Kvartfinaleserien Svendborg Rabbits – Team FOG Næstved

I præsentationen af de 4 kvartfinaleserier er vi komme til den sidste i rækken og nok også den der er mest spænding om, nemlig opgøret mellem Svendborg Rabbits og Team FOG Næstved

Svendborg Rabbits nr. 4 i PRO A med 16 sejre og 10 nederlag
Team FOG Næstved nr. 5 i PRO B med 14 sejre og 12 nederlag

De 2 hold har mødt hinanden i grundserien 4 gange og Rabbits har vundet 3 af disse. Sammenholdt med at de også endte højere end Team FOG i slutstillingen i grundspillet gør det til favorit i denne serie.

Hvis Team FOG skal have en chance i denne serie så kræver det at holdet får minimeret de udfald, hvor det ser ud til at holdet går helt i står, og sætter store føringer over styr. Team FOG har også svært ved at komme tilbage i kampene hvis de først er kommet bagud med mere end 10 point. En anden faktor er også at holdet bliver nødt til at koncentrere sig og holde fokus på eget spil uanset om de føler at nogle dommerkald ikke går deres vej. TFN er det hold i BL der fik ravet flest tekniske fejl til sig i grundspillet og de har ikke råd til at skulle undvære nogle af deres profiler på grund af karantæne.

Svendborg Rabbits derimod må gå ind i slutspillet med masser af selvtillid. De var tæt på en snuppe 3. pladsen i grundspillet men et nederlag i slutningen af sæsonen med 1 point til Randers Cimbria blev afgørende. Hvis Sebastian Åris og 2 x Brandon, Tabb og Norfleet holder deres høje niveau så burde en semifinale være indenfor rækkevide.

Kampprogrammet for serien:
Kamp 1: 5. april kl. 19:00 Svendborg Rabbits – Team FOG Næstved
Kamp 2: 8. april kl. 19:150 Team FOG Næstved – Svendborg Rabbits
Kamp 3: 12. april kl. 19:00 Svendborg Rabbits – Team FOG Næstved
Kamp 4: 15. april kl. 19:15 Team FOG Næstved – Svendborg Rabbits (evt.)
Kamp 5: 19. april kl. 19:00 Svendborg Rabbits – Team FOG Næstved (evt.)

Sådan ender det nok: 3-1 til Svendborg Rabbits

Hvem skal man holde øje med?: For Svendborg Rabbits har Sebastian Åris været en stor oplevelse i denne sæson og har helt klart været en af Kaniners bedste med imponerende 15,1 point pr. kamp. Kan han fortsætte dette spil kan det være en afgørende faktor for holdets videre vej mod DM-finalerne.

For Team FOG Næstved er det værd at holde øje med landsholdsspilleren Phillip Hertz som på den rigtige dag nærmest kan score efter behag. Med tilgangen af Frederik H. Nielsen er noget af presset taget af Phillips skuldre og denne serie kan være der hvor TFN-kaptajnen styrer sit hold med semifinalerne.

Kvartfinaleserien Randers Cimbria – Værløse Blue Hawks

I præsentationen af de 4 kvartfinaleserier kigger vi denne gang på opgørene mellem Randers Cimbria og Værløse Blue Hawks.

Randers Cimbria nr. 3 i PRO A med 16 sejre og 10 nederlag
Værløse Blue Hawks nr. 1 i PRO B med 11 sejre og 11 nederlag

Selvom Randers Cimbria sluttede grundserien af med et overraskende nederlag til BMS Herlev Wolfpack er holdet stadigvæk klar favorit med Værløse Blue Hawks selvom Værløse i holdenes seneste opgør kun tabte med 6 point hjemmebanen i Søndersøhallen.

Skal Værløse overraske skal holdet spille optimalt i 40 minutter og alle spillere skal levere på dagen. Holdet vil nok også gøre alt for at give coach Susie Heede-Andersen den bedste afskedsgave ved at slå Cimbria ud og kvalificere sig til semifinalerne. Endvidere skal nøglespillerne herunder Koch Bar og Mathias Bak Christensen holde sig ud af fejlproblemer for Værløse for brug for deres hjælpe i forsvaret gennem hele kampen.

Randers derimod skal vise en helt anden tænding end holdet gjorde i nederlaget mod Wolfpack. Men mon ikke at trænerstaben har talt med store bogstaver efterfølgende og det vil klart ses når kamp 1 sættes i gang på mandag.

Kampprogrammet for serien:
Kamp 1: 5. april kl. 15:00 Randers Cimbria – Værløse Blue Hawks
Kamp 2: 8. april kl. 19:00 Værløse Blue Hawks – Randers Cimbria
Kamp 3: 12. april kl. 19:00 Randers Cimbria – Værløse Blue Hawks
Kamp 4: 15. april kl. 19:00 Værløse Blue Hawks – Randers Cimbria (evt.)
Kamp 5: 19. april kl. 19:00 Randers Cimbria – Værløse Blue Hawks (evt.)

Sådan ender det nok: 3-1 til Randers Cimbria

Hvem skal man holde øje med?: Randers Cimbria har mange store profiler og man kan ikke komme uden om det franske fyrtårn Jonathan Jeanne der nærmest dunker efter behag og så alt mulig manden Brantley Bynum der nærmest er ustoppelig hvis han får bolden tæt på ringen. For Værløse Blue Hawks har Koch Bar været stærkt spillende med 2 x 29 point i holdets seneste 2 kampe. Også Martin Poulsen har gjort det godt og snitter 13,1 point for hele sæsonen.

Kvartfinaleserien Horsens IC – BMS Herlev Wolfpack

I præsentationen af de 4 kvartfinaleserier kigger vi denne gang på opgørene mellem Horsens IC og BMS Herlev Wolfpack.

Horsens IC nr. 2 i PRO A med 19 sejre og 7 nederlag
BMS Herlev Wolfpack nr. 2 i PRO B med 9 sejre og 13 nederlag

Selvom BMS Herlev Wolfpack overraskede i den sidste kamp i grundserien med en sejr over Randers Cimbria efter omkamp og derved fik stoppet en negativ stime efter 5 nederlag i træk, venter der holdet en meget svær opgave mod Horsens IC.

Horsens IC har levet op til deres favoritfærdighed gennem hele grundspillet og været med i toppen af PRO A. Holdet havde en lidt sløj periode i oktober og starten af november, men nu ser det ud til at coach Lukas Varga har fået sat skik på holdet igen, så de Gule igen er favoritter til at udfordre Bakken Bears i kampen om DM-guldet. HIC sluttede grundspillet af med 6 sejre i træk og er i topform til slutspillet.

Inden HIC spiller den første kvartfinale skal holdet dog lige på hjemmebane i Forum Horsens spille mod Bakken Bears i pokalfinalen den 3. april.

Kampprogrammet for serien:
Kamp 1: 6. april kl. 18:45 Horsens IC – BMS Herlev Wolfpack
Kamp 2: 10. april kl. 17:00 BMS Herlev Wolfpack – Horsens IC
Kamp 3: 13. april kl.18:45 Horsens IC – BMS Herlev Wolfpack
Kamp 4: 17. april kl. 18:00 BMS Herlev Wolfpack – Horsens IC (evt.)
Kamp 5: 19. april kl. 18:45 Horsens IC – BMS Herlev Wolfpack (evt.)

Sådan ender det nok: 3-0 til Horsens IC

Hvem skal man holde øje med?: Horsens IC har mange strenge at spille på så det er svært at pege på en direkte profil på holdet. Når det kører for holdet bidrager alle til at det går op i en højere enhed. Dette så man klart i holdets næstsidste opgør i grundspillet mod Team FOG Næstved da det var unge Bakir Serdarevic der gik forrest da de kneb for “stjernerne” og fik bragt HIC tilbage i kampen.

For Wolfpack kan man ikke komme uden om August Haas der var brandvarm i sejren over Randers Cimbria hvor det blev til 38 point, 12 rebounds og 4 steals.

Kvartfinaleserien Bakken Bears – Bears Academy

Det ligger nu allerede klart hvem der skal spille mod hvem i kvartfinalerne i BL, vi kan nu kigge fremad mod de 4 serier som spilles bedst á 5 kampe.

Vi lægger ud med at kigge på serien mellem Bakken Bears og Bears Academy.

Bakken Bears nr. 1 i PRO A med 23 sejre og 3 nederlag
Bears Academy nr. 3 i PRO B med 7 sejre og 5 nederlag

Bakken Bears har som vanen tro været med i toppen af PRO A gennem hele sæsonen og længe før afslutningen på grundserien lå det fast at holdet ville vinde PRO A. Bears Academy har med deres nye coach Thomas Hemmingsen i spidsen været en farlig modstander for de fleste hold i BL og har helt klart været et af de positive oplevelser i PRO B i denne sæson.

Men nu venter storebror i kvartfinalen og her kan holdet spille helt frit. Ingen regner med at lillebror kan overraske så meget at de kan vinde minimum 3 kampe over Bakken Bears. Tillige må holdet undvære 3 af de helt store profiler i serien. Der er nemlig sådan at 5 spillere har haft dobbeltlicens for både Bakken Bears og Bears Academy, men i slutspillet kan man kun deltage på ét af holdene. Og der er nu blevet beslutter at Anton Harbo, Magnus Møllgaard og Mads Bro Hansen skal spille slutspil for Bakken Bears mens Gustav Rønneholt Johansen og Jermaine Ballisager Webb skal spille for Bears Academy.

Kampprogrammet for serien:
Kamp 1: 6. april kl. 18:30 Bakken Bears – Bears Academy
Kamp 2: 9. april kl. 18:00 Bears Academy – Bakken Bears
Kamp 3: 3. april kl.18:30 Bakken Bears – Bears Academy
Kamp 4: 16. april kl. 18:00 Bears Academy – Bakken Bears (evt.)
Kamp 5: 19. april kl. 18:30 Bakken Bears – Bears Academy (evt.)

Sådan ender det nok: 3-0 til Bakken Bears

Hvem skal man holde øje med?: Bakken Bears har så mange profiler at man næsten kan nævne dem alle sammen, men jeg tror at en spiller Q. J. Peterson kommer til at brænde nettet af selvom Bakken Bears nok vil rotere den del i serien. Ryan Evans har i sin 5 kampe i marts måned snittet 17,8 point pr. kamp og er ud til at have ramt formen på det hele rigtige tidspunkt. For Bears Academy bliver det spændende om assistskongen i BL Marius Kirkholt Sørensen kan blive ved med at fodre sine holdkammerater med aflevering der kan omsættes til point.