Uge 17 i Basketligaen

To hurtige kampe.

Ugen starter og slutter tidligt for Basketligaen, da det igen er tid til afvikling af DBBFs pokalturnering, og nu skal finalisterne findes. Lørdag d. 22. januar tager Team Fog Næstved imod Bakken Bears, og Randers Cimbria tager imod Svendborg Rabbits. Begge kampe kan ses på www.basketligaen.live og tip-off er kl 15:00.

theView Copenhagen har 3 kampe tilbage i den regulære sæson, og efter sidste runde er det desværre umuligt for dem at komme i top 6 af Basketligaen. Mandag d. 17. januar kl. 18:00 byder de dog Basketligaens første plads velkommen i Nørrebrohallen. Den store modstand kan dog bruges til noget når de sidste kampe er spillet færdig d. 19. februar, og Basketligaen deles op i play-off 1-6 og play-off 7-10. Her kommer de til at skulle spille to kampe mod hvert hold, og herfter vil de to bedst placerede hold i play-off 7-10 spille en bedst á en finale, hvor det formegentlig er theViews nye målsætning at vinde den.

Bakken Bears er koden ingen danske hold har kunnet knække i år, og de fik igen vist deres dominans, da de i weekenden slog Team Fog Næstved med 23 point. Med fire kampe tilbage er det svært ikke at tro, at Bakken Bears kan gå ubesejret igennem sæsonen. Det har ikke været samme dans på roser i FIBA Europe Cup, dog fik Bakken senest en sejr over London Lions efter to nederlag i deres nye pulje.

Kampen kan ses på www.basketligaen.live og med koden ”Basket” vil oprettelse være gratis indtil andet adviseres.

Tirsdag d. 18. kl. 19:15 er der TV-kamp imellem Team Fog Næstved og BMS Herlev på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE. Optakten begynder 19:00.

Spænding til det sidste

Flere hold i dobbelt aktion.

Værløse Blue Hawks og BMS Herlev stod for ugens TV-kamp, da de torsdag aften indtog Søndersøhallen.
Det der ellers blev til mange missede skud i starten af kampen, vendte sig gevaldigt i midten af første periode. Værløse Blue Hawks viste at de kendte kurvene bedst, og samtidig fik de med hårdt pres på bolden lukket helt ned for BMS Herlev. Ved halvleg var stillingen 51-32, og der skulle derfor helt andre boller på suppen. Gæsterne vandt anden halvleg, og fik i fjerde periode reduceret føringen til 9 point. Værløse Blue Hawks, der dominerede den første halvdel af kampen, fik hurtigt svaret igen, og med et godt run lukkede de kampen 103-87. Mikkel Hauge var kampens topscorer med 21 point, 6 rebounds og 2 assist.

theView Copenhagen kom godt fra start, og var efter første periode oppe med 10 point, da de tog imod Basketligaens 6. plads Bears Academy. Bjørnene vågnede dog op i anden periode, og fik inden pausen reduceret 41-39. I anden halvleg fortsatte Bears Academy det gode spil, og vandt tredje og fjerde periode med 8 point. Kampen endte 80-86, og Mads Bro Hansen blev kampens topscorer med 30 point, 2 rebounds og 1 assist.

Bakken Bears fik endnu en sejr under bæltet, da de lørdag eftermiddag gav en forsmag på pokalsemifinalen imod Team Fog Næstved. Fra start til slut var Bakken Bears de bedste på banen, og alle 10 spillere blev noteret for point. Ryan Evans leverede varen, da han var 8/10 på gulvet, scorede 17 point, tog 5 rebounds og lavede 3 assist.

BMS Herlev havde få dage forinden spillet på udebane. Denne gang åbnede de så dørene op for Herlev Hallen, og spillede imod Randers Cimbria. Det var et forvandlet BMS Herlev hold, der langt hen ad vejen gav Basketligaens 3. plads kamp til stregen. Leonardo Carlino der i kampen inden fik reduceret sin spilletid gevaldigt på grund af fejlproblemer, spillede hele 34 minutter og blev her noteret for 24 point, 10 rebounds og 5 assist. Det var dog gæsterne fra Randers der var det bedste mandskab på banen, og det blev ikke til en BMS Herlev sejr som sidste år, da de mødte hinanden sidst på sæsonen. Reginald Kissoonlal og Brandon Randolph stod for lidt over halvdelen af udeholdets point, og sikrede dem sejren 96-107. Reginald Kissoonlal scorede 30 point, hentede 9 rebounds og fik uddelegeret 7 assist.

Forum Horsens var Basketligaens første venue, der husede tilskuere i 2022. Det blev til en sand gyser, da Horsens IC tog imod Værløse Blue Hawks søndag eftermiddag. En god anden periode gav gæsterne fra Værløse en føring på 7 point, og en stilling på 48-55 ved halvleg. Hjemmeholdet gjorde i tredje periode et godt comeback, og kunne gå til fjerde periode med en føring på 3 point. Med 42 sekunder tilbage i kampen brændte den unge Simon Schwartz sit første af to straffekast. Derefter scorede han andet straffekast, og bragte gæsterne op med 3 point. Den tidligere Værløse Blue Hawks center Koch Bar fik kort efter scoret et and one layup, og efter en timeout fik han også sænket bonus straffekastet og udlignet kampen 92-92. Værløse Blue Hawks Peter Møller brænder et godt forsøg, hvorefter bolden tippes ud og ender i Horsens ICs besiddelse. Coach Lukas Varga kalder time out for at tegne et play op til kampens sidste sekund. Det der var ved at ligne en turnover og en kamp der skulle gå i overtid, blev til en buzzer beater 3’er fra midten af Andy Cleaves, der også blev kampens topscorer med 31 point, 8 rebounds og 2 assist. Dermed sikrede hjemmeholdet sejren 95-93.

Foto: MJ Horsens

Ugens TV-kamp Værløse Blue Hawks vs. BMS Herlev

Marqus Marion i blåt
Foto: Robert Dines Rasch

Ungdommens opgør.

Der bliver fart over feltet, når der i aften på SPORT LIVE, vises basketball direkte fra Søndersøhallen. De evige rivaler, Værløse Blue Hawks og BMS Herlev, spiller deres anden kamp imod hinanden, og denne gang er det Værløse på hjemmebane. Det bliver dog ikke det samme i Søndersøhallen, da den normalt intime og larmende hal desværre ikke vil være fyldt med hverken klubbens unge eller ildsjæle til at støtte holdet. Heldigvis er det dog TV-kamp, så der kan heppes hjemme fra stuerne.

Værløse Blue Hawks skal kigge langt tilbage efter deres seneste sejr i Basketligaen, som var d. 28. oktober da de slog BK Amager på udebane i deres sidste TV-kamp. Deres sidste kamp i ligaen var imod Bears Academy, hvor det blev til et 1 points nederlag – et hold de få dage forinden slog ud af pokalturneringen. Der har været noget ustabilitet i spillertruppen. Man har ikke fået så meget ud af Elhadji Dieng, og som tidligere nævnt, er deres anden store spiller Jacob Nielsen skadet. Presset har været stort på Værløses unge men rutinerede guards, og det har været der, de har matchet deres modstandere bedst.

BMS Herlev er hverken langt foran Værløse Blue Hawks, eller langt bag Bears Academy der lige nu ligger på en 6. plads i ligaen. Dette gør kampen ekstra vigtig for dem i jagten på top 6 placeringen efter 18. spillerunde. Der har den sidste måneds tid været nogle skader på holdet. Det har heldigvis været småskader, og efter nogle hårde kampe er BMS Herlev ved at have fuldt hold igen. BMS Herlev sagde farvel til Tirus Smith, hvilket har givet mere plads til unge Marqus Marion og Nicholas Posborg på 4/5’er positionen.

Uge 16 i Basketligaen.

Godt med kampe på programmet.

Pokalsemifinalisterne er fundet, inden den næste runde af Basketligaen bliver spillet. Bakken Bears møder Team Fog Næstved, og Randers Cimbria møder Svendborg Rabbits. Semifinalerne skal afvikles imellem d. 21. og 23. januar, og pokalfinalen spilles søndag d. 17. april.

Torsdag d. 13. januar kl. 19:15 er der TV-kamp på SPORT LIVE direkte fra Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks tager imod BMS Herlev.

Lørdag d. 15. januar kl. 13:00 i Nørrebro Hallen spiller theView Copenhagen imod Bears Academy. Den første kamp gik til århusianerne, der havde godt styr på københavnerholdet. Med en sejr mere kan Bears Academy bringe sig 4 point foran næste hold i rækken til 6. pladsen, og i hvert fald for en dags tid indtage 5. pladsen i Basketligaen. Det blev mandag d. 10. januar offentliggjort, at theView Copenhagen blev taberdømt i deres sejr over BK Amager i december måned. Dette betyder, at de nu er nede på 4 point på trods af deres 3 sejre i sæsonen. Skal theView Copenhagen gøre sig nogen forhåbninger om at ende på 6. pladsen, har de en svær tid foran sig, og skal starte med at vinde kampen over Bears Academy med minimum 18 point.

Lørdag d. 15. januar kl. 14:00 er det andet Århus hold i aktion. Bakken Bears møder her Team Fog Næstved, som er en lille forsmag på pokalsemifinalen imellem de to hold. Det endte med at blive et tæt opgør, da de sidst stod overfor hinanden, som to ubesejrede hold d. 23. oktober 2021. Denne gang er det Bakken Bears der står tilbage som ubesejret, og det lader umiddelbart ikke til at ændre sig. Bakken Bears har 5 kampe tilbage i sæsonen, og hvis man går ud fra hvordan de tidligere kampe har været, så er Team Fog Næstved måske det hold, der har størst mulighed for at tage en sejr imod dem.

Lørdag d. 15. januar kl. 16:00 spiller BMS Herlev imod Randers Cimbria i Herlev Hallen. Gæsterne fra Randers havde foden på speederen sidst de to hold mødtes, hvor de vandt to perioder og spillede lige op i to med det unge BMS Herlev hold. Der er sket lidt siden det sidste møde. Det seneste er, at Randers Cimbria har signet Josh Fortune, som i sæsonen 2019/2020 snittede 16.2 point, 5 rebounds og 2.6 assists. BMS Herlev sagde lige før nytår farvel til Tirus Smith, og har samtidig haft nogle småskader i truppen. Senest måtte holdet undvære deres kaptajn og ligaens nr. 2 i assist Danijel Marsenic imod Bakken Bears.

Søndag d. 16. januar kl. 15:00 tager Horsens IC imod Værløse Blue Hawks i Forum Horsens. Det er første Basketliga kamp for de gule i en måned, da de for anden gang har været ramt af Covid-19. Det blev dog til et nederlag i pokalkvartfinalen imod Team Fog Næstved. Værløse Blue Hawks røg også ud af pokalen, da de spillede imod Svendborg Rabbits. Horsens IC har hele otte kampe tilbage i sæsonen, og hver en kamp tæller, hvis de skal slutte i toppen af ligaen og på en af de fire semifinale pladser. I slut december sagde man farvel til Alioune Tew, og har netop signet center Miki Novovic, der spillede to sæsoner for Team Fog Næstved i 2019/2020 og 2020/2021. For Værløse Blue Hawks har det knebet lidt med størrelsen, da Jakob Nielsen er ude i nogle måneder, og deres anden store mand Elhadji Amadou Dieng heller ikke har været at finde i de sidste kampe. Man kan dog se forbedring hos flere af de unge spillere, som er en stor del af holdets succes i fremtiden.

De sidste kampe inden nytår

Ingen overraskelser inden nytår.

Der skulle gå en hel periode, før end Bears Academy kom ordentlig i gang imod BK Amager. Første periode faldt i gæsternes favør, og de havde fået deres nye mand, Mitch Pelissier, på holdkortet til dagens kamp. De unge bjørne kom dog efter det i anden periode, og så sig ikke tilbage resten af kampen. Keane Thomann havde endnu en double double med 19 point og 14 rebounds.

I Herlev Hallen gjorde Bakken Bears det tydeligt fra start, at de ikke var kommet for at lege. BMS Herlevs unge fik lidt bedre gang i angrebet i sidste periode, der endte 26-30. Leonardo Carlino var tæt på en triple double med 12 point, 10 rebounds og 8 assist. Hos Bakken Bears var det Tylor Ongwae, der leverede varen, og scorede 20 point sammen med 6 rebounds og 6 assist.

Bakken Bears og BK Amager spillede for anden dag i træk, og her var det så gæsterne fra Amager, der kom bedst fra start og vandt første periode med 1 point. Kampen tog en drejning, og på blot 10 minutter blev den smalle føring forvandlet, da Bakken Bears med skruede op for tempoet i angrebet og dermed gik til halvleg med en føring på 25 point efter at have scoret hele 43 point i anden periode. Den største føring i kampen blev 41 point dog endte kampen 116-82. Travis Taylor blev noteret for 18 point, 12 rebounds og 5 assist.

Svendborg Rabbits viste sig endnu engang som det bedre hold og kontrollerede de første 3 perioder af TV-kampen imod theView Copenhagen. Gæsterne fra København fik lidt mere tur i den i fjerde periode og vandt denne med 5 point. Sebastian Åris har i 3 ud af sine sidste 4 kampe scoret 26 point, undtagelsen var sidste kamp imod BMS Herlev hvor han kun scorede 6 point.

Foto: Robert Piil

Uge 14 i Basketligaen

God basket og godt nytår!

Der er lidt over en time til næste runde af Basketligaen skydes i gang. Der er lagt op til nogle gode kampe lige her inden nytår, dog desværre med et par aflysninger grundet Covid-19.

Onsdag d. 29. december kl. 16:30 spiller BK Amager den første af to kampe i Jylland inden nytår. Først venter Bears Academy ført an af Keane Thomann, der i denne sæson scorer 16.6 point og tager 8.2 rebounds per kamp. Hjemmeholdet vandt deres seneste kamp i Værløse, og kommer ud af julepausen med muligheden for, at vinde deres femte kamp i sæsonen og dermed placere sig bedre på sjette pladsen i Basketligaen. BK Amager er endnu ikke kommet til sejr, men har i mange kampe vist, at de i perioder kan spille med mange af holdene. De kan se frem til Basketliga debut for deres ny erhvervede guard Mitchell Ray Pellisier, og kan håbe på, at han giver dem det skub de har brug for i denne kamp.

Onsdag d. 29. kl. 18:00 tager BMS Herlev imod Bakken Bears i Herlev Hallen. De to hold mødtes tidligere på sæsonen, hvor det blev en sejr på 37 point til Bakken Bears. Udeholdet kommer fra en sejr over Randers Cimbria i overtid, og kan med de sidste to kampe inden nytår gå ubesejret 12-0 ind i 2022. Hos BMS Herlev har udviklingen af de unge været en stor prioritet i år, og minutterne bliver vel fordelt. Det har flere gange vist sig at give pote, og de har i flere kampe præsteret godt. Hjemmeholdets kaptajn, Danijel Marsenic, ligger i år nummer to på assist i Basketligaen og snitter 8.1 point og 6.8 assist.

Onsdag d. 29. december er Randers Cimbria vs. Værløse Blue Hawks aflyst, og rykkes til senere tidspunkt.

Onsdag d. 29. december er Horsens IC vs. Team Fog Næstved aflyst, og rykkes til senere tidspunkt.

Torsdag d. 30. december kl. 16:30 spiller Bakken Bears og BK Amager deres anden kampen på to dage. Bakken Bears har vundet alle 10 kampe, hvorimod BK Amager har tabt alle 10 kampe.

Torsdag d. 30. december kl. 19:15 spilles ugens tv kamp imellem Svendborg Rabbits og theView Copenhagen. Du kan se kampen med optakt fra kl. 19:00 på SPORT LIVE.

Den sidste uge inden jul

Sebastian Åris i hvid og Siler Schneider i gul
Foto: Tom Andreasen – Fotografi

På gensyn efter jul.

Basketligaen ønsker alle en god jul, vi er tilbage igen allerede onsdag d. 29. december.

I ugens første kamp fik Svendborg Rabbits atter vist, at de hører til på øverste hylde. Spændingen var høj, da Horsens IC gæstede Rise Sparekasse Arena, og tilskuerne havde ligeledes nerverne ude på tøjet, da den ellers stille Khalil Ahmad indledte et 8-0 scoring run. Gæsterne var kun nede med 1 point med 5 minutter og 36 sekunder tilbage, men her fik Svendborg Rabbits igen det gode holdspil frem, og sendte hele 18 point igennem nettet de sidste 5 minutter af kampen. Topscorer for kampen blev Andy Cleaves med 32 point, 4 rebounds og 4 assist. Sebastian Åris fik en flot double double med 26 point, 11 assist og 5 rebounds.

BK Amager skulle endnu engang huse ugens TV-kamp. Der var god stemning i hallen, og hemmeholdet kom flyvende fra start med en føring på 21-8. Højt at flyve, dybt at falde. theView Copenhagen var iskolde i første periode, men begyndte så småt at komme i gang i anden periode. Efter lidt rotation fik Coach Jeffrey Fawme endelig fundet den rette lineup, og her var det specielt Andy Ramírez, der ledte holdet. Ved halvleg var kampen helt lige, og de sidste to perioder var derfor helt åbne. Det blev tydeligt fra start af, at theView Copenhagen havde fået styr på deres spil og de kiggede sig ikke tilbage efter pausen. theView copenhagen vinder kampen 72-82, og ledt af Andy Ramírez, der blev noteret for 22 point, 7 rebounds, 5 assist og 5 steals.

Fredag aften mødte Værløse Blue Hawks og Bears Academy endnu engang hinanden. De to første sejre er gået til Værløse, som senest slog Bears Academy på hjemmebane i pokalturneringen. Derimod fik denne kamp en anden tone i anden og tredje periode, da gæsterne vandt disse med 17 point. Spændende blev det, da værterne endnu engang skruede op for intensiteten i fjerde periode, og kæmpet sig tilbage i kampen. Sejren gik denne gang til Bears Academy og kampen endte 73-74. Anton Harbo blev topscorer med 23 point, 4 rebounds og 3 assist.

BMS Herlev tog lørdag eftermiddag imod Svendborg Rabbits på hjemmebane. Gæsterne klarede arbejdet tidligt, og gik til pause med en føring på 22 point. Dette gjorde, at minutterne blev fordelt pænt imellem de 9 spillere, de havde taget med på turen til København. Samme var gældende for værterne, der ligeledes havde alle man i aktion, som alle blev noteret for point. Kampens store stjerne var dog gæsternes guard Corey Silverstrom, som havde 35 point, 5 rebounds og 4 assist. Svendborg Rabbits fik dermed deres tredje sejr i træk med scoren 79-100.

Bakken Bears og Randers Cimbria leverede et brag af en basket kamp på SPORT LIVE, da de mandag aften spillede i Vejlby-Risskov Hallen. De tomme tilskuerpladser var fyldt med bamser, og de frivillige formåede at afvikle Bakken Bears traditionsrige ”Teddy Bear Toss”. Der var spænding til det sidste forrige gang holdene mødtes i Randers, og det skulle basket Danmark heller ikke snydes for denne gang. Kampen var tæt på at blive afgjort, da hjemmeholdet var oppe med 16 point i anden periode, men gæster fra Randers var langt fra ude af kampen. På kort tid fik Randers Cimbria hentet ind, og så blev det pludselig en tæt kamp. Det stod helt lige i fjerde periode og med Randers Cimbria på bolden, havde de muligheden for at afgøre kampen. Det blev til en misset chance fra Brandon Randolph, og kampen gik i overtid. Den store stjerne i overtiden var Darko Jukic, som scorede 12 af sine 21 point i de første 3 minutter af overtiden. Bakken Bears vinder kampen 125-122 og fortsætter dermed deres sejrsstime, der nu er på 10 sejre i træk. Topscorer i kampen var Chris Nielsen med 24 point og 4 rebounds.

Uge 12 i Basketligaen

Krydsede fingre.

Tirsdag d. 14. december skulle Team Fog Næstved have spillet imod BMS Herlev. Kampen er desværre blevet aflyst grundet et COVID-19 udbrud i Team Fog Næstved truppen.

Onsdag d. 15. december kl. 19:00 I Rise Sparekasse Arena er det Svendborg Rabbits tur til at tage imod Horsens IC. Selvom de gule sidste gang var stærkt underbemandede, fik de alligevel bidt fra sig og lå tæt op ad kaninerne indtil sidste periode, hvor Svendborg Rabbits trak fra. Denne gang er det dog et mere oprustet Horsens IC hold der møder op, og for dem er det to meget vigtige point, der er på spil.

Torsdag d. 16. december kl. 19.15 tager BK Amager imod theView Copenhagen, i det der netop er blevet ugens eneste tv kamp. Se kampen på SPORT LIVE med optakt fra kl. 19:00.

Fredag d. 17. december kl. 19:30 tager Bears Academy atter en tur til Søndersøhallen. I søndags vandt Værløse Blue Hawks nemlig deres første pokal kamp over Bears Academy. Det står lige nu 2-0 til Værløse denne sæson imod gæsterne fra Århus. Første kamp var tidligt i sæsonen, og denne vandt Værløse med 13 point. Det seneste opgør var dog lidt tættere og nede på en difference på 7 point. Der er lagt op til spænding imellem de to hold, der begge har 6 point, nu hvor midten af grundspillet er nået.

Lørdag d. 18. december kl. 14:00 danner Herlevhallen rammen for weekendens opgør imellem BMS Herlev og Svendborg Rabbits. BMS Herlev kommer til kamp med friske ben, da deres første kamp i ugen blev aflyst. Gæsterne fra Svendborg har blot tre dage forinden spillet top kamp i mod Horsens IC.

Endnu en kamp er udsat på grund af Covid-19

Denne gang er det kampen mellem Team FOG Næstved og BMS Herlev der skulle spilles tirsdag den 14. december kl. 19:15 i Arena Næstved og skulle samtidig vises live på Sportlive.

Team FOG Næstved er hård ramt af Covid-19 i spillertruppen og staben omkring holdet. Flytningen af kampen sker i fuld overensstemmelse mellem både Team FOG Næstved og BMS Herlev.

Pokalturneringen er i gang

En stille uge.

Det var få kampe, som blev spillet i Basketligaen denne uge, da resten af kalenderen var fyldt op med pokalkampe.

Det blev en tæt kamp tirsdag aften i Arena Randers. Hverken Team Fog Næstved eller Randers Cimbria gav hinanden meget pusterum, da de to hold tørnede ud på dansk tv. Dagens store helt viste sig at være den unge Jonathan Klussmann, der i kampens sidste 5 sekunder på et drive til kurven lagde 2 point i, og bragte hjemmeholdet i front med 2 point. Team Fog Næstveds træner, Andy Hipsher, kaldte hurtigt timeout, og da gæsterne rykkede bolden frem med 5 sekunder tilbage på tavlen, var muligheden enten at gøre det onde ved hjemmeholdet og score en 3’er, eller blot 2 point og tvinge kampen ud i overtid. Bubu Palo blev manden, der skulle lede det sidste angreb i kampen, og her kom han til afslutning fra distancen, der til Randers store glæde hoppede af ringen, og dermed sikrede dem en sejr på 77-75.

Randers hiver anden sejr hjem i denne uge – her var dog tale om pokalkampen imod BK Amager. Slutresultatet blev 88-118, men det særlige ved denne kamp var, at Jonathan Klussmann endnu engang gjorde sig bemærket og endda indenfor samme uge. Denne gang fordi han scorer intet mindre 50 point imod sit gamle hold.

theView Copenhagen tog en tur til Viby, for at spille deres første runde i pokalen. Her viste det sig, at det unge hold fra København blev en for stor mundfuld for hjemmeholdet, der ender med at tabe 59-105.

På Frederiksberg var der ligeledes pokalkamp. Falcons 1. Divisions herre, som vandt divisions pokalen øst, tog imod ligaholdet BMS Herlev. Værterne kom flyvende fra start, og spillede sig videre i pokalturneringen med en sejr på 100-74.

I Søndersøhallen spillede Værløse Blue Hawks imod Bears Academy. Værterne vandt 3 ud af 4 perioder, og kan efter dagens sejr på 75-68 se frem til ¼ finalerne i pokalen, der afvikles 7.-9. januar 2022