Rundt om runden: 9. spillerunde

Deng Adel leverede en stor kamp, da Bakken Bears gæstede Svendborg Rabbits i 9. spillerunde
Foto: Championsleague.basketball

Efter en kort landskampspause vendte Basketligaen tilbage den 17. november.

Bakken Bears og Svendborg Rabbits leverede rundens kamp, da guld- og sølvvinderne fra sidste sæson torsdag aften i sidste uge stod overfor hinanden i Rise Sparekasse Arena på Sydfyn.

Opgøret, der blev vist på SPORT LIVE, var en gentagelse af sidste års finalserie. Desværre for de mange fremmødte Rabbits-fans blev det ikke til revanche for Kaninerne mod de dominerende bjørne, der ikke skulle bruge lang tid på at få kampen under kontrol.

Det første møde i sæsonen mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears var en knapt så spændende affære, hvor Bakken i løbet af anden periode bragte sig komfortabelt i front. Første periode var tæt, men derefter stod der Bakken Bears på det meste.

Svendborg gik på flere runs, men det var ikke nok til for alvor at komme med i kampen.

Kampen sluttede 81-106 i Bakkens favør.

Deng Adel leverede sin hidtil bedste præstation i Bakken Bears-uniformen i Basketligaen. Den tidligere Cleveland Cavaliers-spiller scorede 31 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Sølvvinderne fik høvl

Opgøret på det sydlige Fyn var én af tre kampe, der blev afviklet torsdag aften.

I Horsens var Randers Cimbria på besøg hos Horsens IC, og der var lagt op til en spændende kamp, der kunne sende Horsens IC ned på tredjepladsen i ligaen med et nederlag. Med en sejr kunne Randers Cimbria rykke op på andenpladsen i ligaen, og det var netop det der skete efter 40 jævnbyrdige minutter i Østjylland.

De to hold fulgtes ad fra start til slut, og med lidt held til sidst i kampen kunne HIC-fansene på lægterne have fået fornøjelsen af minimum fem minutters overtid.

Ved stillingen 81-82 ramte Randers Cimbrias Jonathan Klussmann et stort skud med 12 sekunder tilbage af kampen, hvilket bragte Randrusianerne foran med tre point. Klussmann viste initiativ og satte HIC i en svær situation.

Randers Cimbria løb med sejren i torsdagens kamp med 81-85

Amerikanske Josh Fortune var i hopla og scorede 27 point. Fortune havde dertil 13 rebounds. Jonathan Klussmann scorede 25 point og lavede ni assists.

Mest scorende for Horsens IC var Chris Lykes med 22 point. Klubmanden Vedran Borovcanin stod for 19 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Afklapsning på Sydsjælland

Torsdagens tredje og sidste kamp fandt sted på det sydlige Sjælland, hvor Team FOG Næstved tog imod ligaoprykkerne Holbæk-Stenhus.

Opgøret i Næstved blev sat i gang 30 minutter efter tipoff i Horsens, så Andy Hipsher´s tropper kunne ved indgangen til fjerde periode erfare, at de med en sejr ville overtage førstepladsen i Basketligaen grundet Horsens ICs førnævnte nederlag til Randers Cimbria.

Det ville uden tvivl være en stor motivation for den velspillende Team FOG Næstved-trup, hvis det var en information, de havde forud for kampen, men på vej ind til fjerde periode var sejren allerede så godt som i hus. På det tidspunkt var Næstved foran med hele 87-59.

Føringen var kæmpe stor efter tre perioder, men efter ti minutter var der allerede utrolig langt vej hjem for Holbæk-Stenhus. Efter første periode var stillingen 35-9, og med Holbæks historik in mente i denne sæson var der næppe den store tvivl om, at Næstved ville formå at køre sejren hjem.

Næstved startede kampen med et vanvittigt 18-2 run.

Topscorer blev Næstveds Rodney Chatman med 27 point. Holbæks Eysan Wiley noterede sig for en Triple-Double med 21 points, 13 rebounds og 11 assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev kravler op i tabellen

Fredag aften var der basketball i Nørrebrohallen, hvor BMS Herlev gæstede BC Copenhagen.

Nørrebrohallen var igen fyldt, men hjemmepublikumet måtte for anden hjemmekamp i træk gå skuffede hjem ovenpå et Copenhagen-nederlag.

BMS Herlev var i front i størstedelen af kampen og slog BC Copenhagen med 84-92.

Sejren sender BMS Herlev op i den sjovere ende af tabellen. Herlev ligger i skrivende stund på 6.pladsen med fire sejre i syv kampe, hvilket holdet helt klart kan være tilfredse med. Copenhagen sidder på 8. pladsen med tre sejre i ni kampe, hvilket er knapt så tilfredsstillende.

BC Copenhagen har for nyligt afsluttet samarbejdet med profilen Nathan Scott, og amerikanerens fravær var ikke noget, der gavnede fredagens hjemmehold.

Topscorer var Eamonn Joyce fra BMS Herlev og Andrew Ramirez fra BC Copenhagen hver især med 20 point. Ramirez havde dertil fem rebounds, fem assists og fire steals, mens Joyce tog ni rebounds.

Hannibal Salomon leverede en double-double med 16 point og 11 rebounds. Salomon havde derudover fem steals.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Værløse fuldendte næsten comeback

Lørdag bragede Værløse Blue Hawks og Bears Academy sammen i det nordlige Aarhus.

Værløse Blue Hawks kom til Smilets By med forhåbninger om at kunne tage hjem til Nordsjælland med en sejr og to point, men Bears Academy, anført af Keane Thomann, ville det anderledes.

Academy kom ud til kampen i suveræn stil og var efter ti minutters spil foran med 25-12, hvilket bragte dem i en ganske gunstig position. Værløse hentede en smule ind på Academy, hvorfor der var otte point mellem de to hold i pausen.

I tredje periode fortsatte gæsterne fra Værløse det lovende spil, og det gav dem faktisk overtaget i kampen. Forud for fjerde og sidste periode var Værløse foran med to point, men en flot fjerde periode af hjemmeholdet sikrede aarhusianerne en sejr på 74-69.

Keane Thomann stod for 16 point og fem rebounds for Academy. Mikkel Hauge var topscorer med 19 point og havde derudover syv rebounds.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Autopilot i Holbæk

9. spillerunde sluttede i Holbæk, hvor Holbæk-Stenhus for anden gang i sæsonen skulle stå overfor de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Det var samtidig de to holds anden kamp i 9. spillerunde, så de havde ikke fået mange dages pause siden sidste kamp.

Bakken Bears gik ikke overraskende ind til kampen som kæmpe favoritter, og der skulle da heller ikke gå længe, før Aarhus-holdet var stort i front.

Kampen mellem Holbæk-Stenhus og Bakken Bears skilte sig ud fra Næstveds møde med Holbæk få dage forinden ved, at Holbæk kom en anelse bedre ud af starthullerne. Efter fire minutter var der blot tre point mellem holdene, men efter første periode var det 12 point, der adskilte de to mandskaber.

Bakken Bears havde spillet sig varme, og derfra kunne det stjernespækkede Bakken Bears-mandskab sætte kampen på autopilot.

Bears sejrede med 56-85. Kylor Kelley fra Bakken Bears var topscorer med 18 point. Rasmus Blak scorede 14 point for hjemmeholdet.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Få overblikket over 9. spillerunde

Efter en kort landskampspause er Basketligaen tilbage.

Fra torsdag til søndag er der hele seks kampe på programmet. Mulighederne for at se en masse god basketball er altså mange.

Torsdag den 17. november løber tre kampe af stablen. Kl. 18:45 mødes Horsens IC og Randers Cimbria i Forum Horsens. Førstepladsen i Basketligaen får besøg af tredjepladsen, så der er garanti for spænding i det østjyske brag.

Kl. 19:15 er der tipoff til to kampe.

På SPORT LIVE kan man se kampen mellem sidste sæsons to finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Førstnævnte skal spille to kampe i niende spillerunde. Læs optakt til TV-kampen her.

I Arena Næstved spiller Team FOG Næstved mod Holbæk-Stenhus, og med en sejr kan de rykke op på førstepladsen, hvis resultater andetsteds flasker sig.

Fredag den 18. kommer Værløse Blue Hawks til Smilets By, hvor Bears Academy venter i Vejlby-Risskov Hallen. Denne kamp starter kl. 14:00.

Lørdag den 20. skal Bakken Bears igen i aktion. Denne gang skal de på besøg hos Holbæk-Stenhus.

Rundt om runden: 7. spillerunde

Foto: Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Basketligaen fortsætter med at levere underholdende basketball.

I den forgangne spillerunde var ti hold i aktion, og runden var nok engang præget af en overraskende sejr til et undertippet hold, mens også ligaens først- og andenplads krydsede klinger.

Det hele startede onsdag aften i Kronjylland, hvor der var ingen slinger i valsen mellem Randers Cimbria og Bears Academy. Opgøret startede jævnbyrdigt ud og var efter ti minutter helt tæt, men i anden periode stak Randers Cimbria så småt af fra det unge aarhusianske hold.

I pausen var stillingen 51-39.

Academy kom ud til anden halvleg og prøvede på at lave et comeback, men Randrusianerne var i fuld kontrol og kunne derfor hente en komfortabel 91-69 sejr på hjemmebane.

Kampens topscorer var Brandon Norfleet med 19 point. Norfleet var tæt på en Triple-double med ni rebounds og ti assists.

Marcus Vinther scorede 17 point for Academy.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Herlev fik sensationel sejr

En halv time senere blev kampen mellem BMS Herlev og Bakken Bears sat i gang, og dette opgør må betragtes som Game of the Week.

Det unge BMS Herlev-hold gik ind til kampen mod den danske mastodont som stærkt undertippede, men Herlev gav Bjørnene kamp til stregen. Nok var aarhusianernes holdkort præget af markante skikkelser, i form af Tony Carr og Deng Adel, med en fortid på den ene eller anden måde i verdens bedste basketballliga, NBA, men BMS Herlev-trioen bestående af Marqus Marion, Eamonn Joyce og August Haas gjorde det onde ved de forsvarende danske mestre.

Deng Adel har spillet 18 kampe for Cleveland Cavaliers i NBA, hvorimod Tony Carr i 2018 blev draftet til NBA, men aldrig formåede at debutere i ligaen. Begge spillere har spillet flere sæsoner i NBA G League.

Alt gik op i en højere enhed, og derfor var det BMS Herlev, der efter 40 minutters intens og underholdende basketball i Nordic Basketball Arena Herlev kunne fejre en sejr. Dermed var den dominerende Bjørnebande blevet nedlagt for anden gang i denne sæson. Bears fik deres første nederlag til Værløse Blue Hawks.

BMS Herlev slog Bakken Bears 78-71.

Kampens topscorer var Marqus Marion og Eamonn Joyce hver især med 21 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens væltede Næstved af førstepladsen

Torsdag var der topopgør i Basketligaen, da Horsens IC hjemme i Forum Horsens tørnede sammen med Team FOG Næstved i kampen om den foreløbelige førsteplads i Basketligaen.

Team FOG Næstved gik ind til kampen som favoritter, da de forud for opgøret var ubesejret i fem kampe. Horsens IC gik ind til kampen med et ærgerligt nederlag i den seneste spillerunde til deres ærkerivaler Bakken Bears – hvilket var holdets første nederlag i denne sæson.

Det sydsjællandske mandskab formåede dog ikke at leve op til favoritværdigheden. I stedet var det Horsens IC, der tog sejren og de to point. Dette betyder, at Horsens IC nu sidder på førstepladsen i ligaen.

Horsens IC var langt hen ad vejen det bedre mandskab i kampen, og især en dominerende anden periode endte med at blive udslagsgivende i topbraget i Basketligaen. Stillingen i pausen var 45-26. Udeholdets Mike McGuirl har været en pointmaskine uden lige i holdets første fem kampe, men HIC fik lukket ned for McGuirl, der blot havde sat fire point på tavlen i første halvleg.

Næstved kom bedre ud til tredje periode, men spændingen endte med for alvor at udeblive i anden halvleg, hvorfor Team FOG Næstved måtte tage turen hjem uden en sejr i bagagen.

HICs Chris Lykes var i efterhånden vanlig Chris Lykes-stil kampens mest scorende spiller. Lykes scorede 32 point. Ian Dubose scorede 21 point, flest af alle for Næstved. McGuirl sluttede på 16 point og så altså en smule bedre ud i anden halvleg.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Holbæk jagtede første sejr

Rundens næstsidste kamp fandt sted på Amager mellem BK Amager og Holbæk-Stenhus, og her skulle der fem overtidsminutter til, før de kunne findes en vinder.

Sidstnævnte var på jagt efter sæsonens første sejr, og de kom også tæt på.

Holbæk gjorde det svært for hjemmeholdet fra BK Amager, der i sæsonpremieren på overraskende vis slog Svendborg Rabbits. De to hold fulgtes ad, og det var da også tæt, da tiden var ved at løbe ud af kampens fjerde periode.

Derfor skulle de to hold ud i overtid, hvor hjemmeholdet fra Amager endte med at trække det længste strå. Amager slog Holbæk med 90-88

Holbæk-Stenhus mangler dermed fortsat at smage sejrens sødme.

Kampens topscorer var Andreas Meilby, som sluttede med 24 point i kampen. Tomas Bjarkason og Joe Johnson stod for 23 point for Amager hver især. Topscorer for Holbæk var Rasmus Blak med 21 point. Blak havde også 12 rebounds i kampen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Svendborg sejrede sikkert

Rosinen i pølseenden fandt vi på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits tog imod BC Copenhagen.

Nok har Svendborg Rabbits ikke ligefrem fået den mest ideelle start på sæsonen, men lørdag var der ingen grus i maskineriet. Kaninerne fik spillet til at flyde og levnede ikke mange chancer til gæsterne fra Nørrebro, der derfor måtte tage turen over Storebælt ovenpå et nederlag på 108-86.

Kampens topscorer blev både hjemmeholdets Devin Whitfield og gæsternes Nathan Scott. Begge spillere stod noteret for 18 point.

Efter de første ti minutter af kampen i Kaninhulen var 30-13, så allerede på det tidspunkt stod BC Copenhagen i den grad med ryggen mod muren.

Hovedstadsholdet kæmpede sig imidlertid tilbage i kampen og var blot bagud med ti point i midten af anden periode, men netop som Copenhagen igen kunne se lys for enden af tunnellen, svarede Svendborg tilbage, hvorfor stillingen i pausen var 49-31.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

TV-kamp: Horsens IC mod Team FOG Næstved

Foto: MJ Horsens

Torsdag aften er det igen tid til, at SPORT LIVE viser basketball fra Basketligaen.

Forum Horsens slår dørene op til at topbrag, hvor hjemmeholdet fra Horsens IC tager imod Team FOG Næstved.

Team FOG Næstved er ligaens eneste ubesejrede hold, og der er derfor mere end blot to point på spil for dagens gæster.

Horsens IC var ligaens andet ubesejrede hold efter de første fem spillerunder, men den stime blev brudt i weekenden, da Bakken Bears slog Horsens med 94-74. Topopgøret skydes i gang klokken 19:15, men du kan se med på SPORT LIVE fra klokken 19:00.

Et blik på profilerne hos gæsterne

Både Horsens IC og Team FOG Næstved har nydt god succes i starten af sæsonen, og en del af den succes kan man takke specielt to guards for: ligaens topscorer fra Næstved, Mike McGuirl, og hjemmeholdets hurtige guard Chris Lyke.

Inden torsdagens kamp har Næstved vundet sine første fem kampe i sæsonen, og her har Mike McGuirl i gennemsnit scoret 26,3 point per kamp, hvoraf han scorede imponerende 40 point mod Svendborg Rabbits. 30 point kom fra distancen.

I Mike McGuirl har Næstved fundet en skarpskytte, som bliver afgørende for at nå en topplacering i ligaen. Han er ligeledes Basketligaens førende spiller i flest trepointsscoringer, hvor han snitter fire ramte trepointsscoringer per kamp.

Udover den stærkt skydende amerikaner har Næstved tilføjet endnu en amerikaner, der scorer en masse point for klubben.

Ian Rogers Dubose snitter 18,8 point per kamp, så det er i særdeleshed de to amerikanere, Horsens-forsvaret skal være opmærksomme på.

Lykes fører an for HIC

En anden, ny amerikansk skikkelse i Basketligaen er Chris Lykes. Den eksplosive Horsens-guard er også startet sin Basketliga-karriere stærkt.

Den 24-årige guard har i denne sæson i snit scoret 22,0 point per kamp, og han var Horsens’ mest scorende spiller i den seneste kamp mod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears. Her scorede han 29 point.

Chris Lykes ligger derudover i top ti over flest assists per kamp, hvor han i gennemsnit assisterer sine holdkammerater fem gange per kamp.

I Horsens har de et vigtigt forsvars-es, der bliver altafgørende i kampen mod Næstved: Koch Bar. Den store center snitter 9,4 rebounds per kamp, hvilket er det næsthøjeste snit i Basketligaen, og Horsens IC er afhængige af, at han levere på dagen og tager en masse rebounds. Frederik Rungby, der vendte hjem til HIC i sommer, er også at finde i top ti. Han snitter 8 rebounds per kamp.

Og så er der naturligvis de to danske landsholdsemner Leonardo Carlino og Liam Churchill, der ligeledes har fået en fin start på tilværelsen i Horsens.

Spændende TV-kamp

Det er endnu tidligt i sæsonen, men det er ingen hemmelighed, at begge klubber kæmper om medaljer som et minimum, men en finaleserie er naturligvis altid målet for tophold af denne kaliber.

HIC vandt bronze i sidste sæson, hvor de slog Randers Cimbria i kampen om tredjepladsen.

Team FOG Næstved endte lige akkurat uden for de sjove pladser i den seneste sæson, så de har blod på tanden om at komme indenfor, hvor det rigtig bliver sjovt, og hvor der er medaljer på spil.

Og den gode Næstved-start har kun givet klubben mere tro på tingene.

Torsdagens topkamp er altså af stor betydning.

Hvem der kommer sejrsrigt ud af opgøret, bliver vi klogere på torsdag aften.

Se kampen på SPORT LIVE med tipoff kl. 19:15.

Rundt om runden: 5. spillerunde

Femte spillerunde i Basketligaen er slut, og runden bød på flere begivenhedsrige kampe med masser af intensitet, spænding og ikke mindst god basketball.

Første kamp på programmet var i Arena Næstved mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria, og holdet fra Sydsjælland viser i den grad lovende takter her i sæsonens indledning. Næstved besejrede Randers Cimbria med 90-85 og udbyggede dermed deres stime af sejre til fem kampe.

Team FOG er kommet rigtig godt fra land og topper Basketligaen med Horsens IC lige bag sig. De Gule har dog en kamp i hånden.

Næstved-stjernen Mike McGuirl var nok engang i hopla for ligaens tophold. McGuirl, der bestemt er med i en tidlig Most Valuable Player-snak, scorede 26 point.

McGuirl´s kollega Rodney Chatman blev topscorer med 32 point.

For Randers var det Jonathan Klussmann, der var topscorer. Randers-profilen scorede 24 point og har i denne sæson fortsat fra, hvor han slap i sidste sæson.

Randers Cimbria står nu med to nederlag i ligaen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Copenhagen med anden sejr i træk

Dagen efter var der igen basketball fra landets bedste række, denne gang i Holbæk Sportsby, hvor ligaens oprykkerhold, Holbæk-Stenhus, bød BC Copenhagen velkommen.

Ligesom i de fire foregående kampe blev det – desværre for de fremmødte fans – ikke til den første ligasejr for Holbæk-Stenhus. Det unge, talentfulde akademihold måtte se sig slået af Nørrebroholdet, som hentede sin anden sejr i træk.

BC Copenhagen vandt med 81-90.

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Holbæk-Stenhus har ikke ligefrem haft den letteste start på tilværelsen i Basketligaen, som har budt på flere – forventede – blowout-nederlag til Bakken Bears og Horsens IC, men opgøret mod BC Copenhagen var længe en jævnbyrdig affære.

Copenhagen var langt størstedelen af tiden i front, men Holbæk formåede at holde dem i en kort snor.

Kampens topscorer var udeholdets Nathan Scott med 25 point.

Topscorer for Stenhus var profilen Rasmus Blak med 22 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Svendborg fortsætter negativ stime

Samme dag var der også basketball i Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks tog imod sidste sæsons sølvvindere, Svendborg Rabbits.

Kaninerne fra Sydfyn har haft en turbulent sæsonstart, hvor resultaterne ikke er gået deres vej, og mod Værløse fortsatte nedturen.

Flotte præstationer fra Karl Boje Formann, der var kampens topscorer med 27 point, og Mikkel Hauge, 19 point, banede vejen til sejr for Værløse Blue Hawks som slog Rabbits med 78-76.

Kampen sluttede på dramatisk vis med en vild game winner af Adam Heede-Andersen.

Topscorer for Rabbits var Kentwan Smith med 19 point.

Med sejren ligger Værløse Blue Hawks på en fjerdeplads med tre sejre og to nederlag. Værløse har tidligere sejret mod Bakken Bears, så Værløse har tidligt på sæsonen fået nogle store sejre.

Svendborg er nu havnet på en niendeplads med en enkelt sejr og tre nederlag.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bears Academy fik sikker sejr

Rundens næstsidste kamp stod mellem BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen, og begge mandskaber stod forud for kampen med en enkelt sejr i sæsonen.

Efter 40 minutters spil kunne Bears Academy runde antallet af sejre op til to. Bears Academy sejrede overbevisende, 67-87.

BK Amager var længe med i kampen, men en god tredje periode lagde fundamentet til en sikker Academy-sejr.

I forbindelse med opgøret var der sæsondebut til Bears Academy-profilen Keane Thomann. Den bomstærke center sluttede med 13 point, ti rebounds og tre steals.

Mest scorende spiller var Bjørnenes Tobias Hemmersam med 17 point.

For BK Amager var det Tomas Bjarkason med 15 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens IC udspillede Herlev

Sidst kamp på programmet var Horsens IC mod BMS Herlev.

Forum Horsens dannede kulisse for kampen, og til det fremmødte hjemmepublikums held blev det til sejr for Horsens IC. HIC slog Herlev med cifrene 82-51.

Første periode var tæt, men derefter stak Horsens af fra Herlev, der ikke kunne følge med.

Horsens´ Leonardo Carlino, der spillede for netop BMS Herlev i sidste sæson, satte 17 point på tavlen – flest af alle i kampen. Chris Lykes stod for 16 point.

Topscorer for BMS Herlev var stortalentet Marqus Marion med 16 point. August Haas scorede 15 for Herlev.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens IC er sammen med Team FOG Næstved de eneste ubesejrede hold i Basketligaen. Den stime kan dog måske blive brudt lørdag den 22. oktober, hvor Horsens IC skal møde deres ærkerivaler Bakken Bears. Billetterne er blevet revet væk, så der er lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp.

Stillingen i Basketligaen efter fem spillerunder:

Få overblikket over 5. spillerunde

Torsdag starter femte spillerunde i Basketligaen med et topbrag mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria. Opgøret mellem de to medaljekandidater bliver vist på Danmarks Basketball Kanal SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19.15.

Fredag er der to kampe på programmet. Første kamp finder sted i Holbæk Sportsby, hvor det unge Holbæk-Stenhus-mandskab taber imod BC Copenhagen, der i sidste spillerunde fik sæsonens første sejr. Holbæk har endnu sin første sejr til gode.

15 minutter efter tipoff i Holbæk skydes kampen mellem Værløse Blue Hawks og Svendborg Rabbits i Søndersøhallen igang. Værløse har allerede overrasket og besejret den ene finalist, Bakken Bears, fra sidste sæsons finaleserie, så Svendborg skal holde tungen lige i munden mod den sammentømrede Værløse-trup.

Lørdag mødes BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen. Fælles for de to hold er, at de inden femte spillerunde står med en enkelt sejr i henholdsvis fire og tre forsøg. Amager fik sin sejr mod Svendborg Rabbits, mens Academy sejrede mod Holbæk-Stenhus.

Søndag slutter femte spillerunde, hvor Horsens IC byder BMS Herlev op til dans. Horsens IC er sammen med Team FOG Næstved de eneste mandskaber, der endnu er ubesejret, og søndag vil De Gule forsøge at udbygge deres stime af sejre mod et Herlev-hold, der har sejret en enkelt gang i to kampe.

TV-Kamp: Team FOG Næstved får besøg af Randers Cimbria

Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Torsdag aften er der igen basketball på programmet, da det er blevet tid til endnu en TV-Kamp på Danmarks Basketball Kanal SPORT LIVE.

Der er lagt op til et brag, når Team FOG Næstved tager imod Randers Cimbria i et topbrag i Basketligaen.

Team FOG Næstved er på ligaens førsteplads, og de er et af blot to af ligaens ubesejrede hold. Næstved har vundet fire ud af fire kampe. Horsens IC er det andet hold, der endnu ikke har tabt en kamp.

Randers er placeret på tredjepladsen, og de har vundet tre af de fire kampe, de har spillet.

Team FOG Næstved hentede i sidste uge deres fjerde sejr på stribe, da de rejste hjem fra Svendborg med en 85-97 sejr i bagagen.

Særligt for denne kamp var, at Næstved var utrolig effektive bag trepointslinjen. De ramte imponerende 17 ud af 33 trepointsforsøg, hvilket giver en effektivitet på 51 %.

Brændvarme Mcguirl

Mike McGuirl var kampens store oplevelse. Han brændte nettet af og scorede 40 point, hvoraf de 30 kom bag trepointslinjen, da han ramte imponerende ti treere på 13 forsøg-

Netop Mike Mcguirl er ligaens mest scorende spiller i skrivende stund. McGuirl har i Næstveds tre kampe stået for i alt 105 point, hvilket giver ham et gennemsnit på 26,3 point per kamp. Det er ligaens højste snit.

Derudover har Næstved to spillere yderligere i toppen af scoringslisten. Her er der tale om Ian Rogers Dubose og Rodney Chatman, der står for 20,0 og 20,3 point per kamp.

Randers Cimbria kommer til Sjælland med en sejr i bagagen fra seneste spillerunde, hvor de slog Værløse Blue Hawks med 79-63.

Her var Jonathan Klussmann den store oplevelse, og han stod for 20 point,  hvilket faktisk minder utrolig meget om hans gennemsnit for sæsonen, der ligger på 20,3 point per kamp.

Hos Randers har de også en forsvarsspiller, der vil gøre alt, der står i hans magt, for at blandet andet Mike McGuirl ikke får tur i den. Det er Bakary Camara.

Bakary Camara snitter vilde 4,5 steals per kamp, og det bringer ham op på et totalt antal steals på 18 i sæsonen.

Også Brandon Norfleet er kommet godt fra land hos Randers. Norfleet snitter 18,5 point per kamp.

Det bliver altså en spændende kamp mellem to hold med store ambitioner.

Opgøret mellem de to hold har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE sender fra kl. 19:00.

Rundt om runden: 4. spillerunde

4. spillerunde startede med en TV-kamp på danmarks basketball kanal SPORT LIVE, hvor Svendborg Rabbits hjemme i Kaninhulen tog imod Team FOG Næstved.

Sidstnævnte udbyggede deres stime af sejre i Basketligaen til fire kampe, men den helt store overskrift fra rundens TV-kamp var den dominerende præstation af Team FOG Næstveds Mike McGuirl, der har fået en brandvarm start på sæsonen.

Mike McGuirl brændte nettet af og sluttede på hele 40 point mod sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen. McGuirl, der ligner et tidligt bud på en Most Valuable Player-kandidat, ramte ti treere på 13 forsøg, hvilket i den grad er imponerende.

Næstved-stjernen var dog ikke den eneste spiller, der leverede en præstation af en høj kaliber i rundens TV-kamp på SPORT LIVE. Også Svendborgs Devin Whitfield var i hopla. Whitfield scorede 37 point og supplerede med ti rebounds.

I slutningen af første periode måtte Næstved James Lull udgå med en skade.

Næstved vandt kampen, 85-97.

Marius Sørensen fik en hovedrolle

Dagen efter kom Horsens IC på besøg i Aarhus hos Bears Academy. Begge mandskaber var ramt af flere afbud, men det til trods endte kampen med at blive en ganske underholdende affære, hvor hjemmeholdets Marius Sørensen leverede en statline til historiebøgerne.

12 point, 13 rebounds, otte assists og otte steals. Dette var hvad Marius Sørensen bidrog med mod `De Gule´ fra Horsens. Sørensen var derfor blot to assists og to steals fra at lave en quadruple-double.

Horsens IC hentede en sejr på 71-82 mod et hårdtkæmpende Bears Academy, der ellers var foran efter de første 20 minutter i Sparekassen Danmark Basketballcenter.

Foto: MJ Horsens

Kampens topscorer var HICs Chris Lykes med 22 point. Topscorer for Academy var Malthe Bjerregaard med 19 point. Bjerregaard tangerede dermed sin career high i Basketligaen, som han satte i sidste sæson.

Magnus Høj, der skiftede fra HIC til Bears denne sommer, endte på 11 point og seks rebounds.

Holbæk-Stenhus fik ikke et ben til jorden

Spillerundes tredje kamp stod mellem Bakken Bears og Holbæk-Stenhus i det nordlige Aarhus.

Der var lagt op til en interessant kamp i Sparekassen Danmark Basketballcenter mellem de forsvarende danske mestre og nyoprykkede Holbæk-Stenhus, og fremmødet til fredagskampen var fremragende.

Foran en næsten fyldt hal bankede Bakken Bears det unge akademihold Holbæk-Stenhus, der til trods for at have været bagud fra start til slut kæmpede en brav kamp. De unge talenter fra Holbæk nægtede at smide håndklædet i ringen og leverede alt i alt en fin indsats.

Holbæk prøvede, men klasseforskellen var for stor.

Bakken Bears vandt kampen med 118-69.

Topscoreren var Bakkens Deng Adel med 23 point.

Amager tabte trods stærk præstation af Meilby

En halv time efter tipoff i Aarhus blev opgøret mellem BC Copenhagen og BK Amager skudt igang.

Gæsterne kom bedst ud af starthullerne i Nørrebrohallen og var efter ti minutters spil snævert i front, 22-26. Oscar Quackenbush var kommet godt fra start og stod for 11 af holdets 26 point.

I løbet af de næste ti minutter tog hjemmeholdet over, og resten af kampen forløb ligeledes med Copenhagen i front. Forud for fjerde periode var der 12 point mellem de to mandskaber, men i fjerde periode bankede Copenhagen det sidste søm i Amager-kisten.

BC Copenhagen fik deres første sejr i sæsonen. Nørrebro-holdet slog Amager med 106-81.

Topscorer blev BK Amagers Andreas Meilby med 24 point. Nathan Scott scorede 23 point for hjemmeholdet

Randers sejrede i Jimmy Moore´s comeback

Sidst men ikke mindst finder vi kampen mellem Randers Cimbria og Værløse Blue Hawks.

Blue Hawks gik ind til opgøret i Arena Randers fyldt med selvtillid, efter de i runden forinden besejrede Bakken Bears på overraskende vis. Randers Cimbria gik ligeledes ind til kampen med en sejr fra tredje spillerunde.

I forbindelse med kampen fik amerikanske Mikel Beyers debut for det kronjyske mandskab, der i samme ombæring for første gang i denne sæson havde cheftræner Jimmy Moore ved roret.

Moore skiftede i sommerens off season Sydfyn og Svendborg Rabbits ud med Kronjylland og Randers Cimbria. Den amerikanske succestræner har en fortid i Randers, idet han startede sin professionelle trænerkarriere hos Randrusianerne.

I Arena Randers sejrede Randers Cimbria med 79-63.

Jonathan Klussmann var kampens topscorer med 20 point. Asbjørn Nerlov var mest scorende spiller for gæsterne med 14 point.

Femte spillerunde i Basketligaen indledes torsdag den 13. oktober.

Foto: Tom Andreasen – Fotografi

TV-kamp: Svendborg Rabbits møder Team FOG Næstved

Onsdag er der igen basketball på SPORT LIVE. Svendborg Rabbits tager onsdag aften imod Team FOG Næstved, der tager turen til det sydfynske.

Der er lagt op til et brag af en kamp, når de to hold, der begge satser på medaljer i år, støder sammen i Kaninhulen. 

Ikke nok med at, at det er to hold, der drømmen om, at spille med i den absolutte topstrid i år, så er det ligeledes en kamp, hvor Næstved håber på at forblive ubesejret. Hvor de regerende vicemestre fra Svendborg indledte sæsonen med et nederlag til BK Amager, har Team FOG Næstved vundet alle deres tre kampe indtil nu.

Svendborg er dog – på papiret – deres sværeste modstander hidtil.

Svendborg fik sæsonens første sejr hjemme mod Randers i deres seneste kamp. Her var det Svendborg-debutanten Tyrell Kirk, der blev den store helt, da han ramte en treer i kampens døende sekunder og sørgede for sejren.

Fenton Bradley JR var en vigtig mand for Rabbits i den kamp, hvor amerikaneren stod for 17 point og ni rebounds. Han var også effektiv bag trepointslinjen, hvor han ramte tre af sine fire forsøg.

Team FOG Næstved hentede søndag deres tredje sejr på stribe, da de sendte BMS Herlev hjem med et 114-82 nederlag i bagagen. Særligt kampen omkring de offensive rebounds vandt Næstved mandskabet stort. De fik hele 18 offensive rebounds, og syv af dem stod James Lull for.

Zach Rollins blev topscorer for det vindende Næstved-hold, da han scorede 22 point. Derudover stod Mike McGuirl for 19 point.

Netop Mike Mcguirl er ligaens mest scorende spiller i skrivende stund. McGuirl har i Næstveds tre kampe stået for i alt 65 point, hvilket giver ham et gennemsnit på 21,7 point per kamp. Det er dog BMS Herlev-stortalentet Marqus Marion, der har det højeste pointsnit med 26 point per kamp.

Derudover har Næstved to spillere yderligere i toppen af scoringslisten. Her er der tale om Ian Rogers Dubose og Rodney Chatman, der står for 20,3 og 19,7 point per kamp.

Opgøret mellem de to hold har tipoff kl. 18:15. SPORT LIVE sender fra kl. 18:00.

Opsamling på de første tre runder i Basketligaen

Efter tre runder i sæson 2022/23 i Basketligaen er der blot to hold tilbage, der fortsat er ubesejret. Vi samler her op på de første tre runder i Basketligaen.

Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Efter tre spillerunder i Basketligaen er det blot Team FOG Næstved og Horsens IC, der endnu ikke har tabt en kamp. Førstenævnte er startet ud med tre sejre, mens Horsens IC har noteret sig for to sejre.

Sæsonens indledning har været utrolig underholdende, og allerede tidligt på sæsonen har flere hold leveret overraskelsen. Det hele startede med BK Amagers flotte og imponerende sejr mod Svendborg Rabbits i sæsonpremieren.

Efterfølgende var det Værløse Blue Hawks, der hentede en stor sejr, som der vil blive husket resten af sæsonen. I 3. spillerunde sejrede Værløse mod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, med 84-75 på dagen, hvor Værløse Basketball Klub kunne fejre 50-års jubilæum. Det var altså på alle måder en historisk dag for Værløse.

Bakken Bears gik gennem sæson 2021/22 uden at tabe en eneste kamp i hele grundspillet – en bedrift, der ikke var blevet set siden 1974, hvor Falcon hentede sejre i Basketligaen på samlebånd.

Sæson 2022/23 er for Bakkens vedkommende dog startet med et nederlag i deres anden kamp mod et velspillende Værløse Blue Hawks-mandskab.

Bakken Bears indleder deres Basketball Champions League-kampagne med en svær udebane kamp mod MHP Riesen Ludwigsburg tirsdag den 4. oktober.

Ludwigsburg vandt bronze i den europæiske turnering i sidste sæson, så der er ingen tvivl om, at tirsdagens Champions League-brag har været i Bjørnenes tanker, siden de kvalificerede sig til turneringen for halvanden uge siden.

To hold fortsat uden sejre

Efter tre spillerunder er det blot nyoprykkede Holbæk-Stenhus og sidste sæsons Playoff B-finalist BC Copenhagen, der endnu ikke har smagt sejrens sødme i ligaen. BC Copenhagen har fået en svær start på den nye sæson, hvor de har mødt Randers Cimbria, Team FOG Næstved og Horsens IC i de første tre kampe.

Det unge Holbæk-Stenhus mandskab startede tilværelsen i Basketligaen med en hjemmekamp mod Horsens IC – et opgør, der endte 64-90 i Horsens´ favør. Siden har de mødt BMS Herlev og senest Bears Academy.

Herlev kom ligesom Horsens afsted med en komfortabel sejr, men i mandagens TV-kamp på SPORT LIVE mod aarhusianske Academy gjorde Holbæk rigtig fin modstand. Dog måtte de også her gå tomhændet hjem, men Holbæks cheftræner Matias Camino kan bestemt være fortrøstning trods at det indtil videre er blevet til lutter nederlag.

Der bliver taget hul på 4. spillerunde i Rise Sparekasse Arena i Svendborg mellem Svendborg Rabbits og Team FOG Næstved i ugens anden TV-kamp på SPORT LIVE.

Se det fulde overblik over TV-kampene på SPORT LIVE i oktober-måned herunder:

Foto: SPORT LIVE