Skip to content

Emil Svendsen er ny head coach i Randers Cimbria

Foto: Viktor Leth (LethsLens)

Efter fem år i Bakken Bears/Bears Academy skifter Emil Svendsen til konkurrenterne Randers Cimbria som ny head coach.

Randers Cimbria har fundet ny head coach. Det bliver det unge trænertalent Emil Svendsen, der overtager tøjlerne hos de dobbelte forsvarende pokalmestre.

Svendsen overtager efter succestræneren Jeffrey Fawme, der fik to år i klubben. På de to år vandt man Pokalturneringen begge år.

26-årige Emil Svendsen kommer til fra Bakken Bears-organisationen, hvor han har tilbragt de seneste fem år. Senest som head coach for Bears Academy. Og det sluttede med en succeshistorie, da Academy vandt Kvalifikationspilsfinalen og endte som nr. 7 denne sæson.

Udover sin rolle som head coach i Bears Academy er han også inde omkring det danske herrelandshold som assistent. Og så var han manden i spidsen for U18-herrelandsholdet, der sidste år sikrede oprykning til A-divisionen.

– Jeg har takket ja til jobbet, da jeg så det næste naturlige skridt for mig. Randers er en klub som jeg ser et stort potentiale i og som har udviklet sig kontinuerligt over en årrække. Det er et projekt jeg kan se mig selv trives i og være med til at videreudvikle på. Klubben er fyldt med gode mennesker og arbejdsheste som får ting til at ske. Det er et miljø som jeg føler jeg kan bidrage til, og som kan udvikle og gøre mig selv bedre, udtaler Emil Svendsen.

De to parter har indgået en et-årig aftale med mulighed for forlængelse et år yderligere.

Flere artikler