
Torsdag starter femte spillerunde i Basketligaen med et topbrag mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria. Opgøret mellem de to medaljekandidater bliver vist på Danmarks Basketball Kanal SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19.15.
Fredag er der to kampe på programmet. Første kamp finder sted i Holbæk Sportsby, hvor det unge Holbæk-Stenhus-mandskab taber imod BC Copenhagen, der i sidste spillerunde fik sæsonens første sejr. Holbæk har endnu sin første sejr til gode.
15 minutter efter tipoff i Holbæk skydes kampen mellem Værløse Blue Hawks og Svendborg Rabbits i Søndersøhallen igang. Værløse har allerede overrasket og besejret den ene finalist, Bakken Bears, fra sidste sæsons finaleserie, så Svendborg skal holde tungen lige i munden mod den sammentømrede Værløse-trup.
Lørdag mødes BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen. Fælles for de to hold er, at de inden femte spillerunde står med en enkelt sejr i henholdsvis fire og tre forsøg. Amager fik sin sejr mod Svendborg Rabbits, mens Academy sejrede mod Holbæk-Stenhus.
Søndag slutter femte spillerunde, hvor Horsens IC byder BMS Herlev op til dans. Horsens IC er sammen med Team FOG Næstved de eneste mandskaber, der endnu er ubesejret, og søndag vil De Gule forsøge at udbygge deres stime af sejre mod et Herlev-hold, der har sejret en enkelt gang i to kampe.