Uge 20 i Basketligaen

Kamp om placeringen.

Tirsdag d. 8. februar kl. 19:15 er der TV-kamp direkte fra Nørrebrohallen på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE, når theView Copenhagen tager imod Randers Cimbria.

Onsdag d. 9. februar kl. 19:00 besøger Svendborg Rabbits Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks venter. Dette er et af de opgør, som vi endnu ikke har set i denne sæson, da TV-kampen de skulle have spillet d. 30. december blev rykket grundet Covid-19. De sidste par år har der været nogle spændende kampe imellem de to hold, dog er Svendborg Rabbits et endnu dybere hold i år.

Onsdag d. 9. februar kl. 20:30 står BMS Herlev og Horsens IC overfor hinanden igen, blot tre dage efter deres sidste kamp. BMS Herlev ender med at vinde anden halvleg, men taber kampen med 13 point og kan håbe at hjemmebane fordelen giver et ekstra skub.

Torsdag d. 10. februar kl. 18:30 er det Bears Academy imod Team Fog Næstved. Med to kampe i sæsonen og en sikret plads i play-off 1-6, vil begge hold forsøge at få ekstra point på kontoen. Bears Academys sidste kamp blev til et 14 points nederlag imod Horsens IC, som de ligger en kamp bag. Team Fog Næstved tog senest en sejr i ugens TV-kamp og ligger fortsat på tredjepladsen. Det er et tæt løb i top 4, hvor Horsens IC der stadigvæk har en del kampe tilbage haler ind på toppen, og derfor skal gæsterne sikre sig en sejr.

Søndag d. 13. februar kl. 14:30 tager BK Amager imod Horsens IC. Det er de gules anden tur over broen denne uge og den sidste inden play-offs. Værterne fra Amager har kun tre chancer tilbage, hvis de skal nå at få en sejr på banen, inden play-off 7-10 begynder i marts.

Søndag d. 13. februar kl. 15:00 i Arena Randers spiller Randers Cimbria imod Værløse Blue Hawks. Det er begge holds anden kamp i ugen, så begge hold burde være ved at finde play-off formen. Skal Værløse gøre sig nogen forhåbning om at komme på sjettepladsen, mangler de to sejre for at udligne med Bears Academy. Randers Cimbria kan med sejre i deres sidste kampe holde fast i deres nuværende fjerdeplads eller rykke op på tredjepladsen.

Alle undtagen theView i aktion

Sæsonens klare 1’er.

Svendborg Rabbits fik mandag aften to point mere på tabellen, da de spillede imod BK Amager. Fra første periode var det klart, at det sydfynske hold var kommet for at vinde. Specielt i anden periode trak gæsterne fra, da de scorede 40 point og kunne gå til halvleg med scoren 32-63. Anden halvleg fortsatte meget i samme spor, og med 4 vundne perioder blev stillingen 65-104. Brandon Norfleet blev kampens topscorer med 19 point, 6 assist, 5 steals og 4 rebounds på 16 minutter og 30 sekunder.

Horsens IC skulle arbejde for deres seneste sejr over Bears Academy. Gæsterne kom godt fra start, og gjorde en hæderlig indsats kampen igennem, men selvom de vandt to perioder over hjemmeholdet, var det ikke nok til en sejr. Det var specielt under kurven, at Horsens IC dominerede. Her scorede de 52 point, tog 52 rebounds og 21 af dem var offensive. Andy Cleaves havde endnu en solid kamp, han havde 21 point, 3 rebounds, 3 steals og 2 assists.

Team Fog Næstved leverede fire gode perioder, da de torsdag aften spillede TV-kamp imod Værløse Blue Hawks. Alle spillere på begge hold fik minutter på banen, og hele 20 spillere blev noteret for point. Selvom Værløse gæsterne fik skudt en del flere bolde afsted end værterne, så spillede Team Fog Næstveds gode procenter en stor rolle. To spillere fra hjemmeholdet blev topscorere i kampen, Bubu Palo med 23 point, 9 rebounds og 4 assist og så var det Brevin Pritzl med 23 point, 7 rebounds og 5 assist.

Det er få hold, der virkeligt har været tæt på at tage en sejr over Bakken Bears i denne sæson. Svendborg Rabbits er et af de hold, og chancerne var der. Det var en tæt affære lørdag eftermiddag i Vejby-Risskov Hallen. Hverken gæsterne eller værterne kunne holde de dobbelt cifrede føringer, som de hver især fik tilkæmpet sig. Den endelige vinder blev fundet i fjerde periode, og hjemmepublikummet måtte holde vejret, da det lykkedes Svendborg Rabbits at få flere forsøg på at ramme et 3 point skud, og sende kampen i overtid. Med denne sejr har Bakken Bears fastsat sig på førstepladsen i denne sæson.  Brandon Norfleet blev topscorer i kampen med 23 point, 7 assists og 5 rebounds. Hjemmeholdets Darko Jukic blev noteret for 20 point, 2 rebounds og 1 assist.

Randers Cimbria havde besøg af BK Amager, og denne gang blev det også til en velspillet kamp og dermed sejr til hjemmeholdet. Minutterne blev velfordelt, da de to hold for sidste gang i sæsonen mødte hinanden. Josh Fortune fik sin sæson debut, og på små 24 minutter fik han vist, at han kan være en vigtig brik for holdet inden play-offs. Han blev noteret for 17 point, 6 rebounds, 5 assist og 3 steals, alt imen kampens topscorer blev holdkammeraten Robert Crawford med 27 point, 8 rebounds og 1 assist.

Søndag eftermiddag tog Horsens IC imod BMS Herlev i deres første møde denne sæson. Til trods for at gæsterne fra BMS Herlev vinder tredje periode med 6 point og fjerde med 1 point, var det en stærk anden periode fra hjemmeholdet der gjorde udfaldet i kampen. Horsens IC var kun foran med 2 point da anden periode startede, men her trak de så fra gæsterne. Anden periode blev vundet med 18 point og de kunne dermed holde BMS Herlev på afstand i de resterende 20 minutter af kampen. Kampens topscorer var Jordan Lou med 21 point, 7 assist og 3 rebounds. Vedran Borovcanin blev topscorer for hjemmeholdet med 18 point, 7 rebounds og 3 assist.

Foto: FIBA Europe Cup – fiba.basketball

Ugens TV-kamp Team Fog Næstved vs. Værløse Blue Hawks

Holger Rasmussen i hvidt
Foto: Robert Piil

Kampen om Sjælland.

I aften tager Team Fog Næstved imod Værløse Blue Hawks i Næstved Hallerne. Selvom holdene ligger i hver deres ende af tabellen og der er 5 sejre imellem dem, er det på nuværende tidspunkt et opgør imellem Sjællands to bedste hold.

Team Fog Næstved har ligget godt på tredjepladsen hele sæsonen igennem, men den tredjeplads er langt fra sikret og derfor er sejre i de sidste kampe af sæsonen meget vigtige. Horsens IC har stadigvæk seks kampe tilbage og kan dermed udligne på 13 sejre og indtage pladsen på point. Randers Cimbria er også med i buddet om tredjepladsen de to hold kan ende på samme antal sejre. I sidste kamp måtte Team Fog Næstved undvære Mathias Bak Christensen om dette er tilfældet i denne kamp vides endnu ikke.

Værløse Blue Hawks har fem svære kampe tilbage i sæsonen og ligger lige nu på syvendepladsen. De har to gange indtil videre været tæt på at slå et af top holdene og tiden er ved at være knap hvis de skal nå det denne sæson. Det er specielt på guard siden at Værløse har en fordel i kampene.

Kampen kan ses på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE kl. 19:15 og inden kampen kan du se basketmagasinet OVERTIME kl. 18:30 efterfulgt af optakt kl. 19:00.

Uge 19 i Basketligaen

Ugens tætte program.

Ugens første kamp spilles lige nu i Amagerhallen, her tager BK Amager imod Svendborg Rabbits. Begge mandskaber har fem kampe tilbage, inden Basketligaen opdeles i play-off 1-6 og 7-10. BK Amager har teknisk set vundet en kamp, og ligger kun 2 point bag theView Copenhagen. Svendborg Rabbits ender sandsynligvis på enten anden eller tredje pladsen, og er lige nu á point med Team Fog Næstved. BK Amager spillede fredag aften en rigtig god første halvleg imod Værløse Blue Hawks, men de mangler stadigvæk, at holde niveauet gennem en hel kamp. Svendborg Rabbits har haft et meget svingende kampprogram det sidste stykke tid, og det kan til tider ses på spillet. Senest blev det til et tæt nederlag på hjemmebane imod Team Fog Næstved, og Sebastian Åris måtte desværre udgå fra kampen med en skade.

Torsdag d. 3. februar kl. 18:45 spiller Horsens IC imod Bears Academy i Forum Horsens. Der var ingen tvivl om, at Horsens var det bedre hold sidst de to mødtes, men på nuværende tidspunkt ligger Bears Academy på femtepladsen i Basketligaen og Horsens IC på sjettepladsen. Det er en enkelt kamp, der skiller de to hold ad, og skulle Bears Academy gå hen og vinde denne kamp, kan de sikre sig en sjetteplads inden play-offs. Horsens IC har hele syv kampe tilbage i sæsonen, og derfor skal de sikre sig flest mulige sejre. Én ting er pladsen i play-off 1-6, men de skal helst have så mange point, så det bliver muligt at ende på en fjerdeplads.

Torsdag d. 3. februar kl. 19:15 sendes der direkte på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE. Se også basketmagasinet OVERTIME kl. 18:30, efterfulgt af optakt til kampen kl. 19:00.

Lørdag d. 5. februar kl. 14:00 er der topbasket i Århus. Bakken Bears tager imod Svendborg Rabbits i deres sidste møde inden play-offs. Med tre kampe tilbage er Bakken Bears meget tæt på at slutte den regulære sæson ubesejret, og lørdag står de overfor det der på tabellen er den sværeste af de tre kampe. Svendborg Rabbits har lidt at skulle bevise efter det sidste møde imellem de to hold. Om Sebastian Åris er klar i denne kamp og fuldender truppen, vides endnu ikke.

Lørdag d. 5. februar kl. 15:00 tager Randers Cimbria imod BK Amager i Arena Randers. Hjemmeholdet har i den seneste periode været ramt af Covid-19, der medførte udskydelse af både pokalsemifinale og den TV-kamp, de skulle have spillet. Den nuværende fjerdeplads kan nå at ændres til en højere placering, hvis alt går godt.

Søndag d. 6. februar kl. 15:00 spiller Horsens IC deres tredje hjemmebane kamp på syv dage, og denne gang tager de imod BMS Herlev. De to hold skal allerede møde hinanden igen tre dage senere. Hjemmeholdet søger fortsat point inden play-offs.

Sidste uges kampe

To hold i dobbeltaktion.

Der var lagt op til et spændende opgør, da Team Fog Næstved gæstede Svendborg Rabbits. Hjemmeholdet kom klart bedst fra start, og holdt gæsterne til kun 10 point i første periode. I anden periode tog Team Fog Næstved over, og vandt perioden med 13 point. De kunne dermed gå til pausen med en lille føring på 39-42. Tredje periode faldt ligeledes i gæsternes favør, hvor der blev udlignet en enkelt gang, men føringen blev udvidet til 10 point inden sidste periode. De sidste 10 minutter af kampen var heller ikke uden spænding. Svendborg Rabbits vandt denne periode, men kom dog aldrig i front, og kampen endte 93-97. Sebastian Åris måtte desværre udgå med en skade efter første halvleg, dog var Branden Norfleet igen at finde på holdkortet, og havde i sin fjerde kamp i sæsonen 18 point, 8 assist og 4 rebounds. Team Fog Næstveds Che Bob havde en god debut med 19 point, 5 rebounds og 2 assist. Bubu Palo scorede 27 point, havde 5 assist og 4 rebounds.

Vejlby-Risskov Hallen lagde fredag aften gulv til opgøret imellem Bears Academy og BMS Herlev. Efter en tæt første periode hvor BMS Herlev var i front med 1 enkelt point, fik Bears Academy stille og roligt vendt kampen, og kunne gå til pause med en 4 points føring. Anden halvleg tilhørte i særdeleshed hjemmeholdet, og med en stærk tredje periode var de oppe med 23 point, før starten af fjerde. Kampen endte 103-74 ,og Bears Academy fik sæsonens syvende sejr. Mads Bro Hansen havde 19 point, 2 assist og 1 rebound.

Værløse Blue Hawks sikrede sig fredag aften deres anden sejr på hjemmebane i træk og femte sejr i sæsonen. Det blev BK Amager, der endnu engang tog føringen tidligt i kampen, og med god offensiv første periode førte med 9 point. Som ofte før set, kan det unge Værløse Blue Hawks mandskab med hårdt arbejde kæmpe sig tilbage i kampen, og det gjorde de også her. Det blev en højt scorende anden periode, og hjemmeholdet fik reduceret BK Amagers føring til 47-50 inden halvleg. I tredje periode fortsatte Værløse Blue Hawks det gode spil, vandt perioden 30-16 og bragte sig i front med 11 point. Det var en tæt fjerde periode, som gæsterne vandt med 1 enkelt point, og kampen endte 98-88. Adam Hede-Andersen blev kampens topscorer med 21 point, 9 assist og 4 rebounds.

Horsens IC fik sent søndag aften sikret sig en sejr over Team Fog Næstved. Det var et velspillende hjemmehold, der med højt tempo fra starten af kampen tog føringen. Selvom Team Fog Næstved flere gange lavede små runs, og var tæt på at tage føringen, fik Horsens IC gang på gang svaret igen. Kampen endte 90-75 og topscoreren var Andy Cleaves med 24 point, 4 rebounds og 1 assist.

Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Uge 18 i Basketligaen

Fem kampe på programmet.

Onsdag d. 26. januar kl. 19:00 er der tip-off imellem ligaens nr. 2 og 3. Der er lagt op til spænding, når Svendborg Rabbits tager imod Team Fog Næstved. De mødtes sidste gang i Næstved Hallerne d. 28. oktober, og her var det Rabbits der løb med sejren i en ellers tæt og spændende kamp. Hjemmeholdet skulle have spillet pokalsemifinale i weekenden, men Covid-19 udbrud i Randers Cimbria lejren har desværre gjort, at kampen måtte rykkes. Dette gør at Svendborg Rabbits får endnu mere travlt frem til sæsonens deadline d. 19. februar, da de har 1 pokal semifinale og 6 regulære sæson kampe, der skal afvikles inden da. Af de to hold er gæsterne fra Næstved dem der har været mest i kamp over de seneste par uger. De ligger 2 point bag Svendborg Rabbits, og med en sejr på over 10 point vil de indtage 2. pladsen, såfremt de to hold er á point.

Torsdag d. 27. januar kl. 19:15 sendes der direkte fra Randers Arena på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE, når Randers Cimbria tager imod Horsens IC.

Fredag d. 28. januar kl. 18:30 kan Bears Academy med en sejr over BMS Herlev så godt som sikre sig en plads i play-off 1-6. BMS Herlev er to kampe bag Bears Academy, men på trods af nederlag i de sidste fem kampe, har de vist god form i de sidste to. Hjemmeholdet har vundet tre ud af deres sidste fem kampe, og sidste kamp imod theView Copenhagen uden deres to profiler, Anton Harbo og Magnus Møllgaard, som nok forventes at være med i kampen imod BMS Herlev.

Fredag d. 28. januar kl. 19:30 mødes Værløse Blue Hawks BK Amager for anden gang i sæsonen. BK Amager havde en drømmestart på kampen, men der gik ikke længe inden Værløse fik hentet ind og endte med at tage sejren. Denne gang ser det dog lidt anderledes ud for BK Amager, de har fået to nye spillere til holdet, og seneste signing Derrick Woods er nu klar til kamp for gæsterne. Værløse Blue Hawks er stadigvæk inde i kampen om en plads i play-off 1-6, og en sejr her er nødvendig, hvis de skal have en reel chance for at kvalificere sig.

Søndag d. 30. januar kl. 19:15 er der tip-off i Forum Horsens imellem Horsens IC og Team Fog Næstved. Det har været en hård sæson for hjemmeholdet hidtil, men de har stadigvæk en del kampe tilbage til at pynte på tabellen inden play-offs begynder. Det vides endnu ikke, om Miki Novovic vil være klar for Horsens i denne kamp, men han vil være et kærkomment syn for de gule når det sker. Det også Team Fog Næstveds anden kamp i ugen og holdet er ved at finde sig til rette efter afgangen af Frederik Hougaard Nielsen og tilgangen af Che Bob.

Spænding til det sidste

Flere hold i dobbelt aktion.

Værløse Blue Hawks og BMS Herlev stod for ugens TV-kamp, da de torsdag aften indtog Søndersøhallen.
Det der ellers blev til mange missede skud i starten af kampen, vendte sig gevaldigt i midten af første periode. Værløse Blue Hawks viste at de kendte kurvene bedst, og samtidig fik de med hårdt pres på bolden lukket helt ned for BMS Herlev. Ved halvleg var stillingen 51-32, og der skulle derfor helt andre boller på suppen. Gæsterne vandt anden halvleg, og fik i fjerde periode reduceret føringen til 9 point. Værløse Blue Hawks, der dominerede den første halvdel af kampen, fik hurtigt svaret igen, og med et godt run lukkede de kampen 103-87. Mikkel Hauge var kampens topscorer med 21 point, 6 rebounds og 2 assist.

theView Copenhagen kom godt fra start, og var efter første periode oppe med 10 point, da de tog imod Basketligaens 6. plads Bears Academy. Bjørnene vågnede dog op i anden periode, og fik inden pausen reduceret 41-39. I anden halvleg fortsatte Bears Academy det gode spil, og vandt tredje og fjerde periode med 8 point. Kampen endte 80-86, og Mads Bro Hansen blev kampens topscorer med 30 point, 2 rebounds og 1 assist.

Bakken Bears fik endnu en sejr under bæltet, da de lørdag eftermiddag gav en forsmag på pokalsemifinalen imod Team Fog Næstved. Fra start til slut var Bakken Bears de bedste på banen, og alle 10 spillere blev noteret for point. Ryan Evans leverede varen, da han var 8/10 på gulvet, scorede 17 point, tog 5 rebounds og lavede 3 assist.

BMS Herlev havde få dage forinden spillet på udebane. Denne gang åbnede de så dørene op for Herlev Hallen, og spillede imod Randers Cimbria. Det var et forvandlet BMS Herlev hold, der langt hen ad vejen gav Basketligaens 3. plads kamp til stregen. Leonardo Carlino der i kampen inden fik reduceret sin spilletid gevaldigt på grund af fejlproblemer, spillede hele 34 minutter og blev her noteret for 24 point, 10 rebounds og 5 assist. Det var dog gæsterne fra Randers der var det bedste mandskab på banen, og det blev ikke til en BMS Herlev sejr som sidste år, da de mødte hinanden sidst på sæsonen. Reginald Kissoonlal og Brandon Randolph stod for lidt over halvdelen af udeholdets point, og sikrede dem sejren 96-107. Reginald Kissoonlal scorede 30 point, hentede 9 rebounds og fik uddelegeret 7 assist.

Forum Horsens var Basketligaens første venue, der husede tilskuere i 2022. Det blev til en sand gyser, da Horsens IC tog imod Værløse Blue Hawks søndag eftermiddag. En god anden periode gav gæsterne fra Værløse en føring på 7 point, og en stilling på 48-55 ved halvleg. Hjemmeholdet gjorde i tredje periode et godt comeback, og kunne gå til fjerde periode med en føring på 3 point. Med 42 sekunder tilbage i kampen brændte den unge Simon Schwartz sit første af to straffekast. Derefter scorede han andet straffekast, og bragte gæsterne op med 3 point. Den tidligere Værløse Blue Hawks center Koch Bar fik kort efter scoret et and one layup, og efter en timeout fik han også sænket bonus straffekastet og udlignet kampen 92-92. Værløse Blue Hawks Peter Møller brænder et godt forsøg, hvorefter bolden tippes ud og ender i Horsens ICs besiddelse. Coach Lukas Varga kalder time out for at tegne et play op til kampens sidste sekund. Det der var ved at ligne en turnover og en kamp der skulle gå i overtid, blev til en buzzer beater 3’er fra midten af Andy Cleaves, der også blev kampens topscorer med 31 point, 8 rebounds og 2 assist. Dermed sikrede hjemmeholdet sejren 95-93.

Foto: MJ Horsens

Ugens TV-kamp Værløse Blue Hawks vs. BMS Herlev

Marqus Marion i blåt
Foto: Robert Dines Rasch

Ungdommens opgør.

Der bliver fart over feltet, når der i aften på SPORT LIVE, vises basketball direkte fra Søndersøhallen. De evige rivaler, Værløse Blue Hawks og BMS Herlev, spiller deres anden kamp imod hinanden, og denne gang er det Værløse på hjemmebane. Det bliver dog ikke det samme i Søndersøhallen, da den normalt intime og larmende hal desværre ikke vil være fyldt med hverken klubbens unge eller ildsjæle til at støtte holdet. Heldigvis er det dog TV-kamp, så der kan heppes hjemme fra stuerne.

Værløse Blue Hawks skal kigge langt tilbage efter deres seneste sejr i Basketligaen, som var d. 28. oktober da de slog BK Amager på udebane i deres sidste TV-kamp. Deres sidste kamp i ligaen var imod Bears Academy, hvor det blev til et 1 points nederlag – et hold de få dage forinden slog ud af pokalturneringen. Der har været noget ustabilitet i spillertruppen. Man har ikke fået så meget ud af Elhadji Dieng, og som tidligere nævnt, er deres anden store spiller Jacob Nielsen skadet. Presset har været stort på Værløses unge men rutinerede guards, og det har været der, de har matchet deres modstandere bedst.

BMS Herlev er hverken langt foran Værløse Blue Hawks, eller langt bag Bears Academy der lige nu ligger på en 6. plads i ligaen. Dette gør kampen ekstra vigtig for dem i jagten på top 6 placeringen efter 18. spillerunde. Der har den sidste måneds tid været nogle skader på holdet. Det har heldigvis været småskader, og efter nogle hårde kampe er BMS Herlev ved at have fuldt hold igen. BMS Herlev sagde farvel til Tirus Smith, hvilket har givet mere plads til unge Marqus Marion og Nicholas Posborg på 4/5’er positionen.

Uge 16 i Basketligaen.

Godt med kampe på programmet.

Pokalsemifinalisterne er fundet, inden den næste runde af Basketligaen bliver spillet. Bakken Bears møder Team Fog Næstved, og Randers Cimbria møder Svendborg Rabbits. Semifinalerne skal afvikles imellem d. 21. og 23. januar, og pokalfinalen spilles søndag d. 17. april.

Torsdag d. 13. januar kl. 19:15 er der TV-kamp på SPORT LIVE direkte fra Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks tager imod BMS Herlev.

Lørdag d. 15. januar kl. 13:00 i Nørrebro Hallen spiller theView Copenhagen imod Bears Academy. Den første kamp gik til århusianerne, der havde godt styr på københavnerholdet. Med en sejr mere kan Bears Academy bringe sig 4 point foran næste hold i rækken til 6. pladsen, og i hvert fald for en dags tid indtage 5. pladsen i Basketligaen. Det blev mandag d. 10. januar offentliggjort, at theView Copenhagen blev taberdømt i deres sejr over BK Amager i december måned. Dette betyder, at de nu er nede på 4 point på trods af deres 3 sejre i sæsonen. Skal theView Copenhagen gøre sig nogen forhåbninger om at ende på 6. pladsen, har de en svær tid foran sig, og skal starte med at vinde kampen over Bears Academy med minimum 18 point.

Lørdag d. 15. januar kl. 14:00 er det andet Århus hold i aktion. Bakken Bears møder her Team Fog Næstved, som er en lille forsmag på pokalsemifinalen imellem de to hold. Det endte med at blive et tæt opgør, da de sidst stod overfor hinanden, som to ubesejrede hold d. 23. oktober 2021. Denne gang er det Bakken Bears der står tilbage som ubesejret, og det lader umiddelbart ikke til at ændre sig. Bakken Bears har 5 kampe tilbage i sæsonen, og hvis man går ud fra hvordan de tidligere kampe har været, så er Team Fog Næstved måske det hold, der har størst mulighed for at tage en sejr imod dem.

Lørdag d. 15. januar kl. 16:00 spiller BMS Herlev imod Randers Cimbria i Herlev Hallen. Gæsterne fra Randers havde foden på speederen sidst de to hold mødtes, hvor de vandt to perioder og spillede lige op i to med det unge BMS Herlev hold. Der er sket lidt siden det sidste møde. Det seneste er, at Randers Cimbria har signet Josh Fortune, som i sæsonen 2019/2020 snittede 16.2 point, 5 rebounds og 2.6 assists. BMS Herlev sagde lige før nytår farvel til Tirus Smith, og har samtidig haft nogle småskader i truppen. Senest måtte holdet undvære deres kaptajn og ligaens nr. 2 i assist Danijel Marsenic imod Bakken Bears.

Søndag d. 16. januar kl. 15:00 tager Horsens IC imod Værløse Blue Hawks i Forum Horsens. Det er første Basketliga kamp for de gule i en måned, da de for anden gang har været ramt af Covid-19. Det blev dog til et nederlag i pokalkvartfinalen imod Team Fog Næstved. Værløse Blue Hawks røg også ud af pokalen, da de spillede imod Svendborg Rabbits. Horsens IC har hele otte kampe tilbage i sæsonen, og hver en kamp tæller, hvis de skal slutte i toppen af ligaen og på en af de fire semifinale pladser. I slut december sagde man farvel til Alioune Tew, og har netop signet center Miki Novovic, der spillede to sæsoner for Team Fog Næstved i 2019/2020 og 2020/2021. For Værløse Blue Hawks har det knebet lidt med størrelsen, da Jakob Nielsen er ude i nogle måneder, og deres anden store mand Elhadji Amadou Dieng heller ikke har været at finde i de sidste kampe. Man kan dog se forbedring hos flere af de unge spillere, som er en stor del af holdets succes i fremtiden.

2 kampe er udsat på grund af Covid-19

Onsdag den 29. december skulle der efter planen afvikles 4 kampe i BL, men 2 af disse er netop blevet aflyst på grund af Covid-19.

De 2 kampe der er udsat er opgøret mellem Randers Cimbria og Værløse Blue Hawks og kampen mellem Horsens IC og Team Fog Næstved.

De 2 øvrige kampe Bears Academy – BK Amager og BMS Herlev – Bakken Bears, hvor der er tip-off henholdsvis kl. 16:30 og 18:00 afvikles som planlagt.

Også de 2 kampe torsdag den 30. december, Bakken Bears – BK Amager og Svendborg Rabbits – theView Copenhagen forventes afviklet efter planen.