Torsdag aften blev Bakken Bears’ topscorer, Tymu Chenery, kåret til Årets Spiller i Basketligaen.
Fire gange på Månedens Hold. På Efterårets Hold. Efterårets Profil. Og nu… Årets Spiller i Basketligaen 2025/26.
Tymu Chenery fra Bakken Bears har været en stor skikkelse i Basketligaen denne sæson. Torsdag fik han prisen som Årets Spiller, og SPORT LIVE fik en snak med vinderen er DM-finale 3.
Bakken Bears er foran 2–1 i finaleserien mod Team FOG Næstved. Dermed har de matchbold i næste finale på mandag.
Bakken Bears har vendt skuden i finaleserien mod Team FOG Næstved. De kom bagud efter kamp 1, hvor de tabte i overtime. Men med to sejre efterfølgende er Bakken nu blot én sejr fra endnu et Danmarksmesterskab.
Det var en fremragende kulisse, der dannede rammen om den tredje DM-finale torsdag aften. Der var helt udsolgt af siddepladser i Sparekassen Danmark Basketball Center – og de 1753 tilskuere fik da også noget at juble over i løbet af kampen.
Publikum blev nok engang fornøjet med en masse point fra de to bedste offensive i ligaen. Det var en sand pointfest i 1. halvleg. En lige pointfest endda. Ved pausen stod den 50–49 til Bakken, og man sad med fornemmelsen af, at denne kamp kunne stikke i alle retninger.
Men som vi har set så mange gange før, så har Bakken evnen til at finde et ekstra gear. I 3. periode skruede de op for tempoet, mens Næstved faldt i kadence. En 3. periode der endte 29–13 blev udslagsgiven for kampens resultat.
Bakken så sig nemlig ikke tilbage derfra og endte med at tage endnu en sikker finalesejr – denne gang på 98–86. Næstveds helt store akilleshæl var effektivitet bag trepointslinjen. Sydsjællænderne ramte blot én treer på 14 forsøg, der svarer til 7%.
Dermed er Bakken Bears snublende tæt på klubben 25. Danmarksmesterskab, heraf det tiende i træk. Det hele kan blive afgjort på mandag i Arena Næstved. Vinder Næstved, så skal vi ud i en altafgørende kamp 5 i Aarhus på torsdag.
Du kan se højdepunkter fra finale 3 i videoen øverst.
Personlige stats
Point – Bakken Ian DuBose 19 Darko Jukic 16 Duke Deen 16
Point – Næstved Samuel Tabe 17 Tyler Harris 17 Vic Searls 16
Christian Møller Hansen fik torsdag aften overrakt prisen som Årets Dommer i Basketligaen 2025/26.
Torsdag aften skulle prisen Årets Dommer i Basketligaen for 17. gang nogensinde uddeles. Det er traditionen tro trænerne fra de 12 klubber, der har stemt. Og én bestemt dommer fik markant flere stemmer end de øvrige.
Vinderen blev 38-årige Christian Møller Hansen. Christian har dømt 309 kampe og her har 12 af disse været en DM-finale.
Nr. 3 blev i afstemningen blev Skirmantas Letukas, mens nr. 2 blev sidste års vinder, Nikolai Norup.
Prisen uddeles i samarbejde med Festina Watches.
Årets Dommer-prisen er blevet uddelt hvert år siden 2010, og listen over tidligere vindere kan du se her.
Bakken Bears’ forward Tymu Chenery er valgt som Årets Spiller i Basketligaen 2025/26.
Torsdag aften inden DM-finale nr. 3 blev prisen Årets Spiller i Basketligaen uddelt. Traditionen tro er det spillerne selv, der har afgivet stemmerne, og da stemmerne blev talt op, var der ingen tvivl om hvem vinderen var. Valget er faldet på Bakken Bears’ topscorer, Tymu Chenery.
Den stærke small forward fra Philadelphia spiller sin første sæson som professionel. I januar blev han kåret til Efterårets Profil, og nu kan han også skrive Årets Spiller i Basketligaen på CV’et.
Chenery snitter for sæsonen 16.3 point, 2.6 rebounds og 1.5 assists.
Nr. 2 og 3 i afstemningen er begge spillere for Team FOG Næstved. Nr. 2 blev Tyler Harris, og nr. 3 blev Rollie Worster.
Der venter en propfyldt arena i Aarhus til den 3. DM-finale mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved.
Det er helt lige i finaleserien mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. I en bedst af fem-serie står den nu 1–1 efter de første to kampe. Nu venter kamp 3 torsdag aften.
Det har indtil videre været to vidt forskellige finaler i denne serie. Det hele startede Kristi Himmelfartsdag i Aarhus med et sandt overtidsdrama, hvor Næstved viste klassen i overtiden og vandt med 93–92.
I mandags fik Bakken svaret tilbage. Det gjorde de efter en overbevisende første halvleg, hvor man scorede 57 point og førte med 20 point ved pausen. Sejren blev kørt sikkert i land for Bakken, der vandt med 91–81. Dermed er serien udlignet til 1–1 i denne bedst af fem-serie.
Udsolgt til finale 3
Onsdag formiddag kunne Bakken Bears melde udsolgt til finale 3 torsdag aften. Alle siddepladser er revet væk, og der er nu kun ståpladser tilbage.
Der venter altså en fantastisk kulisse i Sparekassen Danmark Basketball Center. Den gamle arena har lagt gulv og tribunerne til mange episke øjeblikke, og nu venter der måske endnu en stor aften i Vejlby-Risskov med udsolgte tribuner og en helt lige finaleserie.
Finalekamp mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits i maj 2025 i Sparekassen Danmark Basketball Center.
Personlige stats efter de første to finaler
Point – Bakken (avg.) Tymu Chenery 19.0 Ian DuBose 11.0 Shaquille Rombley 10.0
Der er tip-off kl. 19:00 i aften i Sparekassen Danmark Basketball Center til den 3. DM-finale. Der er udsolgt af siddepladser, men det er stadig muligt at købe ståpladser til kampen.
SPORT LIVE transmitterer kampen direkte med optakt fra kl. 18:30.
Inden den 3. DM-finale mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved bliver prisen Årets Spiller 2025/26 uddelt.
Basketliga-sæsonen lakker mod enden, og det betyder også at de sædvanlige kåringer er i fuld gang i disse uger.
Der er fem officielle kåringer fra Basketligaen. Tre af dem er allerede uddelt, og de sidste to deles ud torsdag aften inden tip-off på den 3. DM-finale mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved.
For 17. gang nogensinde skal prisen Årets Dommer uddeles. Og så selvfølgelig også den mest væsentlige pris, nemlig Årets Spiller.
Det er traditionen tro spillerne selv i Basketligaen, der afgiver stemmerne i denne prisuddeling. Priserne uddeles i samarbejde med Festina Watches.
Tidligere vindere af Årets Spiller: 2024/25: Jagan Mosely, Team FOG Næstved 2023/24: Gage Davis, Horsens IC 2022/23: Mike McGuirl, Team FOG Næstved 2021/22: Sebastian Åris Petersen, Svendborg Rabbits 2020/21: QJ Peterson, Bakken Bears 2019/20: Roberto Gallinat, Horsens IC 2018/19: Ryan Evans, Bakken Bears 2017/18: Kevin Ricki Larsen, Horsens IC 2016/17: Devaughn Akoon-Purcell, Bakken Bears 2015/16: Brandon Rozzel, Svendborg Rabbits 2014/15: Skyler Bowlin, Horsens IC 2013/14: Johnell Smith, Svendborg Rabbits 2012/13: Darko Jukic, Horsens IC 2011/12: Chanan Colman, Svendborg Rabbits 2010/11: Nicolai Iversen, Svendborg Rabbits 2009/10: Johnell Smith, Svendborg Rabbits 2008/09: Bonell Colas, Randers Cimbria 2007/08: Brandon Thomas, Team FOG Næstved 2006/07: Joshua Buettner, Svendborg Rabbits 2005/06: Thomas Skotting, Aabyhøj IF 2004/05: Eric Bell, Horsens IC 2003/04: Joshua Metzger, Svendborg Rabbits 2002/03: Eric Bell, Bakken Bears
Bakken Bears viser skræmmende styrke og vinder sikkert kamp 2 i DM-finaleserien mod Team FOG Næstved. En serie der nu står 1–1.
Der var stort pres på Bakken Bears mandag aften. Man tabte DM-finale nr. 1 i torsdags på hjemmebane. Derfor var en sejr mandag aften i Næstved påkrævet, hvis ikke DM-guldet delvist skulle spilles over i hænderne på Team FOG Næstved.
Det var en fantastisk kulisse i Arena Næstved mandag aften med knap 1700 tilskuere på lægterne. De mange Næstved-fans fik da også noget at juble over i 1. quarter. Efter de første ti minutter var det helt lige 22–21, men derefter stak Bakken af.
Bakken gik til pause med en føring på 57–37. Man følte at alle skud bare gik i for Bakken. Og der var ikke skyggen af en slagen bjørn fra kamp 1, men derimod en sulten bjørn, der var hævntørstig.
Og man må i dén grad sige, at Bakken fik taget hævn fra kamp 1. Kamp 2 kom aldrig nogensinde i fare, og Bakken kørte sejren sikkert hjem, selvom Næstved fik sat et godt run sammen til sidst. Det hele endte med en Bakken-sejr på 91–81.
Dermed står der nu 1–1 i DM-finaleserien, der spilles bedst af fem kampe. Men 1–1 er vi nu sikre på, at der minimum spilles to kampe mere.
Du kan se højdepunkter fra finale 2 i videoen øverst.
Personlige stats
Point – Næstved Tyler Harris 19 Vic Searls 13 Samuel Tabe 11
Point – Bakken Tymu Chenery 20 Oscar Jørgensen 17 Shaquille Rombley 12
Team FOG Næstved vandt første DM-finale i Aarhus i torsdags. Kan de udbygge føringen i kamp 2 på hjemmebane?
Kristi Himmelfartsdag blev DM-finaleserien skudt i gang. Og det gjorde den med en overraskende sejr til Team FOG Næstved. Det skete efter et kæmpe overtidsdrama, hvor sydsjællænderne var skarpest da kampen skulle afgøres.
Det var bestemt ikke nogen velspillet kamp 1 – det viser skudprocenterne også. Til gengæld var nerven og intensiteten en finale værdig. Kampen bød på en masse af skiftende føringer, og da kampen skulle afgøres var det regulært en 50/50-kamp. En neglebidende afslutning, der selvfølgelig skulle ud i ekstratid.
Næstved vandt 93–92 og har nu både en 1–0-føring i serien samt hjemmebanefordelen i deres hænder. Nu venter så en finale 2 hjemme i Arena Næstved mandag aften for fyldte tribuner. Kan Næstved udbygge føringen til 2–0? Eller kan Bakken svare tilbage udligne serien?
Personlige stats fra finale 1
Point – Næstved Cole Bajema 22 Samuel Tabe 17 Vic Searls 15
Point – Bakken Tymu Chenery 18 Duke Deen 15 Ian DuBose 11
Finale nr. 2 spilles mandag aften i Arena Næstved. Du kan sikre dig din billet til braget lige her. Der er tip-off kl. 19:00. Hvis ikke du skal overvære kampen i arenaen, så husk at SPORT LIVE transmitterer kampen direkte med optakt allerede fra kl. 18:30.
Efter fem år i Bakken Bears/Bears Academy skifter Emil Svendsen til konkurrenterne Randers Cimbria som ny head coach.
Randers Cimbria har fundet ny head coach. Det bliver det unge trænertalent Emil Svendsen, der overtager tøjlerne hos de dobbelte forsvarende pokalmestre.
Svendsen overtager efter succestræneren Jeffrey Fawme, der fik to år i klubben. På de to år vandt man Pokalturneringen begge år.
26-årige Emil Svendsen kommer til fra Bakken Bears-organisationen, hvor han har tilbragt de seneste fem år. Senest som head coach for Bears Academy. Og det sluttede med en succeshistorie, da Academy vandt Kvalifikationspilsfinalen og endte som nr. 7 denne sæson.
Udover sin rolle som head coach i Bears Academy er han også inde omkring det danske herrelandshold som assistent. Og så var han manden i spidsen for U18-herrelandsholdet, der sidste år sikrede oprykning til A-divisionen.
– Jeg har takket ja til jobbet, da jeg så det næste naturlige skridt for mig. Randers er en klub som jeg ser et stort potentiale i og som har udviklet sig kontinuerligt over en årrække. Det er et projekt jeg kan se mig selv trives i og være med til at videreudvikle på. Klubben er fyldt med gode mennesker og arbejdsheste som får ting til at ske. Det er et miljø som jeg føler jeg kan bidrage til, og som kan udvikle og gøre mig selv bedre, udtaler Emil Svendsen.
De to parter har indgået en et-årig aftale med mulighed for forlængelse et år yderligere.
Svendborg Rabbits ender som 3’er og vinder bronzemedaljerne for næsen af Horsens IC.
Svendborg Rabbits kan gå glade på sommerferie ovenpå et hårdt semifinale-exit mod Team FOG Næstved. Torsdag eftermiddag blev der nemlig spillet bronzekamp, og her vandt Svendborg ganske overbevisende over Horsens IC.
Samtidig var det punktummet for et frygteligt slutspil for Horsens, der først tabte 0–3 i semifinaleserien mod Bakken, hvor to af nederlagene var på hele 39 og 43 point. Og nu slutter man af med endnu et klart nederlag i bronzekampen på 78–103.
Personlige stats
Point – Svendborg Akuel Kot 25 Kyreese Willingham 15 Balsa Veljic 14
Point – Horsens Kareem Reid 20 Liam Churchill 13 Matt Johnson 10
Rebounds – Svendborg Dan Saylor 9 Adam Heede-Andersen 7 John Nagle 5
Rebounds – Horsens Liam Churchill 6 Trejon Jacob 5 Isaiah Johnson 5
Assists – Svendborg Adam Heede-Adersen 7 Balsa Veljic 2 Magnus Darling 2
Assists – Horsens Marius Kirkholt 5 Liam Churchill 5 Matt Johnson 2