Hvad har BC Copenhagen, NBA G League-holdet South Bay Lakers, den franske EuroLeague-organisation LDLC ASVEL Villeurbanne og Randers Cimbria til fælles?
De har alle det til fælles, at de har haft tilknyttet det danske talent Sharif Barfi.
Torsdag offentliggjorde Randers Cimbria, at de havde skrevet under med den 19-årige dansker, der i sommer sidste år trak overskrifter, da han blev draftet som nummer to i NBA G League´s internationale draft af South Bay Lakers.
Barfi har skrevet under på en 1,5-årig aftale med Randers.
“19-årige Sharif er en spiller vi har fulgt nøje de seneste par år, så da muligheden bød sig, var det en nem beslutning, og efter flere samtaler er vi stolte af at have sikret os en 1,5-årig aftale med det lovende talent,” skriver Randers Cimbria på Facebook.
Sharif Barfi udtaler selv om skiftet:
“Jeg har valgt Randers, fordi at jeg ser det som det helt rette sted for min videre udvikling, og jeg ser frem til at være i et professionelt setup med flere træningspas om dagen, hvor jeg kan udvikle mig blandt en masse andre dygtige spillere,” udtaler hovedpersonen til klubbens Facebookside.
Inden Barfi blev draftet til NBA G League, tørnede han gennem tre sæsoner ud for BC Copenhagen, og hos holdet fra hovedstaden fik han i sidste sæson sit gennembrud i Basketligaen. Udover at det fik ham på NBA G League´s radar, fik han også landsholdsdebut sidste sommer.
Efter G League-draften besluttede Barfi at takke nej til tilbuddet fra Lakers og i stedet blive i Europa, hvor han landede en aftale hos franske LDLC ASVEL Villeurbanne. Danskeren tog afsked med Asvel tilbage i november og har siden været klubløs.
Départ de Sharif Barfi.
L' ASVEL basket vous informe que le club et le joueur ont décidé de se séparer d'un commun accord. Sharif Barfi (19 ans, 197 cm) arrivé du BC Copenhague cet été, n'était plus en adéquation avec son projet personnel. 1/2 pic.twitter.com/yUVOjIaNMn
Lørdag kl. 13:00 er der tipoff til den første af to semifinaler i pokalturneringen.
Første semifinale er en gentagelse af sidste års pokalfinale mellem Bakken Bears og Randers Cimbria, og der er lagt op til et brag af en kamp i Forum Horsens, der danner ramme om årets Final Four-stævne.
At afgørelsen på landspokalturneringen skal findes ved et Final Four-stævne er et nyt tiltag fra Danmarks Basketball Forbund. Udover at de to pokalsemifinaler begge skal spilles lørdag, skal der også spilles to kampe søndag. Som noget nyt vil der nemlig blive spillet en bronzekamp.
Randers har tidligere på sæsonen været tæt på at slå Bakken
Når Bakken Bears og Randers Cimbria støder sammen i årets ene pokalsemifinale, bliver det anden gang, at de to mandskaber mødes i denne sæson.
For at finde deres første møde skal vi spole tiden tilbage til starten af oktober-måned, hvor det blev til sejr til Bakken Bears, men kronjyderne var på vej mod en stor overraskelse.
Randers Cimbria gjorde det, som meget få hold har været i stand til i Basketligaen i denne sæson: Bakken Bears var presset til det yderste.
Randrusianerne leverede fremragende spil i kampens første halvleg og kunne se sig foran med hele 23 point på et tidspunkt inden pausen, men aarhusianerne fik på mirakuløs vis spillet sig tilbage i kampen.
Randers endte som sorteper i kampen, efter at have været foran i størstedelen af tiden, men sidste års sølvvindere i pokalturneringen viste, at de var i stand til at spille lige op med Bakken Bears, og mon ikke Randers-spillerne er blevet mindet om netop det faktum forud for pokalsemifinalen af cheftræner Charlie Burgess.
Randers jagter ny pokalfinale
I kampen i oktober var Randers bedst i omtrent 30 minutter af opgøret, men en kamp varer som bekendt 40 minutter, og dette kommer førnævnte Charlie Burgess også til at minde sine spillere om, inden de går ud på gulvet i Forum Horsens.
“Jeg forventer, at mit hold kæmper og spiller på et højt niveau i begge ender af banen gennem 40 minutter. Hvis vi gør det, er vi i stand til at give os en god mulighed for at vinde semifinalen,” fortæller Charlie Burgess.
Bakken Bears går ind til kampen som ikke bare forsvarende danske mestre, men også pokalmestre, og Randers-holdets cheftræner indrømmer også, at favoritværdigheden ligger hos Bjørnene. Men forløber kampen efter planen, kan Randers spille sig i finalen.
“Selvom at oddsene er mod os, har vi alt, vi har brug, hvis vi følger vores gameplan, ofrer os og kæmper for hinanden,”
“Vi er meget motiverede efter endnu et forsøg på at vinde pokaltureringen, og at møde Bakken Bears (i semifinalen, red.) er en perfekt udfordring for os.” udtaler den amerikanske cheftræner.
Favoritværdigheden ligger hos Bakken Bears, og det er de danske mestres cheftræner, Anders Sommer, enig med Charlie Burgess i.
“Som altid i danske kampe, tager vi gerne favoritværdigheden på os. Presset, der følger med, holder os skarpe,” siger Anders Sommer.
“På enhver given dag kan Randers være en meget ubehagelig modstander”
Randers Cimbria har altså været tæt på at slå Bakken Bears en gang tidligere i denne sæson, og derfor har trænerteamet i den aarhusianske lejr også forberedt sig på, hvad der kan ske, hvis de møder et Randers-mandskab i den stærkest mulige forfatning.
“På enhver given dag kan Randers være en meget ubehagelig modstander. Det vil kræve vores fulde fokus samt en solid og stabil indsats gennem 40 minutter,”
“Vi skal få kampen over på vores præmisser. Hvordan vi gør det, holder vi for os selv,” siger han.
De seneste par dage har både Randers og Bakken haft intensivt fokus på lørdagens pokalsemifinale, men hvor Randers udelukkende har skulle fokusere på Basketligaen i ugerne op til Final Four-weekenden, har Bakken også haft europæiske kamp at se til.
Bjørnene har i det nye år været i aktion i European North Basketball League (ENBL) hele tre gange. To af de tre kampe har været på udebane, og disse kampe har selvsagt også haft en indflydelse på Bakkens optakt til weekendens semifinale.
“Vi har generelt haft tre travle uger, nærmest med flere kampe end kontakt-træninger. Men vi er vant til grundig forberedelse på få træninger. Her har vores ass.coach Florian Wedell haft en nøglerolle for os,” fortæller Anders Sommer.
Lørdagens første semifinale sættes igang kl. 13:00.
Den anden semifinale, mellem Team FOG Næstved og Horsens IC, skydes igang kl. 16:00.
Mandag udtog landstræner Allan Foss sin bruttotrup frem mod landskampene mod Georgien og Finland. Bruttotruppen består af 24 spillere, og af disse har ti spillere sin daglige gang i Basketligaen, der således er stærkt repræsenteret i den danske bruttotrup.
Bakken Bears er den klub med flest repræsentanter i bruttotruppen i form af Darko Jukic, Gustav Knudsen, Noah Churchill, Sylvester Berg, Andreas Holst og Frederik Drejer. De to sidstnævnte tørner desuden også ud for Bears Academy.
Dernæst har Værløse Blue Hawks to spillere med i truppen i Mikkel Hauge og Adam Heede-Andersen, mens Randers Cimbria og Horsens IC hver har en enkelt spiller i bruttotruppen med udtagelsen af Morten Bülow og Liam Churchill.
I løbet af de kommende uger skal ti spillere sorteres fra bruttotruppen på 24, så den endelige trup består af 14 spillere.
I november afholdte DBBF en såkaldt Next Generation-landsholdssamling, hvor den danske landstræner kunne få et nærmere kig på flere spillere. Til denne samling var både Adam Heede-Andersen, Andreas Holst, Frederik Drejer, Liam Churchill, Mikkel Hauge og Morten Bülow udtaget.
“Vi har udtaget 24 spillere, der i løbet af de næste tre uger skal blive til 14. Vi har i november haft en samling, som vi har kaldt “next generation”, og den samling synes jeg var et frisk pust, og gav os et godt indtryk af nogle andre spillere, end dem vi ellers har haft med igennem de sidste 18 måneder,” udtaler landstræner Allan Foss til Danmarks Basketball Forbunds facebookside.
Danmark spiller årets første landskamp fredag den 23. februar hjemme mod Georgien. Den efterfølgende mandag spiller Danmark på udebane mod Finland.
SPORT LIVE har i deres seneste udgave af kanalens ugentlige basketmagasin ´Overtime´ kåret ´Efterårets hold´ og ´Efterårets Profil´ i Basketligaen.
Sidstnævnte pris gik til Randers Cimbria-stjernen Steven Green, der har domineret hidtil i denne sæson. Den amerikanske profil, der tidligere på sæsonen slog rekorden for flest point i en kamp, har imponeret stort, og han har derfor været svær at undgå i snakken om ´Efterårets profil´.
“SPORT LIVE har peget på Steven Green som Efterårets Profil i Basketligaen. Der har været mange spillere om buddet, men vi kommer ikke uden om, at Steven Green har skilt sig ekstra meget ud dette efterår. Alene hans imponerende pointrekord på svimlende 52 point fortæller meget om, hvilket efterår, han har haft,”
“Ni ud af 14 kampe med 25+ point. Jeg forstår godt, at Randers har haft ham i kikkerten i fire år. En fantastisk spiller” siger basketredaktør på SPORT LIVE, Jonas Kvist.
Du kan se den seneste episode af ´Overtime´, hvor de kyndige folk hos SPORT LIVE snakker om de to priser, lige her.
SPORT LIVE har i deres seneste udgave af kanalens ugentlige basketmagasin ´Overtime´ kåret ´Efterårets hold 2023´ i Basketligaen.
Efterårets hold i Basketligaen består af følgende:
G: Steven Green, Randers Cimbria G: Gage Davis Horsens IC F: Jaden Edwards, BMS Herlev F: Dylan Van Eyck, Svendborg Rabbits C: Lagio Grantsaan, Team FOG Næstved Cheftræner: Mads Andersen, Svendborg Rabbits
De to guard-positioner er besat af to af årets Most Valuable Player-kandidater i Steven Green og Gage Davis, der begge har taget ligaen med storm. Sidstnævnte har gang i sin anden sæson i Basketligaen, og Horsens IC-stjernen er ingenlunde faldet i niveau, siden han tørnede ud for HIC tilbage i 2020.
De to forwards har ligesom de to guards noget til fælles, idet både Edwards og Van Eyck først kom igang for deres respektive hold i november, og begge forwards satte hurtigt et positivt aftryk efter de ligadebuten.
Holdets center er Team FOG Næstveds Lagio Grantsaan, der har været garant for solide præstationer i denne sæson.
Sidst men ikke mindst skal der til et hold være en træner på sidelinjen, og i dette tilfælde er valget faldet på manden i spidsen for Svendborg Rabbits, Mads Andersen.
Er du interesseret i at høre, hvordan SPORT LIVE er endt på netop disse seks personer til ´Efterårets hold´, kan du se den seneste episode af ´Overtime´ lige her.
Om præcis 14 dage er der finale i årets pokalturnering i Forum Horsens.
Hvem der skal dyste om pokaltitlen er endnu uvist.
I år afvikles afslutningen på pokalturneringen nemlig anderledes end den måde, vi er vant til. I år findes vinderen nemlig ved et Final Four-stævne i Forum Horsens, og lørdag den 20. januar skal de to semifinaler spilles.
Første semifinale bliver en gentagelse af sidste år pokalfinale mellem Bakken Bears og Randers Cimbria. Semifinalen har tipoff kl. 13:00. Sidste år sejrede Bakken Bears, så kronjyderne har en revanche til gode.
Den næste kamp om en billet til årets pokalfinale er en gentagelse af pokalfinalen fra 2017 mellem Team FOG Næstved og Horsens IC, og den spilles kort efter den første semifinale. Den semifinale skydes igang kl. 16:00.
I finalen i 2017 vandt Team FOG Næstved for første gang nogensinde pokalturneringen efter et vanvittigt comeback mod forhåndsfavoritterne fra Horsens, og i år har de nu muligheden for at tage pokaltitel nummer to.
Årets pokalfinale finder sted dagen efter, hvor der også skal spilles bronzekamp.
Du kan se de fulde program over weekenden her:
Lørdag:
12:00: Dørene åbner
13:00: Bakken Bears – Randers Cimbria
16:00: Team FOG Næstved – Horsens IC
Søndag:
12:00: Dørene åbner
13:00: Bronzekamp
16:00: Finale
Du kan købe billetter til Final Four-stævnet ved at klikke her.
I Randers Cimbrias seneste kamp slog Green rekorden for flest point i en kamp, da han mod Holbæk-Stenhus scorede vanvittige 52 point, og torsdag aften skal han forsøge at diske op med endnu en pragtpræstation, når Randers Cimbria hjemme i Arena Randers tager imod Horsens IC.
Det østjyske topbrag er ugens anden tv-kamp og kan således ses på SPORT LIVE. Kampen sættes igang kl 19:15, men allerede fra kl. 18:45 er der basketball på kanalen, når SPORT LIVE viser deres ugentlige basketmagasin ´Overtime´.
Det østjyske topbrag kommenteres af: Claus Elgaard & Simon Falden
Green og Bülow bliver afgørende
Førnævnte Steven Green går ind til torsdagens kamp fuld af selvtillid og i storform, men det er ikke først for nyligt, at Green er begyndt at levere store præstationer. Det har han nemlig gjort hele sæsonen igennem.
Randrusianernes amerikanske rekordmager er ligaens topscorer med et snit på 25,7 point, og hvis han kan holde dampen oppe, har han kurs mod et af de højeste pointsnit per kamp i Basketligaens historie over en grundspils-sæson. Rekorden står den tidligere SISU-spiller Steve Pettyjohn for. Pettyjohn snittede 28,8 point over 18 grundspilskampe for SISU i sæson 2003/04.
Der er et stykke op til rekorden, men Green har været en scoringsmaskine uden lige, der ikke er set i Basketligaen i flere år. Kigger vi på statistikkerne, skal vi helt tilbage til sæson 2014/25 for at finde en spiller, der gik gennem et grundspil med et højere pointsnit per kamp. Dengang snittede SISU´s Darryl Partin 27,8 point per kamp.
Men det er ikke kun Steven Green, der har været uhyre vigtig for Randers i denne sæson. Det samme har eksempelvis det danske landsholdsemne Morten Bülow, der i den grad har taget sit spil til nye højder. Den 24-årige dansker, der før han kom til Randers spillede én sæson i både Sverige og Spanien, er gået fra at snitte 8,3 point, 4,2 rebounds og 1,3 assists til i denne sæson at snitte 15,8 point, 6,7 rebounds og 3,3 assists per kamp.
Bülow har gang i sin klart bedste sæson i sin endnu unge karriere og bliver ved med at bygge på sit spil.
Randers har derudover forstærket truppen med sidste sæsons årets forsvarsspiller i Basketligaen, Bakary Camara. Om Camara er med torsdag aften er uvist.
Gage Davis var storspillende i seneste kamp for HIC
Randers Cimbria har Steven Green, og torsdagens gæster, Horsens IC, har Gage Davis.
28-årige Gage Davis var første gang i Horsens tilbage i 2020/21-sæsonen, hvor han tog Basketligaen med storm. Efter den flotte debutsæson rykkede Davis til Italien, hvor det blev til to sæsoner, inden han nu er tilbage i Danmark og Horsens.
Og Davis er kun blevet bedre, siden sidst han var på dansk grund. Davis er sammen med Steven Green en af frontløberne i MVP-kapløbet, og de var begge med på SPORT LIVE´s seneste månedens hold i Basketligaen, som du kan se her.
Gage Davis snitter 22,1 point, 10,3 rebounds, 2,9 assists og 1,4 steals per kamp og spillede ligeledes en stor kamp, sidst han var i aktion. I ugens første tv-kamp på SPORT LIVE mellem Horsens IC og Svendborg Rabbits leverede Davis svimlende 32 point og 16 rebounds.
Davis´ vilde præstation var desværre for HICs fans ikke nok til sejr. Svendborg sejrede med 75-81.
En anden spiller, der også har gjort det godt for HIC i denne sæson, er Leonardo Carlino, der spiller sin anden sæson i klubben. Carlino snitter 14,4 point, fire rebounds og 2,3 assists per kamp.
Sidste Randers og Horsens sidst tørnede sammen var i starten af sæsonen, hvor Horsens IC slog Randers med 98-92. Kan Horsens gentage successen?
Find ud af det på SPORT LIVE fra kl. 18:45.
Hvis Horsens taber, rykker Randers Cimbria op på siden af Team FOG Næstved og Horsens IC, der begge har 16 point.
Alle hold i Basketligaen har nu spillet ti kampe i dette års grundspil. Sidste hold, der manglede at krydse grundspillets midterpunkt var Bakken Bears, der i weekenden var i aktion mod BC Copenhagen.
Således er vi nu nået halvvejs i årets grundspil i Basketligaen, og i den anledning vil vi i denne artikel samle op på, hvad status er i landets bedste række ved at lave en kort gennemgang af hvert hold.
Indledningsvist kan vi tage et kig på stillingen i Basketligaen, hvor der blot er et enkelt hold, der fortsat er ubesejret.
Foto: Basketfotografen – Sebastian Breum – Grafik: Basketligaen
Ingen har knækket koden til at slå Bakken Bears – endnu
De forsvarende danske mestre har fortsat fra hvor de slap i Basketligaen i sidste sæson, har vist stor styrke og er fortsat uden et nederlag halvvejs inde i grundspillet – dog har der været et par undtagelser, hvor den ubesejrede stime har været truet, blandt andet en kamp mod Randers Cimbria, hvor Bakken leverede et vildt comeback, men Bakken har vist klassen, når det gjaldt og holdt stimen kørende.
Ti kampe spillet, ti sejre. Det kan aarhusianerne være meget tilfredse med.
I europæisk regi har Bjørnebanden haft knap så meget succes, hvor de led et tidligt exit i FIBA Europe Cup, men da muligheden for deltagelse i European North Basketball League bød sig, greb Bakken den, og derfor har de altså ikke udelukkende fokus på Basketligaen det næste stykke tid.
Bakken er startet sæsonen i European North Basketball League med en sejr mod Svendborg Rabbits, og de danske mestre blev kun bedre og bedre som sæsonen i FIBA Europe Cup skred frem, og det tegner godt for deltagelsen i den europæiske turnering.
Fra et dansk hold, der spiller europæisk, til et andet
I skrivende stund sidder Svendborg Rabbits, Basketligaens andet europæiske mandskab, på andenplads i Basketligaen. Sydfynboerne har lige så mange sejre som Bakken Bears, men Rabbits har også tabt to kampe og har altså spillet 12 kampe kontra Bakkens ti.
Kaninerne ligner et hold med stort potentiale, men selvom der er optur på Sydfyn har det ikke været helt gnidningsfrit hidtil i denne sæson.
I kølvandet på holdets første kamp i European North Basketball League mod Landstede Hammers fra Holland måtte Svendborg nemlig fyre to af deres spillere, Ty Flowers og Greg Elliott, som ifølge Fullcourt.dk tog på casino natten inden den vigtige europæiske kamp og kom hjem til hotellet sent på natten.
Dette fik den effekt, at Svendborg skulle ud og finde to erstatninger, men den opgave har de til gengæld løst rigtig godt, ser det ud til. Ud gik Flowers og Elliott, og ind kom Dylan Penn og Dylan Van Eyck, og Dylan gange to har set rigtige gode ud i deres første kampe i Svendborg-uniformen.
Amerikanske Dylan Penn har indtil videre kun to kampe under bæltet, mens Dylan Van Eyck har spillet fire kampe, og i disse var den hollandske landsholdsspiller så god, at han formåede at spille sig på SPORT LIVE´s månedens hold for november.
De Gule hentede i sommer amerikanske Gage Davis tilbage til klubben, og Davis har i den første halvdel af sæsonen levet op til forventningerne med stort spil. Davis har været garant for point og må regnes som en af de førende kandidater til prisen som ligaens Most Valuable Player.
Efter de første 11 kampe snitter Davis 22,1 point, 10,3 rebounds, 2,9 assists og 1,4 steals. Davis skyder dertil 43% bag trepointslinjen og over 50% fra gulvet.
Derudover har den danske landsholdsspiller Leonardo Carlino også leveret flere rigtig flotte præstationer.
Leonardo Carlino har sammen med Gage Davis været en af HICs største profiler i sæson 2023/24 – Foto: MJ Horsens
Østjyderne har spillet 11 kampe, hvori det er blevet til otte sejre og tre nederlag. Nederlagene er de blevet tildelt af Bakken Bears, der slog dem med 94-87, og Svendborg Rabbits, der har slået dem to gange med henholdsvis 80-77 og 75-81.
Horsens IC ligger på en delt tredjeplads sammen med det næste hold i denne gennemgang, der ligesom HIC har tabt tre ud af 11 kampe.
Sidste sæsons sølvvindere indtager fjerdepladsen
Team FOG Næstved, sidste sæsons sølvvindere, mistede forud for sæson 2023/24 deres to danske profiler Mathias Bak Christensen, der var holdets anfører, og Martin Poulsen, der begge skiftede til BC Copenhagen, hvor de har fået en god start.
Holdet fra Sydsjælland har som tidligere nævnt tabt tre ud af 11 kampe, og alle disse fik de lige efter hinanden. Først tabte de med to point til Svendborg Rabbits efterfulgt af to forholdsvis store nederlag til Horsens IC og Bakken Bears.
Inden da havde de vundet seks i rap, blandt andet over Randers Cimbria, men november-måned, der bød på tre nederlag og en enkelt sejr, rykkede rundt på tabellen i Basketligaen, og her gik Næstved den forkerte vej.
Næstved har i tidligere sæsoner lavet flere udskiftninger i truppen i løbet af første halvdel af grundspillet, men det har ikke været tilfældet i denne sæson, og det må være en indikation på, at alle i og omkring klubben tror på, at holdet kan rykke sig yderligere i løbet af sæsonen.
Turbulent første halvdel – men Steven Green er brandvarm
Fælles for de fire hold, der allerede har været under luppen, er, at de har formået at slå bund seks i ligaen.
Det samme kan dog ikke siges om Randers Cimbria, der tidligt på sæsonen blev det første offer for en stor overraskelse. I deres tredje kamp i sæsonen tabte de nemlig til BC Copenhagen, anført af en brandvarm Mathias Bak Christensen, efter overtid med 104-95. Randers´ nederlag til Copenhagen er fortsat sæsonens største overraskelse.
Randers fik en dårlig start på sæsonen med tre nederlag i fem kampe, men siden er det gået i den rigtige retning med fem sejre og et enkelt nederlag. Deres helt store stjerne Steven Green har taget sit spil til nye højder og er ligesom Gage Davis en af favoritterne i MVP-kapløbet.
Green scorede i sidste uge 52 point og slog dermed Brandon Thomas´ rekord for flest point i en kamp i Basketligaen. Det kan du læse mere om her.
Randers har haft en turbulent første halvdel af grundspillet, og i sidste uge tog de afsked med cheftræner Martin Knezevic, der kun kortvarigt var i spidsen for kronjyderne. Foreløbig er det Charlie Burgess og Mike Nielsen, der danner trænerduo, mens mulighederne for en erstatning til Knezevic undersøges.
Derudover har Randers også haft pengepungen fremme og hentet sidste sæsons årets forsvarsspiller i Basketligaen, Bakary Camara, tilbage til klubben efter et mindre vellykket ophold i Frankrig.
Duellen om sjettepladsen
Der er kamp om placeringerne i Basketligaen, og nu kommer vi til en spændende duel. Ligaens sjetteplads, den sidste adgangsgivende plads til Playoff A, sidder Værløse Blue Hawks foreløbigt på, men de må deles om den med deres store konkurrent BC Copenhagen, der ligesom Værløse har fem sejre og seks nederlag i sæsonen.
Værløse Blue Hawks og BC Copenhagen står netop overfor hinanden på søndag den 17. december, og der er vigtige point på spil.
Værløse Blue Hawks, der umiddelbart ligner et af ligaens mest sammentømrede mandskaber, har leveret flot spil, og særligt trioen bestående af Karl Boje Formann, Adam Heede-Andersen og Mikkel Hauge har været uerstattelige for Værløse.
Mathias Bak scorede 35 point i sejren mod Randers – Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media
Værløses nærmeste konkurrent om sjettepladsen, BC Copenhagen, har, som vi tidligere har kunnet erfare, leveret sæsonens hidtil største overraskelse med sejren mod Randers Cimbria i starten af sæsonen.
BC Copenhagen har ligesom Værløse vist lovende takter, og holdets anfører, Andy Ramirez, Mathias Bak Christensen, Martin Poulsen og Mr. Double-double Durell Vinson har været uhyre vigtige for Nørrebroholdet, der også tæller adskillige spændende danske talenter.
Den aarhusianske talentfabrik
På ottendepladsen ligger Bears Academy, og den unge bjørnebande er i høj grad et spændende hold krydret med masser af talent. Med en gennemsnitsalder på bare 18 år er Bears Academy ligaens yngste mandskab med Holbæk-Stenhus lige hælene med en gennemsnitsalder på 19 år, og statistikken taler sit tydelige sprog. Udvikling er i højsædet hos Bears Academy.
Og det kan man da sige, vi fik set, da Bears Academy sendte den bare 14-årige Oskar Skaaning på banen til sin debut i Basketligaen i en kamp mod Svendborg Rabbits. Med debuten blev Skaaning, der har en fortid i FC Barcelonas ungdomsafdeling, den yngste debutant i Basketligaens historie.
Bears Academy har i indeværende sæson besejret BK Amager to gange og BMS Herlev en enkelt gang, mens de har haft det svært mod den forventede top syv.
BMS Herlev formår nok ikke at gentage sidste sæson
Sidste sæsons helt store overraskelse i Basketligaen har ikke just formået at leve op til sidste sæsons resultater, men det er nok heller ikke nogen særlig stor overraskelse.
BMS Herlev ligger i skrivende stund på niendepladsen med bare to sejre og otte nederlag.
I sidste sæson gik de gennem grundspillet med imponerende 11 sejre og ni nederlag, men med afgangen af stjernespillerne Marqus Marion, der er taget på college, hvor han spiller for Wake Forest, Eamonn Joyce, August Haas og Andreas Mortensen, der er skiftet til Svendborg Rabbits, er holdet naturligvis blevet svækket.
Derfor er det ikke blevet til mange sejre, men som sæsonen skrider frem bliver de bedre, og måske bliver den sidste halvdel af grundspillet væsentlig bedre.
Amerikanske Jaden Edwards har indtil videre været i aktion tre gange for Herlev-holdet, og Edwards har imponeret stort med et snit på 22,3 point og 11,7 rebounds per kamp.
Holbæk har nappet to sejre
Det næstsidste hold er ligaens næstyngste trup, Holbæk-Stenhus, der ligesom BMS Herlev har vundet to kampe, mens Holbæk dog har tabt ni kampe sammenlignet med Herlevs otte.
Det unge akademi-hold, der meldte sin ankomst i Basketligaen i sidste sæson, har haft det svært i sæson 2023/24, men har formået at slå både BK Amager og Bears Academy. Sidstnævnte sejr var lidt af en overraskelse.
Men for Holbæk-Stenhus er det ligesom hos Bears Academy spillernes udvikling, der er førsteprioriteten.
Derfor er en kæmpe afklapsning på 25 point ikke nødvendigvis ensbetydende med, at spillerne kan se frem til en kæmpe skideballe af cheftræner Matias Camino nede i omklædningsrummet – med mindre de ikke har levet op til deres aftaler og fulgt taktikken, selvfølgelig.
BK Amager stadig uden sejr
Denne gennemgang rundes med ligaens foreløbige sorteper, BK Amager, og Amagerkanerne har haft det rigtig svært. BK Amager er det eneste hold tilbage uden sejr, men de var lige ved at få hul på bylden, da de mødte Holbæk-Stenhus midt i oktober-måned.
Amager måtte dog se sig besejret med ét point, 83-84. Inden da havde de spillet et par forholdsvis tætte kampe, men siden det bitre nederlag til Holbæk er det nærmest kun gået én vej, og det er bagud. Siden har de tabt med 63 point til Horsens IC, 52 til Svendborg Rabbits, er røget ud af pokalturneringen mod BC Copenhagen, der slog dem med 25 point, og senest tabt til Bears Academy med hele 103-67.
Men det er heller ikke helt uden grund, at de har det svært. Amager mangler nemlig en af de bærende kræfter på holdet i form af Tomas Bjarkason, som har været under kniven og er ude et par måneder endnu. Bjarkason var i sommer udtaget til det danske landshold, så der er tale om en markant profil, de må undvære et par måneder mere.
Men der er håb forude, for fornyligt gav de debut til deres nye amerikaner Andrew Sims, der har spillet to kampe i Amager-uniformen.
Vi er nu nået til vejs ende i denne gennemgang. Husk, at du kan se alle kampe fra Basketligaen på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk.
I denne uge kommer du ikke til at beklage dig over manglende mulighed for at se basket.
Denne uge byder nemlig på hele syv kampe fra Basketligaen, hvoraf to tilmed er tv-kampe på SPORT LIVE. De øvrige fem kampe kan ses på Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider. Alle Basketligaens 11 hold skal i aktion, og der er vigtige point på spil, for vi er over halvvejs i grundspillet.
En tætpakket basketuge indledes mandag aften i Horsens, hvor HIC tager imod Svendborg Rabbits. Opgøret er ugens første tv-kamp, og du kan blive klædt på til braget lige her.
Torsdag er der to kampe programmet, når Svendborg Rabbits kl. 19.00 får besøg af BC Copenhagen. Et kvarter senere er der tipoff i Arena Randers, hvor Horsens IC igen tager del i en tv-kamp på SPORT LIVE. Denne gang står De Gule overfor Randers Cimbria i endnu en topkamp i Basketligaen.
Lørdag spilles der en enkelt kamp mellem BK Amager og BMS Herlev i Amagerhallen. Begge mandskaber er sultne efter en sejr, men en sejr er mest tiltrængt for hjemmeholdet, der endnu har sin først sejr til gode.
En fed basket-uge rundes af søndag med ikke bare én, ikke to, men tre kampe. Første kamp er i Sparekassen Danmark Basketball Center, hvor Bakken Bears får besøg af Holbæk-Stenhus kl. 14:00. To timer senere sættes de sidste to kampe i gang i henholdsvis Valbyhallen og Arena Næstved.
I Valbyhallen står BC Copenhagen overfor Værløse Blue Hawks.
I Arena Næstved mødes Team FOG Næstved og Bears Academy.
50-points grænsen for flest point af en spiller i samme kamp i Basketligaen har indtil nu aldrig været brudt.
Fredag aften formåede Randers Cimbrias Steven Green imidlertid netop dette, da han scorede 52 point mod Holbæk-Stenhus og dermed nu er den spiller, der har scoret flest point i en kamp i Basketligaen.
Den nu tidligere rekordholder var Brandon Omar Thomas, som i en kamp den 23. januar 2008 mod Aabyhøj IF scorede 49 point for Team FOG Næstved. Stats fra Basketligaen går tilbage til 2002, hvor ligaen så dagens lys.
Steven Green var angrebsmæssigt i hopla og ramte 18 af sine 26 forsøg, hvor otte af fuldtræfferne var bag trepointslinjen.
Green, der på nuværende tidspunkt er ligaens topscorer med et snit på 26 point per kamp, kom til Randers forud for indeværende sæson efter en sæson i japansk basketball. Inden da havde den 30-årige amerikaner spillet i både schweizisk og fransk basketball.
Basketligaens top tre over spillere med flest point i en kamp ser nu således ud:
Steven Green (Randers Cimbria) 52 point mod Holbæk-Stenhus den 8. december 2023
Brandon Omar Thomas (Team FOG Næstved) 49 point mod Aabyhøj IF den 23. januar 2008.
Joshua Alexander (Bakken Bears) og Antonio Porta (Svendborg Rabbits) med 48 point – begge i kampe mod Horsens IC – henholdsvis den 2. april 2012 og den 17. april 2015