Begge semifinaleserier begynder mandag aften, og SPORT LIVE rykker OB-vognen til Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits tager imod Randers Cimbria.
Otte måneders ventetid er fordi. Efter 30 runders grundspil og mellemspil, er det nu blevet tid til semifinaler, hvor der spilles bedst-af-fem.
Der er fire hold tilbage i kampen og mesterskabet. De to semifinaler hedder Svendborg–Randers og Horsens–Bakken.
Begge kampe bliver afviklet på samme tid kl. 19.00 mandag aften. SPORT LIVE vil være til stede i Rise Sparekasse Arena i Svendborg, hvor de starter deres optakt fra kl. 18.30.
Svendborg Rabbits forlænger kontrakten med head coach, Mads Andersen, til sommeren 2028.
Bedst som Svendborg Rabbits gør sig klar til semifinalerne som førsteseedet i Basketligaen, har man netop offentliggjort en forlængelse med head coach, Mads Andersen.
Kontrakten stod oprindeligt til at udløbe til sommeren 2026, men der er nu smidt yderligere to år på, så den løber helt til sommeren 2028.
Den 30-årige head coach kom til Svendborg i 2022 i en fuldtidsstilling som assistenttræner for førsteholdet, cheftræner for 1. divisionsholdet samt talentchef i klubben. Senere i 2022/23-sæsonen blev han udnævnt som head coach for førsteholdet, og siden da er det kun gået én retning.
Denne sæson har det for alvor taget fart. Med en 1. plads i både grundspillet og mellemspillet, og med en record på 24–6, har det indtil videre været en forrygende sæson for kaninerne, der ikke har vundet DM-guld siden 2010. Men i år har fynboerne for alvor muligheden for at gå hele vejen, bl.a. med en fantastisk hjemmebane i ryggen. En hjemmebane, hvor de fortsat er ubesejret med 15 sejre i 15 kampe denne sæson.
‘Danmarks mest attraktive basketballjob’ Forlængelsen vækker stor glæde hos begge parter, og for Mads Andersen selv, har det ikke været nogen svær beslutning – overhovedet.
– Jeg synes, at jeg har Danmarks mest attraktive basketballjob. Derfor var det også en no-brainer, da klubben rakte ud i forhold til en kontraktforlængelse. Klubben har på mange parametre givet mig så meget, og jeg er virkelig glad for at kunne give noget igen. Både i form af kontinuitet og forhåbentlig også nogle fortsat gode resultater, fortæller Mads Andersen i en pressemeddelelse.
Svendborg Rabbits-direktør, Troels Mortensen, føler, at han råder over en af Danmarks absolut bedste trænere, og derfor er det også med stor glæde, at kontrakten med Mads Andersen er blevet forlænget.
– I mine øjne er Mads en af de absolut bedste danske trænere, vi har. Vi følte derfor, det var nærliggende at forlænge samarbejdet med yderligere to sæsoner, så vi sammen kan fortsætte den positive rejse vi er på. Kontinuitet på trænerpositionen er vigtig for os, og det sikrer vi nu, og det sender også et stærkt til spillertruppen samt kommende spillere, der skal iklæde sig Rabbits-trøjen, fortæller Troels Mortensen.
Semifinaleserierne spilles bedst-af-5, hvor Svendborg og Horsens har hjemmebanefordel.
Spilledatoerne: Mandag 28. april (TV-kamp: Svendborg–Randers) Torsdag 1. maj (TV-kamp: Bakken–Horsens) Mandag 5. maj Torsdag 8. maj (evt.) Mandag 12. maj (evt.)
2. påskedag venter sidste runde i mellemspillet. TV-kampen hedder Bakken Bears – Team FOG Næstved, der samtidig bliver sidstnævntes sidste kamp i sæsonen.
Dette års semifinalister er fundet, og derfor bliver den sidste runde i mellemspillet uden den store spænding. Team FOG Næstveds skæbne blev nemlig afgjort i torsdags, da man tabte til Bakken Bears.
Nu venter der så en gentagelse af dén kamp – denne gang i Aarhus. Team FOG Næstved slutter som sorteper på 5. pladsen og har derfor intet at spille for mandag aften, men det har Bakken Bears til gengæld.
De danske mestre ved, at de skal møde Horsens IC i semifinalen, men det er endnu ikke afgjort, hvem der napper 2. pladsen og dermed får hjemmebanefordel i semifinaleserien. Bakken kan dog ikke selv afgøre det, da Horsens IC samme aften møder BC Copenhagen.
Sidste runde i mellemspillet mandag aften ser således ud: Bakken Bears – Team FOG Næstved (TV-kamp) Horsens IC – BC Copenhagen Svendborg Rabbits – Randers Cimbria
Alle kampe har tip-off kl. 19.00
TV-kampen sendes direkte på SPORT LIVE og JFM Play med optakt fra kl. 18.30.
Foto: Casper Theilgaard Christiansen / René Kongsgaard / Per Bille / Thorfoto
Med en enkelt runde tilbage af mellemspillet, har vi nu fundet dette års fire semifinalister.
Det har været nogle meget skuffende måneder for Team FOG Næstved, der ellers startede sæsonen fantastisk ved at vinde de første 13 kampe. Siden da har de tabt 10 og kun vundet 6.
Og det blev udslagsgivende skærtorsdag, hvor de tabte 83–105 til Bakken Bears, samtidig med at Randers Cimbria slog Svendborg Rabbits. Det betyder, at Team FOG Næstved ikke længere kan nå en semifinaleplads.
Dermed har vi fundet de fire semifinalister i Basketligaen anno 2024/25. Det eneste vi er sikre på er, at Svendborg Rabbits slutter som nr. 1, og dermed har hjemmebanefordel mod nr. 4.
Dog kender vi ikke placeringerne endnu fra nr. 2 til 4, som står mellem Horsens IC, Bakken Bears og Randers Cimbria. Det ligner dog umiddelbart, at Horsens IC tager 2. pladsen, hvis de lever op til den store favoritværdighed mod BC Copenhagen i sidste runde.
Det hele bliver afgjort 2. påskedag, hvor alle seks hold i Playoff A skal i aktion.
Når mellemspillet er afsluttet på mandag, begynder semifinaleserierne en uge efter, den 28. april, hvor der spilles bedst-af-5.
Foto: Mick Snijders, Atomick Vision / Matthias Storgaard, Stuntdouble Media
BK Amager og Holbæk-Stenhus udgør dette års Playoff B-finale.
Holbæk-Stenhus vandt onsdag aften 86–73 over BMS Herlev, og dermed er de to hold til dette års Playoff B-finale fundet.
Der er tale om én finalekamp, og ikke en serie, og her har 1. pladsen hjemmebanefordel. BK Amager har for længst sikret sig 1. pladsen, hvilket vil sige at de får hjemmebane i finalen.
Det er første gang nogensinde, at disse to hold står i Playoff B-finalen efter formatændringen i 2021. Det er faktisk begge hold højeste placering siden man indførte det nye ligaformat.
BK Amager og Holbæk-Stenhus har været de to klare bundhold siden formatændringen, hvor de skiftevis har sluttet på 10. og 11. pladsen.
BK Amagers placeringer siden 2021 hedder en 10., 10, og 11. plads. Holbæk-Stenhus indtrådte i ligaen i 2022, og placeringerne siden har heddet en 11. og 10. plads.
Det er en helt anden historie i år. I 2025 er begge hold sikret en top-8 placering, og skal kæmpe om titlen som best of the rest.
Playoff B-finalen 2025 mellem BK Amager og Holbæk-Stenhus spilles i Amagerhallen lørdag den 3. maj kl. 14.30.
Jonas Sørensen fortsætter som head coach i Værløse Blue Hawks i to sæsoner mere.
I sommeren 2023 kom Jonas Sørensen tilbage til Værløse Basketball Klub, hvor han overtog tøjlerne for klubbens førstehold. Her var det et stærkt og erfarent hold, han overtog, hvor han i sin første sæson førte klubben til en top-6 placering i Basketligaen.
Denne sæson har været et decideret generationsskifte med farvel til et hav af profiler efter den fremragende 2023/24-sæson. Inden sæsonstart sagde man farvel til Adam Heede-Andersen, Simon Schwartz og Balsa Veljic. Undervejs denne sæson har man også taget afsked med to klubikoner i Mikkel Hauge og til sommer Karl Boje Formann.
Det har derfor ikke været de nemmeste arbejdsbetingelser for Jonas Sørensen denne sæson, hvor man alligevel har holdt sig inde i kampen om først en plads i Playoff A og senere om en plads i Playoff B-finalen.
Nu har de to sæsoners hårde arbejde resulteret i en kontraktforlængelse.
Fredag kunne Værløse Blue Hawks nemlig annoncere en forlængelse af samarbejdet med Jonas Sørensen, så kontrakten nu gælder til 2027.
I pressemeddelelsen lægger man bl.a. vægt på det nuværende generationsskifte i klubben, hvor man mener, at Jonas Sørensen er den rette mand til at fortsætte den opgave.
– Jeg har valgt at forlænge med to år, fordi jeg elsker at arbejde med unge spillere, som gerne vil udvikle sig, samtidig med, at vi har et hold, hvor alle trækker i samme retning. Jeg kan samtidig identificere mig med klubbens værdier, “Fællesskab, oplevelser og udvikling”, og det er netop de værdier, jeg selv prøver at efterleve i mit arbejde med holdet. Og så har jeg valgt at blive i Værløse, fordi det føles som et hjem for mig, udtaler Jonas Sørensen i pressemeddelelsen.
BC Copenhagen vinder igen over Team FOG Næstved i Playoff A, hvilket gør det meget svært for Næstved at nå en semifinale med to runder tilbage.
Team FOG Næstved ser ud til at trække sorteper i dette års ræs om semifinalebilletterne. Med et nyt overraskende nederlag til BC Copenhagen fredag aften, skal der nu et stort comeback til for, at Team FOG Næstved spiller sig blandt de bedste fire hold denne sæson.
Fredag aften fik de endnu engang kærligheden at føle fra BC Copenhagen i en højtscorende affære i Nørrebrohallen.
David Nørby Knudsen blev kampens topscorer med hele 41 point. Han og Copenhagen endte med at vinde hele 112–104, og det blev dermed anden sejr til Copenhagen over Næstved i dette Playoff A-slutspil.
Sydsjællænderne har haft et forfærdeligt forår og er nu oppe på syv nederlag de seneste ni kampe. Dermed skal der nu et stort comeback til, hvis Team FOG Næstved skal have en plads i semifinalen.
Næstved er ganske vist á point med Randers Cimbria, men da Randers er bedre indbyrdes, så tvinger det formentlig Næstved til at vinde de sidste to kampe mod Bakken Bears.
David Pavlakovichs tropper kan dermed stadig selv afgøre deres egen skæbne. Der venter derfor to finaler mod Bakken Bears den 17. og 21. april. Vinder de begge kampe, så overhaler de bjørnene fra Aarhus og booker dermed en plads i semifinalen.
Næstved kan dog måske nøjes med at vinde én – det kræver dog hjælp fra Svendborg Rabbits, der skal vinde begge deres kampe over Randers Cimbria.