Skip to content

Optakt: Vinder Bakken Bears tirsdag aften, er de kvartfinaleklar i ENBL

Facebook
Foto: European North Basketball League (ENBL)

En sejr tirsdag aften hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center, og så er Bakken Bears klar til en europæisk kvartfinale.

Det er virkeligheden for de forsvarende danske mestre, der tirsdag kl. 18:30 møder Polski Cukier Start Lublin hjemme i Smilets By.

Bakken Bears har siden de stemplede ind i den europæiske turnering European North Basketball League (ENBL) været suveræne med lutter sejre i de første fire kampe, og tirsdagens modstander har modsat Bakken haft det rigtig svært i deres første fire kampe.

Start Lublin har nemlig blot vundet en enkelt kamp, hvilket var mod det andet danske mandskab i ENBL, Svendborg Rabbits, men polakkerne er stadig i live i turneringen, såfremt de vinder rub og stub i deres resterende kampe i ENBL.

Kaninerne fra Sydfyn led et stort nederlag på 40 point til Start Lublin, men både Bristol Flyers og Spartak Pleven, som Bakken har formået at slå, var en for stor mundfuld for Start Lublin. Derfor regnes Bakken Bears som storfavoritter i aftenens kamp.

Bakken Bears vandt senest i sidste uge, hvor de på udebane mod Bristol Flyers leverede en flot indsats og vandt snævert med 83-87.

“Vi er i rigtig god rytme og balance som hold. Europacup-kampene er præget af hård fysik. Jeg synes, vi står godt forberedte efter intense kampe i Estland og i Bristol, hvor vi mødte et hårdt fysisk tryk og formåede at spille os igennem det og vinde,”

“Jeg forventer endnu en intens kamp på tirsdag, når vi tager imod polske Lublin. Vi fordelte minutterne fint i Amager i går, og jeg håber at vi sammen med vores publikum kan sætte aftryk på kampen fra start,” fortæller Bakkens tekniske træner, Jakob Freil, til Bakken Bears´ hjemmeside.

Er du ikke til stede i hallen til tirsdagens europæiske brag, kan kampen ses på ENBL´s youtube.

Kampen har tipoff 18:30.

Flere artikler