Uge 11 i Basketligaen

Den lille uge.


Tirsdag d. 7. december kl. 19:15 indtager Randers Cimbria og Team Fog Næstved tv skærmen, og giver basket Danmark en på opleveren. Se med på SPORT LIVE, når der vises kamp fra Arena Randers kl. 19:00.

Lørdag d. 11. december kl. 14:30 er Randers igen i aktion, denne gang tager de turen til Amagerhallen hvor BK Amager venter i pokalturneringen. Hjemmeholdet har lige netop sendt amerikaner Jordan Dallas til Luxemburg og mangler derfor deres store mand i feltet. Sidst de to hold mødtes dominerede Randers Cimbria Amager mandskabet fra start til slut.

Søndag d. 12. december kl 15:00 danner Søndersøhallen rammen for pokal opgøret imellem Værløse Blue Hawks og Bears Academy. Begge hold spiller fysisk, og de har spillet tæt i flere af deres indbyrdes opgør. Det er ligeledes to hold, som oftest har været oppe og drille nogle af topholdene. Værløse sidder med første stik fra deres første opgør i sæsonen, men Bears Academy forventes at komme med god selvtillid, da de kunne gå med oprejst pande i deres seneste liga opgør imod Svendborg Rabbits, hvor de gav et af de bedste hold i ligaen kamp til sidste fløjt.

Ugens tv kamp Randers Cimbria vs. Team Fog Næstved

Brevin Pritzl fra Team Fog Næstved i hvid og Reginald Kissoonlal fra Randers Cimbria i blå. Foto: Robert Piil

Tirsdags tv.

Normalt er torsdag lig med basket på SPORT LIVE, men allerede i dag kan vi se frem til dansk topbasket på tv. Randers Cimbria tager imod Team Fog Næstved i dagens tv opgør. Da holdene sidst mødte hinanden i Arena Næstved, leverede de en spændende kamp for tilskuerne.
Føringen i kampen skiftede ikke mindre end sytten gange, og femten gange var kampen helt lige. Det bedste hold på dagen var Team Fog Næstved, og de fik sejren i hus med cifrene 96-94.

Randers Cimbria er velspillende for tiden med 4 ud af 5 mulige sejre. Holdet er inde i en god rytme med 3 sejre i træk og en stærk offensiv, der indtil videre har snittet 97 point per kamp. Dog har man endnu ikke slået et af top 5 holdene. Randers har været utroligt tæt på flere gange, først imod Team Fog Næsted, så Bakken Bears og så imod Horsens IC. Reginald Kissoonlal har været brændende varm på det sidste med 20.3 point i gennemsnit, samt 10 rebounds.

I Næstved kan man samlet set være tilfreds med 3 sejre i træk før pausen, men forinden havde de to nederlag i træk. Først var det imod Bakkens Bears, hvor de ellers fulgte trop til det sidste, og dernæst kampen imod Svendborg Rabbits. Det kan gå hen og blive en kamp, hvor holdet med den stærkeste bænk vinder, og her har Team Fog muligvis en fordel ved at have spillet bredt i mange af kampene denne sæson. I de sidste 5 kampe snitter deres bænk 35.4 point, hvor Randers Cimbrias bænk ligger på 24 point.

Kampen vises på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE med optakt fra kl. 19:00.

Runden efter pausen

Sharif Barfi theView Copenhagen Foto: Robert Dines Rasch

December bold er skudt i gang.

Torsdag aften var Basketligaen tilbage på SPORT LIVE, hvor Horsens IC og Bakken Bears for anden gang i sæsonen skulle møde hinanden. Modsat den første kamp kontrollerede gæsterne denne gang kampen fra start til slut. Hjemmeholdet gjorde dog gode forsøg i anden halvleg på at vende kampen, og var sent i fjerde periode kun nede med 2 point. Bakken Bears hurtige angrebsspil fik dem dog hurtigt foran igen. Kampen endte 72-85 med Jarred Ogungbemi-Jackson som topscorer med 18 point 2 assist og 1 rebound.

Nørrebro Hallen var første venue for lørdagens kampe, og her skulle theView Copenhagen op imod Værløse Blue Hawks. Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen, blev det Værløse der trak det længste strå, men theView Copenhagen var mødt op med ny energi i form af Durell Vinson. En kamp der i første halvleg lignede en sikker sejr til gæsterne. Men efter pausen var hjemmeholdet bedst, og fik vundet kampen
84-79. Topscorer i kampen var Værløse Blue Hawks Peter Møller, med 23 point 4 rebounds og 3 assist.

BMS Herlev stod lørdag overfor BK Amager i Herlev Hallen. Udeholdet var flyvende fra start, men som første periode gik imod slutningen, begyndte værterne stille og roligt at tage noget af føringen bid for bid. Der skulle ikke gå meget af anden periode, før BMS Herlev tog føring, og herefter kiggede de aldrig tilbage. Hjemmeholdet holdt føringen resten af kampen, der endte i sejr 85-79. Topscorer i kampen var Andreas Meilby Amundsen med 31 point, 4 rebounds og 4 steals.

I Århus skulle Svendborg Rabbits endelig i kamp igen, og her ventede et velspillende Bears Academy mandskab. Selvom hjemmeholdet kun vandt første periode af kampen, så var de godt med hele vejen, og sørgede for en spændende eftermiddag i Vejlby-Risskov Hallen. Pointene blev godt fordelt imellem spillerne fra Bears Academy, hvor 4 ud af 5 af starterne kom over 10 point. Hos gæsterne fra Svendborg var det Sebastian Åris, der skinnede igennem, og i fjerde periode viste det sig at være for stor en mundfuld for værterne, da han ramte fire 3’ere og var med til at sikre sejren. Topscorer i kampen blev også Sebastian Åris med 26 point 5 assist og 2 rebounds.

Husk passet når du skal i hallen

Coronapasset er tilbage i hallen.

Først og fremmest vil vi gerne takke alle jer, der kommer i hallerne, og støtter op om holdene i Basketligaen. Vi skal minde jer om, at når vi igen starter med kampe fra i aften, er der krav om coronapas for tilskuere og frivillige m.fl. 15 år og op. Der skal kunne fremvises gyldigt coronapas jf. samfundets gældende retningslinjer for vaccination, tidligere smitte/immunitet eller test. Pt. gælder PCR-test taget indenfor 72 timer og antigen/quick-test indenfor 48 timer. Vi håber fortsat på at se mange af jer i hallerne, og samtidig gøre en indsats for, at komme smitten til livs.

For spillere, trænere og stab omkring holdet er der ligeledes lavet nye retningslinjer. Spillere udtaget til kamp, trænere, fysioterapeuter og holdledere der er med til kamp, skal senest 4 timer før kampstart have indsendt deres gyldige coronapas til Basketligaen.

Ugens tv kamp Horsens IC vs. Bakken Bears

Tilbage til hvor vi startede.

Torsdag d. 2. december kl. 19:15 er der endelig tv kamp igen. Det blev en længere pause end forventet, da der inden landsholdspausen var corona udbrud i Basketligaen. Heldigvis er situation i ligaen nu kommet under kontrol, og kampene kan genoptages.

Sidste gang Horsens IC og Bakken Bears mødtes, leverede de tæt på 4 perioders spændende og seværdig tv kamp, og mon ikke de kan gøre det samme igen. Det er i hvert fald to hold, der har haft god tid til at få trænet og forberedt inden dette opgør.

Bakken Bears er stadigvæk det eneste ubesejrede hold i Basketligaen, og har leveret både i ind- og udland på det seneste. Inden pausen sluttede de som nr. 2 i deres FIBA Europe Cup gruppe, og gik dermed videre til næste runde, der starter onsdag d. 8. december.

Hos Horsens IC ser man formentlig ekstra meget frem til torsdagens opgør, da deres guard Siler Schneider langt om længe har fået grønt lys. Sidste gang Siler Schneider var i aktion, tørnede han ud for ABC Athletic Constanta i Rumænien. Her snittede han 15.8 point, 5.3 assists og 5.1 rebounds.

Se kampen på SPORT LIVE torsdag d. 2. december kl. 19:15. Inden kampen er basket magasinet OVERTIME også tilbage, og sender på kanalen fra kl. 18:30 efterfulgt af optakt til kampen.

Uge 10 i Basketligaen

Basketligaen er tilbage.

Efter en lille landsholdspause er ligaen atter tilbage. Fire af holdende er allerede kommet halvvejs igennem sæsonen, og de sidste seks hold er enten en eller to kampe derfra. Der skal ikke mange kampe til, for at tippe tabellen, men de tre hold i toppen har indtil videre set komfortable ud.

Torsdag d. 2. december kl. 19:15 er der igen tv kamp på SPORT LIVE. De samme to hold der åbnede sæsonen på kanalen indtager igen skærmen. Horsens IC skal se, om de denne gang kan tage en sejr imod Bakken Bears, og give dem deres første nederlag.

Lørdag d. 4. december kl. 13:00 tager theView Copenhagen imod Værløse Blue Hawks. Der er ikke langt imellem de to hold, da Værløse Blue Hawks lige nu ligger på en 8. plads med 6 point, og theView Copenhagen er at finde lige under med 4 point.

Lørdag d. 4. december kl. 15:00 skal BK Amager endnu engang på jagt efter sæsonens første sejr. BMS Herlev byder velkommen til gæsterne fra BK Amager, og kan med en sejr sætte sig endnu bedre på 6. pladsen i Basketligaen. Såfremt BMS Herlev vinder, er det tredje sæson i træk uden nederlag til BK Amager.

Søndag d. 5. december kl. 14:00 er der tip-off imellem Bears Academy og Svendborg Rabbits. Gæsterne fra Svendborg vandt det sidste opgør med 15 point, som var sæsonåbneren d. 22. september. Hjemmeholdet der netop havde haft en god periode med tre sejre i træk, har tabt deres sidste tre kampe og her senest til Randers Cimbria.

Runden inden pausen

Tæt på overraskelsen.

Alle 4 kampe der var på programmet, med undtagelse af tv kampen imellem BMS Herlev og Svendborg Rabbits, blev afviklet, hvilket var en lettelse ovenpå den forrige uges aflysninger.

theView Copenhagen var i kontrol det meste af kampen imod Horsens IC. I tredje periode begyndte det dog at vende, og udeholdet kom stille og roligt tilbage i kampen. Københavnerne forsøgte flere gange at kæmpe sig tilbage i kampen, men da Horsens IC først havde taget føringen, gav de ikke slip, og kampen endte 66-74. Vedran Borovcanin scorede 29 point og tog 12 rebounds.

Bears Academy havde besøg af Randers Cimbria, og selvom hjemmeholdet har spillet næsten alle kampe tæt, måtte de se sig slået stort af overmagten fra Randers. Bears Academy vandt anden periode i kampen, men et yderst velspillende Randers Cimbria hold kunne glæde sig over en sejr, der endte 64-106. Reginald Kissoonlal scorede 34 point og tog 17 rebounds.

BK Amager inviterede lørdag eftermiddag indenfor til opgøret imod Team Fog Næstved. Fra start til slut var det gæsterne der leverede den bedste præstation, og de kunne efter 40 spillede minutter se yderligere 2 point på kontoen, efter en sejr med 49 point og et slut resultat på 58-107. Med 6 spillere over 10 point var det Kameron Williams, der blev mest scorende fra gæsterne. Han havde 19 point og 2 rebounds.

Værløse Blue Hawks bød de forsvarende danske mestre Bakken Bears op til dans i Søndersøhallen søndag eftermiddag. Hjemmeholdet lagde godt ud og kunne gå til halvleg helt lige 41-41. Det lignede en kamp, der ville gå hen og blive lidt af en gyser, som da de spillede hjemme imod Horsens IC, men gæsterne havde andre tanker. Anden halvleg skruede Bakken Bears op for intensiteten, og en 14-30 points periode gav pludselig en lidt mere komfortabel kamp. Fjerde periode ender 9-19 og gæsterne kan dermed tage hjem med en fin sejr på 64-90. Travis Taylor kvitterede for 15 point og 14 rebounds.

Foto: Michael Just

OVERTIME og tilbageblik

9. OVERTIME.

Selvom det nu er to uger siden der har været basket kamp på SPORT LIVE kan man torsdag d. 18. november kl. 18:30 se OVERTIME på kanalen. Ugens gæst er den blomstrende Leonardo Carlino fra BMS Herlev og efter den ugentlige OVERTIME vil Mads Knudsen kigge tilbage på de tidligere kampe i sæsonen. Fredag d. 19. november kl. 10:30 vil udsendelsen blive vist igen.

Uge 9 i Basketligaen

Fire kampe på menuen.

Tirsdag d. 16. november kl. 18:30 i Nørrebrohallen. Horsens IC skal efter en uventet pause igen i kamp, denne gang imod theView Copenhagen.

Fredag d. 19. november kl. 18:30 tager Bears Academy imod Randers Cimbria. Udeholdet tager gode skridt imod toppen af ligaen og med en sejr kan de snige sig op på 10 point.

Lørdag d. 20. november kl. 14:30 er der kamp i Amagerhallen. Hjemmeholdet har endnu ikke formået at hive en sejr i land, men har vist god vilje i flere kampe. Udeholdet fra Team Fog Næstved kan med en sejr indtage 2. pladsen i Basketligaen.

Søndag d. 21. november kl. 16:30 tager Værløse Blue Hawks imod Bakken Bears. Værterne har haft en lille pause fra kampe, da sidste uges tv kamp imod Svendborg Rabbits blev aflyst grundet Covid-19. Bakken Bears derimod har været aktive og er i skrivende stund på besøg i Hviderusland hvor de spiller Fiba Europe Cup.

Uge 8 i Basketligaen

Tre ud af fem spilles.

Torsdag d. 11. november er kampen imellem Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks desværre aflyst grundet Covid-19. En ny dato for kampen findes snarest.

Lørdag d. 13. november kl. 14:00 tager BK Amager turen til Vejlby-Risskov, hvor den store bjørn venter. Bakken Bears har for alvor fundet sit spil frem og har vundet 7 ud af 7 kampe i Basketligaen, samt deres sidste 2 kampe i Fiba Europe Cup. BK Amager har endnu ikke fået point på kontoen.

Lørdag d. 13. november kl. 15:00 er theView Copenhagen på besøg i Arena Randers. Hjemmeholdet der trods en skade på en af deres store profiler er begyndt at kravle op ad tabellen, skal her sikre sig to point imod Københavnerne.

Søndag d. 14. november kl. 15:00 skulle Horsens IC havde taget imod BMS Herlev på BGI Akademiet. Denne kamp er dog udskudt mere info følger.

Søndag d. 14. november kl. 15:00 skal Team Fog Næstved i aktion imod Bears Academy. Hjemmeholdet fik i sidste uge en sejr over Værløse Blue Hawks, efter at have tabt deres sidste 2 kampe. Bears Academy søger deres fjerde sejr i sæsonen.