Uge 14 i Basketligaen

God basket og godt nytår!

Der er lidt over en time til næste runde af Basketligaen skydes i gang. Der er lagt op til nogle gode kampe lige her inden nytår, dog desværre med et par aflysninger grundet Covid-19.

Onsdag d. 29. december kl. 16:30 spiller BK Amager den første af to kampe i Jylland inden nytår. Først venter Bears Academy ført an af Keane Thomann, der i denne sæson scorer 16.6 point og tager 8.2 rebounds per kamp. Hjemmeholdet vandt deres seneste kamp i Værløse, og kommer ud af julepausen med muligheden for, at vinde deres femte kamp i sæsonen og dermed placere sig bedre på sjette pladsen i Basketligaen. BK Amager er endnu ikke kommet til sejr, men har i mange kampe vist, at de i perioder kan spille med mange af holdene. De kan se frem til Basketliga debut for deres ny erhvervede guard Mitchell Ray Pellisier, og kan håbe på, at han giver dem det skub de har brug for i denne kamp.

Onsdag d. 29. kl. 18:00 tager BMS Herlev imod Bakken Bears i Herlev Hallen. De to hold mødtes tidligere på sæsonen, hvor det blev en sejr på 37 point til Bakken Bears. Udeholdet kommer fra en sejr over Randers Cimbria i overtid, og kan med de sidste to kampe inden nytår gå ubesejret 12-0 ind i 2022. Hos BMS Herlev har udviklingen af de unge været en stor prioritet i år, og minutterne bliver vel fordelt. Det har flere gange vist sig at give pote, og de har i flere kampe præsteret godt. Hjemmeholdets kaptajn, Danijel Marsenic, ligger i år nummer to på assist i Basketligaen og snitter 8.1 point og 6.8 assist.

Onsdag d. 29. december er Randers Cimbria vs. Værløse Blue Hawks aflyst, og rykkes til senere tidspunkt.

Onsdag d. 29. december er Horsens IC vs. Team Fog Næstved aflyst, og rykkes til senere tidspunkt.

Torsdag d. 30. december kl. 16:30 spiller Bakken Bears og BK Amager deres anden kampen på to dage. Bakken Bears har vundet alle 10 kampe, hvorimod BK Amager har tabt alle 10 kampe.

Torsdag d. 30. december kl. 19:15 spilles ugens tv kamp imellem Svendborg Rabbits og theView Copenhagen. Du kan se kampen med optakt fra kl. 19:00 på SPORT LIVE.

Den sidste uge inden jul

Sebastian Åris i hvid og Siler Schneider i gul
Foto: Tom Andreasen – Fotografi

På gensyn efter jul.

Basketligaen ønsker alle en god jul, vi er tilbage igen allerede onsdag d. 29. december.

I ugens første kamp fik Svendborg Rabbits atter vist, at de hører til på øverste hylde. Spændingen var høj, da Horsens IC gæstede Rise Sparekasse Arena, og tilskuerne havde ligeledes nerverne ude på tøjet, da den ellers stille Khalil Ahmad indledte et 8-0 scoring run. Gæsterne var kun nede med 1 point med 5 minutter og 36 sekunder tilbage, men her fik Svendborg Rabbits igen det gode holdspil frem, og sendte hele 18 point igennem nettet de sidste 5 minutter af kampen. Topscorer for kampen blev Andy Cleaves med 32 point, 4 rebounds og 4 assist. Sebastian Åris fik en flot double double med 26 point, 11 assist og 5 rebounds.

BK Amager skulle endnu engang huse ugens TV-kamp. Der var god stemning i hallen, og hemmeholdet kom flyvende fra start med en føring på 21-8. Højt at flyve, dybt at falde. theView Copenhagen var iskolde i første periode, men begyndte så småt at komme i gang i anden periode. Efter lidt rotation fik Coach Jeffrey Fawme endelig fundet den rette lineup, og her var det specielt Andy Ramírez, der ledte holdet. Ved halvleg var kampen helt lige, og de sidste to perioder var derfor helt åbne. Det blev tydeligt fra start af, at theView Copenhagen havde fået styr på deres spil og de kiggede sig ikke tilbage efter pausen. theView copenhagen vinder kampen 72-82, og ledt af Andy Ramírez, der blev noteret for 22 point, 7 rebounds, 5 assist og 5 steals.

Fredag aften mødte Værløse Blue Hawks og Bears Academy endnu engang hinanden. De to første sejre er gået til Værløse, som senest slog Bears Academy på hjemmebane i pokalturneringen. Derimod fik denne kamp en anden tone i anden og tredje periode, da gæsterne vandt disse med 17 point. Spændende blev det, da værterne endnu engang skruede op for intensiteten i fjerde periode, og kæmpet sig tilbage i kampen. Sejren gik denne gang til Bears Academy og kampen endte 73-74. Anton Harbo blev topscorer med 23 point, 4 rebounds og 3 assist.

BMS Herlev tog lørdag eftermiddag imod Svendborg Rabbits på hjemmebane. Gæsterne klarede arbejdet tidligt, og gik til pause med en føring på 22 point. Dette gjorde, at minutterne blev fordelt pænt imellem de 9 spillere, de havde taget med på turen til København. Samme var gældende for værterne, der ligeledes havde alle man i aktion, som alle blev noteret for point. Kampens store stjerne var dog gæsternes guard Corey Silverstrom, som havde 35 point, 5 rebounds og 4 assist. Svendborg Rabbits fik dermed deres tredje sejr i træk med scoren 79-100.

Bakken Bears og Randers Cimbria leverede et brag af en basket kamp på SPORT LIVE, da de mandag aften spillede i Vejlby-Risskov Hallen. De tomme tilskuerpladser var fyldt med bamser, og de frivillige formåede at afvikle Bakken Bears traditionsrige ”Teddy Bear Toss”. Der var spænding til det sidste forrige gang holdene mødtes i Randers, og det skulle basket Danmark heller ikke snydes for denne gang. Kampen var tæt på at blive afgjort, da hjemmeholdet var oppe med 16 point i anden periode, men gæster fra Randers var langt fra ude af kampen. På kort tid fik Randers Cimbria hentet ind, og så blev det pludselig en tæt kamp. Det stod helt lige i fjerde periode og med Randers Cimbria på bolden, havde de muligheden for at afgøre kampen. Det blev til en misset chance fra Brandon Randolph, og kampen gik i overtid. Den store stjerne i overtiden var Darko Jukic, som scorede 12 af sine 21 point i de første 3 minutter af overtiden. Bakken Bears vinder kampen 125-122 og fortsætter dermed deres sejrsstime, der nu er på 10 sejre i træk. Topscorer i kampen var Chris Nielsen med 24 point og 4 rebounds.

Ugens tv kamp Bakken Bears vs. Randers Cimbria

Foto: Per Bille/RyFoto

Fly Teddy fly.

I dag spiller Bakken Bears deres tredje TV-kamp i sæsonen, denne gang tager de imod Randers Cimbria. I deres sidste opgør slap Bakken Bears afsted med skrækken og fik en sejr på 7 point efter Randers Cimbria fik reduceret føringen til blot 1 point med 59 sekunder tilbage af kampen.

Randers Cimbria kommer lidt anderledes ind i denne kamp og har siden sidst måtte undvære deres amerikanske guard Trey Phills, men de har fået en gammel kending tilbage på holdkortet i form af Brandon Randolph. Sidste år spillede Randolph 19 kampe for Randers Cimbria og her snittede han 14.1 point, 4.7 assist og 4.1 rebounds. Det er ikke den eneste gode nyhed i Randers, deres unge talent Jonathan Klussmann sikrede dem en sejr over Team Fog Næstved med en kamp afgørende scoring og senest i første runde af pokal turneringen scorede han hele 50 point imod sit gamle hold BK Amager.

Det er noget tid siden Bakken Bears har spillet en kamp i Basketligaen, sidst var det imod Horsens IC hvor de vandt 72-85 og sikrede deres niende sejr i træk. De har dog spillet to FIBA Europe Cup kampe siden, først et snævert nederlag til russiske Avtodor Saratov 95-96 hjemme og senest et udebane nederlag til Bahçeşehir Koleji 90-76. Det må formodes at Bakken Bears kommer velforberedt ind til kampen imod Randers for at få vendt skuden efter de to europæiske nederlag.
Bakken Bears afholder til denne kamp deres årlige ”Teddy Bear Toss” i samarbejde med Børnenes Kontor. Der skulle være uddelt bamser til kampen og ved den første 3 pointer der går igennem kurven ville man havde set bamserne regne ned på banen. Bamserne gives efter kampen til som julegave til børn der trænger til en bamse. Grundet de nye restriktioner vil kampen selvfølgelig være uden tilskuere  og hvordan ”Teddy Bear Toss” så afvikles kan ses på SPORT LIVE i aften.

Kampen starter kl. 19:15 på hele Danmarks basket kanal SPORT LIVE. Husk du kan se basketmagasinet OVERTIME og optakt til kampen fra kl. 18:30 på kanalen.

Midtvejs status fra Bakken Bears

Foto: Per Bille/RyFoto

Teddy Bear Toss afslutter heftig halvsæson for Bakken Bears.

16 kampe, 13 sejre, en perfekt 9-0 start på Basketligaen og videre avancement i FIBA Europe Cup. Sådan kan efteråret beskrives for Bakken Bears, der ikke har haft mange pusterum i løbet af et efterår, hvor der ovenikøbet også blev spillet kvalifikation til Champions League i italienske Treviso.

Resultaterne i Basketligaen taler for sig selv, hvor Bakken Bears i gennemsnit har scoret 98,3 point, mens man har formået at holde modstanderen på knap 78 points – senest med en sejr mod ærkerivalerne fra Horsens, der blev besejret med 72-85.

Horsens var også første modstander i sæsonåbneren, og med et larmende publikum på hjemmebane formåede Bears at hive en relativt sikker sejr i hus, selvom HIC, og især Khalil Ahmad med 40 points i kampen, i perioder bed fra sig. Det blev startskuddet til en perfekt stime af kampe, hvor man har slået samtlige tidligere “Pro-A”-hold på udebane.

Det har dog ikke kun været en dans på roser i Basketligaen. Allerede i anden kamp af sæsonen var man ved at smide en enorm føring på udebane mod Randers Cimbria og det samme var gældende, da man gæstede Næstved. Begge sejre blev dog reddet hjem og den perfekte stime blev således holdt i live.

“I ligaen er vi lykkedes med at holde fokus på vores udvikling og tage små skridt frem dag for dag. Ikke alle liga-sejrene har været toppræstationer, men vi har fået arbejdet gjort”, udtaler head coach, Anders Sommer, der er i gang med sin første sæson som manden i spidsen for Bakken Bears.

Mellem kampene i Basketligaen har der også været spillet FIBA Europe Cup, hvor bjørnene endte i en rigtig svær pulje med Crailsheim, Peristeri og Tsmoki Minsk. Det blev et helt andet niveau, end Bakken Bears før havde oplevet i første gruppespil i turneringen, og det blev også en svær start på gruppen. Med et nederlag hjemme mod Crailsheim og et smerteligt nederlag ude mod Peristeri, var der pres på i de resterende fire kampe. Men som holdet blev spillet bedre og bedre sammen, blev resultaterne også derefter, hvor Bears hentede fire sejre i de sidste fire mulige og dermed også en billet til andet gruppespil, hvor Avtodor Saratov, Bahcesehir, og London Lions venter.

Nu venter så to kampe i FIBA Europe Cup og det årlige tilbagevendende event, Teddy Bear Toss, i kampen mod Randers Cimbria 20. december. Randers har kæmpet sig frem i stillingen igen med stor hjælp fra Regginald Kissoonlal, der har haft en varm hånd den seneste måneds tid.

Nu kommer basketligaen.live

Basketligaens nye streaming platform går i luften.

Fra d. 15. december vil Basketligaens kampe blive vist på basketligaen.live, og dermed ikke længere være at finde på basketligaen.dk FIBA LiveStats.
Vil du fremover se kampe fra Basketligaen, skal du derfor oprette en bruger på basketligaen.live hvor der vil være et gebyr på 75kr per måned som inkluderer alle kampe i Basketligaen.

Da vi stadigvæk arbejder på at levere et godt produkt til fansene, og virkelig sætter pris på den store mængde tålmodighed, kan du i forbindelse med at du opretter dig og ”køber” abonnementet skal du betale med rabatkoden ”Basket” i stedet for at indtaste dit kreditkort.
Du kan i den gratis prøve periode forvente at se løbende forbedringer af billedkvaliteten, og det nye system fra Sportscast vil levere score, tid samt perioder.
Alle der har oprettet en profil vil få besked inden de månedlige opkrævninger med gebyret på 75 kroner starter. Vi forventer prøve perioden slutter på et tidspunkt i løbet af første kvartal 2022.

Det er et kæmpe skridt for dansk basket og Basketligaen at have egen streaming platform, og ved at oprette en bruger støtter du netop spillerne, klubberne og dansk basket.Vi glæder os utroligt meget til at kunne give dig dansk topbasket både på livestream og on demand.

Husk passet når du skal i hallen

Coronapasset er tilbage i hallen.

Først og fremmest vil vi gerne takke alle jer, der kommer i hallerne, og støtter op om holdene i Basketligaen. Vi skal minde jer om, at når vi igen starter med kampe fra i aften, er der krav om coronapas for tilskuere og frivillige m.fl. 15 år og op. Der skal kunne fremvises gyldigt coronapas jf. samfundets gældende retningslinjer for vaccination, tidligere smitte/immunitet eller test. Pt. gælder PCR-test taget indenfor 72 timer og antigen/quick-test indenfor 48 timer. Vi håber fortsat på at se mange af jer i hallerne, og samtidig gøre en indsats for, at komme smitten til livs.

For spillere, trænere og stab omkring holdet er der ligeledes lavet nye retningslinjer. Spillere udtaget til kamp, trænere, fysioterapeuter og holdledere der er med til kamp, skal senest 4 timer før kampstart have indsendt deres gyldige coronapas til Basketligaen.

Ugens tv kamp Horsens IC vs. Bakken Bears

Tilbage til hvor vi startede.

Torsdag d. 2. december kl. 19:15 er der endelig tv kamp igen. Det blev en længere pause end forventet, da der inden landsholdspausen var corona udbrud i Basketligaen. Heldigvis er situation i ligaen nu kommet under kontrol, og kampene kan genoptages.

Sidste gang Horsens IC og Bakken Bears mødtes, leverede de tæt på 4 perioders spændende og seværdig tv kamp, og mon ikke de kan gøre det samme igen. Det er i hvert fald to hold, der har haft god tid til at få trænet og forberedt inden dette opgør.

Bakken Bears er stadigvæk det eneste ubesejrede hold i Basketligaen, og har leveret både i ind- og udland på det seneste. Inden pausen sluttede de som nr. 2 i deres FIBA Europe Cup gruppe, og gik dermed videre til næste runde, der starter onsdag d. 8. december.

Hos Horsens IC ser man formentlig ekstra meget frem til torsdagens opgør, da deres guard Siler Schneider langt om længe har fået grønt lys. Sidste gang Siler Schneider var i aktion, tørnede han ud for ABC Athletic Constanta i Rumænien. Her snittede han 15.8 point, 5.3 assists og 5.1 rebounds.

Se kampen på SPORT LIVE torsdag d. 2. december kl. 19:15. Inden kampen er basket magasinet OVERTIME også tilbage, og sender på kanalen fra kl. 18:30 efterfulgt af optakt til kampen.

Uge 10 i Basketligaen

Basketligaen er tilbage.

Efter en lille landsholdspause er ligaen atter tilbage. Fire af holdende er allerede kommet halvvejs igennem sæsonen, og de sidste seks hold er enten en eller to kampe derfra. Der skal ikke mange kampe til, for at tippe tabellen, men de tre hold i toppen har indtil videre set komfortable ud.

Torsdag d. 2. december kl. 19:15 er der igen tv kamp på SPORT LIVE. De samme to hold der åbnede sæsonen på kanalen indtager igen skærmen. Horsens IC skal se, om de denne gang kan tage en sejr imod Bakken Bears, og give dem deres første nederlag.

Lørdag d. 4. december kl. 13:00 tager theView Copenhagen imod Værløse Blue Hawks. Der er ikke langt imellem de to hold, da Værløse Blue Hawks lige nu ligger på en 8. plads med 6 point, og theView Copenhagen er at finde lige under med 4 point.

Lørdag d. 4. december kl. 15:00 skal BK Amager endnu engang på jagt efter sæsonens første sejr. BMS Herlev byder velkommen til gæsterne fra BK Amager, og kan med en sejr sætte sig endnu bedre på 6. pladsen i Basketligaen. Såfremt BMS Herlev vinder, er det tredje sæson i træk uden nederlag til BK Amager.

Søndag d. 5. december kl. 14:00 er der tip-off imellem Bears Academy og Svendborg Rabbits. Gæsterne fra Svendborg vandt det sidste opgør med 15 point, som var sæsonåbneren d. 22. september. Hjemmeholdet der netop havde haft en god periode med tre sejre i træk, har tabt deres sidste tre kampe og her senest til Randers Cimbria.

Runden inden pausen

Tæt på overraskelsen.

Alle 4 kampe der var på programmet, med undtagelse af tv kampen imellem BMS Herlev og Svendborg Rabbits, blev afviklet, hvilket var en lettelse ovenpå den forrige uges aflysninger.

theView Copenhagen var i kontrol det meste af kampen imod Horsens IC. I tredje periode begyndte det dog at vende, og udeholdet kom stille og roligt tilbage i kampen. Københavnerne forsøgte flere gange at kæmpe sig tilbage i kampen, men da Horsens IC først havde taget føringen, gav de ikke slip, og kampen endte 66-74. Vedran Borovcanin scorede 29 point og tog 12 rebounds.

Bears Academy havde besøg af Randers Cimbria, og selvom hjemmeholdet har spillet næsten alle kampe tæt, måtte de se sig slået stort af overmagten fra Randers. Bears Academy vandt anden periode i kampen, men et yderst velspillende Randers Cimbria hold kunne glæde sig over en sejr, der endte 64-106. Reginald Kissoonlal scorede 34 point og tog 17 rebounds.

BK Amager inviterede lørdag eftermiddag indenfor til opgøret imod Team Fog Næstved. Fra start til slut var det gæsterne der leverede den bedste præstation, og de kunne efter 40 spillede minutter se yderligere 2 point på kontoen, efter en sejr med 49 point og et slut resultat på 58-107. Med 6 spillere over 10 point var det Kameron Williams, der blev mest scorende fra gæsterne. Han havde 19 point og 2 rebounds.

Værløse Blue Hawks bød de forsvarende danske mestre Bakken Bears op til dans i Søndersøhallen søndag eftermiddag. Hjemmeholdet lagde godt ud og kunne gå til halvleg helt lige 41-41. Det lignede en kamp, der ville gå hen og blive lidt af en gyser, som da de spillede hjemme imod Horsens IC, men gæsterne havde andre tanker. Anden halvleg skruede Bakken Bears op for intensiteten, og en 14-30 points periode gav pludselig en lidt mere komfortabel kamp. Fjerde periode ender 9-19 og gæsterne kan dermed tage hjem med en fin sejr på 64-90. Travis Taylor kvitterede for 15 point og 14 rebounds.

Foto: Michael Just

OVERTIME og tilbageblik

9. OVERTIME.

Selvom det nu er to uger siden der har været basket kamp på SPORT LIVE kan man torsdag d. 18. november kl. 18:30 se OVERTIME på kanalen. Ugens gæst er den blomstrende Leonardo Carlino fra BMS Herlev og efter den ugentlige OVERTIME vil Mads Knudsen kigge tilbage på de tidligere kampe i sæsonen. Fredag d. 19. november kl. 10:30 vil udsendelsen blive vist igen.