
Det tidligere Bakken og Horsens-stortalent Magnus Langager forlader BK Vejen. Han følger i stedet i fars fodspor og skifter til BMS Herlev.
BMS Herlev har sikret sig en ægte big-man på centerpositionen. 208 centimeter høje Magnus Langager skifter fra BK Vejen til BMS Herlev.
Den store Langager har haft sin opvækst i Horsens IC, hvor det aldrig blev til det store gennembrud. I stedet tog han turen til Bakken Bears og Bears Academy i 2024. Heller ikke her fik han forløst sit store talent, så i 2025 tog han til de daværende oprykkere fra BK Vejen for at jagte mere spilletid.
2025/26 blev statsmæssigt klart hans bedste sæson – både på point, rebounds og minutter. Dog stod han i skyggen af en af Basketligaens bedste spillere i Andrew Orr, som var det klare førstevalg på centerpositionen.
Nu tager han igen skridtet videre – og denne gang for første gang uden for Jylland. Den kommende sæson skifter han til BMS Herlev, og dermed følger han i sin fars fodspor som BMS Herlev-spiller. Mikkel Langager regnes af mange som en af Danmarks bedste basketballspillere nogensinde. Hans CV er ganske enkelt imponerende. Han nåede at spille for europæiske storklubber som Real Madrid, Milano og AEK Athen. Inden da, i karrierens spæde start, spillede han for BMS Herlev i slutningen af 1980’erne – hvor han var med til at vinde det danske mesterskab i 1989.
– Jeg er utrolig glad for at blive en del af BMS Herlev og ser virkelig frem til den kommende sæson. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Danijel (Marsenic, red.) og resten af holdet, og jeg ser frem til at fortsætte min udvikling som spillere både på og uden for banen, udtaler Magnus Langager.
– Magnus er en spændende spiller med et stort potentiale, og vi er overbeviste om, at samarbejdet bliver et godt match for begge parter. Han kommer i trygge og kompetente hænder under coach Danijel, som kan være med til at videreudvikle hans kvaliteter. Samtidig er vi sikre på, at Magnus bliver en stor gevinst for os på banen, udtaler sportschef i BMS Herlev, Jesper Lundin.




