Grundspillets hold ifølge SPORT LIVE

Foto: Thorfoto – Matthias Storgaard – Tom Andreasen

Hvert uge udgiver SPORT LIVE et ny afsnit af deres basketmagasin ´Overtime´, og i den seneste episode, der blev optaget inden ugens tv-kamp mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria, kunne vært Jonas Kvist Jepsen og ekspert Pascal Colman fortælle om grundspillets hold i Basketligaen.

Grundspillets hold er sat ud fra, hvem der flest gange har spillet sig på månedens hold.

Grundspillets hold består af:

Gage Davis, Horsens IC
Noah Churchill, Bakken Bears
Steven Green, Randers Cimbria
Dylan Van Eyck, Svendborg Rabbits
Jaden Edwards, BMS Herlev

Cheftræner: Daniel Pearson, Team FOG Næstved

Hør tankerne bag holdet ved at se det seneste afsnit ´Overtime´ på JFM Play lige her.

Tv-kamp: Randers sætter jagten ind på en semifinaleplads – gæster Næstved

I lørdags fik vi sat Playoff B igang med to kampe. Det samme gør vi med Playoff A i dag, og det ene opgør er ugens tv-kamp på SPORT LIVE.

Randers Cimbria tager turen over Storebæltsbroen for at møde Team FOG Næstved, og kronjyderne har brug for en sejr. Ugens tv-kamp på SPORT LIVE har tipoff kl. 19:15. Kampen kan dertil ses på JFM Play. Allerede fra 18:45 er det mulige at tune ind på SPORT LIVE, når der er Overtime.

Andetsteds mødes Horsens IC og Bakken Bears. Den kamp kan ligeledes ses på JFM Play.

Stillingen inden starten på Playoff A ser således ud:

Efter Playoff A er det kun de fire bedst placerede hold, der er klar til semifinalerne, og derfor er der allerede nu et pres på Randers Cimbria, der har et godt stykke op til top fire.

Inden starten på Playoff A ligger Randers på femtepladsen med 22 point og hele ti point op til Svendborg Rabbits på fjerdepladsen, så Randers skal levere et fremragende mellemspil, hvis de ikke skal gå på tidlig sommerferie.

Randers har ryggen mod muren og brug for en sejr, men de næppe kommer let til en sejr mod de forsvarende pokalmestre fra Sydsjælland.

Næstved sidder i skrivende stund på tredjepladsen, og hvis semifinalerne skulle starte i dag, skulle de møde Horsens IC på andenpladsen. I semifinalerne mødes første- og fjerdepladsen og anden- og tredjepladsen nemlig.

Profilspækkede mandskaber

To gange tidligere har Randers Cimbria og Team FOG Næstved krydset klinger i sæsonen og begge gange med samme udfald.

I deres første indbyrdes møde sejrede Team FOG Næstved med 82-102 på udebane i Randers. I det omvendte opgør var det meget mere jævnbyrdigt, men igen stod Næstved som det vindende hold med en sejr på 100-97.

Nu venter et tredje opgør mellem de to tophold, og hvis tredje gang skal blive lykkens gang for Randers, skal særligt Steven Green levere på sit vante niveau.

Den amerikanske MVP-favorit snitter 23,6 point per kamp, og mod Næstved, der har en de af de stærkeste offensiver i Basketligaen, får Randers brug for en stærk offensiv præstation fra Green.

Efter Green kommer den offensive produktion fra Morten Bülow (14,6ppg), Vin Baker Jr (14,1ppg), den alsidige Bakary Camara (13,8ppg) og Josh Fortune (13,2ppg).

Hos Næstved kommer pointene fra Eric Ayala (18,7ppg), Lagio Grantsaan (15,8ppg), Gus Okafor (13,9ppg), Daivien Williamson (12,6ppg), Jagan Mosely (10,6ppg) og Devon Cooper (10,6ppg).

Se om Randers får hul på bylden mod Team FOG Næstved mandag aften kl. 19:15.

Sådan starter årets slutspil

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Lørdag eftermiddag lyder startskuddet til årets slutspil i Basketligaen, når BK Amager og BC Copenhagen tørner sammen i Amagerhallen kl. 14:30.

To timer senere er der tipoff i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor BMS Herlev tager imod Holbæk-Stenhus.

Lørdagens kampe er altså udelukkende fra Playoff B.

Mandag tages der hul på Playoff A, hvor ærkerivalerne Horsens IC og Bakken Bears mødes i Forum Horsens. I Arena Næstveds Hal 1 mødes Team FOG Næstved og Randers Cimbria.

Husk at alle kampe fra slutspillet kan ses på JFM Play.

Er du i tvivl om, hvordan slutspillet afvikles, kan du blive klogere på det her.

Nu starter slutspillet

Den første del af sæsonen, Grundspillet, blev færdigspillet lørdag eftermiddag med kampen mellem Bears Academy og Værløse Blue Hawks, og det betyder, at alle 11 hold har mødt hinanden to gange, hvoraf alle hold derfor har spillet mod hinanden på både hjemmebane og udebane.

Efter at alle Basketligaens mandskaber har spillet sæsonens første 20 kampe, er det således nu afgjort, hvilke seks hold, der skal spille med om mesterskabet i Playoff A, der er holdene fra førstepladsen og ned til sjettepladsen, og hvilke fem klubber, der skal spille Playoff B, som er de resterene hold fra syvendepladsen og ned til 11. pladsen.

Bakken Bears kan lade sig kåre som vindere af Basketligaens grundspil anno 2023/2024. Bjørnene gik gennem grundspillet med 18 sejre og 2 nederlag. Grundspillet bød på lutter sejre på hjemmebane, hvilket må siges at være en flot statistik. De 2 kampe der gav nederlag var mod henholdsvis Horsens IC og Team FOG Næstved

Stillingen efter grundspillet ser ud som følger:

Playoff A 1-6:

De seks bedst placerede hold i rigtig rækkefølge:

  1. Bakken Bears (se kampprogram her)
  2. Horsens IC (se kampprogram her)
  3. Team FOG Næstved (se kampprogram her)
  4. Svendborg Rabbits (se kampprogram her)
  5. Randers Cimbria (se kampprogram her)
  6. Værløse Blue Hawks (se kampprogram her)

Disse seks hold skal kæmpe om de fire semifinalepladser, der går til de fire bedst placeret hold i Playoff A, når alle kampene er færdigspillet.

De seks hold møder hinanden to gange – en kamp på hjemmebane og en på udebane. Derefter finder vi de fire hold, der har indsamlet flest sejre og derfor også flest point.

De point, holdene hver især tilkæmpede sig i grundspillet, følger direkte med i Playoff A, og derfor har det kunne betale sig for alle at vinde så mange kampe i grundspillet som muligt.

Playoff A bliver skudt i gang den 4 marts og vil derefter strække sig udover de kommende seks uger, hvor den sidste runde forventes afviklet den 15. april. 1. runde i spilles således

4. marts Horsens IC – Bakken Bears
4. marts Team FOG Næstved – Randers Cimbria
7. marts Værløse Blue Hawks – Svendborg Rabbits

De fire bedst placeret hold i Playoff A kvalificerer sig altså til semifinalerne.

Playoff B:

Playoff B 7-11 skal spilles af de nederste fem hold i Basketligaen, og her er der tale om følgende fem mandskaber:

  • BC Copenhagen (se kampprogram her)
  • Bears Academy (se kampprogram her)
  • BMS Herlev (se kampprogram her)
  • Holbæk-Stenhus (se kampprogram her)
  • BK Amager (se kampprogram her)

Disse fem hold møder, ligesom i Playoff A, hinanden to gange, hvoraf den ene kamp er på hjemmebane og den anden på udebane. Og præcis ligesom i Playoff A tager alle klubberne deres tilkæmpede point med direkte over i Playoff-spillet.

De to bedst placeret hold i Playoff B, mødes i Playoff B-finalen som afvikles 4. eller 5. maj.

Playoff B starter den 2 marts og slutter senest d. 28 april.

1. runde i spilles således

2. marts BMS Herlev – Holbæk-Stenhus
2. marts BK Amager – BC Copenhagen

Semifinaler:

Når mellemrundespillet er færdigsspillet, ved vi, hvilke fire hold, der har kvalificeret sig til årets semifinaler, ved at se på top fire i Playoff A.

Vinderen af Playoff A møder det hold, der endte på fjerdepladsen, mens andenpladsen og tredjepladsen mødes i den anden semifinale.

Semifinalerne spilles i bedst á fem kampe, hvilket vil sige, at det hold, der først har vundet tre kampe, har booket sin plads i dette års finaleserie.

Det højst placerede hold starter på hjemmebane, og i semifinalen vil det sige, at nummer et og nummer to i Playoff A, får lov til at starte på hjemmebane – hvordan det ser ud i finalen vides af gode grunde ikke endnu. Vi ved blot, at det øverste hold får lov til at starte på hjemmebane.

Finale:

Finalen spilles mellem de to hold, der har vundet hver sin semifinaleserie, og denne serie spilles bedst á syv kampe. Det vil sige, at det hold, der først vinder fire kampe i denne serie, kan krones som danske mestre 2023/2024.

Playoff B-finale:

Playoff B-finalen bliver spillet mellem Playoff B’s nummer 1 og nummer 2 og er en finalekamp, der kun er den ene kamp. 1. pladsen i Playoff B har æren af hjemmebanen i denne kamp.

Tv-kamp: Sidste sæsons finalister tørner sammen

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

De forsvarende danske mestre mod de forsvarende pokalmestre.

Det er, hvad der står på plakaten torsdag aften.

Kl. 19:15 er der tipoff i Arena Næstved Hal 1, hvor Team FOG Næstved får besøg af Bakken Bears. Opgøret er ugens tv-kamp på SPORT LIVE.

Kampen kan desuden også ses på Stiften.dk / JFM Play.

Allerede fra kl. 18:45 lader kanalen op til ugens tv-brag med deres ugentlige basketmagasin ´Overtime´, hvor Jonas Kvist Jepsen og gæster i studiet stiller skarpt på rundens kampe og status i Basketligaen.

Inden ugens tv-kamp er status den, at Bakken Bears er sikre på at slutte på førstepladsen i Basketligaens grundspil. Førstepladsen blev sikret, da de i sidste uge slog Randers Cimbria, men Bjørnene kommer helt sikkert ikke til at hvile på laurbærrene trods det gode udgangspunkt inden slutspillets start.

Dertil er Bakken ekstra motiveret for at vinde, da de i mandags tabte til hollandske Landstede Hammers i European North Basketball League og derfor vil forsøge at komme op på hesten igen med en sejr. Og sidst men ikke mindst vil de gerne have revanche, efter de tabte årets pokalfinale til netop Team FOG Næstved.

Igen i år er toppen i Basketligaen rigtig tæt, og Næstved kæmper en tæt kamp med Svendborg Rabbits og Horsens IC om at slutte som nummer to i grundspillet.

Om Næstved bliver toer eller treer i grundspillet har ikke den store betydning, men det har det ved slutningen af Playoff A. Derfor kan noget så simpelt som et enkelt nederlag blive udslagsgivende for, hvem Næstved skal møde i en eventuel semifinale.

Tredje indbyrdes opgør i denne sæson

Torsdagens kamp bliver tredje gang i denne sæson, at Team FOG Næstved og Bakken Bear står overfor i hinanden. Første møde var i Basketligaen i november, hvor Bjørnene sikkert sejrede med 98-77.

Seneste indbyrdes opgør var i sidste måned i pokalfinalen, hvor Team FOG Næstved fik revanche og tog pokaltitlen med en sejr på 86-89. Næstveds Eric Ayala var pokalfinalens store oplevelse med 31 point, seks rebounds og tre assists. Han blev således kåret som årets pokalfighter.

Næstved leverede en kæmpe overraskelse og viste, at de er i stand til slå de dominerende bjørne, og den succes vil de forsøge at gentage torsdag.

Følg med på SPORT LIVE eller JFM Play fra 18:45.

Tv-kamp: Kæmpe brag på SPORT LIVE – Næstved gæster Horsens IC i kamp om topplacering i grundspillet

Foto: MJ Horsens – Bent Adolfsen

Topopgør

Nummer tre mod nummer fire. Horsens IC mod Team FOG Næstved.

Der er al god grund til at tune ind på SPORT LIVE, når der kl. 19:15 er tipoff til en af ugens store kampe fra Basketligaen.

Allerede fra kl. 18:45 er der basketball på SPORT LIVE, når kanalen sender deres ugentlige basketmagasin ´Overtime´, hvor Jonas Kvist Jepsen og gæster i studiet stiller skarpt på rundens kampe og status i Basketligaen.

Fredagens topbrag kommenteres af Claus Elgaard og Mikkel Langager.

fdfdsfds

Fælles for både Næstved og Horsens IC er, at de blot mangler at spille én kamp efter fredagens kamp, før de er klar til slutspillet.

Hvert point tæller lige nu, og det hold, der får sejren i aften, kan gå ind til grundspillets sidste spillerunde på andenpladsen. Andenpladsen i grundspillet er i sig selv ikke betydningsfuld, men et forspring på to point ved starten af Playoff A kan gå hen og blive gunstigt, når Playoff A skal finde sin afgørelse.

Og så er det værd at huske, at hverken Horsens IC eller Næstved er sikre på en semifinaleplads, selvom de ligger lunt i svinget. På femtepladsen finder vi Randers Cimbria med 20 point.

Svendborg Rabbits er inden kampen mellem Næstved og Horsens på andenpladsen med 30 point, men fynboerne er sikre på at miste andenpladsen i aften til det vindende hold.

Gage Davis har straffet Næstved i denne sæson

Team FOG Næstved og Horsens IC har mødt hinanden to gange tidligere i denne sæson, én gang i Basketligaen og én gang i pokalturneringen, med en enkelt sejr til hver.

I Basketligaen var det Horsens IC, der sejrede. Det var tilbage i november, hvor De Gule overbevisende sejrede med 79-95. Gage Davis var som så mange gange tidligere i denne sæson i topform og leverede 34 point og 11 rebounds. For Næstved var Daivien Williamson topscorer i den kamp med 19 point.

Deres seneste indbyrdes kamp var i sidste måned i pokalturneringen, som Team FOG Næstved som bekendt gik hen og vandt med en dramatisk finalesejr over Bakken Bears. Pokalsemifinalen mellem Næstved og Horsens sluttede meget tæt med en lille sejr på 84-79 til Næstved.

Endnu engang var Gage Davis i hopla med 27 point og 14 rebounds, men det var ikke nok til sejr for Horsens. Davis har altså gjort opgaven for Næstved umanérlig svær i denne sæson, og hvis det skal blive til en Næstved-sejr i aften, skal de efter bedste evne forsøge at begrænse ham.

Eric Ayala, der en dag senere skulle gå hen og blive pokalhelten for Næstved, noterede sig for 18 point i det seneste møde med Horsens, mens Devon Cooper satte 17 point på tavlen.

Hvem kan se sig selv på andenpladsen en gang sent fredag aften? Det må tiden vise. Følg med på SPORT LIVE fra kl. 18:45.

Kl. 18:30 er der desuden tipoff i Aarhus, hvor Bakken Bears får besøg af Randers Cimbria, og med en sejr er Bakken Bears sikre på at tage førstepladsen i grundspillet. Den kamp kan ses på JFM Play.

Duellen fra 2017: Horsens IC og Team FOG Næstved mødes igen i pokalen – cheftrænere stiller skarp på semifinale

For fans i begge lejre står pokalfinalen i 2017 klart i erindringen.

Forum Horsens var ikke lang tid fra at eksplodere i gul eufori, da Horsens IC med under to minutter tilbage af pokalfinalen kom foran i kampen med ni point.

Horsens IC, der dengang havde Iffe Lundberg, som i dag tørner ud for Virtus Segafredo Bologna, på holdkortet havde kurs mod pokaltitlen med en solid føring, men Næstved nægtede at kaste håndklædet i ringen.

I stedet fik de lukket hullet, og Horsens-spillerne blev mere og mere nervøse i kølvandet på at have smidt så komfortabel en føring i en pokalfinale væk på ingen tid.

Horsens-spillerne var decideret rystede, og da Næstved med fem sekunder igen bragte balance i regnskabet med en scoring, der gjorde det helt lige, 80-80, gik Horsens i panik på det efterfølgende inboundspil.

Bolden endte i hænderne på en Næstved-spiller, og angrebet sluttede med, at Phillip Nolan blev fejlet og skulle skyde to straffekast. Team FOG Næstveds skæbne var i Nolan´s hænder. Scorer han, er de pokalmestre. Misser han begge forsøg, går kampen ud i overtid.

Hvis ikke det allerede var spændende og dramatisk nok i forvejen, hjalp Nolan i den grad på det, da han missede det første straffekast. Nolan sikrede dog Team FOG Næstved klubbens første titel, da han ramte på sit forsøg nummer to.

For nogle er den dag i 2017 en glædens dag, for andre en smertefuld dag.

Lørdag mødes de to klubber igen i pokalregi. Dog ikke i en pokalfinale. I stedet er der en billet til pokalfinalen på højkant, og begge mandskaber er klar til en fed duel i Forum Horsens.

Stor kamp i vente

Lørdag skal slaget mellem Horsens og Næstved stå i Forum Horsens, og De Gule er klar.

“Mine forventninger er de samme som altid. Jeg forventer, at vi spiller sammen som hold gennem hele kampen. Kampen lørdag (i dag,red.) er i vores øjne ligesom enhver anden kamp,” siger Horsens ICs cheftræner Vedran Borovcanin.

“Vi har allerede mødt Næstved en gang. De har mere bredde på holdet end os, men vi er klar til opgaven. Jeg tror, det bliver en 50/50-kamp, selvom vi har hjemmebanefordel. Det er pokalturneringen, så jeg mener ikke, at der er en favorit” uddyber han.

Horsens IC har i Basketligaen vundet 13 ud af deres 16 kampe, hvilket rækker til en tredjeplads, og en af de ting, som har kendetegnet Horsens IC i denne sæson, er holdets stærke defensiv, fortæller cheftræneren til HICs modstander i semifinalen, Dan Pearson.

“Vi forstår kvaliteten på Horsens-mandskabet. De har vist, at de er det stærkeste defensive mandskab i Basketligaen, så det er vi opmærksomme på. Horsens kan også sætte mange point på tavlen. Det så vi, da vi senest mødte dem, hvor de scorede 95 point. Men defensiven er deres helt klare styrke,” siger Team FOG Næstveds cheftræner, Dan Pearson.

“Vi er et rigtig stærkt angrebshold og scorer i snit næstflest point per kamp. Det er en af vores største styrker, så jeg tror, at det, der bliver afgørende i semifinalen, er, hvilket hold der får sit holds største styrke til at komme mest til udtryk,” siger den amerikanske cheftræner.

Semifinalen mellem Team FOG Næstved og Horsens IC sættes igang kl. 16:00.

Efterårets hold ifølge SPORT LIVE

SPORT LIVE har i deres seneste udgave af kanalens ugentlige basketmagasin ´Overtime´ kåret ´Efterårets hold 2023´ i Basketligaen.

Efterårets hold i Basketligaen består af følgende:

G: Steven Green, Randers Cimbria
G: Gage Davis Horsens IC
F: Jaden Edwards, BMS Herlev
F: Dylan Van Eyck, Svendborg Rabbits
C: Lagio Grantsaan, Team FOG Næstved
Cheftræner: Mads Andersen, Svendborg Rabbits

De to guard-positioner er besat af to af årets Most Valuable Player-kandidater i Steven Green og Gage Davis, der begge har taget ligaen med storm. Sidstnævnte har gang i sin anden sæson i Basketligaen, og Horsens IC-stjernen er ingenlunde faldet i niveau, siden han tørnede ud for HIC tilbage i 2020.

De to forwards har ligesom de to guards noget til fælles, idet både Edwards og Van Eyck først kom igang for deres respektive hold i november, og begge forwards satte hurtigt et positivt aftryk efter de ligadebuten.

Holdets center er Team FOG Næstveds Lagio Grantsaan, der har været garant for solide præstationer i denne sæson.

Sidst men ikke mindst skal der til et hold være en træner på sidelinjen, og i dette tilfælde er valget faldet på manden i spidsen for Svendborg Rabbits, Mads Andersen.

Er du interesseret i at høre, hvordan SPORT LIVE er endt på netop disse seks personer til ´Efterårets hold´, kan du se den seneste episode af ´Overtime´ lige her.

Final Four-stævnet i pokalturneringen venter lige rundt om hjørnet

Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Om præcis 14 dage er der finale i årets pokalturnering i Forum Horsens.

Hvem der skal dyste om pokaltitlen er endnu uvist.

I år afvikles afslutningen på pokalturneringen nemlig anderledes end den måde, vi er vant til. I år findes vinderen nemlig ved et Final Four-stævne i Forum Horsens, og lørdag den 20. januar skal de to semifinaler spilles.

Første semifinale bliver en gentagelse af sidste år pokalfinale mellem Bakken Bears og Randers Cimbria. Semifinalen har tipoff kl. 13:00. Sidste år sejrede Bakken Bears, så kronjyderne har en revanche til gode.

Den næste kamp om en billet til årets pokalfinale er en gentagelse af pokalfinalen fra 2017 mellem Team FOG Næstved og Horsens IC, og den spilles kort efter den første semifinale. Den semifinale skydes igang kl. 16:00.

I finalen i 2017 vandt Team FOG Næstved for første gang nogensinde pokalturneringen efter et vanvittigt comeback mod forhåndsfavoritterne fra Horsens, og i år har de nu muligheden for at tage pokaltitel nummer to.

Årets pokalfinale finder sted dagen efter, hvor der også skal spilles bronzekamp.

Du kan se de fulde program over weekenden her:

Lørdag:

  • 12:00: Dørene åbner
  • 13:00: Bakken Bears – Randers Cimbria
  • 16:00: Team FOG Næstved – Horsens IC

Søndag:

  • 12:00: Dørene åbner
  • 13:00: Bronzekamp
  • 16:00: Finale

Du kan købe billetter til Final Four-stævnet ved at klikke her.

Tv-kamp: Kan BC Copenhagen drille Team FOG Næstved?

Torsdag aften er det tid til årets første tv-kamp på SPORT LIVE, når Team FOG Næstved gæster BC Copenhagen i Valbyhallen

Kampen skydes i gang kl. 19:15, men fra kl. 18:45 viser SPORT LIVE deres ugentlige basketmagasin ´Overtime´, hvor Jonas Kvist Jepsen og gæster i studiet stiller skarpt på rundens kampe og status i Basketligaen.

Ugens tv-kamp er mellem Basketligaens fjerde- og syvendeplads, og som i de fleste kampe på dette stadie i grundspillet er der vigtige point på spil.

Torsdagens gæster ligger forud for ugens tv-brag to point bag Horsens IC på tredjepladsen, og derfor er en sejr mod hovedstadsholdet ekstra vigtigt.

Taber Næstved til BC Copenhagen, kan Randers Cimbria, der er lige bag Næstved i tabellen, nemlig lukke en stor del af hullet op til fjerdepladsen, såfremt de vinder deres næste par kampe.

For BC Copenhagen er det ikke en top tre-placering, der er inden for rækkevidde med en sejr, men københavnerne ligger i skrivende stund i en tæt duel med Værløse Blue Hawks om sjettepladsen – den sidste plads, der giver adgang til Playoff A.

Både Værløse Blue Hawks og BC Copenhagen ligger á point i tabellen med 12 point, men Blue Hawks har spillet én kamp færre end Copenhagen og har dermed en kamp til gode, hvilket alt andet lige medfører et ekstra pres på BC Copenhagen.

Mange strenge at spille på

Torsdagens gæster er et udenlandsk præget mandskab, der primært består af amerikanske profiler. Holdets største profil må regnes som værende topscorer Eric Ayala, der snitter 18,7 point, fem rebounds, 4,5 assists og 1,2 steals per kamp. Ayala skyder 38 % bag treeren og har været et af holdets største offensive våben i denne sæson.

Men hvor Næstved i sidste sæson havde én klar stjernespiller i form af sidste sæsons Most Valuable Player, Mike McGuirl, og to markante profiler ved siden af i Ian Dubose og Rodney Chatman, der også var med til at trække det tunge læs, er det lidt mere spredt ud i denne sæson.

Det ses ved, at Næstved har seks spillere, der snitter mere end ti point per kamp og to, der snitter ni point. Næstved har altså flere strenge at spille på. Jagan Mosely, der snitter 11,5 point per kamp, har dog blot spillet to kampe i denne sæson, da han kom sent i gang og først blev en skade kvit i sidste måned.

Næstved som hold har da også stor succes i den offensive ende, hvor de i snit scorer 98,8 point per kamp. Det gør dem til det næstmest scorende hold i Basketligaen efter Bakken Bears.

Tidl. Næstved-spillere kan komme til at volde Næstved problemer

Team FOG Næstved har altså mange profiler, men det samme gælder for torsdagens modstander. Hos dem hedder topscoreren Tahj Small. Amerikanske Tahj Small er forholdvis ny på holdet og har indtil videre været i aktion fem gange for BC i Basketligaen, hvori han snitter 16,2 point og seks rebounder.

Næstmest scorende er det danske landsholdsemne Martin Poulsen, der torsdag står foran sin tidligere arbejdsgiver. Poulsen snitter 15,1 point, 5,9 rebounds, fire assists og 2,3 steals per kamp. Poulsen går ind til mødet med Næstved i storform efter en kamp i sidste uge, hvor han scorede 30 point mod Randers.

De næste iøjenfaldende skikkelser på København-holdet er Andy Ramírez, Mr. Double-double, også kendt som Durell Vinson, og endnu en tidligere Næstved-spiller, Mathias Bak Christensen, der ligesom Martin Poulsen har blomstret op efter afskeden med Næstved.

Mathias Bak Christensen, der havde sin basketopvækst på Sydsjælland, kan desuden komme til at spille overfor sin bror, Lukas Meyer Christensen, der er et af de få danske talenter, der tørner ud for Næstved.

Sidst BC Copenhagen mødte Næstved, interviewede vi Mathias Bak Christensen for at høre mere om, hvordan det føltes at skulle spille mod barndomsklubben. Det interview kan du læse her.

Om Mathias Bak Christensen og Martin Poulsen kommer til at straffe deres tidligere klub må tiden vise. Følg med på SPORT LIVE fra 18:45.