I sidste sæson måtte BC Copenhagen se sig besejret i Playoff B-finalen mod Værløse Blue Hawks. Fredag aften havde de igen muligheden for at tage sejren i Playoff B, og her var udfaldet med anderledes succes.
Foran en udsolgt Nørrebrohallen kunne BC Copenhagen fredag aften krone sig selv som mestre af Playoff B i Basketligaen efter en komfortabel sejr mod selvsamme Værløse Blue Hawks med 87-69.
Fredagens hjemmehold satte sig tidligt på kampen, og det var tydeligt, at Copenhagen havde et ekstra gear.
I pausen var Nørrebroholdet foran med fine ti point, 44-34, men BC kløede på og sikrede sig sejren med en koncentreret anden halvleg, hvor Værløse aldrig var tæt på at få lukket hullet.
Der skal derfor lyde et stort tillykke til BC Copenhagen med sejren i Playoff B.
Semifinalerne i Basketligaen er i fuld gang, og som det ser ud i skrivende stund ligger henholdsvis Bakken Bears og Team FOG Næstved lunt i svinget til en plads i Basketligaens finaler.
Begge mandskaber fører sin semifinaleserie med 2-0 efter sejre torsdag aften og har således tre matchbolde til at sætte punktum for serien og sikre sig en billet til Basketligaens finaler.
Det er dog ikke blot i semifinalerne, hvor der er noget på spil lige nu.
Fredag aften kl. 18:00 finder Playoff B-finalen sted, og her er der både æren, en titel og præmiepenge på spil.
Årets Playoff B-finale står mellem BC Copenhagen og Værløse Blue Hawks, og holdet fra Nørrebro har hjemmebanefordelen, da de sluttede på førstepladsen i playoff B.
Dette års Playoff B-finale er således en gentagelse af sidste år, og dengang blev det til sejr for Værløse Blue Hawks, der desuden havde hjemmebanefordelen.
BC Copenhagen har derfor mulighed for at tage revanche fredag aften.
Tætte kampe
Fredag aften duellerer BC Copenhagen og Værløse Blue Hawks om titlen i Playoff B, og de to sjællandske klubber har haft adskillige tætte kampe i denne sæson.
I alt har de to Playoff B-titelbejlere krydset klinger fire gange i løbet af sæsonen. Tre gange er det blevet til sejre for BC Copenhagens, mens Værløse Blue Hawks har trukket sig sejrrigt ud af et enkelt opgør.
Værløse fik sin ene sejr mod Copenhagen tidligere i denne måned, og sejren kom i hus i selvsamme arena, som der fredag aften ligger gulv til årets Playoff B-finale.
Set over sæsonens forløb og med de indbyrdes møder in mente kunne man tro, at BC Copenhagen går ind til fredagens brag som storfavoritter, men to af Copenhagen´s tre sejre er kommet efter fem minutters overtid, så Værløse har så absolut matchet lige op med Copenhagen. Dog har Copenhagen været bedre i kampens slutfase.
De næste syv dage byder på syv kampe fra Basketligaen, og hele to af de syv kampe vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE.
Første TV-kamp er i dag, mandag d. 6. marts, hvor Svendborg Rabbits får besøg af Horsens IC. Ugens anden TV-kamp er på torsdag, hvor Bakken Bears hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center tager imod Randers Cimbria.
Se det fulde overblik over ugens kampe i toppen af artiklen.
Desuden kan alle kampe ses hos Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk.
Basketligaens TV-partner SPORT LIVE har indgået og forlænget aftaler med landets største tv-udbydere, hvilket betyder, at kanalen fra den 1. april kan ses af over 650,000 hustande.
Foto: SPORT LIVE
Fra 2019 til nu er SPORT LIVE gået fra at have 5,000 abonnenter til at have 650,000, hvilket svarer til over 500 nye kunder hver evig eneste dag.
Kanalen har oplevet en stor udvikling, siden den så dagens lys i august 2019, og den udvikling kan Basketligaen nu nyde godt af.
SPORT LIVE har landet en aftale med Stofa, der betyder, at Stofa-kunder fra den 1. april får adgang til SPORT LIVE i samtlige TV-pakker, og aftalen glæder Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE:
“Det er positivt, at tv-udbyderne ser potentialet i SPORT LIVE, og at de hjælper os med at løfte dansk idræt ved at tilbyde kanalen til så mange af deres kunder som muligt. Jo flere, der kan se kanalen, desto mere lokal idræt kan vi producere til glæde for udøvere, klubber og ikke mindst sportsglade danskere. Ved lanceringen af SPORT LIVE i 2019 havde vi et mål om at nå 100.000 husstande inden for det første år. At vi nu runder 650.000, viser med tydelighed, at der er plads til en tv-kanal med dansk idræt,” fortæller Flemming Kjellerup i en pressemeddelelse.
Udover Basketligaen har SPORT LIVE de sidste par år intensiveret sit fokus på dansk basketball med at vise Bakken Bears i FIBA Europe Cup i sidste sæson, landskampe, blandt andet i denne uge, og finalen i landspokalturneringen. Derudover laver de det ugentlige basket-magasinprogram ´Overtime´.
SPORT LIVE har rettighederne til Basketligaen frem til sommeren 2025 per den seneste aftale, der blev indgået i august 2022.
Sådan så det ud, da Bakken Bears blev danske mestre i sidste sæson – Foto: Bakken Bears
Så begynder det for alvor at spidse til i denne sæson af Basketligaen, der i denne sæson, som noget helt nyt, bliver afviklet med 11 hold, efter at Holbæk-Stenhus trådte ind i ligaen i sommer.
Den første del af sæsonen, Grundspillet, er netop færdigspillet, og det betyder, at alle 11 hold har mødt hinanden to gange, hvoraf alle hold derfor har spillet mod hinanden på både hjemmebane og udebane.
Efter at alle Basketligaens mandskaber har spillet sæsonens første 20 kampe, har vi fået afgjort, hvilke seks hold, der skal spille med om mesterskabet i Playoff A, der er holdene fra førstepladsen og ned til sjettepladsen, og hvilke fem klubber, der skal spille Playoff B, som er de resterene hold fra syvendepladsen og ned til 11. pladsen.
Randers Cimbria kan lade sig kåre som vindere af Basketligaens grundspil anno 2022/2023. Kronjyderne gik gennem grundspillet med 17 sejre og tre nederlag. Desuden bød grundspillet på lutter sejre på hjemmebane, hvilket må siges at være en flot statistik.
Stillingen efter grundspillet ser ud som følger:
Playoff A 1-6:
De seks bedst placerede hold i rigtig rækkefølge:
Randers Cimbria
Bakken Bears
Team FOG Næstved
Horsens IC
Svendborg Rabbits
BMS Herlev
Disse seks hold skal kæmpe om de fire semifinalepladser, der går til de fire bedst placeret hold i Playoff A, når alle kampene er færdigspillet.
De seks hold møder hinanden to gange – en kamp på hjemmebane og en på udebane. Derefter finder vi de fire hold, der har indsamlet flest sejre og derfor også flest point.
De point, holdene hver især tilkæmpede sig i grundspillet, følger direkte med i Playoff A, og derfor har det kunne betale sig for alle at vinde så mange kampe i grundspillet som muligt.
Playoff A er programsat til at blive skudt i gang d. 2 marts og vil derefter strække sig udover de kommende otte uger, hvor den sidste runde forventes afviklet d. 21. april.
De fire bedst placeret hold i Playoff A kvalificerer sig altså til semifinalerne.
Playoff B:
Playoff B 7-11 skal spilles af de nederste fem hold i Basketligaen, og her er der tale om følgende fem mandskaber:
Bears Academy
Værløse Blue Hawks
BC Copenhagen
BK Amager
Holbæk-Stenhus
Disse fem hold møder, ligesom i Playoff A, hinanden to gange, hvoraf den ene kamp er på hjemmebane og den anden på udebane. Og præcis ligesom i Playoff A tager alle klubberne deres tilkæmpede point med direkte over i Playoff-spillet.
De to hold, der ender på syvende- og ottendepladsen skal derefter mødes i Playoff B-finalen.
Playoff B er programsat til at starte d. 3 marts og vil slutte senest d. 23 april, hvorefter Playoff B- finalen vil sættes i gang d. 25. april.
Semifinaler:
Når mellemrundespillet er færdigsspillet, ved vi, hvilke fire hold, der har kvalificeret sig til årets semifinaler, ved at se på top fire i Playoff A.
Vinderen af Playoff A møder det hold, der endte på fjerdepladsen, mens andenpladsen og tredjepladsen mødes i den anden semifinale.
Semifinalerne spilles i bedst á fem kampe, hvilket vil sige, at det hold, der først har vundet tre kampe, har booket sin plads i dette års finaleserie.
Det højst placerede hold starter på hjemmebane, og i semifinalen vil det sige, at nummer et og nummer to i Playoff A, får lov til at starte på hjemmebane – hvordan det ser ud i finalen vides af gode grunde ikke endnu. Vi ved blot, at det øverste hold får lov til at starte på hjemmebane.
Finale:
Finalen spilles mellem de to hold, der har vundet hver sin semifinaleserie, og denne serie spilles bedst á syv kampe. Det vil sige, at det hold, der først vinder fire kampe i denne serie, kan krones som danske mestre 2022/2023.
Playoff B-finale:
Playoff B-finalen bliver spillet mellem Playoff B’s nummer syv og nummer otte og er en finalekamp, der kun er den ene kamp. Syvendepladsen har æren af hjemmebanen i denne kamp.
Grundspillet i Basketligaen lakker mod enden. Næstsidste runde, spillerunde 21, er færdigspillet, og runden bød på flere overraskende resultater.
Vi starter ud med det mest overraskende resultat, som var rundens sidste kamp, hvor Randers Cimbria på hjemmebane besejrede Bakken Bears med 89-78. Sejren til Randers satte en ende på Bakkens stime på ni sejre i streg i Basketligaen.
Arena Randers var fuldstændigt udsolgt, og Randers Cimbria kunne sætte punktum på en god aften med en sejr over de forsvarende danske mestre. Læs mere om arrangementet i Randers en af de kommende dag her på Basketligaens hjemmeside.
Runden blev indledt i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor der også blev leveret en overraskelse. BMS Herlev, der er klar til Playoff A 1-6, led noget overraskende et nederlag til Værløse Blue Hawks på hele 62-84.
Værløse fuldender god ude med ny sejr
Fire dage senere skulle Værløse Blue Hawks endnu en gang i aktion, og her var udfaldet det samme. Værløse Blue Hawks fulgte op på den flotte sejr mod Herlev med en 84-81-sejr mod Bears Academy. 21. spillerunde var altså helt igennem godkendt for Værløse Blue Hawks.
Rabbits tager fusen på Horsens
Et par dage senere var vi vidne til endnu en overraskelse, da Svendborg Rabbits, der har været igennem en turbulent sæson, på udebane slog Horsens IC med 98-102. Horsens IC, der ligger lunt i svinget til en semifinaleplads, snublede over Kaninerne, der med sejren giver fornyet tro på et godt mellemspil.
Hjemme i Sparekassen Danmark Basketball tog Bakken Bears imod BK Amager, og Bjørnene hentede en sejr på 89-70. Til sidst blev det til en ganske komfortabel sejr, men undervejs var Bakken Bears kommet på afveje. Hjemmeholdet havde det til tider svært, og det var i den grad BK Amagers fortjeneste. Gustav Knudsen var banens bedste i Bakken-sejren.
Samme dag spillede Randers Cimbria mod BMS Herlev hjemme i Arena Randers, og gæsterne fra Herlev gik ind til kampen med håbet om at komme tilbage op på hesten efter det skuffende nederlag til Værløse Blue Hawks få dage tidligere. Det gik god ingenlunde som håbet for Herlev. I stedet blev de spillet ud af banen af Randers Cimbria, der vandt med 88-52.
Den eneste kamp, vi mangler, er Holbæk-Stenhus´ møde med Team FOG Næstved, og her var der absolut ingen slinger i valsen. Team FOG Næstved spillede med selvtillid og cruisede mod en komfortabel 66-108-sejr.
Tirsdag aften er der igen basketball på SPORT LIVE efter en veloverstået pokalturneringsweekend. Dagens hjemmehold, Værløse Blue Hawks, tager i Søndersøhallen imod Bears Academy.
Tirsdagens opgør skydes i gang klokken 19:15, men du kan allerede se med fra klokken 19:00 på SPORT LIVE, hvor der er optakt til kampen.
Værløse fordeler scoringerne på holdet
Værløse Blue Hawks går ind til aftenens opgør med en sejr i bagagen fra deres seneste opgør, der endte med en 62-84 sejr over BMS Herlev, hvor Simon Schwartz blev topscorer med 24 point.
Sejren over BMS Herlev betød, at Værløse-mandskabet fik brudt deres stime på otte kampe i Basketligaen uden sejr, og de jagter derfor både en sejr mere og lidt ekstra selvtillid på kontoen.
Hos det sjællandske mandskab bliver scoringerne fordelt godt ud på flere spillere, og det kan ses ved, at der er fem spillere på holdet, der snitter mindst ti point per kamp. Holdets nuværende topscorer i denne sæson er Mikkel Hauge, der i gennemsnit sætter lige godt 16 point på scoringstavlen per kamp.
Forud for kampen ligger Værløse på 9. pladsen i Basketligaen.
De unge bjørne spiller flot forsvarsspil
Gæsterne fra Aarhus, Bears Academy, kommer til Værløse med en fornem defensiv statistik. Set over hele sæsonen har de unge bjørne i skrivende stund ligaens femte bedste defensiv, da de i gennemsnit tillader 80,5 point per kamp. Modstanderen fra Værløse tillader i gennemsnit 84,6 point per kamp.
Bears Academy rejer mod Sjælland med et nederlag i deres seneste kamp, hvor de tabte til BC Copenhagen med 75-68 og er havnet i en negativ stime, hvor de har en enkelt sejr i deres senste syv Basketligaen-kampe, så de holds stimer minder meget om hinanden.
Deres topscorer i indeværende sæson er Keane Thomann, der snitter 13,6 point per kamp, men den næstmest scorende er dobbelt-licensspilleren Silas Oriane, der i snit scorer 11 point per kamp. Oriane, der har gang i sin første sæson i Basketligaen, har lynhurtigt slået igennem i landets bedste række, hvilket også er blevet belønnet med minutter for Bakken Bears.
Se kampen mellem Værløse med de mange våben og Bears Academy med det stærke forsvar på SPORT LIVE fra klokken 19:00 med optakt, hvorefter kampen skydes i gang 19:15.
Vi er nu trådt ind i februar-måned, og i den næste måneds tid viser Danmarks basketball-kanal SPORT LIVE fire kampe fra Basketligaen, mens de også viser de to kommende landskampe, hvor Danmark skal spille præ-kvalifikation til EM 2025.
Første TV-kamp er som det fremgår af billedet den 7. februar, hvor Værløse Blue Hawks spiller mod Bears Academy.
Månedens anden TV-kamp er den 10. februar mellem Horsens IC og Svendborg Rabbits.
Husk at alle kampe fra Basketligaen kan ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk/live-sport
13. februar mødes Randers Cimbria og Bakken Bears.
Fjerde og sidste Basketligaen TV-kamp i februar viser opgøret mellem Randers Cimbria og Horsens IC.
Alle TV-kampene fra Basketligaen har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE startet sin optakt kl. 19:00.
Det danske herrelandshold møder Norge og Slovakiet den 23. og 26. februar.
Grundspillet i Basketligaen lakker så småt mod enden, og derfor er resultaterne i Basketligaen uhyre vigtige i forhold til udformningen af Playoff A-gruppen og Playoff B-spillet. I den forgangne spillerunde var der især én kamp, hvor der var vigtige point på spil.
Men før vi dykker ned i ovenstående kamp, indledes rundt om runden for 18. spillerunde i Randers, hvor hjemmeholdet Randers Cimbria tog imod Team FOG Næstved.
Der var dømt topbrag i Arena Randers, og Næstved havde muligheden for at distancere sig yderligere fra holdene lige i hælene på dem, Bakken Bears, Horsens IC og netop Randers Cimbria, med en sejr, men kronjyderne trak det længste strå og sejrede med 101-97.
Mødet mellem de to tophold var ganske underholdende – og pointrig. Kampen igennem var Randers og Næstved skiftevis i front, og det samme gjorde sig gældende i forhold til momentum i kampen. Først var Randers på vej til at stikke af, men så fik Næstved lukket hullet, og kort efter var Næstved på vej væk fra deres modstander.
Ved fjerde periodes start var Næstved foran med tre point, 75-78, men en flot fjerde periode af hjemmeholdet betød, at Team FOG Næstved måtte indkassere sæsonens tredje nederlag. Dermed har Næstved nu tabt lige så mange kampe som Randers Cimbria og Bakken Bears. Randers har dog spillet én kamp mindre end Næsved, mens Bakken har to kampe i hånden.
Topbragets topscorer var både Randers´ Jonathan Klussmann og Næstveds Rodney Chatman med 30 point hver især. Klussmann spillede ikke den mest iøjenfaldende første halvleg, men trådte derimod i karakter i anden halvleg.
Cimbrias Josh Fortune noterede sig for 29 point. Zach Rollins og Ian Dubose scorede 19 point for Næstved.
18. spillerundes første opgør var en hæsblæsende og underholdende affære, med vigtige point på spil, men i næste kamp, som vi kigger på nu, var der mindst lige så vigtige point på spil.
På Sydfyn fik Svendborg Rabbits besøg af Bears Academy, og aarhusianerne havde alvorligt brug for en sejr, hvis de skulle have forhåbninger om deltagelse i Playoff A-gruppespillet. Svendborg Rabbits stod imidlertid i selvsamme situation, men for deres vedkommende er situationen ikke lige så presserende.
Med en sejr kunne Svendborg Rabbits nemlig give sig selv rigtig gode kort på hånden i forhold til deltagelsen i Playoff A, da Svendborg skulle tabe resten af deres kampe grundspillet, for at Bears Academy matematisk kunne indhente dem.
Men en sejr var tilsvarende vigtig idet, at Svendborg ligger og roder nede på sjettepladsen og lige nu ligger udenfor en plads i semifinalen, der tages hul på efter det kommende mellemspil (Playoff A og B).
Svendborg Rabbits formåede at gøre det onde ved de aarhusianske gæster og sejrede med 93-83, men Bears Academy kæmpede bravt og gjorde det svært for Svendborg Rabbits, der aldrig rigtig fik den store kontrol over slagets gang.
Svendborg var dog bedst over de 40 minutter og tog sæsonens 8. sejr.
Kampens topscorer var Devin Whitfield med 28 point. Topscorer for Bears Academy var Keane Thomann med 22 pont. Silas Oriane scorede 17 point.
Rundens næste kamp fandt sted i Søndersøhallen, hvor de fremmødte fans blev forkælet med en omgang overtidsdrama.
BC Copenhagen var på besøg hos Værløse Blue Hawks, og begge hold gik ind til kampen med et nederlag fra deres seneste kamp i bagagen, så dette opgør var en fin mulighed for at komme tilbage op på hesten.
Holdet fra Nørrebro fik en særdeles god start på kampen og var allerede efter ti minutter foran med 13 point. Første periode sluttede 12-25, hvilket fortæller meget om en manglende offensiv succes hos hjemmeholdet.
Værløse Blue Hawks var længe om at komme op i omdrejninger, og anden periode hjalp ikke Værløse på BC Copenhagen-forspringet, hvorfor udeholdet var foran med 15 point i pausen. Anden periode var meget pointfattig, hvor de to hold kun scorede 16 point tilsammen.
BC Copenhagen havde et suverænt udgangspunkt ved indgangen til anden halvleg, og tredje periode barberede kun tre point af deres føring.
Men i fjerde periode kollapsede Copenhagen, alt imens Værløse lavede et imponerende comeback. Hjemmeholdet gik på et 13-0 run, der ændrede kampbilledet totalt og i sidste ende tvang kampen ud i overtid, og her formåede BC Copenhagen at trække sejren i land. Gæsterne var lige ved at smide det hele, men en fornuftig overtidsperiode sluttede 10-13 til slutcifrene 87-90 i Copenhagen favør.
Kampens topscorer var gæsternes Sharif Barfi med 23 point. Hannibal Salomon scorede 20 point. Durell Vinson leverede ti point og 14 rebounds. Topscorer for Værløse var Adam Heede-Andersen med 22 point. Mikkel Hauge scorede 21 point.
Rundens næstsidste kamp var mellem BK Amager og BMS Herlev, og sidstnævnte havde muligheden for at cementere deres plads i top seks i Basketligaen med en sejr.
Skulle BK Amager løbe med sejren, kunne pladsen i den sjovere halvdel i Basketligaen alligevel være sikret med en Svendborg-sejr over Bears Academy, hvilket jo gik hen og skete, men BMS Herlevs fejring var naturligvis blot en smule federe på bagkant af endnu en sejr.
BMS Herlev, der var uden stortalentet Marqus Marion, som på daværende tidspunkt befandt i USA på collegebesøg, hentede en snæver sejr over BK Amager på 89-94. Amager spillede en flot kampe, men desværre for hjemmeholdets fans fik de ikke gevinst for indsatsen.
Således sikrede BMS Herlev sig en plads i top seks og i Playoff A-gruppespillet, hvilket er en kæmpe præstation, og klubbens glæde var heller ikke til at skjule.
“At vi er i slutspillet kan sammenlignes med et mesterskab til Bakken Bears! Vores budget og antal importspillere når ikke topholdene i Basketligaen til sokkeholderne, så det her er en kæmpe præstation. Det er en stor dag for vores klub,” skrev klubben på sin Facebookside kort efter sejren over Amager var i hus.
Kampens topscorer var Herlevs Eamonn Joyce med 29 point. Topscorer for Amager var Jordan Johnson med 24 point.
18. spillerunde sluttede med en kamp mellem Horsens IC og Holbæk-Stenhus, og opgøret forløb stik modsat af dens forventninger.
Holbæk-Stenhus, der i forrige spillerunde fik sæsonens første sejr, da de slog BK Amager, har sæsonen igennem været stærkt udfordret og haft adskillige blowout-nederlag, men mod Horsens IC lignede Holbæk-Stenhus et andet mandskab.
Horsens IC spillede en, mildt sagt, rigtig skidt kamp, hvilket var Holbæk-Stenhus´ fortjeneste. Det unge mandskab leverede en stor fight og holdte Horsens IC at etablere et komfortabelt forspring.
Det var tættere end forventet, og undervejs i kampen har HIC-cheftræner Lukas Varga sikkert uddelt nogle skideballer til sine spillere.
Men Horsens IC gjorde det bedst i kampens slutfase og sejrede med cifrene 84-79.
Opgørets mest scorende spiller var Horsens ICs Jared Chatham og Holbæks Eysan Wiley og Rasmus Blak Møller, alle med 19 point.