I sidste uge blev 19-årige Ismail Latif hyldet af Ballerup Kommune. Latif blev i sidste sæson en del af BMS Herlevs hold i Basketligaen, men Herlev-talentet blev i denne omgang ikke hyldet for sine basketegenskaber. I stedet var det hans kæmpe indsats som frivillig, der var i fokus.
Efter at have spillet sig ind på BMS Herlevs Basketligaen-hold og gjort debut i landets bedste række, modtog 19-årige Ismail Latif i sidste sæson en hård melding. Latif havde pådraget sig en slem skade i begge hofter, der krævede, at han skulle under kniven og holde en længere pause fra basketball.
I juni sidste år gennemgik han en hofteoperation efterfulgt af en ny operation i oktober-måned.
For nogle vil sådan en hård dom slå en spiller ud, men Ismail Latif ville det anderledes. Latif holdt modet oppe og besluttede, at han ville vende noget negativt til noget positivt.
Frivillig ildsjæl
Det mundede ud i, han påtog sig et hav af frivillige opgaver i klubben med det formål at give tilbage til klubben og samtidig ikke miste for meget af klublivet under skaden.
Ismail Latif, der i forvejen havde hjulpet til som ungdomstræner tidligere, begyndte at være træner for hele U15-årgangen med fokus på både elite-afdelingen samt bredde, hvilket alt andet lige er en stor opgave for et 19-årigt talent, der samtidig går og kæmper med en slem skade i begge hofter.
Ismail Latif har sidenhen fortsat med at levere et stort stykke arbejde som frivillig i BMS Herlev, og hans indsats er ikke gået ubemærket hen.
Flot hæder
Derfor kunne han stolt modtage prisen som ´Årets unge frivillige i Ballerup Kommune 2023´ af borgmester, Jesper Würtzen (A), i forbindelse med kommunens årlige uddeling af kultur- og fritidspriser til kommunens ildsjæle, talenter og frivillige ledere.
På scenen holdte borgmesteren en tale, hvor han beskrev Latif som en ihærdig frivillig, der går forrest og som er en sublim repræsentant for BMS Herlev.
Jesper Würtzen (A) fortalte, at Latif udover de førnævnte opgaver med glæde tager rundt på skolebesøg i kommunen i forbindelse med skolestævner og temadage, hvor der står basketball på programmet.
Ismail Latif blev således fuldt fortjent anerkendt for sin imponerende indsats som frivillig hos BMS Herlev og er i sandhed en af mange gode rollemodeller i dansk basket.