Bakken Bears spiller sig i Champions League

Foto: Basketball Champions League – championsleague.basketball

Bakken Bears spillede sig søndag aften i Basketball Champions League´s gruppespil, da de besejrede serbiske FMP Meridian med 88-82 i kvalifikationsfinalen.

De regerende danske mestre skal derfor spille med i Basketball Champions League for tredje gang i klubbens historie.

Bears fik en stærk start på søndagens vind-eller-forsvind-kamp takket være Michel Diouf, der var i hopla fra kampen start. Diouf, der er blevet kåret som Årets Forsvarsspiller i Basketligaen hele fire gange, dominerede i offensiven og scorede Bakkens første otte point.

Første halvleg forløb jævnbyrdigt, og kampen bølgede frem og tilbage. Stillingen i pausen var 42-36 i Bakkens favør i pausen.

Nøjagtigt ligesom i første halvleg kom Bears godt fra land i anden halvleg, men den gode start blev hurtigt glemt, da serbiske Meridian prompte svarede tilbage og fik et lille overtag på kampen.

Resten af kampen var en nervepirrende affære, hvor begge mandskaber lykkedes med at ramme nogle store skud.

Kvalifikationsfinalen sluttede 74-74 i ordinær tid og skulle derfor ud i overtid, som Bakken Bears formåede at trække sig sejrrigt ud fra. Bakken Bears vandt kampen med 88-82.

Kampens topscorer var Tony Carr med 34 point.

Bakken Bears spiller sin første kamp i den nye sæson i Basketligaen på onsdag, den 28. september, hvor de tørner sammen med Bears Academy.

Holbæk-Stenhus gør comeback i Basketligaen mod Horsens IC

Lørdag er der igen basketball fra Basketligaen i Holbæk, når nyoprykkede Holbæk-Stenhus får besøg af Horsens IC.

Det er over 15 år siden, der sidst var Basketligaen-bold i Holbæk, dengang hed holdet Team Sjælland. Nu er de tilbage under navnet Holbæk-Stenhus, qua Holbæk Basketball Klub- og Stenhus Basketball College-samarbejdet, og lørdagens opgør i Holbæk Sportsby er således noget helt særligt.

Holbæk-Stenhus´ første modstander i Basketligaen er altså Horsens IC, så det unge akademihold kommer på en svær opgave i sæsonens første kamp.

Se Holbæk-Stenhus´ hold her: Roster

Se Horsens IC-truppen her: Roster

Holbæk-Stenhus mod Horsens IC har tipoff kl. 16:00.

Lørdag er der to kampe i Basketligaen på programmet. Kl. 15:00 tager Randers Cimbria hjemme mod BC Copenhagen.

Optakt: Team FOG Næstved tager imod Værløse Blue Hawks

Sæsonens anden kamp i Basketligaen finder torsdag aften sted. Opgøret er samtidig årets første TV-kamp på SPORT LIVE.

Team FOG Næstved byder torsdag aften Værløse Blue Hawks indenfor i Arena Næstved.

Torsdag aften kl. 19:15 danner Arena Næstved rammen om sæsonens anden kamp. Hjemmeholdet Team FOG Næstved tager imod Værløse Blue Hawks i hvad der er årets første TV-kamp på SPORT LIVE.

Kampen om semifinalepladserne i sæsonen 2021/22 sluttede utrolig tæt, og det lykkedes lige akkurat ikke Team FOG Næstved at slutte på fjerdepladsen, der gav det sydsjællandske hold en billet til semifinalerne. Holdet fra Næstved sluttede á point med Randers Cimbria og spillede generelt set en flot sæson – men sidste års semifinaler var ikke desto mindre uden Næstveds deltagelse. I år håber de dog på, at de kan nå den magiske top fire, så der er medaljer på spil.

Næstved har sagt farvel til en markant skikkelse i form af Brevin Pritzl, der er skiftet til belgisk basketball. Samtidig har klubben også taget afsked med Bubu Palo og Kameron Williams, der sammen med Pritz dannede en stærk trio. Che Bob og Vincent Bailey har også forladt klubben.

Klubben har dog fået udfyldet hullet med tilgangen af Ian Dubose, Zach Rollins, Rodney Chatman, James Lull og Mike McGuirl. Næstved har også været på rov hos BMS Herlev, hvor de har skrevet under med svenske Jordan Lou.

Værløse lukkede og slukkede på fornem vis

Værløse Blue Hawks endte med at blive vinderen af Playoff B, efter de vandt den afsluttende placeringskamp mod theView Copenhagen, der nu har skiftet navn til BC Copenhagen.

Særligt slutningen af sidste sæson kan Værløse være godt tilfredse med. Klubben vandt fem af de sidste otte kampe, og det var altså en opadgående formkurve, der hjalp dem på vej til sejren i Playoff B-finalen. Konkurrenten BC Copenhagen havde ellers spillet en flot sæson, hvor de hentede flere imponerende sejre, blandt andet mod nogle af ligaens tophold, men i sidste ende var det Blue Hawks, der trak det længste strå.

Værløse Blue Hakws har inden den nye sæson sagt farvel til Peter Møller, der i den seneste sæson i gennemsnit stod for 11,1 point per kamp. Møller er skiftet til svensk basket.

Til gengæld har holdet fra Nordsjælland kigget mod to af Basketligaens andre klubber. Værløse har hentet Kyrosh Piroz i Svendborg Rabbits og Peter Bachmann hos Copenhagen. Værløse Blue Hawks-truppen består i skrivende stund udelukkende af danske spillere.

Værløse har i den forgangne off season formået at forlænge aftalerne med flere profiler i form af blandt andet Asbjørn Nerlov, Mikkel Hauge og Karl Boje Formann. Efter en stærk måned blev Asbjørn Nerlov af Fullcourt.dk kåret som Player of the Month i januar.

Torsdagens TV-kamp har tipoff 19:15. SPORT LIVE starter deres transmission af kampen fra kl. 18:50.

Basketligaen: Der arbejdes på streaming

Der vil desværre ikke være mulighed for livestreaming af årets sæsonåbner i Basketligaen mellem BK Amager og Svendborg Rabbits.

Vi beklager mange gange, at dette endnu ikke er muligt, men der arbejdes i øjeblikket på højtryk på en streaming-løsning.

Mere info følger snarest.

Du kan dog følge kampe via Livestats på dette link.

17. september 2022 går det løs igen

Sæsonstarten for Basketligaen nærmer sig og BL kan endelig offentliggøre turneringsprogrammet for turneringen 2022/23.

Efter at Holbæk-Stenhus er indtrådt som det 11. hold i årets turnering skal der afvikles 110 kampe i grundspillet før vi ved hvem der skal spille Playoff A og Playoff B.

Turneringen skydes i gang lørdag den 17. september kl. 14:30 hvor BK Amager hjemme i Amagerhallen får besøg af Svendborg Rabbits.

De øvrige kampe i 1. spillerunde er:

  • 22. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Værløse Blue Hawks
  • 24. september kl. 15:00 Randers Cimbria – theView Copenhagen
  • 24. september kl. 16:00 Holbæk-Stenhus – Horsens IC

Bakken Bears er oversidder i 1. runde mens den 5. og sidste kamp mellem Bears Academy og BMS-Herlev først spilles den 4. december.

Vil du se det fulde turneringsprogrammet for hele grundserien kan du klikke her.

Langt de flest af klubberne er så småt ved at komme i omdrejninger og rigtige mange spiller er på plads. Herunder finder du links til hvordan den enkeltes klubs roster ser ud i skrivende stund og kampprogrammet for den enkelte klub.

Sådan spilles BL 2022/23

I denne sæson afvikles BL med 11 hold efter at Holbæk-Stenhus er indtrådt i Basketligaen.

Grundserien
Alle 11 hold møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De 6 bedst placeret hold efter grundserien kvalificerer sig til Playoff A (1-6) og de 5 nederste hold efter grundserien kvalificerer sig til Playoff (7-11).

Playoff A 
De 6 bedst placeret hold efter grundserien møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De kamppoint og resultater som holdene har efter alle kampene i grundserien tages med over.

De 4 bedst placeret hold i Playoff A kvalificerer sig efterfølgende til semifinalerne. 

Playoff B
De 5 dårligst placeret hold efter grundserien møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De kamppoint og resultater som holdene har efter alle kampene i grundserien tages med over.

De 2 bedst placeret hold i Playoff B kvalificerer sig til Playoff B finalen.

Semifinaler
Nr. 1 i Playoff A møder Nr. 4 i Playoff A

Nr. 2 i Playoff A møder Nr. 3 i Playoff A

Semifinaler spilles bedst á 5 kampe og det er stillingen i Playoff A der afgør rækkefølgen af hjemme-/udebane kampe. Nr. 1 og 2 i Playoff A har hjemmebane i semifinale 1, 3 og 5 og udebane i semifinale 2 og 4.

De 2 vindere af semifinaleserierne kvalificerer sig til DM-finalerne. De 2 taber af semifinaleserierne kvalificerer sig til kampen om bronzemedaljer.

DM-finaler
De 2 vindere af semifinaleserierne mødes i bedst á 7 kampe. Bedst placeret hold i Playoff A 1-6 har hjemmebane i kamp 1, 3, 5 og 7 og udebane i kamp 2, 4 og 6.

Playoff B 7-11 Finale

De 2 bedst placeret hold fra Playoff B 7-11 spiller finale som spilles bedst á 1 kamp. Bedst placeret hold efter Playoff B 7-11 har hjemmebane.

Danske Mestre 21/22

Bakken Bears og fans
Foto: Bakken Bears

Bakken Bears er danske mestre

Efter fjerde DM finale imellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits, stod det klart at Bakken Bears efter en dominerende sæson er danske mestre.

Det er Bakken Bears 6. mesterskab i træk, 8. mesterskab i dette årti, og deres 20. mesterskab i alt.

Der skulle blot 4 ud af 7 mulige finalekampe til for at bjørnene kunne få guldet om halsen. Den første kamp blev vundet stort med 45 point, kamp 2 med 13 point, kamp 3 med 17 point, og kamp 4 med 4 point.  

På trods af Svendborg Rabbits sejrede i pokalfinalen, måtte de se sig slået af Bakken Bears, hvor det blev tæt på en sejr i sidste runde. Kaninerne har dog haft en flot sæson som 2’er i ligaen, pokalvinder og DM sølv.

Marvelle Harris blev kåret til Finals MVP, efter en flot finaleserie. Marvelle spillede i gennemsnit 21 minutter og 40 sekunder, hvor han havde 16.5 point, 2 rebounds, og 1.75 assists.

Stort tillykke fra Basketligaen til dette års mestre Bakken Bears, vi glæder os allerede til næste sæson!

4. finalekamp

Fjerde kamp kan være den sidste

Når Svendborg Rabbits og Bakken Bears træder på gulvet i aften i Svendborg Idrætscenter til fjerde DM finale, kan det med en Bakken Bears sejr være sæsonens sidste kamp.

Svendborg Rabbits har ryggen imod muren, og til trods for at de har fundet det bedre spil frem i kamp 2 og 3, har det stadigvæk ikke været nok til at få deres første sejr i finaleserien. Inden kamp 2 modtog Sebastian Åris prisen for Årets Spiller. Det har blandt andet været svingende præstationer hos Svendborg, der har været med til at give denne svære start. Sebastian Åris scorer kun 12 point per kamp imod siden 18.3 point per kamp i sæson. De sidste tre kampe har heller ikke været en dans på roser for Corey Silverstrom, ligesom han havde fundet rytmen igen imod Horsens IC er han altså blevet holdt på 3.6 point i gennemsnit. Coach Jimmy Moore og resten af Svendborg Rabbits mandskabet skal nu se om de kan få vendt skuden ligesom Horsens IC gjorde i sidste sæsons DM finaler.

Bakken Bears er nu ekstremt tæt på at blive Danmarksmestre i deres 20. finaledeltagelse i træk. Det er kun en sejr mere der er imellem dem og guldet. Spørgsmålet er så om de kan sweepe Svendborg, eller om medaljerne skal holdes tilbage lidt endnu. I første finalekamp var Bakken Bears veludhvilet og klar til revanche, hvilket gav noget af en præstation fra hjemmeholdet. Det var dog lidt mere ligebyrdigt i de to næste kampe, men stadigvæk et Bakken Bears hold med et højere niveau, som har vundet 10 ud af 12 spillede periode og har haft alle mand på banen i 2 ud af de 3 spillede finalekampe. Med scoringerne velfordelt hos Bakken Bears er der kun en spiller i hver kamp som har scoret 20+ point. Første kamp var det Darko Jukic der var 100% fra gulvet med 22 point, kamp 2 var det Travis Taylor med 26 point og en efficiency på 36, og i sidste kamp havde Marvelle Harris 20 point. Under semifinalerne og finalerne er der blevet uddelt nogle priser til både spillere og stab hos Bakken Bears, senest var det Anders Sommer der modtog prisen for Årets Træner, Tylor Ongwae blev Årets Forsvarsspiller, og Mads Bro Hansen blev Årets Unge Spiller.

Se 4. DM kamp på SPORT LIVE, eller www.basketligaen.live torsdag d. 19. april kl. 19:15.

Årets Træner

Anders Sommer
Foto: Robert Piil

Anders Sommer er Årets Træner!

Første sæson som head coach i Basketligaen er ved at være ved vejs ende for Anders Sommer, og sikke en flot sæson det har været. Første del af sæsonen var fejlfri og grundspillet blev afsluttet øverst på tabellen, med 18 sejre og 0 nederlag. Det var først i mellemspillet at der kom et nederlag på tavlen, dog efter at man havde sikret sig 1. pladsen i semifinalerne og finalerne.

Efter pokalnederlaget imod Svendborg Rabbits, har man i de to første finalekampe kunne se at Årets træner har fået tændt ilden i sine spillere. Taktiske justeringer og motivation, gav holdet en løbende start og en sejr på 45 point. To kampe senere er Anders Sommer & Co. i førersædet 3-0 i finalerne, og kun en sejr fra at kunne kalde sig danske mestre.

Anders Sommer ledte også truppen ind i en flot europæisk sæson, hvor det endte med en plads semifinalerne i FIBA Europe Cup.

Næst flest stemmer gik til Thomas Hemmingsen fra Bears Academy, og på en tredjeplads var det Mathias Madsen fra Værløse Blue Hawks.

Årets Spiller

Sebastian Åris Petersen
Foto: Tom Andreasen Fotografi

Sebastian Åris er Årets Spiller!

I sæsonen 20/21 blev han hædret af Fullcourt som ”Årets Danske Spiller” og ”Most Improved Player”. Denne gang er det den helt store anerkendelse fra både trænere og spillere i Basketligaen.

Tallene lyver ikke når det kommer til udviklingen i Sebastian Åris spil, over de tre sidste sæsoner er han gået fra 9.7 point, 3.8 rebounds, 4.2 assists og 11.3 effektivitet, til 18.9 point, 4.5 rebounds, 6.4 assists og 21.8 i effektivitet.

Efter en flot pokal turnering kunne han også løfte trofæet sammen med resten af Svendborg Rabbits mandskabet, og i de tre spillede pokalkampe havde Sebastian Åris et gennemsnit på 25.0 point, 5.7 rebounds, 5.3 assists og en effektivitet på 27.7.

Andenpladsen i stemmer til Årets Spiller var Reginald Kissoonlal fra Randers Cimbria, og på tredjepladsen blev det Khalil Ahmad fra Horsens IC. Begge spillere har kæmpet om førstepladsen som mest scorende spiller i Basketligaen de sidste par måneder.