Retningslinjer for Coronapas i forbindelse med BL-kampe

Som følge af der fra fredag den 12. november er nye retningslinjer omkring brug af Coronapas gælder følgende for kampe i BL.

  1. Hvornår stilles der krav om Coronapas i idrætten?
    Kravet om Coronapas træder i kraft, når der er flere end 200 betalende tilskuere indendørs eller flere end 2.000 betalende tilskuere udendørs på samme tid.
  2. Hvad menes der med betalende tilskuere?
    Betalende tilskuere er defineret som det antal billetter, der er udstedt til det pågældende arrangement. Det betyder altså, at billetter, der har været gratis, tæller med i det samlede antal tilskuere.
  3. Er der en aldersgrænse for, hvornår tilskuere er omfattet af kravet om Coronapas?
    Kravet om Coronapas gælder tilskuere fra 15 år og op.
  4. Hvem har ansvaret for at kontrollere Coronapas?
    Ansvaret for at kontrollere Coronapas ligger hos den ansvarlige arrangør. Personer, der ikke kan fremvise et Coronapas, kan bortvises. Både arrangøren og personer, der ikke forlader lokaler eller lokaliteter efter at være blevet bortvist, kan blive straffet.
  5. Er der regler for, hvordan Coronapas skal kontrolleres?
    Ja, Coronapasset skal kontrolleres ved indgangen eller umiddelbart derefter. Det skal sikres, at alle tilskuere på 15 år og derover kan fremvise Coronapas.
  6. Er der krav om Coronapas for idrætsudøvere/deltagere ved idrætsarrangementer?
    Nej, kravet omfatter alene tilskuere.
  7. Er der krav om Coronapas for trænere, dommere og frivillige?
    Nej, kravet omfatter alene tilskuere.
  8. Er der krav om Coronapas for forældre ved fx børnestævner?
    Nej, kravet gælder som udgangspunkt ikke forældre eller deltagere ved fx børneidrætsstævner Hvis tilstedeværelsen af forældre er begrundet i, at der er udbudt 200 billetter indendørs eller 2.000 billetter udendørs, og forældrene derfor vil være at betragte som tilskuere, gælder der krav om Coronapas.
  9. Der er krav om Coronapas i svømmehaller – gælder det også foreningsidræt?
    Nej, kravet om Coronapas gælder ikke udøvere, trænere mv. i foreningsidrætten.

Uge 8 i Basketligaen

Tre ud af fem spilles.

Torsdag d. 11. november er kampen imellem Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks desværre aflyst grundet Covid-19. En ny dato for kampen findes snarest.

Lørdag d. 13. november kl. 14:00 tager BK Amager turen til Vejlby-Risskov, hvor den store bjørn venter. Bakken Bears har for alvor fundet sit spil frem og har vundet 7 ud af 7 kampe i Basketligaen, samt deres sidste 2 kampe i Fiba Europe Cup. BK Amager har endnu ikke fået point på kontoen.

Lørdag d. 13. november kl. 15:00 er theView Copenhagen på besøg i Arena Randers. Hjemmeholdet der trods en skade på en af deres store profiler er begyndt at kravle op ad tabellen, skal her sikre sig to point imod Københavnerne.

Søndag d. 14. november kl. 15:00 skulle Horsens IC havde taget imod BMS Herlev på BGI Akademiet. Denne kamp er dog udskudt mere info følger.

Søndag d. 14. november kl. 15:00 skal Team Fog Næstved i aktion imod Bears Academy. Hjemmeholdet fik i sidste uge en sejr over Værløse Blue Hawks, efter at have tabt deres sidste 2 kampe. Bears Academy søger deres fjerde sejr i sæsonen.

Covid-19 udsætter endnu en BL-kamp

Også søndagens kamp, der skulle spilles kl. 15:00 på BGI Akademiet, mellem Horsens IC og BMS Herlev må udsættes på grund af COVID-19. Denne gang er der personer i stab og trup omkring HIC der er blevet smittet.

HIC følger nu myndighedernes retningslinjer og håber derved at kunne få stoppet smittekæden stoppet.

Planlægningen med at få kampen programsat, i et i forvejen tætpakket kampprogram er allerede startet og BL forventer snarest at kunne oplyse hvornår kampen i stedet skal afvikles.

Flytningen af kampen sker i fuld overensstemmelse mellem både Horsens IC og BMS Herlev.

Covid-19 udsætter torsdagens BL-kamp

På grund af flere positive COVID-19 test i stab og trup omkring Svendborg Rabbits, er torsdagens TV-kamp kl. 19:15 på sport Live mod Værløse Blue Hawks i Svendborg blevet aflyst.

Svendborg Rabbits følger nu myndighedernes retningslinjer og håber derved at kunne få stoppet smitten.

Planlægningen med at få kampen programsat, i et i forvejen tætpakket kampprogram er allerede startet og BL forventer snarest at kunne oplyse hvornår kampen i stedet skal afvikles.

Flytningen af kampen sker i fuld overensstemmelse mellem både Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks.

Ugen der gik

Spotlight på ligaen.

Horsens IC bød i ugens første kamp op til dans, da de havde Randers Cimbria på besøg til ugens første tv kamp. Det der først så ud til, at være en kamp hvor Randers havde styr på Horsens og holdte dem i god afstand, ændrede sig fuldstændigt i anden periode. Efter at tabe første periode med 10 point kom hjemmeholdet på banen med ild i skoene, da de matchede de 34 point Randers Cimbria havde scoret i første periode, og holdt dem nede på 12 point. Hjemmeholdet kunne dermed gå til pause i front med stillingen 58-46. Efter pausen var det igen udeholdet der var bedst, og de smed hele 36 point i kurven, hvilket endnu engang satte dem i front med 2 point. Det var dog ikke nok til at holde Horsens IC fra sejr. Horsens vandt sidste periode med 4 point, og trak sig sejrrigt ud af kampen med 2 point.

Søndersøhallen dannede den perfekte ramme for ugens anden tv kamp. Værløse Blue Hawks tog imod Team Fog Næstved. Efter en tæt første periode fik Team Fog Næstved trukket fra hjemmeholdet inden pausen, og var oppe med 17 point til 26-43. Føringen gav ligeledes luft til, at Team Fog Næstved fik leget med deres line ups, og fik alle 12 spillere på scoringstavlen. Efter en tættere anden halvleg endte kampen 64-83.

Fredag aften var Bears Academy værter for Horsens IC’s anden kamp i ugen. Det blev dog ikke samme gyser fra sidste sæson, der endte i tre gange overtid, en sejr og 2 rekorder til det daværende Pro B hold Bears Academy. Udeholdet kontrollerede alle perioder bortset fra den sidste, som blev tabt 21-16. Kampen endte 76-86. Med sejren er Horsens IC nu på en fjerde plads i Basketligaen.

Der var ligeledes kamp i Nørrebrohallen fredag aften, her var det theView Copenhagen, der tog imod BMS Herlev. De to hold havde mødt hinanden d. 21. oktober i tv kamp, hvor theView Copenhagen tog sejren.
Denne gang var det BMS Herlev der trak det længste strå, og fik sat 2 point på kontoen efter en spændende kamp, som de vandt 76-87.

Lørdagens første kamp var i Amagerhallen, hvor BK Amager tog kampen op imod Randers Cimbria. Efter en bandvarm første periode fra begge mandskaber på  30-30, begyndte gæsterne fra Randers stille roligt at trække fra. I fjerde periode blev værterne holdt nede på 13 point, og Randers Cimbria kunne dermed rejse hjem med en 20 points sejr 79-99.

Kampen mange havde ventet på, og set frem til, var imellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears, de to sidste ubesejrede hold i ligaen. Det blev ikke den mest spændende kamp, der gik ned til sidste minut som mange havde håbet. Bakken Bears kontrollerede kampen fra start til slut, og med alle 4 perioder vundet og kampens slut resultat på 86-104, kan de nu som de eneste fortsat kalde sig ubesejret i Basketligaen.

Ugens anden tv kamp Værløse Blue Hawks vs. Team Fog Næstved

Foto: Robert Piil Grafik: Frederik Saugmann

Spænding i fuglereden.

Værløse Blue Hawks har flere gange vist at de kan give kamp til stregen når der spilles i Søndersøhallen. De skal spille deres anden tv kamp i streg og i sidste uge slog de BK Amager på udebane i en lidt rodet affære, hvor man efter en lidt skidt start stille og roligt fik arbejdet sig frem til en føring ved halvleg og vandet kampen med 7 point. Værløse var uden deres nye center Elhadji Amadou Dieng som i starten af Horsens kampen måtte gå ud med en ankelskade. Det kunne klart ses på rebound statistikken hvor Værløse fortsat har problemer. Der ses frem til opbakning fra hjemmepublikummet i den helt udsolgte Søndersøhallen og det må siges at være med til at styrke det unge Værløse hold.

Gæsterne fra Team Fog Næstved der ellers havde startet sæsonen rigtig godt, har tabt deres sidste to kampe til henholdsvis Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Mathias Bak Christensen og Martin Poulsen skal for første gang tilbage i deres gamle hal siden de i sommer skiftede til Team Fog Næstved. Med en sejr mere end Værløse Blue Hawks ligger de på tredje pladsen og skal nu forsøge at bygge videre på den ellers gode start. I sidste uge offentliggjorde Team Fog Næstved at de havde hentet en ny center fra den næstbedste tyske række og det kunne tænkes at man vil komme til at se den unge Akim-Jamal Jonah i aktion i denne kamp. Gæsterne har flere profiler der er gode til at sende bolden igennem nettet, Brevin Pritzl og Bubu Palo spiller præcis det samme antal minutter 28.34, dog er det lige nu Brevin Pritzl der med sine 19.2 point og 4.2 rebounds der fører over Bubu Palos 17.8 point og 5.6 assist.

Kampen start kl. 19:15 på SPORT LIVE hele Danmarks basketball kanal. Se med på kanalen fra kl. 18:30 hvor basketmagasinet OVERTIME ruller over skærmen og Peter Møller er med som ugens gæst.

Endnu en dommer i Basketligaen

Med øjeblikkelig virkning er Jesper Melchjorsen tilbage som dommer i BL. Jesper har allerede dømt 2 BL-kampe i denne sæson og skal i aktion igen den 5. november i kampen mellem Bears Academy og Horsens IC.

Jesper er den anden dommere, der er rykket i BL-gruppen inden for kort tid, også Marina Fedorova blev for et par uger siden indlemmet i gruppen. Dommergruppen består nu af 20 dommere. Du kan se info om alle dommere her.

Uge 7 i Basketligaen

Fuld plade plus det løse. 

Torsdag d. 4. november kl . 19:15 spilles ugens anden tv  kamp, og denne gang indtager SPORT LIVE Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks tager imod Team Fog Næstved. Inden kampen kan du se basketmagasinet OVERTIME, som går på skærmen kl. 18:30. 

Fredag d. 5. november kl. 18:30 i Vejlby-Risskov Hallen er det Bears Academy, der skal forsvare hjemmebanen imod Horsens IC. Det er to hold, som i de sidste tre kampe for alvor er kommet i gang med sæsonen. Bears Academy fik deres tredje sejr i træk i weekenden imod BMS Herlev, og Horsens IC slog mandag aften Randers Cimbria. Sidste gang de to hold mødtes på Bears Academys hjemmebane, gik kampen i tre gange overtid, førend der blev fundet en vinder. Det blev de unge bjørne, som trak det længste strå, og fik leveret et af sæsonens største upsets – kan de mon gøre det igen? 

Fredag d. 5. november kl. 18:30 får BMS Herlev muligheden for revanche i Nørrebro Hallen, når de for anden gang indenfor kort tid skal møde theView Copenhagen. De to hold gav basket Danmark en spændende kamp på LIVE SPORT sidst de mødtes i Herlev Hallen. Ens for begge hold er, at de har to sejre indtil videre, og med et hårdt program de næste par uger er kampen særdeles vigtig. 

Lørdag d. 6. november kl. 14:30 er Randers Cimbria på besøg i Amagerhallen. BK Amager tabte i sidste uge en tæt kamp hjemme imod Værløse Blue Hawks, og jagter derfor fortsat en sejr. Selvom Randers Cimbria endnu kun har to sejre ud af seks mulige, går de klart ind i kampen som favoritter. Det bliver Jonathan Klussmanns første kamp på sin gamle hjemmebane. 

Lørdag d. 6. november kl. 15:00 i Rise Sparekasse Arena begynder kampen, som mange har ventet på. De to ubesejrede hold skal endelig møde hinanden, og efter denne kamp vil det ene indtage første pladsen af Basketligaen. Bakken Bears fik fornyeligt deres første europæiske sejr, og begynder så småt at ligne et sammenspillet hold. Nu mangler de kun, at få vippet Svendborg Rabbits ned på en anden plads i tabellen. Svendborg Rabbits har indtil videre givet deres fans og andre basket glade danskere nogle gode kampe, og når hele kaninflokken er samlet, er de et utroligt stærkt hold. De to hold har i flere år kæmpet imod hinanden i toppen af ligaen, og noget tyder på, at samme scenarie udspiller sig igen i år. 

4 KAMPE PÅ KORTET

Stemningen startede højt i Amagerhallen, da der var tv kamp imellem BK Amager og Værløse Blue Hawks. Hjemmeholdet startede kampen rigtig godt, men et tålmodigt Værløse hold kunne efter en dårlig første periode gå til halvleg med en 1 points føring. I tredje periode fortsatte gæsterne de gode takter og fik føringen op på 7 point. I sidste periode nåede der lige at komme lidt spænding i dee døende minutter, da BK Amagers duo Oscar Quackenbush og Tomas Bjarkason fik reduceret til 3 point. Kampen endte 71-78 til Værløse Blue Hawks der nu har 3 sejre.

Team Fog Næstved havde anden hjemmekamp i træk imod et ubesejret hold, denne gang var det Svendborg Rabbits der lagde turen forbi Næstved Hallerne. I først halvleg så det ud til at gæsterne ville køre kampen stille og roligt hjem, men hjemmeholdet fik ændret tonen i tredje og fjerde periode. Det endte dog med at blive en 10 points sejr til Svendborg Rabbits der nu har 6 i træk.

theView Copenhagen tog turen til smilets by igen hvor de denne gang skulle møde Bakken Bears. Hjemmeholdet gjorde det klart hele kampen igennem at de var det bedre hold. Bakken Bears har ligesom Svendborg Rabbits 6 sejre i træk og de to hold mødes i næste runde.

Ugens sidste kamp blev spillet i UCC Hallen i Skovlunde, her tog BMS Herlev imod Bears Academy. En kamp hvor Bears Academys bænk gjorde en stor del af forskellen og scorede 11 point mere end hjemmeholdets bænk. BMS Herlev har nu tabt 3 kampe i streg og skal på fredag forsøge at få point på tavlen igen ude imod theView Copenhagen.

Foto: Robert Dines Rasch

Ugens tv kamp BK Amager vs. Værløse Blue Hawks

Et hungrende hjemmehold.

I dag står BK Amager foran deres første tv kamp på hjemmebane i længere tid, og deres sæson er ikke helt gået, som forventet hidtil. Det er dog et Amager mandskab der forstår at finde nogle positive ting selv ved nederlag. De er 0 for 5 i sæsonen indtil videre og tog i sidste uge underbemandet turen til Svendborg, hvor et utroligt velspillende Rabbits hold ventede. Flere havde formentlig spået om et større nederlag til udebaneholdet, men BK Amager viste, at de godt kunne bide fra sig. BK Amager vinder derimod tredje og fjerde periode, hvilket resulterede i et 19 points nederlag. Det er det gode spil fra anden halvleg, som BK Amager skal prøve at føre med videre til tv kampen torsdag aften.  De to bedst scorende fra hjemmeholdet er Andreas Amundsen med 15.7 point og 3.7 rebounds, efterfulgt af Jordan Dallas med 13.8 point og 12.4 rebounds.

Værløse Blue Hawks kunne i sidste kamp næsten smage sejrens sødme, da de var rigtig tæt på at få hentet Horsens IC i de sidste minutter af kampen. Værløse viste i sidste kamp, at de i den grad kan spille på bredden. Med en bænk der scorede hele 44 point, vil der formegentlig hele tiden være friske ben på banen fra udeholdet. For Værløse Blue Hawks er det lige nu den unge Mikkel Hauge, der lægger flest point i kurven med et snit på 14.6 og 2.4 rebounds. Dette stærkt efterfulgt af Asbjørn Nerlov med 14.4 point og 2.6 rebounds.

Se kampen på Danmarks nye basketball kanal SPORT LIVE torsdag d. 28. oktober kl. 19:15. Inden kampstart kan du ligeledes se basketmagasinet OVERTIME kl. 18:30, hvor BK Amagers Magnus Bjørnå er på besøg i studiet.