For fans i begge lejre står pokalfinalen i 2017 klart i erindringen.
Forum Horsens var ikke lang tid fra at eksplodere i gul eufori, da Horsens IC med under to minutter tilbage af pokalfinalen kom foran i kampen med ni point.
Horsens IC, der dengang havde Iffe Lundberg, som i dag tørner ud for Virtus Segafredo Bologna, på holdkortet havde kurs mod pokaltitlen med en solid føring, men Næstved nægtede at kaste håndklædet i ringen.
I stedet fik de lukket hullet, og Horsens-spillerne blev mere og mere nervøse i kølvandet på at have smidt så komfortabel en føring i en pokalfinale væk på ingen tid.
Horsens-spillerne var decideret rystede, og da Næstved med fem sekunder igen bragte balance i regnskabet med en scoring, der gjorde det helt lige, 80-80, gik Horsens i panik på det efterfølgende inboundspil.
Bolden endte i hænderne på en Næstved-spiller, og angrebet sluttede med, at Phillip Nolan blev fejlet og skulle skyde to straffekast. Team FOG Næstveds skæbne var i Nolan´s hænder. Scorer han, er de pokalmestre. Misser han begge forsøg, går kampen ud i overtid.
Hvis ikke det allerede var spændende og dramatisk nok i forvejen, hjalp Nolan i den grad på det, da han missede det første straffekast. Nolan sikrede dog Team FOG Næstved klubbens første titel, da han ramte på sit forsøg nummer to.
For nogle er den dag i 2017 en glædens dag, for andre en smertefuld dag.
Lørdag mødes de to klubber igen i pokalregi. Dog ikke i en pokalfinale. I stedet er der en billet til pokalfinalen på højkant, og begge mandskaber er klar til en fed duel i Forum Horsens.
Stor kamp i vente
Lørdag skal slaget mellem Horsens og Næstved stå i Forum Horsens, og De Gule er klar.
“Mine forventninger er de samme som altid. Jeg forventer, at vi spiller sammen som hold gennem hele kampen. Kampen lørdag (i dag,red.) er i vores øjne ligesom enhver anden kamp,” siger Horsens ICs cheftræner Vedran Borovcanin.
“Vi har allerede mødt Næstved en gang. De har mere bredde på holdet end os, men vi er klar til opgaven. Jeg tror, det bliver en 50/50-kamp, selvom vi har hjemmebanefordel. Det er pokalturneringen, så jeg mener ikke, at der er en favorit” uddyber han.
Horsens IC har i Basketligaen vundet 13 ud af deres 16 kampe, hvilket rækker til en tredjeplads, og en af de ting, som har kendetegnet Horsens IC i denne sæson, er holdets stærke defensiv, fortæller cheftræneren til HICs modstander i semifinalen, Dan Pearson.
“Vi forstår kvaliteten på Horsens-mandskabet. De har vist, at de er det stærkeste defensive mandskab i Basketligaen, så det er vi opmærksomme på. Horsens kan også sætte mange point på tavlen. Det så vi, da vi senest mødte dem, hvor de scorede 95 point. Men defensiven er deres helt klare styrke,” siger Team FOG Næstveds cheftræner, Dan Pearson.
“Vi er et rigtig stærkt angrebshold og scorer i snit næstflest point per kamp. Det er en af vores største styrker, så jeg tror, at det, der bliver afgørende i semifinalen, er, hvilket hold der får sit holds største styrke til at komme mest til udtryk,” siger den amerikanske cheftræner.
Semifinalen mellem Team FOG Næstved og Horsens IC sættes igang kl. 16:00.