Rundt om runden: 5. spillerunde

Femte spillerunde i Basketligaen er slut, og runden bød på flere begivenhedsrige kampe med masser af intensitet, spænding og ikke mindst god basketball.

Første kamp på programmet var i Arena Næstved mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria, og holdet fra Sydsjælland viser i den grad lovende takter her i sæsonens indledning. Næstved besejrede Randers Cimbria med 90-85 og udbyggede dermed deres stime af sejre til fem kampe.

Team FOG er kommet rigtig godt fra land og topper Basketligaen med Horsens IC lige bag sig. De Gule har dog en kamp i hånden.

Næstved-stjernen Mike McGuirl var nok engang i hopla for ligaens tophold. McGuirl, der bestemt er med i en tidlig Most Valuable Player-snak, scorede 26 point.

McGuirl´s kollega Rodney Chatman blev topscorer med 32 point.

For Randers var det Jonathan Klussmann, der var topscorer. Randers-profilen scorede 24 point og har i denne sæson fortsat fra, hvor han slap i sidste sæson.

Randers Cimbria står nu med to nederlag i ligaen.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Copenhagen med anden sejr i træk

Dagen efter var der igen basketball fra landets bedste række, denne gang i Holbæk Sportsby, hvor ligaens oprykkerhold, Holbæk-Stenhus, bød BC Copenhagen velkommen.

Ligesom i de fire foregående kampe blev det – desværre for de fremmødte fans – ikke til den første ligasejr for Holbæk-Stenhus. Det unge, talentfulde akademihold måtte se sig slået af Nørrebroholdet, som hentede sin anden sejr i træk.

BC Copenhagen vandt med 81-90.

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Holbæk-Stenhus har ikke ligefrem haft den letteste start på tilværelsen i Basketligaen, som har budt på flere – forventede – blowout-nederlag til Bakken Bears og Horsens IC, men opgøret mod BC Copenhagen var længe en jævnbyrdig affære.

Copenhagen var langt størstedelen af tiden i front, men Holbæk formåede at holde dem i en kort snor.

Kampens topscorer var udeholdets Nathan Scott med 25 point.

Topscorer for Stenhus var profilen Rasmus Blak med 22 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Svendborg fortsætter negativ stime

Samme dag var der også basketball i Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks tog imod sidste sæsons sølvvindere, Svendborg Rabbits.

Kaninerne fra Sydfyn har haft en turbulent sæsonstart, hvor resultaterne ikke er gået deres vej, og mod Værløse fortsatte nedturen.

Flotte præstationer fra Karl Boje Formann, der var kampens topscorer med 27 point, og Mikkel Hauge, 19 point, banede vejen til sejr for Værløse Blue Hawks som slog Rabbits med 78-76.

Kampen sluttede på dramatisk vis med en vild game winner af Adam Heede-Andersen.

Topscorer for Rabbits var Kentwan Smith med 19 point.

Med sejren ligger Værløse Blue Hawks på en fjerdeplads med tre sejre og to nederlag. Værløse har tidligere sejret mod Bakken Bears, så Værløse har tidligt på sæsonen fået nogle store sejre.

Svendborg er nu havnet på en niendeplads med en enkelt sejr og tre nederlag.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bears Academy fik sikker sejr

Rundens næstsidste kamp stod mellem BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen, og begge mandskaber stod forud for kampen med en enkelt sejr i sæsonen.

Efter 40 minutters spil kunne Bears Academy runde antallet af sejre op til to. Bears Academy sejrede overbevisende, 67-87.

BK Amager var længe med i kampen, men en god tredje periode lagde fundamentet til en sikker Academy-sejr.

I forbindelse med opgøret var der sæsondebut til Bears Academy-profilen Keane Thomann. Den bomstærke center sluttede med 13 point, ti rebounds og tre steals.

Mest scorende spiller var Bjørnenes Tobias Hemmersam med 17 point.

For BK Amager var det Tomas Bjarkason med 15 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens IC udspillede Herlev

Sidst kamp på programmet var Horsens IC mod BMS Herlev.

Forum Horsens dannede kulisse for kampen, og til det fremmødte hjemmepublikums held blev det til sejr for Horsens IC. HIC slog Herlev med cifrene 82-51.

Første periode var tæt, men derefter stak Horsens af fra Herlev, der ikke kunne følge med.

Horsens´ Leonardo Carlino, der spillede for netop BMS Herlev i sidste sæson, satte 17 point på tavlen – flest af alle i kampen. Chris Lykes stod for 16 point.

Topscorer for BMS Herlev var stortalentet Marqus Marion med 16 point. August Haas scorede 15 for Herlev.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens IC er sammen med Team FOG Næstved de eneste ubesejrede hold i Basketligaen. Den stime kan dog måske blive brudt lørdag den 22. oktober, hvor Horsens IC skal møde deres ærkerivaler Bakken Bears. Billetterne er blevet revet væk, så der er lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp.

Stillingen i Basketligaen efter fem spillerunder:

Få overblikket over 5. spillerunde

Torsdag starter femte spillerunde i Basketligaen med et topbrag mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria. Opgøret mellem de to medaljekandidater bliver vist på Danmarks Basketball Kanal SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19.15.

Fredag er der to kampe på programmet. Første kamp finder sted i Holbæk Sportsby, hvor det unge Holbæk-Stenhus-mandskab taber imod BC Copenhagen, der i sidste spillerunde fik sæsonens første sejr. Holbæk har endnu sin første sejr til gode.

15 minutter efter tipoff i Holbæk skydes kampen mellem Værløse Blue Hawks og Svendborg Rabbits i Søndersøhallen igang. Værløse har allerede overrasket og besejret den ene finalist, Bakken Bears, fra sidste sæsons finaleserie, så Svendborg skal holde tungen lige i munden mod den sammentømrede Værløse-trup.

Lørdag mødes BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen. Fælles for de to hold er, at de inden femte spillerunde står med en enkelt sejr i henholdsvis fire og tre forsøg. Amager fik sin sejr mod Svendborg Rabbits, mens Academy sejrede mod Holbæk-Stenhus.

Søndag slutter femte spillerunde, hvor Horsens IC byder BMS Herlev op til dans. Horsens IC er sammen med Team FOG Næstved de eneste mandskaber, der endnu er ubesejret, og søndag vil De Gule forsøge at udbygge deres stime af sejre mod et Herlev-hold, der har sejret en enkelt gang i to kampe.

Rundt om runden: 4. spillerunde

4. spillerunde startede med en TV-kamp på danmarks basketball kanal SPORT LIVE, hvor Svendborg Rabbits hjemme i Kaninhulen tog imod Team FOG Næstved.

Sidstnævnte udbyggede deres stime af sejre i Basketligaen til fire kampe, men den helt store overskrift fra rundens TV-kamp var den dominerende præstation af Team FOG Næstveds Mike McGuirl, der har fået en brandvarm start på sæsonen.

Mike McGuirl brændte nettet af og sluttede på hele 40 point mod sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen. McGuirl, der ligner et tidligt bud på en Most Valuable Player-kandidat, ramte ti treere på 13 forsøg, hvilket i den grad er imponerende.

Næstved-stjernen var dog ikke den eneste spiller, der leverede en præstation af en høj kaliber i rundens TV-kamp på SPORT LIVE. Også Svendborgs Devin Whitfield var i hopla. Whitfield scorede 37 point og supplerede med ti rebounds.

I slutningen af første periode måtte Næstved James Lull udgå med en skade.

Næstved vandt kampen, 85-97.

Marius Sørensen fik en hovedrolle

Dagen efter kom Horsens IC på besøg i Aarhus hos Bears Academy. Begge mandskaber var ramt af flere afbud, men det til trods endte kampen med at blive en ganske underholdende affære, hvor hjemmeholdets Marius Sørensen leverede en statline til historiebøgerne.

12 point, 13 rebounds, otte assists og otte steals. Dette var hvad Marius Sørensen bidrog med mod `De Gule´ fra Horsens. Sørensen var derfor blot to assists og to steals fra at lave en quadruple-double.

Horsens IC hentede en sejr på 71-82 mod et hårdtkæmpende Bears Academy, der ellers var foran efter de første 20 minutter i Sparekassen Danmark Basketballcenter.

Foto: MJ Horsens

Kampens topscorer var HICs Chris Lykes med 22 point. Topscorer for Academy var Malthe Bjerregaard med 19 point. Bjerregaard tangerede dermed sin career high i Basketligaen, som han satte i sidste sæson.

Magnus Høj, der skiftede fra HIC til Bears denne sommer, endte på 11 point og seks rebounds.

Holbæk-Stenhus fik ikke et ben til jorden

Spillerundes tredje kamp stod mellem Bakken Bears og Holbæk-Stenhus i det nordlige Aarhus.

Der var lagt op til en interessant kamp i Sparekassen Danmark Basketballcenter mellem de forsvarende danske mestre og nyoprykkede Holbæk-Stenhus, og fremmødet til fredagskampen var fremragende.

Foran en næsten fyldt hal bankede Bakken Bears det unge akademihold Holbæk-Stenhus, der til trods for at have været bagud fra start til slut kæmpede en brav kamp. De unge talenter fra Holbæk nægtede at smide håndklædet i ringen og leverede alt i alt en fin indsats.

Holbæk prøvede, men klasseforskellen var for stor.

Bakken Bears vandt kampen med 118-69.

Topscoreren var Bakkens Deng Adel med 23 point.

Amager tabte trods stærk præstation af Meilby

En halv time efter tipoff i Aarhus blev opgøret mellem BC Copenhagen og BK Amager skudt igang.

Gæsterne kom bedst ud af starthullerne i Nørrebrohallen og var efter ti minutters spil snævert i front, 22-26. Oscar Quackenbush var kommet godt fra start og stod for 11 af holdets 26 point.

I løbet af de næste ti minutter tog hjemmeholdet over, og resten af kampen forløb ligeledes med Copenhagen i front. Forud for fjerde periode var der 12 point mellem de to mandskaber, men i fjerde periode bankede Copenhagen det sidste søm i Amager-kisten.

BC Copenhagen fik deres første sejr i sæsonen. Nørrebro-holdet slog Amager med 106-81.

Topscorer blev BK Amagers Andreas Meilby med 24 point. Nathan Scott scorede 23 point for hjemmeholdet

Randers sejrede i Jimmy Moore´s comeback

Sidst men ikke mindst finder vi kampen mellem Randers Cimbria og Værløse Blue Hawks.

Blue Hawks gik ind til opgøret i Arena Randers fyldt med selvtillid, efter de i runden forinden besejrede Bakken Bears på overraskende vis. Randers Cimbria gik ligeledes ind til kampen med en sejr fra tredje spillerunde.

I forbindelse med kampen fik amerikanske Mikel Beyers debut for det kronjyske mandskab, der i samme ombæring for første gang i denne sæson havde cheftræner Jimmy Moore ved roret.

Moore skiftede i sommerens off season Sydfyn og Svendborg Rabbits ud med Kronjylland og Randers Cimbria. Den amerikanske succestræner har en fortid i Randers, idet han startede sin professionelle trænerkarriere hos Randrusianerne.

I Arena Randers sejrede Randers Cimbria med 79-63.

Jonathan Klussmann var kampens topscorer med 20 point. Asbjørn Nerlov var mest scorende spiller for gæsterne med 14 point.

Femte spillerunde i Basketligaen indledes torsdag den 13. oktober.

Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Opsamling på de første tre runder i Basketligaen

Efter tre runder i sæson 2022/23 i Basketligaen er der blot to hold tilbage, der fortsat er ubesejret. Vi samler her op på de første tre runder i Basketligaen.

Foto: Tom Andreasen – Fotografi

Efter tre spillerunder i Basketligaen er det blot Team FOG Næstved og Horsens IC, der endnu ikke har tabt en kamp. Førstenævnte er startet ud med tre sejre, mens Horsens IC har noteret sig for to sejre.

Sæsonens indledning har været utrolig underholdende, og allerede tidligt på sæsonen har flere hold leveret overraskelsen. Det hele startede med BK Amagers flotte og imponerende sejr mod Svendborg Rabbits i sæsonpremieren.

Efterfølgende var det Værløse Blue Hawks, der hentede en stor sejr, som der vil blive husket resten af sæsonen. I 3. spillerunde sejrede Værløse mod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, med 84-75 på dagen, hvor Værløse Basketball Klub kunne fejre 50-års jubilæum. Det var altså på alle måder en historisk dag for Værløse.

Bakken Bears gik gennem sæson 2021/22 uden at tabe en eneste kamp i hele grundspillet – en bedrift, der ikke var blevet set siden 1974, hvor Falcon hentede sejre i Basketligaen på samlebånd.

Sæson 2022/23 er for Bakkens vedkommende dog startet med et nederlag i deres anden kamp mod et velspillende Værløse Blue Hawks-mandskab.

Bakken Bears indleder deres Basketball Champions League-kampagne med en svær udebane kamp mod MHP Riesen Ludwigsburg tirsdag den 4. oktober.

Ludwigsburg vandt bronze i den europæiske turnering i sidste sæson, så der er ingen tvivl om, at tirsdagens Champions League-brag har været i Bjørnenes tanker, siden de kvalificerede sig til turneringen for halvanden uge siden.

To hold fortsat uden sejre

Efter tre spillerunder er det blot nyoprykkede Holbæk-Stenhus og sidste sæsons Playoff B-finalist BC Copenhagen, der endnu ikke har smagt sejrens sødme i ligaen. BC Copenhagen har fået en svær start på den nye sæson, hvor de har mødt Randers Cimbria, Team FOG Næstved og Horsens IC i de første tre kampe.

Det unge Holbæk-Stenhus mandskab startede tilværelsen i Basketligaen med en hjemmekamp mod Horsens IC – et opgør, der endte 64-90 i Horsens´ favør. Siden har de mødt BMS Herlev og senest Bears Academy.

Herlev kom ligesom Horsens afsted med en komfortabel sejr, men i mandagens TV-kamp på SPORT LIVE mod aarhusianske Academy gjorde Holbæk rigtig fin modstand. Dog måtte de også her gå tomhændet hjem, men Holbæks cheftræner Matias Camino kan bestemt være fortrøstning trods at det indtil videre er blevet til lutter nederlag.

Der bliver taget hul på 4. spillerunde i Rise Sparekasse Arena i Svendborg mellem Svendborg Rabbits og Team FOG Næstved i ugens anden TV-kamp på SPORT LIVE.

Se det fulde overblik over TV-kampene på SPORT LIVE i oktober-måned herunder:

Foto: SPORT LIVE

TV-kamp: Holbæk-Stenhus tager imod Bears Academy

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Så er det igen tid til TV-kamp på SPORT LIVE. Denne gang er det Basketligaens nyeste tilføjelse, Holbæk-Stenhus, der tager imod den ene af de to Aarhus-klubber. Bears Academy gæster Holbæk Sportsby. Der er kampstart kl. 19:15.

Dagens hjemmehold har fået en svær start på sæsonen, hvor det er blevet til to nederlag i ligeså mange kampe. Nederlagene er kommet imod først Horsens IC og derefter BMS Herlev. I begge kampe har Gustav Winther og Rasmus Blak Møller været de to mest scorende spillere for det unge Holbæk-hold.

Dagens gæster har også sæsonens første sejr til gode. Bears Academy tabte deres første, og hidtil eneste, kamp i dette års Basketligaen mod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

I den kamp kæmpede det unge Academy-mandskab bravt, men måtte, efter en stærk fjerde periode fra Bakken Bears, se sig slået.

Her var Daniel Lillehauge deres topscorer. Magnus Høj, der kom til klubben i sommer fra Horsens IC, fik en god start på opholdet i Bears Academy, da han stod for 12 point, tog syv rebounds, tre assists og to steals i sin debut.

Det bliver altså en spændende kamp, hvor sæsonens første point er på spil for begge hold.

Få overblikket over 3. spillerunde i Basketligaen

Ligesom i 2. spillerunde er der fem kampe på programmet i 3. spillerunde.

Runden skydes igang med en lørdagskamp mellem BK Amager og Randers Cimbria. Begge hold går ind til lørdagens kamp med én sejr og et enkelt nederlag i de første runde spillerunder. BK Amager tabte senest til Værløse Blue Hawks med 98-72, efter de i sæsonpremieren besejrede Svendborg Rabbits.

Netop Svendborg Rabbits fik sin første sejr i sæsonen, da de i torsdags besejrede Randers Cimbria efter et tæt opgør, der blev afgjort på en kølig treer af Tyrell Kirk. Randers Cimbria går derfor ind til lørdagens opgør opsatte på at komme tilbage på sporet med en sejr.

Samtidig bliver det til et gensyn med Amagerhallen for Randers Cimbria-stortalentet Jonathan Klussmann, der har en fortid hos Amager.

Den større historie finder man dog ved det faktum, at Jonathan Klussmann lørdag kommer til at stå overfor sin far, Lars Klussmann, der i denne sæson er cheftræner for BK Amager.

BK Amager – Randers Cimbria har tipoff kl. 14:30

Værløse Blue Hawks – Bakken Bears

En lille halv time senere har lørdagens anden kamp i Basketligaen tipoff.

Bakken Bears kommer på besøg hos Værløse Blue Hawks på dagen, hvor Værløse Basketball Klub fejrer 50-års jubilæum. Nok går Bakken Bears ind til kampen som favoritter, men Bjørnebanden fra Aarhus skal nok ikke forvente en let kamp.

Der forventes at komme mange tilskuere til opgøret, så der vil komme et ekstra pres på Bears fra lægterne.

Desuden indleder Bakken Bears deres europæiske eventyr i Basketball Champions tirsdag den 4. oktober på udebane mod Bundesliga-holdet MHP Riesen Ludwigsburg. Derfor har man valgt at spare kaptajn Morten Sahlertz og profilen Skyler Bowlin.

Dog har de modsat deres åbningskamp mod Bears Academy både Ryan Evans, Darko Jukic og Tony Carr med, så det er i den grad et slagkraftigt Bakken Bears-mandskab, der vil forsøge at lægge en dæmper på festlighederne i Søndersøhallen med en aarhusiansk sejr.

Horsens IC – BC Copenhagen

Søndag kl. 15:00 spiller Horsens IC sin første hjemmekamp i denne sæson, og det vil uden tvivl blive specielt for særligt en spiller, når spillerne har indløb. HIC-klubmanden Frederik Rungby er nemlig tilbage i Horsens efter en afstikker til tyske BSW Sixers Sandersdorf.

Der vil derudover være hjemmebanedebut til de to danske landsholdsspillere Leonardo Carlino og Liam Churchill.

HIC sejrede i første kamp mod Holbæk-Stenhus.

I forbindelse med opgøret vil der måske være debut til BC Copenhagen´s nye amerikaner, Nathan Scott, der fredag aften blev præsenteret som ny spiller.

BC Copenhagen har endnu sin første sejr til gode i Basketligaen, efter de har tabt til henholdsvis Randers Cimbria og Team FOG Næstved i deres første to kampe.

Team FOG Næstved – BMS Herlev

På samme tid som opgøret i Horsens skydes igang, er der tipoff i kampen mellem Team FOG Næstved og BMS Herlev.

Førstnævnte har fået en stærk start på sæsonen med to sejre i to kampe mod BC Copenhagen og Værløse Blue Hawks, og flere af de nye Næstved-spillere har set særdeles skarpe ud i de to kampe. Mike McGuirl snitter 23 point per kamp og er indtil videre holdets topscorer tæt efterfuldt af Rodney Chatman med 22,5 point.

BMS Herlev tog hul på den nye sæson i Basketligaen med en hjemmebanesejr mod Holbæk-Stenhus. BMS Herlev-stjerneskuddet Marqus Marion kom bragende fra start og leverede 28 point (career high), ti rebounds, fire assists og fire steals mod Holbæk.

Mile Nedid noterede sig for en Triple-Double med 18 point, ti assists, ti rebounds og fem steals

Holbæk-Stenhus – Bears Academy

Runden sluttes af i Holbæk Sportsby, hvor Holbæk-Stenhus er på jagt efter sæsonens første sejr. Mandag den 3. oktober kommer Bears Academy på besøg hos ligaens oprykker.

Holbæk har tabt i sæsonens første to kampe mod Horsens IC og BMS Herlev.

Bears Academy tabte i deres første kamp i sæsonen til ´storebror´ Bakken Bears med 30 point, 62-92. Dog kunne Academy være glade for, at Magnus Høj, der kom til klubben i sommer fra Horsens IC, fik en god debut. Høj lavede 12 point, tog syv rebounds, tre assists og to steals.

Også Daniel Lilhauge spillede en god kamp. Den store dansker leverede 15 point og fem rebounds. Gustav Rønneholt scorede 13 point.

Få overblikket over 2. spillerunde i Basketligaen

I 2. spillerunde i Basketligaen er der fem kampe på programmet.

Det er samtidig første gang, vi får Bakken Bears, Bears Academy og Holbæk-Stenhus i aktion.

BC Copenhagen – Team FOG Næstved

2. spillerunde skydes igang tirsdag aften i Nørrebrohallen, hvor Team FOG Næstved kommer på besøg hos BC Copenhagen. Sidstnævnte går ind til deres hjemmebanedebut i denne sæson ovenpå et ærgerligt nederlag til Randers Cimbria, anført af en velspillende Jonathan Klussmann, der scorede 30 point i sæsondebuten. Copenhagen tabte opgøret med 95-78.

For Copenhagen var det Andrew Ramirez, der særligt udmærkede sig. Den spanske guard noterede sig for 25 point, fem rebounds, fem assists og seks steals.

Team FOG Næstved går ind til deres anden kamp i sæsonen med en komfortabel sejr over Værløse Blue Hawks på 94-80, hvor hele tre spillere, Mike McGuirl, Rodney Chatham og Ian Dubose, scorede minimum 20 point.

Bears mod Bears

Onsdag d. 28 september skal lillebror og storebror, Bears Academy og Bakken Bears, for første gang i aktion i Basketligaen i denne sæson. De forsvarende danske mestre, Bakken Bears, kommer ind til kampen få dage efter succesen i Beograd, Serbien, hvor Bjørnebanden kvalificerede sig til Basketball Champions League.

Det kan du læse mere om her.

Værløse Blue Hawks – BK Amager

Rundens tredje opgør står mellem Værløse Blue Hawks og BK Amager.

BK Amager fik en drømmestart på den nye sæson med en imponerende sejr mod sidste sæsons sølvvindere, Svendborg Rabbits. Amagerkanernes to nye amerikanere, Darius Bell og Jordan Johnson, kom godt fra land med henholdsvis 20 og 19 point. Tomas Bjarkason scorede 18 point og tog 15 rebounds i sæsonpremieren.

Værløse tabte i første runde, hvor Næstved var en for stor mundfuld. Asbjørn Nerlov, Adam Heede-Andersen, Karl Boje Formann, Simon Schwartz og Mikkel Hauge noterede sig alle for +10 point.

BMS Herlev – Holbæk-Stenhus

I 2. spillerundes næstsidste kamp tørner BMS Herlev sammen med nyoprykkede Holbæk-Stenhus hjemme i Nordic Basketball Arena. BMS Herlev er ligaen tredje hold, der endnu har sin sæsondebut til gode.

Herlev har sommeren over hentet August Haas hjem til klubben. Haas tilbragte sidste sæson i Island hos Thor AK Akureyri.

Ligesom i sidste sæson ser Herlev-holdet spændende ud, og holdet er atter et af de yngste i ligaen. BMS-stortalentet Marqus Marion havde en succesfuld sommer, hvor han med det danske U18-landshold vandt EM-sølv. Marion kom på turneringens All Star-hold og bliver i særdeleshed spændende at følge.

Holbæk-Stenhus mødte lørdag d. 24 Horsens IC. Det unge akademihold måtte dog se sig besejret med cifrene 64-90. Holbæks topscorer var Rasmus Blak Møller med 18 point.

I forbindelse med kampen fik hele otte Holbæk-spillere sin debut i Basketligaen.

Svendborg Rabbits – Randers Cimbria

Rundens sidste kamp er også ugens TV-kamp på SPORT LIVE, hvor Randers Cimbria gæster Svendborg Rabbits i Kaninhulen.

Der er lagt op til et brag af en kamp, når to af sæsonens medaljebejlere støder sammen. Ikke nok med at der er tale om to hold, der har ambitioner om en topplacering i Basketligaen, er opgøret også særligt bemærkelsesværdigt, da Randers´ nyansatte cheftræner og profil, Jimmy Moore og Brandon Norfleet, vender tilbage til deres tidligere hjemmebane.

I samme anledning kan Brantley Bynum ligeledes møde sit tidligere hold. Bynum var dog ikke at finde på Svendborg-holdkortet i første runde, da han var skadet. Det samme gjaldt for Anton Harbo, Tyrell Kirk og Jacob Enevold Jensen, mens Kentwan Smith ej heller kom i spil mod BK Amager.

Randers Cimbria sejrede i første runde mod BC Copenhagen.

Holbæk-Stenhus gør comeback i Basketligaen mod Horsens IC

Lørdag er der igen basketball fra Basketligaen i Holbæk, når nyoprykkede Holbæk-Stenhus får besøg af Horsens IC.

Det er over 15 år siden, der sidst var Basketligaen-bold i Holbæk, dengang hed holdet Team Sjælland. Nu er de tilbage under navnet Holbæk-Stenhus, qua Holbæk Basketball Klub- og Stenhus Basketball College-samarbejdet, og lørdagens opgør i Holbæk Sportsby er således noget helt særligt.

Holbæk-Stenhus´ første modstander i Basketligaen er altså Horsens IC, så det unge akademihold kommer på en svær opgave i sæsonens første kamp.

Se Holbæk-Stenhus´ hold her: Roster

Se Horsens IC-truppen her: Roster

Holbæk-Stenhus mod Horsens IC har tipoff kl. 16:00.

Lørdag er der to kampe i Basketligaen på programmet. Kl. 15:00 tager Randers Cimbria hjemme mod BC Copenhagen.

Ny sæson: Basketligaen er tilbage

Lørdag er der igen basketball fra landets bedste række, Basketligaen. Sæsonens første kamp står imellem BK Amager og Svendborg Rabbits.

Grafik: Sebastian Pfaff – Foto: Matthias Storgaard (Stuntdouble Media)

Lørdag eftermiddag kl. 14:30 går det atter løs, når BK Amager hjemme i Amagerhallen byder sidste sæsons sølvvindere, Svendborg Rabbits, op til dans. En ny sæson er undervejs, og Basketligaens 11 hold skyder alle sæsonen igang med håbet om en god start.

Sæsonåbneren finder altså sted i Amagerhallen, hvor de sydfynske Kaniner kommer på besøg.

Hør BK Amagers nye cheftræner, Lars Klussmann, fortælle om lørdagens brag i klubbens Instagram-opslag herunder:

Svendborg Rabbits havde en god sæson 2021/22, der sluttede med en pokaltitel og sølvmedaljer i Basketligaen. Det sydfynske mandskab måtte tage til takke med andenpladsen i ligaen efter et finalenederlag på 4-0 mod Bakken Bears, som dermed kunne fejre det 20. mesterskab i klubbens historie.

Svendborg Rabbits har ligesom alle de øvrige klubber haft adskillige udskiftninger i truppen sommeren over, så det bliver spændende at se alle de nye ansigter i ligaen i aktion.

Fire kampe i første runde

Få dage efter sæsonåbneren finder vi sæsonens første TV-kamp på Danmarks Basketball Kanal SPORT Live mellem Team FOG Næstved og Værløse Blue Hawks.

Sæsonens tredje kamp står mellem Randers Cimbria og BC Copenhagen.

Runden slutter af med et interessant møde mellem Holbæk-Stenhus og Horsens IC. Førstenævnte sikrede sig i sidste sæson oprykning til Basketligaen og er altså et nyt bekendtskab i landets bedste række.

Se det fulde overblik over første spillerunde i Basketligaen herunder

1. Spillerunde

17. september 2022 går det løs igen

Sæsonstarten for Basketligaen nærmer sig og BL kan endelig offentliggøre turneringsprogrammet for turneringen 2022/23.

Efter at Holbæk-Stenhus er indtrådt som det 11. hold i årets turnering skal der afvikles 110 kampe i grundspillet før vi ved hvem der skal spille Playoff A og Playoff B.

Turneringen skydes i gang lørdag den 17. september kl. 14:30 hvor BK Amager hjemme i Amagerhallen får besøg af Svendborg Rabbits.

De øvrige kampe i 1. spillerunde er:

  • 22. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Værløse Blue Hawks
  • 24. september kl. 15:00 Randers Cimbria – theView Copenhagen
  • 24. september kl. 16:00 Holbæk-Stenhus – Horsens IC

Bakken Bears er oversidder i 1. runde mens den 5. og sidste kamp mellem Bears Academy og BMS-Herlev først spilles den 4. december.

Vil du se det fulde turneringsprogrammet for hele grundserien kan du klikke her.

Langt de flest af klubberne er så småt ved at komme i omdrejninger og rigtige mange spiller er på plads. Herunder finder du links til hvordan den enkeltes klubs roster ser ud i skrivende stund og kampprogrammet for den enkelte klub.