Flere hold i dobbelt aktion.
Værløse Blue Hawks og BMS Herlev stod for ugens TV-kamp, da de torsdag aften indtog Søndersøhallen.
Det der ellers blev til mange missede skud i starten af kampen, vendte sig gevaldigt i midten af første periode. Værløse Blue Hawks viste at de kendte kurvene bedst, og samtidig fik de med hårdt pres på bolden lukket helt ned for BMS Herlev. Ved halvleg var stillingen 51-32, og der skulle derfor helt andre boller på suppen. Gæsterne vandt anden halvleg, og fik i fjerde periode reduceret føringen til 9 point. Værløse Blue Hawks, der dominerede den første halvdel af kampen, fik hurtigt svaret igen, og med et godt run lukkede de kampen 103-87. Mikkel Hauge var kampens topscorer med 21 point, 6 rebounds og 2 assist.
theView Copenhagen kom godt fra start, og var efter første periode oppe med 10 point, da de tog imod Basketligaens 6. plads Bears Academy. Bjørnene vågnede dog op i anden periode, og fik inden pausen reduceret 41-39. I anden halvleg fortsatte Bears Academy det gode spil, og vandt tredje og fjerde periode med 8 point. Kampen endte 80-86, og Mads Bro Hansen blev kampens topscorer med 30 point, 2 rebounds og 1 assist.
Bakken Bears fik endnu en sejr under bæltet, da de lørdag eftermiddag gav en forsmag på pokalsemifinalen imod Team Fog Næstved. Fra start til slut var Bakken Bears de bedste på banen, og alle 10 spillere blev noteret for point. Ryan Evans leverede varen, da han var 8/10 på gulvet, scorede 17 point, tog 5 rebounds og lavede 3 assist.
BMS Herlev havde få dage forinden spillet på udebane. Denne gang åbnede de så dørene op for Herlev Hallen, og spillede imod Randers Cimbria. Det var et forvandlet BMS Herlev hold, der langt hen ad vejen gav Basketligaens 3. plads kamp til stregen. Leonardo Carlino der i kampen inden fik reduceret sin spilletid gevaldigt på grund af fejlproblemer, spillede hele 34 minutter og blev her noteret for 24 point, 10 rebounds og 5 assist. Det var dog gæsterne fra Randers der var det bedste mandskab på banen, og det blev ikke til en BMS Herlev sejr som sidste år, da de mødte hinanden sidst på sæsonen. Reginald Kissoonlal og Brandon Randolph stod for lidt over halvdelen af udeholdets point, og sikrede dem sejren 96-107. Reginald Kissoonlal scorede 30 point, hentede 9 rebounds og fik uddelegeret 7 assist.
Forum Horsens var Basketligaens første venue, der husede tilskuere i 2022. Det blev til en sand gyser, da Horsens IC tog imod Værløse Blue Hawks søndag eftermiddag. En god anden periode gav gæsterne fra Værløse en føring på 7 point, og en stilling på 48-55 ved halvleg. Hjemmeholdet gjorde i tredje periode et godt comeback, og kunne gå til fjerde periode med en føring på 3 point. Med 42 sekunder tilbage i kampen brændte den unge Simon Schwartz sit første af to straffekast. Derefter scorede han andet straffekast, og bragte gæsterne op med 3 point. Den tidligere Værløse Blue Hawks center Koch Bar fik kort efter scoret et and one layup, og efter en timeout fik han også sænket bonus straffekastet og udlignet kampen 92-92. Værløse Blue Hawks Peter Møller brænder et godt forsøg, hvorefter bolden tippes ud og ender i Horsens ICs besiddelse. Coach Lukas Varga kalder time out for at tegne et play op til kampens sidste sekund. Det der var ved at ligne en turnover og en kamp der skulle gå i overtid, blev til en buzzer beater 3’er fra midten af Andy Cleaves, der også blev kampens topscorer med 31 point, 8 rebounds og 2 assist. Dermed sikrede hjemmeholdet sejren 95-93.
Foto: MJ Horsens