Torsdag aften er der basketball fra Basketligaen på programmet, når SPORT LIVE tænder op for opgøret mellem BC Copenhagen og Randers Cimbria.
Der er kampstart klokken 19:15 i Nørrebrohallen, men fra klokken 19:00 er SPORT LIVE klar.
Randers kæmper for at holde fast i toppen af Basketligaen, hvorimod BC Copenhagen kæmper for at få gang i sæsonen, så der er lagt op til en spændende kamp.
Svær sæsonstart i hovedstaden
BC Copenhagen har ikke helt fået den sæsonstart, som de havde åbnet på. Efter ti kampe i Basketligaen er det blevet til tre sejre og syv nederlag, hvilket må siges at være utilfredsstillende sammenlignet med konkurrenterne BMS Herlev, Bears Academy og Værløse Blue Hawks.
De tre sejre er kommet over Holbæk-Stenhus, BK Amager og Værløse Blue Hawks.
Det er særligt defensiven, der har været roden til Copenhagens problemer i indeværende sæson. De tillader i gennemsnit deres modstander at score 94,8 point per kamp.
Det betyder, at de er indehavere af ligaens tredje dårligste forsvar.
Offensivt sætter de selv 83,4 point på tavlen per kamp, og det er nok til at være fjerdebedst i ligaen – sammen med Svendborg Rabbits, der har samme snit.
Hjemmeholdets Andrew Ramirez fører ligaens i steals per kamp, hvor han i snit stjæler bolden 3,1 gange per kamp, og Ramirez skal spille en god kamp, hvis det skal blive til sejr onsdag aften mod det kronjyske mandskab.
Derudover bliver Durell Winson vigtig for københavnerne i dagens kamp, da han snitter 15,1 point og 11,4 rebounds per kamp.
Randers kæmper for semifinaleplads
Randers Cimbria har haft en glimrende start på sæsonen, hvor det inden torsdagens kamp er blevet til syv sejre og to nederlag i ni kampe.
De to nederlag er kommet mod Team FOG Næstved og Horsens IC.
Det rækker i skrivende stund til en femteplads, hvilket dog ændrer sig med en sejr torsdag aften.
Hvorimod BC Copenhagen har problemer defensivt, ser det anderledes ud i Randers.
Randers er indehaver af ligaens bedste defensiv, hvor modstanderne i gennemsnit bliver holdt til at score 74,1 point per kamp.
Derudover har de ligaens fjerde bedste offensiv, hvor de scorer 86,3 point per kamp.
Danske Jonathan Klussmann er den mest scorende Randers spiller, og han leverer i snit 19,7 point per kamp. Han er tæt efterfulgt af Brandon Norfleet, der i snit scorer 18,9 point per kamp.
Derudover fører Brandon Norfleet ligaen i assists per kamp, hvor han i gennemsnit uddeler 7,6 assist per kamp.
Defensiven styres af Bakary Camara, der snitter 8,9 rebounds og 3,1 steals per kamp.
Randers Cimbria skal kæmpe for endnu en sejr i aftenens kamp, hvis de vil bibeholde håbet om endnu en semifinale plads. Omvendt har BC Copenhagen brug for en tiltrængt sejr, der kan give lidt luft ned til bundholdene BK Amager og Holbæk-Stenhus.
12. spillerunde strækker sig over fem kampe onsdag, torsdag og torsdag.
Onsdag den 7. december skal der spilles hele tre kampe.
Kl. 19:00 er der tipoff i Rise Sparekasse Arena på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits møder BK Amager.
Kl. 19:15 skydes kampen mellem Værløse Blue Hawks og Team FOG Næstved igang. Kampen spilles i Søndersøhallen.
Kl. 19:30 tager der hul på den sidste kamp, som er mellem BMS Herlev og Bears Academy.
Torsdag den 8. december skal der spilles en enkelt kamp. BC Copenhagen møder Randers Cimbria hjemme i Nørrebrohallen. Kampen vises på SPORT LIVE og starter kl. 19:15. Opgøret er desuden den første af to TV-kampe i denne uge. Næste TV-kamp er lørdag den 10. mellem Randers Cimbria og BK Amager.
Fredag den 9. december skal Værløse Blue Hawks igen i aktion. Denne gang skal de en tur til Aarhus, hvor Bakken Bears venter. Kampen sættes igang kl. 18:30.
Basketligaen bliver ved med at levere overraskelser og underholdende kampe, og ligaen er i denne sæson tættere end i de sidste mange sæsoner.
Horsens IC og Team FOG Næstved ligger efter 11. spillerunder placeret på de øverste to placeringer i Basketligaen á point med 16 point. Dernæst finder vi tre hold, Randers Cimbria, Bakken Bears og BMS Herlev, på 14 point. Det vidner om, at ligaen i år er uhyre tæt. Randers har desuden en kamp i hånden i forhold til Bears og Herlev.
Overraskelser har der været mange af efter 11 runder, og den liste blev én kamp længere i den forgangne spillerunde, hvor ligaens førerhold, Team FOG Næstved, snublede og tabte værdifulde point til ligaregnskabet mod Bears Academy. Denne kamp vender vi tilbage til senere i denne artikel.
Runden om runden for 11. spillerunde starter med opgøret mellem sidste sæsons sølv- og bronzevindere, Svendborg Rabbits og Horsens IC.
Svendborg Rabbits har ingenlunde haft den ønskede sæson, der har budt på adskillige uventede nederlag. I 11. spillerunde kom Horsens IC på besøg på Sydfyn, og nedturen fortsatte for Kaninerne, der trods en god fight måtte se sig besejret med 84-88.
Amerikanske Chris Lykes scorede 22 point for Horsens IC – flest af alle i kampen. Lykes havde dertil seks rebounds og seks assists. HIC-klubmanden Vedran Borovcanin scorede 19 point.
Kentwan Smith og Brantley Bynum scorede hver især 18 point for Svendborg Rabbits. Smith kunne notere sig for en double–double med ti rebounds.
BMS Herlev har været Basketligaens positive historie i denne sæson. Det unge, talentspækkede mandskab har allerede på nuværende tidspunkt sejret i flere kampe end i sidste sæsons grundspil, hvilket fortæller en del om Herlevs sæson.
I 11. spillerunde skulle Herlevitterne to gange i aktion, og runden bød på lutter sejre for holdet, der har lagt sig lunt i svinget om en plads i top seks og dermed en plads i Play-Off A 1-6.
Første sejr kom mod Værløse Blue Hawks, der ligesom BMS Herlev har hentet overraskende sejre mod sidste sæsons finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Værløse og Herlevs topniveau er derfor ikke til at tage fejl af.
De to holds første indbyrdes møde i denne sæson, der blev spillet på julemånedens første dag og vist på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE, var en underholdende affære mellem de to lokalrivaler.
Værløses hjemmebane Søndersøhallen var fyldt op, men trods en god stemning fra de fremmødte på lægterne, tog Herlev revanche og sejren. De sidste tre kampe mellem de to klubber er endt med sejr til Værløse.
Kampens topscorer var BMS Herlev-stjernen Marqus Marion med 23 point. For Værløses vedkommende blev det Balsa Veljic med 17 point. Marion sluttede dertil med ni rebounds. Eamonn Joyce scorede 20 point og havde syv rebounds for Herlev.
Udfaldet af rundens første to kampe bød ikke på de store overraskelser, men ugens tredje kamp endte ikke umiddelbart som forventet.
Team FOG Næstved har været dominerende i denne sæson og havde forud for 11. spillerunde blot tabt en enkelt kamp, mod Horsens IC, mens resten af kampene havde stået på sejre – blandt andet mod Bakken Bears på udebane.
Derfor kom det som en kæmpe overraskelse, da de undertippede Bears Academy tog til Sydsjælland og tog fusen på Næstved, der med en sejr kunne generobre førstepladsen i ligaen efter Horsens ICs tidligere nævnte sejr mod Svendborg.
Bears Academy besejrede Team FOG Næstved med cifrene 102-104. Kampen forløb som forventet med Team FOG Næstved i front. Sydsjællanderne fik aldrig etableret et kæmpe forspring til gæsterne fra Bears Academy, men inden fjerde periode havde de 12 point ned til aarhusianerne.
Fjerde periode endte dog med at koste dyrt for Team FOG Næstved, der blev spillet ud af banen. Academy vandt perioden med 24-38 og havde vendt kampen på hovedet, hvilket betød Næstved tabte for anden gang i denne sæson.
Topscorer blev Bjørnenes Silas Oriane med 28 point. For Næstved var det Ian Dubose med 27 point, mens Mike McGuirl leverede 26 point for Næstved.
Marius Sørensen var tæt på en triple–double med 17 point, ni rebounds og 14 assists.
To dage senere skulle der spilles to kampe i Basketligaen.
Ovenpå Næstveds overraskende nederlag var der lagt op til to spændende kampe, hvor Bakken Bears var storfavoritter i den ene kamp, mens favoritværdigheden i den anden kamp lå hos Randers Cimbria.
Modsat braget i Arena Næstved udeblev spændingen i lørdagens to kampe.
Hjemme i Amagerhallen tog BK Amager imod de forsvarende danske mestre, der gjorde kort proces mod Amagerkanerne, der blot har sejret i to ud af ti kampe i denne sæson.
BK Amager indledte sæsonen på sensationel vis med at besejre Svendborg Rabbits, men derefter gik der fem kampe, før de igen kunne tilføje to point til tabellen. Det var derfor heller ikke mange, der levnede BK Amager en stor chance for sejr mod et Bakken Bears-mandskab, der imidlertid ikke har været nær så dominerende i denne sæson kontra sidste.
Bakken Bears sejrede sikkert med 76-105 over BK Amager, der aldrig fandt fodfæste i kampen og endte med at tabe alle fire periode.
Mest scorende spiller var BK Amager Magnus Bjørnå. For Bakken Bears var det Gustav Knudsen med 20 point. Deng Adel havde en double-double med 14 point og 10 rebounds.
Bjørnene havde i midtugen været i Israel for at spille Basketball Champions League, hvor de tabte til Hapoel Jerusalem, men kampen tre dage tidligere gik ikke hen og fik indlydelse på kampen mod BK Amager.
Ligesom i Amagerhallen var der ikke meget spændning og drama, da Randers Cimbria hjemme i Arena Randers tog imod et udfordret Holbæk-Stenhus-hold.
Nyoprykkede Holbæk-Stenhus har fået en svær start på tilværelsen i Basketligaen og har endnu sin første sejr i Basketligaen til gode.
I den anden lejr har spillet næsten kørt som smurt i denne sæson. Randers Cimbria har kun tabt i to kampe i denne sæson, og da de har spillet en kamp færre end Næstved og Horsens kan de i princippet melde sig ind i kampen om førstepladsen i ligaen, når de i næste spillerunde skal spille to kampe. Kronjydernes nederlag er kommet mod Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits.
I lørdagens kamp pligtsejrede Randers Cimbria mod Holbæk-Stenhus med 96-63. Sejren var Randrusianernes syvende sejr i denne sæson.
Jonathan Klussmann førte an for Randers Cimbria, der vandt kampens første tre perioder, hvorimod fjerde periode blev tabt med et enkelt point, hvilket i virkeligheden var det eneste lyspunkt for de sjællandske gæster.
Klussmann var varm i første halvleg, hvor han scorede 20 point. I anden halvleg slap han til gengæld en smule på speederen, hvorfor han endte kampen med 25 point.
Klussmann havde dertil 6 rebounds og 6 assists.
Topscorer for Holbæk var Gustav Winther med 20 point.
Denne rundt om runden slutter med endnu en BMS Herlev-kamp.
Denne gang tørnede det unge mandskab sammen med Bears Academy i Bjørnenes hule.
BMS Herlev har ad flere omgang vist, hvad de er i stand til, når de på papiret er undertippet, men søndagens kamp stod mod Bears Academy, der i sidste sæson nappede sjettepladsen i grundspillet og dermed tog den sidste plads til Playoff A 1-6.
Med det niveau, Herlev har lagt for dagen i sæsonens første 11 runder, har forventningerne til holdet blot taget et nøk opad kamp for kamp. BMS Herlev har sat sig i en fordelagtig position i kampen om den sidste slutspilsplads, måske endda en endnu højere placering, og derfor var kampen mod Academy ekstra vigtig, da de er en direkte konkurrent i kampen den gyldne midterplacering.
Herlev har været suveræne i år, og kan de holde dampen oppe kan en plads i top fire tilmed komme på tale. Men de spekulationer kan vi tage op igen senere på sæsonen.
BMS Herlev kom, så og sejrede med 61-68 mod Bears Academy. Aarhusianerne spillede en dårlig kamp i den offensive ende og havde kun scoret 28 point i løbet af første halvleg, hvilket cheftræner Thomas Hemmingsen næppe kunne stille sig tilfreds med.
Kampens topscorer var Herlevs Eamonn Joyce med 23 point. Marqus Marion havde 11 point og seks rebounds. Bears´ topscorer var Tobias Mønsted med 14 point.
Torsdag aften blænder SPORT LIVE atter en gang skærmen op for basketball fra Basketligaen.
Værløse Blue Hawks byder BMS Herlev velkommen til aftenens kamp.
Kampen spilles i Søndersøhallen, og der er kampstart klokken 19:15, men SPORT LIVE åbner for de basketglade seere klokken fra kl. 19:00.
BMS Herlev kan stikke af fra Værløse med en sejr i aftenens kamp, hvorimod Værløse med en sejr kan indhente BMS Herlev på point.
Kampen i aften er en direkte placeringskamp mellem de to klubber. BMS Herlev sidder forud for kampen på femtepladsen med ti point, mens Værløse er syver med otte point.
Hjemmeholdets store sejre i sæson starten
Dagens hjemmehold fra Værløse har haft en lidt blandet start på sæsonen.
De er inden dagens kamp placeret på en syvendeplads i Basketligaen, og de har vundet fire ud af deres ni kampe.
Det sjællandske mandskab har stået for to af sæsonens største overraskelser, da de har slået den seneste sæsons to finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits.
Begge disse kampe blev vundet på hjemmebane, så der er håb for, at den gode hjemmebaneform fortsætter.
Imidlertid har holdet også tabt mod Bears Academy og BC Copenhagen – kampe de gerne skulle have vundet i kampen om top seks. Spillet har været ganske fornuftigt i løbet af sæsonens første ti runder, men der er også plads til forbedringer, så de direkte konkurrenter om sjettepladsen i ligaen ikke får to point fra et møde med Blue Hawks.
Noget, som BMS Herlev netop vil forsøge at opnå onsdag aften i Søndersøhallen.
Den mest scorende spiller for Værløse Blue Hawks indtil videre i denne sæson er Mikkel Hauge, der snitter 16,2 point per kamp.
Derudover har Karl Boje Formann og Adam Heede-Andersen også gang i en stor sæson.
Stortalentet Marqus Marion fører an
Dagens gæster fra BMS Herlev har været en af sæsonens store oplevelser indtil nu.
Anført af en storspillende Marqus Marion og August Haas har BMS Herlev vundet fem af deres otte kampe, hvilket er yderst imponerende.
BMS Herlev har ligesom Værløse også slået både Svendborg Rabbits og Bakken Bears. Begge kampe blev ligeledes vundet på hjemmebanen.
Ugens TV-kamp står altså mellem to hold, der har vist evnerne til at slå sidste sæsons to bedste mandskaber, så når de rammer dagen, er loftet højt.
Marqus Marion snitter 19.3 point og 8,3 rebounds per kamp, og August Haas snitter 6,3 assists per kamp, så det er et godt samarbejde, som Værløse skal forsøge at stoppe.
Basketligaens nuværende førerhold imponerede mod de forsvarende danske mestre, sidste sæsons sølvvindere snublede over BMS Herlev, og Holbæk-Stenhus er stadig uden sejr i Basketligaen efter de første ti spillerunder. Det og meget mere skete der i den forgangne spillerunde i Basketligaen.
En spændende og intens spillerunde blev indledt i Aarhus, hvor ugens TV-kamp på SPORT LIVE stod mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved.
Førstnævnte gik gennem grundspillet i sæson 2021/22 ubesejret. De 20-dobbelte danske mestre vandt rub og stub og var altdominerende. Historien har dog vist sig at være en anden i denne sæson, hvor Bakken Bears allerede i anden spillerunde mod Værløse Blue Hawks mistede muligheden for endnu et ubesejret grundspil.
I ugens TV-kamp indkasserede Bakken Bears deres tredje nederlag i sæsonen, da et velspillende Team FOG Næstved gjorde det onde ved det danske Basketball Champions League-hold.
Team FOG Næstved leverede en helstøbt indsats og sejrede med 95-97. Bakken Bears var regnet som store favoritter, men Team FOG Næstved viste en gang for alle, hvad de er i stand til, og at de skal regnes som seriøse kandidater til en plads i finaleserien i maj næste år.
Most Valuable Player-kandidaten Mike McGuirl scorede flest point af alle på banen med 28 point. Elijah Childs scorede 22 for Bakken Bears.
Hjemme i Nordic Basketball Arena kunne BMS Herlev fejre en flot og imponerende sejr over sidste sæsons pokalmestre og sølvvindere i Basketligaen, Svendborg Rabbits, på 87-79.
Svendborg Rabbits havde forud for mødet med BMS Herlev sejret i tre kampe i streg – nogle sejre, der faldt på et lunt sted på Sydfyn efter en skuffende sæsonstart.
Men mod BMS Herlev måtte Svendborg igen gå tomhændet fra en kamp, de gik ind til som favoritter, hvilket selvsagt var en stor skuffelse.
Svendborgs Jaylen Fornes sluttede som topscorer med 26 point. Topscorer for BMS Herlev var Andreas Mortensen med 25 point. Marqus Marion noterede sig for 21 point, fem rebounds, fire assists og to steals. Devin Whitfield scorede tilsvarende 25 point for Svendborg.
Nu har vi tidligere kaldt BMS Herlevs sejr en overraskelse, men det er måske på tide at genoverveje forventningerne til det unge BMS Herlev-hold, der anføres af profilerne Marqus Marion, August Haas og Eamonn Joyce, der har et hav af dygtige rollespillere ved siden af sig.
Her er der blandt andet tale om førnævnte Andreas Mortensen, Danijel Marsenic og Mile Nedic, der hver især har været uhyre værdifuld for BMS hidtil i denne sæson.
BMS Herlev ligger i skrivende stund på femtepladsen i Basketligaen med fem sejre og tre nederlag.
BMS Herlev har udover Svendborg Rabbits også slået Bakken Bears i denne sæson.
Dagen efter skulle der spilles hele tre kampe i Basketligaen på tværs af det danske land.
Først kamp, der blev skudt igang, var i Aarhus, hvor Bears Academy tog imod BC Copenhagen.
Nørrebroholdet kom til Smilets By på jagt efter sæsonens fjerde sejr i tiende forsøg, men Bears Academy endte nok engang med at nedlægge hovedstadsklubben, der ser ud til at mangle nogle få brikker, før de for alvor kan melde sig ind i kampen om sjettepladsen.
Holdets situation og konkurrencedygtighed blev ikke bedre af, at de for få uger siden måtte tage afsked med deres helt store profil Nathan Scott, der blot nåede at få fem kampe i BC Copenhagen-trøjen.
Bears Academy besejrede BC Copenhagen med 75-66.
Således ligger Copenhagen placeret på niendepladsen i ligaen med Academy lige foran sig på ottendepladsen. Copenhagen har imidlertid spillet to kampe flere end Academy, der har skrabet flere point til sig gennem otte kampe.
Udeholdets Durell Vinson og hjemmeholdets Keane Thomann toppede på pointfronten hver især med 14 point. Vinson dominerede under kurven og kunne samle 17 rebounds op.
Marius Sørensen var tæt på en triple-double med 12 point, 13 rebounds og otte assists.
Horsens IC har sammen med Team FOG Næstved været bundsolide i denne sæson, og søndag pligtsejrede de mod de undertippede BK Amager, der ikke lykkedes med at gå i fodsporene på BMS Herlev og lave overraskelsen mod et af ligaens tophold.
Det gjorde BK Amager til gengæld i første spillerunde, hvor det ligeledes var Svendborg Rabbits, der blev besejret, men Horsens IC kunne BK Amager ikke knække denne søndag.
Hjemme i Forum Horsens gjorde Horsens IC, med Most Valuable Player-kandidaten Chris Lykes i spidsen, sit arbejde, da BK Amager led sit syvende nederlag i sæsonen.
Her ses HIC-klubmanden Frederik Rungby skyde straffekast i kampen mod BK Amager Foto: MJ – Horsens
Chris Lykes scorede 30 point og fem assists i Horsens ICs sejr på 101-82 mod BK Amager. Oscar Quackenbush scorede 25 point for Amagerkanerne, der ligger lige over Holbæk-Stenhus i tabellen med to sejre i ni kampe.
Opgøret mellem HIC og BKA var gennem første halvleg en jævnbyrdig affære, men i anden halvleg viste Horsens IC klassen og trak fra.
Tiende spillerunde blev rundet af i Holbæk, hvor Holbæk-Stenhus kæmpede for holdets første sejr i denne sæson.
Værløse Blue Hawks kom på besøg i Holbæk Sportsby, hvor 150 fremmødte var vidne til en smal sejr på 75-85 til gæsterne fra Værløse.
Holbæk-Stenhus har gennem deres første ti kampe i Basketligaen været udsat for adskillige store snittere, hvor de helt og holdent blev spillet ud af banen og ikke fik et ben til jorden.
Dette gjorde sig ikke gældende i søndagens sidste kamp, hvor Værløse skulle holde tungen lige i munden. Holbæk-Stenhus kom stærkt ud til kampen og var efter første periode foran med 17-11, men derfra blev kampen i højere grad spillet på Værløse Blue Hawks´ præmisser.
Inden fjerde periode var der bare otte point mellem de to hold i Værløses favør, men som flere gang tidligere i denne sæson var det lige ved og næsten for det unge Holbæk-Stenhus-mandskab, der fortsat har nul point stående på kontoen.
Mikkel Hauge var i godt spillehumør og scorede 32 point for Værløse. Rasmus Blak Møller satte 20 point på tavlen for Holbæk. Eysan Wiley leverede en double-double for Holbæk på 15 point og 12 rebounds.
Holbæk skal møde Randers Cimbria på udebane i næste runde, så det talentfulde hold skal ramme dagen, hvis Randers skal blive det første hold, der bliver besejret af ligaoprykkerne fra Holbæk.
Tirsdag er det tid til basketball på SPORT LIVE, når kampen mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved skydes i gang klokken 19:15.
Klokken 19:00 tænder vi op for tirsdagens storkamp, hvor vinderen tager førstepladsen i Basketligaen.
Der er altså mere end blot sejren på spil i dagen topbrag. Kampen spilles i Sparekassen Danmark Basketball Center.
Tæt topstilling
Det forsvarende danske mestre fra Bakken Bears er inden aftenens kamp placeret på en delt andenplads sammen med både Horsens IC og Randers Cimbria.
Team FOG Næstved er inden tirsdagens brag Basketligaens førehold, og de har to point ned til de tre hold på andenpladsen.
Næstved kan altså med en sejr skabe afstand til konkurrenterne, mens Bakken Bears med en sejr vil tage førstepladsen, da de vil være bedre indbyrdes med Næstved-mandskabet.
Ligaens bedste forsvar mod ligaens bedste angreb
At Team FOG Næstved ligger nummer et skyldes uden tvivl, at de har startet sæsonen utrolig effektivt i den offensive ende af banen.
Mike McGuirl er ligaens topscorer, og han har startet sin karriere i Næstved med et brag. Inden dagens kamp scorer han i gennemsnit 22,8 point per kamp.
Ved sin side har han både Rodney Chatman og Ian Dubose, der henholdsvis snitter 21,8 og 19,0 point per kamp. I gennemsnit har Næstved-holdet scoret 102 point per kamp i Basketligaen, hvilket vidner om et højt niveau.
Bakken Bears scorer i gennemsnit 96 point per kamp, men har været ligaens bedste hold målt i den defensive ende.
Bakken Bears tillader i gennemsnit modstanderholdet at score 71 point per kamp, hvilket er ligaens laveste snit. Til sammenligning scorer modstanderholdet i snit 83 point mod Næstved.
Børnenes aften i Aarhus
Som en bonus til aftenens topkamp afholder Bakken Bears sin årlige Teddy Bear Toss-begivenhed, som er et event de afholder i samarbejde med Børnenes kontor.
Ved den første Bakken Bears’ treer er der bamseregn, hvor publikum kaster bamser på banen. Bamserne går til julegavehjælp til danske familier.
Den kommende spillerunde i Basketligaen, der skydes igang tirsdag aften i det nordlige Aarhus, består af fem kampe.
Første kamp er tirsdag kl. 19:15 i Sparekassen Danmark Basketball Center mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. Vinderholdet er sikre på at gå ind til 11. spillerunde på førstepladsen i Basketligaen. Læs optakt til topbraget, der bliver vist på SPORT LIVE, her.
Lørdag den 26. november kl. 14:00 mødes BMS Herlev og Svendborg Rabbits i Nordic Basketball Arena Skovlunde. BMS Herlev går ind til kampen som undertippede, men det talentfulde Herlev-hold skal på ingen måde afskrives. Holdet har allerede formået at slå Bakken Bears, så det ville ikke være smart at undervurdere BMS Herlev.
Søndag den 27. november skal der spilles tre kampe i landets bedste række.
Kl. 13:30 BC Copenhagen på besøg i Vejlby-Risskov Hallen hos Bears Academy. Academy vandt over Værløse Blue Hawks i 9. spillerunde, mens BC Copenhagen tabte på hjemmebane til BMS Herlev, så gæsterne har i den grad brug for en sejr.
Kl. 14:00 er der tipoff i Forum Horsens, hvor Horsens IC får besøg af BK Amager. Amagerkanerne sad over i seneste spillerunde og har derfor fået opladt batterierne inden mødet med HIC.
Kl. 16:00 finder rundens sidste kamp sted, da Holbæk-Stenhus er værter for Værløse Blue Hawks i Holbæk-Sportsby. Værløse har tabt tre i streg, mens Holbæk endnu har til gode at smage sejrens sødme, så det bliver spændende at se, hvilket hold der får brudt den negative stime.
Deng Adel leverede en stor kamp, da Bakken Bears gæstede Svendborg Rabbits i 9. spillerunde Foto: Championsleague.basketball
Efter en kort landskampspause vendte Basketligaen tilbage den 17. november.
Bakken Bears og Svendborg Rabbits leverede rundens kamp, da guld- og sølvvinderne fra sidste sæson torsdag aften i sidste uge stod overfor hinanden i Rise Sparekasse Arena på Sydfyn.
Opgøret, der blev vist på SPORT LIVE, var en gentagelse af sidste års finalserie. Desværre for de mange fremmødte Rabbits-fans blev det ikke til revanche for Kaninerne mod de dominerende bjørne, der ikke skulle bruge lang tid på at få kampen under kontrol.
Det første møde i sæsonen mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears var en knapt så spændende affære, hvor Bakken i løbet af anden periode bragte sig komfortabelt i front. Første periode var tæt, men derefter stod der Bakken Bears på det meste.
Svendborg gik på flere runs, men det var ikke nok til for alvor at komme med i kampen.
Kampen sluttede 81-106 i Bakkens favør.
Deng Adel leverede sin hidtil bedste præstation i Bakken Bears-uniformen i Basketligaen. Den tidligere Cleveland Cavaliers-spiller scorede 31 point.
Opgøret på det sydlige Fyn var én af tre kampe, der blev afviklet torsdag aften.
I Horsens var Randers Cimbria på besøg hos Horsens IC, og der var lagt op til en spændende kamp, der kunne sende Horsens IC ned på tredjepladsen i ligaen med et nederlag. Med en sejr kunne Randers Cimbria rykke op på andenpladsen i ligaen, og det var netop det der skete efter 40 jævnbyrdige minutter i Østjylland.
De to hold fulgtes ad fra start til slut, og med lidt held til sidst i kampen kunne HIC-fansene på lægterne have fået fornøjelsen af minimum fem minutters overtid.
Ved stillingen 81-82 ramte Randers Cimbrias Jonathan Klussmann et stort skud med 12 sekunder tilbage af kampen, hvilket bragte Randrusianerne foran med tre point. Klussmann viste initiativ og satte HIC i en svær situation.
Randers Cimbria løb med sejren i torsdagens kamp med 81-85
Amerikanske Josh Fortune var i hopla og scorede 27 point. Fortune havde dertil 13 rebounds. Jonathan Klussmann scorede 25 point og lavede ni assists.
Mest scorende for Horsens IC var Chris Lykes med 22 point. Klubmanden Vedran Borovcanin stod for 19 point.
Torsdagens tredje og sidste kamp fandt sted på det sydlige Sjælland, hvor Team FOG Næstved tog imod ligaoprykkerne Holbæk-Stenhus.
Opgøret i Næstved blev sat i gang 30 minutter efter tipoff i Horsens, så Andy Hipsher´s tropper kunne ved indgangen til fjerde periode erfare, at de med en sejr ville overtage førstepladsen i Basketligaen grundet Horsens ICs førnævnte nederlag til Randers Cimbria.
Det ville uden tvivl være en stor motivation for den velspillende Team FOG Næstved-trup, hvis det var en information, de havde forud for kampen, men på vej ind til fjerde periode var sejren allerede så godt som i hus. På det tidspunkt var Næstved foran med hele 87-59.
Føringen var kæmpe stor efter tre perioder, men efter ti minutter var der allerede utrolig langt vej hjem for Holbæk-Stenhus. Efter første periode var stillingen 35-9, og med Holbæks historik in mente i denne sæson var der næppe den store tvivl om, at Næstved ville formå at køre sejren hjem.
Næstved startede kampen med et vanvittigt 18-2 run.
Topscorer blev Næstveds Rodney Chatman med 27 point. Holbæks Eysan Wiley noterede sig for en Triple-Double med 21 points, 13 rebounds og 11 assists.
Fredag aften var der basketball i Nørrebrohallen, hvor BMS Herlev gæstede BC Copenhagen.
Nørrebrohallen var igen fyldt, men hjemmepublikumet måtte for anden hjemmekamp i træk gå skuffede hjem ovenpå et Copenhagen-nederlag.
BMS Herlev var i front i størstedelen af kampen og slog BC Copenhagen med 84-92.
Sejren sender BMS Herlev op i den sjovere ende af tabellen. Herlev ligger i skrivende stund på 6.pladsen med fire sejre i syv kampe, hvilket holdet helt klart kan være tilfredse med. Copenhagen sidder på 8. pladsen med tre sejre i ni kampe, hvilket er knapt så tilfredsstillende.
BC Copenhagen har for nyligt afsluttet samarbejdet med profilen Nathan Scott, og amerikanerens fravær var ikke noget, der gavnede fredagens hjemmehold.
Topscorer var Eamonn Joyce fra BMS Herlev og Andrew Ramirez fra BC Copenhagen hver især med 20 point. Ramirez havde dertil fem rebounds, fem assists og fire steals, mens Joyce tog ni rebounds.
Hannibal Salomon leverede en double-double med 16 point og 11 rebounds. Salomon havde derudover fem steals.
Lørdag bragede Værløse Blue Hawks og Bears Academy sammen i det nordlige Aarhus.
Værløse Blue Hawks kom til Smilets By med forhåbninger om at kunne tage hjem til Nordsjælland med en sejr og to point, men Bears Academy, anført af Keane Thomann, ville det anderledes.
Academy kom ud til kampen i suveræn stil og var efter ti minutters spil foran med 25-12, hvilket bragte dem i en ganske gunstig position. Værløse hentede en smule ind på Academy, hvorfor der var otte point mellem de to hold i pausen.
I tredje periode fortsatte gæsterne fra Værløse det lovende spil, og det gav dem faktisk overtaget i kampen. Forud for fjerde og sidste periode var Værløse foran med to point, men en flot fjerde periode af hjemmeholdet sikrede aarhusianerne en sejr på 74-69.
Keane Thomann stod for 16 point og fem rebounds for Academy. Mikkel Hauge var topscorer med 19 point og havde derudover syv rebounds.
9. spillerunde sluttede i Holbæk, hvor Holbæk-Stenhus for anden gang i sæsonen skulle stå overfor de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.
Det var samtidig de to holds anden kamp i 9. spillerunde, så de havde ikke fået mange dages pause siden sidste kamp.
Bakken Bears gik ikke overraskende ind til kampen som kæmpe favoritter, og der skulle da heller ikke gå længe, før Aarhus-holdet var stort i front.
Kampen mellem Holbæk-Stenhus og Bakken Bears skilte sig ud fra Næstveds møde med Holbæk få dage forinden ved, at Holbæk kom en anelse bedre ud af starthullerne. Efter fire minutter var der blot tre point mellem holdene, men efter første periode var det 12 point, der adskilte de to mandskaber.
Bakken Bears havde spillet sig varme, og derfra kunne det stjernespækkede Bakken Bears-mandskab sætte kampen på autopilot.
Bears sejrede med 56-85. Kylor Kelley fra Bakken Bears var topscorer med 18 point. Rasmus Blak scorede 14 point for hjemmeholdet.
Torsdag aften er det igen tid til basketball fra Basketligaen på SPORT LIVE.
Klokken 19:00 tænder vi op for storkampen mellem sidste sæsons to finalister, når sølvvinderne Svendborg Rabbits tager imod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.
Braget skydes i gang klokken 19:15 i Rise Sparekasse Arena i Svendborg.
Revanche-tid
Der er mere end blot to point og en sejr på spil i torsdagens opgør.
De to klubber mødtes både i finaleserien og i pokalfinalen i sidste sæson. Svendborg tog sig af pokaltitlen, og Bakken Bears tog sig af det danske mesterskab.
Finaleserien blev overlegent vundet med 4-0 af torsdagens gæster fra Aarhus, og derfor må vi forvente, at Kaninerne fra Sydfyn er på jagt efter revanche.
Det er dog ikke de to samme mandskaber, der møder hinanden. Begge klubber har haft stor udskiftning på deres holdkort over sommeren, men mon ikke intensiteten forbliver den samme, når de to tophold krydser klinger for første gang i denne sæson.
Svær start på sæsonen
Ingen af de to klubber har fået den ønskede start på denne sæson i Basketligaen.
Begge klubber har tabt kampe, som de har gået ind til som favoritter, og derfor er klubberne inden braget til at finde på en delt fjerdeplads i ligatabellen.
Begge klubber har blandt andet tabt til Værløse Blue Hawks, der har tager fusen på sidste sæsons finalister.
Svendborg har i denne sæson fået ny cheftræner i form af John Lattimore. Det er derfor Lattimore´s første kamp mod Bjørnebanden.
I denne sæson bliver Svendborg Rabbits’ offensiv styret af Devin Whitfield, der snitter 20,9 point per kamp, hvilket er nok til at placere ham på fjerdepladsen over spillere med det højste scoringsgennemsnit hidtil.
Anton Harbo møder sit gamle hold
En person, der nok har ekstra sommerfugle i maven inden topkampen er Anton Harbo.
Han møder nemlig sit gamle hold, som han var med til at vinde Basketligaen med de seneste tre sæsoner.
Nu står han altså på Svendborgs holdkort, så torsdag bliver det til et gensyn med klubben, han har tørnet ud for i en årrække.
I denne sæson snitter Anton Harbo lige godt 25 minutter på banen for Rabbits. Han snitter 4,7 point, 2,3 assists, 2,0 rebounds og et enkelt steal per kamp.