TV-kamp: Kronjyderne kommer til Smilets By

Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Torsdag er der atter endnu en lækkerbisken på programmet i Basketligaen.

Kl. 19:15 blænder SPORT LIVE op for Basketligaen-topopgøret mellem ligaens toer og femmer, Randers Cimbria og Bakken Bears. De forsvarende danske mestre tager imod kronjyderne hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center.

Vi skal blot to dage tilbage for at finde seneste TV-kamp på SPORT LIVE. I tirsdags var der dømt Jysk Derby, da Horsens IC og Bakken Bears krydsede klinger i Horsens.

Gæsterne fra Aarhus trak det længste strå og besejrede Horsens IC 87-89 efter et højdramatisk opgør, der med lidt HIC-held kunne have endt anderledes. Læs om den kamp hos Fullcourt.dk her.

Det er således et selvtillidsfyldt Bakken Bears-mandskab, der får besøg af lokalrivalerne fra Randers torsdag aften. Bjørnene har sejret i tre kampe i træk i Basketligaen.

Randers i fremragende form

Selvtillid er der imidlertid også masser af hos Randers Cimbria, der har sejret i otte kampe i streg. Dette er en tangering af klubbens rekord for antal sejre i træk.

En sejr mod Bakken Bears vil altså betyde, at Randers Cimbria slår endnu en personlig rekord i denne sæson. For to spillerunder siden, mod BK Amager, slog Randrusianerne deres rekord for flest point i en kamp, da de udspillede Amagerkanerne med cifrene 138-102. Det var dog ikke den eneste rekord, de slog i den kamp. Læs mere her.

Torsdagens TV-kamp har derfor alle forudsætningerne for en fremragende basketballkamp fra Basketligaen.

Bakken Bears ligger i skrivende stund på en noget usædvanlig femteplads med ni sejre i 12 kampe, hvilket trods alt ikke er kritisk, men situationen er ikke hverdagskost i Aarhus. I sidste sæson gik aarhusianerne gennem grundspillet ubesejrede og var altdominerende.

Ingen Champions League

En faktor, der dog kan blive relevant resten af årets grundspil, er det faktum, at Bakken Bears nu helt og holdendt kan fokusere på Basketligaen og deltagelse i pokalturneringen. Bears led nemlig et tidligt exit i Basketball Champions League, hvor holdet var stærkt udfordrede.

Gruppespillet bød på en enkelt sejr i seks kampe, men de 20. dobbelte danske mestre var små marginaler fra i flere kampe, der lige så godt kunne have endt med Bakken-sejr og dermed have pyntet på deres europæiske kampagne.

Hvor Champions League tidligere måske har været det primære fokus, er Basketligaen nu i centrum, og det kan gøre opgaven for Randers Cimbria en smule sværere.

Randers Cimbria har gang i en suveræn sæson i Basketligaen og kan med en sejr over Bakken Bears komme op på en delt førsteplads i ligaen med Team FOG Næstved.

Kronjyderne har for nyligt forstærket truppen med Nathan Scott, der efter blot fem kampe forlod BC Copenhagen, men trods et kort ophold formåede amerikaneren at slå sit navn fast i ligaen som en spiller, modstanderne på ingen måde skal undervurdere. Om Scott debuterer i Randers Cimbria-trøjen i aften er endnu uvist.

Kampen har tipoff kl. 19:15 og kan ses på SPORT LIVE. Dertil er det også at se kampen via Jysk Fynske Medier, eksempelvis Stiften.dk (Århus Stiftstidende) og Amtsavisen.dk (Randers Amtsavis).

TV-kamp: Jysk derby – De evige rivaler

Foto: Championsleague.basketball

I dag, tirsdag den 27. december, er der lagt op til landets største basketballkamp, når de to evige rivaler Bakken Bears og Horsens IC brager sammen i Forum Horsens.

Opgør mellem de to danske giganter er altid garant for spænding, stor intensitet og ikke mindst masser af highlights, og dagens kamp bliver næppe nogen undtagelse.

I sidste sæson var grundspilskampe mellem Horsens og Bakken Bears ikke ligefrem højdramatiske, idet Bakken Bears var stukket af fra alle modstanderne i ligaen. Aarhusianerne gik ubesejret gennem grundspillet, så når HIC og Bakken mødtes var det rivaliseringen, der gav kampen noget ekstra liv.

Bears knapt så dominerende

Men i indeværende sæson er situationen en helt, helt anden. Modsat sidste år Bjørnene sidste år hvor altdominerende, har de i år tabt tre ud af 11 kampe, hvilket er højst usædvanligt for de 20. dobbelte danske mestre. Det er ikke just fordi, at der er krisetider i Aarhus, men hver kamp tæller i en historisk tæt sæson i Basketligaen.

Læg dertil at dagens modstander hedder Horsens IC og sidder på ligaens tredjeplads med to nederlag i 12 kampe, hvilket alt andet lige gør kampen endnu mere betydningsfuld – for begge hold.

Horsens IC har spillet en flot sæson, der som nævnt hidtil har budt på to nederlag. Første nederlag kom mod dagens modstander, Bakken Bears, da Sparekassen Danmark Basketball Center bød velkommen indenfor til årets første Jyske derby tilbage i oktober.

Her sejrede Bakken Bears komfortabelt med cifrene 94-74. Horsens IC har således en revanche at hente. Det andet hold, der har besejret HIC i denne sæson, er Randers Cimbria.

Bowlin tilbage i Horsens

Jysk derby er en sand klassikker i dansk basket. Mellem de to klubber er der 26 danske mesterskaber og 19 pokaltitler, så vi har at gøre med to klubber historiske klubber, der et utal af gange har afgjort hinandens skæbne.

Vi kan i dag se frem til en spændende kamp med vigtige point på spil, men det jyske derby har fået endnu mere brænde på bålet, idet Bakken Bears forud for sæson 2022/23 hentede den tidligere Horsens IC-klubmand Skyler Bowlin til klubben.

Bowlin spillede i sidste sæson i den tyske Bundesliga, men et tilbud fra Bakken Bears, der havde forhåbninger om deltagelse i Basketball Champions League, ville Bowlin ikke sige nej til.

Skiftet til Horsens ICs rivaler mødte stor utilfreds og stærke holdninger fra Horsens-fansene. I årets første kamp mellem de to klubber var Bowlin´s ´forbudte skifte´ ikke noget, der blev synderligt markeret af de mange fremmødte Horsens IC-fans, der havde taget turen til Smilets By.

Dagens Jyske Derby spilles i Horsens, så det bliver interessant at se, hvilken velkomst Bowlin vil få i sin første kamp i en Bears-uniform tilbage på sin gamle hjemmebane. Det vil uden tvivl blive specielt for både Bowlin såvel som HIC-fansene på lægterne.

Kampen kan ses på SPORT LIVE med tipoff 19:15.

Derudover kan den også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk (Århus Stiftstidende) og Hsfo.dk (Horsens Folkeblad).

Rundt om runden: 11. spillerunde

Foto: Robert Dines Rasch

Basketligaen bliver ved med at levere overraskelser og underholdende kampe, og ligaen er i denne sæson tættere end i de sidste mange sæsoner.

Horsens IC og Team FOG Næstved ligger efter 11. spillerunder placeret på de øverste to placeringer i Basketligaen á point med 16 point. Dernæst finder vi tre hold, Randers Cimbria, Bakken Bears og BMS Herlev, på 14 point. Det vidner om, at ligaen i år er uhyre tæt. Randers har desuden en kamp i hånden i forhold til Bears og Herlev.

Overraskelser har der været mange af efter 11 runder, og den liste blev én kamp længere i den forgangne spillerunde, hvor ligaens førerhold, Team FOG Næstved, snublede og tabte værdifulde point til ligaregnskabet mod Bears Academy. Denne kamp vender vi tilbage til senere i denne artikel.

Runden om runden for 11. spillerunde starter med opgøret mellem sidste sæsons sølv- og bronzevindere, Svendborg Rabbits og Horsens IC.

Svendborg Rabbits har ingenlunde haft den ønskede sæson, der har budt på adskillige uventede nederlag. I 11. spillerunde kom Horsens IC på besøg på Sydfyn, og nedturen fortsatte for Kaninerne, der trods en god fight måtte se sig besejret med 84-88.

Amerikanske Chris Lykes scorede 22 point for Horsens IC – flest af alle i kampen. Lykes havde dertil seks rebounds og seks assists. HIC-klubmanden Vedran Borovcanin scorede 19 point.

Kentwan Smith og Brantley Bynum scorede hver især 18 point for Svendborg Rabbits. Smith kunne notere sig for en doubledouble med ti rebounds.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev sejrede i Søndersøhallen

BMS Herlev har været Basketligaens positive historie i denne sæson. Det unge, talentspækkede mandskab har allerede på nuværende tidspunkt sejret i flere kampe end i sidste sæsons grundspil, hvilket fortæller en del om Herlevs sæson.

I 11. spillerunde skulle Herlevitterne to gange i aktion, og runden bød på lutter sejre for holdet, der har lagt sig lunt i svinget om en plads i top seks og dermed en plads i Play-Off A 1-6.

Første sejr kom mod Værløse Blue Hawks, der ligesom BMS Herlev har hentet overraskende sejre mod sidste sæsons finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Værløse og Herlevs topniveau er derfor ikke til at tage fejl af.

De to holds første indbyrdes møde i denne sæson, der blev spillet på julemånedens første dag og vist på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE, var en underholdende affære mellem de to lokalrivaler.

Værløses hjemmebane Søndersøhallen var fyldt op, men trods en god stemning fra de fremmødte på lægterne, tog Herlev revanche og sejren. De sidste tre kampe mellem de to klubber er endt med sejr til Værløse.

Kampens topscorer var BMS Herlev-stjernen Marqus Marion med 23 point. For Værløses vedkommende blev det Balsa Veljic med 17 point. Marion sluttede dertil med ni rebounds. Eamonn Joyce scorede 20 point og havde syv rebounds for Herlev.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bears Academy overraskede

Udfaldet af rundens første to kampe bød ikke på de store overraskelser, men ugens tredje kamp endte ikke umiddelbart som forventet.

Team FOG Næstved har været dominerende i denne sæson og havde forud for 11. spillerunde blot tabt en enkelt kamp, mod Horsens IC, mens resten af kampene havde stået på sejre – blandt andet mod Bakken Bears på udebane.

Derfor kom det som en kæmpe overraskelse, da de undertippede Bears Academy tog til Sydsjælland og tog fusen på Næstved, der med en sejr kunne generobre førstepladsen i ligaen efter Horsens ICs tidligere nævnte sejr mod Svendborg.

Bears Academy besejrede Team FOG Næstved med cifrene 102-104. Kampen forløb som forventet med Team FOG Næstved i front. Sydsjællanderne fik aldrig etableret et kæmpe forspring til gæsterne fra Bears Academy, men inden fjerde periode havde de 12 point ned til aarhusianerne.

Fjerde periode endte dog med at koste dyrt for Team FOG Næstved, der blev spillet ud af banen. Academy vandt perioden med 24-38 og havde vendt kampen på hovedet, hvilket betød Næstved tabte for anden gang i denne sæson.

Topscorer blev Bjørnenes Silas Oriane med 28 point. For Næstved var det Ian Dubose med 27 point, mens Mike McGuirl leverede 26 point for Næstved.

Marius Sørensen var tæt på en tripledouble med 17 point, ni rebounds og 14 assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bakken Bears kørte over BK Amager

To dage senere skulle der spilles to kampe i Basketligaen.

Ovenpå Næstveds overraskende nederlag var der lagt op til to spændende kampe, hvor Bakken Bears var storfavoritter i den ene kamp, mens favoritværdigheden i den anden kamp lå hos Randers Cimbria.

Modsat braget i Arena Næstved udeblev spændingen i lørdagens to kampe.

Hjemme i Amagerhallen tog BK Amager imod de forsvarende danske mestre, der gjorde kort proces mod Amagerkanerne, der blot har sejret i to ud af ti kampe i denne sæson.

BK Amager indledte sæsonen på sensationel vis med at besejre Svendborg Rabbits, men derefter gik der fem kampe, før de igen kunne tilføje to point til tabellen. Det var derfor heller ikke mange, der levnede BK Amager en stor chance for sejr mod et Bakken Bears-mandskab, der imidlertid ikke har været nær så dominerende i denne sæson kontra sidste.

Bakken Bears sejrede sikkert med 76-105 over BK Amager, der aldrig fandt fodfæste i kampen og endte med at tabe alle fire periode.

Mest scorende spiller var BK Amager Magnus Bjørnå. For Bakken Bears var det Gustav Knudsen med 20 point. Deng Adel havde en double-double med 14 point og 10 rebounds.

Bjørnene havde i midtugen været i Israel for at spille Basketball Champions League, hvor de tabte til Hapoel Jerusalem, men kampen tre dage tidligere gik ikke hen og fik indlydelse på kampen mod BK Amager.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Ingen overraskelse i Randers

Ligesom i Amagerhallen var der ikke meget spændning og drama, da Randers Cimbria hjemme i Arena Randers tog imod et udfordret Holbæk-Stenhus-hold.

Nyoprykkede Holbæk-Stenhus har fået en svær start på tilværelsen i Basketligaen og har endnu sin første sejr i Basketligaen til gode.

I den anden lejr har spillet næsten kørt som smurt i denne sæson. Randers Cimbria har kun tabt i to kampe i denne sæson, og da de har spillet en kamp færre end Næstved og Horsens kan de i princippet melde sig ind i kampen om førstepladsen i ligaen, når de i næste spillerunde skal spille to kampe. Kronjydernes nederlag er kommet mod Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits.

I lørdagens kamp pligtsejrede Randers Cimbria mod Holbæk-Stenhus med 96-63. Sejren var Randrusianernes syvende sejr i denne sæson.

Jonathan Klussmann førte an for Randers Cimbria, der vandt kampens første tre perioder, hvorimod fjerde periode blev tabt med et enkelt point, hvilket i virkeligheden var det eneste lyspunkt for de sjællandske gæster.

Klussmann var varm i første halvleg, hvor han scorede 20 point. I anden halvleg slap han til gengæld en smule på speederen, hvorfor han endte kampen med 25 point.

Klussmann havde dertil 6 rebounds og 6 assists.

Topscorer for Holbæk var Gustav Winther med 20 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

BMS Herlev-eventyret fortsætter

Denne rundt om runden slutter med endnu en BMS Herlev-kamp.

Denne gang tørnede det unge mandskab sammen med Bears Academy i Bjørnenes hule.

BMS Herlev har ad flere omgang vist, hvad de er i stand til, når de på papiret er undertippet, men søndagens kamp stod mod Bears Academy, der i sidste sæson nappede sjettepladsen i grundspillet og dermed tog den sidste plads til Playoff A 1-6.

Med det niveau, Herlev har lagt for dagen i sæsonens første 11 runder, har forventningerne til holdet blot taget et nøk opad kamp for kamp. BMS Herlev har sat sig i en fordelagtig position i kampen om den sidste slutspilsplads, måske endda en endnu højere placering, og derfor var kampen mod Academy ekstra vigtig, da de er en direkte konkurrent i kampen den gyldne midterplacering.

Herlev har været suveræne i år, og kan de holde dampen oppe kan en plads i top fire tilmed komme på tale. Men de spekulationer kan vi tage op igen senere på sæsonen.

BMS Herlev kom, så og sejrede med 61-68 mod Bears Academy. Aarhusianerne spillede en dårlig kamp i den offensive ende og havde kun scoret 28 point i løbet af første halvleg, hvilket cheftræner Thomas Hemmingsen næppe kunne stille sig tilfreds med.

Kampens topscorer var Herlevs Eamonn Joyce med 23 point. Marqus Marion havde 11 point og seks rebounds. Bears´ topscorer var Tobias Mønsted med 14 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

TV-kamp: Søndersøhallen danner ramme om ugens TV-brag

Torsdag aften blænder SPORT LIVE atter en gang skærmen op for basketball fra Basketligaen.

Værløse Blue Hawks byder BMS Herlev velkommen til aftenens kamp.

Kampen spilles i Søndersøhallen, og der er kampstart klokken 19:15, men SPORT LIVE åbner for de basketglade seere klokken fra kl. 19:00.

BMS Herlev kan stikke af fra Værløse med en sejr i aftenens kamp, hvorimod Værløse med en sejr kan indhente BMS Herlev på point.

Kampen i aften er en direkte placeringskamp mellem de to klubber. BMS Herlev sidder forud for kampen på femtepladsen med ti point, mens Værløse er syver med otte point.

Hjemmeholdets store sejre i sæson starten

Dagens hjemmehold fra Værløse har haft en lidt blandet start på sæsonen.

De er inden dagens kamp placeret på en syvendeplads i Basketligaen, og de har vundet fire ud af deres ni kampe.

Det sjællandske mandskab har stået for to af sæsonens største overraskelser, da de har slået den seneste sæsons to finalister, Bakken Bears og Svendborg Rabbits.

Begge disse kampe blev vundet på hjemmebane, så der er håb for, at den gode hjemmebaneform fortsætter.

Imidlertid har holdet også tabt mod Bears Academy og BC Copenhagen – kampe de gerne skulle have vundet i kampen om top seks. Spillet har været ganske fornuftigt i løbet af sæsonens første ti runder, men der er også plads til forbedringer, så de direkte konkurrenter om sjettepladsen i ligaen ikke får to point fra et møde med Blue Hawks.

Noget, som BMS Herlev netop vil forsøge at opnå onsdag aften i Søndersøhallen.

Den mest scorende spiller for Værløse Blue Hawks indtil videre i denne sæson er Mikkel Hauge, der snitter 16,2 point per kamp.

Derudover har Karl Boje Formann og Adam Heede-Andersen også gang i en stor sæson.

Stortalentet Marqus Marion fører an

Dagens gæster fra BMS Herlev har været en af sæsonens store oplevelser indtil nu.

Anført af en storspillende Marqus Marion og August Haas har BMS Herlev vundet fem af deres otte kampe, hvilket er yderst imponerende.

BMS Herlev har ligesom Værløse også slået både Svendborg Rabbits og Bakken Bears. Begge kampe blev ligeledes vundet på hjemmebanen.

Ugens TV-kamp står altså mellem to hold, der har vist evnerne til at slå sidste sæsons to bedste mandskaber, så når de rammer dagen, er loftet højt.

Marqus Marion snitter 19.3 point og 8,3 rebounds per kamp, og August Haas snitter 6,3 assists per kamp, så det er et godt samarbejde, som Værløse skal forsøge at stoppe.

Kampen har tipoff kl. 19:15.

TV-kamp: Sidste sæsons finalister krydser klinger på Sydfyn

Torsdag aften er det igen tid til basketball fra Basketligaen på SPORT LIVE.

Klokken 19:00 tænder vi op for storkampen mellem sidste sæsons to finalister, når sølvvinderne Svendborg Rabbits tager imod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Braget skydes i gang klokken 19:15 i Rise Sparekasse Arena i Svendborg.

Revanche-tid

Der er mere end blot to point og en sejr på spil i torsdagens opgør.

De to klubber mødtes både i finaleserien og i pokalfinalen i sidste sæson. Svendborg tog sig af pokaltitlen, og Bakken Bears tog sig af det danske mesterskab.

Finaleserien blev overlegent vundet med 4-0 af torsdagens gæster fra Aarhus, og derfor må vi forvente, at Kaninerne fra Sydfyn er på jagt efter revanche.

Det er dog ikke de to samme mandskaber, der møder hinanden. Begge klubber har haft stor udskiftning på deres holdkort over sommeren, men mon ikke intensiteten forbliver den samme, når de to tophold krydser klinger for første gang i denne sæson.

Svær start på sæsonen

Ingen af de to klubber har fået den ønskede start på denne sæson i Basketligaen.

Begge klubber har tabt kampe, som de har gået ind til som favoritter, og derfor er klubberne inden braget til at finde på en delt fjerdeplads i ligatabellen.

Begge klubber har blandt andet tabt til Værløse Blue Hawks, der har tager fusen på sidste sæsons finalister.

Svendborg har i denne sæson fået ny cheftræner i form af John Lattimore. Det er derfor Lattimore´s første kamp mod Bjørnebanden.

I denne sæson bliver Svendborg Rabbits’ offensiv styret af Devin Whitfield, der snitter 20,9 point per kamp, hvilket er nok til at placere ham på fjerdepladsen over spillere med det højste scoringsgennemsnit hidtil.

Anton Harbo møder sit gamle hold

En person, der nok har ekstra sommerfugle i maven inden topkampen er Anton Harbo.

Han møder nemlig sit gamle hold, som han var med til at vinde Basketligaen med de seneste tre sæsoner.

Nu står han altså på Svendborgs holdkort, så torsdag bliver det til et gensyn med klubben, han har tørnet ud for i en årrække.

I denne sæson snitter Anton Harbo lige godt 25 minutter på banen for Rabbits. Han snitter 4,7 point, 2,3 assists, 2,0 rebounds og et enkelt steal per kamp.

TV-kampen på SPORT LIVE har tipoff 19:15.

TV-kamp: Horsens IC mod Team FOG Næstved

Foto: MJ Horsens

Torsdag aften er det igen tid til, at SPORT LIVE viser basketball fra Basketligaen.

Forum Horsens slår dørene op til at topbrag, hvor hjemmeholdet fra Horsens IC tager imod Team FOG Næstved.

Team FOG Næstved er ligaens eneste ubesejrede hold, og der er derfor mere end blot to point på spil for dagens gæster.

Horsens IC var ligaens andet ubesejrede hold efter de første fem spillerunder, men den stime blev brudt i weekenden, da Bakken Bears slog Horsens med 94-74. Topopgøret skydes i gang klokken 19:15, men du kan se med på SPORT LIVE fra klokken 19:00.

Et blik på profilerne hos gæsterne

Både Horsens IC og Team FOG Næstved har nydt god succes i starten af sæsonen, og en del af den succes kan man takke specielt to guards for: ligaens topscorer fra Næstved, Mike McGuirl, og hjemmeholdets hurtige guard Chris Lyke.

Inden torsdagens kamp har Næstved vundet sine første fem kampe i sæsonen, og her har Mike McGuirl i gennemsnit scoret 26,3 point per kamp, hvoraf han scorede imponerende 40 point mod Svendborg Rabbits. 30 point kom fra distancen.

I Mike McGuirl har Næstved fundet en skarpskytte, som bliver afgørende for at nå en topplacering i ligaen. Han er ligeledes Basketligaens førende spiller i flest trepointsscoringer, hvor han snitter fire ramte trepointsscoringer per kamp.

Udover den stærkt skydende amerikaner har Næstved tilføjet endnu en amerikaner, der scorer en masse point for klubben.

Ian Rogers Dubose snitter 18,8 point per kamp, så det er i særdeleshed de to amerikanere, Horsens-forsvaret skal være opmærksomme på.

Lykes fører an for HIC

En anden, ny amerikansk skikkelse i Basketligaen er Chris Lykes. Den eksplosive Horsens-guard er også startet sin Basketliga-karriere stærkt.

Den 24-årige guard har i denne sæson i snit scoret 22,0 point per kamp, og han var Horsens’ mest scorende spiller i den seneste kamp mod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears. Her scorede han 29 point.

Chris Lykes ligger derudover i top ti over flest assists per kamp, hvor han i gennemsnit assisterer sine holdkammerater fem gange per kamp.

I Horsens har de et vigtigt forsvars-es, der bliver altafgørende i kampen mod Næstved: Koch Bar. Den store center snitter 9,4 rebounds per kamp, hvilket er det næsthøjeste snit i Basketligaen, og Horsens IC er afhængige af, at han levere på dagen og tager en masse rebounds. Frederik Rungby, der vendte hjem til HIC i sommer, er også at finde i top ti. Han snitter 8 rebounds per kamp.

Og så er der naturligvis de to danske landsholdsemner Leonardo Carlino og Liam Churchill, der ligeledes har fået en fin start på tilværelsen i Horsens.

Spændende TV-kamp

Det er endnu tidligt i sæsonen, men det er ingen hemmelighed, at begge klubber kæmper om medaljer som et minimum, men en finaleserie er naturligvis altid målet for tophold af denne kaliber.

HIC vandt bronze i sidste sæson, hvor de slog Randers Cimbria i kampen om tredjepladsen.

Team FOG Næstved endte lige akkurat uden for de sjove pladser i den seneste sæson, så de har blod på tanden om at komme indenfor, hvor det rigtig bliver sjovt, og hvor der er medaljer på spil.

Og den gode Næstved-start har kun givet klubben mere tro på tingene.

Torsdagens topkamp er altså af stor betydning.

Hvem der kommer sejrsrigt ud af opgøret, bliver vi klogere på torsdag aften.

Se kampen på SPORT LIVE med tipoff kl. 19:15.

Rundt om runden: 6. spillerunde

Foto: MJ Horsens

Vi er nu seks runder inde i årets sæson i Basketligaen.

I den forgangne runde var otte hold i aktion, og i weekenden var der det første jyske derby mellem Bakken Bears og Horsens IC i denne sæson.

Sjette spillerunde i landets bedste række startede i Nordic Basketball Arena Skovlunde med en TV-kamp på SPORT LIVE mellem BMS Herlev og BK Amager.

Gæsterne fra BK Amager kom stærk fra land og spillede en flot første halvleg, hvor de formåede at tilspille sig et fint forspring forud for anden halvleg. Efter en noget lavtscorende første halvleg stod der 28-38 til Amager i pausen.

Desværre for Amagerkanerne kunne de ikke holde dampen oppe i anden halvleg, hvor hjemmeholdet tog over. Derfor hentede BMS Herlev sæsonens anden sejr. BMS Herlev slog BK Amager med 71-61.

Kampens topscorer var hjemmeholdets Eamonn Joyce med 19 point. Joyce spillede en rigtig flot kamp og havde en stor andel i Herlev-sejren.

Topscorer for udeholdet var Tomas Bjarkason med 17 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Copenhagen med tredje sejr i streg

Lørdag stod i Basketligaens tegn med to kampe på programmet.

Første kamp fandt sted i Nørrebrohallen, hvor Værløse Blue Hawks gæstede BC Copenhagen. Udeholdet fra Værløse har fået en suveræn start på sæson 2022/23 og stod inden mødet med Copenhagen med tre sejre i fem kampe. Sejrene fik de mod BK Amager, Bakken Bears og Svendborg Rabbits.

De tre sejre betyder, at Blue Hawks allerede nu er halvvejs på vej mod at tangere holdets antal sejre fra sidste sæsons grundspil, der bød på seks sejre.

Det var således et holdt fyldt med selvtillid og momentum, der kom på besøg hos BC Copenhagen i jagten på sæsonens fjerde sejr.

Men BC Copenhagen ville det anderledes og tildelte Værløse deres tredje nederlag i sæsonen, men sejren kunne lige så godt have endt i Værløses hænder. Opgøret må betegnes som Game of the Week, da der var tale om et vaskeægte overtidsdrama.

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Kampen var jævnbyrdig fra start til slut, lige med undtagelse af en periode i første del af anden halvleg, hvor Værløse kom foran med 51-60.

Men der skulle fem minutter ekstra til for at finde en vinder, og her var det Copenhagen, der trak det længste strå efter en clutch Durell Vinson-scoring med fire sekunder tilbage af overtiden. Kampens slutcifre var 91-89.

Sejren var Copenhagen´s tredje i streg.

Topscorer blev Værløses Mikkel Hauge med 28 point.

Nathan Scott var mest scorende spiller for sejrsholdet med 23 point.

Læs mere om den dramtiske kamp hos Fullcourt.dk her.

Svendborg fik tiltrængt sejr

Den anden kamp om lørdagen var i Aarhus mellem Bears Academy og Svendborg Rabbits.

Sidste sæsons sølvvindere har fået en turbulent sæsonstart med flere skuffende nederlag og noget knap så tilfredstillende spil på banen.

Derfor må det have været en lettelse for Svendborg-cheftræner John Lattimore, at Svendborg Rabbits efter 40 minutter i Vejlby-Risskov Hallen kunne vende snuden hjem mod Sydfyn med en 65-81 sejr mod det aarhusianske akademihold.

Det var på mange måde en tiltrængt sejr for Svendborg, der nu ligger på en syvendeplads i ligaen.

Undervejs gav Academy ellers udeholdet kamp til stregen. Efter første halvleg var der kun tre point mellem de to hold. I tredje periode udbyggede Svendborg deres føring med ti point, så de var foran med 13 point inden kampens sidste ti minutter.

Bears Academy prøvede, men fik aldrig indhentet Svendborg-føringen.

Keane Thomann var brandvarm og scorede 29 point – flest af alle i kampen.

Devin Whitfield udmærkede sig med 23 point for Kaninerne.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bears brød HICs ubesejrede stime

Slutteligt var der Basketligaen-braget mellem Bakken Bears og Horsens IC. De Gule fra Horsens kom på besøg i en fyldt Sparekassen Danmark Basketball Center lørdag eftermiddag, og opgøret mellem de to ærkerivaler så ud til at blive et spændende et af slagsen.

Horsens IC gik ind til kampen som ubesejrede i denne sæson med fire sejre i fire kampe, men det ændrede Bakken Bears på i lørdagens rivalkamp, hvor Skyler Bowlin, efter skiftet til Bakken Bears, for første gang skulle møde sin tidligere arbejdsgiver, Horsens IC.

Bakken Bears hentede en overbevisende sejr på 94-74 efter en underholdende kamp, der bød på kampe i kampen, fede dueller, flere highlights, heriblandt to buzzer-beaters af Churchill-brødrene, Liam og Noah, der spiller for henholdsvis Horsens IC og Bakken Bears.

Kampens topscorer var HICs Chris Lykes med 29 point. Lykes var gæsternes offensive es og konstant en trussel.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Nu er det dermed blot Team FOG Næstved, der fortsat er ubesejrede i denne sæson. Dette kan Horsens IC ændre på, når de netop møder Næstved i morgen, torsdag, i ugens TV-kamp på SPORT LIVE. Den kamp har tipoff 19:15.

Få overblikket over 6. spillerunde

I sjette spillerunde er der fire kampe på programmet.

Runden starter torsdag aften i Nordic Basketball Arena Herlev, hvor hjemmeholdet BMS Herlev får besøg af BK Amager. Denne kamp vises på SPORT LIVE og har tipoff kl. 19:15. Læs optakt til kampen her.

Fredag gæster Værløse Blue Hawks Nørrebrohallen, hvor BC Copenhagen venter. Fredagens ene Basketligaen-brag skydes igang 18:00. Værløse kommer ind til kampen med en imponerende sejr mod Svendborg Rabbits i sidste runde, så det er et selvtillidsfyldt Blue Hawks-mandskab, der kommer til Nørrebrohallen.

30 minutter senere starter kampen mellem Bears Academy og Svendborg Rabbits i Vejlby-Risskov Hallen i det nordlige Aarhus. Bears har to sejre i sæsonen, mens Svendborg blot har sejren i én ud af fire kampe.

Lørdag har vi rundens helt store rivalopgør på programmet. Bakken Bears tørner sammen med de ubesejrede Horsens IC foran en tæt på udsolgt Sparekassen Danmark Basketball Center. Mødet mellem de to danske tophold er garant for underholdning, og lørdagens opgør bliver næppe en undtagelse.

TV-kamp: BMS Herlev tørner sammen med BK Amager

Torsdag aften er der igen basketball fra Basketligaen i dit TV. BMS Herlev tørner sammen med BK Amager, og opgøret kan ses direkte hos Danmarks basketball kanal SPORT LIVE.

Begge mandskaber går ind til torsdagens TV-kamp med en enkelt sejr i bagagen. BMS Herlev fik sæsonens første sejr mod oprykkerne fra Holbæk-Stenhus. BK Amager tog fusen på alt og alle og besejrede på imponerende vis Svendborg Rabbits i ligaens sæsonåbner.

BMS Herlev har forud for torsdagens brag spillet tre kampe, mens BK Amager har været i aktion fem gange.

Torsdagens vinderhold kan derfor fordoble sine point i tabellen, så det bliver en spændende kamp mellem to af ligaens yngste trupper, der jagter sæsonens anden sejr. BMS Herlev har en gennemsnitsalder på bare 20 år, mens Amagerkanernes er på 23 år.

De seneste to opgør holdene imellem er endt med sejr til BK Amager, så BMS Herlev har en revanche at hente.

Flere nævneværdige profiler

BMS Herlevs stortalent Marqus Marion har set uhyre stærk ud fra sæsonens indledning. Den 18-årige danske power forward snitter 22,7 point, otte rebounds og 1,7 steals per kamp, og med sommerens EM-sølvmedalje og en række gode præstationer tidligt på sæsonen har Marion derfor tiltrukket stor opmærksomhed ude i den store basketballverden.

Artiklen fortsætter under tweetet

Marion var allerede iøjnefaldende i sidste sæson, men Marion har i Herlevs første tre kamp vist, at han ikke længere blot skal betragtes som et talent, der bruger sin tid i ligaen som en del af sin udvikling. I stedet er han nu en af holdets helt store profiler og en spiller, holdet kan læne sig opad.

Også hjemvendte August Haas har været en af de store profiler på Herlev-holdet her i starten af sæsonen. Man skal dog ikke glemme Andreas Mortensen, Mile Nedic og Danijel Marsenic, der alle har en stor betydning for BMS Herlev.

For BK Amagers vedkommende har trioen bestående af Tomas Bjarkason, Darius Bell og Jordan Johnson udmærket sig i Amagers første fem kampe. Holdets topscorer er Bjarkason med et snit på 14,8 point per kamp. Hos BK Amager skal man ej heller forglemme Andreas Meilby og Oscar Quackenbush, der også har spillet flere gode kampe.

Der er tipoff til kampen mellem BMS Herlev og BK Amager kl. 19:15 og kampen kan ses på SPORT LIVE.

TV-Kamp: Team FOG Næstved får besøg af Randers Cimbria

Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Torsdag aften er der igen basketball på programmet, da det er blevet tid til endnu en TV-Kamp på Danmarks Basketball Kanal SPORT LIVE.

Der er lagt op til et brag, når Team FOG Næstved tager imod Randers Cimbria i et topbrag i Basketligaen.

Team FOG Næstved er på ligaens førsteplads, og de er et af blot to af ligaens ubesejrede hold. Næstved har vundet fire ud af fire kampe. Horsens IC er det andet hold, der endnu ikke har tabt en kamp.

Randers er placeret på tredjepladsen, og de har vundet tre af de fire kampe, de har spillet.

Team FOG Næstved hentede i sidste uge deres fjerde sejr på stribe, da de rejste hjem fra Svendborg med en 85-97 sejr i bagagen.

Særligt for denne kamp var, at Næstved var utrolig effektive bag trepointslinjen. De ramte imponerende 17 ud af 33 trepointsforsøg, hvilket giver en effektivitet på 51 %.

Brændvarme Mcguirl

Mike McGuirl var kampens store oplevelse. Han brændte nettet af og scorede 40 point, hvoraf de 30 kom bag trepointslinjen, da han ramte imponerende ti treere på 13 forsøg-

Netop Mike Mcguirl er ligaens mest scorende spiller i skrivende stund. McGuirl har i Næstveds tre kampe stået for i alt 105 point, hvilket giver ham et gennemsnit på 26,3 point per kamp. Det er ligaens højste snit.

Derudover har Næstved to spillere yderligere i toppen af scoringslisten. Her er der tale om Ian Rogers Dubose og Rodney Chatman, der står for 20,0 og 20,3 point per kamp.

Randers Cimbria kommer til Sjælland med en sejr i bagagen fra seneste spillerunde, hvor de slog Værløse Blue Hawks med 79-63.

Her var Jonathan Klussmann den store oplevelse, og han stod for 20 point,  hvilket faktisk minder utrolig meget om hans gennemsnit for sæsonen, der ligger på 20,3 point per kamp.

Hos Randers har de også en forsvarsspiller, der vil gøre alt, der står i hans magt, for at blandet andet Mike McGuirl ikke får tur i den. Det er Bakary Camara.

Bakary Camara snitter vilde 4,5 steals per kamp, og det bringer ham op på et totalt antal steals på 18 i sæsonen.

Også Brandon Norfleet er kommet godt fra land hos Randers. Norfleet snitter 18,5 point per kamp.

Det bliver altså en spændende kamp mellem to hold med store ambitioner.

Opgøret mellem de to hold har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE sender fra kl. 19:00.