Mandag kan Bakken Bears blive dansk mester for ottende sæson i træk med en sejr på udebane i Arena Næstved Hal 1.
Bakken Bears har igen i år været suveræne i finaleserien og er foran med 3-0 og har dermed kurs mod endnu et sweep. Bjørnebandens slutspil har generelt været en stor succes, idet de også i semifinalerne var altdominerende mod Svendborg Rabbits.
Team FOG Næstved har i de første tre finalekampe ydet Bakken god modstand og særligt to af de tre kampe har været uhyre spændende, hvor det næsten lige såvel kunne være endt med Næstved-sejr.
Sydsjællænderne, der har været tvunget til at undvære en skadet Eric Ayala i finalerne, har udfordret Bakken, men uden at få belønning for bestræbelserne.
Mandag kan blive sæsonens sidste kamp, men selvom chancerne for et stort Næstved-comeback i finalerne er minimale, vil Team FOG uden tvivl forsøge at pynte på seriens endelige resultat med en sejr.
Finalernes kamp fire kan ses på SPORT LIVE eller JFM Play.
Det begynder at ligne endnu en titel til Bakken Bears.
Torsdag viste Bakken Bears atter, at de er en klasse for sig, da Team FOG Næstved blev slået i Sparekassen Danmark Basketball Center med 88-83.
Dermed er endnu en DM-titel næsten i hus. Bakken Bears er således blot en enkelt sejr fra at kunne løfte pokalen og krone sig Danmarksmestre for 22. gang.
Undervejs i torsdagens DM-finale 3 var Næstved ellers tæt på at få hul på bylden, da de med ét minut igen var bagud med bare tre point. Sydsjællændernes første sejr i finalerne kom dog heller ikke i denne omgang, da Gustav Knudsen sænkede en treer og endnu en gang fik udeholdet på afstand.
Kampens topscorer var Bakkens Deandre Pinckney og Næstved Gus Okafor hver med 19 point.
Efter to nederlag på henholdsvis 94-90 og 81-94 er Team FOG Næstved fortsat uden sejr i årets finaleserien i Basketligaen.
Torsdag har de endnu en mulighed for at få hul på bylden, når de tager turen til Aarhus til finalernes kamp tre, der potentielt kan gå hen og blive aarhusianernes sidste hjemmekamp i sæsonen.
Med stillingen 2-0 har Næstved ryggen mod muren, og selvom Næstved har vist sig som et hamrende stærkt hold i løbet af sæsonen, er oddsene for at Næstved vender serien på hovedet og laver et stort comeback mod Bears ikke gode.
I seneste kamp var Bakkens Ryan Evans den helt store oplevelse med 19 point. Alle disse kom i anden halvleg, hvor Bakken Bears trak fra sydsjællænderne, der ikke kunne holde dampen oppe i anden halvleg.
Noget der har været kendetegnende for årets finaleserie er, at Team FOG Næstved i perioder har været gode til at følge med Bakken. Dan Pearson´s tropper har matchet fint op med Bakken, men over alle 40 minutter har Bjørnene med sin dybe trup været en for stor mundfuld.
Inden torsdagens finalebrag afholder Bakken Bears Street Festival, hvor der er arrangeret adskillige aktiviteter. Du kan læse meget mere om Bears Street Festival her.
Er du ikke til stede i hallen, kan torsdagens kamp ses på SPORT LIVE eller JFM Play.
Team FOG Næstved har nu ryggen mod muren i finaleserien mod Bakken Bears.
Mandag led sydsjællænderne endnu et nederlag til Bakken Bears på 81-94. Dermed er Bakken Bears foran med 2-0. i finaleserien, der spilles bedst á syv.
Første halvleg forløb efter planen for Næstved, der holdt Bakken Bears i en kort snor. Efter første halvleg, der var ganske scoringsrig, var Bakken foran med blot ét point, 48-49, men hjemmeholdet formåede ikke at fortsætte med samme intensitet i anden halvleg.
Offensivt gik Næstved ned i kadence i de sidste 20 minutter, men modsat Næstved havde Bakken fortsat succes med at sætte godt med point på tavlen.
Næste kamp i finaleserien er på torsdag i Aarhus. Opgøret kan potentielt blive Bakken Bears´ sidste hjemmekamp i denne sæson.
Mandag aften fortsætter finalerne i Basketligaen mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. Kampen kan ses på SPORT LIVE og JFM Play.
Bakken Bears er foran med 1-0 efter en sejr i torsdags, som du kan læse mere om her.
Årets finaler har altså fået den samme start som sidste års serie, hvor Bakken også lagde fra land med en sejr. Bakken gik senere hen og vandt hele molevitten med en samlet 4-0 sejr.
Bakken Bears har således fået en ideel start på finaleserien, men en sejr til Næstved mandag neutraliserer den gode Bakken-start.
Kamp to i finalerne spilles i Arena Næstved, mens næste opgør er tilbage i Aarhus.
SPORT LIVE er klar med optakt til finalebraget fra 18:45.
´Årets træner´ og ´Årets spiller´-prisen er begge endt i Horsens IC-lejren med henholdsvis Vedran Borovcanin og Gage Davis, der er blevet anerkendt for en flot sæson, men hæderen af Horsens IC-folk slutter ikke her.
Det er nemlig blevet tid til at kåre ´Årets forsvarsspiller´ i Basketligaen, som går til Kur Jongkuch.
Kur Jongkuch er vinder af den prestigefyldte pris med 20% af stemmerne. Nummer to i afstemningen blev Bakken Bears´ Gustav Knudsen med 16%, mens sidste års vinder af prisen, Bakary Camara fra Randers Cimbria, modtog 14% af stemmerne.
Det er spillerne i Basketligaen, der har peget på Kur Jongkuch som årets forsvarsspiller. Jongkuch er den første Horsens IC-spiller til at vinde prisen siden 2014/15-sæsonen, hvor Baye Keita løb med prisen.
Kur Jongkuch snitter 10,2 point, 6,5 rebounds, 0,7 steals og 1,2 blocks per kamp i sæsonen.
Prisen blev overrakt til Kur Jongkuch inden bronzekampen fredag aften mellem Horsens IC og Svendborg Rabbits. Udover æren modtog Jongkuch også et ur af Basketligaens partner Festina.
Du kan se de tidligere vindere af prisen ved at klikke her.
Fredag aften skal det første sæt medaljer i sæsonen i Basketligaen uddeles.
Bronzemedaljerne er på højtkant, og det bliver enten Horsens IC eller Svendborg Rabbits, der kan gå på sommerferie med medaljer om halsen. Kampen, der har tipoff kl. 19:15, kan ses på SPORT LIVE. Allerede fra 19:00 er kanalen klar med optakt til bronzeduellen.
Kampen kan desuden også ses på JFM Play. Find link til opgøret her.
Både HIC og Svendborg sluttede sæson 2022/23 uden medaljer, så der er ingen tvivl om, at begge mandskaber er sultne efter en medalje torsdag aften.
Bronzekampen spilles i Forum Horsens eftersom Horsens IC sluttede over Svendborg Rabbits i tabellen, men Svendborg-spillerne vil trods at spille på udebane få godt med støtte fra lægterne. Svendborg har arrangeret fan-bustur, så sæsonens sidste kamp for HIC og Svendborg vil få en fed kulisse.
Svendborg og Horsens har krydset klinger fire gange i sæsonen med to sejre til hver, så der forventes en tætspillet kamp om bronzemedaljerne.
Torsdag aften blev der taget hul på finalerne i Basketligaen, da Team FOG Næstved tog turen til Aarhus, men sydsjællænderne måtte forlade Sparekassen Danmark Basketball Center uden sejr.
Bakken Bears fik sig nemlig en stærk start på årets finaleserie med en sejr på 94-90.
Undervejs i kampens tredje periode var Bakken Bears foran overlegent med hele 18 point, og på det tidspunkt så det ud til, at Næstved ville blive sendt hjem med et stort nederlag i bagagen.
Men Næstved nægtede at kaste håndklædet i ringen.
I stedet kom de tilbage i kampen med en god slutning på tredje periode og mindst lige så stærk start på fjerde. Tre minutter inde i fjerde periode var Bakken-føringen skrumpet til fire point, 73-69.
Med et minut tilbage af finalernes kamp et var der kun tre point mellem de to mandskaber, men et par fuldtræffere fra straffekastlinjen og en toer af Skyler Bowlin afgjorde kampen til Bakkens fordel.
Skyler Bowlin leverede 23 point, syv assists og fire steals. Topscorer for Næstved var Devon Cooper med 16 point.
Stillingen i finaleserien er dermed 1-0 til Bakken Bears. Næste kamp i serien er på mandag i Næstved.
Vi skal have fundet en vinder af Basketligaen, og igen i år står det mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved.
Første slag mellem de to tophold finder sted torsdag aften i Aarhus. Finalernes kamp et sættes igang kl 19:15 og kan ses på SPORT LIVE og JFM Play. Det gælder for samtlige kampe i finaleserien.
Bakken Bears åbner for 22. sæson i træk dørene op for en finale i Basketligaen, og årets første finale, der spilles i Sparekassen Danmark Basketball Center, har et tema. Temaet er ´whiteout´, og der venter dermed Team FOG Næstved-spillerne en hvid mur på lægterne.
Bakken Bears må regnes som favoritter til at tage titlen, men Næstved har vist, at de ikke er et hold, som Bakken skal tage let på.
Det viste de blandt andet, da de blev pokalmester i januar med en sejr i pokalfinalen mod Bakken Bears.
Fakta om finalerne i Basketligaen:
Bakken Bears kan vinde sit 22. mesterskab i klubbens historie
Bakken Bears har vundet Basketligaen de sidste syv sæsoner
Team FOG Næstved er i finalerne for blot anden gang nogensinde
Årets DM-finaler er en gentagelse af sidste års serie, hvor Bakken Bears sweepede Næstved med 4-0
Sidste års Finals MVP-pris gik til Bakken Bears´ Ryan Evans
Sidst et hold, der ikke hedder Bakken Bears, vandt Basketligaen var Horsens IC i 2016
Med 11 titler er SISU det hold, der har vundet Basketligaen næstflest gange.
Statistikker:
Bakken Bears´ topscorer i sæsonen er Deandre Pinkcney, der snitter 16 point per kamp.
Med 8,1 rebounds per kamp er Pinckney også førende i rebounds for Bears
Lagio Grantsaan er Næstveds topscorer med et snit på 17,9 point per kamp
Eric Ayala, der blev kåret som årets pokalfighter i pokalfinalen, snitter 17,1 point per kamp
Noah Churchill og Skyler Bowlin er begge i top tre over spillere med flest assists i sæsonen med henholdsvis 155 og 154 assists.
Robin Duncan har lavet sjetteflest assists i sæsonen med 140 styks.
Skyler Bowlin skyder 46,9 % bag trepointslinjen – bedst af alle i ligaen.
Skyler Bowlin har lavet næstflest steals i sæsonen med 59 kun bag Martin Poulsen fra BC Copenhagen med 61.
Det bliver uhyre spændende, når Bakken Bears og Team FOG Næstved igen i år skal spille om Danmarksmesterskabet.
Bakken Bears spillede sig atter i finalerne i Basketligaen, da de gjorde kort proces mod Svendborg Rabbits med en samlet 3-0 semifinaleserie. Bakken Bears kan dermed fuldende en i forvejen flot sæson, der har budt på den første europæiske titel til et dansk hold nogensinde, med klubbens 22. danske mesterskab.
Kaninerne mødte overmagten fra Aarhus og må derfor nøjes med en bronzekamp på fredag mod Horsens IC.
Semifinalerne blev ligeledes endestationen for DeGule fra Horsens, der ikke kunne få styr på Dan Pearsons´ Næstved-spillere. Hvor spændingen udeblev i serien mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits var det en anelse mere tæt i Næstveds serie, der sluttede 3-1.
Næstved åbnede serien med en sejr på udebane i Østjylland, men i kamp to i Næstved svarede Horsens flot tilbage med en sejr. De næste to kampe blev dog vundet af Næstved, og således er holdet fra Sydsjælland i DM-finalerne for anden sæson i træk. Det er desuden blot anden gang nogensinde, at Næstved står i finalerne i Basketligaen.
Team FOG Næstved har endnu sit første Danmarksmesterskab til gode i klubbens historie, men hvis 2024 bliver året, hvor de kommer til at løfte pokalen i Basketligaen, sikrer de sig The Double. Team FOG Næstved har nemlig allerede sikret sig en titel i denne sæson, idet de er den forsvarende pokalmester.
I januar overraskede Næstved i årets pokalfinale mod netop Bakken Bears, hvor de sejrede med 89-86 og blev pokalmester for anden gang nogensinde.
Årets to finalehold har altså begge haft en flot sæson, hvor de har kunnet løfte en pokal og få medaljer om halsen. Begge hold er sikret endnu et sæt sølvtøj, men hvem der skal have medaljerne af fineste karat må tiden vise.
Udover pokalfinalen, som Næstved vandt, har de to stjernespækkede mandskaber mødt hinanden yderligere fire gange, og møderne de to hold imellem har næsten hver gang været garant for stor spænding.
I Basketligaen har Bakken Bears vundet tre af de fire opgør mod Næstved. To af sejrene har været forholdvis komfortable, men i den tredje sejr skulle Bakken ud i overtid, før de kunne trække sejren i land.
I alt har deres indbyrdes opgør i indeværende sæson budt på to Næstved-sejre og tre til Bakken Bears, så alt tyder på at årets finaler i Basketligaen kommer til at blive hamrende spændende.
Du kan følge finalerne i Basketligaen på SPORT LIVE og på JFM Play.