophold Randers Cimbria og Bakken Bears sammen i Arena Randers. Onsdagens hjemmehold har fået en sløv start på sæsonen med to nederlag i tre kampe, så en sejr mod de forsvarende danske mestre kan sætte dem på rette kurs.

Torsdag er Basketligaen igen i dit tv, når Team FOG Næstved tager imod BC Copenhagen. Kampen vises på SPORT LIVE med optakt fra kl. 19:00. Martin Poulsen og Mathias Bak Christensen, der forud for indeværende sæson forlod Team FOG Næstved til fordel for BC Copenhagen, er tilbage i Sydsjælland og vil forsøge at gøre det onde ved deres tidligere klub.

Lørdag er der hele tre kampe på programmet. Kl. 15:00 er der tipoff i to opgør. Den ene er i Nordic Basketball Arena Herlev, hvor Bakken Bears skal i aktion for anden gang i denne uge. Her møder de BMS Herlev.

I Søndersøhallen i Værløse skal Bakkens søsterklub Bears Academy op imod Værløse Blue Hawks.

Kl. 16:00 skal Randers Cimbria spille deres anden hjemmekamp i denne uge, når et sejrshungrende BK Amager-mandskab skal en tur til Kronjylland.

En fed basket-uge uge rundes af søndag med en eftermiddagskamp i Horsens, hvor det unge mandskab Holbæk-Stenhus kommer forbi Forum Horsens.

Kampprogrammet for 23/24 sæsonen er klar

Kampprogrammet for den nye sæson er nu klar og sæsonen 2023/24 starter torsdag den 14. september 2023 med 2 kampe. 

Igen i år er der 11 hold med og der skal afvikles 110 kampe i grundspillet før vi ved hvem der har kvalificeret sig til henholdsvis Playoff A og Playoff B som er indledningen på slutspillet.

1. spillerunde med termin 14-17. september afvikles således:

  • 14. september kl. 19:15 Svendborg Rabbits – Horsens IC
  • 14. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Værløse Blue Hawks
  • 15. september kl. 18:30 Bakken Bears – BC Copenhagen
  • 16. september kl. 14:30 BK Amager – Bears Academy
  • 16. september kl. 15:00 Randers Cimbria – Holbæk-Stenhus

BMS Herlev er oversidder i 1. runde.

22. og sidste runde i grundspillet afvikles torsdag den 15. februar 2024. Vil du se det fulde turneringsprogrammet for hele grundserien kan du klikke her.

Langt de flest af klubberne er så småt ved at komme i omdrejninger og rigtige mange spiller er allerede på plads. Herunder finder du links til hvordan den enkeltes klubs roster ser ud i skrivende stund og kampprogrammet for den enkelte klub.

Spændende sæson 2022/23 er slut

Mandag aften sluttede sæsonen i Basketligaen, da Bakken Bears på overbevisende vis sikrede sig det danske mesterskab med en samlet finalesejr på 4-0. Årets Finals MVP-pris gik til Bakken-profilen Ryan Evans.

Bakken Bears kunne således fejre klubbens 21. danske mesterskab – og syvende i træk. Team FOG Næstved måtte nøjes med sølvmedaljerne, men dette er uden tvivl en bedrift, der vækker stolthed på de sydsjællandske kanter. Det var første gang nogensinde, at Team FOG Næstved sluttede med sølvmedaljer, så selvom det ikke blev til guld i denne omgang var sæsonen en stor succes for alle i og omkring Næstved.

Sidst men ikke mindst gik bronzemedaljerne til Randers Cimbria, der i bronzekampen slog Horsens IC. Årets Playoff B-titel gik til BC Copenhagen, der slog Værløse Blue Hawks i finalekampen.

En historisk sæson

Sæsonen i den bedste danske basketballrække er altså slut, og hvilken sæson det var.

Bakken Bears viste klassen i slutspillet, men det var ikke gnidningsfrit gennem hele sæsonen for de dominerende Aarhus-bjørne. Undervejs led de flere overraskende nederlag og måtte samtidig tage afsked med flere spillere, der ikke så ud til at være et korrekt match.

I stedet viste sølvvinderne Team FOG Næstved og bronzevinderne Randers Cimbria markant styrke. Sidstnævnte sluttede grundspillet på førstepladsen for første gang nogensinde. Længe sad Næstved solidt på førstepladsen i ligaen og kunne eksempelvis gå til julepause og ind i det nye år på førstepladsen – hvilket også var en første gangs-oplevelse.

Bakken Bears havde desuden formået at kvalificere sig til den prestigefyldte turnering Basketball Champions League og var derigennem repræsentant for dansk basket.

BMS Herlev gik fra i sæson 2021/22 at være et tophold i den nedre halvdel af ligaen til pludseligt at blande sig i topkampen i Basketligaen. Både Bakken Bears og Svendborg Rabbits af de vanlige top seks-hold måtte se sig slået af det purunge BMS Herlev-hold, der havde en gennemsnitsalder på blot 20 år, så BMS Herlev kan i den grad se tilbage på en stor sæson, hvor en spiller som stortalentet Marqus Marion gang på gang stjal overskrifterne med flotte præstationer.

Og så kunne Basketligaen i sæson 2022/23 byde velkommen til Holbæk-Stenhus, der efter stærke præstationer i 1. division var klar til at prøve kræfter med toppen af dansk basket. Akademiholdet fra Holbæk var – ligesom forventet – til tider stærkt udfordret, men Holbæk-drengene kunne gå på sommerferie med to sejre og en masse erfaring rigere.

Denne sæson var på mange måder helt, helt særlig, og ovenstående et blot en kort opsummering på alt det, den forgangne sæson bød på.

Overblik over ugen i Basketligaen

De næste syv dage byder på syv kampe fra Basketligaen, og hele to af de syv kampe vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE.

Første TV-kamp er i dag, mandag d. 6. marts, hvor Svendborg Rabbits får besøg af Horsens IC. Ugens anden TV-kamp er på torsdag, hvor Bakken Bears hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center tager imod Randers Cimbria.

Se det fulde overblik over ugens kampe i toppen af artiklen.

Desuden kan alle kampe ses hos Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk.

Læs mere om streaming på JFM her.

TV-kamp: Nu skydes slutspillet igang

Der bliver knald på, når slutspillet skydes igang torsdag aften med to kampe. Det ene opgør kan ses på SPORT LIVE.

Torsdag aften tages der hul på slutspillet i Basketligaen med to kampe fra Playoff A 1-6. Aftenens første kamp står mellem Randers Cimbria og Team FOG Næstved, mens den anden kamp er mellem BMS Herlev og Svendborg Rabbits.

Sidstnævnte opgør, der spilles i Nordic Basketball Arena Herlev, vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE og har tipoff kl. 19:15 med optakt fra kl. 19:00. Opgøret kommenteres af Peter Jørgensen og Pascal Colman.

Kampen kan derudover også ses hos JFM (Jysk Fynske Medier). Det kræver et abonnement hos JFM for at kunne se kampen. Hos JFM kan man dertil også se Næstved-Randers.

Læs alt om strukturen i Basketligaen her

Nye tider på Sydfyn

Svendborg Rabbits og BMS Herlev går ind til slutspillet med to vidt forskellige udgangspunkter. Sydfynboerne har sæsonen igennem underpræsteret og skuffet, hvilket resulterede i en fyring af cheftræner John Lattimore tilbage i januar.

Afskeden med Lattimore betød, at sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen skulle finde sig en ny cheftræner, og her faldt valget på Mads Andersen, der havde været assistenttræner under Lattimore.

Siden Mads Andersen overtog roret i Svendborg har resultaterne været bedre, og det ser nu ud til, at de så småt har fundet melodien, hvilket klubben også selv fremhæver i sit seneste nyhedsbrev, de månedligt udgiver på sin hjemmeside.

“Mod slutningen af forrige måned valgte man at tage afsked med amerikanske John Lattimore og i stedet rykke forhenværende assistenttræner, Mads Andersen, op på cheftrænerposten. På papiret en forholdsvis stor satsning, da han med sine blot 28 år stadig er uprøvet som Head Coach på senior niveau,”

“Han har dog indtil videre kun vist at gøre den mindste form for tvivl til skamme. Med en afslutning på grundspillet, hvor man er gået igennem ubesejret, og en flot præstation i dele af pokalsemifinalen mod Bakken Bears, lover det umiddelbart rigtig godt for det kommende slutspil, der venter i begyndelsen af Marts,” skriver Rabbits i sit nyhedsbrev.

Du kan læse hele nyhedsbrevet her.

Svendborg Rabbits sluttede grundspillet i Basketligaen på femtepladsen med 22 point. Svendborg har seks point op til Horsens IC på fjerdepladsen.

BMS Herlev med flot sæson

Hvor Svendborg ikke just har spillet det grundspil, de havde forventet og håbet på, har BMS Herlev stået i tydelig kontrast til torsdagens modstander og oversteget sine forventninger. BMS Herlev, der har en af ligaens yngste trupper, har været sæsonens store overraskelse og imponeret stort.

Herlevvitternes flotte grundspil rækkede til en plads i Playoff A 1-6, og hvis ikke det var for en tæt på perfekt afslutning på grundspillet af netop Svendborg, havde BMS Herlev sluttet grundspillet som femmer. I stedet måtte de tage til takke med sjettepladsen med 22 point og var således á point med Kaninerne, der dog var bedre indbyrdes.

Herlevs afstand til top fire er altså lige så lang som Svendborgs, hvorfor slutspillet i Basketligaen skydes ind med manér.

“Vi starter (slutspillet, red.) med Svendborg, hvorefter Horsens IC, Bakken Bears, Næstved og Randers Cimbria venter. Det vil være dybt urimeligt at sammenligne os med vores 5 modstandere i A slutspillet, da der er vanvittig stor forskel på budgettet. Det ses tydeligt på det utrolig høje antal importspillere, som vores modstandere i A slutspillet har,” skrev BMS Herlevs sportschef Jesper Lundin på klubbens Facebook-side tidligere på ugen.

“Havde det været i skolegården, ville de fleste nok have kaldt det uretfærdige hold. Jeg er ikke misundelig på at have et hold, hvor halvdelen af spillerne eller flere er importspillere, men jeg er misundelige på de forhold vi ser hos vores modstandere – primært grundet den økonomiske forskel,” skrev han videre.

Se det fulde opslag herunder:

BMS Herlev har onsdag skrevet på sin facebookside, at Marqus Marion er tilbage efter at have døjet med skavanker inden landskampspausen. Desværre meldes August Haas imidlertid som tvivlsom til opgøret.

BMS Herlev – Svendborg Rabbits har tipoff kl. 19:15 på SPORT LIVE.

SPORT LIVE runder 650,000 hustande

Basketligaens TV-partner SPORT LIVE har indgået og forlænget aftaler med landets største tv-udbydere, hvilket betyder, at kanalen fra den 1. april kan ses af over 650,000 hustande.

Foto: SPORT LIVE

Fra 2019 til nu er SPORT LIVE gået fra at have 5,000 abonnenter til at have 650,000, hvilket svarer til over 500 nye kunder hver evig eneste dag.

Kanalen har oplevet en stor udvikling, siden den så dagens lys i august 2019, og den udvikling kan Basketligaen nu nyde godt af.

SPORT LIVE har landet en aftale med Stofa, der betyder, at Stofa-kunder fra den 1. april får adgang til SPORT LIVE i samtlige TV-pakker, og aftalen glæder Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE:

“Det er positivt, at tv-udbyderne ser potentialet i SPORT LIVE, og at de hjælper os med at løfte dansk idræt ved at tilbyde kanalen til så mange af deres kunder som muligt. Jo flere, der kan se kanalen, desto mere lokal idræt kan vi producere til glæde for udøvere, klubber og ikke mindst sportsglade danskere. Ved lanceringen af SPORT LIVE i 2019 havde vi et mål om at nå 100.000 husstande inden for det første år. At vi nu runder 650.000, viser med tydelighed, at der er plads til en tv-kanal med dansk idræt,” fortæller Flemming Kjellerup i en pressemeddelelse.

Udover Basketligaen har SPORT LIVE de sidste par år intensiveret sit fokus på dansk basketball med at vise Bakken Bears i FIBA Europe Cup i sidste sæson, landskampe, blandt andet i denne uge, og finalen i landspokalturneringen. Derudover laver de det ugentlige basket-magasinprogram ´Overtime´.

SPORT LIVE har rettighederne til Basketligaen frem til sommeren 2025 per den seneste aftale, der blev indgået i august 2022.

Podcast: Marqus Marion gæster Morten Stig Jensens podcast ´Buzzer Beater´

Foto: Robert Dines Rasch

BMS Herlev-stjerneskuddet Marqus Marion var for nogle dage siden forbi Morten Stig Jensens podcast Buzzer Beater, hvor Marion, der kan få sin A-landsholdsdebut for Danmark på torsdag, fortalte om sin fremtid på college hos Wake Forest University.

I podcasten blev der snakket mental indstilling, hvilket system Marion spiller bedst i, samt hvilket forventninger Marion har om sit kommende basket-eventyr.

Med i programmet var også college- og draftekspert Thomas Nielsen, der fortalte om forskellene mellem spillet hjemme i Danmark og spillet i USA.

Find links til episoden herunder:

Spotify

Radio 4