Struktur i Basketligaen: Nu starter slutspillet

Sådan så det ud, da Bakken Bears blev danske mestre i sidste sæson – Foto: Bakken Bears

Så begynder det for alvor at spidse til i denne sæson af Basketligaen, der i denne sæson, som noget helt nyt, bliver afviklet med 11 hold, efter at Holbæk-Stenhus trådte ind i ligaen i sommer.

Den første del af sæsonen, Grundspillet, er netop færdigspillet, og det betyder, at alle 11 hold har mødt hinanden to gange, hvoraf alle hold derfor har spillet mod hinanden på både hjemmebane og udebane.

Efter at alle Basketligaens mandskaber har spillet sæsonens første 20 kampe, har vi fået afgjort, hvilke seks hold, der skal spille med om mesterskabet i Playoff A, der er holdene fra førstepladsen og ned til sjettepladsen, og hvilke fem klubber, der skal spille Playoff B, som er de resterene hold fra syvendepladsen og ned til 11. pladsen.

Randers Cimbria kan lade sig kåre som vindere af Basketligaens grundspil anno 2022/2023. Kronjyderne gik gennem grundspillet med 17 sejre og tre nederlag. Desuden bød grundspillet på lutter sejre på hjemmebane, hvilket må siges at være en flot statistik.

Stillingen efter grundspillet ser ud som følger:

Playoff A 1-6:

De seks bedst placerede hold i rigtig rækkefølge:

  1. Randers Cimbria
  2. Bakken Bears
  3. Team FOG Næstved
  4. Horsens IC
  5. Svendborg Rabbits
  6. BMS Herlev

Disse seks hold skal kæmpe om de fire semifinalepladser, der går til de fire bedst placeret hold i Playoff A, når alle kampene er færdigspillet.

De seks hold møder hinanden to gange – en kamp på hjemmebane og en på udebane. Derefter finder vi de fire hold, der har indsamlet flest sejre og derfor også flest point.

De point, holdene hver især tilkæmpede sig i grundspillet, følger direkte med i Playoff A, og derfor har det kunne betale sig for alle at vinde så mange kampe i grundspillet som muligt.

Playoff A er programsat til at blive skudt i gang d. 2 marts og vil derefter strække sig udover de kommende otte uger, hvor den sidste runde forventes afviklet d. 21. april.

De fire bedst placeret hold i Playoff A kvalificerer sig altså til semifinalerne.

Playoff B:

Playoff B 7-11 skal spilles af de nederste fem hold i Basketligaen, og her er der tale om følgende fem mandskaber:

  • Bears Academy
  • Værløse Blue Hawks
  • BC Copenhagen
  • BK Amager
  • Holbæk-Stenhus

Disse fem hold møder, ligesom i Playoff A, hinanden to gange, hvoraf den ene kamp er på hjemmebane og den anden på udebane. Og præcis ligesom i Playoff A tager alle klubberne deres tilkæmpede point med direkte over i Playoff-spillet.

De to hold, der ender på syvende- og ottendepladsen skal derefter mødes i Playoff B-finalen.

Playoff B er programsat til at starte d. 3 marts og vil slutte senest d. 23 april, hvorefter Playoff B- finalen vil sættes i gang d. 25. april.

Semifinaler:

Når mellemrundespillet er færdigsspillet, ved vi, hvilke fire hold, der har kvalificeret sig til årets semifinaler, ved at se på top fire i Playoff A.

Vinderen af Playoff A møder det hold, der endte på fjerdepladsen, mens andenpladsen og tredjepladsen mødes i den anden semifinale.

Semifinalerne spilles i bedst á fem kampe, hvilket vil sige, at det hold, der først har vundet tre kampe, har booket sin plads i dette års finaleserie.

Det højst placerede hold starter på hjemmebane, og i semifinalen vil det sige, at nummer et og nummer to i Playoff A, får lov til at starte på hjemmebane – hvordan det ser ud i finalen vides af gode grunde ikke endnu. Vi ved blot, at det øverste hold får lov til at starte på hjemmebane.

Finale:

Finalen spilles mellem de to hold, der har vundet hver sin semifinaleserie, og denne serie spilles bedst á syv kampe. Det vil sige, at det hold, der først vinder fire kampe i denne serie, kan krones som danske mestre 2022/2023.

Playoff B-finale:

Playoff B-finalen bliver spillet mellem Playoff B’s nummer syv og nummer otte og er en finalekamp, der kun er den ene kamp. Syvendepladsen har æren af hjemmebanen i denne kamp.

TV-kamp: Randers Cimbria på vej mod historisk grundspil

Aldrig nogensinde før er et grundspil i Basketligaen sluttet med Randers Cimbria på førstepladsen.

Det er dog, hvad der er på spil, når Randers Cimbria torsdag aften på hjemmebane i Arena Randers får besøg af Horsens IC. Med en sejr er de sikre på at blive nummer et i grundspillet, mens et nederlag betyder, at resultater andetsteds skal flaske sig for, at førstepladsen er hjemme.

Topbraget, der er med til at afgøre, hvem der går ind i Playoff A 1-6 på førstepladsen, vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE. Kampen har tipoff 19:15. SPORT LIVE starter med optakt fra 19:00.

Kampen kan derudover også ses hos JFM (Jysk Fynske Medier). Det kræver et abonnement hos JFM for at kunne se kampen.

Link til kampen hos Horsens Folkeblad

Link til Randers Amtsavis

Hjemmeholdet fulde af selvtillid

Grundspillets sidste TV-kamp står altså mellem Randers Cimbria og Horsens IC, og udover at kampens udfald er med til at afgøre førstepladsen i grundspillet er opgøret mellem to mandskaber, der kæmper for en semifinaleplads efter det kommende mellemspil, Playoff A 1-6.

Randers Cimbria går ind til deres sidste kamp i grundspillet med 32 point. Til sammenligning har Horsens IC skrabet 28 point sammen, så torsdagens topbrag er, som vi har nævnt et hav af gange i løbet af de sidste par måneder, en kamp med uhyre vigtige point på spil.

Det bliver et selvtillidsfyldt Randers Cimbria-mandskab, der åbner sine døre op for sine østjyske konkurrenter Horsens IC. Mandag aften sejrede Randers Cimbria i egen hule mod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, foran en udsolgt Arena Randers. Læs alt om randrusianernes flotte sejr mod Bakken Bears her.

Hvor Randers Cimbria senest hentede en flot sejr, måtte Horsens IC i deres seneste opgør gå tomhændet og skuffet fra banen, da de på hjemmebane krydsede klinger med Horsens IC. Svendborg Rabbits har haft en turbulent sæson, og derfor må det have været et ekstra bittert nederlag for De Gule, der er top motiveret for at få vendt skuden med en sejr mod Randers.

Randers Cimbria mod Horsens IC har tipoff kl. 19:15 med optakt fra 19:00. Kampen vises på SPORT LIVE.

Rundt om grundspillets næstsidste runde

Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Grundspillet i Basketligaen lakker mod enden. Næstsidste runde, spillerunde 21, er færdigspillet, og runden bød på flere overraskende resultater.

Vi starter ud med det mest overraskende resultat, som var rundens sidste kamp, hvor Randers Cimbria på hjemmebane besejrede Bakken Bears med 89-78. Sejren til Randers satte en ende på Bakkens stime på ni sejre i streg i Basketligaen.

Arena Randers var fuldstændigt udsolgt, og Randers Cimbria kunne sætte punktum på en god aften med en sejr over de forsvarende danske mestre. Læs mere om arrangementet i Randers en af de kommende dag her på Basketligaens hjemmeside.

Læs mere om Randers´ sejr her.

Værløse med lille overraskelse

Runden blev indledt i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor der også blev leveret en overraskelse. BMS Herlev, der er klar til Playoff A 1-6, led noget overraskende et nederlag til Værløse Blue Hawks på hele 62-84.

Værløse fuldender god ude med ny sejr

Fire dage senere skulle Værløse Blue Hawks endnu en gang i aktion, og her var udfaldet det samme. Værløse Blue Hawks fulgte op på den flotte sejr mod Herlev med en 84-81-sejr mod Bears Academy. 21. spillerunde var altså helt igennem godkendt for Værløse Blue Hawks.

Rabbits tager fusen på Horsens

Et par dage senere var vi vidne til endnu en overraskelse, da Svendborg Rabbits, der har været igennem en turbulent sæson, på udebane slog Horsens IC med 98-102. Horsens IC, der ligger lunt i svinget til en semifinaleplads, snublede over Kaninerne, der med sejren giver fornyet tro på et godt mellemspil.

Læs om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bakken pligtsejrede

Hjemme i Sparekassen Danmark Basketball tog Bakken Bears imod BK Amager, og Bjørnene hentede en sejr på 89-70. Til sidst blev det til en ganske komfortabel sejr, men undervejs var Bakken Bears kommet på afveje. Hjemmeholdet havde det til tider svært, og det var i den grad BK Amagers fortjeneste. Gustav Knudsen var banens bedste i Bakken-sejren.

Læs om kampen hos Fullcourt.dk her.

Randers rundbarberede Herlev

Samme dag spillede Randers Cimbria mod BMS Herlev hjemme i Arena Randers, og gæsterne fra Herlev gik ind til kampen med håbet om at komme tilbage op på hesten efter det skuffende nederlag til Værløse Blue Hawks få dage tidligere. Det gik god ingenlunde som håbet for Herlev. I stedet blev de spillet ud af banen af Randers Cimbria, der vandt med 88-52.

Læs om kampen hos Fullcourt.dk her.

Sikker Næstved-sejr

Den eneste kamp, vi mangler, er Holbæk-Stenhus´ møde med Team FOG Næstved, og her var der absolut ingen slinger i valsen. Team FOG Næstved spillede med selvtillid og cruisede mod en komfortabel 66-108-sejr.

Læs om kampen hos Fullcourt.dk her.

TV-kamp: Topbrag i Forum Horsens

Fredag aften står SPORT LIVE og Basketligaen for fredags-underholdningen, når Horsens IC tager imod Svendborg Rabbits i et opgør mellem Basketligaens nummer fire og nummer seks.

Baksetligaen er dog så uhyre tæt i år, at Horsens IC er på en delt førsteplads med både Bakken Bears, Team FOG Næstved og Randers Cimbria, da alle fire hold har 28 point. Horsens IC kan derfor komme på førstepladsen med en sejr over Svendborg Rabbits.

Der er kampstart i Forum Horsens klokken 19:15, men du kan allerede se med på SPORT LIVE fra klokken 19, hvor der er optakt.

Horsens IC jagter endnu en finaleplads

Horsens IC har haft en ganske glimrende sæson, hvilket også vises i tabellen, hvor de, som tidligere skrevet, er på en delt førsteplads, og det er især spillet i forsvarsenden, der har gjort underværker for det tidligere mesterskabshold.

Horsens IC er indehavere af Basketligaens tredje bedste defensiv, hvor de i gennemsnit tillader modstanderholdet at score 78,4 point per kamp, mens de i gennemsnit selv scorer 87,1 point per kamp. Forsvaret er en klar styrke, men offensiven fejler absolut intet.

I forsvarsenden har Koch Bar været en force, hvor han leverer solidt kamp efter kamp. Den høje center snitter 2,1 blocks og 0,7 steals per kamp. Han krydrer derudover sin fine forsvars-staline med at tage 8,7 rebounds per kamp.

I den modsatte ende har Horsens Basketligaens topscorer i form af Chris Lykes, der har brændt nettet af i denne sæson. Den lille amerikanske guard snitter 23,3 point per kamp, og han uddeler derudover 5,7 assist per kamp. Lykes trækker gang på gang overskrifter og ligger lunt i svinget i MVP-kapløbet.

Hvis Horsens IC vil booke en finaleplads for femte gang ud af de seneste syv sæsoner, skal produktionen fra folk som Chris Lykes, Leonardo Carlino, Koch Bar og Vedran Borovcanin ikke fejle noget. De fire spillere snitter over 10 point per kamp for sæsonen.

Horsens IC har vundet deres seneste tre kampe, og de håber på at vinde den fjerde på stribe.

Svendborg Rabbits vil redde sæsonen

Svendborg Rabbits, der kom direkte fra en pokaltriumf og en finaleplads i den seneste sæson, har ikke haft den ønskede sæson indtil nu.

Det sydfynske mandskab er i skrivende stund placeret på sjettepladsen i dette års Basketligaen, og der er på nuværende tidspunkt ti point på til en semifinale-adgangsgivende fjerdeplads, og håbet om at gentage den seneste sæsons store resultater hænger derfor i en tynd tråd.

Svendborg har den fjerdebedste offensiv i denne sæson, hvor de i gennemsnit scorer 87,3 point per kamp, og det skyldes, at de har flere strenge at spille på. På nuværende tidspunkt har Svendborg-mandskabet fem spillere, der i snit scorer over 10 point per kamp. Det drejer sig om Tyrell Kirk, Jaylen Aaron Fornes, Brantley Bynum, Kentwan Smith og deres topscorer Devin Whitfield.

Derudover ser det ud til, at den nyligt ansatte Jermaine Marrov er ved at få gang i opholdet på Fyn. Efter tre dårlige kampe så Marrov gå ud, da Svendborg mødte Holbæk-Stenhus den 28. januar.

Svendborg Rabbits har netop ansat en ny assistentræner i form af Alex Arias, der dermed forlader Bears Academy i samme stilling.

Svendborg Rabbits har vundet fire af deres seneste fem kampe, hvoraf det eneste nederlag kom til Bakken Bears. Så ligesom Horsens IC kæmper for at holde en god stime kørende, gør Svendborg Rabbits det samme.

Se kampen på SPORT LIVE med start klokken 19:15 og optakt fra klokken 19:00.

Rundt om 20. spillerunde – Bears kravler op på 1.pladsen

Foto: Robert Dines Rasch

20. spillerunde i Basketligaen bød på fire kampe, og rundens højdepunkt fandt sted i Arena Næstved, hvor sydsjællanderne stod overfor Bakken Bears, der med en sejr kunne indtage førstepladsen i ligaen.

Rundens begivenheder startede i en tæt på fyldt Nørrebrohallen, hvor BC Copenhagen fik besøg af Bears Academy. Begge hold er klar til Playoff B 7-11-gruppespillet, der venter lige rundt om hjørnet, så kampen var en god mulighed for at sætte sig selv i en fordelagtig position forud for det kommende gruppespil. Netop BC Copenhagen og Bears Academy topper playoff B, som det ser ud til lige nu.

Nørrebroholdet fik beskyttet hjemmebanen og sejrede med 75-68, og dermed er de nu blot to point bag Bears Academy. Kampens mest scorende spiller var Copenhagen´s Jacob Hoffmann med 17 point. Hoffmann ramte fem treere. Marius Sørensen toppede på pointfronten for Academy med 12 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Holbæk udfordrede Svendborg

Dagen efter bød Basketligaen på en tæt kamp i Rise Sparekasse Arena på Sydfyn, hvor sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen, Svendborg Rabbits, noget overraskende var stærkt udfordret mod Holbæk-Stenhus. Oprykkerholdet fra Sjælland har på flere måder lignet et nyt hold, siden de i sidste måned sejrede for første gang i sæsonen. Holbæk spiller med en større tro på tingene, og siden sejren mod BK Amager i sidste måned har de spillet lige op med både Horsens IC og nu Svendborg Rabbits.

Kaninerne kunne dog trække en sejr i land på 88-80.

Topscoreren blev Eysan Wiley med 31 point. Mest scorende for sejrsholdet var Jermaine Marrov med 23 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Chris Lykes gav Horsens IC dramatisk sejr

Tredje og næstsidste kamp i 20. spillerunde stod mellem BK Amager og Horsens IC, og nøjagtigt ligesom i Svendborg kunne de fremmødte fans glæde sig over en tæt kamp, der gik ned til det sidste. Horsens IC gik ind til kampen som favoritter, men undervejs i kampen så det ikke sådan ud. BK Amager gjorde det godt og gjorde det svært for Horsens IC.

De Gule var udfordret, men til syvende og sidst kunne de trække sejrrigt i land takket være deres ubestridte største stjerne Chris Lykes, der ramte en buzzer-beater game winner.

Horsens IC vandt med cifrene 87-89.

Topscorer var BK Amagers Mitch Pelissier med 30 point. Topscorer for HIC var manden med game winneren, Chris Lykes, med 25 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Bakken Bears fik revanche

Og nu til kampen, der lyste op på 20. spillerundes program.

Team FOG Næstved tog på hjemmebane imod de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, og Bjørnene var på jagt efter revanche efter deres seneste møde med sydsjællanderne tilbage i november, hvor Bakken på hjemmebane skuffede og tabte med 85-87.

Bakken Bears fik hævnet sig på Næstved og sejrede med 80-83. Bakken Bears var i kontrol i store dele af kampen, men Næstved kæmpede ned til det sidste sekund.

Rodney Chatman strålede nok engang for Næstved med 31 point til følge. Bakkens topscorer var Ryan Evans med 20 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Basketligaen stærk repræsenteret i ny landsholdstrup

Foto: fiba.basketball

Det danske herrelandsholds landstræner Allan Fossa har fredag sat navn på de 17 spillere, der udgør bruttotruppen til Danmarks kommende kampe i EM præ-kvalifikationskampene mod Slovakiet og Norge, og landstræneren har fundet plads til intet mindre end syv spillere, der har sin daglige gang i Basketligaen.

Basketligaen har følgende syv spillere repræsenteret i den danske bruttotrup:

Noah Churchill (Bakken Bears), Darko Jukic (Bakken Bears), Leonardo Carlino (Horsens IC), Marqus Marion (BMS Herlev), Jonathan Klussmann (Randers Cimbria), Sharif Barfi (BC Copenhagen) og Bakir Serdarevic (BC Copenhagen).

Bakken Bears og BC Copenhagen er bedst repræsenteret med to spillere hver især.

Bruttotruppen består af 17 spillere, og inden danskerne skal i aktion for første gang den 23. februar mod Norge vil tre spillere blive cuttet fra den endelige trup.

Danmark møder Norge den 23. februar og Slovakiet den 26. februar hjemme i Arena Næstved.

Rundt om runden: 18. spillerunde

Foto: Robert Dines Rasch

Grundspillet i Basketligaen lakker så småt mod enden, og derfor er resultaterne i Basketligaen uhyre vigtige i forhold til udformningen af Playoff A-gruppen og Playoff B-spillet. I den forgangne spillerunde var der især én kamp, hvor der var vigtige point på spil.

Men før vi dykker ned i ovenstående kamp, indledes rundt om runden for 18. spillerunde i Randers, hvor hjemmeholdet Randers Cimbria tog imod Team FOG Næstved.

Der var dømt topbrag i Arena Randers, og Næstved havde muligheden for at distancere sig yderligere fra holdene lige i hælene på dem, Bakken Bears, Horsens IC og netop Randers Cimbria, med en sejr, men kronjyderne trak det længste strå og sejrede med 101-97.

Mødet mellem de to tophold var ganske underholdende – og pointrig. Kampen igennem var Randers og Næstved skiftevis i front, og det samme gjorde sig gældende i forhold til momentum i kampen. Først var Randers på vej til at stikke af, men så fik Næstved lukket hullet, og kort efter var Næstved på vej væk fra deres modstander.

Ved fjerde periodes start var Næstved foran med tre point, 75-78, men en flot fjerde periode af hjemmeholdet betød, at Team FOG Næstved måtte indkassere sæsonens tredje nederlag. Dermed har Næstved nu tabt lige så mange kampe som Randers Cimbria og Bakken Bears. Randers har dog spillet én kamp mindre end Næsved, mens Bakken har to kampe i hånden.

Topbragets topscorer var både Randers´ Jonathan Klussmann og Næstveds Rodney Chatman med 30 point hver især. Klussmann spillede ikke den mest iøjenfaldende første halvleg, men trådte derimod i karakter i anden halvleg.

Cimbrias Josh Fortune noterede sig for 29 point. Zach Rollins og Ian Dubose scorede 19 point for Næstved.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Svendborg hentede vigtig sejr

18. spillerundes første opgør var en hæsblæsende og underholdende affære, med vigtige point på spil, men i næste kamp, som vi kigger på nu, var der mindst lige så vigtige point på spil.

På Sydfyn fik Svendborg Rabbits besøg af Bears Academy, og aarhusianerne havde alvorligt brug for en sejr, hvis de skulle have forhåbninger om deltagelse i Playoff A-gruppespillet. Svendborg Rabbits stod imidlertid i selvsamme situation, men for deres vedkommende er situationen ikke lige så presserende.

Med en sejr kunne Svendborg Rabbits nemlig give sig selv rigtig gode kort på hånden i forhold til deltagelsen i Playoff A, da Svendborg skulle tabe resten af deres kampe grundspillet, for at Bears Academy matematisk kunne indhente dem.

Men en sejr var tilsvarende vigtig idet, at Svendborg ligger og roder nede på sjettepladsen og lige nu ligger udenfor en plads i semifinalen, der tages hul på efter det kommende mellemspil (Playoff A og B).

Svendborg Rabbits formåede at gøre det onde ved de aarhusianske gæster og sejrede med 93-83, men Bears Academy kæmpede bravt og gjorde det svært for Svendborg Rabbits, der aldrig rigtig fik den store kontrol over slagets gang.

Svendborg var dog bedst over de 40 minutter og tog sæsonens 8. sejr.

Kampens topscorer var Devin Whitfield med 28 point. Topscorer for Bears Academy var Keane Thomann med 22 pont. Silas Oriane scorede 17 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Overtidsdrama i Søndersøhallen

Rundens næste kamp fandt sted i Søndersøhallen, hvor de fremmødte fans blev forkælet med en omgang overtidsdrama.

BC Copenhagen var på besøg hos Værløse Blue Hawks, og begge hold gik ind til kampen med et nederlag fra deres seneste kamp i bagagen, så dette opgør var en fin mulighed for at komme tilbage op på hesten.

Holdet fra Nørrebro fik en særdeles god start på kampen og var allerede efter ti minutter foran med 13 point. Første periode sluttede 12-25, hvilket fortæller meget om en manglende offensiv succes hos hjemmeholdet.

Værløse Blue Hawks var længe om at komme op i omdrejninger, og anden periode hjalp ikke Værløse på BC Copenhagen-forspringet, hvorfor udeholdet var foran med 15 point i pausen. Anden periode var meget pointfattig, hvor de to hold kun scorede 16 point tilsammen.

BC Copenhagen havde et suverænt udgangspunkt ved indgangen til anden halvleg, og tredje periode barberede kun tre point af deres føring.

Men i fjerde periode kollapsede Copenhagen, alt imens Værløse lavede et imponerende comeback. Hjemmeholdet gik på et 13-0 run, der ændrede kampbilledet totalt og i sidste ende tvang kampen ud i overtid, og her formåede BC Copenhagen at trække sejren i land. Gæsterne var lige ved at smide det hele, men en fornuftig overtidsperiode sluttede 10-13 til slutcifrene 87-90 i Copenhagen favør.

Kampens topscorer var gæsternes Sharif Barfi med 23 point. Hannibal Salomon scorede 20 point. Durell Vinson leverede ti point og 14 rebounds. Topscorer for Værløse var Adam Heede-Andersen med 22 point. Mikkel Hauge scorede 21 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Herlev sikrede top seks-plads

Rundens næstsidste kamp var mellem BK Amager og BMS Herlev, og sidstnævnte havde muligheden for at cementere deres plads i top seks i Basketligaen med en sejr.

Skulle BK Amager løbe med sejren, kunne pladsen i den sjovere halvdel i Basketligaen alligevel være sikret med en Svendborg-sejr over Bears Academy, hvilket jo gik hen og skete, men BMS Herlevs fejring var naturligvis blot en smule federe på bagkant af endnu en sejr.

BMS Herlev, der var uden stortalentet Marqus Marion, som på daværende tidspunkt befandt i USA på collegebesøg, hentede en snæver sejr over BK Amager på 89-94. Amager spillede en flot kampe, men desværre for hjemmeholdets fans fik de ikke gevinst for indsatsen.

Således sikrede BMS Herlev sig en plads i top seks og i Playoff A-gruppespillet, hvilket er en kæmpe præstation, og klubbens glæde var heller ikke til at skjule.

“At vi er i slutspillet kan sammenlignes med et mesterskab til Bakken Bears! Vores budget og antal importspillere når ikke topholdene i Basketligaen til sokkeholderne, så det her er en kæmpe præstation. Det er en stor dag for vores klub,” skrev klubben på sin Facebookside kort efter sejren over Amager var i hus.

Kampens topscorer var Herlevs Eamonn Joyce med 29 point. Topscorer for Amager var Jordan Johnson med 24 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Holbæk tæt på sensationel sejr over HIC

18. spillerunde sluttede med en kamp mellem Horsens IC og Holbæk-Stenhus, og opgøret forløb stik modsat af dens forventninger.

Holbæk-Stenhus, der i forrige spillerunde fik sæsonens første sejr, da de slog BK Amager, har sæsonen igennem været stærkt udfordret og haft adskillige blowout-nederlag, men mod Horsens IC lignede Holbæk-Stenhus et andet mandskab.

Horsens IC spillede en, mildt sagt, rigtig skidt kamp, hvilket var Holbæk-Stenhus´ fortjeneste. Det unge mandskab leverede en stor fight og holdte Horsens IC at etablere et komfortabelt forspring.

Det var tættere end forventet, og undervejs i kampen har HIC-cheftræner Lukas Varga sikkert uddelt nogle skideballer til sine spillere.

Men Horsens IC gjorde det bedst i kampens slutfase og sejrede med cifrene 84-79.

Opgørets mest scorende spiller var Horsens ICs Jared Chatham og Holbæks Eysan Wiley og Rasmus Blak Møller, alle med 19 point.

TV-kamp: Topbrag i Arena Næstved

Foto: MJ Horsens

Torsdag aften byder SPORT LIVE velkommen til et vaskeægte topopgør i Basketligaen.

Ligaens førehold, Team FOG Næstved, tager imod Horsens IC, der i skrivende stund er på en delt andenplads med Randers Cimbria og Bakken Bears – fire point bag Næstved-mandskabet.

Der er altså værdifulde point på spil i aftenens TV-kamp på SPORT LIVE.

Kampen skydes i gang i Arena Næstved klokken 19:15, men du kan allerede se med på SPORT LIVE fra 19:00.

Kampen kan også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider.

Stærk offensiv mod stærk defensiv

Team FOG Næstved har i denne sæson spillet sprudlende offensiv basketball og har ligaens bedste offensiv, hvor de i gennemsnit sætter 99 point på scoringstavlen per kamp.

Team FOG Næstved har inden aftenens kamp spillet 15 kampe, hvoraf det er lykkedes dem at score over 100 point i otte af dem, hvilket vidner om en succesfuld offensiv.

Næstveds gode offensiv kan især tilskrives de tre amerikanere Mike McGuirl, Rodney Chatman og Ian Rogers Dubose.

Husk at alle kampe fra Basketligaen kan ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider

Alle tre spillere er at finde på Basketligaens top ti over mest scorende spillere. Mike McGuirl er på andenpladsen med et snit på 23,3 point per kamp, Rodney Chatman er på tredjepladsen med et snit på 20,6, og Ian Rogers Dubose snitter 17,6 point per kamp, hvilket er nok til at placere ham på niendepladsen.

Ligaens topscorer skal dog findes i Horsens, hvor Chris Lykes er at finde. Over de 14 kampe den amerikanske guard har spillet i igangværende sæson, scorer han i snit 23,7 point per kamp. Han er derfor stærkt medvirkende til, at Horsens IC er at finde i toppen af ligaen.

Det er dog Horsens’ defensive arbejde, der har gjort forskellen indtil nu. Horsens’ forsvar er ligaens anden bedste defensiv, hvor de kun tillader 77,5 point per kamp – kun de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, har en bedre defensiv.

Samtidig medm at defensiven holder et jerngreb om modstanderholdets offensiv, scorer offensiven lige godt 87 point per kamp.

Koch Bar har været vigtig for De Gule, og det kunne senest ses i kampen mod BMS Herlev i sidste spillerunde, hvor han scorede 19 point og tog 16 rebounds, og det er netop reboundsspillet, hvor Koch Bar har været en af ligaens bedste indtil nu.

Han ligger på tredjepladsen over rebounds per kamp, hvor han snitter 9,2 rebounds, hvoraf 2,9 af dem er offensive.

Tæt kamp i toppen

Basketligaen er tættere end længe, og derfor tæller hvert point.

Hvis Team FOG Næstved formår at sende Horsens IC hjem til Jylland med et nederlag i bagagen, vil det samtidig betyde, at de vil komme seks point foran HIC i tabellen. Hvis Horsens derimod tager sejren, vil der pludselig blot være to point, der adskiller de to tophold, og ligaen vil derfor helt åben.

Husk at alle kampe fra Basketligaen kan ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider

Det åbner ydermere døren for Randers Cimbria og Bakken Bears, der begge lurer i baggrunden, så der er mere end blot sejren på spil i aftenens opgør.

Senest de to klubber mødtes var den 27. oktober, hvor Horsens på hjemmebane gjorde det onde ved Næstved-mandskabet og tog en sejr på 83-75 i en kamp, hvor Chris Lykes scorede 32 point.

Kampen skydes i gang klokken 19:15, men se med på SPORT LIVE fra 19:00.

Rundt om runden: 16.spillerunde

Foto: fiba.basketball

Kalenderåret 2022 er slut, og det samme er 16. spillerunde i Basketligaen.

Årets sidste runde startede i Horsens, hvor der stod Jysk Derby på menuen. Horsens IC tog imod deres evige rivaler Bakken Bears, og fansene på lægterne og seerne hjemme i stuerne, der fulgte med på Danmarks basketball kanal, SPORT LIVE, var vidne til en sand lækkerbisken.

Kampen var en jævnbyrdig affære og blev vundet af gæsterne fra Bakken Bears med 87-89.

Samtidig var det Skyler Bowlin´s første kamp tilbage i Forum Horsens – og ikke mindst hans første kamp i Forum, hvor han ikke havde den gule fanbase i ryggen. Bowlin, der i sommer skrev under med Bakken Bears, modtog buhråb hver gang, han havde i bolden i hænderne, så modtagelsen var ikke ligefrem varm.

Kampens topscorer var Horsens ICs Chris Lykes med 25 point. Topscorer for Bjørnene var Ryan Evans med 20 point. Skyler Bowlin leverede 14 point mod sit gamle hold.

Det var anden gang, Bakken Bears slog Horsens IC i denne sæson.

Det jyske derby var forresten ikke de to holds sidste kamp i kalenderåret 2022, idet Horsens IC tre dage senere skulle forbi BMS Herlev, mens Bakken Bears to dage senere fik besøg af Randers Cimbria.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Tiltrængt fynsk sejr

Næste kamp blev spillet på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits stod overfor Værløse Blue Hawks.

Svendborg Rabbits, der har haft en svær sæson hidtil, sluttede 2022 godt af med en sejr over Blue Hawks på 82-76.

16. spillerundes andet opgør var ligesom braget i Horsens en tæt affære, hvor de to hold fulgtes ad. I pausen var der blot to point mellem de to hold, så de to holds udgangspunkt inden anden halvleg var helt lige.

Værløse Blue Hawks, der inden kampen var inde i en stime på seks nederlag i streg, fem nederlag i Basketligaen og et enkelt i pokalturneringen, spillede en flot tredje periode og var inden fjerde periode foran med tre point, så der var for alvor tro på tingene i Værløse-lejren, der er inde i en skidt periode.

Desværre for Værløse gik fjerde periode ikke som håbet. Svendborg Rabbits sluttede fjerde periode med stil og sejrede med 82-76. Svendborg fik således en tiltrængt sejr.

Devin Whitfield blev topscorer med 21 point. Kentwan Smith bidrog med 20 point, ni rebounds og to assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Stærk uge af de forsvarende mestre

Den 29. december var Bakken Bears i aktion for anden gang i 16. spillerunde.

De forsvarende danske mestre tog hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center imod lokalrivalerne fra Randers Cimbria, og kronjyderne var mødt op med alle spillere til rådighed, hvorimod Bakken manglede Darko Jukic og Gustav Knudsen grundet henholdsvis sygdom og skade.

I forbindelse med opgøret fik Randers Cimbrias nyeste skud på stammen, Nathan Scott, debut i Randers-uniformen.

Randers Cimbria kom til det nordlige Aarhus med håbet om at tage revanche mod den danske gigant, men Randrusianerne formåede ikke forlade Smilets By med en sejr.

Bakken Bears, der i store dele af kampen var i kontrol, slog Randers Cimbria med 96-85. Bears har tildelt nogle af denne sæsons allerstørste nederlag til deres modstandere, men Randers fik ad flere omgange stoppet blødningen og afværget katastrofen. Alligevel blev det til et ærgerligt nederlag på 11 point.

Ryan Evans, der i sæson 2018/19 blev kåret som Basketligaens Most Valuable Player, spillede sin klart bedste kamp i denne sæson og noterede sig for 24 point, 11 rebounds og ni assists.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Horsens sejrede på Sjælland

Årets næstsidste kamp stod mellem BMS Herlev og Horsens IC.

Gæsterne fra Horsens gik ind til kampen opsatte på at komme op på hesten igen efter nederlaget til Bakken Bears få dage tidligere, og sejren fik Horsens IC også.

BMS Herlev-mandskabet, der var uden de bærende kræfter Mile Nedic og Danijel Marsenic, leverede en hæderlig indsats, men måtte se sig besejret med 81-92 hjemme i Nordic Basketball Arena Herlev.

Hjemmeholdet var længe med i kampen, og var kun bagud med to point i pausen, men i tredje periode stak Horsens IC af fra BMS Herlev. De Gule indledte anden halvleg med at gå på 14-0 run, og derfra så de sig ikke tilbage. BMS Herlev prøvede at komme tilbage i kampen, men gæsterne holdt stand.

Kampens mest scorende spiller var udeholdets Koch Bar med 19 point. Bar havde dertil 16 rebounds.

Topscorer for BMS var Andreas Mortensen med 18 point.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

Næstved gik ind i 2023 med sejr

Årets sidste kamp stod Bears Academy og Team FOG Næstved for.

Aarhusianerne tog hjemme i Vejlby-Risskov Hallen imod topholdet fra Sydsjælland, og begge mandskaber havde selvsagt forhåbninger om at slutte 2022 med en sejr.

Men et hold måtte forlade hallen skuffet, og det var hjemmeholdet Bears Academy. Team FOG Næstved besejrede holdet fra Smilets By med 70-91.

Sidst de to hold krydsede klinger var den 1. december, hvor Bears Academy, på Sjælland, overraskede og slog Næstved med 102-104, så Team FOG Næstved havde en revanche at hente. Bjørnenes sejr over Næstved var ligaens førerholds blot andet nederlag i denne sæson, så Academy kunne ind til kampen velvidende, at de tidligere fandt opskriften på sejr over Næstved.

Årets sidste kamp bød imidlertid ikke på nogen overraskelse.

Derfor kunne Team FOG Næstved gå ind til 2023 på førstepladsen i Basketligaen med fire point ned til Randers Cimbria på andenpladsen.

Kampens topscorer var Næstveds Mike McGuirl med 33 point. Gustav Rønneholt scorede 13 point for Bears Academy.

Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.

TV-kamp: Jysk derby – De evige rivaler

Foto: Championsleague.basketball

I dag, tirsdag den 27. december, er der lagt op til landets største basketballkamp, når de to evige rivaler Bakken Bears og Horsens IC brager sammen i Forum Horsens.

Opgør mellem de to danske giganter er altid garant for spænding, stor intensitet og ikke mindst masser af highlights, og dagens kamp bliver næppe nogen undtagelse.

I sidste sæson var grundspilskampe mellem Horsens og Bakken Bears ikke ligefrem højdramatiske, idet Bakken Bears var stukket af fra alle modstanderne i ligaen. Aarhusianerne gik ubesejret gennem grundspillet, så når HIC og Bakken mødtes var det rivaliseringen, der gav kampen noget ekstra liv.

Bears knapt så dominerende

Men i indeværende sæson er situationen en helt, helt anden. Modsat sidste år Bjørnene sidste år hvor altdominerende, har de i år tabt tre ud af 11 kampe, hvilket er højst usædvanligt for de 20. dobbelte danske mestre. Det er ikke just fordi, at der er krisetider i Aarhus, men hver kamp tæller i en historisk tæt sæson i Basketligaen.

Læg dertil at dagens modstander hedder Horsens IC og sidder på ligaens tredjeplads med to nederlag i 12 kampe, hvilket alt andet lige gør kampen endnu mere betydningsfuld – for begge hold.

Horsens IC har spillet en flot sæson, der som nævnt hidtil har budt på to nederlag. Første nederlag kom mod dagens modstander, Bakken Bears, da Sparekassen Danmark Basketball Center bød velkommen indenfor til årets første Jyske derby tilbage i oktober.

Her sejrede Bakken Bears komfortabelt med cifrene 94-74. Horsens IC har således en revanche at hente. Det andet hold, der har besejret HIC i denne sæson, er Randers Cimbria.

Bowlin tilbage i Horsens

Jysk derby er en sand klassikker i dansk basket. Mellem de to klubber er der 26 danske mesterskaber og 19 pokaltitler, så vi har at gøre med to klubber historiske klubber, der et utal af gange har afgjort hinandens skæbne.

Vi kan i dag se frem til en spændende kamp med vigtige point på spil, men det jyske derby har fået endnu mere brænde på bålet, idet Bakken Bears forud for sæson 2022/23 hentede den tidligere Horsens IC-klubmand Skyler Bowlin til klubben.

Bowlin spillede i sidste sæson i den tyske Bundesliga, men et tilbud fra Bakken Bears, der havde forhåbninger om deltagelse i Basketball Champions League, ville Bowlin ikke sige nej til.

Skiftet til Horsens ICs rivaler mødte stor utilfreds og stærke holdninger fra Horsens-fansene. I årets første kamp mellem de to klubber var Bowlin´s ´forbudte skifte´ ikke noget, der blev synderligt markeret af de mange fremmødte Horsens IC-fans, der havde taget turen til Smilets By.

Dagens Jyske Derby spilles i Horsens, så det bliver interessant at se, hvilken velkomst Bowlin vil få i sin første kamp i en Bears-uniform tilbage på sin gamle hjemmebane. Det vil uden tvivl blive specielt for både Bowlin såvel som HIC-fansene på lægterne.

Kampen kan ses på SPORT LIVE med tipoff 19:15.

Derudover kan den også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk (Århus Stiftstidende) og Hsfo.dk (Horsens Folkeblad).