Få overblikket over 2. spillerunde i Basketligaen

I 2. spillerunde i Basketligaen er der fem kampe på programmet.

Det er samtidig første gang, vi får Bakken Bears, Bears Academy og Holbæk-Stenhus i aktion.

BC Copenhagen – Team FOG Næstved

2. spillerunde skydes igang tirsdag aften i Nørrebrohallen, hvor Team FOG Næstved kommer på besøg hos BC Copenhagen. Sidstnævnte går ind til deres hjemmebanedebut i denne sæson ovenpå et ærgerligt nederlag til Randers Cimbria, anført af en velspillende Jonathan Klussmann, der scorede 30 point i sæsondebuten. Copenhagen tabte opgøret med 95-78.

For Copenhagen var det Andrew Ramirez, der særligt udmærkede sig. Den spanske guard noterede sig for 25 point, fem rebounds, fem assists og seks steals.

Team FOG Næstved går ind til deres anden kamp i sæsonen med en komfortabel sejr over Værløse Blue Hawks på 94-80, hvor hele tre spillere, Mike McGuirl, Rodney Chatham og Ian Dubose, scorede minimum 20 point.

Bears mod Bears

Onsdag d. 28 september skal lillebror og storebror, Bears Academy og Bakken Bears, for første gang i aktion i Basketligaen i denne sæson. De forsvarende danske mestre, Bakken Bears, kommer ind til kampen få dage efter succesen i Beograd, Serbien, hvor Bjørnebanden kvalificerede sig til Basketball Champions League.

Det kan du læse mere om her.

Værløse Blue Hawks – BK Amager

Rundens tredje opgør står mellem Værløse Blue Hawks og BK Amager.

BK Amager fik en drømmestart på den nye sæson med en imponerende sejr mod sidste sæsons sølvvindere, Svendborg Rabbits. Amagerkanernes to nye amerikanere, Darius Bell og Jordan Johnson, kom godt fra land med henholdsvis 20 og 19 point. Tomas Bjarkason scorede 18 point og tog 15 rebounds i sæsonpremieren.

Værløse tabte i første runde, hvor Næstved var en for stor mundfuld. Asbjørn Nerlov, Adam Heede-Andersen, Karl Boje Formann, Simon Schwartz og Mikkel Hauge noterede sig alle for +10 point.

BMS Herlev – Holbæk-Stenhus

I 2. spillerundes næstsidste kamp tørner BMS Herlev sammen med nyoprykkede Holbæk-Stenhus hjemme i Nordic Basketball Arena. BMS Herlev er ligaen tredje hold, der endnu har sin sæsondebut til gode.

Herlev har sommeren over hentet August Haas hjem til klubben. Haas tilbragte sidste sæson i Island hos Thor AK Akureyri.

Ligesom i sidste sæson ser Herlev-holdet spændende ud, og holdet er atter et af de yngste i ligaen. BMS-stortalentet Marqus Marion havde en succesfuld sommer, hvor han med det danske U18-landshold vandt EM-sølv. Marion kom på turneringens All Star-hold og bliver i særdeleshed spændende at følge.

Holbæk-Stenhus mødte lørdag d. 24 Horsens IC. Det unge akademihold måtte dog se sig besejret med cifrene 64-90. Holbæks topscorer var Rasmus Blak Møller med 18 point.

I forbindelse med kampen fik hele otte Holbæk-spillere sin debut i Basketligaen.

Svendborg Rabbits – Randers Cimbria

Rundens sidste kamp er også ugens TV-kamp på SPORT LIVE, hvor Randers Cimbria gæster Svendborg Rabbits i Kaninhulen.

Der er lagt op til et brag af en kamp, når to af sæsonens medaljebejlere støder sammen. Ikke nok med at der er tale om to hold, der har ambitioner om en topplacering i Basketligaen, er opgøret også særligt bemærkelsesværdigt, da Randers´ nyansatte cheftræner og profil, Jimmy Moore og Brandon Norfleet, vender tilbage til deres tidligere hjemmebane.

I samme anledning kan Brantley Bynum ligeledes møde sit tidligere hold. Bynum var dog ikke at finde på Svendborg-holdkortet i første runde, da han var skadet. Det samme gjaldt for Anton Harbo, Tyrell Kirk og Jacob Enevold Jensen, mens Kentwan Smith ej heller kom i spil mod BK Amager.

Randers Cimbria sejrede i første runde mod BC Copenhagen.

Holbæk-Stenhus gør comeback i Basketligaen mod Horsens IC

Lørdag er der igen basketball fra Basketligaen i Holbæk, når nyoprykkede Holbæk-Stenhus får besøg af Horsens IC.

Det er over 15 år siden, der sidst var Basketligaen-bold i Holbæk, dengang hed holdet Team Sjælland. Nu er de tilbage under navnet Holbæk-Stenhus, qua Holbæk Basketball Klub- og Stenhus Basketball College-samarbejdet, og lørdagens opgør i Holbæk Sportsby er således noget helt særligt.

Holbæk-Stenhus´ første modstander i Basketligaen er altså Horsens IC, så det unge akademihold kommer på en svær opgave i sæsonens første kamp.

Se Holbæk-Stenhus´ hold her: Roster

Se Horsens IC-truppen her: Roster

Holbæk-Stenhus mod Horsens IC har tipoff kl. 16:00.

Lørdag er der to kampe i Basketligaen på programmet. Kl. 15:00 tager Randers Cimbria hjemme mod BC Copenhagen.

17. september 2022 går det løs igen

Sæsonstarten for Basketligaen nærmer sig og BL kan endelig offentliggøre turneringsprogrammet for turneringen 2022/23.

Efter at Holbæk-Stenhus er indtrådt som det 11. hold i årets turnering skal der afvikles 110 kampe i grundspillet før vi ved hvem der skal spille Playoff A og Playoff B.

Turneringen skydes i gang lørdag den 17. september kl. 14:30 hvor BK Amager hjemme i Amagerhallen får besøg af Svendborg Rabbits.

De øvrige kampe i 1. spillerunde er:

  • 22. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Værløse Blue Hawks
  • 24. september kl. 15:00 Randers Cimbria – theView Copenhagen
  • 24. september kl. 16:00 Holbæk-Stenhus – Horsens IC

Bakken Bears er oversidder i 1. runde mens den 5. og sidste kamp mellem Bears Academy og BMS-Herlev først spilles den 4. december.

Vil du se det fulde turneringsprogrammet for hele grundserien kan du klikke her.

Langt de flest af klubberne er så småt ved at komme i omdrejninger og rigtige mange spiller er på plads. Herunder finder du links til hvordan den enkeltes klubs roster ser ud i skrivende stund og kampprogrammet for den enkelte klub.

Sådan spilles BL 2022/23

I denne sæson afvikles BL med 11 hold efter at Holbæk-Stenhus er indtrådt i Basketligaen.

Grundserien
Alle 11 hold møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De 6 bedst placeret hold efter grundserien kvalificerer sig til Playoff A (1-6) og de 5 nederste hold efter grundserien kvalificerer sig til Playoff (7-11).

Playoff A 
De 6 bedst placeret hold efter grundserien møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De kamppoint og resultater som holdene har efter alle kampene i grundserien tages med over.

De 4 bedst placeret hold i Playoff A kvalificerer sig efterfølgende til semifinalerne. 

Playoff B
De 5 dårligst placeret hold efter grundserien møder hinanden 2 gange (hjemme og ude). De kamppoint og resultater som holdene har efter alle kampene i grundserien tages med over.

De 2 bedst placeret hold i Playoff B kvalificerer sig til Playoff B finalen.

Semifinaler
Nr. 1 i Playoff A møder Nr. 4 i Playoff A

Nr. 2 i Playoff A møder Nr. 3 i Playoff A

Semifinaler spilles bedst á 5 kampe og det er stillingen i Playoff A der afgør rækkefølgen af hjemme-/udebane kampe. Nr. 1 og 2 i Playoff A har hjemmebane i semifinale 1, 3 og 5 og udebane i semifinale 2 og 4.

De 2 vindere af semifinaleserierne kvalificerer sig til DM-finalerne. De 2 taber af semifinaleserierne kvalificerer sig til kampen om bronzemedaljer.

DM-finaler
De 2 vindere af semifinaleserierne mødes i bedst á 7 kampe. Bedst placeret hold i Playoff A 1-6 har hjemmebane i kamp 1, 3, 5 og 7 og udebane i kamp 2, 4 og 6.

Playoff B 7-11 Finale

De 2 bedst placeret hold fra Playoff B 7-11 spiller finale som spilles bedst á 1 kamp. Bedst placeret hold efter Playoff B 7-11 har hjemmebane.