Spændende sæson 2022/23 er slut

Mandag aften sluttede sæsonen i Basketligaen, da Bakken Bears på overbevisende vis sikrede sig det danske mesterskab med en samlet finalesejr på 4-0. Årets Finals MVP-pris gik til Bakken-profilen Ryan Evans.

Bakken Bears kunne således fejre klubbens 21. danske mesterskab – og syvende i træk. Team FOG Næstved måtte nøjes med sølvmedaljerne, men dette er uden tvivl en bedrift, der vækker stolthed på de sydsjællandske kanter. Det var første gang nogensinde, at Team FOG Næstved sluttede med sølvmedaljer, så selvom det ikke blev til guld i denne omgang var sæsonen en stor succes for alle i og omkring Næstved.

Sidst men ikke mindst gik bronzemedaljerne til Randers Cimbria, der i bronzekampen slog Horsens IC. Årets Playoff B-titel gik til BC Copenhagen, der slog Værløse Blue Hawks i finalekampen.

En historisk sæson

Sæsonen i den bedste danske basketballrække er altså slut, og hvilken sæson det var.

Bakken Bears viste klassen i slutspillet, men det var ikke gnidningsfrit gennem hele sæsonen for de dominerende Aarhus-bjørne. Undervejs led de flere overraskende nederlag og måtte samtidig tage afsked med flere spillere, der ikke så ud til at være et korrekt match.

I stedet viste sølvvinderne Team FOG Næstved og bronzevinderne Randers Cimbria markant styrke. Sidstnævnte sluttede grundspillet på førstepladsen for første gang nogensinde. Længe sad Næstved solidt på førstepladsen i ligaen og kunne eksempelvis gå til julepause og ind i det nye år på førstepladsen – hvilket også var en første gangs-oplevelse.

Bakken Bears havde desuden formået at kvalificere sig til den prestigefyldte turnering Basketball Champions League og var derigennem repræsentant for dansk basket.

BMS Herlev gik fra i sæson 2021/22 at være et tophold i den nedre halvdel af ligaen til pludseligt at blande sig i topkampen i Basketligaen. Både Bakken Bears og Svendborg Rabbits af de vanlige top seks-hold måtte se sig slået af det purunge BMS Herlev-hold, der havde en gennemsnitsalder på blot 20 år, så BMS Herlev kan i den grad se tilbage på en stor sæson, hvor en spiller som stortalentet Marqus Marion gang på gang stjal overskrifterne med flotte præstationer.

Og så kunne Basketligaen i sæson 2022/23 byde velkommen til Holbæk-Stenhus, der efter stærke præstationer i 1. division var klar til at prøve kræfter med toppen af dansk basket. Akademiholdet fra Holbæk var – ligesom forventet – til tider stærkt udfordret, men Holbæk-drengene kunne gå på sommerferie med to sejre og en masse erfaring rigere.

Denne sæson var på mange måder helt, helt særlig, og ovenstående et blot en kort opsummering på alt det, den forgangne sæson bød på.

TV-kamp: Kan Bjørnene tage revanche mod Kaninerne?

Mandag aften mødes Bakken Bears og Svenborg Rabbits for anden gang på fem dage. I torsdags var det i kaninhulen, men den her gang er det i Smilets By. Svendborgs skæbne er afgjort, men Bakken Bears har stadig alt at spille for i mandagens TV-kamp på SPORT LIVE.

Kampen er denne uges TV-kamp på SPORT LIVE, hvor du allerede kan se optakt til kampen fra klokken 18:15, hvorefter kampen begynder klokken 18:30.

Opgøret kan også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Århus Stiftstidende eller Fyns Amts Avis.

Uhyre spændende i toppen

Selvom semifinalerne i Basketligaen nærmere sig med hastige skridt, så er der intet, som er afgjort i toppen endnu. Bakken Bears lå ellers lunt til i toppen, inden de i torsdags tabte til Svendborg Rabbits. Så nu er de forsvarende mestre tvunget til at vinde, hvis de vil genvinde ligaens førsteplads.

Skulle det blive til en Bakken Bears-sejr over Svendborg Rabbits, rykker bjørnene op på ligaens førsteplads. Men de ligger ikke alene deroppe. For både Randers Cimbria og Team FOG Næstved har 46 point, hvilket Bakken Bears også får, hvis de slår Rabbits. Men på grund af bedre indbyrdes opgør, så vil Bakken Bears overtage førstepladsen.

Slut af med manér

Sidste sæson finalister fra Svendborg har ikke det store at spille for. De ligger på ligaens femteplads, og kan ikke nå Horsens IC, der ligger på fjerdepladsen.

Men selvom semifinaler ikke er en mulighed, så viste Svendborg Rabbits, at de ønsker at afslutte denne sæson med manér, da de i sidste hjemmebanekamp i Rise Sparekasse Arena besejrede Bakken Bears i et dramatisk opgør.

Så Svendborg Rabbits har allerede haft stor indflydelse på dette års semifinaler, selvom de ikke er en del af dem selv. Og med endnu en sejr over Bakken Bears i mandagens opgør, kan Svendborg Rabbits vende magtbalancen i toppen af ligaen.

Der er tipoff i aftenens TV-kamp klokken 18:30 på SPORT LIVE.

TV-kamp: Kaninerne får besøg af tredjepladsen

Slutspillet er godt igang i Basketligaen, og mandag aften er der igen slutspilsbasketball fra Basketligaen på SPORT LIVE, når kanalen viser Svendborg Rabbits mod Team FOG Næstved.

Kampen sættes igang kl. 19:15, men SPORT LIVE blænder op med optakt fra kl. 19:00.

Opgøret kan også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, fx Stiften.dk.

Aftenens kamp i Rise Sparekasse Arena i Svendborg er den ene af to topkampe fra Basketligaen mandag aften. I Forum Horsens krydser hjemmeholdet Horsens IC klinger med Randers Cimbria, så de danske basketfans bliver i den grad forkælet denne mandag.

Svendborg Rabbits har brug for point

Der er lagt op til et brag af en kamp på Fyn, når Team FOG Næstved i aften kommer på besøg. Kampen er mellem Basketligaens nummer tre og fem, og det lavest rangerede hold, Svendborg Rabbits, har brug for en sejr, hvis de fortsat skal have en matematisk og teoretisk mulighed for en semifinaleplads, så der er umanérligt meget på spil.

I sidste spillerunde tabte Svendborg Rabbits snævert på udebane til Randers Cimbria med 87-89, mens de i runden forinden ligeledes måtte se sig besejret – den gang til deres direkte modstander om fjerdepladsen, Horsens IC.

Se den foreløbige stilling i Playoff A herunder:

Derfor har Rabbits hele otte point op til Horsens IC på fjerdepladsen, hvilket betyder, at Horsens IC skal gå på en horribel stime af nederlag, alt imens Svendborg Rabbits skal formå at få sat nogle point på kontoen.

Der er fortsat 14 point at spille om i Playoff A, så det er ikke muligt, og sådan som Basketligaen er forløbet i denne sæson skal man aldrig sige aldrig.

Modsat Svendborg ser det markant lysere ud for Team FOG Næstved, der sidder på tredjepladsen i Playoff A med 36 point – fire point flere end HIC på tredjepladsen og med 12 point ned til Svendborg på femtepladsen.

Dertil er det værd at nævne, at Team FOG Næstved går ind til Playoff A-braget mod Svendborg ovenpå en sejr mod mægtige Bakken Bears i sidste spillerunde, så Næstved er i den grad fulde af selvtillid og ikke mindst inde i en velspillende periode.

For Næstveds vedkommende er en sejr ikke blot vigtigt i forhold til at sikre en top fire-placering, da ligaens fjerdeplads ramler sammen med førstepladsen i den kommende semifinale, mens nummer to og tre skal duellere om en finaleplads.

Svendborg Rabbits – Team FOG Næstved har tipoff kl. 19:15 på SPORT LIVE.

TV-kamp: Randers kæmper for at øge forspringet

Torsdag aften byder Basketligaen atter en gang på top underholdning, når Basketligaens førerhold, Randers Cimbria, tager imod den seneste sæsons finalister fra Svendborg Rabbits.

Randers kan med en sejr i aftenens kamp sætte sig i en yderst fordelagtig førerposition i Basketligaens Playoff A 1-6, men Svendborg Rabbits forsøger at fange Horsens IC, der i skrivende stund er otte point foran Kaninerne fra Sydfyn.

Randers Cimbria har startet slutspillet i Basketligaen med to sejre og et enkelt nederlag – nederlaget kom mod Bakken Bears. Til sammenligning står Svendborg noteret for én sejr og ét nederlag. Svendborg blev besejret af Horsens IC.

Der er kampstart klokken 19:15, og kampen kan ses på SPORT LIVE, hvor der er optakt fra klokken 19:00.

Kampen kan ligeledes ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Amtsavisen.dk.

Link til kampen på Amtsavisen.dk

To højtscorende mandskaber

De to hold, der krydser klinger torsdag aften, er oftest garant for en masse god offensiv basket, hvor pointene står i kø for at komme på scoringstavlen.

Begge mandskaber har haft tur i den offensive ende i denne sæson, hvilket kan ses ved, at Randers Cimbria er indehavere af ligaens tredje bedste offensiv med 89,1 point per kamp, mens Svendborg Rabbits er indehavere af ligaens fjerde bedste offensiv med 88,4 point per kamp.

Randers Cimbria har tre spillere i top ti på scoringslisten, da både Josh Fortune, der for nyligt blev kåret som Fullcourt Player of the Month, Jonathan Klussmann og Brandon Norfleet snitter over 17 point per kamp. Hos gæsterne er den eneste repræsenterede spiller Devin Whitfield, der ligger på fjerdepladsen, hvor han snitter 20,1 point per kamp.

Mens Randers kæmper for at udbygge forspringet i ligaen, kæmper Svendborg for at holde håbet om top fire – og dermed en semifinaleplads – i live, selvom det ser svært ud.

Se kampen på SPORT LIVE fra 19:00, hvor der er kampstart klokken 19:15.

Overblik over ugen i Basketligaen

De næste syv dage byder på syv kampe fra Basketligaen, og hele to af de syv kampe vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE.

Første TV-kamp er i dag, mandag d. 6. marts, hvor Svendborg Rabbits får besøg af Horsens IC. Ugens anden TV-kamp er på torsdag, hvor Bakken Bears hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center tager imod Randers Cimbria.

Se det fulde overblik over ugens kampe i toppen af artiklen.

Desuden kan alle kampe ses hos Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk.

Læs mere om streaming på JFM her.

TV-kamp: Kampen om fjerdepladsen

Grafik: Basketligaen – Foto: Tom Andreasen – MJ Horsens

Mandag aften er der igen Basketligaen på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE, når Horsens IC skal en tur til Sydfyn for at møde Svendborg Rabbits, og udfaldet af aftenens TV-kamp på SPORT LIVE ændrer ikke på stillingen i Basketligaen.

Det er måske ikke den bedste salgstale til at skulle tune ind og se kampen, men mandagens topbrag i Basketligaen er mellem de to hold, der forventes at duellere om fjerdepladsen i Playoff A 1-6, som er den sidste plads, der giver adgang til en semifinaleplads.

Svendborg Rabbits, der inden ugens TV-kamp ligger på femtepladsen i Basketligaen, har fire point op til netop Horsens IC på fjerdepladsen, så derfor er der uhyre vigtige point på spil til top fire-striden i Basketligaen.

Kaninerne kan med en sejr være blot to point bag Horsens i tabellen, hvilket for alvor ville give sydfynboerne tro på tingene. Omvendt vil en Horsens IC-sejr øge forspringet til Rabbits i tabellen til seks point, og skulle dette scenarie ske, ser det sort ud for Svendborg Rabbits.

Bevares, topbraget på Sydfyn er de to holds blot anden kamp i slutspillet, men hvis Horsens vinder i aften, har Svendborg seks point op til deres nærmeste konkurrent om en semifinaleplads.

Inden mandagens kamp har de to hold fortsat 18 mulige point at hente i slutspillet, og derfor skal Svendborg altså levere på et tårnhøjt niveau resten af Playoff A, alt imens Horsens IC skal smide point op til flere gange – men alt er stadig muligt i en historisk tæt Basketligaen.

Se den foreløbelige stilling i Basketligaen herunder:

Første kamp i slutspillet

Svendborg Rabbits gav i første spillerunde af slutspillet sig selv en hjælpende hånd frem mod en top fire-placering, da de på udebane mod BMS Herlev sejrede med 77-81. Læs om den kamp her.

Svendborg, anført af amerikanske Devin Whitfield, spillede en fin kamp og fortsatte med det lovende spil, som de sluttede grundspillet med.

I den anden lejr bød den forgangne spillerunde på nederlag til Horsens IC, der i fredags fik besøg af Bakken Bears på hjemmebane. De Gule fik en helt igennem horribel start på kampen og var resten af opgøret ude på jagt efter et comeback. Læs alt om det opgør her.

To hold, to nye cheftrænere

Udover at de to hold har det tilfælles, at de i skrivende stund kæmper om fjerdepladsen, kan begge hold ligeledes nikke genkendende til, at de kort inden slutspillet måtte tage afsked med sin cheftræner.

Svendborg Rabbits var et stykke tidligere ude end Horsens og fyrede amerikanske John Lattimore i slutningen af januar-måned grundet skuffende resultater. Erstatningen på cheftrænerposten lød på Mads Andersen, der i forvejen var en del af trænerstaben som assistent.

Siden Mads Andersen tog over har det set lovende ud for Svendborg Rabbits, der ser ud til at have fundet melodien, og det bliver således spændende at se, hvilken forfatning de er i, når de møder HIC i aften.

Hvor Svendborg havde et par kampe i slutningen af grundspillet med den nye cheftræner i spidsen, valgte Horsens IC sent på sæsonen at fyre Lukas Varga. Faktisk blev Varga først fyret ved slutningen af grundspillet.

Vargas erstatning er Jakob Hjorth, og den nye HIC-boss fik sig en svær start i sit nye job, idet han debuterede i den førnævnte kamp mod Bakken Bears, og derfor håber Hjorth på at få sin første sejr som cheftræner for Horsens IC, når de i aften møder Svendborg Rabbits.

Svendborg Rabbits – Horsens IC har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE indleder med optakt fra 19:00.

TV-kamp: Nu skydes slutspillet igang

Der bliver knald på, når slutspillet skydes igang torsdag aften med to kampe. Det ene opgør kan ses på SPORT LIVE.

Torsdag aften tages der hul på slutspillet i Basketligaen med to kampe fra Playoff A 1-6. Aftenens første kamp står mellem Randers Cimbria og Team FOG Næstved, mens den anden kamp er mellem BMS Herlev og Svendborg Rabbits.

Sidstnævnte opgør, der spilles i Nordic Basketball Arena Herlev, vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE og har tipoff kl. 19:15 med optakt fra kl. 19:00. Opgøret kommenteres af Peter Jørgensen og Pascal Colman.

Kampen kan derudover også ses hos JFM (Jysk Fynske Medier). Det kræver et abonnement hos JFM for at kunne se kampen. Hos JFM kan man dertil også se Næstved-Randers.

Læs alt om strukturen i Basketligaen her

Nye tider på Sydfyn

Svendborg Rabbits og BMS Herlev går ind til slutspillet med to vidt forskellige udgangspunkter. Sydfynboerne har sæsonen igennem underpræsteret og skuffet, hvilket resulterede i en fyring af cheftræner John Lattimore tilbage i januar.

Afskeden med Lattimore betød, at sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen skulle finde sig en ny cheftræner, og her faldt valget på Mads Andersen, der havde været assistenttræner under Lattimore.

Siden Mads Andersen overtog roret i Svendborg har resultaterne været bedre, og det ser nu ud til, at de så småt har fundet melodien, hvilket klubben også selv fremhæver i sit seneste nyhedsbrev, de månedligt udgiver på sin hjemmeside.

“Mod slutningen af forrige måned valgte man at tage afsked med amerikanske John Lattimore og i stedet rykke forhenværende assistenttræner, Mads Andersen, op på cheftrænerposten. På papiret en forholdsvis stor satsning, da han med sine blot 28 år stadig er uprøvet som Head Coach på senior niveau,”

“Han har dog indtil videre kun vist at gøre den mindste form for tvivl til skamme. Med en afslutning på grundspillet, hvor man er gået igennem ubesejret, og en flot præstation i dele af pokalsemifinalen mod Bakken Bears, lover det umiddelbart rigtig godt for det kommende slutspil, der venter i begyndelsen af Marts,” skriver Rabbits i sit nyhedsbrev.

Du kan læse hele nyhedsbrevet her.

Svendborg Rabbits sluttede grundspillet i Basketligaen på femtepladsen med 22 point. Svendborg har seks point op til Horsens IC på fjerdepladsen.

BMS Herlev med flot sæson

Hvor Svendborg ikke just har spillet det grundspil, de havde forventet og håbet på, har BMS Herlev stået i tydelig kontrast til torsdagens modstander og oversteget sine forventninger. BMS Herlev, der har en af ligaens yngste trupper, har været sæsonens store overraskelse og imponeret stort.

Herlevvitternes flotte grundspil rækkede til en plads i Playoff A 1-6, og hvis ikke det var for en tæt på perfekt afslutning på grundspillet af netop Svendborg, havde BMS Herlev sluttet grundspillet som femmer. I stedet måtte de tage til takke med sjettepladsen med 22 point og var således á point med Kaninerne, der dog var bedre indbyrdes.

Herlevs afstand til top fire er altså lige så lang som Svendborgs, hvorfor slutspillet i Basketligaen skydes ind med manér.

“Vi starter (slutspillet, red.) med Svendborg, hvorefter Horsens IC, Bakken Bears, Næstved og Randers Cimbria venter. Det vil være dybt urimeligt at sammenligne os med vores 5 modstandere i A slutspillet, da der er vanvittig stor forskel på budgettet. Det ses tydeligt på det utrolig høje antal importspillere, som vores modstandere i A slutspillet har,” skrev BMS Herlevs sportschef Jesper Lundin på klubbens Facebook-side tidligere på ugen.

“Havde det været i skolegården, ville de fleste nok have kaldt det uretfærdige hold. Jeg er ikke misundelig på at have et hold, hvor halvdelen af spillerne eller flere er importspillere, men jeg er misundelige på de forhold vi ser hos vores modstandere – primært grundet den økonomiske forskel,” skrev han videre.

Se det fulde opslag herunder:

BMS Herlev har onsdag skrevet på sin facebookside, at Marqus Marion er tilbage efter at have døjet med skavanker inden landskampspausen. Desværre meldes August Haas imidlertid som tvivlsom til opgøret.

BMS Herlev – Svendborg Rabbits har tipoff kl. 19:15 på SPORT LIVE.

SPORT LIVE runder 650,000 hustande

Basketligaens TV-partner SPORT LIVE har indgået og forlænget aftaler med landets største tv-udbydere, hvilket betyder, at kanalen fra den 1. april kan ses af over 650,000 hustande.

Foto: SPORT LIVE

Fra 2019 til nu er SPORT LIVE gået fra at have 5,000 abonnenter til at have 650,000, hvilket svarer til over 500 nye kunder hver evig eneste dag.

Kanalen har oplevet en stor udvikling, siden den så dagens lys i august 2019, og den udvikling kan Basketligaen nu nyde godt af.

SPORT LIVE har landet en aftale med Stofa, der betyder, at Stofa-kunder fra den 1. april får adgang til SPORT LIVE i samtlige TV-pakker, og aftalen glæder Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE:

“Det er positivt, at tv-udbyderne ser potentialet i SPORT LIVE, og at de hjælper os med at løfte dansk idræt ved at tilbyde kanalen til så mange af deres kunder som muligt. Jo flere, der kan se kanalen, desto mere lokal idræt kan vi producere til glæde for udøvere, klubber og ikke mindst sportsglade danskere. Ved lanceringen af SPORT LIVE i 2019 havde vi et mål om at nå 100.000 husstande inden for det første år. At vi nu runder 650.000, viser med tydelighed, at der er plads til en tv-kanal med dansk idræt,” fortæller Flemming Kjellerup i en pressemeddelelse.

Udover Basketligaen har SPORT LIVE de sidste par år intensiveret sit fokus på dansk basketball med at vise Bakken Bears i FIBA Europe Cup i sidste sæson, landskampe, blandt andet i denne uge, og finalen i landspokalturneringen. Derudover laver de det ugentlige basket-magasinprogram ´Overtime´.

SPORT LIVE har rettighederne til Basketligaen frem til sommeren 2025 per den seneste aftale, der blev indgået i august 2022.

Struktur i Basketligaen: Nu starter slutspillet

Sådan så det ud, da Bakken Bears blev danske mestre i sidste sæson – Foto: Bakken Bears

Så begynder det for alvor at spidse til i denne sæson af Basketligaen, der i denne sæson, som noget helt nyt, bliver afviklet med 11 hold, efter at Holbæk-Stenhus trådte ind i ligaen i sommer.

Den første del af sæsonen, Grundspillet, er netop færdigspillet, og det betyder, at alle 11 hold har mødt hinanden to gange, hvoraf alle hold derfor har spillet mod hinanden på både hjemmebane og udebane.

Efter at alle Basketligaens mandskaber har spillet sæsonens første 20 kampe, har vi fået afgjort, hvilke seks hold, der skal spille med om mesterskabet i Playoff A, der er holdene fra førstepladsen og ned til sjettepladsen, og hvilke fem klubber, der skal spille Playoff B, som er de resterene hold fra syvendepladsen og ned til 11. pladsen.

Randers Cimbria kan lade sig kåre som vindere af Basketligaens grundspil anno 2022/2023. Kronjyderne gik gennem grundspillet med 17 sejre og tre nederlag. Desuden bød grundspillet på lutter sejre på hjemmebane, hvilket må siges at være en flot statistik.

Stillingen efter grundspillet ser ud som følger:

Playoff A 1-6:

De seks bedst placerede hold i rigtig rækkefølge:

  1. Randers Cimbria
  2. Bakken Bears
  3. Team FOG Næstved
  4. Horsens IC
  5. Svendborg Rabbits
  6. BMS Herlev

Disse seks hold skal kæmpe om de fire semifinalepladser, der går til de fire bedst placeret hold i Playoff A, når alle kampene er færdigspillet.

De seks hold møder hinanden to gange – en kamp på hjemmebane og en på udebane. Derefter finder vi de fire hold, der har indsamlet flest sejre og derfor også flest point.

De point, holdene hver især tilkæmpede sig i grundspillet, følger direkte med i Playoff A, og derfor har det kunne betale sig for alle at vinde så mange kampe i grundspillet som muligt.

Playoff A er programsat til at blive skudt i gang d. 2 marts og vil derefter strække sig udover de kommende otte uger, hvor den sidste runde forventes afviklet d. 21. april.

De fire bedst placeret hold i Playoff A kvalificerer sig altså til semifinalerne.

Playoff B:

Playoff B 7-11 skal spilles af de nederste fem hold i Basketligaen, og her er der tale om følgende fem mandskaber:

  • Bears Academy
  • Værløse Blue Hawks
  • BC Copenhagen
  • BK Amager
  • Holbæk-Stenhus

Disse fem hold møder, ligesom i Playoff A, hinanden to gange, hvoraf den ene kamp er på hjemmebane og den anden på udebane. Og præcis ligesom i Playoff A tager alle klubberne deres tilkæmpede point med direkte over i Playoff-spillet.

De to hold, der ender på syvende- og ottendepladsen skal derefter mødes i Playoff B-finalen.

Playoff B er programsat til at starte d. 3 marts og vil slutte senest d. 23 april, hvorefter Playoff B- finalen vil sættes i gang d. 25. april.

Semifinaler:

Når mellemrundespillet er færdigsspillet, ved vi, hvilke fire hold, der har kvalificeret sig til årets semifinaler, ved at se på top fire i Playoff A.

Vinderen af Playoff A møder det hold, der endte på fjerdepladsen, mens andenpladsen og tredjepladsen mødes i den anden semifinale.

Semifinalerne spilles i bedst á fem kampe, hvilket vil sige, at det hold, der først har vundet tre kampe, har booket sin plads i dette års finaleserie.

Det højst placerede hold starter på hjemmebane, og i semifinalen vil det sige, at nummer et og nummer to i Playoff A, får lov til at starte på hjemmebane – hvordan det ser ud i finalen vides af gode grunde ikke endnu. Vi ved blot, at det øverste hold får lov til at starte på hjemmebane.

Finale:

Finalen spilles mellem de to hold, der har vundet hver sin semifinaleserie, og denne serie spilles bedst á syv kampe. Det vil sige, at det hold, der først vinder fire kampe i denne serie, kan krones som danske mestre 2022/2023.

Playoff B-finale:

Playoff B-finalen bliver spillet mellem Playoff B’s nummer syv og nummer otte og er en finalekamp, der kun er den ene kamp. Syvendepladsen har æren af hjemmebanen i denne kamp.

Rundt om grundspillets næstsidste runde

Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Grundspillet i Basketligaen lakker mod enden. Næstsidste runde, spillerunde 21, er færdigspillet, og runden bød på flere overraskende resultater.

Vi starter ud med det mest overraskende resultat, som var rundens sidste kamp, hvor Randers Cimbria på hjemmebane besejrede Bakken Bears med 89-78. Sejren til Randers satte en ende på Bakkens stime på ni sejre i streg i Basketligaen.

Arena Randers var fuldstændigt udsolgt, og Randers Cimbria kunne sætte punktum på en god aften med en sejr over de forsvarende danske mestre. Læs mere om arrangementet i Randers en af de kommende dag her på Basketligaens hjemmeside.

Læs mere om Randers´ sejr her.

Værløse med lille overraskelse

Runden blev indledt i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor der også blev leveret en overraskelse. BMS Herlev, der er klar til Playoff A 1-6, led noget overraskende et nederlag til Værløse Blue Hawks på hele 62-84.

Værløse fuldender god ude med ny sejr

Fire dage senere skulle Værløse Blue Hawks endnu en gang i aktion, og her var udfaldet det samme. Værløse Blue Hawks fulgte op på den flotte sejr mod Herlev med en 84-81-sejr mod Bears Academy. 21. spillerunde var altså helt igennem godkendt for Værløse Blue Hawks.

Rabbits tager fusen på Horsens

Et par dage senere var vi vidne til endnu en overraskelse, da Svendborg Rabbits, der har været igennem en turbulent sæson, på udebane slog Horsens IC med 98-102. Horsens IC, der ligger lunt i svinget til en semifinaleplads, snublede over Kaninerne, der med sejren giver fornyet tro på et godt mellemspil.

Læs om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bakken pligtsejrede

Hjemme i Sparekassen Danmark Basketball tog Bakken Bears imod BK Amager, og Bjørnene hentede en sejr på 89-70. Til sidst blev det til en ganske komfortabel sejr, men undervejs var Bakken Bears kommet på afveje. Hjemmeholdet havde det til tider svært, og det var i den grad BK Amagers fortjeneste. Gustav Knudsen var banens bedste i Bakken-sejren.

Læs om kampen hos Fullcourt.dk her.

Randers rundbarberede Herlev

Samme dag spillede Randers Cimbria mod BMS Herlev hjemme i Arena Randers, og gæsterne fra Herlev gik ind til kampen med håbet om at komme tilbage op på hesten efter det skuffende nederlag til Værløse Blue Hawks få dage tidligere. Det gik god ingenlunde som håbet for Herlev. I stedet blev de spillet ud af banen af Randers Cimbria, der vandt med 88-52.

Læs om kampen hos Fullcourt.dk her.

Sikker Næstved-sejr

Den eneste kamp, vi mangler, er Holbæk-Stenhus´ møde med Team FOG Næstved, og her var der absolut ingen slinger i valsen. Team FOG Næstved spillede med selvtillid og cruisede mod en komfortabel 66-108-sejr.

Læs om kampen hos Fullcourt.dk her.