Pokalturneringen er i gang

En stille uge.

Det var få kampe, som blev spillet i Basketligaen denne uge, da resten af kalenderen var fyldt op med pokalkampe.

Det blev en tæt kamp tirsdag aften i Arena Randers. Hverken Team Fog Næstved eller Randers Cimbria gav hinanden meget pusterum, da de to hold tørnede ud på dansk tv. Dagens store helt viste sig at være den unge Jonathan Klussmann, der i kampens sidste 5 sekunder på et drive til kurven lagde 2 point i, og bragte hjemmeholdet i front med 2 point. Team Fog Næstveds træner, Andy Hipsher, kaldte hurtigt timeout, og da gæsterne rykkede bolden frem med 5 sekunder tilbage på tavlen, var muligheden enten at gøre det onde ved hjemmeholdet og score en 3’er, eller blot 2 point og tvinge kampen ud i overtid. Bubu Palo blev manden, der skulle lede det sidste angreb i kampen, og her kom han til afslutning fra distancen, der til Randers store glæde hoppede af ringen, og dermed sikrede dem en sejr på 77-75.

Randers hiver anden sejr hjem i denne uge – her var dog tale om pokalkampen imod BK Amager. Slutresultatet blev 88-118, men det særlige ved denne kamp var, at Jonathan Klussmann endnu engang gjorde sig bemærket og endda indenfor samme uge. Denne gang fordi han scorer intet mindre 50 point imod sit gamle hold.

theView Copenhagen tog en tur til Viby, for at spille deres første runde i pokalen. Her viste det sig, at det unge hold fra København blev en for stor mundfuld for hjemmeholdet, der ender med at tabe 59-105.

På Frederiksberg var der ligeledes pokalkamp. Falcons 1. Divisions herre, som vandt divisions pokalen øst, tog imod ligaholdet BMS Herlev. Værterne kom flyvende fra start, og spillede sig videre i pokalturneringen med en sejr på 100-74.

I Søndersøhallen spillede Værløse Blue Hawks imod Bears Academy. Værterne vandt 3 ud af 4 perioder, og kan efter dagens sejr på 75-68 se frem til ¼ finalerne i pokalen, der afvikles 7.-9. januar 2022

Nu kommer basketligaen.live

Basketligaens nye streaming platform går i luften.

Fra d. 15. december vil Basketligaens kampe blive vist på basketligaen.live, og dermed ikke længere være at finde på basketligaen.dk FIBA LiveStats.
Vil du fremover se kampe fra Basketligaen, skal du derfor oprette en bruger på basketligaen.live hvor der vil være et gebyr på 75kr per måned som inkluderer alle kampe i Basketligaen.

Da vi stadigvæk arbejder på at levere et godt produkt til fansene, og virkelig sætter pris på den store mængde tålmodighed, kan du i forbindelse med at du opretter dig og ”køber” abonnementet skal du betale med rabatkoden ”Basket” i stedet for at indtaste dit kreditkort.
Du kan i den gratis prøve periode forvente at se løbende forbedringer af billedkvaliteten, og det nye system fra Sportscast vil levere score, tid samt perioder.
Alle der har oprettet en profil vil få besked inden de månedlige opkrævninger med gebyret på 75 kroner starter. Vi forventer prøve perioden slutter på et tidspunkt i løbet af første kvartal 2022.

Det er et kæmpe skridt for dansk basket og Basketligaen at have egen streaming platform, og ved at oprette en bruger støtter du netop spillerne, klubberne og dansk basket.Vi glæder os utroligt meget til at kunne give dig dansk topbasket både på livestream og on demand.

Uge 11 i Basketligaen

Den lille uge.


Tirsdag d. 7. december kl. 19:15 indtager Randers Cimbria og Team Fog Næstved tv skærmen, og giver basket Danmark en på opleveren. Se med på SPORT LIVE, når der vises kamp fra Arena Randers kl. 19:00.

Lørdag d. 11. december kl. 14:30 er Randers igen i aktion, denne gang tager de turen til Amagerhallen hvor BK Amager venter i pokalturneringen. Hjemmeholdet har lige netop sendt amerikaner Jordan Dallas til Luxemburg og mangler derfor deres store mand i feltet. Sidst de to hold mødtes dominerede Randers Cimbria Amager mandskabet fra start til slut.

Søndag d. 12. december kl 15:00 danner Søndersøhallen rammen for pokal opgøret imellem Værløse Blue Hawks og Bears Academy. Begge hold spiller fysisk, og de har spillet tæt i flere af deres indbyrdes opgør. Det er ligeledes to hold, som oftest har været oppe og drille nogle af topholdene. Værløse sidder med første stik fra deres første opgør i sæsonen, men Bears Academy forventes at komme med god selvtillid, da de kunne gå med oprejst pande i deres seneste liga opgør imod Svendborg Rabbits, hvor de gav et af de bedste hold i ligaen kamp til sidste fløjt.

22. september går det løs

Med få undtagelser er turneringsplanen for BL 2021/22 på plads og sæsonen skydes i gang den 22. september 2021 kl. 19:00 hvor Svendborg Rabbits hjemme i HK Midt Arena får besøg af Bears Academy.

De øvrige kampe i 1 runde er:

23. september kl. 19:15 Bakken Bears – Horsens IC
23. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Randers Cimbria
24. september kl. 19:30 Værløse Blue Hawks – theView Copenhagen
25. september kl. 14:30 BK Amager – BMS Herlev


De 10 hold møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De 6 bedst placeret hold efter grundserien kvalificerer sig til Play-OFF 1-6 og de 4 nederste hold efter grundserien kvalificerer sig til Play-OFF 7-10. Du kan læse her hvordan slutspillet afvikles.

Runde 18 som er sidste runde i grundserien spilles lørdag den 19. februar 2022. Her afvikles alle 5 kampe samtidigt. Du kan se den fuldstændige turneringsplan her.

PRO B – Et kig mod afslutningen på grundserien

Mens BL ligger stille på grund af landsholdets EM-kval. har vi kigget i krystalkuglen og kommer her med et bud på hvordan den resterende del af PRO B kommer til at udspille sig. Vi ser på de enkeltes hold muligheder og hvem der kommer med i slutspillet. Holdene på 9. og 10. pladsen efter grundserien kvalificerer ikke til grundspillet, så det er nu de sidste vigtige kampe skal vindes, hvis man vil med i det sjove selskab.

#1 Værløse Blue Hawks 18 kampe spillet (8 sejre og 10 nederlag)

Resterende program: 3/3 Wolfpack (U), 14/3 Bears Academy (H), 21/3 Cimbria (U) og 26/3 Wolfpack (H)

4 kampe mangler holdet i grundserien og 3 af disse er mod PRO B hold. Værløse ligger derfor lunt i svinget til at slutte på 1. pladsen i PRO B. Men så kræver det også minimum én sejr i de 2 kampe som de mangler mod naboerne fra Wolfpack, som er den direkte udfordrer til 1. pladsen.

Værløse har vundet de sidste 4 kampe og formkurven peget op af. Koch Bar har også fundet sig mere og mere til rette i sin rolle på holdet og har bidraget væsentligt til holdets seneste sejre. Kan Koch Bar holde niveauet samtidigt med at Martin Poulsen og Mathias Bak Christensen bidrager både defensivt og offensivt, så er jeg er jeg sikker på at 1. pladsen i PRO B allerede er sikret inden den sidste kamp i grundserien mod Wolfpack.

Forventet slutplacering i grundspillet PRO B: 1
Forventer kvartfinalemodstander: Randers Cimbria eller Svendborg Rabbits

#2 BMS Herlev Wolfpack 17 kampe spillet (8 sejre og 9 nederlag)

Resterende program:  3/3 Værløse Blue Hawks (H), 13/3 Horsens IC (H), 17/3 Rabbits (U), 26/3 Værløse Blue Hawks (U) og Cimbria (H)

Hvis Wolfpack skal vinde PRO B så er jeg sikker på at de skal slå Værløse Blue Hawks i begge opgør og det kan blive svært nok. Havde holdet i deres seneste kamp slået Bears Academy havde historien været helt anderledes. Nu blev det til en knebent nederlag på 4 point og 2 værdifulde point mistet.

Hvis det bliver til en nederlag til Værløse den 3/3 vil holdt nok skrue ned for gassen inden slutspillet, men de kan heller ikke skrue for meget ned da Bears Academy med en god slutspurt vil puste Wolfpack for alvor i nakken. Meget afhænger også at hvor meget veteranen Chanan Colmann deltager i resten af grundspillet.

Forventet slutplacering i grundspillet PRO B: 2
Forventer kvartfinalemodstander: Horsens IC

#3 Bears Academy 16 kampe spillet (4 sejre og 12 nederlag)

Resterende program:  24/2 Bakken Bears (H), 27/2 Copenhagen Basketball (H), 7/3 BK Amager (U), 14/3 Værløse Blue Hawks (U), 21/3 Copenhagen Basketball (U) og 29/3 Horsens IC (U)

Bears Academy har alle chancer for at komme med i slutspillet, selv de pustes kraftigt i nakken af Copenhagen Basketball. Godt nok mangler holdet 6 kampe men 4 af disse kampe er mod PRO B hold og 2 af de 4 kampe er mod den direkte udfordrer til 8. pladsen i grundspillet, Copenhagen Basketball. Taber de til Copenhagen Basketball den 27/2 vil de være dårligst indbyrdes da de også tabte til Københavnerne tidligere på sæsonen.

Forventet slutplacering i grundspillet PRO B: 3 eller 4
Forventer kvartfinalemodstander: Bakken Bears eller kommer ikke i slutspillet

#4 Copenhagen Basketball 17 kampe spillet (3 sejre og 14 nederlag)

Resterende program: 27/2 Bears Academy (U), 12/3 BK Amager (H), 18/3 Team FOG (U), 21/3 Bears Academy (H) og 27/3 Cimbria (H)

Copenhagen Basketball puster Bears Academy kraftigt i nakken om den sidste plads i slutspillet. En sejr mod netop Bears Academy den 27/3 vil være guld værd kan være forskellen på om man kommer med i slutspillet eller ej. Slår holdet også BK Amager og Bears Academy igen ligner holdet en slutspilsdeltager.

Copenhagen er det hold i BL der scorer færrest point pr. kamp. Holdet snitter 71,2 point og en stor årsag til dette er at holdet smider næsten 22 bolde væk pr. kamp. Kan coach Jeffrey Fawme få stoppet dette, kan det betyde flere point på tavlen, som er lig med flere sejre og en slutspilsplads.

Forventet slutplacering i grundspillet PRO B: 3 eller 4
Forventer kvartfinalemodstander: Bakken Bears eller kommer ikke i slutspillet

#5 BK Amager 18 kampe spillet (1 sejre og 17 nederlag)

Resterende program: 7/3 Bears Academy (H), 12/3 Copenhagen Basketball (U), 22/3 Rabbits (U) og 29/3 Team FOG (U)

Hvis BK Amager skal med i slutspillet så kræver det sejre i holdets sidste 4 kampe i grundserien. BKA er lige nu 6 point efter Bears Academy som ligger på den 8. plads som giver adgang til slutspillet. Og samtidigt er Bears Academy bedst indbyrdes de fører 2-0 i sæsonens hidtidige opgør. Så kampen mod netop Bears Academy den 7/3 er en der skal vindes som den første af 4-trins raketten.

En anden vigtig faktor er også at trioen Jonathan Klussmann, Jordan Naughton og Oskar Quackenbush skal ramme dagen og helst alle 3 på samme tid. Kan de det er de farlige for de fleste hold, men det er desværre sket alt for sjældent i denne sæson. Så jeg tror desværre ikke at BK Amager kvalificerer sig til slutspillet i denne sæson.

Forventet slutplacering i grundspillet PRO B: 5
Forventer kvartfinalemodstander: Kommer ikke i slutspillet

Hvem går til slutspil
De 5 hold fra PRO A og de 3 bedste hold fra PRO B kvalificerer sig til slutspillet. Og kvartfinalerne som spilles bedst á 5 kampe spilles således:
Nr. 1 i PRO A mod nr. 3 fra PRO B
Nr. 2 i PRO A mod nr. 2 fra PRO B
Nr. 3 i PRO A mod nr. 1 fra PRO B
Nr. 4 i PRO A mod nr. 5 fra PRO A

BK Amager / Værløse aflyst

Kampen mellem BK Amager og Værløse Blue Hawks den 27/12 er blevet aflyst grundet coronavirus-relaterede årsager.

Basketligaen annoncerer ny dato til kampen snarest. 

Interview med Jonathan Klussmann

”Jeg skulle huske at sige fra min far, at jeg kun er 17”

Det er godt han siger det, for efter en times samtale med Jonathan Klussmann er det nemt at glemme det. For trods hans beskedne alder er BK Amager-spilleren fuldstændig på bolden, når vi snakker om spillet og sæsonen han lige har afsluttet. Intet spørgsmål går hen over hovedet på ham, og han er ligeså villig til at snakke om holdkammeraterne som han er om sin egen udvikling.

”Der er noget fedt i at være et ungt hold, hvor man kan udvikle sig sammen. For det er målet og det mener jeg vi har gjort. Nu skal vi bare levere på et højere niveau.”

Jonathan Klussmann refererer til den unge trup i BK Amager. Her er fire spillere født efter 2002, samt en håndfuld spillere fra de sene 1990’ere. Der er ingen tvivl om, at BK Amager er i en udviklingsfase med et øje for fremtiden.

Derfor er det heldigt, at den 17-årige tilbyder en modenhed man normalt ikke finder i den aldersgruppe.

”Det er menneskerne omkring mig, der har gjort mig til hvem jeg er i dag og hvem jeg bliver. Mange venner er ældre end mig. Ældre søskende. Modenheden kommer af at være associeret med folk, der er ældre.”

Især har Jonathan Klussmann knyttet sig til amerikanske Robert Aiken Fields, der er 14 år ældre end ham selv.

”Rob har været god som værende den mest erfarne. Han påpeger ting, som vi ikke engang har tænkt over før, fordi han har spillet så meget længere. Så jeg lytter rigtigt meget til hvad han siger og forsøger at tage det med mig.”

Når der er så stor aldersforskel, skal man dog lige justere sig til det personlige aspekt, påpeger den 17-årige dog.

”Jeg er vant til at være én af de yngste på holdet, og der skal man lige finde sin plads. Fra da jeg var 15 har jeg altid været én af de yngste, og det er ikke alle, der gider høre jokes fra en 15-årig. Så man skal lige finde hinanden i et omklædningsrum.”

For Jonathan Klussmann er der mange stemmer. Hans talent er ret åbenlyst og det betyder en del råd fra mange forskellige steder. Normalt kan det være forstyrrende, men han ser det som en god mulighed for at blive bedre.

”Basketmæssigt lytter jeg meget til råd fra andre. Jeg prøver også moves af, som jeg ser andre lave og forsøger at tilpasse mig til nye situationer. Faktisk har jeg gjort det hele livet. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn til ting, men fokuserer bare på at blive så god som muligt. Bare gør arbejdet. Om det er fysisk eller psykisk, så bare gør arbejdet. Undgå brok og lyt til vejledning, men vær samtidig heller ikke bange for at lad ens egen mening skinne igennem.”

Det unge talent vandt her ved sæsonens udgang prisen som Årets Unge Spiller, en pris der bliver stemt om af spillere og trænere i Basketligaen. Det gjorde han på baggrund af 17.3 point i snit, hvilket inkluderede 6.9 straffekastforsøg per kamp, som han ramte 84.1 procent af.

Han rangerede som nummer otte på scoringslisten i hele ligaen og havde i en periode på over syv kampe fra december til februar et snit på 21.7 point. 

Den offensive eksplosion kom dog ikke som en overraskelse.

”Jeg klassificerer mig en scorende point guard og jeg har været god til at score siden jeg var lille. Jeg kan godt lide at være aggressiv og komme ind mod kurven. For mig handler det nu om at forbedre holdspillet og justere mit spil. Man kan aldrig få præcist det man vil have på banen, så derfor må man blive kreativ og finde andre måder at gøre tingene på.”

Point guarden skræmmes heller ikke af ved at angribe store centere, når han angriber ringen.

”Når afslutningerne bliver sværere, skal der tages beslutninger. Dem jeg spiller imod, har som regel spillet dobbelt så lang tid som mig, men min far har trænet mig og lært mig, at forsvaret skal reagere på bolden, og når jeg har bolden, skal de reagere på mig. Jeg har stor tendens til at tage udfordringen op. Så jeg angriber hænderne hvis forsvarsspilleren udfordrer mig. Enten rammer han mig og får en fejl, eller også kommer jeg til kurven. Jeg tager hvad der er mit og aggressivitet er stort for mig. Det betyder ikke kun at skyde, selvom det er sjovt, men også bare at have bolden i hænderne og tage beslutninger.”

Det næste led i Jonathan Klussmanns udvikling er netop at blive bedre som beslutningstager.

”Jeg har altid spillet point guard og jeg føler mig som en point guard, der skal skabe for andre. Men jeg tror det kommer med tiden at finde balancen i den rolle, da jeg lige nu er en scorende guard.”

Forsvaret kommer også med tiden, siger han.

”Den defensive udvikling kommer hen ad vejen. Styrketræning er en stor del af mit arbejde. Jeg holder mig i gang fysisk hele tiden. Jeg er for ung til ikke at blive bedre, så det handler om at lægge timerne i det. Hvis min mand slår mig på en drive, så tager jeg det som en udfordring. Sådan er jeg også til træning.”

BK Amager sluttede den forkortede sæson med to sejre og sytten nederlag. Men Jonathan Klussmann sætter det i perspektiv og henviser til klubbens unge spillere.

”Fokuspunktet er at udvikle sig. Vi presser hinanden og vi man måler sig jo med hinanden, især jævnaldrende. Hvis man er over nogen i niveau, handler det om at forblive bedre. Og hvis man er under nogen, så handler det om at lukke afstanden. Så det handler om, hvem kan udvikle sig mest? For mange er det her første år i ligaen, og det giver bare så meget med den erfaring. Man skal vende sig til fysikken, vores skudprocenter var ret lave i starten og det hele kommer med tiden, når vi bliver bedre både enkeltvis og sammen. Jeg tror på man udvikler sig bedst ved at få minutter og ved spille på det niveau man er på. Det betyder vi skal vise vores værd. Så længe vi har den udvikling vi har lige nu, så kommer det på et tidspunkt.”