PLAYOFFS UGE 5

Kampen om pladserne fortsætter

Mandag d. 28. marts kl. 19:00 tager Svendborg Rabbits imod Bears Academy. De første 3 kampe er vundet af hjemmeholdet, dog ikke uden besvær. Gæsterne fra Århus er kendt for ikke at give op, og de spiller alle 40 minutter fuldt ud. Det er endnu ikke blevet til en sejr i slutspillet for Bears Academy, men intet er umuligt. Svendborg Rabbits er stadigvæk på andenpladsen, og 2 point i denne kamp vil hjælpe med at bevare positionen.

Mandag d. 28. marts kl. 19:15 tager Horsens IC imod Team Fog Næstved. Horsens IC kravlede med de seneste to sejre op på Basketligaens tredjeplads, og har startet de to sidste kampe som skudt ud af en kanon. Det offensive spil har været svært for modstanderne at stoppe, og i sidste kamp imod Team Fog Næstved scorede de 38 point i kampens første 10 minutter. Team Fog Næstved er modsat fra Horsens IC dumpet ned på en fjerdeplads, men på nuværende tidspunkt skal der blot 2 point til for at komme tilbage på tredjepladsen.

Torsdag d. 31. marts kl. 18:30 tager Bears Academy imod Team Fog Næstved, i hjemmeholdets to ud af tre kampe i denne uge. Gæsterne har indtil videre været i kontrol, og kan dette blive deres anden sejr i ugen, ser det lysere og lysere ud med en plads i semifinalerne. De unge bjørne nyder godt af de mange minutter samt liga erfaring i slutspillet, og de kæmper fortsat for sejr i slutspillet.

Torsdag d. 31. marts kl. 19:15 tager Svendborg Rabbits imod Randers Cimbria. Det har været nogle gode opgør imellem de to hold denne sæson, og intet tyder på, at det stopper lige foreløbig. Randers Cimbria er 2 point fra fjerdepladsen, og de søger fortsat efter, at komme ind i en god og vedvarende rytme. Svendborg Rabbits har i perioder haft problemer med angrebet på det sidste, men de scorer dog i gennemsnit 101 point per kamp imod Randers Cimbria, hvilket ikke tegner på et offensiv der er gået i stå.

Fredag d. 1. april kl. 18:00 tager theView Copenhagen imod BK Amager. Værterne har nu vundet fem kampe i strej, og selvtilliden fejler intet. theView kan med en sejr mere sikre sig en plads i play-off B finalen, som allerede er sikret af Værløse Blue Hawks. Gæsterne fra BK Amager var yderst tæt på at vinde deres sidste kamp, og i slutspillet har de været i nogle meget tætte opgør. BK Amager kan med sejre i deres sidste kampe erstatte BMS Herlev på tredjepladsen i play-off B.

Fredag d. 1. april kl. 19:00 tager BMS Herlev imod Værløse Blue Hawks. Hjemmeholdet er på nuværende tidspunkt nede 1 – 2 imod Værløse Blue Hawks, men det betyder ikke, at de lægger sig ned lige foreløbig. Det har været intense opgør imellem de to hold de sidste par sæsoner, og intet har ændret sig denne sæson. BMS Herlevs Leonardo Carlino var tilbage på banen i sidste kamp imod theView Copenhagen, og her bidrog han med 17 point, 9 rebounds og 7 assists.

Lørdag d. 2. april kl. 16:30 tager Bears Academy imod Bakken Bears. Det bliver ikke mere lokalt, end når de to hold mødes. Der har været en klar klasseforskel imellem Bears Academy og Bakken Bears, men hjemmeholdet har indtil videre givet 100% i alle kampenes 40 minutter.

Søndag d. 3. april kl. 15:00 tager Randers Cimbria imod Horsens IC. I sidste uge var det Horsens IC, der trak det længste strå og vandt 95-82. Der kan nå at ske meget i kampene inden, men dette er endnu en af de kampe, der har meget at sige i forhold til den endelige placering.

TV-kamp Team Fog Næstved vs Svendborg Rabbits

Kameron Williams i hvid
Foto: Robert Piil

Direkte fra Næstved

Team Fog Næstved har tabt deres to sidste kampe, og er nu endt på femtepladsen i play-off A. På nuværende tidspunkt kan en enkelt sejr give en plads i semifinalerne, og heldigvis for dem er der stadigvæk seks kampe tilbage. Feltet omkring tredje og fjerdepladsen er fortsat så tæt som noget kan være, da både Horsens IC, Randers Cimbria og Team Fog Næstved har 28 point. I seneste kamp var det et offensivt kollaps i fjerde periode, der var mest talende for nederlaget. Vincent Bailey har vist god figur i de sidste to kampe, dog har produktionen fra Bubu Palo og Brevin Pritzl været manglende.

Svendborg Rabbits ligger fortsat på andenpladsen, men placeringen er ikke låst endnu. De er 4 point foran resten af semifinale kandidaterne, og er derfor nød til at hive nogle flere sejre hjem. Det blev senest til et nederlag imod Bakken Bears, hvor kaninerne endnu engang fik gjort det helt tæt i kampens døende minutter, og havde muligheden for at sende kampen i overtid. Svendborg Rabbits har haft fuld roster i de sidste 4 kampe, og meget taler for at de vil sikre sig en semifinaleplads.

Kampen vises på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE, med optakt fra kl. 19:00 eller på www.basketligaen.live.  

PLAYOFFS UGE 4

Sæsonens travleste uge

Mandag d. 21. marts kl. 18:30 tager Bears Academy imod Horsens IC. Hjemmeholdet har endnu ikke fået en sejr i slutspillet, hvor en plads i top 4 er vel udenfor rækkevidde. Det har dog ikke stoppet dem i at spille hårdt og give deres modstandere kamp til stregen. Horsens IC vandt deres første kamp i slutspillet, og fik dermed rykket sig lidt tættere på tredjepladsen. De to første opgør blev vundet af Horsens IC.

Mandag d. 21. marts kl. 19:00 tager Svendborg Rabbits imod Bakken Bears i Rise Sparekasse Arena. Bakken Bears vandt de første to opgør, dog var den sidste kamp utrolig tæt og endte 95-92. Svendborg Rabbits havde to chancer for at sende kampen i overtid, men der stod Bakken Bears på sejren. I sidste runde tabte Bakken Bears deres første kamp i sæsonen efter at have kvalificeret sig til FIBA Europe Cup semifinalen.

Mandag d. 21. marts kl. 19:15 sender hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE direkte fra Arena Randers, når Randers Cimbria tager imod Team Fog Næstved. Se med fra kl. 19:00, hvor optakten starter.

Torsdag d. 24. marts kl. 18:30 er det storebror imod lillebror, når Bakken Bears tager imod Bears Academy. Det er blevet til to sikre sejre for hjemmeholdet, der her i slutspillet har lagt lås på tre af udeholdets større profiler. Det har dog ikke taget noget af viljen fra resten af Bears Academy mandskabet, der fortsat kæmper hver gang de indtager gulvet.

Torsdag d. 24. marts kl. 18:45 tager Horsens IC imod Randers Cimbria. Det er nu lidt over en måned siden de to hold mødtes, og Horsens IC sikrede sig tie-breakeren. Stillingen er tæt, og med Randers Cimbrias sejr over Bakken Bears er de fortsat lige i hælene på Horsens IC.

Torsdag d. 24. marts kl. 19:15 sender hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE for anden uge i træk direkte fra Næstved hallerne. Denne gang tager Team Fog Næstved imod Svendborg Rabbits. Se med på kanalen fra kl. 19:00, hvor optakten begynder.

Fredag d. 25. marts kl 19:00 tager BMS Herlev imod theViewCopenhagen. Det har ikke været let for BMS Herlev, der nu har tabt deres sidste 11 kampe. De har derudover i seneste nederlag måtte undvære deres topscorer Leonardo Carlino og top rebounder Marqus Marion. theView Copenhagen topper indtil videre på det rigtige tidspunkt, og det der startede med en sejr over Randers Cimbria i sæsonens næst sidste grundspilskamp, er nu blevet til fire sejre i streg.

Søndag d. 27. marts kl. 17:45 tager Værløse Blue Hawks imod BK Amager. Hjemmeholdet har indtil videre holdt godt fast på førstepladsen i Play-off B, men intet er afgjort endnu. BK Amager spiller med fornyet energi, og selvom det ikke kan blive til en plads i Play-off B finalen, kan der stadigvæk pyntes gevaldigt på deres nuværende resultater.

PLAYOFFS UGE 3

Gode opgør i vente

Onsdag d. 16. marts kl. 18:30 i Vejlby-Risskov hallen tager Bears Academy imod Svendborg Rabbits. Det er ved at være noget tid siden, at de to mandskaber har mødt hinanden, og i sidste opgør var det Svendborg Rabbits, der slap afsted med en kneben sejr.

Onsdag d. 16. marts kl. 19:00 i Amagerhallen tager BK Amager imod theView Copenhagen. BK Amager fik i weekenden deres første sejr på banen, hvilket giver dem i alt 4 point på kontoen. theView Copenhagen har vundet deres sidste tre kampe, og har nu få hentet de tabte point fra deres sidste opgør imod BK Amager.

Torsdag d. 17. marts kl. 19:15 i Næstved Hallerne tager Team Fog Næstved imod Horsens IC. Kampen vises på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE, se med fra kl. 18:30 hvor basketmagasinet OVERTIME ruller over skærmen.

Fredag d. 18. marts kl. 18:00 i Vejlby-Risskov hallen tager Bakken Bears imod Randers Cimbria. Publikum var på kanten af sæderne, da de to hold sidst spillede imod hinanden og kampen gik i overtid. Bakken Bears sidder på de to første sejre, men det har ikke været lette kampe.

Søndag d. 20. marts kl. 17:00 i Søndersøhallen tager Værløse Blue Hawks imod BMS Herlev. Hjemmeholdet har lige nu en sejr mere end gæsterne fra Herlev, og den står 1 – 1 i deres to første møder. Værløse Blue Hawks kan med en sejr holde sig i toppen af play-off B. BMS Herlev, der for nyligt er blevet overhalet af theView Copenhagen, skal bruge en sejr for at blive a point.

TV-kamp Randers Cimbria vs Svendborg Rabbits

Tyre Gathright i hvid
Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Direkte fra Arena Randers

Det er ikke mere end en uge siden, at Randers Cimbria og Svendborg Rabbits mødtes i DBBFs pokalsemifinale på samme bane. Det blev Svendborg Rabbits, der kunne glæde sig over en plads i pokalfinalen efter en sejr i sidste øjeblik. Hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE er på pletten med optakt fra kl. 19:00 og kampstart kl. 19:15. Inden kampen kan du se basketmagasinet OVERTIME kl. 18:30.

Randers Cimbria fik for nyligt en komfortabel sejr over Bears Academy, da de spillede deres første kamp i slutspillet. Det har dog ikke været den letteste tid for holdet med nederlag til theView Copenhagen, afskedigelsen af Chris Nielsen, og pokal nederlaget til Svendborg Rabbits. Det kan håbes for Randers Cimbria, at der er kommet lidt ro i lejren, og at Reginald Kissoonlal er klar til tip-off. Holdets topscorer og rebounder sad ude i sidste kamp, hvilket dog ikke kunne ses på resultatet.

Svendborg Rabbits tog også en sejr i deres første slutspilskamp, her var det imod Horsens IC. Højt at flyve, dybt at falde. Efter en tæt sejr over Randers Cimbria i pokalsemifinalen, måtte Svendborg Rabbits se sig slået af Basketligaens syvendeplads, Værløse Blue Hawks. I kampen manglede Svendborg deres guard Sebastian Åris, der ikke har været oppe imod Værløse denne sæson. Svendborg Rabbits ligger fortsat på andenpladsen i det tætte løb, som denne sæson indtil videre har vist sig at være.

PLAYOFFS UGE 2

Kampe i begge puljer

Tirsdag d. 8. marts kl. 18:00 i Nørrebrohallen, tager theView Copenhagen imod Værløse Blue Hawks. Begge hold har været flyvende for tiden, med sejre over nogle af Basketligaens bedste hold. theView har vundet deres sidste to kampe og med sejre over både Randers Cimbria og Horsens IC, har de vist, at de ikke er til at spøge med. Værløse Blue Hawks besejrede senest Svendborg Rabbits, der i denne sæson har ligget fast på andenpladsen. Med en sejr i dag må det forventes, at de starter slutspillet fulde af selvtillid.

Torsdag d. 10. marts kl. 19:15 sender hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE direkte fra Arena Randers, når Randers Cimbria tager imod Svendborg Rabbits. Se med fra kl. 18:30, hvor basketmagasinet OVERTIME ruller over skærmen, efterfulgt af optakt til kampen kl. 19:00.

Torsdag d. 10. marts kl. 19:15 i Næstvedhallen tager Team Fog Næstved imod Bears Academy. Team Fog Næstved har vundet de to første opgør, men med endnu en sejr vil de atter være a point med Svendborg Rabbits. Bears Academy er holdet, der aldrig lægger sig ned, og med den gode rotation i spillertruppen kan man håbe på at kollektivet løfter niveauet.

Fredag d. 11. marts kl. 18:45 i Forum Horsens, tager Horsens IC imod Bakken Bears. Horsens har tabt deres første kamp i slutspillet og ligger a point med Randers Cimbria. 2 point i denne kamp vil ikke blot være godt for Horsens ICs chancer for at forblive på fjerpladsen, men også gøre dem til det første hold, der besejrer Bakken Bears. I sidste uge tikkede der pludseligt gode nyheder ind i Bakken Bears lejren, da en plads i FIBA Europe Cups kvartfinale nu er deres. Det har gjort programmet lidt mere pakket, og det der skulle have været en torsdags TV-kamp imellem de to hold, bliver nu til en spændende fredag aften i Forum Horsens.

Lørdag d. 12. marts kl. 13:30 i Herlev Hallen tager BMS Herlev imod BK Amager. Det er nu længe siden de to hold har stået overfor hinanden og meget er sket siden. BMS Herlev tog afsked med deres amerikaner, og BK Amager har signet to nye. BMS Herlev har tabt de sidste 9 kampe og BK Amager de sidste 8, så det skal blive spændende at se hvilket af holdene, der får en længe ventet sejr.

Alle kampe kan ses på www.basketligaen.live.

Svendborg Rabbits vs Horsens IC på SPORT LIVE

Oscar Jørgensen i hvid
Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Live fra Kaninhulen.

Mandag d. 7. marts kl. 19:15 er første kamp i slutspillet for Svendborg Rabbits og Horsens IC. SPORT LIVE er på pletten med optakt fra kl. 19:00, hvor du kan se interviews med både trænere og spillere.

Svendborg Rabbits fik kort efter landsholdspausen sikret sæsonens første medaljer, da de vandt semifinalen i DBBFs pokalturnering. To dage efter gik turen til Søndersøhallen, hvor de med en sejr kunne distancere sig lidt mere fra Team Fog Næstved. Det gik dog ikke som planlagt, og Svendborg Rabbits blev i stedet sendt hjem med et nederlag i bagagen. De slutter dog stadigvæk på andenpladsen i grundspillet.

Horsens IC har haft god tid til at samle kræfter og slikke sårene. Ligesom Svendborg Rabbits tabte de også en kamp til et af Basketligaens bundhold i deres sidste grundspilskamp. Det har været en sej kamp for Horsens IC indtil videre, men på trods af den svære start på sæsonen, har de fået kæmpet sig op på fjerdepladsen. De to første stik er gået til Svendborg, men Horsens har gang for gang vist, at de har et meget højt topniveau.

PLAYOFFS UGE 1

Afslutning og opstart.

Denne uge bliver grundspillet afsluttet når de to sidste kampe afvikles torsdag og fredag. Onsdag aften sikrede Svendborg Rabbits sig en plads i pokalfinalen imod Bakken Bears søndag d. 17. april i Forum Horsens. Bakken Bears fik også nyheden om at de var tilbage i FIBA Europe Cup, da deres tidligere modstander BC Avtodor Saratov er blevet ekskluderet fra turneringen. Bakken Bears skal nu møde Rumænske CSM CSU Oradea i kvartfinalen onsdag d. 9. marts.

Torsdag d. 3. marts kl. 19:00 i Amagerhallen tager BK Amager imod Bakken Bears i deres sidste møde denne sæson. BK Amager har på det seneste forbedret sit spil og sigter formegentlig efter at få styr på rotationerne inden slutspillet starter. Bakken Bears kan denne kamp være det eneste ubesejrede hold i Basketligaen, hvilket ikke har været gjort siden 1973.

Fredag d. 4. marts kl. 19:00 i Søndersøhallen tager Værløse Blue Hawks imod Svendborg Rabbits. Værløse har i de sidste to kampe vist at de kan holde sig indenfor arms længde med topholdene og det er nu deres sidste chance for at tage en sejr imod et af dem. Svendborg Rabbits kommer lige fra at have kvalificeret sig til pokalfinalen og samler endnu engang op på deres travle kampprogram. Det er deres anden af tre kampe på seks dage, og selvom de har sikret sig andenpladsens i grundspillet er der ikke tid til at slippe foden fra pedalen når alle pointene gælder.

Lørdag d. 5. marts kl. 14:00 i Vejlby-Risskovhallen åbner Bakken Bears og Team Fog Næstved op for det nye Play-off 1-6 setup. De to hold har stået overfor hinanden tre gange denne sæson, hvoraf to af opgørene har været uhyrligt spændene. Bakken Bears har indtil videre været det bedre hold, men man skal ikke undererkende Team Fog Næstved, der har haft en rigtig flot sæson.

Lørdag d. 5. marts kl. 16:30 er der igen kamp i Vejlby-Risskovhallen, hvor Bears Academy tager imod Randers Cimbria. Det er ikke længe siden vi så de to hold overfor hinanden, hvor Chis Nielsen i kampens døende sekunder sikrede sejren med et 3 points skud. Det unge Bears Academy hold skal fyrre på alle cylindre, hvis de skal have nogle sejre i Play-off 1-6.

Se kampene i hallerne, på basketligaen.live, eller hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE.

Næst sidste runde i grundspillet

Endnu et upset.

Ugens første kamp var imellem Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks. Gæsterne var som altid kommet for at spille og fulgte godt med i de to første perioder. Ved starten af anden halvleg var scoren 45-38, men her fik hjemmeholdet i løbet af de næste 10 minutter udbygget føringen til 70-54. Fjerde periode blev den mest scorende og den eneste, der blev vundet af Værløse Blue Hawks. Kampen endte 97-82. Corey Silverstrom blev kampens topscorer med 27 point, 5 rebounds og 3 assists.

Randers Cimbria var værter, da de for anden uge i træk havde kamp på SPORT LIVE. Et vigtigt opgør i kampen om Basketligaens fjerde og femteplads. Der var spænding igennem hele kampen, og der blev ikke givet noget line i første halvleg. Lige som det så ud til, at Randers Cimbria skulle gå til pause med en 3 points føring, satte Khalil Ahmad et skud fra distancen. I anden halvleg var der ikke nogen tvivl om, at gæsterne havde overtaget kampen, selvom Randers Cimbria lå lige i hælene på dem. Med 8 minutter tilbage i kampen kommer Horsens IC op med 13 point. Dette bliver dog hurtigt reduceret, men de formår at holde afstanden og vinder kampen 91-101. Udeholdets mest scorende var Khalil Ahmad med 19 point, 6 rebounds og 5 asissts. Kampens topscorer blev Jonathan Klussmann, der havde 20 point, 5 assists og 2 rebounds.

Svendborg Rabbits havde lørdag eftermiddag besøg af BMS Herlev. Gæsterne tog føringen halvandet minut inde i kampen, men det varede dog ikke længe, før hjemmeholdet fik sat gang i maskineriet. Alle fire perioder blev vundet af Svenborg Rabbits, der havde fået Sebastian Åris på banen igen. Anden halvleg var lidt tættere, da tredje periode blev vundet med 2 point og fjerde periode med 1 point. Kampen endte 102-72, og dermed fik Svendborg Rabbits sikret sig andenpladsen i grundspillet. For hjemmeholdet var Oscar Jørgensen mest scoredende med 16 point, 3 rebounds og 2 assists. Topscorer i kampen var Andreas Mortensen med 24 point, 1 rebound og 1 assist.

I Næstved Hallerne sikrede Team Fog Næstved sig tredjepladsen i Basketligaens grundspil, da de besejrede BK Amager. Første periode var et tæt løb med 20-19 til Team Fog Næstved. For hjemmeholdet fik piben dog en anden lyd i anden periode. Godt angreb og suverænt forsvar forvandlede den ellers tætte start til en føring, der hed 64-32 ved pausen. Kampen kunne nu køres stille og roligt hjem, og alle 8 omklædte spillere hos Team Fog Næstved blev noteret for point. Brevin Pritzl blev kampens topscorer med 30 point, 10 rebounds og 5 assists.

Bakken Bears viste endnu engang, at en kamp kan vindes på én velspillet periode, da de lørdag eftermiddag besejrede Værløse Blue Hawks på hjemmebane. I Starten af anden periode var stillingen 20-17, men helt let skulle det ikke være for hjemmeholdet, da Værløse Blue Hawks gjorde gode forsøg på et comeback. Ved pausen var føringen blevet reduceret og den stod så 53-45. Tredje periode var næsten helt lige, men Bakken Bears fik bragt føringen op til 10 point. Der stod Asbjørn Nerlov og Mikkel Hauge på fjerde periode, og kampen stod 85-84 med 2½ minut tilbage. I de sidste 40 sekunder af kampen tilkæmper Værløse sig 2 angrebsrebounds og sender 3 skud afsted fra distancen, dog uden held. Bakken Bears bevarer overblikket og vinder kampen 96-87. For hjemmeholdet var det Jarred Ogungbemi-Jackson, der blev mest scorende med 25 point, 5 rebounds og 3 assists. Topscorer i kampen var Asbjørn Nerlov med 27 point, 9 rebounds og 4 assists.

Forum Horsens bød ligeledes på kamp lørdag eftermiddag. Horsens IC spillede her imod theView Copenhagen i det, der skulle vise sig at være en af ugens mest spændende kampe. Det var gæsterne, der lagde bedst ud og vandt første periode 24-27. Kollektivet hos Horsens får svaret igen, og bringer sig foran inden pausen 54-51. I starten af anden halvleg var der ingen tvivl om, at det nok skulle blive en spændende affære. Nu var det igen theView Copenhagen, der var på toppen, og de vandt tredje periode stort. Comebacket blev ledt af Andrew Ramiréz, og stillingen inden sidste periode var 75-84. Hjemmepublikummet sad på kanten af sæderne i fjerde periode, da deres hold lidt efter lidt kom tættere på en føring. Med 20 sekunder tilbage i kampen kommer Khalil Ahmad på linjen, hvor han scorer første straffe til 102-103 og kunne med næste skud udligne kampen. Khalil Ahmad brænder andet straffe, men Horsens IC får angrebsrebounden og sendt et skudforsøg afsted. Endnu en angrebsrebound af hjemmeholdet, men denne gang bliver bolden dog smidt væk, og kampen er i gæsternes hænder. Med 3 sekunder tilbage får Horsens IC endelig sendt Andy Ramiréz på linjen, hvor han rammer den første og brander det andet. Horsens IC får rebounden, men formår ikke at få sendt et skud afsted, og kampen ender 102-104. Både Hannibal Salomon og Khalil Ahmad blev kampens mest scorende spillere med 26 point hver.

Randers Cimbria og Bears Academy spillede sidste kamp på programmet lørdag eftermiddag, og her manglede der heller ikke spænding. Efter to tætte perioder var Randers Cimbria foran 41-37 ved pausen, til forskel fra sidst de to hold mødtes, hvor Randers vandt med 42 point. Bears Academy kom stærkt ud i tredje periode, og efter 4 minutter havde gæsterne sat sig i førersædet. Borgmesteren fra Randers kom med det hele og mere til i fjerde periode, da det ellers så sort ud. Bears Academy, der ellers havde kæmpet sig til en 9 points føring i perioden, formåede ikke at stoppe Randers Cimbria og især ikke Chris Nielsen, der scorede 14 point af sine 23 point i perioden. Med 6 sekunder tilbage og nede 89-91 sender Chris Nielsen skuddet afsted, som redder dagen for Randers Cimbria. Kampen endte 92-91 og Chris Nielsen blev topscorer med 23 point, 3 assists og 2 rebounds. 

Oscar Jørgensen i hvid
Foto: Tom Andreasen – Fotografi