Bakken Bears møder Newcastle i første af to kvartfinaleopgør

Foto: ENBL

Bakken Bears har stået her før. Alt er som det plejer.

Lige bortset fra, at Bakken Bears plejer at spille kvartfinale i FIBA Europe Cup og ikke European North Basketball League (ENBL), som det er tilfældet fredag aften.

Men de har prøvet det før, og fredag aften venter første af to bump på vejen mod en semifinaleplads i ENBL.

Modstanderen hedder Newcastle Eagles, og den første af de to kvartfinaler skal spilles i England.

Bakken Bears sluttede gruppespillet i ENBL på andenpladsen i gruppe A, og da Newcastle Eagle blev nummer tre i gruppe B, er det Bakken, som højest seedede, der er tildelt hjemmebanefordel i returopgøret.

Eagles gik gennem grundspillet i ENBL med fem sejre i syv kampe.

I den britisk liga British Basketball League (BBL) ligger Newcastle på en foreløbig fjerdeplads med 14 sejre og 11 nederlag.

Kampen kan ses via linket herunder. Kampen har tipoff kl. 20:30 dansk tid.

Svendborg Rabbits-klubmand indstiller karrieren

Foto: European North Basketball League

Jacob Enevold Jensen har spillet sin sidste professionelle basketballkamp.

Den 30-årige center har nemlig besluttet at indstille sin karriere med øjeblikkelig virkning. Det har Svendborg Rabbits meldt ud på deres Facebookside.

“En sand klubmand og god ambassadør for klubben gennem mange sæsoner, Jacob Enevold Jensen, har desværre valgt af personlige årsager at stoppe sin aktive elitekarriere fra dags dato,”

“Vi havde som klub gerne set Jacob forsætte og fuldføre sæsonen med resten af holdet og så gå på velfortjent ”pension” efter den sidste kamp var spillet i år. Men det lod sig desværre ikke gøre og vi har forståelse for Jacobs situation og valg, omend timingen ikke er god for holdet med et slutspil, der starter næste uge,” skriver Svendborg Rabbits på Facebook.

En flot karriere

Jacob Enevold Jensen fik sin debut i Basketligaen tilbage i 2011, hvor han tørnede ud for Værløse Blue Hawks. Jensen fik ni kampe i sin første sæson i Basketligaen, men i den efterfølgende sæson fik han 25 kampe med et snit på 15 minutter per kamp.

Efter den anden sæson hos Værløse drog Enevold Jensen over Atlanten for at spille college-basket, hvor han tilbragte fire år hos Drake University.

Jensen vendte hjem til Basketligaen i 2017, hvor han skrev under med Svendborg Rabbits, og der har han været lige siden:

“Syv år i Rabbits. Det var noget mere end jeg havde regnet med, da jeg skrev under på min første kontrakt tilbage i sommeren 2017! Der troede jeg, at jeg skulle videre ud og spille i Europa efter et år eller to, men jeg endte med at blive smask forelsket i klubben. Hovedsageligt grundet alle de dejlige mennesker, jeg var omgivet af på daglig basis. Dog har alting sin ende, og enden på min professionelle basket karriere kommer nu,” fortæller Jacob Enevold Jensen til klubbens facebookside.

Det pludselige stop

Jensen sætter nu basketskoene på hylden, og årsagen er, at han ikke føler, han længere kan følge med.

“Grunden til det pludselige stop, er simpelthen at jeg ikke kan følge med længere. Jeg har skulle passe fuldtids studie, basket, og vigtigst af alt, min dejlige familie. Jeg har lagt 1/3 energi i hver af tingene, hvilket har været udfordrende,” forklarer han.

“Det har været en svær beslutning at komme frem til, da basket har været en stor del af mit liv, men det er nødvendigt, for at jeg kan være den far samt ægtemand jeg ønsker at være. Jeg har kun mødt forståelse for min beslutning, og det er jeg taknemmelig for. Kæmpe tak til alle i og omkring klubben”

I denne sæson er det blevet til 14 kampe i Basketligaen for Jacob Enevold Jensen, der også fik seks kampe i i European North Basketball League på CV´et.

Svendborg Rabbits slutter opslaget med at skrive, at Jacob Enevold Jensens karrierestop vil blive markeret i en af de kommende slutspilskampe.

Hollandsk Svendborg Rabbits-profil også på landsholdstjeneste

Dylan Van Eyck i orange (#7) i kamp om en rebound – Foto: fiba.basketball

Seks danske spillere fra Basketligaen har i denne uge været sendt på landsholdstjeneste i form af Bakken Bears´ Darko Jukic, Gustav Knudsen og Sylvester Berg, Værløse Blue Hawks´ Adam Heede-Andersen og Randers Cimbrias Morten Bülow.

De er dog ikke de eneste fra Basketligaen, der i den seneste uge har været afsted med sit landshold.

Det samme har Svendborg Rabbits´ Dylan Van Eyck nemlig.

Van Eyck er i disse dage afsted med det hollandske landshold og kom også i aktion, da Holland i fredags tabte til Storbritannien. Mod briterne blev det til fire minutter på banen med to rebounds og ét steal til følge.

Ligesom Danmark skal Van Eyck og Holland også i aktion mandag aften. Holland møder Grækenland kl. 19:30.

Van Eyck står i skrivende stund noteret for fem A-landskampe for Holland.

Værløses Adam Heede-Andersen kan mandag få landsholdsdebut

Foto: fiba.basketball

Værløse Blue Hawks´ Adam Heede-Andersen kan mandag aften få sin debut for det danske A-landshold.

Mandag middag har Danmarks Basketball Forbund nemlig meldt ud på Facebook, at Adam Heede-Andersen erstatter Bakken Bears-profilen Darko Jukic i kamptruppen.

Adam Heede-Andersen nåede gennem nåleøjet og var en af de sidste 14 spillere i den danske trup, men til fredagens kamp mod Georgien, som Danmark vandt, sad han sammen med Basketliga-kollegaen Frederik Drejer Erichsen over.

Det gør han dog ikke mandag, hvor Finland venter. Derfor kan vi få en mulig debutant at se. Adam Heede-Andersen har i forvejen gang i en flot sæson, hvor han har ført Værløse Blue Hawks til Playoff A i Basketligaewn, og mandag kan han opnå en personlig milepæl i form af debut på landsholdet.

Danmark møder Finland på udebane. Kampen sættes igang kl. 17:30 og kan ses via linket herunder:

6 spillere fra Basketligaen med i endelig dansk trup – fredag kommer Georgien på besøg

Foto: fiba.basketball

Fredag aften står der dansk landskamp på programmet.

Danmark indleder kvalifikationen til EM 2025 hjemme i Arena Næstved mod Georgien, og seks af de sidste 14 spillere i den danske trup har sin daglige gang i Basketligaen.

Fire af de seks finder vi hos Bakken Bears i form af Darko Jukic, Gustav Knudsen, Sylvester Berg og Frederik Drejer Erichsen. Noah Churchill var desuden en del af truppen, men måtte blive erstattet af den tidligere Randers Cimbria-profil Jonathan Klussmann på grund af en skade.

Værløse Blue Hawks repræsenteres af holdets leder Adam Heede-Andersen. Værløses Mikkel Hauge var også en del af den danske bruttotrup, men klarede ikke cuttet.

Sidst men ikke mindst har Randers Cimbria også sendt en spiller i landsholdstjeneste. Morten Bülow er nemlig blevet kaldt ind på efterbevilling grundet en skadet Sami Eleraky.

Danmark møder Georgien kl. 18.30 fredag aften. Næste landskamp er på mandag på udebane mod Finland.

Bliv klædt på til landskampene ved at hoppe over på Fullcourt.dk, der har skrevet flere artikler inden kampen mod Georgien.

Tv-kamp: Sidste sæsons finalister tørner sammen

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

De forsvarende danske mestre mod de forsvarende pokalmestre.

Det er, hvad der står på plakaten torsdag aften.

Kl. 19:15 er der tipoff i Arena Næstved Hal 1, hvor Team FOG Næstved får besøg af Bakken Bears. Opgøret er ugens tv-kamp på SPORT LIVE.

Kampen kan desuden også ses på Stiften.dk / JFM Play.

Allerede fra kl. 18:45 lader kanalen op til ugens tv-brag med deres ugentlige basketmagasin ´Overtime´, hvor Jonas Kvist Jepsen og gæster i studiet stiller skarpt på rundens kampe og status i Basketligaen.

Inden ugens tv-kamp er status den, at Bakken Bears er sikre på at slutte på førstepladsen i Basketligaens grundspil. Førstepladsen blev sikret, da de i sidste uge slog Randers Cimbria, men Bjørnene kommer helt sikkert ikke til at hvile på laurbærrene trods det gode udgangspunkt inden slutspillets start.

Dertil er Bakken ekstra motiveret for at vinde, da de i mandags tabte til hollandske Landstede Hammers i European North Basketball League og derfor vil forsøge at komme op på hesten igen med en sejr. Og sidst men ikke mindst vil de gerne have revanche, efter de tabte årets pokalfinale til netop Team FOG Næstved.

Igen i år er toppen i Basketligaen rigtig tæt, og Næstved kæmper en tæt kamp med Svendborg Rabbits og Horsens IC om at slutte som nummer to i grundspillet.

Om Næstved bliver toer eller treer i grundspillet har ikke den store betydning, men det har det ved slutningen af Playoff A. Derfor kan noget så simpelt som et enkelt nederlag blive udslagsgivende for, hvem Næstved skal møde i en eventuel semifinale.

Tredje indbyrdes opgør i denne sæson

Torsdagens kamp bliver tredje gang i denne sæson, at Team FOG Næstved og Bakken Bear står overfor i hinanden. Første møde var i Basketligaen i november, hvor Bjørnene sikkert sejrede med 98-77.

Seneste indbyrdes opgør var i sidste måned i pokalfinalen, hvor Team FOG Næstved fik revanche og tog pokaltitlen med en sejr på 86-89. Næstveds Eric Ayala var pokalfinalens store oplevelse med 31 point, seks rebounds og tre assists. Han blev således kåret som årets pokalfighter.

Næstved leverede en kæmpe overraskelse og viste, at de er i stand til slå de dominerende bjørne, og den succes vil de forsøge at gentage torsdag.

Følg med på SPORT LIVE eller JFM Play fra 18:45.

Bakken Bears kan med en sejr tirsdag slutte på førstepladsen i gruppe A i ENBL

Foto: ENBL

En næsten udsolgt Sparekassen Danmark Basketball Center og en kamp om førstepladsen i gruppe A i European North Basketball League (ENBL).

What´s not to like?

Der er lagt op til en fed kamp tirsdag aften, når Bakken Bears får besøg af Landstede Hammers i ENBL. Bakken Bears kan med en sejr mod holdet fra Holland sikre sig førstepladsen i turneringens gruppe A, mens et nederlag betyder, at de bliver toer i gruppen bag Uniclub Casino Juventus.

Bakken Bears er allerede sikre på at skulle spille kvartfinale i ENBL i næste måned, men kampen tirsdag er fortsat af stor betydning.

En førsteplads betyder nemlig, at Bakken i kvartfinalen skal møde fjerdepladsen i gruppe B. Taber de til Landstede Hammer og bliver toer, skal de møde nummer tre i gruppen. De kan derfor komme til at møde en på papiret dårligere modstander, hvis Hammers bliver besejret.

Hammers er definitivt færdige i ENBL

Bakken Bears har altså meget at spille for i aften, men det gælder ikke på samme måde for Landstede Hammers, der er sikre på, at aftenens kamp bliver deres sidste i Europa i denne sæson.

Hammers vil ligegyldigt resultatet mod Bakken bliver femmer i gruppe A.

Hammers kan dog slutte deres europæiske kampagne med en positiv record, da de indtil videre har vundet tre og tabt lige så mange kampe.

Hammers slog blandt andet Svendborg Rabbits i sæsonåbneren, men Kaninerne ydede god modstand mod holdet fra Zwolle.

I den hjemlige liga ligger Hammers på tredjepladsen.

Hvilke spillere skal Bakken være opmærksomme på?

Hos Landstede Hammer har det i ENBL været tre spillere, der særligt har udmærket sig. Dette har været Noah Lawrence Dickerson, Darius Bernard Quisenberry og Jack Pagenkopf.

Dickerson er holdets stjerne og topscorer med et snit på 16,5 point per kamp, og den amerikanske power forward har i den hollandske liga været garant for en double-double med flere kampe, hvor han har samlet op mod 15 rebounds op.

Dickerson snitter næsten double-double i ENBL med 8,8 rebounds per kamp.

Quisenberry, der har gang i sin først sæson professionel basketballspiller, snitter 12,7 point, 3,8 rebounds og 3,9 assists per kamp.

Jack Pagenkopf snitter 11,4 point og 3,8 assists per kamp i ENBL i denne sæson.

Er du ikke tilstede i hallen, kan kampen ses på ENBL´s Youtube-kanal.

Værløse slog Randers og holder Playoff A-drømmen i live

Arkivfoto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Vind eller vink farvel til Playoff A.

Det var vilkårene for Værløse Blue Hawks, der søndag mødte Randers Cimbria i en kamp, der kunne afgøre, hvordan Playoff A ville se ud.

Endte sejren hos Randers Cimbria, måtte Værløse Blue Hawks slukke drømmen om Playoff A og nøjes med Playoff B-deltagelse, men Blue Hawks er i live i kampen om det lidt sjovere slutspil.

Således leverede sjællænderne en suveræn indsats og besejrede Randers Cimbria med 79-80. Anført af Balsa Veljic, Adam Heede-Andersen, der er udtaget til det danske landshold, Simon Schwartz og Karl Boje Formann viste Værløse, at de et et hold, der er bygget af noget helt særligt.

Balsa Veljic, der startede på bænken for Værløse, noterede sig for 17 point, ni point og fire assists. Adam Heede-Andersen leverede 15 point og ti assists.

Randers´ Bakary Camara leverede sin bedste kamp, siden han vendte tilbage til Basketligaen, med 24 point, 13 rebounds og seks assists.

Med sejren til Værløse er intet afgjort i Playoff A.

Find stats fra kampen mellem Værløse og Randers her.

Bakken Bears sikrede 1. pladsen i grundspillet

Foto: Kim Haugaard

Bakken Bears går ind i slutspillet siddende på Basketligaens førsteplads.

Det står klart, efter Bjørnene i fredags besejrede Randers Cimbria med 109-84. Bakken Bears fortsatte deres dominans i Basketligaen og er nu sikre på at ´vinde´ grundspillet i Basketligaen med en kamp i hånden.

De tager dermed revanche, efter det i sidste sæson var Randers Cimbria, der kunne gå ind til Playoff A med overhånden.

Førstepladsen er nu sikker, men hvem der slutter på de øvrige pladser i top seks, der giver adgang til Playoff A, må tiden vise.

Der er i skrivende stund en intens kamp om de sidste pladser i Playoff A, hvor sjettepladsen forventes at gå til BC Copenhagen eller Værløse Blue Hawks, men hvis alt flasker sig kan det blive uhyre dramatisk, hvis både Værløse, BCC og Randers ender á point.

Stillingen i Basketligaen ser således ud:

Bakken Bears er én sejr fra at vinde grundspillet – fredag kommer Randers Cimbria på besøg

Foto: Sebastian Breum – @Basketfotografen

I sidste sæson skrev Randers Cimbria historie, da de for første gang nogensinde vandt grundspillet i Basketligaen. Kronjyderne leverede et historisk flot grundspil, men i år har de ikke helt formået at matche den præstation.

En sejr i grundspillet er uden for rækkevidde for Randers, men alligevel kan randrusianerne komme til at afgøre, hvem der går ind i slutspillet på førstepladsen.

Fredag aften tager Randers-holdet den knap 40 kilometer lange køretur sydpå, når de gæster Sparekassen Danmark Basketball Center og Bakken Bears.

De forsvarende danske mestre går ind til kampen som favoritter, og formår de at leve op til favoritværdigheden og slår Randers, ´vinder´ de definitivt grundspillet i Basketligaen. Men skulle blive det til Randers-sejr, er intet endnu sikkert.

Men kampen fredag aften er af stor betydning for begge hold, for igen i år er det tæt i toppen.

Bakken Bears har blot fire point ned til Svendborg Rabbits, Horsens IC og Team FOG Næstved, der alle har 30 point. Enten Horsens eller Næstved vil stå med 32 point efter i aften, så med et aarhusiansk nederlag til Randers vil det pågældende hold ånde Bakken Bears i nakken.

Omvendt har Randers behov for at få indsamlet nogle point, da de står med 20 point forud for kampen mod Bakken. I skrivende stund indtager de femtepladsen og er således ikke et af de fire hold, der skal spille semifinaler, når Playoff A er slut. En sejr mod Bakken Bears kan altså få stor betydning for Randers Cimbria og potentielt også toppen i Basketligaen.

Se det jyske brag på JFM Play. Kampen har tipoff kl. 18:30.