Der skulle gå en hel periode, før end Bears Academy kom ordentlig i gang imod BK Amager. Første periode faldt i gæsternes favør, og de havde fået deres nye mand, Mitch Pelissier, på holdkortet til dagens kamp. De unge bjørne kom dog efter det i anden periode, og så sig ikke tilbage resten af kampen. Keane Thomann havde endnu en double double med 19 point og 14 rebounds.
I Herlev Hallen gjorde Bakken Bears det tydeligt fra start, at de ikke var kommet for at lege. BMS Herlevs unge fik lidt bedre gang i angrebet i sidste periode, der endte 26-30. Leonardo Carlino var tæt på en triple double med 12 point, 10 rebounds og 8 assist. Hos Bakken Bears var det Tylor Ongwae, der leverede varen, og scorede 20 point sammen med 6 rebounds og 6 assist.
Bakken Bears og BK Amager spillede for anden dag i træk, og her var det så gæsterne fra Amager, der kom bedst fra start og vandt første periode med 1 point. Kampen tog en drejning, og på blot 10 minutter blev den smalle føring forvandlet, da Bakken Bears med skruede op for tempoet i angrebet og dermed gik til halvleg med en føring på 25 point efter at have scoret hele 43 point i anden periode. Den største føring i kampen blev 41 point dog endte kampen 116-82. Travis Taylor blev noteret for 18 point, 12 rebounds og 5 assist.
Svendborg Rabbits viste sig endnu engang som det bedre hold og kontrollerede de første 3 perioder af TV-kampen imod theView Copenhagen. Gæsterne fra København fik lidt mere tur i den i fjerde periode og vandt denne med 5 point. Sebastian Åris har i 3 ud af sine sidste 4 kampe scoret 26 point, undtagelsen var sidste kamp imod BMS Herlev hvor han kun scorede 6 point.
Vi skal helt tilbage til torsdag d. 11. november hvor Svendborg Rabbits sidst skulle have spillet TV-kamp i Rise Sparekasse Arena, kampen blev desværre aflyst grundet Covid-19 men dette er ikke tilfældet i dag.
Svendborg Rabbits har været tæt på perfekte i sæsonens 10 runder, og har kun lidt et nederlag til Bakken Bears. Til trods for at de i flere kampe måtte undvære en eller flere profiler, har de vist, at de er et af de klare tophold i Basketligaen. Senest blev det til en sejr over BMS Herlev, hvor specielt Corey Silverstrom skinnede igennem og blev noteret for 35 point, 5 rebounds og 4 assist. En af Svendborgs store styrker findes på guard positionen, hvor deres firkløver bestående af Sebastian Åris, Tyre Gathright, Corey Silverstrom og Brandon Norfleet tilsammen scorer 49.1 point.
theView Copenhagen har endeligt fået Durell Vinson på banen, og har vundet deres sidste to kampe. Senest var det imod BK Amager, hvor der var debut til Andy Ramrírez, som stemplede ind i Basketligaen med 22 point, 7 rebounds og 5 assist. Selvom den tidligere Svendborg Rabbits profil tilføjer lidt ekstra størrelse til holdet, har man i de sidste kampe manglet den unge center Laurits Halstad, der har været ude med en skade. Holdets indtil videre største profil, Zeke Moore, sad også ude i sidste kamp med en mindre skade, men forventes tilbage i kampen imod Svendborg Rabbits. Sidste gang theView Copenhagen havde Zeke Moore, Andy Ramírez og Durell Vinson på banen sammen var i preseason, og det må forventes, at være noget theView Copenhagen ser frem til at have igen.
Du kan se kampen live med optakt fra kl. 19:00 på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE.
Sebastian Åris i hvid og Siler Schneider i gul Foto: Tom Andreasen – Fotografi
På gensyn efter jul.
Basketligaen ønsker alle en god jul, vi er tilbage igen allerede onsdag d. 29. december.
I ugens første kamp fik Svendborg Rabbits atter vist, at de hører til på øverste hylde. Spændingen var høj, da Horsens IC gæstede Rise Sparekasse Arena, og tilskuerne havde ligeledes nerverne ude på tøjet, da den ellers stille Khalil Ahmad indledte et 8-0 scoring run. Gæsterne var kun nede med 1 point med 5 minutter og 36 sekunder tilbage, men her fik Svendborg Rabbits igen det gode holdspil frem, og sendte hele 18 point igennem nettet de sidste 5 minutter af kampen. Topscorer for kampen blev Andy Cleaves med 32 point, 4 rebounds og 4 assist. Sebastian Åris fik en flot double double med 26 point, 11 assist og 5 rebounds.
BK Amager skulle endnu engang huse ugens TV-kamp. Der var god stemning i hallen, og hemmeholdet kom flyvende fra start med en føring på 21-8. Højt at flyve, dybt at falde. theView Copenhagen var iskolde i første periode, men begyndte så småt at komme i gang i anden periode. Efter lidt rotation fik Coach Jeffrey Fawme endelig fundet den rette lineup, og her var det specielt Andy Ramírez, der ledte holdet. Ved halvleg var kampen helt lige, og de sidste to perioder var derfor helt åbne. Det blev tydeligt fra start af, at theView Copenhagen havde fået styr på deres spil og de kiggede sig ikke tilbage efter pausen. theView copenhagen vinder kampen 72-82, og ledt af Andy Ramírez, der blev noteret for 22 point, 7 rebounds, 5 assist og 5 steals.
Fredag aften mødte Værløse Blue Hawks og Bears Academy endnu engang hinanden. De to første sejre er gået til Værløse, som senest slog Bears Academy på hjemmebane i pokalturneringen. Derimod fik denne kamp en anden tone i anden og tredje periode, da gæsterne vandt disse med 17 point. Spændende blev det, da værterne endnu engang skruede op for intensiteten i fjerde periode, og kæmpet sig tilbage i kampen. Sejren gik denne gang til Bears Academy og kampen endte 73-74. Anton Harbo blev topscorer med 23 point, 4 rebounds og 3 assist.
BMS Herlev tog lørdag eftermiddag imod Svendborg Rabbits på hjemmebane. Gæsterne klarede arbejdet tidligt, og gik til pause med en føring på 22 point. Dette gjorde, at minutterne blev fordelt pænt imellem de 9 spillere, de havde taget med på turen til København. Samme var gældende for værterne, der ligeledes havde alle man i aktion, som alle blev noteret for point. Kampens store stjerne var dog gæsternes guard Corey Silverstrom, som havde 35 point, 5 rebounds og 4 assist. Svendborg Rabbits fik dermed deres tredje sejr i træk med scoren 79-100.
Bakken Bears og Randers Cimbria leverede et brag af en basket kamp på SPORT LIVE, da de mandag aften spillede i Vejlby-Risskov Hallen. De tomme tilskuerpladser var fyldt med bamser, og de frivillige formåede at afvikle Bakken Bears traditionsrige ”Teddy Bear Toss”. Der var spænding til det sidste forrige gang holdene mødtes i Randers, og det skulle basket Danmark heller ikke snydes for denne gang. Kampen var tæt på at blive afgjort, da hjemmeholdet var oppe med 16 point i anden periode, men gæster fra Randers var langt fra ude af kampen. På kort tid fik Randers Cimbria hentet ind, og så blev det pludselig en tæt kamp. Det stod helt lige i fjerde periode og med Randers Cimbria på bolden, havde de muligheden for at afgøre kampen. Det blev til en misset chance fra Brandon Randolph, og kampen gik i overtid. Den store stjerne i overtiden var Darko Jukic, som scorede 12 af sine 21 point i de første 3 minutter af overtiden. Bakken Bears vinder kampen 125-122 og fortsætter dermed deres sejrsstime, der nu er på 10 sejre i træk. Topscorer i kampen var Chris Nielsen med 24 point og 4 rebounds.
Tirsdag d. 14. december skulle Team Fog Næstved have spillet imod BMS Herlev. Kampen er desværre blevet aflyst grundet et COVID-19 udbrud i Team Fog Næstved truppen.
Onsdag d. 15. december kl. 19:00 I Rise Sparekasse Arena er det Svendborg Rabbits tur til at tage imod Horsens IC. Selvom de gule sidste gang var stærkt underbemandede, fik de alligevel bidt fra sig og lå tæt op ad kaninerne indtil sidste periode, hvor Svendborg Rabbits trak fra. Denne gang er det dog et mere oprustet Horsens IC hold der møder op, og for dem er det to meget vigtige point, der er på spil.
Torsdag d. 16. december kl. 19.15 tager BK Amager imod theView Copenhagen, i det der netop er blevet ugens eneste tv kamp. Se kampen på SPORT LIVE med optakt fra kl. 19:00.
Fredag d. 17. december kl. 19:30 tager Bears Academy atter en tur til Søndersøhallen. I søndags vandt Værløse Blue Hawks nemlig deres første pokal kamp over Bears Academy. Det står lige nu 2-0 til Værløse denne sæson imod gæsterne fra Århus. Første kamp var tidligt i sæsonen, og denne vandt Værløse med 13 point. Det seneste opgør var dog lidt tættere og nede på en difference på 7 point. Der er lagt op til spænding imellem de to hold, der begge har 6 point, nu hvor midten af grundspillet er nået.
Lørdag d. 18. december kl. 14:00 danner Herlevhallen rammen for weekendens opgør imellem BMS Herlev og Svendborg Rabbits. BMS Herlev kommer til kamp med friske ben, da deres første kamp i ugen blev aflyst. Gæsterne fra Svendborg har blot tre dage forinden spillet top kamp i mod Horsens IC.
Basketligaens nye streaming platform går i luften.
Fra d. 15. december vil Basketligaens kampe blive vist på basketligaen.live, og dermed ikke længere være at finde på basketligaen.dk FIBA LiveStats. Vil du fremover se kampe fra Basketligaen, skal du derfor oprette en bruger på basketligaen.live hvor der vil være et gebyr på 75kr per måned som inkluderer alle kampe i Basketligaen.
Da vi stadigvæk arbejder på at levere et godt produkt til fansene, og virkelig sætter pris på den store mængde tålmodighed, kan du i forbindelse med at du opretter dig og ”køber” abonnementet skal du betale med rabatkoden ”Basket” i stedet for at indtaste dit kreditkort. Du kan i den gratis prøve periode forvente at se løbende forbedringer af billedkvaliteten, og det nye system fra Sportscast vil levere score, tid samt perioder. Alle der har oprettet en profil vil få besked inden de månedlige opkrævninger med gebyret på 75 kroner starter. Vi forventer prøve perioden slutter på et tidspunkt i løbet af første kvartal 2022.
Det er et kæmpe skridt for dansk basket og Basketligaen at have egen streaming platform, og ved at oprette en bruger støtter du netop spillerne, klubberne og dansk basket.Vi glæder os utroligt meget til at kunne give dig dansk topbasket både på livestream og on demand.
Der er lagt op til et brag af en basket kamp, når Randers Cimbria åbner dørene op for Svendborg Rabbits torsdag aften. Trods en hård start på sæsonen er hjemmeholdet ved at finde rytmen, og med borgermesteren tilbage på banen sikrede de sig sæsonens første sejr på udebane imod et velspillende Værløse Blue Hawks hold. Chris Nielsen havde i sin første kamp 24 point, den høje Reginald Kissoonlal snitter flotte 19,3 point og 11,7 rebounds og Jonathan Klussmann med 11 point, 2,7 rebounds og 6,3 assist pr. kamp.
Det er en tur tilbage til vante rammer for flere i Svendborg Rabbits truppen. Head coach Jimmy Moore har i to sæsoner coached Randers Cimbria og spillerne Corey Silverstrom, Oliver Strøh, Fenton Bradley JR og Tyre Gathright Svendborg Rabbits er stadig ubesejret, og med en sejr over Randers vil de ligge skulder om skulder med Bakken Bears på førstepladsen. Tre kaniner man skal holde øje med er Tyre Gathright som snitter 20 point på effektive 25 minutter pr. kamp, Corey Silverstrom med 18 point pr. kamp og Sebastian Åris med 13,5 point, 5,5 rebounds og 6,5 assists pr. kamp.
På SPORT LIVE kan du som en del af optakten til aftenens tv-kamp se basket magasinet OVERTIME, der i denne uge har Randers Cimbrias talentfulde unge spiller Jonathan Klussmann på besøg. Hør hvad han har at sige om skiftet fra BK Amager til Randers Cimbria og meget mere.
På torsdag d. 30. september kl. 19:15 indtager Horsens IC for anden gang de danske tv skærme. Denne gang skal de være værter for Svendborg Rabbits på hjemmebanen i Forum Horsens.
Horsens IC måtte i første tv kamp se sig besejret 104-89, efter en det meste af vejen tæt kamp imod Bakken Bears i Vejlby-Risskov Hallen. Svendborg fik derimod sat 2 point på kontoen, da de på hjemmebane dagen forinden slog Bears Academy 92-77.
Både Horsens og Svendborg manglede et par spillere fra deres roster i første kamp. I Horsens ser man frem til at få Siler Schneider, Andy Cleaves og Soufi Diakite i aktion. Med de tre herre på holdkortet vil Horsens blive styrket i både angeb og forsvar. Hos Svendborg har man også noget godt i vente, da der blev vist gode takter i den første kamp imod Bears Academy. De har fået Sebastian Åris tilbage og dermed er en vigtig del af kernen på holdet kommet på plads igen. Åris snittede sidste sæson 15.7 points, 3.5 rebounds og 4.8 assists og giver dermed også Svendborg et godt skub offensivt. Sebastian Åris er ikke den eneste der meldes kamp klar fra Svendborg, det unge talent David Fischer Hockerup har også fået spillertilladelse og Nicklas Jønsson skulle være kommet tilbage efter en mindre skade.
Følg med på SPORT LIVE torsdag kl. 18:30 når basket magasinet OVERTIME starter som optakt til kampen imellem Horsens IC og Svendborg Rabbits.
Efter en lang sommer er Basketligaen snart tilbage. Det første opgør er mellem Svendborg Rabbits og Bears Academy på Rabbits hjemmebane i HK Midt Arena tip-off kl. 19:00.
Rabbits blev sidste sæson nummer fire i Pro A, hvor Bears Academy fik en tredje plads i Pro B. I modsætning til de sidste par sæsoner er ligaen ikke længere delt op i Pro A og Pro B, hvilket gør, at alle hold nu spiller det samme antal kampe mod hinanden. Hvorvidt det bliver en fordel eller ulempe for Pro B holdene er svær at spå om på nuværende tidspunkt, men det bliver spændende at følge alle hold i et mere åbent turneringsformat.
Rabbits har fået tilgang af flere nye spillere, heriblandt Tyre Gathright (Randers Cimbria), Fenton Bradley JR (Randers Cimbria), Djery Jean-Baptiste, Nicklas Jønsson (Copenhagen Basketball) og Corey Silverstrom (Randers Cimbria 2019-2020). Jimmy Moore er endnu engang ved roret i Svendborg og det bliver interessant at se, hvem af hans spillere der viser lederskab og samler holdet, efter Mikkel Plannthin har indstillet sin karriere.
Bears Academy fokuserer fortsat på udvikling af ungdom med nytilkomne Mathies Errboe Svendsen (Viby), Sofus Ellekær Lauritzen (ungdom), Tobias Hemmersam (BMI Bloodhounds) og Filip Ates (Hadsten Hawks). Hos Bears Academy er Thomas Hemmingsen head coach på sit andet år i ligaen. Med sig har han fortsat den stabile double-double maskine Keane Thomann og sidste års top assister Marius Kirkholt Sørensen.
Sæsonstarten nærmer sig med hastige skridt og dette med den gode nyhed om, at mindst 54 af Basketligaens kampe kan ses på SPORT LIVE. Der vil hver torsdag aften blive vist dansk top basket på SPORT LIVE og den første kamp på programmet, er sidste års finale rematch mellem Bakken Bears og Horsens IC i Vejlby-Risskov hallen torsdag d. 23. september kl. 19:15.
Bakken Bears er lige nu i Italien for at sikre sig adgang til Champions League. Det er med den nye head coach Anders Sommer, at Bakken Bears går sæsonen i møde. De har holdt på deres stærke danske core samt et par af udenlandsprofilerne, og der er derfor ikke tilføjet mere end tre nye spillere.Horsens IC har fået rystet posen lidt denne off-season. Frederik Rungby er taget til Tyskland og alle udenlandsprofilerne er taget videre. Head coach, Lukas Varga, har været aktiv i rekrutteringen og hentet fem nye profiler ind.
Udover dansk top basket vil der ligeledes være et ugentligt basketball magasin, der sætter fokus på Basketligaen og ugens tv-kamp.
Hvordan får jeg SPORT LIVE? Du kan få SPORT LIVE igennem en af samarbejdspartnerne: YouSee, Stofa, Allente, Waoo og YouTv.
Der kan på SPORT LIVE ligeledes ses andre sportsgrene såsom floorball, cykling, volleyball, fodbold, petanque, bordtennis og hestevæddeløb mm.
Med få undtagelser er turneringsplanen for BL 2021/22 på plads og sæsonen skydes i gang den 22. september 2021 kl. 19:00 hvor Svendborg Rabbits hjemme i HK Midt Arena får besøg af Bears Academy.
De øvrige kampe i 1 runde er:
23. september kl. 19:15 Bakken Bears – Horsens IC 23. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Randers Cimbria 24. september kl. 19:30 Værløse Blue Hawks – theView Copenhagen 25. september kl. 14:30 BK Amager – BMS Herlev
De 10 hold møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De 6 bedst placeret hold efter grundserien kvalificerer sig til Play-OFF 1-6 og de 4 nederste hold efter grundserien kvalificerer sig til Play-OFF 7-10. Du kan læse her hvordan slutspillet afvikles.
Runde 18 som er sidste runde i grundserien spilles lørdag den 19. februar 2022. Her afvikles alle 5 kampe samtidigt. Du kan se den fuldstændige turneringsplan her.