Denne uge i Basketligaen – alle hold skal i aktion

I denne uge kommer du ikke til at beklage dig over manglende mulighed for at se basket.

Denne uge byder nemlig på hele syv kampe fra Basketligaen, hvoraf to tilmed er tv-kampe på SPORT LIVE. De øvrige fem kampe kan ses på Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider. Alle Basketligaens 11 hold skal i aktion, og der er vigtige point på spil, for vi er over halvvejs i grundspillet.

En tætpakket basketuge indledes mandag aften i Horsens, hvor HIC tager imod Svendborg Rabbits. Opgøret er ugens første tv-kamp, og du kan blive klædt på til braget lige her.

Torsdag er der to kampe programmet, når Svendborg Rabbits kl. 19.00 får besøg af BC Copenhagen. Et kvarter senere er der tipoff i Arena Randers, hvor Horsens IC igen tager del i en tv-kamp på SPORT LIVE. Denne gang står De Gule overfor Randers Cimbria i endnu en topkamp i Basketligaen.

Lørdag spilles der en enkelt kamp mellem BK Amager og BMS Herlev i Amagerhallen. Begge mandskaber er sultne efter en sejr, men en sejr er mest tiltrængt for hjemmeholdet, der endnu har sin først sejr til gode.

En fed basket-uge rundes af søndag med ikke bare én, ikke to, men tre kampe. Første kamp er i Sparekassen Danmark Basketball Center, hvor Bakken Bears får besøg af Holbæk-Stenhus kl. 14:00. To timer senere sættes de sidste to kampe i gang i henholdsvis Valbyhallen og Arena Næstved.

I Valbyhallen står BC Copenhagen overfor Værløse Blue Hawks.

I Arena Næstved mødes Team FOG Næstved og Bears Academy.

Denne uge i Basketligaen

Torsdag spilles ugens første kamp i Basketligaen. Kl. 19:15 tager Randers Cimbria på hjemmebane imod Team FOG Næstved. Braget mellem sidste sæsons bronze- og sølvvinder kan følges på SPORT LIVE, da det er ugens tv-kamp. Læs optakt til kampen her.

Lørdag er der en double-header i Aarhus på programmet, da Bakken Bears kl. 14 møder BK Amager i Sparekassen Danmark Basketball Center. Kl. 16:30 er der mere topbasket i hallen, da Bakken Bears i samarbejde med Kvindebasketligaen har arrangeret, at Aabyhøj IF´s kamp mod BK Amager spilles kort efter Bakkens kamp. De aarhusianske fans forkæles altså med to kampe lørdag eftermiddag.

Søndag er der tre kampe i Basketligaen. Kl. 15:30 er der tipoff i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor BMS Herlev tager imod Bears Academy.

Kl. 16:00 er der tipoff til ugens sidste to kampe. Den ene er i Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks og Svendborg Rabbits tørner sammen. Den anden kamp er i Holbæk Sportsby, hvor Holbæk-Stenhus møder BC Copenhagen.

Alle kampe kan følges på Jysk Fynske Mediers hjemmesider.

Denne uge i Basketligaen

Her er et overblik over denne uge i Basketligaen, der byder på fem kampe, hvoraf den ene er en tv-kamp på SPORT LIVE.

Alle kampe kan som altid følges på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk.

Ugen er startet på fremragende vis med en europæisk nyhed. Svendborg Rabbits følger nemlig i fodsporene på Bakken Bears og begiver sig ud på et europæisk eventyr. I denne sæson træder sydfynboerne ind i European North Basketball League (ENBL), der er en europæisk liga bestående af 16 hold. Læs mere om den nyhed her.

Den første kamp i Basketligaen i denne uge er torsdag, og den samtidig er ugens tv-kamp. Her skal BC Copenhagen en tur til Østjylland og møde Horsens IC. Opgøret har tipoff kl. 19:15 og kan ses på SPORT LIVE.

Fredag er der hele tre kampe på programmet, når Bears Academy kl. 18:30 tager imod Randers Cimbria, der har brug for en sejr, så der kan tankes lidt selvtillid efter en skuffende start på sæsonen.

En halv time senere er der tipoff til to kampe. Den ene er på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits og Bakken Bears brager sammen. Begge mandskaber har endnu ikke tabt en kamp i Basketligaen i denne sæson, så udover at kampen er en stor styrkeprøve for begge hold, er muligheden for at fortsætte den ubesejrede stime også på spil.

Det andet opgør er i Amagerhallen, hvor BK Amager og Holbæk-Stenhus, og deres situation står i stærk kontrast til ovenstående kamp. Hverken BK Amager eller Holbæk-Stenhus har nemlig smagt sejrens sødme i denne sæson og har således den første sejr til gode.

Ugen – og femte spillerunde i Basketligaen – rundes af med BMS Herlev mod Værløse Blue Hawks på lørdag kl. 15:30.

Alle kampe kan ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis: Stiften.dk – amtsavisen.dk – hsfo.dk

Tv-kamp: Martin Poulsen og Mathias Bak tilbage i Næstved – denne gang i en Copenhagen-trøje

Foto: Bent Adolfsen & Matthias Storgaard (Stuntdouble Media)

Torsdag aften er de danske landsholdsemner Martin Poulsen og Mathias Bak Christensen tilbage i Arena Næstved.

Arena Næstved danner nemlig ramme om opgøret mellem de to danskeres tidligere arbejdsgiver, Team FOG Næstved, og nuværende arbejdsgiver, BC Copenhagen.

Opgøret mellem de to sjællandske klubber er en tv-kamp og kan således ses på SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE indleder med optakt fra kl. 19:00.

Kampen kan derudover også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis stiften.dk. Læs mere her.

Poulsen og Bak Christensen fører an for Copenhagen

I sidste sæson gik Team FOG Næstved hele vejen til finalerne i Basketligaen, hvor Bakken Bears blev en for stor mundfuld. Men Næstved vandt medaljer af næstfineste karat for første gang nogensinde, og det var med Martin Poulsen og Mathias Bak på holdet.

Martin Poulsen, der spillede to sæsoner for den sydsjællandske klub, snittede 8,2 point, 3,5 rebounds, 1,9 assists og 1,2 steals per kamp for Næstved i sidste sæson, mens Mathias Bak, der har tilbragt størstedelen af sit basketliv i Næstved, i snit lavede 3,3 point, 3,7 rebounds og 1,6 assists per kamp.

Både Poulsen og Bak Christensen var for Næstved i sidste sæson dygtige rollespillere, der kunne komme ind fra bænken og levere en god fight og gøre et godt indhop. Dertil var Mathias Bak holdets anfører.

De to danskere besluttede dog begge efter sæson 2022/23 at forlade Team FOG Næstved og rykke til BC Copenhagen. I udmeldingen fra Næstved lød det, at Poulsens afsked var et resultat af ´en difference i forventningerne til hinanden på flere niveauer´. For Mathias Baks vedkommende var det af ´private årsager, da et skema med fuldtidsjob og et meget krævende basketballarbejde i Næstved ikke hænger sammen rent ressourcemæssigt´

Nu er de to danske profiler at finde hos de forsvarende Playoff B-mestre BC Copenhagen, og her har de så sandeligt blomstret op i klubbens første fire kampe, der hidtil har budt på én sejr. Særligt Mathias Baks statistikker har fået et kæmpe boost sammenlignet med sidste sæson.

Over de første fire kampe i Copenhagen-trøjen snitter Mathias Bak hele 18,3 point, fem rebounds, 1,5 assists og et enkelt steal, og så skyder han imponerende 51,5% bag trepointslinjen.

Baks evner fra trepointsland så man i deres seneste kamp, hvor de på hjemmebane overrumplede forhåndsfavoritterne Randers Cimbria og sejrede med 104-95. Mod Randers skød Mathias Bak svimlende ni for 11 bag treeren og sluttede med 35 point, hvilket er hans nye career high i Basketligaen.

Samtidig er Mathias Bak nu indehaver af BC Copenhagen´s klubrekord for flest ramte treere i en kamp i Basketligaen med ni af slagsen.

Den tidligere rekordholder var Bakir Serdarevic, der ramte syv treere i en kamp i sidste sæson og dermed tangerede Carsten Kristensen og Claes Nørgård, der med en måneds mellemrum tilbage i 2003 hver satte syv treere i en kamp.

Form og øvrige profiler

Hvor BC Copenhagen har tabt tre ud af fire kampe, har Team FOG Næstved til gengæld haft mere succes – dog har kampprogrammet på papiret set sværest ud for Copenhagen.

Sidste sæsons sølvvindere har nemlig stadig deres første nederlag til gode med sejre i de første tre kampe mod BMS Herlev, Bears Academy og Værløse Blue Hawks.

BC Copenhagen har som nævnt slået Randers Cimbria, mens nederlagene er kommet mod Værløse Blue Hawks, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Det betyder, at de i skrivende stund ligger på sjettepladsen, hvorimod Næstved ligger på andenpladsen.

For Næstved er især Eric Ayala kommet godt fra land. Den 24-årige amerikaner, der i sidste sæson spillede i både Island og Argentina, snitter 20,3 point, 5,3 rebounds og 3,7 assists over de første tre kampe. Dernæst følger Gus Okafor med 16,3 point, 6,7 rebounds og tre assists og Lagio Grantsaan med 15 point, 9,3 rebounds, én assist og 1,3 blocks.

For Copenhagen har der udover Martin Poulsen og Mathias Bak også være gode aktioner fra Durell Vinson, William Vang og Andrew Ramirez, der alle snitter over ti point

Der er således lagt op til et spændende brag mellem Team FOG Næstved og BC Copenhagen kl. 19:15 på SPORT LIVe.

Denne uge i Basketligaen

Her er et overblik over den kommende uge i Basketligaen, der byder på seks kampe, hvoraf den ene er en tv-kamp på SPORT LIVE.

Onsdag aften tørner de forventede tophold Randers Cimbria og Bakken Bears sammen i Arena Randers. Onsdagens hjemmehold har fået en sløv start på sæsonen med to nederlag i tre kampe, så en sejr mod de forsvarende danske mestre kan sætte dem på rette kurs.

Torsdag er Basketligaen igen i dit tv, når Team FOG Næstved tager imod BC Copenhagen. Kampen vises på SPORT LIVE med optakt fra kl. 19:00. Martin Poulsen og Mathias Bak Christensen, der forud for indeværende sæson forlod Team FOG Næstved til fordel for BC Copenhagen, er tilbage i Sydsjælland og vil forsøge at gøre det onde ved deres tidligere klub.

Lørdag er der hele tre kampe på programmet. Kl. 15:00 er der tipoff i to opgør. Den ene er i Nordic Basketball Arena Herlev, hvor Bakken Bears skal i aktion for anden gang i denne uge. Her møder de BMS Herlev.

I Søndersøhallen i Værløse skal Bakkens søsterklub Bears Academy op imod Værløse Blue Hawks.

Kl. 16:00 skal Randers Cimbria spille deres anden hjemmekamp i denne uge, når et sejrshungrende BK Amager-mandskab skal en tur til Kronjylland.

En fed basket-uge uge rundes af søndag med en eftermiddagskamp i Horsens, hvor det unge mandskab Holbæk-Stenhus kommer forbi Forum Horsens.

Overblik: Weekendens kampe i Basketligaen

Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Torsdag rullede bolden i Basketligaen igen, da Svendborg Rabbits tog imod Horsens IC til den nye sæsons første TV-kamp. Svendborg Rabbits kom godt fra land i den nye sæson med en snæver sejr på tre point. Læs mere om kampen her.

Opgøret på Sydfyn var dog ikke den eneste kamp torsdag aften.

I Næstved var der nemlig også bold fra Basketligaen, da Værløse Blue Hawks kom på besøg. Her blev det til en sejr til Næstved på 100-82. Læs om den kamp her.

Med de to kampe torsdag aften er der således blevet taget hul på sæson 2023/24 i Basketligaen, og weekenden over er der tre kampe på programmet.

Fredag aften kl. 18:30 åbner de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, deres sæson, når BC Copenhagen tager turen over Storebælt og kommer til Sparekassen Danmark Basketball Center i det nordlige Aarhus.

Lørdag kl. 14:30 mødes BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen.

Søndag kl. 15:00 er der tipoff i Randers, hvor Randers Cimbria krydser klinger med det unge Holbæk-Stenhus-mandskab.

Som altid kan alle kampe fra Basketligaen ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk og hsfo.dk.

Kampprogrammet for 23/24 sæsonen er klar

Kampprogrammet for den nye sæson er nu klar og sæsonen 2023/24 starter torsdag den 14. september 2023 med 2 kampe. 

Igen i år er der 11 hold med og der skal afvikles 110 kampe i grundspillet før vi ved hvem der har kvalificeret sig til henholdsvis Playoff A og Playoff B som er indledningen på slutspillet.

1. spillerunde med termin 14-17. september afvikles således:

  • 14. september kl. 19:15 Svendborg Rabbits – Horsens IC
  • 14. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Værløse Blue Hawks
  • 15. september kl. 18:30 Bakken Bears – BC Copenhagen
  • 16. september kl. 14:30 BK Amager – Bears Academy
  • 16. september kl. 15:00 Randers Cimbria – Holbæk-Stenhus

BMS Herlev er oversidder i 1. runde.

22. og sidste runde i grundspillet afvikles torsdag den 15. februar 2024. Vil du se det fulde turneringsprogrammet for hele grundserien kan du klikke her.

Langt de flest af klubberne er så småt ved at komme i omdrejninger og rigtige mange spiller er allerede på plads. Herunder finder du links til hvordan den enkeltes klubs roster ser ud i skrivende stund og kampprogrammet for den enkelte klub.

Spændende sæson 2022/23 er slut

Mandag aften sluttede sæsonen i Basketligaen, da Bakken Bears på overbevisende vis sikrede sig det danske mesterskab med en samlet finalesejr på 4-0. Årets Finals MVP-pris gik til Bakken-profilen Ryan Evans.

Bakken Bears kunne således fejre klubbens 21. danske mesterskab – og syvende i træk. Team FOG Næstved måtte nøjes med sølvmedaljerne, men dette er uden tvivl en bedrift, der vækker stolthed på de sydsjællandske kanter. Det var første gang nogensinde, at Team FOG Næstved sluttede med sølvmedaljer, så selvom det ikke blev til guld i denne omgang var sæsonen en stor succes for alle i og omkring Næstved.

Sidst men ikke mindst gik bronzemedaljerne til Randers Cimbria, der i bronzekampen slog Horsens IC. Årets Playoff B-titel gik til BC Copenhagen, der slog Værløse Blue Hawks i finalekampen.

En historisk sæson

Sæsonen i den bedste danske basketballrække er altså slut, og hvilken sæson det var.

Bakken Bears viste klassen i slutspillet, men det var ikke gnidningsfrit gennem hele sæsonen for de dominerende Aarhus-bjørne. Undervejs led de flere overraskende nederlag og måtte samtidig tage afsked med flere spillere, der ikke så ud til at være et korrekt match.

I stedet viste sølvvinderne Team FOG Næstved og bronzevinderne Randers Cimbria markant styrke. Sidstnævnte sluttede grundspillet på førstepladsen for første gang nogensinde. Længe sad Næstved solidt på førstepladsen i ligaen og kunne eksempelvis gå til julepause og ind i det nye år på førstepladsen – hvilket også var en første gangs-oplevelse.

Bakken Bears havde desuden formået at kvalificere sig til den prestigefyldte turnering Basketball Champions League og var derigennem repræsentant for dansk basket.

BMS Herlev gik fra i sæson 2021/22 at være et tophold i den nedre halvdel af ligaen til pludseligt at blande sig i topkampen i Basketligaen. Både Bakken Bears og Svendborg Rabbits af de vanlige top seks-hold måtte se sig slået af det purunge BMS Herlev-hold, der havde en gennemsnitsalder på blot 20 år, så BMS Herlev kan i den grad se tilbage på en stor sæson, hvor en spiller som stortalentet Marqus Marion gang på gang stjal overskrifterne med flotte præstationer.

Og så kunne Basketligaen i sæson 2022/23 byde velkommen til Holbæk-Stenhus, der efter stærke præstationer i 1. division var klar til at prøve kræfter med toppen af dansk basket. Akademiholdet fra Holbæk var – ligesom forventet – til tider stærkt udfordret, men Holbæk-drengene kunne gå på sommerferie med to sejre og en masse erfaring rigere.

Denne sæson var på mange måder helt, helt særlig, og ovenstående et blot en kort opsummering på alt det, den forgangne sæson bød på.

BC Copenhagen vinder Playoff B

I sidste sæson måtte BC Copenhagen se sig besejret i Playoff B-finalen mod Værløse Blue Hawks. Fredag aften havde de igen muligheden for at tage sejren i Playoff B, og her var udfaldet med anderledes succes.

Foran en udsolgt Nørrebrohallen kunne BC Copenhagen fredag aften krone sig selv som mestre af Playoff B i Basketligaen efter en komfortabel sejr mod selvsamme Værløse Blue Hawks med 87-69.

Fredagens hjemmehold satte sig tidligt på kampen, og det var tydeligt, at Copenhagen havde et ekstra gear.

I pausen var Nørrebroholdet foran med fine ti point, 44-34, men BC kløede på og sikrede sig sejren med en koncentreret anden halvleg, hvor Værløse aldrig var tæt på at få lukket hullet.

Der skal derfor lyde et stort tillykke til BC Copenhagen med sejren i Playoff B.

Læs mere om kampen her.

Find stats fra kampen her.

Optakt: Kampen om playoff B-titlen

Semifinalerne i Basketligaen er i fuld gang, og som det ser ud i skrivende stund ligger henholdsvis Bakken Bears og Team FOG Næstved lunt i svinget til en plads i Basketligaens finaler.

Begge mandskaber fører sin semifinaleserie med 2-0 efter sejre torsdag aften og har således tre matchbolde til at sætte punktum for serien og sikre sig en billet til Basketligaens finaler.

Det er dog ikke blot i semifinalerne, hvor der er noget på spil lige nu.

Fredag aften kl. 18:00 finder Playoff B-finalen sted, og her er der både æren, en titel og præmiepenge på spil.

Kampen kan ses på Stiften.dk.

Årets Playoff B-finale står mellem BC Copenhagen og Værløse Blue Hawks, og holdet fra Nørrebro har hjemmebanefordelen, da de sluttede på førstepladsen i playoff B.

Dette års Playoff B-finale er således en gentagelse af sidste år, og dengang blev det til sejr for Værløse Blue Hawks, der desuden havde hjemmebanefordelen.

BC Copenhagen har derfor mulighed for at tage revanche fredag aften.

Tætte kampe

Fredag aften duellerer BC Copenhagen og Værløse Blue Hawks om titlen i Playoff B, og de to sjællandske klubber har haft adskillige tætte kampe i denne sæson.

I alt har de to Playoff B-titelbejlere krydset klinger fire gange i løbet af sæsonen. Tre gange er det blevet til sejre for BC Copenhagens, mens Værløse Blue Hawks har trukket sig sejrrigt ud af et enkelt opgør.

Værløse fik sin ene sejr mod Copenhagen tidligere i denne måned, og sejren kom i hus i selvsamme arena, som der fredag aften ligger gulv til årets Playoff B-finale.

Set over sæsonens forløb og med de indbyrdes møder in mente kunne man tro, at BC Copenhagen går ind til fredagens brag som storfavoritter, men to af Copenhagen´s tre sejre er kommet efter fem minutters overtid, så Værløse har så absolut matchet lige op med Copenhagen. Dog har Copenhagen været bedre i kampens slutfase.

Årets Playoff B-finale har tipoff kl. 18:00.